Chasing Lights

[Silia D. Diamaqima]

Jason Elvana Nimanhra
______________________________________

Solen brændte ind af slottets mange vinduer. Det var en smuk dag, alting blomstrede i disse tider, træerne var grønne, blomsterne sprunget ud og fuglene sang med deres søde toner. Det havde gjort slotshaven vel besøgt, og mange spekulerede, for på disse dage plejede Dronningen at være den første at se i haven men ikke i dag. I dag havde hun helliget sig helt andre ting.. forbudte ting.
Hun havde for måneder siden givet hendes mor livet. Sin smukke mor.. hvorend hun var. Det havde givet hende lidt blod på tanden, hun var bange for at miste, både dem hun holdt af men også landet. Fredaftalen med Dvasias var velbevaret lige nu, men hun havde altid en knude i maven, og Carlisle var for ung til at rådgive hende. Jovist var han en god dreng og hun værdsatte hans arbejde, men intet kunne overgå Jason. Han havde været en ven, en mentor og en støtte for både hende og Gabriel i mange år, og selvom han havde været der i døden, så var hans tid begyndt at ebbe ud, hans sjæl forsvandt længere og længere hen, hvilket skræmte hende.
Derfor stod hun nu foran sit eget alter. På den lå en nøgen mand, mens hun messede uforståeligt ord på et fremmede og for længst udødt sprog. Ligesom sin far var hun nok blevet hovmodig. Hver gang hun gjorde dette, tog det en del af hendes sjæl, og hun mærkede det, men desperate tider krævede desperate handlinger.
Det gjorde ondt. Hendes ben skælvede Lysene blussede. En hård vind åndede hende i nakken forsøgte at få hende til at give efter, men uanset hvor ondt det gjorde fortsatte hun. Tårerne trillede ned af hendes kinder, hendes hænder var knuget om alteren så hendes knoer var helt hvide. Flere og flere støn brød ind i hendes remse, til sidst var hun tæt på at knække, hun håbede inderligt det snart ville være forbi, det gjorde ulideligt ondt!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde været ude af tid og sted i guderne måtte vide hvor mange år. Hvor længe og hvad der egentlig var sket, kunne han knapt huske selv. Det eneste som han kunne mindes var den evige vandring igennem slottets ensomme gange, som han nu gjorde hver eneste aften og så.. mørket. Det mørke som havde grebet ham, da han havde taget sit sidste åndedræt, overmandede ham næsten igen.
Kunne han skrige, havde han gjort det. Et kraftigt lys viste sig for ham, og han vidste ikke om det brændte, eller hvad det gjorde. Hvad var det egentlig der skete? Uanset hvor meget han forsøgte at komme fra det, så endte det med at oplyse ham fuldstændig. Det skar og brændte i ham. Han klemte øjnene sammen, og lyset forsvandt. Efterlod ham i et tæt mørke...

I næste øjeblik som Jason slog øjnene op, var det med en kortvarig panik som viste sig. En følelse af intens kulde og kraftige skælvninger, som gik igennem ham, var slet ikke til at tage fejl af. Igen lukkede han øjnene, som han håbede, at det ville forsvinde igen. Havde hun? Det havde hun vel ikke..? En kamp for livet som blev taget med det første intense åndedræt. "S-Si.." Han tav igen. At få gang i lungerne, var forbandet svært!
Næverne knyttede Jason fast, hvor det knækkede i alle led. Hvad pokker havde hun gjort?! Øjnene løb i vand, som han forsøgte at genvinde kontrollen over kroppen. Døden havde været hans levevis, og således havde det været igennem rigtig mange år. Havde han været væk? Alt for mange tanker, som han normalt ikke ville have gjort sig, gik igennem hans hoved, og gav ham en hovedpine. Endnu et kraftigt gisp brød hans læber. "D-det har d-du ikke g-gj.." Han tav igen, som han ikke fandt luften til mere. Det var virkelig ubehageligt!

[Silia D. Diamaqima]

De sidste lys brændte ud. Silia bukkede under for smerten og gik i knæ foran alteret med tårerne trillende ned over sine blege kinder. Det var så smertefuldt og det ændrede sig aldrig. Hun stønnede forpustet uden at vide om det havde virket eller ej. Jason var uundværlig, særligt i disse tider, og selv hvis hun skulle miste livet, så kunne Gabriel ikke stå alene, de havde brug for ham.. begge to.
Hun gispede efter vejret og lagde sig halvt om halvt ned i den store kjole. Det her ville slå hende ud de næste mange dage, hvilket var risikabelt, men ligesom sin far, havde hun nok bare en eller anden sygelig trang til at lege med ting der ikke skulle leges med.
Jasons stemme, fik hende til at se op. Havde det faktisk virket? "Jason," stønnede hun hæst, og trak sig op på benene ved hjælp af bordet, selvom hele vægten lå på hendes arme, for hendes ben for trætte til at bærer hende.
Et lettet smil gled over hendes læber. "Det virkede," konkluderede hun og mistede igen grebet om bordet, for at falde direkte ned på gulvet. Det var overstået.. nu var det slut med at lege med den slags, det svor hun ved sig selv, det var den samme tomme fornemmelse hun havde i sit indre den samme smerte. "K-kan vi ge-gemme skideballen t-til senere?" spurgte hun og lukkede sine øjne for et lille øjeblik.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var fuldstændig rundt på gulvet. Var han virkelig vågen? Havde Silia skænket ham denne chance, selvom han fast havde bedt hende om ikke at lege med den slags. Det havde været hans tid, og det havde han ikke været lang tid om at acceptere.
Svagt kæmpede han for at få luft, også selvom det et sted, slet ikke var ham en nødvendighed. Det var hårdt at blive vækket på den måde. Smerten kunne han slet ikke beskrive. Han havde aldrig været udsat for noget lignende! Stemmen fik hans øjne til at flakke, inden han langsomt drejede hovedet, kun lige tidsnok til at se Silia kollapse direkte i gulvet. Hvad pokker havde hun gjort? Bare tanken om at røre på sig, og bevæge sig, kunne han slet ikke overskue. Det var hårdt. Virkelig, virkelig hårdt. "Du.. j-jeg.. jeg burde slå dig i-ihjel for d-det her.." endte han sammenbidt. Hans blik gled mod hende, hvor han blot stirrede på hende. En blanding af fasthed, men også en fast og intens mine som intet andet.
Skideballen skulle nok komme, når bare selv Jason fandt energien til det. Bare at ligge der og forsøge at genvinde kontrollen over hans krop.. Krop.. havde han overhovedet tøj på? Hvilken krop var det? Han kunne jo slet ikke finde ud af det! "D-du får en s-skideb-balle, som du s-sent vil g-glemme," endte han, som han igen lagde sig om på ryggen. Hånden hævede han forsigtigt og lagde mod sit bryst. De hjerteslag som skete, føles som fik han tæsk med en hammer. Det gjorde ondt! Typisk Diamaqima at gøre det, som de ville! Hun var ligesom sin far!

[Silia D. Diamaqima]

Ingen skulle fortælle en Diamaqiam hvad de skulle eller ikke skulle gøre. Måske det havde været forkerte tanker der havde drevet hende til det, men begge var de i live og hun vidste at Gabriel ville blive taknemmelig.. når han også havde givet hende en skideballe for at risikerer sit eget liv.
Silia lå på gulvet og prustede tungt. Hun var udkørt, det tog meget energi og en lille del af hendes sjæl hver gang. Det var et stort offer, men liv og død var heller ikke ment til at blive leget med, det var bare en udfordring hun altid påtog sig. "Lad v-ven-venligst værre. Je-jeg kan i-ikke vække m-migselv," påpegede hun og ville egentlig smile, det virkede bare uoverskueligt.
Hun holdt hånden op foran sit bryst og stønnede for sig selv. For pokker hvor gjorde det også, også på hende! Han havde ingen idé om hvor meget hun havde gennemgået for at gøre det for ham.
"D-det er jeg slet ikke i t-tvivl om. Indtil d-da ligger jeg m-mig ba-bare her og so-sover," annonceree hun og rullede om på ryggen så hun stirrede op i loftet.
Hun var så uendeligt træt. Hun ville bare lige hvile sine øjne et øjeblik.. med det resultat at hun bare få minutter efter døsede hen i drømmeland, uden overhovedet selv at bemærke det.

//Out

[Jason Elvana Nimanhra]

Smerten havde uden tvivl sat sig i brystet. Jason følte næsten, at hvert et hjerteslag, var som et slag med en hammer, og det var både ubehageligt, og gjorde vanvittig ondt samtidig! Han klemte øjnene let sammen. Han burde finde styrken til at komme op, for han kunne da næppe blive liggende der. Men for pokker, han havde jo heller ikke ligefrem noget tøj på! "D-du kunne i-ikke engang bes-svære dig med at f-finde noget t-tøj til mig? D-det her e-er i-ikke lige en a-anst-stændig beklædning f-foran D-dronnningen," pointerede han sigende.
At hun var træt, kom bestemt heller bag Jason. Det var jo ikke ligefrem nemme ting, som hun havde leget med. Der var trods alt en grund til, at han havde bedt hende om at lade være, for han vidste jo, at det var farligt! Før han overhovedet kunne nå at reagere, var hun allerede faldet hen i udmattelsen på gulvet. Han himlede let med øjnene. Typisk hende! Mere var der ikke at sige til den. Og nu skulle han til at gå igennem slottet med hende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade hende ligge der. Havde han overhovedet energien til det? Det vidste han ikke, men han var jo nødt til at prøve.
Jason måtte tvinge sig op igen. Det knækkede hele vejen igennem hans krop og sind, for gud, hvor det dog måtte gøre ondt! "F-for h-helved!" endte han med en fast tone. Han så stille ned af sig. Bleg var han.. Han følte sig kold og direkte træt. Det havde han ikke gjort i flere år. Han stillede sig forsigtigt ned på gulvet. Bare at kunne mærke tingene, var underligt for ham. Virkelig underligt endda! Han endte med at tage fat om Silia. Hun kunne ikke bare ligge her. Han måtte bære hende i seng. Det knækkede i hele kroppen igen, da han tvang sig ordentlig op på benene med hende i favnen. Kammeret forlod han med rolige skridt. Han vaklede i hvert fald. Han kunne jo næsten ikke stå oprejst!

//Out