Loser for the first time?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

En biologisk mor var Malisha ikke. End ikke Samuel havde fået lov til at komme så tæt på hende endnu, selvom han så gerne ville. Hun tog sig ikke af det i øjeblikket. Faktisk overhovedet ikke! "At føde et par møgunger, gør ikke en voksen, min fine ven," sagde hun med en kortfattet stemme. Selv virkede hun bestemt heller ikke som en, der havde taget sig af en unge, men derimod bare pralede med, at have født en. Ja, der kunne hun jo faktisk sige, at hun endnu var jomfru, da hun havde været.. bange for, at lade nogen komme hende alt for nær, for det var hun. Særligt når det var folk, som hun godt kunne lide.
At Soraya søgte ind i hendes hoved, og fik stort set det hele at vide, var ikke noget, som gjorde det meget bedre for Malisha. Det gjorde hende vred. Det tvang hende jo til at gense stort set alt det, som hun havde oplevet, og alt det, som hun hellere end gerne ville glemme på vejen! Vreden fik det til at sitre og dirre i hendes krop og sind. Dette var bare ikke noget, som hun kunne klare eller holde til på sigt. Hun vendte blikket vredt i retningen af hendes skikkelse. "Det skulle du ikke have gjort!" udbrød hun med en fast og skinger stemme. Hun knyttede næven, hvor en mørk kniv, gjorde sin magiske optræden. Hun smed den direkte mod Soraya. Hun ville have hende ned at ligge, og det skulle være lige nu!

[Soraya Salvorique]

Soraya morede sig betragteligt. Tænk, at Malisha gemte sig hos Acheron. Hvem skulle have troet det? Sephiran vidste det vel ikke engang, for så ville Kimeya jo have fået den information. I skyggerne hos Acheron og så endda hos lillebroderen. Hun fnøs af hendes ord. Som om hun vidste det? Hun havde jo set, at Malisha ikke selv havde et biologisk bånd til nogle andre. Faktisk havde hun aldrig været nogen nær, hvilket virkelig måtte få hende til at le. "Jeg gav hende da en fremragende opdragelse som barn... Og hun er allerede videre i systemet," svarede hun. Det var dog ikke med nogen form for stolthed, for det ejede hun ikke for sit barn. Faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad, men hun følte stadigvæk, at det gjorde hende mere kvinde end hvad Malisha var. Aldrig at have været nogen tæt... Utroligt! Hun levede højt på alt den viden hun havde fået ved selv at stjæle den. Og det havde virkelig gjort Malisha oprevet af hvad hun kunne se og mærke på kvinden. "Du bad selv om det," endte hun og lo. Hun holdt godt øje med hendes træt. Den mørke kniv fløj dog med en sådan hast, at selvom hun havde gjort sit for at undvige, så ramte den alligevel. Kniven satte sig direkte i hendes skulder. Det gjorde hende dog end ikke ondt, det gjorde hende bare mere vred. "Og det skulle du ikke have gjort..." Kniven lod hun sidde, i det at hun sprang direkte mod Malisha for at vælte hende omkuld.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at hun ikke havde levet op til sit ansvar som kvinde, for hun havde ikke viderebragt en familie. Hun var vel bange for det? Følelser gjorde en svag, hvilket hun havde erfaret på den hårde måde. Først med Konstantin, som havde valgt at forlade hende og.. denne verden, uden så meget som et ord til hende. Bare tanken om at Soraya nu havde været i hendes hoved og.. vidste alt det om hende, gjorde det bestemt ikke bedre for hende af den grund! "Skulle det gøre mig jaloux?" spurgte hun kortfattet. Hende og Samuel havde jo trods alt også Ravennah derhjemme. En pige, som hun rent faktisk var gået hen og blevet glad for.
Kniven kastede Malisha direkte mod hende. Det var dog ikke en normal kniv, men en som ville dræne hende for energi. Det var jo ikke meningen, at hun skulle slås ihjel. Nej, hun havde helt andre planer for denne unge kvinde, og det var det som hun ønskede skulle ske fyldest! Som Soraya gjorde et udfald mod hende, tog hun imod, ved at sætte af mod hendes skulder. Hun vaklede dog bagud, og direkte ned i jorden bagved. Hvorfor tog hun ikke smerten til sig? Det gjorde da ondt med en kniv siddende i skulderen! "Bare vent!" endte hun med en fast tone, som hun forsøgte at få dem vendt. Kniven tog hun fat i, kun for at vride den rundt i hendes skulder. Hun skulle nok få Soraya ned med nakken!

[Soraya Salvorique]

Soraya følte sig på toppen, nu hvor hun vidste en hel del om Malisha. Hun havde ikke kunnet nå på den korte tid at få alle små detaljer, men i det store og hele, så vidste hun nu alt om kvinden foran hende. Malisha, Kimeyas fjende. Tidligere leder, der var blevet væltet af pinden og havde fået alt taget fra sig... Som nu søgte hævnen, ved at udse sig Soraya som offer. Hun trak på skuldrene. "Det må være op til dig selv," endte hun. I hendes øjne, var Malisha en svag sjæl. Måske havde hun været stor engang, men hun anså hende for at være på bunden endnu.
Kniven ramte plet så at sige, men det berørte stort set ikke Soraya. Hun levede på smerten, omdannede den til ny energi og det sprudlede tydeligt i hende. Hun kunne selv se, at det kom bag på Malisha. Men hun kendte nok ikke til mord-sith særlig godt og hvad de egentligt var i stand til. Soraya kunne klare meget, så man skulle virkelig være kreativ og finde på alternativer. For smerte berørte hende knapt. Hun satte sig ovenpå Malisha og holdt hende nede med sin vægt. Hun greb efter sin agiel og fik den i hånden. Men i det samme fik Malisha fat i kniven i skulderen og det gav alligevel et spjæt i hende, da hun vred den rundt. Hun mistede derfor styringen og endte med at ligge på ryggen på jorden, nu pludseligt med Malisha ovenpå. "Forbandede kvinde!" hvæsede hun og gjorde et udfald mod Malisha med agielen i håb om at ramme bare et eller andet sted, så det kunne få hende af.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ville anse det trick som Soraya havde brugt, som direkte fejt! Det var et fejt trick, at gøre brug af det på den måde! Dette var noget, som hun stod fuldkommen fast på i den anden ende! En vrede meldte sig i hende. I hendes øjne, havde Soraya intet at være stolt af. Hvad havde hun egentlig opnået med sit liv? Intet.. absolut intet! Andet end at være den trøst for Kimeya, som han ønskede. Det var jo ikke ligefrem noget, som kom hende til gavn, kunne man jo sige. Hun kneb øjnene fast sammen. "Du ved intet om livet eller omverdenen. Du lever kun i den lille boble, som den mand har placeret dig i.. Det er på tide, at vågne op!" vrissede hun. Her var der ikke nogen kære moder, til at hjælpe hende igennem det, og ingen Kimeya at holde i hånden. Hun ville finde ud af, at dette ikke var nemt. Livet var farligt!
Kniven tog Malisha voldsomt fat i, og vred til, alt hvad hun kunne. Den smerte som dog pludselig skød direkte igennem hende, fik et skrig til at bryde hendes læber, som hun på ingen måder var vant til at skulle håndtere denne form for smerte! Hun trillede af Soraya med det samme, mens hun kraftigt gispede efter vejret. Hvad pokker var det for et våben?! Aldrig havde hun været udsat for noget lignende af dette! Hun kneb øjnene let sammen. Hun begyndte at messe. Hun ville have den tøs med med nakken, og det skulle være nu!

[Soraya Salvorique]

Soraya anså ingen af sine tricks for feje. De var allesammen brugbare og nogle af hendes styrker. Faktisk havde hun mange styrker, såvel som hun også havde svagheder. Dem skulle Malisha bare ikke finde hos hende. Men de var også godt skjulte bag den selvsikre og stærke front, som Kimeya havde bygget op hos hende siden hun var barn. Når man tænkte over det, var det et besynderligt forhold hun havde til Kimeya. Som barn havde hun kaldt ham far, i dag var han hendes kære. Og de lavede noget mere end far og datter burde. Faktisk var de jo endda blodsbeslægtede, men det var en anden side af sagen, som de sjældent diskuterede. "Som om du ikke selv lever i en boble? Skjult under Acherons vinger... Tåbeligt... Når Kimeya finder ud af det, er du så godt som død!" vrissede hun til gengæld. Kniven ved skulderen lammede nærmest hele hendes venstre side, hvor kniven også sad. Det summede ubehageligt ned i hendes fingre. Faktisk følte hun sig også en smule sløj. Kniven drænede hende... Pokker tage den! Agielen placerede hun direkte mod Malisha og hun nød det kraftige skrig, der brød kvindens læber. Smerten hun følte, var den som Soraya overførte fra det, Malisha gjorde mod hende med kniven. Få kendte agielens egentligt kræfter og kun mord-sith kunne holde til at holde dem i sin hånd. Hun satte sig op og greb fat om kniven i hendes skulder og hev til, så den røg ud. Hun smed den fra sig. Hun rejste sig, for at gå hen og knæle ved Malishas side. Igen huggede hun ud efter hende for at lægge agielen mod hende endnu engang.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var præget af intet andet end en direkte vrede, og særligt sådan, som det var lige nu. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun havde ikke ligefrem taget højde for, at Soraya var mentaldæmon, og særligt når det foregik på denne her måde. Hun vendte blikket hårdt og fast i retningen af den unge kvinde. Hun skulle bestemt ikke have lov til at slå hende, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. "Du dømmer mig, uden at kende mig. Det vil meget hurtigt blive dit tab," endte hun med en ganske kortfattet stemme.
Skriget som brød Malishas læber, var udelukkende fordi, at hun ikke havde regnet med en følelse af så intens smerte, som det her! Hastigt trak hun sig væk fra Soraya og det våben, som hun havde i hånden. Hvad det ville sige, at være en Mord-Sith, havde hun ingen anelse om, da det jo trods alt heller ikke var noget, som kongehuset åbenlyt var gået ud med. Hun kneb øjnene let sammen, som hun forsøgte at tage sig sammen, for at messe. Det var vigtigt, at det her blev gjort ordentligt, og det var også det, som hun selv var ude på. Særligt når det forløb sig på denne her måde! "Du dømmer mig.." advarede hun. Hun fik messet færdig, i det øjeblik, at agielen atter måtte ramme hendes krop. Hun spændte kraftigt. Rødder fra jorden, endte med at hæve sig, og kastede sig direkte mod Soraya, i et forsøg på at lukke sig om hals, håndled og ankler, kun for at trække hende væk. Malisha skulle nok få hende ned at ligge!

[Soraya Salvorique]

Soraya fornemmede vreden ved Malisha og hun levede nærmest på den. Kvindens vrede og sårbare sider, var det som var hendes energi. Den smerte, som Malisha påførte hende, var ligeså energi til hende selv. Energi til at blive ved fremfor at give op. At give op, var faktisk slet ikke en mulighed i hendes hoved, sådan var hun ikke opdraget. Man gav aldrig op, for der var altid en vej. "Som om du ikke gør samme fejl?" endte hun køligt. Hun smilede morende ved Malishas skrig. Få kendte til agielen og dens kræfter, hvilket var noget af det bedste. De forstod slet ikke hvordan et sådant våben, kunne gøre så meget smerte på en anden. Og ingen andre end mord-sith forstod, at det også gjorde ondt på en selv at holde våbnet. Man kunne bare holde det ud som mord-sith, fordi man var trænet til det. Smertemestre så at sige, deraf utroligt drabelige for andre, hvis de kom på tværs. Hun fnøs og fjernede agielen igen. Hun gjorde en bevægelse for at rejse sig op, men nåede ikke meget længere. Malishas messen havde hun faktisk overhørt, kort blændet af troen på sejr. Rødderne skød op mellem brostenene og greb fat i hende og trak hende ned at ligge. Fæstnet til jorden. Hun spændte kraftigt i kroppen og vred sig. Agielen knugede hun i sin hånd endnu, mens hun kneb øjnene sammen mod Malisha. Hun knyttede sin hånd endnu engang, for igen at skabe den kvælende følelse ved Malisha.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malishas hjerte hamrede fast mod hendes bryst. Okay, hun havde måske undervurderet Soraya, hvilket nu heller ikke rigtigt kunne komme bag på nogen, for det var bestemt ikke første gang, at hun gjorde det. Hun forsøgte at trække sig. Smerten fra agielen kunne endnu mærkes, selvom hun ikke længere var i kontakt med den. Hvad pokker var det for et våben? Aldrig havde hun været udsat for noget lignende!
Malisha fnøs. "Pas på, ellers ender jeg med at slå dig ihjel!" endte hun med en fast tone. At rødderne fik fat, glædede hende dog, for det gav hende en pause, hvor hun igen kunne få vejret, og genvinde kontrollen over sig selv, hvilket da uden tvivl var noget, som hun havde desperat brug for efterhånden. Hun sukkede let, også selvom det kun var for en meget kort stund. Igen følte hun den kvælende fornemmelse i brystet og halsen, hvor hun tydeligt måtte slippe et smertefuldt gisp. Hun vendte blikket mod hende. Lå hun der og forsøgte at kvæle hende? Nej! Det skulle hun bestemt ikke have lov til! Hendes knæ måtte endnu en gang møde jorden under hende. Hun knyttede næven, hvilket fik rødderne om hendes hals til at stramme. Kunne hun, ville hun klemme nok til at tøsen gled ud af bevidsthed! Så ville hun da være fantastisk dejlig nem at flytte fra stedet her!

[Soraya Salvorique]

Soraya var egentligt ret stolt af sig selv så langt. Hun havde formået at give Malisha kamp til stregen. Nok var Malisha ældre, men hun skulle bestemt ikke tro, at hun var noget på den baggrund. Hun var bedre i sit eget hoved og det havde hun da bevist op til flere gange nu, for hun havde da fået affejet alle Malishas tricks. Hun vædede roligt sine læber. Agielen var en fantastisk skabning, som var det bedste våben man nok kunne komme i nærheden af. Og kun mord-sith kunne tøjle den. Hun løftede brynet. "Nej, du gør ikke. For så fejler din plan. At slå mig ihjel vil ikke være hævn nok," svarede hun kækt. Hun håbede da, at det forholdt sig sådan. Men for Kimeya ville det være værre at vide, at hun var derude, men ikke vidste hvor. Fremfor at hun bare var død og begravet. Hun kneb øjnene sammen og fnøs, som hun blot klemte tilpas til, så Malisha kunne stå og gispe efter vejret. Desværre, så valgte Malisha at gøre gengæld og give den kvælende fornemmelse igen. Rødderne om hendes hals strammede og hun slap et gisp, som hun prøvede at modkæmpe følelsen. Ikke, at hun ikke havde prøvet dette før. Hun var ofte blevet tvunget til bevidstløshed under sin træning. Hun måtte dog stoppe magien mod Malisha og i stedet for bruge sin magi til at kæmpe imod rødderne, der strammede om hendes hals. Hun holdt fingrene helt strakt for at modvirke det, som Malisha gjorde, men vidste ikke hvor godt det ville virke...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malishas hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Bare fornemmelsen af dette, var helt frygtelig, uden at hun egentlig kunne gøre noget ved det. Det våben, som hun havde i sin besiddelse, havde hun uden tvivl taget meget fejl af. Ikke at det var noget, som gjorde situationen meget bedre af den grund.
Knæene havde mødt jorden under hende, som hun forsøgte at holde sig ved. Den kvælende fornemmelse, var bare virkelig ubehagelig! Okay, hun var måske lidt ude af træning, hvad angik det med magien, men hun lod sig bestemt ikke slå af en ung kvinde, som troede, at hun var noget! Det ville slet ikke komme på tale, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde! "Du.. ved slet ikke hvad du har i vente," endte hun med en tydeligt anstrengt stemme. At det at kvæle hende, var noget som hjalp på det hele, så selv Malisha kunne trække vejret frit igen, var uden tvivl noget, som glædede hende. Hun trak vejret dybt og hurtigt, for at genvinde kontrollen. Dog stoppede hun ikke med at forsøge at kvæle Soraya. Ikke for at slå hende ihjel, men lige så hende ud af bevidsthed. Hendes krop dirrede og sitrede. Soraya gjorde modstand.. Hun måtte jo alligevel sige sig, at have mødt en værdig modstander denne gang. Sveden begyndte at melde sig på hendes pande. Hun ville se hende svinde hen, så de kunne komme derfra! Gerne inden andre begyndte at dukke op! Kimeya mindst af alt!

[Soraya Salvorique]

Soraya brød sig mindre og mindre om situationen, jo længere hun lå bundet af rødderne til de kolde brosten. Det at miste bevidstheden, var faktisk noget hun ikke brød sig så meget om. Hun anede jo ikke hvad der skete hende mens hun var slået ud og den fornøjelse skulle Malisha slet ikke have! Hun kæmpede imod med den magi hun kunne mønstre samtidigt med, at hun følte sig halvt kvalt og lå og gispede efter vejret. Hun havde givet Malisha kamp til stregen, men lige nu var det ved at gå galt for hende og hun ville ikke tillade det! Hun ville vinde denne kamp og gøre Kimeya stolt. Tage Malisha hjem foran ham og gøre ham tilfreds. "Ej.. gør-r... du," svarede hun gengældende. Anstrengt af, at rødderne pressede mod hendes luftrør. Hendes krop skælvede en smule og hun spændte i hele kroppen for at modstå. Hun skulle bare ikke få hende, det måtte hu-... Tankerne svandt og blev til et mørke, da et tæppe blev kastet over hende. Bevidstløsheden greb hende, da rødderne havde klemt tilpas og længe nok og hun endte med at ligge slapt på jorden, stadig bundet af rødderne. Agielen lå nu blot i hendes hånd, da hun ikke kunne holde sit greb om den længere.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Som Soraya gled mere og mere ud af bevidsthed, blev det også nemmere og nemmere for Malisha at komme til, hvilket uden tvivl var en tanke, der glædede hende. Hun rejste sig endnu en gang. Denne gang undlod hun at kommentere Sorayas ord. Hun var vred.. Ikke underligt, når hun lå der på jorden. Hun endte med at knæle, som hun satte sig ved siden af hende. Agielen skubbede hun til, ved at skubbe til hendes hånd, så den trillede en smule væk fra hende. "Du ved.. denne gang, er det mig der har slået dig.. Jeg slår Kimeya ved at tvinge dig med mig.." Denne gang lod hun rødderne slippe, for at binde sig mere om hende, så hun ikke ville kunne bevæge sig i stedet for.
Malisha kunne ikke undgå at smile triumferende. Dette var virkelig fantastisk. Hun elskede at se hende ligge der for fødderne af hende. "Du kan få lov til at vinke farvel til Kimeya.. og til fastlandet her," endte hun med et morende smil på læben. Hun klappede Soraya let på kinden, for at sikre sig, at hun var bare lidt vågen. Dertil rejste hun sig op. På magisk vis, hævede hun Soraya efter sig og det samme med agielen. Denne ville hun ikke i kontakt med. Denne sendte hun direkte mod Marvalo Mansion. Soraya bragte hun med sig den modsatte vej. Nu skulle det hele sættes i værk!

//Out

[Soraya Salvorique]

Soraya var gledet ind i sin egen verden. Den verden, der havde sørget for at hun var endt med at være færdigtrænet af Kimeya. Der, hvor alt pludseligt gav mening og samlede sig, når Kimeya havde kørt så hårdt på hende, at hun til sidst var besvimet. Men denne gang føltes her anderledes. Hun ønskede ikke at være her, det var imod hendes vilje. Denne bevidstløse tilstand var en, som hun prøvede at vågne fra. Det var som om hun så sig selv stå i et sort rum. Fanget og ude af stand til at komme fri. Åbnede munden for at skrige, men ingen lyd kom ud overhovedet. Og hun hadede det. Hun hørte ikke rigtigt Malishas ord, men alligevel var det som om, at hun mærkede et ubehag ryge igennem sig ved ordene. Hun hadede at være bevidstløs. Og alt var som ved at koge sammen i hende, for dette var bestemt ikke en heldig situation.
Hvad der skulle ske nu, det anede hun ikke. Men hun ville vel tidsnok finde ud af det. Vågne op til et skrækscenarie... et mareridt... en situation, hun aldrig havde forestillet sig kunne ske.

//Out.