It is chrystal clear..

[Romeo Direshade Acheron]

På vejen hjem fra Procias, havde Romeo valgte at søge ind forbi Jedradæmingen. Vandet brusede lystigt, og lyden af måger lød højt oppe over ham. Selv her var de klare tegn på forår endelig begyndt at melde sig, og han måtte jo erkende, at han godt kunne lide den tanke. Med brylluppet, som skulle stå når sommeren ville være på hæld, så var der rigtig meget på gang i det gamle Imandra. Hans egen fader styrede stedet med jernhånd i Dvasias' ånd, og selv en vis form for stolthed, kunne Romeo mærke.
Den kulsorte hest gik ved hans side. Tøjlerne havde han i hånden, da de passerede den nedre flod, som var så krystalklart, at man kunne sætte sig på hug og drikke af den direkte. Sådan lød rygtet i hvert fald. Om det var således det blev praktiseret i længden, skulle han ikke kunne sige. Ung som han var, søgte han også meget ud på eventyr. Selv han ønskede at kende mere til den omverden, som nu var, og nu hvor hans forældre havde en lille ny at tage sig af, så følte han også, at han kunne tillade sig det.
Heste slog let med halen og kastede med hovedet. De havde efterhånden været trofaste følgesvende igennem en lang årrække. Romeo var begyndt med forhandlinger, hvor han også havde arvet de klare talenter for det fra sin kære far. Han havde været heldig hvad den slags angik. Selv søgte Romeo ned langs vandet. Skoene havde han i den anden hånd, hvor han havde trukket lidt op i buksebenene. Selvom han var født uden en sjæl, var han da vis om, hvad der var behageligt, og hvad der ikke var behageligt. Hans ansigt var direkte intetsigende. Der var intet af tanker eller følelser at spore ved ham. En omvandrende skal. Dog med en del brikker at flytte rundt med. Det skulle man ikke tage fejl af.

[Deleted]

Mågeskrig vidnede om det smukke vejr der havde ramt Imandra denne dag. Det krystalklare vand i Jedra-Dæminngen glimtede yndefuldt under solens varme, lyse stråler, der varmede jorden og græsset omkring. Det havde været varm i smeden så Saga havde forladt sin plads, for at nyde den smukke sommerdag. I timer havde hun ligget og dvælet i græsset, beroliget af fuglenes muntre kvidren og lyden af det løbende vand.
Hendes spidse ører stod på stilke, trods hun lå der i græsset med hænderne foldet hen over hendes nøgne mave. Hun vikkede lidt på næsen og satte sig op med et spjæt ved lyden af hove og tunge skridt som nærmede sig. I én hurtig bevægelse, satte hun sig op og spejdede omkring med lysende blå øjne.
De fleste havde tendens til at blive usikre eller skræmte når de så hende fordi hun var anderledes. Det gjorde det ikke nemt for hende med henblik på at hun forsøgte at etablere sin egen forretning, og hendes status havde tilsyneladende ej heller ændret sig, hun gik stadig i slidte klæder der kun dækkede hvad der var absolut mest nødvendigt og hendes hår var også stadig uglet.
Hendes skarpe blik mødte den fremmede mand, hvilket fik hende til at rejse sig. Umiddelbart ville hun for de fleste ligne en sølle slave, hvilket hun også have været i mange år. Den fremmede var en anden sag. Med tre rolige skridt, trådte hun tilbage i den mere kølige skygger, hvor hun var i stand til at gemme sig lidt. Det hindrede hende dog ikke i at stå der og betragte ham i det skjulte.
Imandra var stadig et fremmede sted, hun søgte som regel kun ud på ruter hun kendte for ikke at blive væk i mængden, og så vidt muligt forsøgte hun også at holde sig fra alt socialt, udelukkende fordi det slet ikke lå til hende.

[Romeo Direshade Acheron]

Som sjæleløs, var man ligeledes uden frygt. Romeo nød af det foretagende. I det tilfælde, var hans slægt i forvejen af de mere berygtede og kendte af slagsen. Navnet Acheron gik nemlig frygtelig langt, og til nu, havde han endnu ikke mødt nogen, som ville bære en vis form af æresfrygt for det navn.
Kvinden som endte med at sætte sig op i græsset, fangede dog hurtigt Romeos øjenkontakt, selvom han intet gjorde ved det. Hvorfor skulle han? Nu hvor han i forvejen var på den lange tur hjem, så var det uden tvivl også, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han lod sig yderst sjældent stoppe af nogen eller noget. Han havde kun sit mål for øje. Egoistisk som han jo var, ligesom hans far, og hans farfar før ham. Det lå vel egentlig bare til det mandlige køn i hans familie.
Alligevel stoppede Romeo op, da han kom det tættere på. Kvinden var anderledes end dem som han typisk passerede på sin vej. Spidse ører, og yderst intense blå øjne. Ikke at han ikke kunne lide det.. Han var vel bare ligeglad, som det var et menneskeligt væsen muligt at være. Hesten derimod gav udtryk for utryghed ved kvindens tilstedeværelse. Denne begyndte at rive i tøjlerne, for at komme bagud, hvor Romeo specifikt tvang den med frem. Han styrede den med en hård hånd, som han ikke tillod at den skulle gøre noget andet. Langsomt lod han hovedet søge på sned, uden at et ord forlod hans læber. Hvem var hun? Og hvad pokker var hun for en?

[Deleted]

Trods denne mand havde en mørk aura hvilende omkring sig var Saga ej bange.. mere påpasselig. Hun var præet a en naturlig nysgerrighed der lokkede hende til at stå der i skyggerne frem for bare at stikke af, men heldigvis var hun ligeså præget af en sund fornuft. Denne mand lignede alle andre. Der var intet særligt ved ham ud over hans fremtoning, men derudover intet der afslørede hans væsen. Det var gået op for Saga at kun de færreste racer havde særlige kendetegn som hendes der var utroligt tydelige.
Fuglene sang endnu lystigt fra trætoppene ligesom mågerne skreg, men i hendes ører lød det næsten som om alt det var gledet ud i sandet, fordi hendes tanker kredsede så meget om spekulationer på hvem denne mand kunne være. Hjertet sprang et ubehageligt slag over, da han stoppede op og så på hende med kolde, døde øjne. Han hud var for mørk til at være vampyr, desuden vandrede han jo i solens varme stråler, men hans øjne.. hun gøs.
Skyggerne var intet godt skjul. Sagas skikkelse var stadig at se, lige fra de spidse ører til det overdrevede blå øjne der nærmest lyste op i det svage mørke.
Ingen ord blev udvekslet, kun nysgerrige blikke. "Du stirrer. Det er uhøfligt," informerede hun uden brug af formelle toner, det havde hun givet slip på samme dag som hun var blevet frigjort. Hendes hoved gled lidt på sned så hun kunne forsætte sine studier lidt på afstand. På disse kanter var det altid svært at afgøre hvem der var venner og hvem der var fjender, men hun turde ikke at tage chancer og slet ikke med en mand der gav hende gåsehud.

[Romeo Direshade Acheron]

Frygten for Romeos familienavn, var som regel det stærkeste kort han havde på hånden. Det havde nemlig aldrig været nødvendigt for ham, at slå igen på andet vis, og dette udnyttede han naturligvis. Selv stoppede han op, som kvinden havde afsløret sin tilstedeværelse, ved at sætte sig op i det høje græs. Smukt var her, men end ikke det, var noget som han bed sig synderlig meget fast i, for øjeblikket.
Romeo stirrede på hende. Han stirrede, da han ikke kunne gøre andet. Han var ej en vampyr, selvom hans kolde og intetsigende mimik meget vel, kunne have været en del af det. Til tider oplevede han nemlig, at folk måtte tage fejl, når han færdes ude i nattetide. Kort måtte han trække på den ene mundvig, men uden at lade blikket forlade hende. Der var noget unikt over hende. Noget, som han ikke kunne sige, at han havde set tidligere. "Jeg beklager," sagde han stilfærdigt. Om han var ked af det? Nej, det var han ikke. Han kunne ikke være mere ligeglad, end hvad han var ved tanken om dette. Igen forsøgte hesten at rive i sine tøjler, selvom Romeo stadig agtet at blive stående. Det kunne godt være, at den var bange, men det var det sidste, som han var. Skulle han bare passere hende? Lade hende stå der? Eller skulle han gøre noget, nu hvor han havde fornærmet ende ved at stirre? Han vidste det jo faktisk ikke.

[Deleted]

Ingen navne på disse kanter var velkendte i Sagas ører. Hun havde stået foran selveste Imandras konge uden overhovedet at vide det. Denne unge mand var klædt i klæder der afslørede at han ikke var af laveste social status som hun selv var, det ændrede dog ikke hendes fremtoning overfor ham. Hun blev stående der i skyggen selvom det var køligt og fik hendes hår til at rejse sig. De intense blå øjne hvilede fortsat på hans skikkelse, studerede de lidt specielle træk han havde. "Nej du gør ej," konstaterede hun efter at have studeret hans blik. Faktisk var der ikke så meget som én eneste følelse at sporer der. Det var svært at vurdere om han var fjendtligt indstillet, hans hest brød sig i hvert fald ikke om hende, hvilket var mærkeligt for dyrene plejede ellers at falde til ro i hendes nærvær.
Først der tog hun ét langt skridt og trådte ud af skyggen for at stå ansigt til ansigt med ham. Der kunne man for alvor se hendes skinnende, blonde lokker bade i solens stråler og de intense blå øjne der lyste helt op. Hendes ører strittede op over håret og stod på stilke, opfangede næsten hver eneste lyd omkring dem.
"Hvem er du?" spurgte hun en kende direkte. Det var spørgsmål som hun som slave var blevet forbudt at stille nogen, men nu om dage var hun en fri kvinde og skulle ikke stå til regnskab overfor andre end sig selv.. i hendes øjne naturligvis, det var ikke rigtigt gået op for hende at der var love og traditioner der var med til at sætte rammerne som hun gentagende gange brød.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo kendte mange, som han heller ikke var en ukendt mand. For andre end denne kvinde tilsyneladende. Hans klæder strålede velstand og velfærd, og naturligvis var det noget, som han kun måtte være stolt af – hvis han havde været i stand til at føle i det mindste. Hesten var urolig på grund af den trykkede stemning. Romeo var god til at aflæse dyr. Det var noget af det eneste, som han rent faktisk havde en vis form for forståelse for, og dette kunne uden tvivl også godt mærkes.
Nej, han var ikke ked af det. Han vidste ikke hvad det ville sige, at være ked af det. Han havde jo trods alt aldrig prøvet det før. ”Du har så evigt ret,” sagde han endeligt. Hvorfor stod hun der og gemte sig? Hvorfor ikke bare komme frem, nu hvorfor de stod og førte en samtale? Det derimod, var en ting som forundrede ham, og gjorde ham tildels nysgerrig. Han havde jo alle de typiske dyriske instinkter, og det var uden tvivl også noget, som kunne mærkes. Mange kunne ikke lide det. Langt fra faktisk.
Hovedet lod Romeo tippe til side, som hun kom frem. De spidse ører, var uden tvivl noget, som fangede hans opmærksomhed med det samme. Hun var virkelig en underlig en, af hvad han kunne se. ”Mit navn er ukendt for Dem,” bemærkede han som noget af det første, som han kort trak på den ene mundvig. Tanken måtte han rent faktisk finde ganske morende. Han rettede sig op, inden han selv tog et skridt mod hende. Hende var han bestemt ikke bange for. Og det ville han heller ikke komme til at blive. ”Romeo Direshade Acheron.. Og hvem er De?” sagde han endeligt. Ligegyldig, som enhver anden samtale. Han kunne ikke lægge noget som mindede om følelse i det. Og det havde han aldrig været i stand til.

[Deleted]

Samfundets opbygning var stadig en mærkværdig sag i Sagas øjne. Hun forstod forskellen på slaver og adlen, men alt andet virkede så underligt ulogisk i hendes øjne. Hans fine klæder afslørede hans velstand i forhold til hendes der kun afslørede hende som slave eller i hvert fald af lavere rang. Jovist kæmpede hun for at skabe et liv for sig selv efter frigørelsen fra sin herre, men det var ikke nemt når hun ikke nærede nogen forståelse for noget som helst. "Dit blik afsløre dig," sagde hun og trådte nærmere for at lade sit blik hvile direkte i hans. Hendes bevægelser var smidige, nærmest som havde hun været en kat, dog var der intet direkte dyrisk i hende, og så alligevel i forhold til den person hun var blevet.
Hun rynkede på panden. Var det ikke logisk? Der var mange væsner i denne verden, hvordan skulle hun kende det ene væsen blandt dem alle? "Burde det ikke være det?" spurgte hun direkte. Det var som om at alle af velstand forventede at blive genkendt af alle.
De stod pludselig kun med noget der mindede om en halv meters afstand. Saga trak sig ikke, men stirrede blot på ham som forsøgte hun at finde tegn på genkendelse, dog uden nogen form for succes.
"Nej Deres navn siger mig intet Romeo," sagde hun og smagte lidt på det før hun atter rynkede på panden så de spidse ører rykkedes lidt ligeså.
"Mit navn er Saga.. Corvenia og jeg er intet," præsenterede hun sig som hun altid havde gjort. Som slave var man intet, og jo hun forsøte at leve som en smed men efter kongens forsvinden fik hun ikke længere nogen støtte, så det var desværre allerede gået i sig selv igen. Måske det havde været bedre at blive sammen med sin herre, bundet på hænder og fødder.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var født under en heldig stjerne, ville nogen sige, og andre ville have ondt af ham, på baggrund af, hvad han havde med i bagagen. Han reagerede ikke synderligt på det. Det kunne han ikke, og det ville han ikke, så det var jo egentlig ganske nemt. "Hvad afslører mit blik?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han var jo i forvejen vant til, at folk ikke kunne læse ham, som han heller ikke kunne læse dem. Ikke at det rørte ham. Han var vant til det nu.
At hun fortsatte med at komme tæt på ham, sagde end ikke Romeo noget til. Hun agerede ikke som noget rovdyr, så han gik ikke umiddelbart ud fra, at der ville være noget farligt med hende. Ikke sådan som hun opførte sig. Hovedet lod han langsomt søge på sned. Hvad var hun for en? "Mit navn er blandt de mere kendte her på egnen," svarede han blot. Det alene var jo bare en sandhed, da han ikke så nogen grund til, at skulle lyve for hende.
Saga.. et meget simpelt navn, men hun var ingenting? Det vidste han jo godt, ikke var tilfældet. Han rynkede kort i panden. Hesten var faldet langt mere til ro, og stod mere eller mindre bare afventende bag ham. "Man kan ikke være intet," fastholdt han med en ganske sigende mine, inden han betragtede sig af hende. Igen måtte hans blik søge til de spidse ører. Hvad var hun for en? Nu begyndte jo nysgerrigheden at melde sig ved ham i stedet for. Han trådte et skridt bagud, hvor han hævede hånden og strøg hesten over halsen i stedet for. "Du minder mig om en elver, Saga Corvenia," sagde han direkte. Hans egen moder havde jo de spidse ører.

[Deleted]

Saga betragtede ham med et indgående blik og rynkede lidt på næsen. "At du intet beklager," svarede hun oprigtigt. Faktisk afslørede hans tone ingen anger, glæde, vrede, nysgerrighed eller noget som helst andet, han var bare kold og død på så mange punkter. Kun med centimeter mellem dem, stoppede hun op og rettede hovedet lidt. Nej selv fra denne korte afstand så han stadig ligeså intetsigende ud, det gjorde ham til gengæld let læselig.
[color=Green[/color] I så fald må det skyldes min uvidenhed omkring disse egne. Er dit navn værdt at huske?"[/color] spurgte hun en kende direkte. Kun hvis han havde relevans for hende, eller hun fremtidigt ville støde på ham, var hans navn mindeværdigt, der gik megen krudt på at lære den slags at kende trods alt.
Kort skævede hun til hesten der endelig lod til at være rolig igen. I nærheden af dyr var hendes væsen ganske anderledes, men eftersom den havde reageret så voldsomt, besluttede Saga sig denne gang for at holde afstand. "Det kan jeg," påpegede hun og vendte blikket mod ham igen. Det var måske mindreværdigt, men hun så sig selv som værende ingenting i et samfund hvor kun de af status eller navn havde betydning.
Afstanden mellem dem blev igen større, da han bakkede et skridt. Hun fugtede sine læber og kunne ikke lade være med at vrænge med næsen fuld af afsky. "Elver? Ih guder nej! Jeg er valkyrie, der er forskel," understregede hun bestemt. Ikke tale om at hun ville forvekles med en af de mosboere fra lysets skove, aldrig i livet!

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo skilte sig fra mængden, hvilket denne kvinde uden tvivl også gjorde. Den måde hun agerede på, var langt mere anderledes, end hvad han typisk havde været omkring. Mange var svære for ham at gennemskue, da han ganske enkelt, ikke forstod sig på tanker og følelser, som var en del af det menneskelige liv. Denne gang var det.. anderledes? "Du har ret.. Det gør jeg ikke," sagde han direkte, efter et kort træk på skuldrene.
Hesten stod ganske roligt ved siden af ham. For ham, var det en glæde, at den faldt til ro, da det samtidig betød, at der ikke var noget, at være bange for. Hans navn derimod, var kendt på egnen, såvel som det var i resten af verdenen. Navnet Acheron var i yderst sjældne tilfælde, gået folk forbi. "Jeg er vant til genkendelse, så snart jeg bevæger mig ud for min dør. Det forekommer mig underligt, at det ej forholder sig således her," sagde han. I de øvrige tilfælde, vidste han jo, hvordan han skulle forholde sig. Her var det faktisk svært for ham at finde ud af.
En elver var hun måske ikke, men det var det første væsen, der meldte sig i hans tanker. "Det kan man ikke. Du har et navn, som du har en race. Med andre ord, er du noget," endte han. Det andet, var jo slet ikke noget, som gav mening for ham. Hovedet lod han søge på sned. Selv nu hvor hun stod så tæt på ham, rørte han sig ikke det mindste ud af flækken. Han var på ingen måder bange for hende, og det ville han aldrig blive. En valkyrie? Ganske interessant. "Interessant.." sagde han. Det satte tanker i hovedet på ham. Det var meget interessant.

[Deleted]

Sagas blik forblev uforandret men hendes ører gjorde en kort bevægelse. Nej han beklagede intet, men hvorfor skulle han dog også? Her stod hun som en fremmede, og han var tilsyneladende endnu en mand som var hævet langt over hende, han kunne vel tillade sig hvad som helst, det havde hun i hvert fald set utallige eksempler på med andre af hans slags.
Hans navn blev dog ikke mere kendt for hende af den grund. Frem for at indtage en høflig stilling for en kvinde, placerede hun en hånd på sin hofte og lod blikket glide forbi ham for at tage de smukke omgivelser i betragtning. Ikke fordi han ikke var interessant, han var bare svær at læse for hende, det var som om han ikke havde noget der mindede om en sjæl. "Jeg interessere mig hverken for navne eller for blod. Desuden er disse kanter endnu ukendte land for mig," indrømmede hun mens hendes blik langsomt fandt fokus på hans skikkelse endnu engang. Det var første gang hun hørte sådanne ord talt for en mand af hans stands tunge. "Ingen mand af højere stand har set mig som andet end en sølle slave bragt til verden for at tilfredsstille dem, så nej, jeg har ikke været noget, først nu er jeg at blive nogen," hun bed sine tænder sammen og kunne ikke undgå at lyde lidt arrig for et kort øjeblik. Slaveriet var slut nu, aldrig om hun ville lade sig binde i de hæslige lænker endnu engang.
De stod der og så afmålt på hinanden. Saga var mindst ligeså nysgerrig på hans væsen som han var på hendes, så ukendte for hinanden. "Er du sjæleløs?" spurgte hun direkte. Som en valkyrie kunne hun trods alt mærke den slags.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo kunne sige, at han beklagede, men det var ord, som han havde lært at sige, når det var. Blikket hvilede nysgerrigt på kvinden foran ham. Hun var meget anderledes, end hvad han typisk så, og selvfølgelig gjorde det da også ham utrolig nysgerrig!
At hun stod fast på, at hun ikke var nogen særlig, ville Romeo end ikke høre på. Det var fint nok, at hans navn intet ville sige hende, men det ændrede ikke på noget som helst for hans vedkommende. "Der er meget at se på disse kanter, hvis man er varsom nok," sagde han blot, som han lod hovedet søge en kende på sned. Han stirrede på hende med en tom mine. Han var ikke i besiddelse af en sjæl, og var i bund og grund ligeglad med hvad han burde, og hvad han ikke burde.
"Slave? Jeg ser ingen reb eller lænker som binder dig, Saga," sagde han blot. Med andre ord, var der ingen slave i hende. Hun var i hans øjne, selv en fri kvinde. At hun derimod spurgte direkte, om han var sjæleløs, fik ham til at stirre i hendes øjne. Denne gang måtte han dog nikke. Han var født sådan her. Han havde aldrig været i besiddelse af en. "Det er jeg. Jeg er født sådan," sagde han direkte. Han vidste, at det i hans familie, var unikt, og kun ramte drengebørnene. Den førstefødte i hvert fald. Men.. hvordan vidste hun det?

[Deleted]

Denne mand var en åben bog. Modsat alle andre der dækkede over deres holdninger med deres følelser som Saga overhovedet ikke forstod, så var denne Romeo anderledes. Han dækkede over intet. Det var fascinerende og befriende på samme tid, dog også farligere, for dem der var uden sjæl var utilregnelige i og med at de heller ikke ejede nogen form for samvittighed.
"Det er svært at være varsom på et sted som dette," indrømmede hun og så sig lidt omkring. Hvorfor han overhovedet gad at bruge tid på at fører en samtale med hende, vidste hun ikke rigtigt. Måske hun uanset bare burde lade ham være? "Jeg gjorde mig fri af de slavebånd," hun så ned på sine håndled med et lidt neutralt blik. Der var ingen mærker efter slaveri, ikke længere, men de havde været det og de havde haft bundet hende i så mange år.
"Det var tydeligt," sagde hun og nikkede. Hendes manérer var ikke ligefrem meget at prale af, i det hele taget var hun lidt sin egen person, og mange forstod ikke hendes hensigter.. og det var heller ikke altid der var nogen. "Det var en glæde at møde dig Romeo. Jeg kender dit navn nu. Måske vi krydser hinanden igen," imens hun talte bakkede hun langsomt ind mod den skygge som hun var kommet frem fra. Til sidst omsluttede de hende igen, og i det øjeblik vendte hun ryggen til og rendte den anden vej. Måske det var en lidt pludselig afslutning, men det var en del af hendes mærkværdige væsen, hun kendte ikke sociale spilleregler.

//Out

[Romeo Direshade Acheron]

Denne kvinde fascinerede uden tvivl Romeo ganske meget, uden at det var til at spottes i hans ansigt. Ellers ville han nok næppe have handlet og reageret på den måde, som han nu gjorde det. Hovedet lod han søge på skrå. Hun var mærkværdig. Langt fra det, som han typisk stødte på undervejs. "De minder mig langt fra, hvad jeg typisk møder på min vej." Bare det, at han havde været ukendt for hende, var underligt. Han var vant til, at fol vendte om og søgte den anden vej.
En gammel slave, som endnu anså sig selv, for værende.. ingenting. En skam. Det var også det, som stod stik i strid, med hvad han vidste, og gjorde sig af tanker, var ikke noget, der stod overens med hendes virkelighed. "Og derfor er man jo noget," pointerede han.
At hun ville videre, passede ham egentlig ganske fint. Han rynkede kort på næsen, inden han nikkede i hendes retning. Deres veje ville krydses.. Bare en sjov fornemmelse som han havde. "Det vil den. Det er jeg sikker på," endte han, inden han selv trak hesten med sig videre. Denne kvinde havde vist sig, at være højest mærkværdig.

//Out