Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 18, 2015 18:44:48 GMT 1
Fjerne stemmer råbte højt. Det lød som flere tusinder, deres ord kunne ikke skilles fra hinanden, det lød som en blanding af hyldest og hån. Noelle slog øjnene op. Solen ovenfor blændede hende og fik hende i første omgang til at fortryde den beslutning, men som hun langsomt kom til bevidsthed igen. De havde sejlet, og de var kommet i land. Hun huskede at Jaqia havde kaldt hende tilbage fra Imandra for at sende hende til dette nye sted. Var de overhovedet kommet i land? Hun spærrede øjnene op. Der var mennesker overalt. De virkede så små herfra, men alle var ivrige og begejstrede. Var det hende? Hvorfor var der så varmt? I Dvasias var der næsten altid koldt, men hun følte nærmest at hun brændte op under solen. Forskrækket satte hun sig op. Sandet faldt hendes krop og lod hende vide hvilket blødt underlag hun havde ligget på. Kun brudstykker viste sig for hendes nethinde, hun anede intet om hvordan hun var endt her.. hvor end det så var. Hendes krop var øm og skreg på hvile, der var ingen tvivl om at hun var forslået. Ved siden af hende lå et sværd. Det var af sølle standard i forhold til hvad hun havde været vant til og hvor kom det fra? Forvirret så hun sig omkring. På en balkon sad det som lignede adelige i forhold til den øvrige befolkning på tribunerne. Det lignede en arena? Langt større end den der engang havde været i Imandra og sjældent var i brug nu om dage. I den fjerne ende gik en port op og folk blev igen ellevilde. Noelle greb instinktivt ud efter det sølle sværd og fik kæmpet sig på benene selvom det gjorde ondt. Omkring hende lå flere lig.. det gik op for hende nu. Deres blod malede sandet, men det tog hende et langt øjeblik før det gik op for hende at det var de mænd som havde fulgt hende med i tjenesten her. Hun fik straks et mere bekymret udtryk i ansigtet, og forsøgte at abstrahere fra de uudholdelige lyde og trangen til bare at falde om og lægge sig til at sove igen. "Hvad er denne galskab?!" råbte hun højt og så op på adlen uden at forstå hvad de sagde. Hvorfor svarede de hende ikke? Hørte de det overhovedet?
|
|
Kentaur
Slave
354
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cale Joseia Nightgale on May 18, 2015 19:06:48 GMT 1
Lyden af jubel, råb og skrig, var efterhånden en ting, som alle her på Tayevania var vant til, og særligt i den lange periode og sæson, hvor legene var igang. Mange mænd var allerede faldet i deres forsøg på at beskytte den kvinde som de havde dannet en cirkel omkring. En kvinde, som tilsyneladende måtte være af vigtig betydning. Cale havde kun tænkt på sig selv i dette tilfælde. Til nu, havde han nemlig været heldig, og var kommet igennem dette med livet i behold, og han lod ikke disse fremmede komme og ødelægge det hele for ham. Kæden havde han omkring det ene bagben. Der var nogle gode meter for ham at bevæge sig på, så han endnu var i stand til at slå fra sig, om det skulle være nødvendigt. Han svang kraftigt sværdet, som han havde i sin hånd. Det var langt og det var tungt, men han havde den fysiske styrke til at bære det. Sveden piblede frem af hans pande, idet han hævede sig på sine stærke bagben, og sparkede direkte ud efter manden han havde foran sig. Var hun endelig ved sat vågne? Det havde da godt nok også taget sin tid! "Løft det sværd, og giv mig en hjælpende hånd!" kaldte han med en fast tone. Endnu en fremmed på øen. Hvor mange ville fortsætte med at komme?! Til nu, havde han bestemt ikke været overbevist om hvad de kunne på den anden side af det store hav. Sværdet svang han igen, hvor det snittede dybt i hans modstanders hals. Omgående begyndte blodet at sprute, og manden måtte falde til jorden. Med den store størrelse, vendte Cale sig om. Han blødte fra overkroppen, hvor han havde fået et temmelig stort og dybt snit, og han blødte en anelse fra hovedet. Sværdet hævede han og kastede fra sig. Det fløj et par meter forbi hende, og satte sig direkte i brystet på en mand, som havde hævet sværdet mod hende.
|
|
Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 18, 2015 19:18:06 GMT 1
Det var som at træde ind i et mareridt og ikke være i stand til at vågne op. Diskret nev hun sig armen i håb om at hun ville vågne op, gerne i Evans arme, men det skete ikke. Alt dette var virkeligt. Jaqia havde sendt hende til dette sted for at undersøge det og finde ud af om det udgjorde en trussel, men hun huskede ikke meget mere end at de havde nærmet sig Øen, hun huskede ikke engang om de var gået i land. Mange af de mænd der lå omkirng dem var ukendte, men langt de fleste genkendte hun som en del af hæren. Unge mænd der havde givet deres liv. Hendes hjerte blødte altid lidt for dem, på den anden side, så havde de tilsyneladende ikke lyttet godt nok efter under deres træning. Heden var dog også noget som påvirkede dem alle sammen, Noelle kunne i hvert fald mærke den. Hendes blik faldt på det store kræ ikke langt fra hende. Hun stirrede bare på ham uden helt at vide om han var ven eller fjende, men det lod til at han henvendte sig til hende. En hel horde at bevæbnede mænd blev lukket ind. "Hvad er dette?" spurgte hun og krydsede klinge med en af de store brød, der kæmpede bravt for et sekunder, frem til hun skar hans halspulsårer og han faldt til jorden. Stadig vovede hun ikke at komme tættere på den halve hest, der i hendes land kun var en gammel myte. Der stod han i egen høje person. Ville han gøre hende noget? Hun gik i kamp med endnu en. Hendes slag var selvsikre og trænede, der var ingen tvivl om at hun var vant til at fører et våben, hvilket tilsyneladende kom bag på ret mange, for folkenes jubel forandredes hurtigt til overraskede suk og udbrød i stedet.
|
|
Kentaur
Slave
354
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cale Joseia Nightgale on May 18, 2015 19:41:01 GMT 1
Dette var et levende mareridt. Der var ikke ord, som kunne beskrive det bedre. Dette var dog bare en del af en skæbne, som han havde accepteret for mange år siden. Levet livet som intet andet end en sølle og simpel slave. Kæmpet for andres underholdning, men derfor også for sit eget liv. Dette gjorde det ikke meget bedre, tvært imod. Til nu havde de fremmed og udefrakommende, ikke ligefrem vist sig, at være en hjælpende hånd herude, og han havde ikke tænkt sig at miste livet for underholdningens skyld! At denne kvinde derimod var en af slagsen, som kunne slå fra sig, glædede ham dog, for så slap han da for at tænke mere på det. "Legene.." vrissede han sammenbidt. Havde hun aldrig hørt om dem? Han havde aldrig været i nærheden af nogen, som ikke kendte dem. Igen måtte han stejle, for at sparke ud efter en, som hævede sit våben mod ham. Han ramte manden direkte i hovedet. Han faldt desorienteret ned på jorden.
Cale trak sig. Kæden raslede om hans ene bagben. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han havde det ikke godt. Han haltede let på det ene bagben, inden han trak sig nok til at kunne bukke ned, og rive et sværd ud af hånden, på en af deres nedfaldne kammerater. Havde de virkelig aldrig lært at slås ordentligt? Åbenbart ikke. Han var i hvert fald ikke videre imponeret over det, som han til nu, havde set. Publikums opmærksomhed, blev vendt mod hende, som hun fældede en mand, og gik videre med den næste. Selv Cale var igang. Håret stod ud til alle sider. Han vendte sig kraftigt, hvor han med et skrig, tog imod et knivstik til sit ene bagben. Denne gang rejste han sig på forbenene og sparkede baglæns. Manden røg baglæns med en knækket nakke.
|
|
Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 18, 2015 19:55:08 GMT 1
Noelle havde ingen idé om hvad hun var trådt ind til. Sandet masserede hendes fødder der var barer. Hun var iklædt et sølle klæde omkring sine hofter, men derudover var hun afklædt. Hendes barm hang til fri skue for alle, hvilket nok havde været en større bekymring hvis ikke det havde været for det ret intense angreb de øvrige kæmpere ydede. Hun jog et sværd i den ene, trak det ud og vendte sig i elegant sving for at tage den næste. Da hun stadig var desorienteret formåede hans sværd at ridse hendes skulder. Det var ikke voldsomt, men det blødte. Alligevel fik hun ligeså ram på ham, før hun igen vendte sig mod fantasivæsnet. "Spørger du mig, så er det her ikke ligefrem en leg," vrissede hun tilbage og bakkede lidt mod ham, dog stadig med en fornuftig afstand. Det var stadig ikke gået op for hende at de sammen skulle kæmpe for deres overlevelse, det virkede så langt ud over fatteevne. Udelukkende fordi hun var fascineret af hans væsen besluttede hun sig for at hjælpe og nedfældende en af mændene der havde været nær til at stikke sin trefork direkte ind i hans side mens han koncentrerede sig om de andre der var omkring ham. "Og hvad fanden laver jeg her?" spurgte hun tvært. Hendes hoved dunkede af smerte og hele hendes krop var øm og præget af smerte forskellige steder. Uden sine mænd var hun rimelig meget på bar bund, desuden havde hun ikke sine egne våben, hvilket var et kæmpe irritationsmoment. Hendes skulder var desuden stadig ikke helt okay. Det blev hurtigt anstrengende at bærer sværdet vægt, så hun smed det i stedet for og kom med et fjendtligt udbrud. Flammer bredte sig fra hendes hånd og tog en hel række af mænd der gik op i ild med skrig. Det kom skræmte gisp fra publikum.
|
|
Kentaur
Slave
354
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cale Joseia Nightgale on May 18, 2015 20:09:04 GMT 1
Cale kunne godt sætte sig i hendes tankegang. Denne form for lege, var bestemt heller ikke ligefrem hans kop the, men selv ikke han, kunne gøre andet, end at acceptere dem, og særligt fordi, at de foregik som de nu gjorde. Han bed tænderne sammen. Hans krop var stor, og han fyldte meget. Hvad man sagde om kentaure hvor hun kom fra, vidste han ikke, og han var ligeglad. Lige nu handlede det udelukkende om at redde sit liv! "Jeg beklager, at jeg måtte skuffe dig," sagde han tydeligt sarkastisk. Han havde ikke tiden til at føre en samtale med hende, når det hele handlede om at overleve og komme igennem det her. At hun hjalp ham, satte han pris på, som han også havde forsøgt at hjælpe hende. Hvis en af dem faldt, havde den anden problemer, så meget vidste han da.
"Hvor pokker skulle jeg vide, hvad du laver her, fra?" spurgte Cale med en fast tone, som han igen vendte blikket mod hende. Mange modstandere var der ikke tilbage. Heldigvis! Cale begyndte at halte på det ene bagben, hvor han kun lige nåede at vende sig mod hende, før alle sammen.. gik op i flammer? Hastigt endte han med at trække sig væk fra hende. Dæmon! Aldrig i hans liv havde han set djævleskab lignende af dette! "Hvad i..?!" Han holdt hænderne op for øjnene, da synet næsten var blændende for ham. Publikum rejste sig, hvor legene næsten synes at stoppe. Dette var der nok ikke ligefrem noget, nogen havde forestillet sig.
|
|
Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 18, 2015 20:18:12 GMT 1
Mange markabre lege havde hun været med til, men overhovedet at gå så vidt som at kalde dette for leg, gjorde hende vred. Hun kom fra krig, hvert et tab medbragte sorg for nogen, det var nødvendigt men bestemt ikke morsomt, men alle lod til at finde dette yderst underholdende. Hun forstod virkelig intet af hvad der foregik, men en stor del af modstanderne forsvandt hurtigt. Det sitrede i hendes skulder, sværdet tyngede hende allerede. Det var alt for tidligt at tage den slags i hånden igen, nøjagtig som Evan havde advaret hende om. Pludselig priste hun sig lykkelig for at hun ikke havde taget ham med hertil. "Eftersom du kæmper på min side, burde man gå ud fra det," svarede hun lidt forpustet inden hun bare smed sværdet fra sig. Flammerne falmede i takt med at mændene faldt til jorden som udbrændte skeletter. De fleste var forfærdet, hvilket undrede hende lidt. Hvad havde de regnet med af en ild dæmon? Var de bange for det? "Skal vi så sige det er godt med underholdning for nu?!" spurgte hun vredt. Alle blev stille. Taget i betragtning hvor mange mennesker der var smalet på et sted, så ville man alligevel kunne høre en knappenål falde til jorden. Selv de adelige stirrede på hende med væmmelse og forfærdelse. "I lader mig gå.. lige nu, ellers ender I ligesom dem," hun pegede på adlen hvorefter hun pegede på de udbrændte lig der lå i arenaen. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at finde sig i dette, hvad lignede det at bruge en hærfører til at slå ihjel for simpel underholdning? Jaqia skulle nok få at høre om dette!
|
|
Kentaur
Slave
354
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cale Joseia Nightgale on May 18, 2015 20:42:00 GMT 1
Denne leg havde været tradition på denne ø i frygtelig mange år. Selv ikke Cale kunne huske, at det havde forholdt sig anderledes. Hvordan det måtte være i den verden, som hun kom fra, havde han ikke nogen anelse om, for han var jo kun kendt med, hvad der måtte foregå på øen her. At hun derimod valgte at brænde dem alle, som var hun et væsen der besad magi, var noget som fik dem alle sammen til at reagere. Selv Cale måtte reagere på det, for han havde jo heller ikke ligefrem forestillet sig det! Han trak sig mere væk fra hende, som hun endte med at efterlade deres modstandere som forkullede lig. Aldrig havde han nogensinde oplevet noget lignende! Hvad slags galskab var dette?! Hans blik gled direkte mod hende, tydeligt overrasket over hendes opførsel og væremåde. "Hvis jeg var dig, vil jeg holde en kende igen," sagde han med en direkte stemme. Alle former for døre og porte, blev åbnet, hvilket hurtigt fangede Cales opmærksomhed. Dette var ikke bare for sjov. Han smed sit håndvåben og lod armene sænkes. Vagterne kom og tog fat om ham, og førte ham med sig, selvom han måtte halte. Alle de øvrige, vendte deres våben mod denne kvinde. Hvem hun var, var dem jo ukendte. En dæmon, var jo et væsen og et folkefærd, som man ikke kunne sige, at de havde set før. "Hvis du har livet kært, så følg med," annoncerede den ene mand, som trådte en anelse frem. Cale fulgte med på afstand, hvor han forsøgte at sætte hovene i jorden, også selvom han nærmest blev revet med derfra, for at blive bragt ned til cellerne. Her blev han atter lænket fast, som en sikring.
|
|
Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 18, 2015 20:48:04 GMT 1
Meget havde Noelle oplevet i sit efterhånden længe liv, hun var en erfaren kriger hvilket der ikke kunne herske tvivl om, men at blive brugt som underholdning på den måde var ydmygende, og slet ikke værdigt for en kvinde af hendes stand. Hendes far ville slå hende ihjel om han havde vidst det! Altid havde Noelle været ret stor i slaget, hun var af høj status i Dvasias, accepteret blandt mange, så disse skærmte hende overhovedet ikke, taget i betragtning at hun jævnligt havde slagtet flere hundrede på en enkelt dag i krig. "Og hvis jeg var dig ville jeg holde kæft," svarede hun spidst. Det var sagt som en ordre, hvilket vidnede om at hun var vant til at lede. Portene gik op og flere mænd kom ind. Noelle kneb øjnene sammen og hævede hånden. Flere af dem greb om den fremmede og førte ham med væk Noelle så efter dem og undrede sig over hvorfor han smed sine våben uden videre. "Kujon," mumlede hun og lod en væg af flammer rejste sig for at holde mændene på afstand. "Og hvis I har jeres kært, så bliver I hvor I er, eller viser mig vejen ud af dette helvede," befalede hun hårdt. Den ene soldat var dum nok til at våge sig gennem flammerne. Tåben brændte ud nøjagtigt om de andre. Ilden brændte i hendes blik. Denne form for magi havde de tilsyneladende ikke set før. Ironisk.. de ville med garanti forsøge at brænde hende som en heks på bålet, eller noget andet endnu mere tåbeligt, hvis det da overhovedet var muligt. Bange var hun bestemt ikke af sig, og det var ret tydeligt at se på hende også..
|
|
Kentaur
Slave
354
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cale Joseia Nightgale on May 18, 2015 21:18:10 GMT 1
Hvem end denne kvinde måtte være, var det selv noget, som gjorde Cale meget nysgerrig. Han kneb øjnene let sammen. Selv han ville kun understrege for vagterne, at han ikke var med på det nummer, som hun lavede. Dertil lod han dem også bare føre ham med væk. Det havde uden tvivl også sine fordele, at være en underholdnings-favorit, og særligt, når det foregik på denne her måde. Let himlede Cale med øjnene og rystede på hovedet. Denne situation, måtte hun jo så selv finde ud af, for det ville han da endelig ikke blande sig i, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Han blev selv bragt til sin typiske celle, hvor han blev lænket fast. Han kunne dog stadig høre, hvad der foregik derude. Han håbede dog bare, at hun havde fornuften på sin side, og valgte at give sig, inden hun for alvor ville ende i problemer. Hun havde jo været dygtig. Det talent, ville uden tvivl være synd at spilde!
Vagten brændte op i skrig og faldt til jorden. De andre hævede deres våben mod hende. "Du lader os med intet andet valg," endte en anden med en fast tone. De handlede på ordre af den øverste af rådet her på øen, som stod for arrangementet med denne form for leg, og dag, kunne man sige, at et hele var så godt som spoleret. En vagt kom op bag hende, hvor han vendte sit sværd, så det var med skaftet ned. Han hamrede det direkte ned bag hendes hoved, for at bryde den magi, som hun brugte. Magiske væsner, var slet ikke kendt på øen her! De andre kom hurtigt hen og greb fat, for at slæbe hende med sig ned mod cellerne, så legene kunne fortsætte.
|
|
Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 19, 2015 13:51:46 GMT 1
Der var mange myter, store fortællinger om kentaure præget af styrke, mod og intelligens. Jovist havde denne fremmede været stærk, men i Noelles øjne krøb han ned i en hule som en kujon og gemte sig der ved at smide våbenet fra sig og så bare lade hende være der alene. Hun fnøs køligt. Antydningen af et smil kunne ses på hendes læber hver gang flammerne tog en af soldaterne. Det var utrolig tilfredsstillende at se fjenden brænde op. Tilskuerne stod fuldkommen stille og slugte råt alt hvad der skete for fødderne af dem. Det var sikkert mere underholdning end de havde regnet med at få for pengene. Mange af dem så dog også skræmte ud. "Jeg giver ikke jer noget valg? Min gode mand, jeg tror det er omvendt," konstaterede hun med et hånligt smil og skulle netop til at hæve hånden for at skabe flere flammer, da et hårdt slag fik hende til at gå ud som et lys.
Hun landede i sandet mens alt igen var sort for hendes blik, trods hun lige var vågnet fra det selv samme. Mændene samlede hende op og bar hende væk fra selve arenaen for i stedet at placere hende ude ved Cale der allerede var blevet sat i lænker. Her bandt de hende både på hænder og fødder, og rørte hende så lidt som muligt, som smittede hun med en eller anden fremmede galskab. Herefter skyndte de sig allesammen væk, mens Noelle igen lå og var blevet slået ud.. ude af bevidsthed.
|
|
Kentaur
Slave
354
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cale Joseia Nightgale on May 19, 2015 14:07:40 GMT 1
Cale vidste hvad han var oppe imod, og derfor fandt han det jo egentlig bare bedst, at smide våbnet fra sig fra starten af, og samtidig understrege for alle andre omkring hende, at han altså intet, havde med den galskab at gøre, som hun hermed også måtte udvise. Selv kunne han følge med på afstand. Hun spillede med muskler, som han i forvejen var vant til, at en kvinde overhovedet ikke havde i sin besiddelse, hvilket da uden tvivl godt kunne mærkes på ham i øjeblikket. Let kneb han øjnene sammen, som han så, at de slog hende ud. Hvad havde hun regnet med? Hun var måske i god form, men så god, var den jo trods alt heller ikke!
Cale trak sig mod den anden ende af den lille celle, som han var placeret i, og særligt, da de bare smed hende ind til ham. Skulle han nu til at slås med det monstrum, som hun havde vist sig at være? Han hævede det ene bagben lidt, for ikke at støtte alt for meget på det. Han himlede med øjnene, hvor han egentlig bare lod hende ligge. Han var dog nysgerrig på hende og hendes væsen. Men hvis hun brændte og alt det der, så skulle han da bestemt heller ikke i nærheden af hende! Han vendte sig i stedet mod sit ben, så han kunne få tilset sit sår bare lidt. Selvhjælp. Det var da uden tvivl det eneste, som man rent faktisk kunne regne med på denne her ø. Var det mon anderledes på den anden side af det store hav? Han havde svært ved at forestille sig det.
|
|
Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 19, 2015 20:23:04 GMT 1
Vagterne forsvandt ud mod arenaen igen. Der gik lange minutter før Noelle begyndte at komme til sig selv igen. Hendes hovede dunkede, og hun følte sig ret forkvalm efterhånden. Alting var lidt blørret for hendes blik lige da hun kom til sig selv og forsøgte at åbne øjnene. Her var solen ikke, hun kunne mærke en underlig klam fugtighed i stedet for, og kølige skygger. Stanken var rådden her. Instinktivt forsøgte hun at trække hænderne til sig, men uden held, lænkerne stoppede dem, hvilket gjorde hende vred. "Forbistrede..!" vrissede hun for sig selv og forsøgte at få lænkerne af. Det tog lidt tid for hende at opdage at hun ikke var alene, men at kentauren sad lige ved siden af. Med et skarpt blik så hun på ham. "I mit land er der historier der fortæller at kentaure skulle være modige væsner, så fortæl mig hvorfor du smed dit våben som en kujon," opfordrede hun irriteret. Hun havde det virkelig elendigt. En del af det var det barn hun bar i sig, hvilket var en forholdsvis ny opdagelse for hende, men det var bestemt ikke blevet bedre af heden eller af alt den kamp. Ud af øjenkrogen bemærkede hun det sår han havde fået i bagbenet. "Kom herhen. Jeg kan hele det sår, eller sikre mig at det ikke bliver være," opfordrede hun stadig lidt fjendtligt. Hvorfor gad hun overhovedet at gøre sig besværet? Måske fordi at han som den eneste havde kæmpet på hendes side, det måtte da betyde et eller andet. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indåndning men uden effekt. Ret hurtigt vendte hun blikket den anden vej og kastede op på jorden.
|
|
Kentaur
Slave
354
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cale Joseia Nightgale on May 20, 2015 8:27:12 GMT 1
Kvinden på jorden, var bestemt ikke en af slagsen, som Cale ville for tæt på. Tænk nu hvis hun brændt, hvis han rørte ved hende? Magi i den forstand, havde ingen på øen jo set tidligere, og derfor ville han heller ikke forbindes med noget af dette. Han havde jo bare gjort, som han plejede at gøre det i Arenaen - Nemlig, at kæmpe for sit liv, med de muligheder, som han nu fik skænket. Dette var ærlig talt ikke lige, hvad han havde regnet med, hvis han selv skulle sige det. At hun begyndte at vågne, og det gik op for hende, at hun var i lænker, gjorde hende vred. Det kunne Cale se stort set med det samme. Hvad myterne måtte sige, kunne han ikke sige. Her på øen, var kentaurene en normal race. Hovedet lod han søge på sned. "De kentaurere som myterne går på, er næppe slaver af en Arena," begyndte han direkte. Han kendte sin plads, og han vidste hvad der skulle til, hvis han ville fra det med livet i behold. "Jeg gør hvad der er nødvendigt, for at jeg selv overlever det. Du så hvordan dine kammerater så ud," pointerede han med en direkte stemme. Som hun tilbød sin hjælp, men måtte vende sig, for at kaste op, gjorde det tydeligt for ham, at det måske var hende som havde brug for hjælp, mere end det var ham. Skulle han søge tæt på? Ville han overhovedet få noget ud af det? "Du ser mere ud til at kunne bruge hjælp, end mig.. Tro mig. Jeg har oplevet, hvad der er værre end det her," pointerede han med en sigende mine. Denne gang vovede han sig alligevel lidt tættere på. Hun var vel ikke ude på at gøre ham ondt, var hun?
|
|
Dæmon
Ild - Sensuel d?mon
388
posts
0
likes
War is not about who is right - only who is left.
|
Post by Noelle Jaceluck on May 21, 2015 20:49:10 GMT 1
Noelle kunne godt fornemme hvordan alle lagde afstand til hende, ikke fordi det gjorde hende noget. Det magiske var nyt for dem, det kunne vise sig at være til stor gavn for hende i længden, så snart hun kom ud af disse lænker vel og mærke. Det fyrrige blik studerede ham nøje. "Det er sandt. Hvad er det uanset for et vanvid?" spurgte hun uforstående. Meget bizart havde hun været vidne til i sit hjemland, men dette overgik selv hendes værste mareridt. Det fugtige våde klima hjalp ej heller i forhold til den magi hun var i stand til at udfører. "De var unge og havde meget at lære. I det mindste kæmpede de til døden som de er blevet lært, det er ære hvor jeg kommer fra," der var et underliggende hån i hendes tone, bebrejdelse over at han bare havde kastet ansvaret fra sig. Men så igen - hun havde ingen idé om hvad der ventede hende i den nærer fremtid. Forkvalmet støttede hun sig lidt på jorden og hostede. Den grimme smag var ikke til at komme af med, det var blevet værre de sidste to uger, men lige nu skyldtes det nok ligeså meget hovedpinen. "Nej det er fint. Jeg bærer liv i mig, det høre åbenbart med," sagde hun koldt. Det var første gang hun havde sagt højt at hun var gravid, det var nyt.. og alt andet end ønsket men det hele var så underligt. Hånden lagde hun over hans sårede ben. "Det kommer til at gøre ondt," advarede hun hvorefter hendes hånd blev brændende varm. Det var ikke nemt med lænkerne, men alligevel brændte hun såret så det delvist lukkede sig. I det mindste mindskede det risiko for at der skulle komme infektion i, så han permanent ville blive slået ud.
|
|