Just a little talk...?

[Deleted]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

Alle vidste der i lang tid havde været en konflikt mellem dæmonerne og vampyrene. Hvorfor vidste Maya ikke, og hun kunne faktisk ikke være mere ligeglad. Det betød bare hun kunne få nogle dæmoner til at se dumme ud. Hun havde dog længe havde dette hadskab til en hvis person. Eller skulle hun sige Dæmon? Han var i hvert fald bare en irriterende lille prik for Maya. Hun ville gerne havde en snak med ham. Hun var taget ud til en af de mørke steder, hvor kun de "mørke" var. "Jaaakeeeluck...Hvor eeer du?" råbte hun med en stædig stemme ud til stedet hvor hun stod. Mens hun stod og ventede på han ville vise sig, hvis han ville , kunne hun jo bare bruge tiden på at rette sin kjole, og blive mere irriteret på ham. Ikke fordi han nødvendigvis havde gjort hende noget ondt, men hun kunne specielt ikke lide dæmoner. Hun ville bare vise hvem der bestemte.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Marvalo City. Ikke en by, som Lucifer havde sat sin fod i, igennem rigtig mange år. Krigen mellem vampyrere og dæmoner, inkluderede nemlig også warlockerne, og dette var jo trods alt også kendt for at være warlockernes by. Jarniqa havde Lucifer valgt at efterlade lidt udenfor byen, så han kunne søge derind, for at hente forsyninger til dem, så de lige kunne få noget at spise. At der derimod var en gammel kending, som også havde lagt turen forbi, havde han skam bidt sig mærke i. At være mentaldæmon, havde trods alt sine fordele - som det også måtte have sine ulemper.
"Det er Jaceluck..!" endte han med en fast tone, som han søgte ned igennem den åbne gade. Hvis hun endelig skulle udtale hans navn, så skulle det da også gøres korrekt! Han knyttede næverne let. Maya. En kvinde, som han var træt af i forvejen. Som i, virkelig træt af! Han trak vejret dybt og med en tydelig prusten. "Og hvad bringer dig her til byen?" spurgte han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Han holdt sig på afstand. Den kvinde slog jo ihjel, hvis hun fik muligheden for det. En dæmon var det gået udover en gang, og han ønskede bestemt ikke, at dele den skæbne med sin racefællle! Tvært imod!

[Deleted]

Lidt efter kunne hun høre hans stemme, hun var ikke det mindste nervøs. "Jeg kom ud fra mit skjul for at tage en snak med dig." Sagde hun og fortsatte, "Kom ikke for tæt på. Du vil nødigt ende som din lille racefælle, i småstykker? Nej? Godt" så var det sat på plads. Han irriterede hende allerede, bare ved den stemme hun kunne høre. "Første gang jeg så dig var du nu meget charmerende...Men der var det her ved dig.." sagde hun og alle ville vide hvad den sætning ville slutte med. Hun vendte hoved skævt, og på plads igen. Hun prøvede med sanserne i håb om at bemærke hvor han var. Hun gik rundt i en cirkel, i noget tid, og ventede bare på han selv ville komme ud fra hans skjul. Hun ville blive ved. Da det jo var pænt irriterende for alle og en vær! "Vær ikke bange!" sagde hun surt, og kunne lugte hans dæmonblod komme tættere og tættere på. Faktisk var hun gået glib af sin aftensmad på grund af hun skulle snakke med ham nu, så det gjorde det ikke meget bedre...

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Maya var en af grundene til, at Lucifer overhovedet ikke kunne lide vampyrere, og det ville han nok heller aldrig komme til! Han kneb øjnene svagt sammen. Hvor var det dog typisk, at han skulle støde på hende her! Han knyttede næverne ganske let. "Du er kommet denne lange vej for at snakke med mig? Ligner jeg en, som er interesseret i at snakke med dig? Vampyr," endte han med en hvislende stemme. Alene tanken om at føre en samtale hende, var væmmelig. Han var overhovedet ikke interesseret i det.
Som hun bragte hans racdefælle ind i samtalen, lynede hans øjne. "Og hvad mener du helt præcist med det? Ønsker du at se mig lide sammen skæbne som ham? Tro mig, mine fine ven.. det kommer ikke til at ske!" Bange var han ikke for hende, og siden sammenstødet med Theodore, så var han en kende mere påpasselig, og særligt fordi at det havde været tæt på at koste ham dyrt. Det kunne have kostet ham livet. Var det et så stort problem, at han var dæmon? "Well, hvis mit fantastiske dæmoniske jeg, ikke huer dig, er du mere end velkommen til at vende snuden den anden vej," pointerede han kort for hovedet. Han kneb øjnene let og fast sammen. "Ligner jeg måske en, der er bange for dig?" endte han fast. Hun vækkede jo kun vreden i ham!

[Deleted]

Hun ventede lidt "Kald mig ikke bare en Vampyr!" Sagde hun rasende. "Jeg er meget stærkere end dig!" sagde hun igen stædigt. "Jeg vil bare høre om du vidste at jeg havde evnen til at dræbe dig så hurtigt som ingenting...Ik...Hr. Jakeluck?" Sagde hun. "skulle jeg bare gå igen? Ja bare gå ind til byen og drikke en masse uskyldige menneskers blod, for hvad rager de mig? Jeg lever som en skygge, lad ikke som om du kan fange mig!" Sagde hun og var ved at eksplodere. Han var virkelig en kæmpe virus for hende. "og hvorfor tror du jeg lyver om det? Din lille 'ven' var barnemad, ligesom du er. " Hun gik videre rundt i cirklerne. rundt og rundt. "Jeg kan lugte frygt!" Hendes 399 år var ikke meget, men hvor gammel var han? 26 ? Barnemad. Barnemad, Barnemad, Barnemad. kørte rundt i hendes hoved. Hun talte for meget, men det var sjovt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Min mor lærte mig, at jeg ikke må lyve, søde skat. Hvis du ikke er en vampyr, hvad skal jeg så kalde dig?" spurgte Lucifer direkte, som han igen vendte blikket mod hende. En pestilens, det var hvad hun var! Hun var intet andet end en kæmpe irritation, som han ønskede så langt fra sig, som det var ham overhovedet muligt! "En døv vampyr åbenbart. Mit navn er Jaceluck!" endte han med en fast tone. Kunne hun end ikke finde ud af det? Han var langt fra overbevist om, at hun var så farlig, som hun elskede at give udtryk for.
Denne kvinde forekom kun for Lucifer, som en, der ønskede at have det hele i munden. Han himlede med øjnene. Det var ved at være mange år siden, at hans elskede ven, var gået bort - for hænderne, eller nok snarere tænderne af denne vampyr. Han var kommet fra det, og han svor sin hævn, når muligheden bød sig. "Tag endelig nogle warlocks med dig. Det vil være os alle sammen til gavn," sagde han endeligt. Han gjorde et stort udfald med sine arme, næsten som i et buk. Han ville elske at få den bestand lidt ned! "Ikke min.. Jeg har ikke nogen grund til at være bange for dig," hvislede han. Han havde selv sine tricks i ærmet, hvis det skulle vise sig, at hun ville angribe ham.