Loser for the first time?

[Soraya Salvorique]

Malisha Pamariaz M. Acheron

---

Endnu engang var Kimeya væk og Soraya kedede sig. Så for en gangs skyld havde hun besluttet sig for at søge lidt ud. Men hun turde ikke rigtigt tage for langt væk, så hun tog ind til Marvalo City for at undersøge byen lidt nærmere. Måske der var noget spændende på markedet hun kunne forkæle sig selv med? Hun landede lige i bygrænsen på magisk vis og gik så resten af vejen ind i byen. Hun bar som altid dragten som mord-sith og gik rankt og stolt afsted. Hun følte sig hævet over alle, for hun var jo i dronningens elite, eftersom Kimeya havde trænet hende til at være mord-sith fra hun var et barn. Det havde været lidt af en snak med Kimeya for noget tid siden om følelser og det hele. Men det havde været rart at få åbnet op for og havde ligesom givet hende mere ro igen. Og når tankerne dukkede op, så kunne hun bedre undvige dem eller få sig selv på rette spor. Hun var faktisk ret tilfreds med sig selv.
Hun drejede roligt om et hjørne og gik ind gennem byen, til hun nåede det magiske marked. Det var her hun ville se sig omkring. Hun gennemsøgte boderne for nogle specielle fund, men måtte hurtigt indse, at intet af det imponerede hende på nogen måde. Hun opgav sin søgen. Nogle undgik hende bevist, fordi de frygtede hvad hun var af sind og styrke, mens andre slet ikke opdagede hendes dragt. Hun var dog ligeglad. Hun trak sig roligt fra markedet og gik lidt ud af byen igen. Hun ville have sig lidt at drikke før hun vendte snuden hjemad igen. Det var stadig rimelig tidligt på aftenen. Allerede et par gader fra markedet, så var der tømt for mennesker, men det berørte hende dog ikke. Hun gik bare lidt i sine egne tanker...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Efter at Malisha havde fået sine evner tilbage, var det med en hel anden verden for Malisha. Selvom hun efterlod Samuel mere og mere derhjemme, sammen med Ravennah, så var hun også en helt anden kvinde at omgås. Hun var langt fra så pessimistisk og negativ, som hun engang havde været. Hun havde rent faktisk fået sit liv tilbage igen!
Marvalo City. Nu begyndte hun jo at gå ud selv, uden at skulle se sig over skulderen konstant, hvilket var en befrielse uden lige! Selvom hun endnu havde meget som hun skulle genvinde i form af sin gamle værdighed, måtte jo selv hun tage et skridt af gangen. Kappen hvilede trygt omkring hendes skuldre, idet hun søgte ned igennem gaden. Selv på trods af det sene tidspunkt, var der faktisk også liv i gaderne. Det var næsten noget af det, som hun havde savnet mest. Noget socialt liv! Et koldt smil gled over hendes læber, selvom dette næsten ikke var til at ane under kutten, som hun havde trukket over hovedet. Kunne hun undgå at blive genkendt, var det jo til enhver tid at foretrække, og særligt når hun stadig stod så sårbar og skrøbelig, som hun gjorde. I skyggen i Acheron-familien. Hun håbede da blot på, at hun på et tidspunkt, kunne få sin hævn over Marvalo! For alt det, som den familie også havde udsat hende for!
Folk snakkede omkring hende, selvom hun ikke tog sig af det. Hun havde helt andre ting i hovedet. Selv havde hun fulgt efter denne unge kvinde, som havde forladt Marvalo Mansion. Hvis hun ikke tog meget fejl, var det Kimeyas lille flirt, så ville det jo være helt fantastis. Hun undlod dog at gøre noget - for nu.

[Soraya Salvorique]

Sorayas sko landede selvsikkert mod brostenene for hvert skridt hun tog. Hun trådte ikke forkert på noget tidspunkt og hun havde bestemt fødderne på rette sted. I takt med hendes gang, så gyngede hendes lange fletning også frem og tilbage. Det var blevet lunt i vejret, så hun havde smidt kappen helt og viste hun bare stolt dragten frem. I bæltet sad hendes agiel, som hun altid havde lige ved hånden hvis nogle kom for tæt på. Hendes sanser var dog ikke helt så skarpe lige nu, da hun bare gik i sine egne tanker og tænkte lidt på alt og ingenting. Alligevel synes hun dog, at hun endte med at høre noget. Eller kunne måske bare mærke, at det var som om, hun ikke var alene. Hun viste det dog ikke i sit kropssprog men fortsatte blot ned ad gaden. Hvem end, der var dum nok til at skulle følge efter hende, var hende uvist. Men i hvert fald anså hun det som utrolig dumt, for hun følte sig jo ret overlegen.
Hun trak vejret roligt og endte med at dreje om et hjørne, for at gå ned ad en anden gade. Da hun kom om hjørnet, så søgte hun dog op langs et hushjørne og ventede nu på, om hun faktisk blev forfulgt af nogle. For så ville vedkommende jo komme om hjørnet om et øjeblik...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvorvidt om Soraya overhovedet vidste om hun blev forfulgt eller ej, var Malisha ligeglad med. Efter hun havde fået sin magi tilbage, følte hun virkelig, at hun kunne klare og overkomme det hele! Hun var spændt.. Energien spændte nærmest i hendes krop og sind, sådan som hun bevægede sig frem. Lysten til at dræbe og slå ihjel, var uden tvivl noget af det stærkeste i hende lige nu. Det var tanken om den hævn over Marvalo, og særligt nu, hvis hun rent faktisk skulle vise sig, at få muligheden for at gøre det. En mulighed, som hun ville tage selv med den største glæde!
Soraya passerede hjørnet, hvilket fik Malisha til at stoppe op. Hun kneb øjnene let sammen. Nej, det var slet ikke meningen, at det skulle gøres alt for åbenlyst, at hun blev forfulgt. Hun måtte finde en anden mulighed. Hun endte med at bakke mere tilbage, for at søge om på den anden side af bygningen. Hun skulle ikke tages ved næsen af en sølle ungtøs, som troede hun var noget, kun fordi at hun slikkede Kimeya Marvalo i enden! Det ville slet ikke komme på tale! Hun endte med at komme frem af det modsatte hjørne, og derved kom om bagved Soraya. Her blev hun stående med et koldt og kynisk smil på læben. "Er det mig du leder efter?" spurgte hun med en ligegyldig stemme. For en gangs skyld, var det hendes tur til at have det sjovt.

[Soraya Salvorique]

Soraya kedede sig allerede. Hvis der oprigtigt var nogle, der troede, at de kunne slå hende, så måtte de tro om. Hun var meget selvsikker på sig selv og sine evner, eftersom hun havde fået den bedste oplæring i hendes hoved. Smerte kendte hun knapt nok, for ellers ville hun jo ikke kunne holde agielen. Smerte var en styrkekilde for hende, så ved at gøre hende ondt kom man ikke langt. Man blev nødt til at gribe det an på en anden måde end det og være kreativ. Hun vidste, at Kimeya havde mange fjender, hvilket også gjorde dem til hendes fjender. Og hun ville da nyde at nedlægge en af dem! Hun trykkede sig op ad muren på huset, som hun var drejet om hjørnet på og ventede nærmest i spænding. Hun håbede faktisk, der ville komme en om hjørnet. Hun drejede hurtigt blikket rundt ved fornemmelsen af en anden tilstedeværelse. Kvinden var i hvert fald warlock, for hun kunne mærke kvindens magiske udstråling. Men hvem kvinden var, vidste hun ikke lige umiddelbart. Hun skubbede sig fra væggen og trådte ud på den åbne og tomme gade. "Ja, det må det jo være, når du følger efter mig," svarede hun kortfattet. Hun lod hovedet søge på sned og så blot uinteresseret på hende. "Smut med dig," endte hun blot.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde været en af Kimeyas fjender igennem frygtelig mange år, så dette var ikke noget som kom bag på nogen i den forstand. Hun kom rundt om bygningen på den anden side. Denne gade var ensom og tom, hvilket i hendes øjne, var helt igennem fantastisk, for det var således, at hun gerne ville have det! Det kolde smil bredte sig tydeligt på hendes læber, som hun rettede sig op. Denne unge kvinde troede at hun var noget særligt. Hun ville meget hurtigt finde ud af, at det slet ikke var således, at det forholdt sig.
"I unge individer er alle ens.. Man skulle tro, at I ikke regnede med, at blive mødt af lidt modstand af os ældre? Du vil ikke kunne slå mig, Soraya.. Det vil jeg ikke tillade," endte hun med en fast tone. Hun knyttede næverne let, inden hun med langsomme skridt, søgte i retningen af hendes skikkelse. "Jeg går ikke nogen steder.. Jeg har min hævn, som jeg skal have taget.. og endelig har jeg fået muligheden for det," afsluttede hun. Hun havde hungret efter den hævn i så frygtelig mange år, og hvis det endelig skulle vise sig, at hun kunne få den nu, ville hun end ikke tøve med at tage den! Et koldt og morderisk smil passerede hendes læber.

[Soraya Salvorique]

Soraya var fuldkommen rolig. Flere havde gennem tiden prøvet noget med hende, men det hele var endt med, at de selv var løbet den modsatte vej. Så hvorfor skulle det være anderledes med denne kvinde? Det kunne hun virkelig ikke se lige nu. Kvinden så måske ud til at være ældre og erfaren, men selv følte hun sig stadigvæk det bedre som mord-sith. Hun kneb øjnene advarende sammen mod kvinden og lod sin hånd lægge sig tæt ved hendes agiel, så hun kunne trække den hvis kvinden kom for tæt på. Hun lod hovedet søge på sned. Alle ens? Hun var bestemt ikke som nogle andre! At kvinden så vidste hvem hun var... Det satte alligevel gang i nogle faresignaler. Denne kvinde kendte sit hjemmearbejde. "Du er ældre, måske... Men det er intet sammenlignet med min styrke. Du ser ud til at være medtaget af alderen," endte hun hånligt og provokerende. Hun holdt sig bestemt ikke tilbage. Men hun ville faktisk gerne finde ud af hvem denne kvinde var!
Ordet som hun hæftede sig ved var 'hævn'. Så det var en af Kimeyas mange fjender, der var herude. Hun trak vejret roligt og lod bare kvinden komme nærmere. For kom hun for tæt på, så skulle hun nok reagere. "Kom bare tættere på... Og smag min styrke," endte hun og sendte hende et dræbende blik tilbage.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Kimeya havde mange fjender, og dette burde slet ikke komme bag på Soraya, hvilket nu heller ikke kunne skjules, og særligt i tider og stunder som dette. Hun kneb øjnene let og fast sammen. Hun havde uden tvivl gjort sin hjemmelektie. Det gjorde hun altid. Det var efterhånden et gammelt levn fra sin tid uden magi. Hun havde selv været tvunget til at handle og reagere, for at sikre sig, at der intet ville ske hende. Uden magi, havde hun jo heller ikke haft nogen muligheder, for at beskytte sig selv. "Du dømmer mig, uden at kende til mig, min fine ven," endte hun med en hvislende stemme. Det ville meget hurtigt ende med at koste hende frygtelig dyrt! Og hun ville lære det... åh, hun ville lære det!
Malisha søgte roligt mod hende. Hun var ikke ude på at dræbe. Hvis hun skulle straffe Kimeya, var der andre ting, som skulle til, og det var skam også, hvad hun havde tænkt sig at gøre. Særligt, når det var på denne her måde. En gnistrende kugle meldte sig i hendes hånd, som hun langsomt åbnede den. Det kolde smil bredte sig på hendes læber. "Tror du virkelig, at du slår mig så let?" spurgte hun med en iskold stemme. Hun var ikke så nem at slå! Hun havde været leder af en grund, og uden tvivl, kunne det da mærkes på hende! Kuglen sendte hun direkte mod Soraya. Den var dog ikke eksploderende, som de typiske var.. nej.. Den åbnede sig, næsten som et tæt tæppe af mørke, for at synge sig om hende, for at fange hende. Hun havde helt andre planer med hende!

[Soraya Salvorique]

Kimeya havde mange fjender, det vidste Soraya. Men hvem fjenderne var, det var så en helt anden side af sagen. Det kom ikke som en overraskelse, at kvinden ville bruge hende som hævn. Hun følte sig faktisk næsten beæret over det, for så måtte andre jo tydeligvis også tro og tænke, at Soraya betød en hel del for Kimeya, for ellers ville hun jo ikke være brugbar. Hun var dog ikke bekymret, for i hendes hoved, så kunne hun ikke tabe. Da ikke til en enkelt kvinde, som hun stod overfor lige nu. Hun løftede et bryn og trak hånligt på smilebåndet. "Som om du kender mig? Blot fordi du kender mit navn, betyder det ikke, at du kender mig," svarede hun igen. Hun kneb øjnene sammen og lod bare kvinden komme tættere på. Ventede nærmest på, at hun skulle komme tæt nok på, så hun kunne sætte sin agiel mod hendes hud og få hende til at knække sammen. At det var en tidligere leder hun stod overfor, det vidste hun jo faktisk slet ikke. Så godt var hun ikke sat ind i sagerne, for Kimeya havde jo været leder i alt den tid, hun havde levet faktisk. "Ja," endte hun blot. Kuglen registrerede hun hurtigt og hun kastede sig derfor til side, for at undgå den. Kuglen der åbnede sig, fik dog fat i hendes ben og hun faldt derfor lidt hårdere end beregnet. Hun viftede med hånden så det mørke tæppe forlod hende. Samtidigt med at hun rejste sig, så dannede hun selv en kugle. En ganske lille kugle, der dog ville gøre forbandet ondt at blive ramt af. Hun kastede den mod Malisha, i håb om at den ville ramme. Og kom så op at stå igen...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ventet frygtelig længe på denne her dag, og hun havde bestemt ikke tænkt sig, at vende ryggen til det. Ikke nu hvor muligheden langt om længe måtte byde sig for hendes vedkommende, hvilket da uden tvivl var noget af det bedste af det hele! Svagt måtte hun knibe øjnene sammen. Naturligvis havde hun da gjort sin lektie, og hun vidste og kendte til langt mere om Soraya, end hvad hun nok gik ud fra. Selv vidste han, at hun var vigtig for Kimeya. Hvorfor skulle manden ellers holde hende, hvor han havde gjort det?
"Du dømmer mig for hårdt, snuske.. Du er mit led i den hævn som jeg så længe har huet efter, og tro mig.. Jeg giver ikke op," endte hun med en fast hvislende stemme. Hvor meget modstand, denne kvinde overhovedet kunne byde hende, vidste hun ikke, og et sted var hun egentlig ganske ligeglad med det, for hun havde aldrig haft en grund til at skulle gøre andet!
Som Soraya sprang til side, måtte hun jo erkende, at hun så godt, som havde misset, var en tanke som irriterede hende, selvom hun havde fået fat i fødder og ankler. Langsomt begyndte det at stige op af hendes ben. Kuglen som blev sendt mod hende, fik hende kun til at grine. Soraya var ung i forhold til hende.. Hun greb den med sin egen hånd, hvor hun knyttede næven, og den forsvandt. "Kan Kimeyas flirt, ikke stille andet op?" spurgte hun hånligt. Hun var i hvert fald ikke overbevist.

[Soraya Salvorique]

Soraya fandt denne kvinde umådeligt irriterende. Kvinden troede åbenbart, at hun faktisk kunne bruge hende som hævn imod Kimeya. Det bekymrende var dog, at hun nok kunne. Kimeya ville få et føl på tværs, hvis hun ikke var hjemme til at sove ved hans side i nat. Han ville nok også lede efter hende, eller det var hun da i hvertfald i troen om. Hun vidste ikke, hvor meget denne kvinde vidste om hende. Eller om det overhovedet var relevant på nogen måde. Egentligt skulle hun bare sætte hende på plads og så komme hjem igen. Hjem til Kimeya. Men egentligt ville hun jo også gerne vide, hvem denne kvinde var og hvorfor hun så brændende ønskede hævn over Kimeya. Hun kneb øjnene sammen mod hende ved hendes ord. "Og hvem er du så? Kimeya har mange fjender, men knapt så mange, der faktisk udøver hævnen for at ramme ham. Hvad har du i klemme?" endte hun fast. Mørket i kuglen, nærmest lammede hendes fødder, så da hun prøvede at rejse sig, så faldt hun blot igen. Mørket slap hende heller ikke og hun kastede derfor et par forskellige besværgelser mod det. Endeligt så slap det hende, da hun kastede en blå ild imod det. Hun kom så op at stå igen. "Jeg kan stille en masse op," svarede hun og så mod hende. Stadig lettere uimponeret. Hun vædede sine læber og endte med at knytte hånden, hvilket ville give kvinden en kvælende fornemmelse.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde alle sine gode grunde, til at ønske hævn over Kimeya. Den mand havde taget absolut alt fra hende, og sågar vendt warlockerne mod hende, hvilket bestemt ikke var noget, som hun fandt sig i! Tanken alene, var noget som gjorde hende vred! Hun ville have sin hævn, og denne gang søgte hun den uden tvivl også! At se hende ligge der på jorden, var intet andet end en fryd for øjet, hvilket hun glædeligt erkendte for hende. Det var således, at hun ønskede at tingene skulle være. Hende på toppen og alle andre i bunden! "Arh. Jeg ser, at end ikke Kimeya har besværet sig med at nævne mig?" spurgte hun med en fast tone. Ikke at det kom bag på hende, for det gjorde det da på ingen måde. Tanken derimod var.. frastødende, og gjorde hende sur. Virkelig sur!
Soraya kom fri, hvilket nu heller ikke ligefrem gjorde hende det mindste. Det var nu, at det for alvor skule vise sig, at blive underholdende. Hun trak næsten kynisk på smilebåndet. Hovedet lod hun tippe lidt på sned, og uden at smilet falmet det mindste. "Du tror virkelig at du kan slå mig?" spurgte hun hvislende. Denne gang havde hun endelig muligheden for at få hævn over Kimeya, og derfor skulle hun bare vinde dette! Den pludselige følelse af kvalme, der meldte sig, fik hende til at lægge hånden mod hendes bryst. Det var uden tvivl ubehageligt! Tænderne bed hun sammen, inden hun igen vredt så mod Soraya. En trykbølge sendte hun direkte mod hende. Hun skulle bestemt ikke have lov til at gøre det her ved hende!

[Soraya Salvorique]

Soraya kendte ikke til denne kvindes motivation for hævn, men hun ville faktisk gerne vide det. Vide hvad denne kvinde havde så meget imod Kimeya, at hun rent faktisk gjorde noget ud af at skulle tage hævn fremfor bare at gå rundt og mugge i sin egen verden. Hun kendte ikke meget til Kimeyas fortid, for han fortalte hende jo ikke noget og hun snagede heller ikke. Hun kunne så let som ingenting finde ud af det hele med sin mentale dæmon, men Kimeya ville nok mærke hende snage i hans sind. "Det betyder jo bare, at du ikke er vigtig," svarede hun hende køligt. Hun kunne mærke vreden fra kvinden. Hun var blevet trådt meget på af Kimeya, så meget kunne hun da regne ud. Hun kneb øjnene sammen. Hvis kvinden ikke gav hende svaret, så måtte hun jo finde det selv.
"Ja... Jeg kan ikke se, hvorfor du skulle være så speciel," svarede hun hånligt og måtte næsten le. Hun smilede for sig selv og klemte endnu hårdere for at kvæle hende mere. Brat stoppede hendes handling dog, da trykbølgen ramte hende og hun fløj et par meter tilbage over gaden. Hun kom dog hurtigt op at stå igen og ømmede sig end ikke. Denne kamp skulle nok blive en fornøjelse!
Hun holdt afstanden og søgte denne gang ind i kvindens sind med sine mentale kræfter. Hun var jo ikke kun warlock, men også mental dæmon. Hun søgte efter svar på de spørgsmål hun havde; Hvem var kvinden? Hvorfor ønskede hun denne hævn? Og da hun havde fået svarene, så skruede hun op for mareridtene i hendes sind.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde sine personlige grunde, til at søge denne tydelige hævn. Kimeya havde gjort hendes liv til et sandt helvede, og nu skulle han have lov til at bøde for det. Enhver som gjorde sin hjemmelektie bare lidt, ville vide, at Soraya var vejen ind til ham. Særligt hvis det var den kvinde, som han nu havde i sin seng, hvilket da uden tvivl, var noget af det, som hun havde tænkt sig at udnytte.
"Der er endnu meget om livet, som du ikke er kendt med, lille pige.." hvislede Malisha med en tydelig hånlig stemme. Hun kneb øjnene let og fast sammen, som hun igen vendte blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. Meget til overs for denne unge kvinde, havde hun på ingen måde!
Den kvælende fornemmelse, var den som fik Malisha til at reagere, ved kraftigt at skubbe Soraya fra sig. Hun tog sig til brystet, hvor hun trak vejret dybt. Det var en forfærdelig fornemmelse! Hun trak vejret dybt igen og nåede kun lige at rette sig op, inden Soraya søgte direkte ind i hovedet på hende. Øjnene klemte hun omgående sammen, idet hun tog sig til tindingerne, hvor hun forsøgte at blokere for Sorayas adgang. "Kom... ud af mit hoved!" hvæsede hun med en kraftig stemme. Hendes årlange strid med Kimeya.. at hun mistede sin magi, og var tvunget til at leve under jorden, og hendes liv med Samuel - en mand, hun var gået hen og blevet glad for. Alt blev pludselig vist!

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste, at Malisha havde gjort sit hjemmearbejde. Ellers ville kvinden jo trods alt ikke kende hendes navne. Nu manglede hun så bare at få lidt info til gengæld, hvilket hun da nok skulle få selv, når kvinden nu nægtede at fortælle hende noget. Hun vædede flygtigt sine læber og kneb øjnene sammen. Nok var hun ung, men hun var ej en lille pige mere. Hun havde jo endda selv født et barn, der nu var teenager også. Og som skulle giftes snart. "Små piger får ikke børn, kvindemenneske... Og jeg er mor 1 gang," svarede hun og fnøs. Hun smilede koldt og søgte så direkte ind i kvindens tanker.
Malisha. Så det var det kvinden hed, fandt hun da ud af. Kvinden gjorde ganske vidst modstand, men hun gav hende kamp til stregen og gjorde alt for, at hun ikke kunne skubbe hende ud. Hun så det hele for sit blik og søgte ud, da hun havde set nok med Malisha og Samuel. Samuel. Det navn sagde hende noget. Acheron, der var den! Sephirans lillebror. Et kynisk smil brød hendes læber og hun måtte næsten le. "Samuel? Så det er der du gemmer dig? I skyggerne på Acheron... Det vil Kimeya fryde sig over at høre!" endte hun og smilede koldt. Hun gik mod Malisha nu, denne gang truende. Hun følte hun holdt esset.