At your service

[Denjarna Dark Dynithril]

Korrekt var Valandils indstilling, som det præcist var sådan, at Denjarna ønskede, at alle manjanske borgere skulle tænke. Alle landets borgere burde nemlig være villig til at gøre en indsats for det land, som de boede i. Samarbejdsvillige fandt hun dog også de fleste, som de fleste tydeligvis var blevet skræmt over det faktum, hvor hurtigt det kunne vende for dem, hvis de manglede hende på tronen. Det var nemlig synd at sige, at Dvasias havde været mild ved landet her.
At Valandil ej kunne skrive, forundrede på ingen måde Denjarna. Det ville nærmere have forundret hende, hvis han havde kunnet, da det ikke just var normen, at mørkelviske kvinder lærte deres mandlige fæller at læse og skrive. I Maerimydra var nemlig hver og en af dem en form for slave eller tjener. Intet højere end det. Underligt og uacceptabelt fandt mange i verdenen dette, men blandt mørkelverne var det ligeså normalt, som at tage tøj på. ”Hvis ej De kan skrive, kan De i så fald ride? Hvis ej De kan kommunikere med mig på skrift, må De nemlig færdes mellem Manjarno og Dvasias i tilfælde af, at der er noget at komme efter der. Hurtigere vil det derfor uden tvivl være, hvis De kan sidde på en hest og manøvre den omkring,” lød det sigende fra hende. Om han kunne ride, kunne både være muligt og umuligt. På sin vis var det nemlig fornemt at kunne ride og måttet ride, men på den anden side var det et naturligt transportmiddel, når man levede i skovene. Hvis han kunne, skulle hun dog nok sørge for en passende hest til ham. Det var nemlig det mindste, som hun kunne gøre, hvis han virkelig kunne skaffe hende en række brugbare informationer. Om informationen så blev, at alt var idyllisk eller om alt var under opsejling, kunne være lige vidt på det punkt.

[Deleted]

Valandil var naturligvis en fornuftig mand, og dette var ikke noget undtag. Han ønskede naturligvis at arbejde for friheden i det land, som havde skænket ham den frihed i udgangspunktet. Hans blik søgte roligt hendes skikkelse endnu en gang, som han ellers blev stående overfor hende. Hvordan andre havde taget hendes ankomst til tronen igen, vidste han ikke. Selv havde han jo bare holdt sig på afstand og væk fra det hele, og det var noget, som han nu havde det fint med, alt taget i betragtning.
At læse og skrive, var desværre ikke en evne, som Valandil havde, da der ikke var nogen, som havde givet ham muligheden for at lære det. Desuden med hans liv alene, og stort set uden en kvinde, til at koste rundt med ham, for han havde været fri, efter hans moder havde smidt ham ud, da han ikke havde været særlig gammel. Han havde jo praktisk talt levet et helt liv, hvor han havde været.. uønsket vel? "At komme frem og tilbage på hesteryg, er dog ikke helt ukendt for mig, Kahli. Om det er måden De ønsker at få besked på, er det således, at det skal forekomme," sagde han sandfærdigt, da det jo også var ord, som han måtte mene. Hans grønne øjne gled mod hendes skikkelse igen. "Enkelt vil det være for mig, at komme fra Dvasias og tilbage til Manjarno på hesteryg. Der kan De trygt stole på mig, Kahli," sagde han sandfærdigt. Glad var han uden tvivl for de muligheder, som hun måtte give ham. Det var alt sammen noget, som virkelig betød meget for ham, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at erkende for hende. Det var en frihed for ham. En frihed, som han længe havde søgt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Valandil ej kunne skriftens kunst, ønskede Denjarna at se ham til hest. At dette var noget, som han kunne præstere, glædede hende derfor. Selv ønskede hun trods alt blot, at det var lettest og mest optimalt for dem alle. ”Jeg vil sørge for, at De får en lånehest i den tid, hvor De spionerer for mig. Søg hestene her i lejren og fortæl staldknægten, at De har fået skænket en af mig. Fortæl ham derudover, at den skal kunne løbe stærkt, samt være udholdende. Når De er færdig med at spionere for mig, skal De vende tilbage til mig med hesten og levere den til min stald. Er det forstået?” lød det stilfærdigt fra hende. Et arbejdsremedie var hesten kun for ham, og derfor ønskede hun at få den tilbageleveret, når han var færdig med sit job. Hendes sølvgrå blik hvilede på ham. Færdig var hun med snakken, som hun følte, at de havde fået diskuteret, hvad han havde kommet for. Derudover følte hun også, at de begge havde fundet en passende løsning. ”Hvis der intet på færde er i Dvasias, vender De blot hjem med den besked og fortsætter som jæger. Hvis der derimod er noget, ønsker jeg, at De rider frem og tilbage mellem landene og underretter mig hver gang der er noget af betydning.” Var beskeden forstået? Selv følte hun om end, at hun havde forklaret sig godt. Svær syntes han dog ej heller at være at have at gøre med, og derfor regnede hun også med, at han var mere end med på, hvad der skulle til at ske. ”Hvis der ej er mere, er De velkommen til at drage af sted,” afsluttede hun roligt. Selv ønskede hun at søge tilbage til sit personlige telt. En omvæltning var det nemlig at gå fra døden og til det royale arbejde, og derfor havde hun til tider brug for at samle sig igen. Damien burde også være tilbage i lejren nu, og derfor kunne hun meget passende bruge sin tid med sin drage.

[Deleted]

Valandil havde fået langt mere ud af dette, end hvad han nogensinde havde turde håbe på. Hans blik søgte hendes skikkelse. Det var dog uden en fast øjenkontakt, da han intet ville få ud af dette, og det vidste han jo udmærket også godt. Som en mørkelvisk mand, måtte han nemlig ej se en mørkelvisk kvinde i øjnene, og det var vel bare noget, som lå naturligt til ham? At ride mellem Dvasias og Manjarno, var en ting, som han nu godt kunne leve med, eftersom han ikke var i stand til at skrive. Denne kunst havde han som sagt aldrig lært. "Ej vil jeg skuffe Dem, Kahli," sagde han ærligt. Denne opgave var til at forstå, og derfor var det også forståeligt for ham, at den hest, som han ville få skænket hertil, ikke ville blive en ejendel, som han ville få skænket, men udelukkende som et led i opgaven, og dette havde han det fint med. Det var mere end hvad han havde haft til nu, og det var naturligvis meget mærkbart for ham.
Opgaven var i sig selv meget simpel, så denne kunne Valandil sagtens sætte sig ind i, samt forstå, hvilket vel også var det, som egentlig var ham det vigtigste? "Hvis det er hvad De ønsker, er det hvad De skal få. Jeg vil straks søge afsted," lovede han. Igen bukkede han med hovedet. Både i glæde, men også en oprigtig respekt for hende, som hun havde udvist ham det samme, og det var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Det var dog ej noget, som han sagde noget til. Om hun ønskede at afslutte det her, så var det fint nok for ham. Han trak sig et par skridt bagud. "Kahli," afsluttede han med en respektfuld stemme, inden han vendte om på hælen og søgte ud af teltet. En hest skule han finde, så han kunne komme igang.

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Tilfreds måtte Denjarna se sig over dette uventede besøg. Det var nemlig ikke just til at sige, at hun havde forventet en ny rekrut, som hun og hendes mænd havde diskuteret deres rejse. Velkomment havde det dog været, som nye og energiske mænd altid var velkomne! Det var nemlig mænd som denne Valandil, som var med til at skabe landet de levede i. Høfligt måtte hun betragte ham, som han sagde sit farvel og nok engang bukkede for hende. Tilfredse måtte de begge se sig over mødet, og derfor måtte det uden tvivl være en succes! ”Held og lykke, hr. Ancalimë,” hilste hun, inden han rykkede ud af teltet. Herfra måtte hun blot sætte sin lid til, at han var opgaven værdig. Et problem kunne spionarbejdet nemlig blive, hvis ej han var så lovende, som han ellers promoverede sig til. En farefuld færd kunne det nemlig være. Både for ham og for hende. Værst ville det dog gå ud over ham, som spioner ofte mødte døden, som de blev opdaget. For hendes vedkommende kunne det dog også gå grelt til, som det kunne vække Dvasias’ irritation. Som tæppet endnu lå henlagt over det udspredte kort, der lå på bordet, valgte hun pænt at glatte sin kjole og ranke sig ryg, inden hun selv forlod teltet. Udenfor blev hun øjeblikkeligt mødt med høflig tiltale og anerkendende nik. Dog blev hun ved ingen af sted, som hun blot søgte direkte over til sit telt, hvor dragen Damien formentligt måtte vente på hende.

// Out