Lets have a talk..

[Jason Elvana Nimanhra]

Keischa Helia Maloya

---

Det var ved at være hen på eftermiddagen, og den værste sol, var begyndt at fordufte. Hvilket automatisk tillod Jason, at komme lidt mere frem, end hvad han havde været frem til nu. Tilværelsen i Procias var hård, ligesom han kunne huske den. Ikke at det burde komme bag på ham, men det gjorde det nu lidt alligevel. Folk var overraskende negative overfor ham og hans stilling. Endnu en dvasianer på en høj post? Han havde jo for pokker haft den før!
Slottet var hans hjem, og nu hvor han endelig havde fået introduceret Isolde for hans kære søn, var det på tide, at komme videre i planlægningen om det kommende bryllup. Selvom Isolde var en smuk ung kvinde, som havde ekstremt meget at byde på, var det uden tvivl også noget som ville gøre godt for hans søn, som tydeligvis ikke fik nok med det nedre hoved!
Et kort smil passerede Jasons læber, som han nåede den store forhal. Han kom fra kælderen. Der hvor han havde bo, også mest for at holde det så mørkt som muligt, hvilket var svært på et af de mest lyse steder i hele Procias. Han elskede at være der, og nu hvor han endelig og officielt havde gjort sit comeback på posten som kongelig rådgiver, var han atter i bemyndigelsen til at age alverdens beslutninger, og dette havde han også tænkt sig at udnytte. Bare en smule måske. Hånden strøg han igennem det halvlange hår. Endnu en gang klar til en dag med arbejde, og forhåbentlig en lidt bedre dag, end hvad det havde været igennem de sidste par dage.

[Keischa Helia Maloya]

Det var en solrig dag. Isolde havde været i nærområdet blot for at gå sig en tur i den smukke slotshave. Dette ville forhåbentligt snart blive hendes hjem, og derfor måtte det være på sin plads at hun begyndte at vænne sig til området.
Blomsterne var sprunget ud og stod smukt ud i den velplejede have. Det var svært for hende at alting var så enormt heromkirng, hun var vant til en beskeden bolig i lille Elanya der var en ganske hyggelig by hvis hun selv skulle sige det. Varmen begyndte at blive til gene for hende. Den blege hud brændte, det var højest ubehageligt, derfor valgte hun at tage færden mod slottet hvor skyggerne kunne give hende en kende ly. Det blonde hår var bundet i en pjusket fletning som altid, men hun var ikke klædt nær så fint som under hendes forrige besøg. Kjolen var en beskeden hvid slags, dog pyntet med diverse smykker i havblå farver, smykker som hun naturligvis selv havde stået for.
De store porte gik op og tillod hende at gå ind på det prægtige slot. Hver gang hun trådte over den tærskel slog hendes hjerte et ekstra slag, det havde været sådan siden hun bare havde været en lille pige med den samme prinsessedrøm om alle andre.
Hendes øjne var kolde og hårde, og indbød ikke ligefrem til samtale trods det ikke var noget hun selv havde kontrol over. Jasons velkendte skikkelse sprang hende i øjnene. "Sir Nimanrha" hilste hun blot. Temperaturen herinde var langt bedre!

[Jason Elvana Nimanhra]

Solen var endnu noget som skar voldsomt i Jasons øjne. Ganske vidst gik han rundt med den gamle ring, som Lisa havde skænket ham i sin tid, som gav ham muligheden, for at færdes mere ude i det fri. Den kom til gode nu, og særligt hvis han skulle forsøge at vinde pladsen ved procianerne. Det var nemlig ikke bare hans kære søn, som havde sine kampe at slås med.
Langsomt måtte han dreje hovedet. Lyden af hjerteslag der nærmede sig, var det første som fangede hans interesse. Gad vide hvem det var der kom? Som skikkelsen trådte ind af de store døre, måtte han igen føle livet komme til sig. Hvorfor var det at han reagerede således? Langsomt rettede han sig op. "Frøken Eíranea," hilste han roligt.
Carlisle havde ikke rigtigt snakket med ham, siden den aften, hvor han havde tvunget dem til at mødes. Hvordan var det egentlig gået? Langsomt lod han hovedet søge på sned. Den hårde mine tog han sig ikke af. Hans egen var stort set lige sådan. "Hvilken overraskelse. Ingen har informeret mig om, at De ville sætte det smukke ansigt til min beskuelse i dag," pointerede han sigende. Han søgte mod hende med rolige skridt. Farlig var han ikke, selvom mange havde en sjov tendens til at tro det.
"Hvad skyldes æren?" spurgte han med en rolig stemme.

[Keischa Helia Maloya]

Denne gang var der ingen der fulgte hende i ryggen. Isolde foretrak til enhver tid at færdes på egen hånd, takket være sin far var hun blevet skånet for sociale snakke, derfor virkede hun måske også oftest akavet i den slags sammenhænge, trods hun naturligvis altid gjorde sit bedste. Roligt stoppede hun op og lod de klare blå øjne, falde på hans skikkelse. "Jeg takker Sir. Mit besøg hertil var ej planlagt, det var blot en længsel efter at se haven i sommertiden, men solen steger derude, det er ikke behageligt for mit væsen," fortalte hun ærligt.
Mon hans søn havde tid til at se hende? Jason skræmte hende på mange punkter, men snart ville de være i familie, bundet af løfter, så naturligvis ønskede hun ligeså at vide hvem han var. Sandt at sige frygtede hun for at blive en del af noget så stort, for hun var meget en enespænder, en kvinde fuld af mystik og med et større temperament end man umiddelbart skulle tro.
"Min tilstedeværelse vil ikke vare længe," lovede hun og så ned. Det kvalte hende at være den pæne pige som hendes far havde opdraget hende til at være, i virkeligheden var hun ilter og passioneret, og lige nu var hun blot den gode pige fra landsbyen, men hvis det var med til at give hende et liv her, så var det alt værd. "Jeg skal endelig ikke opholde Dem," understregede hun hastigt og lagde hovedet lidt på sned.

[Jason Elvana Nimanhra]

Isolde var der alene, hvilket var noget som passede Jason udmærket. Eller.. det gjorde det egentlig ikke, for han gjorde sig endnu en gang tanker, som han slet ikke burde gøre sig. Kroppen reagerede på hendes tilstedeværelse, og det var slet ikke meningen at den burde forekomme. "Haven er uden tvivl smuk i denne tid, men solen kan sagtens forvolde problemer. Selv for mig, er den ikke behagelig, endda med magiske ringe," sagde han blot.
Kort måtte Jason lade blikket glide til ringen. Den kvinde, som havde været alt i hans liv for en lang tid, og nu var mistet. Var han endelig klar til at komme videre? Det var uden tvivl noget, som han havde svært ved. Han burde slet ikke gøre sig tanker om den slags, og slet ikke om sin egen søns trolovede. Ja, hvad knægten lavede i dag, vidste han ikke. Det eneste, som han vidste, var at hans kære søn på ingen måder var tilfreds med ham.
"De opholder mig på ingen måde, frøken Eíranea," afviste han, som noget af det første, hvor han lod hovedet søge på sned. Han lod atter blikket glide nedover hende.. med et kort stop ved hendes bryst. Velproportioneret, af hvad han kunne se, og han kunne lide det. Ingen tvivl om det. Han lukkede kort øjnene, inden han så mod hende igen. "De kan gøre mig selskab?" foreslog han med en sandfærdig mine. Hvorfor afvise hans kommende svigerdatter? En smuk kvinde? Det sagde man da ikke nej til!

[Keischa Helia Maloya]

Jason var en mærkværdig mand. Enten kunne man lide ham ellers kunne man ikke, Isolde havde bare endnu ikke besluttet sig for hvilken en retning hun selv hældte mest til. Hun lod hovedet glide lidt på skrå og tog sit sind i forræderiske tanker. Jovist var han en ganske flot mand, men han var hendes kommende svigerfar, en mand hun kunne takke for overhovedet have en fremtid. "Det forundre mig ikke. Vampyrer og sollys har aldrig været kendt som den gode kombination," svarede hun og lod et lille smil falde naturligt på hendes læber. Selv når hun var varm af person, virkede hun iskold.
"De er altid så høflig og selskabelig Sir, men jeg ved at De er en vigtig mand og sikkert manglet et sted," hun kunne end ikke beskrive hvor meget hun hadede denne underlige høflighed. Under normale omstændigheder var hun høflig, men samtidig ret frembrusende, livlig og ikke mindst intens, men det var en side af sig selv, der var bedst at lægge væk. I et lidt heldigt øjeblik så hun bort mens hans blik gled ned over den barm der indbød til fristelser i form af at de nærmest hoppede ud af hendes tætsiddende kjole. "Meget gerne. Hvis tiden er til det naturligvis," tilføjede hun hastigt og trådte ham et skridt i møde. Med tanke på at de snart ville være familie, så ville hun naturligvis ikke afvise ham, så lang tid det var fredeligt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var i forvejen vant til, at folk ikke kunne lide ham, så om hun kunne eller ikke, kunne han være ligeglad med. Han så det positive i sin tilværelse. Han forsøgte i hvert fald. Nu kunne han jo trøste sig med, at have skænket en ung kvinde og hans søn en fremtid. Så havde han da i det mindste gjort noget. "Jeg kunne ikke sige det meget bedre selv." Hovedet lod han langsomt søge på sned. Barmen. Smuk og fyldig som den var. Han kunne jo ikke undgå at kigge på den!
Alt for mange af de forkerte tanker, måtte melde sig i hans tanker og sind, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han forsøgte selv at ryste dem af sig. Kunne det overhovedet passe, at han gjorde sig de tanker om hans egen kommende svigerdatter? Det gav jo ingen mening! Armene lod han roligt søge over kors. "De kan nu godt undvære mig for en time eller to. Det tror jeg derimod at vores kære dronning, vil sætte pris på," sagde han direkte. Han vidste at Silia var glad for at han var der, men himlede med øjnene, så snart hun vendte ryggen til. Han morede sig ved tanken om det.
Et tydeligt tilfredst smil måtte brede sig på hans læber. Han ville ikke have noget imod at tilbringe tiden med hende. En smuk kvinde. Han kunne jo umuligt sige nej. "Glædeligt.. Jeg kan jo starte med at vise Dem rundt her," sagde han med en rolig stemme. Et næsten hemmelighedsfuldt glimt meldte sig i hans øjne.

[Keischa Helia Maloya]

Jason var skyld i at hun havde en fremtid i Procias, det alene var grund til at være ham evigt taknemmelig, og til at udvise den samme taknemmelighed. Ikke at det var nemt for hende, isen i hendes hjerte havde altid gjort det svært for hende at udtrykke sine følelser, eller bare varme hvilket skræmte de fleste procianere bort. "Nej det kunne De vil ikke," mumlede hun med et dæmpet suk. Han var ikke en nem mand at finde ud af, inderst inde håbede hun lidt at Carlisle ville gøre det en del nemmere for hende.
"Sætte pris på ligefrem? Sig mig Mr. Nimanrha, driver De selv Dronningen til vanvid?" spurgte hun med en drillende anklage. Ikke at det ville forundre hende, det lod til at den mand var i stand til at drive enhver kvinde ud af sit gode skind, og nok også enhver mand.
Idéen om en rundvisning lød ikke dum taget i betragtning af slottet en dag ville blive hendes hjem. Hun ville have nikket i alt fredsommelighed men det glimt han havde i sine øjne, tog pusten fra hende og fik hende blot til at rynke på næsen i stedet for. "En rundvisning lyder.. godt," svarede hun en kende tøvende. Forhåbentligt var det bare en simpel rundvisning omkring på slottet, hvor der selvfølgelig var mange mennesker, så han ikke kunne nå at lade hende friste af ham.
Roligt tråte Isolde ham i møde og gjorde tegn til at han kunne påbegynde sig guidede tur, om det var det han ville om ikke andet. Hun ville faktisk gerne se slottet fra lidt andre sider end dem som hun havde været vant til at se sammen med sin far.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde opretholdt en gammel aftale. Han havde gjort sin andel af arbejdet i det tilfælde, og nu var det op til Carlisle, at det blev gjort ordentligt. Det handlede om deres alles fremtid. Isoldes mest af alt. Selvom hun måske ikke kunne give udtryk for taknemmeligheden, kunne Jason nu alligevel spotte den i hende. Kulde aflæste kulde, og derfor kunne han mærke det på hende.
Fandtes der nogen Jason ikke kunne drive til vanvid? Smilet bredte sig mere på hans læber. Silia kunne himle med øjnene, alt det som hun ville af ham, men sagen var at han ikke kunne undværes. De havde brug for ham her, og derfor blev han her naturligvis også. "Hun var kendt med omstændighederne, ved at give mig livet retur. Der findes ikke den, som jeg ikka kan drive til vanvid." Han himlede med øjnene. Det var jo bare de private ting, som han var meget kortfattet omkring, så det burde heller ikke komme bag på nogen som sådan.
At hun derimod gerne ville have en rundvisning af ham, glædede ham dog. Han kunne sagtens opføre sig pænt, hvis han da virkelig ville.
"Tillad mig." Næsten som han skulle spille overraskende sød, så rakte han armen mod hende, så han kunne føre hende rundt på ordentlig vis. Desuden.. at have hende tæt og med den scent som hun gik med. Den var nok til at gøre ham helt kulret!

[Keischa Helia Maloya]

Isolde frygtede stadig hvad hun kunne forvente sig af fremtiden. Carlisle virkede som en god mand, men livet på slottet, tanken om børn og om de mange pligter der fulgte med at blive nogens hustru, det gjorde hende nervøs fordi hun var bange for ikke at kunne følge med. Hendes intense blik hvilede på hans skikkelse. Af en mand der havde været død at være, var han sandelig kommet godt igen.
"Det kan De godt bilde mig ind. Men hun valgte alligevel at bringe Dem tilbage, så noget må De trods alt kunne," påpegede hun og foldede hænderne foran sig. Der var mange ønsker og håb hun havde, men krav havde hun slet ikke retten til at stille.
Som han bød hende med sin arm nikkede hun blot og lod sin egen smyge sig om hans så han kunne lede hende rundt på slottet. Dette sted måtte være ret kendt for ham. "Jeg takker for at De giver dem tiden," hun kunne have bidt tungen af sig selv, for overhovedet at stryge dem allesammen så meget med hårene, når kulden i hende bad hende om at være hård og kold som is, stå ved sig selv og sine holdninger. "Så Mr. Nimanrha.. hvilke steder på slottet er Deres foretrukkende?" spurgte hun og vendte kortvarigt de isblå øjne mod ham, før hun igen så frem for sig mens de bevægede sig ned af gangen. Hun mærkede nysgerrigheden efter at se det hele, opsluge detaljerne, dem havde hun jo altid haft sans for, særligt i forbindelse med det arbejde som hun udførte til dagligt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Isolde stod overfor en kæmpe omvæltning i sit liv, og naturligvis ønskede Jason, at det skulle gå glat for dem begge to. Carlisle var nok selv skræmt af tanken om ægteskab. De kære små børn. De skulle jo til at blive voksne, og få sig et godt liv alle sammen!
"Selv en simpel mand som jeg, besidder talenter, som end ikke det Procianske kongehus, vil kunne undvære, smukke Isolde," meddelte han med en kæk mine. Han havde så meget, som de ikke kunne undvære, for ikke at glemme, at han vidste, at de havde en personlig betydning for ham, som omvendt. Armen lod han hende få, hvor et tilfredst smil. De spidse tænder, måtte sågar vise sig i hans mundviger. "Hvilken mand ville jeg ikke være, om jeg sagde nej?" spurgte han med en rolig stemme. Han trykkede let omkring hendes kolde hånd. Overfor ham, kunne hun være den kolde og hjerteløse isdæmon, om hun havde brug for det, for han ville kunne tackle det. Han selv var jo dæmon og vampyr, så det lå jo ikke fjernt fra hans eget liv.
Jason gik med rolige skridt ned langs hallen. Langsomt vendte han blikket mod hende. "Mine foretrukkende steder, foruden en varm og lun seng med en kvinde ved min side?" Det flabede og kække smil bredte sig på hans læber. Sagen var jo, at han ikke havde været sammen med en kvinde siden Lisa. "Jeg foretrækker kældrene.. og den smukke slotshave, når mørket er faldet på," tilføjede han dog.

[Keischa Helia Maloya]

Ægteskab var en stor ting, det var noget man var viet til resten af sit liv, og Isolde hadede at være bundet af lænker. Det var dog en nødvendighed. Tanken om at forlade landet havde skam strejfet hende flere gange, men det var her de gode materialer var, og skønheden der skænkede hende inspirationen til at skabe hvad hun gjorde. Hun havde sågar overvejet at åbne en guldsmed nede i byen.
"Det kan De godt bilde mig ind. Jeg tror på Deres evner Sir Nimanrha, enhver kan se hvor langt De er kommet," kommenterede hun høfligt. Dette var kun en facade, en som hun ville skulle spille på resten af sine dage. "Det ved jeg ikke. Hvilken man ville De være?" spurgte hun med et svagt glimt i øjet, det var ganske kortvarigt, men det var nok til at afsløre at der var mere i hende, end blot det som øjet kunne se.
Hendes skridt gav genlyd i de tomme gange, mere end hans, men en kvindes sko var også nærmest skabt til at lade alle vide når hun ankom. Hun fulgte ham roligt, uden at vide hvor han ville lede hende hen. "Det undre mig ikke at det ville være Deres foretrukkende," indrømmede hun og skjulte lidt at tanken ikke gjorde hende utilpas, tværtimod satte det tanker og billeder på hendes nethinde som ej burde forekomme situationen taget i betragtning. "Det er også smukke steder. Haven i hvert fald, jeg er ikke fan af kældre," indrømmede hun blankt. Dog elskede hun alle steder hvor der var køligt.

[Jason Elvana Nimanhra]

At være bundet, var omstændighederne for en dvasianer her til lands. Jason vidste, at det nok også var et krav, som ville tilfalde ham på et tidspunkt, hvilket i forvejen, ikke glædede ham eller hans situation. Langt fra faktisk. Han nikkede mod hende. En gentleman kunne han sagtens være, og det var lidt den charme som han spillede på, når han endelig havde muligheden for det.
"Det tvivler jeg stærkt på, at De ønsker at vide, min kære," sagde han med en rolig stemme, som han let førte hende ned igennem den mørke korridor. Han var kommet langt i sit liv, og med de forudsætninger, som han havde haft, så var han uden tvivl kommet rigtig langt! Han var stolt af det.. Og stolt af, hvad det havde efterladt hans børn med i samme omgang. "Det mørke liv skræmmer mange. For mig, har det været en erfaring rigere, som jeg kan bruge i mit job," fortalte han sandfærdigt.
Et tilfredst smil bredte sig på hans læber. En lun seng, og en kvinde ved sin side. Hvad var da bedre end det? Han vidste ikke hvorfor pokker Isolde, skulle have den betydning for ham, men det havde hun fået.. Den påvirkning var ubeskrivelig. Han følte næsten, at han var vågnet af en dvale. "Tvært imod. Tillad mig at vise Dem min] kælder," opfordrede han med en rolig stemme. Han førte hende med ned af korridoren og ned mod kældrene igen, som han var kommet fra i udgangspunktet. Det var vel aldrig en skam, at lade hende se, hvor hun kunne finde ham?
Med rolige skridt, førte han hende med sig ned i den mørke kælderregion.

//Out