Back Home

[Noemi Meria Galimeus]

@laenaya

____________________________________________

Utallige trin gav genlyd gennem de mange grotter, der i dag var godt befærdet. Det var højlys dag, hvilket man ikke rigtigt bemærkede i kernen af Krystalis. Der var koldt, fugtigt og mørkt - det perfekte miljø for de mange sandhedsseere der var bosat.
Noemi havde ikke været hjemme i mange år efterhånden, dog huskede hun hver gang en som havde hun haft et kort på sine. Lige i denne stund, stod hun ude foran nogle af de højtstående dommerens boliger, lavet i sten der glitrede fra dets underliggende krystaller. Cyrenic var til et møde der, og havde i dagens anledning valgt at medbringe hende, så hun ej skulle kede sig. Man kunne diskutere om at at stå vagt ude foran, så var mere underholdende end at træne i villaen. Hendes hænder var foldet på ryggen så hun gjorde det tydeligt, at hun ikke var nogen trussel.. for nogen. Hendes mørke øjne fulgte intenst enhver der passerede, med et lille håb om at en af dem, skulle vise sig at være hendes far, som hun ikke havde set siden hun var blevet givet dommen for mange år tilbage. 
Om han overhovedet var i live endnu, var hende stadig et mysterium. Tiden sneglede sig af sted, faktisk var hun ikke engang klar over hvor lang tid hun i forvejen havde stået der, eller hvor lang tid endnu det ville tage, hvilket gav hende en enorm lyst til at se byen der engang havde været hendes hjem. 
Skulle dette ønske blive fulgt, så ville Cyrenic formentlig skille sig af med hende, så hun tillod sig at stå tilbage fra det. Hendes klæder afslørede tydeligt den lave status hun var af.. godt nok var Noemi en af de mere velholdte, men hun var mere end bare uanstændigt klædt, og hendes hår var pjusket og løst, selv hvis hun faktisk ville undersøge byen, så ville nogen formentlig sætte en stopper for det udelukkende grundet den stand hun nu engang var af. Nej den glæde måtte vente til en anden dag. 

[Deleted]

For mange fremstod grotterne I Krystallis som noget dunkelt. Som noget koldt, fugtigt, mørkt, for nogen som noget behageligt, for andre som noget der skulle undgås. Det var dog sjældent at folk virkeligt værdsatte den skønhed der fandtes i mørket, såsom det flygtige glimt af lys der engang imellem blev frembragt, når faklernes skær spillede på den helt rigtige måde, eller den næsten rytmiske lyd der fremkom, når dråberne samledes ved loftet, og faldt den lange vej ned. Laenaya kunne se det smukke i stedet, og ikke blot gav det en behagelig følelse i kroppen med den lidt lavere temperatur der herskede her, men hun fandt det fredfuldt at færdes her. Det var et vidnesbyrd om naturens kraft, en hyldest til civilisationen og deres tæmning af den kraft.

Med sin ringe statur, og det mørke hår stod hun ikke meget ud iblandt de mørke konturer og folk der konstant færdedes frem og tilbage. På trods af den status hendes familie havde, var hun dog ikke iført noget pragende – Hun foretrak simple bomuldskjoler, der måske, måske ikke bidrog til at folk gættede på at hendes alder lå i den yngre ende.

Det var ved et tilfælde, at en vagt fangede hendes blik – Hendes familie havde brugt slaver i mange år selv, men hun havde altid behandlet dem med en hvis respekt. For hende, gav det et bedre forhold – Og mindre risiko, hvis der en dag skulle være en der brød fri.

”De ser kold ud.” Sagde hun med en blid røst, idet hun lod blikket glide henover kvindens klæde. Hun forstod udmærket godt idéen med at klæderne afslørede status – Men personligt havde hun aldrig set det tiltalende ved at efterlade særligt de kvindelige så blottede. Hun var vokset op med en forventning om at se respektabel ud – Og hun var i en stærk kontrast til Noemi. I virkeligheden var hendes kommentar ment både på det kølige, fugtige klima i grotterne, men også ligeså meget på at kvinden måtte følte sig blottet.

Hun rakte up, trak sjalet af sine egne skuldre og foldede det sammen, rakte det ud til kvinden med et stilfærdigt smil.

"De ser også ud somom De keder dem. Men det kan jeg desværre ikke gøre meget ved."

[Noemi Meria Galimeus]

Det fugtige klima mindede Noemi om det der engang havde været et hjem. Selvom ingen af de som passerede var kendte ansigter for hende, så huskede hun lyden af skridt. Hendes far boede ikke langt væk, han opholdt sig tit i byen, og hun havde endnu ikke opgivet håbet om at se bare et glimt af ham, og holde fast i tanken om at friheden en dag kunne blive hendes.
Der stod hun stift og rokkede sig ikke, den eneste bevægelse var når hun blinkede eller tog en dyb indånding, hvilket hun oftest gjorde bare for at fange den særlige duft der var hernede. Mange ville kalde det for en stank, men ikke Noemi. Det var bedre end stanken af sved og blod, som oftest pirrede hendes næse.

Det gik ikke rigtigt op for hende at hun var sunket ind i sin egen lille verden af tankespind, ikke før den kvindelige stemme lød. Noemi kastede et blik på hende, men svarede ikke da det i første omgang ikke gik op for hende, at det var henvendt mod hende. De færreste talte til hende med mindre det var absolut nødvendigt. I et tvivlsomt øjeblik, skævede hun flere gange i retning af den unge, smukke kvinde, der holdt sit blik rettet mod hende. "Jeg takker, Frue, klimaet her er anderledes end hvor jeg kommer fra," indrømmede hun og fugtede sine læber. Hendes blik stirrede stift ind i en tilfældig væg bag hende. Som slave var hun ikke værdig til at se hende i øjnene. I princippet kunne hun have været en gammel kending fra disse kredse, en som hun ej længere genkendte.
Det var fristende at tage imod det smukke sjal. Hvis nogen så hende med det, ville de tro at hun havde bestjålet hende, det ville kun give Cyrenic problemer. "Jeg takker for Deres venlighed, Frue, men det sjal er mig uværdigt. Det bør sidde om skuldrene på en smuk kvinde, som Dem," afviste hun og sank en klump. Efterhånden var det end ikke ydmygende at skulle takke nej.

"Som slave har man mange kedsommelige øjeblikke, men de er værd at værdsætte, man ved ikke hvor mange af dem der endnu vil komme," svarede hun og kom kort til at se på hende, hvorefter hun hastigt slog blikket ned i jorden. "Beklager."