On strange tides

[Cale Joseia Nightgale]

Cale ønskede ikke at komme alt for tæt på denne kvinde, og særligt fordi at hun kunne magi, og var udefrakommende. For alt hvad han vidste, var hun jo en heks! Og dem brændte de altså på bål her på øen! "Tradition," begyndte han med en ærlig stemme. Han holdt nu alligevel en vis form for afstand fra hende. Han skulle ikke for tæt på i hvert fald. "De kalder det legene her.. Slaver og gladiatorere placeres i Arenaen for offentlig beskuelse som intet andet end underholdning, hvor de skal slå hinanden ihjel," fortalte han ærligt. Nu havde han gjort dette i skræmmende mange år. Han kendte det, om ikke andet, så bedre end de fleste, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det, og det var næsten det som frustrerede ham mest. Han tvivlede på, at han ville få sin frihed nogensinde.
Han stirrede på hende. Var hun med barn? Han bed tænderne sammen. Ja, der var nok ikke nogen nåde at hente for hende, i og med, at hun var udefrakommende. "Jeg ville ønske dig tillykke, men tvivler på at omstændighederne er de bedste," fortalte han sandfærdigt. Hans blik stirrede på hende. Var det her nu en god ide? Ikke at han ville have noget imod, at få gjort noget ved det sår, som han jo vidste, at det ville gøre ondt værre, hvis han bare.. blev stående der, og lod ingenting ske med det. At hun lagde hånden på det, og igen begyndte at brænde, fik ham til at stivne. Han sparkede med det modsatte ben, for at holde sig stående. Hastigt trak han sig, da hun var færdig, hvor han tog det i blik. Han rynkede i panden. "Hvordan gjorde du det der?" spurgte han direkte.

[Noelle Jaceluck]

At brænde hende ville være naivt, en drage havde allerede forsøgt og det var ikke lykkedes den særlig godt, så det frygtede Noelle ikke for. Arenaen var en helt anden sag, det var på udebane og hun var endnu skadet og oven i det gravid, hvilket hun ihærdigt forsøgte bare at glemme. Det liv der voksede i hende var under ingen omstændigheder ønsket, det hverken kunne eller måtte komme til verden! "Det kalder jeg sandelig tradition. Det er ikke en jeg ønsker at være en del af," sagde hun ærligt. Måske hun kunne snakke med nogen? Forklare sin situation, forklare om den stilling hun besad, trods det næppe ville gøre forskel.
"Det er unødvendigt under alle omstændigheder. Koster det barnets liv, har dette sted da om ikke andet medbragt noget positivt," sagde hun hårdt men ærligt.
Evan var på nippet til at gifte sig med anden, og fik hun dette barn ville marken være udelukket i frygtelig lang tid med mindre hun gav det fra sig.
Der lugtede af brændt kød da hun lukkede såret men det fik hende ikke til at stoppe før det var mere eller mindre helet, først der trak hun hånden til sig og lod Cale trække sig lidt tilbage. "Jeg.. gør det bare. Det ligger i mit indre. Det er hvad jeg er født til at gøre," forklarede hun og så lidt ligegyldigt på sin hånd. Præcis hvordan hun gjorde var svært at forklare, for det var så mange år siden det var blevet hende lært, så nu var det bare blevet en naturlig del af at være hende.
"Hvor jeg kommer fra kaldes det for en ild dæmon, det vil sige et væsen der kontrollere flammerne," hun lod hånden falde tilbage i sit skød hvorefter hun blot betragtede ham.

[Cale Joseia Nightgale]

På øen her, ville hun med største sandsynlighed, blive kategoriseret som en heks eller noget lignende. Det var med døden til følge, hvis ikke det viste sig, at hun kunne bruges som underholdning i Arenaen, for det som hun havde vist folket i dag, var langt fra, hvad de typisk måtte sætte øjnene på. "Men det er du blevet, og jeg tvivler desværre på, at du kommer fra det med livet i behold," sagde han kort for hovedet. Hun kunne lige så godt vænne sig til det.
At det barn, som hun måtte bære i sit indre, var så uønsket, var noget som han havde svært ved at forstå. "Hvordan kan et barn være så ønsket, at du direkte ønsker, at skille dig af med det?" spurgte han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Hånden strøg han over brændemærket, som han nu havde modtaget, og særligt på denne her måde. Han rynkede let på næsen. Var det noget som hendes væsen kunne? Han havde svært ved at forestille sig det.
"Så du har en form for indebygget evne, der gør at du kan kontrollere ild?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han havde svært ved sat forestille sig det, og særligt når det var på denne her måde. Han rystede let på hovedet. Det hjalp. Selvom det brændte, så håbede han da på, at det hjalp. "Det er en virkelig underlig verden, du må komme fra," endte han med en sigende mine. Han havde uden tvivl svært ved at forestille sig, hvad det måtte være for en verden. Langt fra som denne.

[Noelle Jaceluck]

Den fremmedes ord fik hende til at se på ham med et lidt dovent blik. "Du er da virkelig en solstråle hva?" spurgte hun med dryppende sarkasme. Han vidste tydeligvis ikke hvem han stod overfor. "Jeg er den bedste kriger i Dvasias, formentlig blandt de bedste i denne verden, jeg skal nok komme herfra i live," nærmest skældte hun. Lige nu var hun godt nok træt, men der var trods alt andre der ville forsøge at finde hende.. forhåbentligt.
"Er det ikke åbenlyst? Jeg kan udfører mirakler med et sværd i hånden, men jeg kan ikke fører det med en unge på armen," sagde hun ærligt. Desuden ville hun være tvunget til at holde det skjult for Evan der ganske snart skulle gifte sig med en anden kvinde. Kort skævede hun til det brændte ar på hans ben. Nu var såret om ikke andet lukket, men smerten ville først rigtigt fortage sig om et par timer siden. "Indbygget.. nærmere medfødt. Nogle kan betvinge vand, nogle mørke, nogle kan sågar læse tanker," fortalte hun og mærkede en lille stolthed ved at fortælle om hendes rigtige hjem, det havde hun ikke rigtigt haft mulighed for før. Hovedet lod hun falde tilbage med den ru væg bagved hende og sukkede.
"I dræber for underholdning og render rundt i lændeklæder, og du kalder min verden for mærkværdig?" spurgte hun og hævede et slant øjenbryn. Det hørte ingen steder hen i hendes øjne. Det var denne her verden der var underlig.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kiggede på hende med en tydelig undren i blikket. Nu hvor hun havde hjulpet ham, måtte han jo erkende, at hun måske ikke var så slem igen. Han rystede kort på hovedet. "Skulle jeg vide hvem du er? Dvasias er uanset et mærkeligt navn," pointerede han direkte. Det måtte uden tvivl være en virkelig mærkelig verden hun måtte komme fra! "Jeg må være tilbøjelig til at have mine tvivl. Legene slår ihjel. De er ment for at slå ihjel," sagde han direkte. Sådan havde det jo været i evigheder.
Et barn var i hans øjne en velsignelse. Fordi at det var således, at folk måtte se på det her på øen. At hun ønskede det bort, forstod han på ingen måde. Han rystede let på hovedet. Hun var uden tvivl en mærkelig en. Hun faldt overhovedet ikke ind i det, som ville ære her på øen. "Du gør guderne vrede ved sådan en handling," fortalte han direkte. Den vrede ønskede han på ingen måder at blive ramt af.
Hun kom af en magisk verden. Et sted var det en tanke som han måtte finde skræmmende et sted, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Lændeklæder? De folk der boede på øen her, var faktisk meget pænt klædt. Hun havde jo trods alt kun set Arenaen og den del af det. "Tayevania er endnu meget ukendt for dig, kan jeg høre.. Du ved intet om den verden, du er blevet en del af, fremmede.." Han vendte sig direkte mod hende. Han spændte i kroppen. Han hadede og foragtede øen, men det var nu hans hjem.

[Noelle Jaceluck]

Havde de mødt hinanden under andre omstændigheder, ville forholdet nok havde været anderledes, men lige nu var han - sørgeligt nok, det eneste hun kunne regne med, for alle andre mænd var død. "Faktisk ja. Det er første gang jeg oplever mit navn som ukendt. Og Tayevania skulle måske være bedre?" spurgte hun lidt sarkastisk. Det var da et endnu mærkeligere navn hvis man spurgte hende.
"Og alligevel er du endnu i live. Jeg er det samme. Vi skal nok komme ud herfra," fastholdt hun. I hvert fald havde Noelle planer om at forlade stedet ganske snart, det kunne godt være at han ikke var af helt samme mening.
Hun lukkede øjnene for et kort øjeblik og forsøgte at undertrykke kvalmen. Trods den kunne hun ikke tilbageholde et ligefrem hånligt grin. Guder? Virkelig? Troede de på den slags? "Havde guderne eksisteret ville jeg være endt i helvede for lang tid siden kære Cale. Jeg har pisset dem af et hav af gange allerede, en gang fra eller til," hun rystede på hovedet. Jovist var det grotekst at ville af med sit eget barn, men et sådanne ville ødelægge hende, alt hvad hun var, hendes karriere.. det ville ødelægge Evan og det kunne hun heller ikke tillade.
Igen spærrede hun øjnene op og så på ham. Nej dette sted var fremmede for hende, men hun nærede intet stort ønske efter at vide mere om det efter den velkomst. "Jeg er ligeglad med hvilket sted dette er. Det hele skal brænde en dag, det sværger jeg," hendes tone var igen bitter, som kun Noelle nu engang kunne præstere.

[Cale Joseia Nightgale]

Slave havde Cale nu været i rigtig mange år, og ikke havde der været nogen udsigt til at komme fri. Hvorfor skulle det være anderledes, fordi at der var kommet en dæmon til øen? "Hvis du regner med, at det vil gøre nogen forskel, så sig endelig til. Jeg ville elske at komme ud herfra," endte han kort for hovedet. Ikke at han regnede med det.. Men det var da en drøm. Hvilken slave, drømte ikke om sin frihed?
At hun ønskede at komme af med sit kommende barn, var slet ikke en tanke som Cale kunne sætte sig i! At gøre guderne vrede, ville koste hende dyrt, og i værste tilfælde, så også ham. Hvis hun var hans billet ud herfra, var de trods alt også nødt til at hjælpe hinanden. Og han var i forvejen ikke meget, for at skulle bede nogen om hjælp i det hele taget.
"Og hvad har du fået ud af det?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme end tidligere. Hun havde pisset guderne af, og var nu endt som slave her på Tayevania.. Var det da en skæbne, som hun havde ønsket?
Kort rystede Cale på hovedet. Endnu en gang valgte han at lægge sig ned på det hårde stengulv ikke langt fra hende. En stor hestekrop fyldte nu alligevel en del. Han vendte blikket mod hende igen. Umiddelbart synes hun ikke at være farlig for ham i hvert fald, men det kunne vel ændre sig, hvis omstændighederne blev de forkerte? "Så lad mig komme væk fra øen først, ikke?" Han var i forvejen ikke videre begejstret for Tayevania. Faktisk hadede han det her sted!

[Noelle Jaceluck]

Af en slave at være, så virkede denne mand underligt stolt af sit land. Noelle forstod det ikke. "Hjælp mig med at overleve, så hjælper jeg dig med at komme ud," lovede hun. Det virkede kun rimeligt også selvom Noelle sjældent hverken forhandlede eller samarbejdede med nogen, hun var rendyrket egoist på det punkt.
Det kommende barn var virkelig en forbandelse på alle punkter, det ville koste hende sin karriere, og hun skulle ikke på nogen måde, have et skrigende barn i sine arme!
"Succes? En karriere?" svarede hun sigende. Hun havde trodset alle odds, for at komme til hvor hun var... godt nok ikke lige på stående fod, men i mange år havde hun vundet stor respekt.
De skulle nok begge to forlade dette sted før eller siden, Evan og Jaqia måtte da også snart se at handle? "Meget vel," sagde hun og skævede lidt dovent til ham. Tunge skridt lød langs tunnellerne, af tunge rustninger. Noelle så op på et par brede soldater der greb fat omkring hende. "Kom så. Du skal med her," de tog hårdt fast omkring hendes arme, mens den anden slog hende ud. DEt sortnede for hendes øjne. Det sidste glitm hun fik af Cale var inden, hvorefter de fulgte hende ud. Hvortil de førte hende det anede hun ikke.

//Out

[Cale Joseia Nightgale]

"Mener du virkelig det..?" spurgte Cale direkte. Kunne han tage de ord for gode varer? Han vidste det ikke, og det gjorde ham usikker. Han brød sig faktisk ikke om det. Han rystede kort på hovedet, og vendte blikket den anden vej.
I hans øjne, var et barn en velsignelse. Det var i hvert fald sådan, at det altid havde været i kentaurernes verden, og der var han jo ikke ligefrem anderledes. Han rystede let på hovedet. [color=pink"Men dog en velsignelse,"[/Color] sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvorfor var hun sådan? Han forstod det slet ikke. Det var virkelig en underlig verden, som hun måtte være kommet fra.
Hvis de kunne hjælpe hinanden for fremtiden, var det måske værd at overveje, selv i hans øjne. "Lad os samarbejde," sagde han endeligt. Det var lyden af skridt, der fik ham til at tie. Synet af vagterne, som efterfølgende tog fat i hende, slog hende ud og trak hende med sig, fik ham svagt til at spænde i kroppen. Det skulle vende nu. Han var færdig med det her!

//Out