At your service

[Deleted]

Denjarna Dark Dynithril

---

Det var hen på eftermiddagen, da Valandil endelig ankom til Syrian. En by der lå temmelig tæt på hans gamle land. Mørket.. Dvasias. Et sted som han længst havde valgt at forlade. Efter mødet med Jarniqa, havde han rent faktisk formået at åbne sig for de muligheder, som fulgte med. Modstandsbevægelsen havde han trods alt været en del af, selvom han aldrig havde fået spillet en aktiv rolle. Denne gang ønskede han rent faktisk at gøre noget for sig selv. Dronningen var på runde i landet, og nu synes han at have fundet muligheden for at søge til hende, for at se, om han kunne være heldig.. Måske at han kunne være?
At underlægge sig en mørkelvisk kvinde, var et sted noget, som faldt Valandil skræmmende naturligt. Til Denjarnas fordel. Hvorvidt om hun ville tage imod ham, var dog ikke til at sige, da han aldrig havde været en fast del af den manjanske befolkning. Hans ben var uden tvivl blevet langt bedre nu, som han kunne gå normalt.. Og nu med de styrker og kompetencer, som han nu havde, ønskede han at gøre noget ved dette.
Lejren der kredsede op til den gamle skov i Syrian, var hans mål. Kun med bue og håndvåben på sig, søgte han denne, for at opsøge dronningen af landet her. "Jeg søger Dronningen af Manjarno," endte han til en af soldaterne der kredsede rundt i lejren. Blikket som blev ham skænket, indikerede allerede med det samme, at han ej var velkommen. "Følg med," sagde han endeligt.
Valandil blev ført til lejrens midte, hvor Denjarna måtte færdes i det store telt. Soldater var der, selvom dette ej var noget som Valandil til sig af. "Deres Majestæt. En mørkelver søger Dem," annoncerede vagten, ved at træde ind i teltet. Valandil blev udenfor. Hvorfor følte han, at mandens ord var nedværdigende? Han blev stående for nu. Dumt måtte det være, at handle på mandens ord trods alt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Syrian. Stor var byen ej, som den kun havde en befolkning på nogle hundrede. Dog gjorde dette ikke, at den var mindre vigtig end alle de andre. En person var en person nemlig, og derfor havde også Syrians borgere en stemme. Vigtig var byen dog også, da det var den der lå tættest Dvasias. Dette gjorde, at byen var et godt udkigspunkt i forhold til mørkets land. Derfor var det også en grænse som skulle sikres, skønt byen i sig selv ikke var det mest prangende.
Lige udenfor byen lå dronningens lejr. Telte omgav denne plads, samt arbejdende personer, som halvdelen af slottet var med på dette togt. I et af de store telte var dronningen at finde. Denjarna. Her var hun sammen med sin rådgiver og de højere rangerende soldater, som de diskuterede togtets rute, samt hvad de havde set indtil nu. Tilbage i Ityrial havde hun nemlig med sin rådgiver besluttet, at det ville være bedst for landet, hvis hun viste sig for det. Ikke kun fra sin plads i Neutranium, men derimod i hver enkelt by. Derfor havde hun rejst af sted med sin stab, så hun med sine egne øjne kunne se, hvordan byerne havde ændret sig, og hvad folket ønskede herfra. Et langbord stod i midten af teltet, hvor der for enden lå udslået kort. Et kort over selve Manjarno. I den ende – ved bordenden – og længst væk fra teltåbningen, stod Denjarna. Rundt omkring bordet stod hendes rådgiver og soldater, som de alle diskuterede, hvad der dernæst skulle forløbe sig.
Som en vagt trådte ind ad teltåbningen, hævede Denjarna automatisk det sølvgrå blik. En mørkelver? Selv huskede hun ikke, hvornår en mørkelver sidst havde søgt hende. Det havde vel stoppet, som hun havde mistet sin lederposition? Hun rankede sig op. ”Vis ham ind,” sagde hun stilfærdigt. Dette var noget, som hun ønskede at høre! Blikket lod hun glide omkring på mændene i teltet. ”Forlad mig mine herrer,” sagde hun til dem, hvorefter hun kastede et klæde over kortet, så mørkelveren ej ville være i stand til at se, hvad de havde diskuteret. Høfligt bøjede mændene hovedet for hende, inden de i samlet flok måtte forlade teltet til deres dronning og denne mørkelver.

[Deleted]

Et skud i blinde, kunne dette meget vel vise sig, at være for Valandils skyld, men selv han ønskede at vise sig brugbar, og særligt fordi, at han jo vidste, at han godt kunne! Udenfor teltet blev han derfor, som han i udgangspunktet var blevet anvist, selvom dette dog ej var noget som faldt i hans helt gode smag. Efter at benet var blevet fint igen, ønskede han selv at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvor han følte, at han kunne gøre sig nyttig. En mand uden talenter var han nemlig ikke, som han faktisk kunne rigtig mange ting. Han kunne spore, som han kunne jage, som han kunne udspionere. Det var vel også noget, som selv kunne komme landets dronning til gode? Selv nu hvor han søgte højder, ved en kvinde, som havde ageret som leder for mørkelvene tidligere, så kunne det være, at han var langt mere heldigstillet, end hvad han havde været til nu?
Som de andre forlod teltet, så vidste han samtidig, at han var velkommen, og kunne træde ind. Dette var uden tvivl noget, som måtte falde i ganske god jord hos ham, og det havde han uden tvivl tænkt sig at udnytte. Denne gang trådte han roligt ind. Selvom han kunne gå på sit ben, var det dog alligevel en kende stift. Ikke at det var noget som han tog sig af nu. Han skulle jo vise sig fra sin bedste sid,e og overfor en mørkelver, var det bare noget, som faldt ham langt mere naturligt. "Deres Majestæt," hilste han. Han bukkede, som havde han ville bukke for sin Kahli. Han blev stående i buk, som han nu heller ikke havde fået besked på noget andet. Og siden han var taget fra Dvasias, havde han set på sig selv, som en manjaner. Dette ønskede han derimod også at gøre til sin levevej.

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvad der fik en mørkelver til at søge hende, var Denjarna nysgerrig på at finde ud af! Aldrig havde hendes kærlighed til hendes æt stoppet, men dog havde hun ikke været omkring dem, siden hun havde tabt sin stilling hos dem. Derfor var hun interesseret i at høre, hvad hendes race nu måtte ønske af hende efter så mange år. Mod teltåbningen var hendes sølvgrå blik rettet, som stoffet igen gled til siden og viste … en mørkelvisk mand. Overrasket måtte dette gøre hende, da det ej var normalt, at det mandlige køn af racen søgte ud af deres by. Deres plads var nemlig ikke i den gense verden, men derimod ved en mørkelvisk kvindes side. Selv vidste hun også allerede nu, at han kom alene, for hvis han havde været med en kvinde, var der ingen tvivl om, at det var kvinden der havde trådt ind til hende. Sådan var deres rang blot. Overraskelsen holdt Denjarna dog ude af sit blik, som hun blot stirrede på manden med interesse. Hvad kom han for at fortælle hende? Høfligt lavede hun en håndbevægelse i hans retning, som han tiltalte hende med respekt, og blev i bukket for hende. ”Rejs Dem,” bad hun stilfærdigt. Af race var han muligvis en slave for hendes vedkommende, men som dronning var han en værdig borger i hendes øjne. Som dronning af landet kunne hun nemlig ikke anklage ud fra race, som hun derimod skulle bedømme neutralt. Dog var hun ikke i tvivl om, at hun udviste ham mere respekt, end hvad han var vant til. ”Fortæl mig, hvad en mandlig mørkelver gør udenfor Maerimydras grænser,” opfordrede hun ham interesseret, og dog auditært. Underlagt sin Kahli eller anden herskerinde var han måske, men her i teltet var han underlagt hende. Landets dronning. ”Hvad har ført Dem til Manjarnos dronning?”

[Deleted]

At gøre noget, som ikke ville falde naturligt eller typisk til en mørkelvisk mand, vidste Valandil godt, at han gjorde i øjeblikket. Derfor så han dog ikke en grund til at skulle handle anderledes end hvad han gjorde i en stund som denne. Dertil kunne man vel også godt sige, at han gjorde og handlede, som han nu måtte finde det ret? Han vidste, at han besad kompetencer, som kunne komme landet og dronningen her til gode, og hvorfor ikke udnytte det hvis det gav ham noget andet prestige, end hvad han ville have fået i det mørkelviske samfund?
At blive i buk, gjorde Valandil, frem til Denjarna havde bedt ham om at rejse sig igen. Det var også først der han gjorde det. Blikket søgte hans gamle Kahli. Han kunne jo huske hende, også selvom hans eget navn og ansigt nok næppe var noget som sagde hende noget. Han havde været i Maerimydras samfund igennem rigtig mange år, og kunne skam udmærket godt huske hende. "Jeg har ej været en del af det mørkelviske samfund for en stund. Jeg forlod det, efter en mindre uoverensstemmelse med en kvindelig mørkelver. Tilgiv mig," sagde han endeligt. Et sted anså han vel hende som sin overordnede, og at tale således til en mørkelvisk kvinde, var bare hvad der måtte flade ham naturligt, og det var også derfor han snakket som han gjorde nu. Han rettede sig op. For nu undlod han at belaste benet for meget, også selvom han havde genvundet funktion og alt. Det var dertil også noget, som han kunne takke hendes datter for. Hvorvidt om hun stolede på at lade en mand tage en plads af denne kaliber ved hendes side og som en del af hendes stab, vidste han dog ikke, men det var vel et godt forsøg, var det ikke? "Jeg ønsker at stille mine kompetencer til Deres tjeneste. Førhen har jeg været en jæger af god kaliber, ligeledes, kan jeg spore, og jeg kan spionere," fortalte han sandfærdigt. Han var ikke kendt for at pakke tingene ind.

[Denjarna Dark Dynithril]

Høfligt og med interesse lyttede Denjarna til, hvad mørkelveren havde at sige. Ej sagde hans ansigt hende noget, men kunne det være noget under? En anden kvinde havde hun været, som hun havde ledet den mørkelviske race. Arrogant og udelukket med racen for øjet havde hun været. Dog vidste hun nu bedre, som hun havde set verden, samt mødt andre end sine egne. Selv havde hun også gjort noget utilgiveligt i hendes race øjne, som hun engang havde ægtet en vampyr. Opmærksomt fulgte de sølvgrå øjne manden, som han rettede sig op igen. Noget hjemligt måtte der helt være over at se ham. Ikke fordi, at hun kendte ham, for det gjorde hun ikke. Hjemligt var det dog at se en person, som var af hendes race. Det havde hun nemlig ikke gjort i adskillige år. ”Ej er det min tilgivelse, som De skal søge, som det derimod er kvinden, hvis De forulempede hende,” svarede hun stilfærdigt igen, som hun ej var i stand til at dømme Maerimydras befolkning længere. Det var kun hans Kahli, som kunne gøre dette, samt hans herskerinde, hvis han havde haft sådan en. Endnu mere nysgerrig på manden, måtte hun dog blive, som han stillede sig til rådighed for hende. ”Inden jeg fortæller Dem, om disse tjenester kan være til gavn for mit land og jeg, må jeg have en ting på det rene inden da. Er De i mit land som flygtning, eller som en fri mand?” spurgte hun direkte, som hun udmærket kendte til sin races love. Normen var nemlig, at mændene tilhørte kvinderne, ligesom man havde ejerskab over et hjem. Derfor ønskede hun at vide, om han havde flygtet fra dette, eller om han ingen kvinde havde tilhørt. Hvis han havde flygtet, havde han nemlig meget vel en flok kvinder efter sig.

[Deleted]

Ej stod Valandil på denne plads, fordi at han følte sig tvunget til det, men derimod, fordi at det var noget, som han havde lyst til. Oprigtigt ønskede han at stille noget op med sit liv, og nu hvor han havde muligheden for det, var det så ikke dumt at lade være? Hans blik søgte hendes skikkelse. Hans gamle Kahli, og det var sådan, at han nok stadig så på hende. "Ej har jeg forulempet nogen kvinde, som jeg igennem flere år, har været en fri mand," fortalte han ganske sandfærdigt, som han igen betragtede hende med en rolig mine. Han vidste ikke hvad han skulle gøre sig af forhåbninger, men derimod ønskede han blot at vise, at han var klar til at gøre sin andel af arbejdet. Måske fordi at det vel bare lå ganske naturligt til ham, og det var særligt også overfor hende, og det var noget som han godt kunne lide. Et sted gav det ham også en form for tilhørsforhold, go det kunne han faktisk godt lide.
Hovedet lod han søge på sned. "Jeg valgte at forlade Dvasias og vores mørkelviske samfund, fordi jeg ønskede at søge andre steder hen. Efter en mørkelvisk kvinde ødelagde mit knæ, da jeg nægtede hende samleje midt ude i det åbne, fordi at hun var lystet," sagde han direkte. Hans egne forældre havde allerede dengang, han ikke havde været særlig gammel, smidt ham ud, fordi at han var en mand. Han havde klaret sig godt trods de omstændigheder, og det var også det, som han rent faktisk var stolt af, den dag i dag. Han havde klaret sig godt trods de omstændigheder, som han nu havde haft, for de havde uden tvivl talt imod ham i sin tid, og det vidste han jo godt. "Jeg ønsker at træde frem fra skyggerne, og hvis det er mig en mulighed i skyggen af den gamle, men dog sande Kahli, skal det være mig en udsøgt fornøjelse," sagde han sandfærdigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Unaturligt var det at være en fri mørkelvisk mand. Normen lød nemlig på, at de tilhørte deres samfunds kvinder, om de ville det eller ej. Dog var det ikke noget, som Denjarna havde set noget af i umindelige tider, som det nu var årtusinder siden, at hun sidst havde sat sin fod i mørkelvernes by. Et savn vækkede det uden tvivl i hende, men dog vidste hun også, at skønt hun var en mørkelvisk kvinde, var det ikke længere der, at hun hørte til. Det sølvgrå blik valgte hun at holde på ham, som hun valgte at lade ham tale ud, inden hun sagde noget yderligere. At han var blevet lemlæstet fordi, at en kvinde havde tvunget ham til et samleje, støttede hun ikke just op omkring. Ganske vidst nød hun magt, og det at udføre et samleje ude i det fri, men ej kunne det falde hende ind at tvinge en mand til det. Det var simpelthen under hendes værdighed! Stødt ville hun dog føle sig, hvis det kom dertil, at hun blev afvist. Heldigvis for hende, havde det endnu ikke fundet sted. Hun fugtede de røde læber. Kahli. Det var hun ikke blevet kaldt i umindelige tider. Selv var hun trods alt blevet smidt af posten, som hun var blevet omgjort til en vampyr. ”Det er jeg ikke blevet kaldt i umindelige tider,” sagde hun roligt. ”Prisværdig er Deres loyalitet dog, og loyalitet er for mig noget, som skal belønnes, ligesom dem der ønsker sig en ny chance, skal have støtten til den.” De slanke blege fingre foldede hun foran sig. ”Deres ydelser er ligeså noget, som kan komme landet og jeg til gavn. Bekendt er De formenligt med, hvad der har hændt landet her. Derfor ville det være påskønnet, hvis der kunne være en, der kunne holde øje med Dvasias. Særligt en, som kender til landet. Dog er det godt at have et alibi som spion, hvis det skulle hænde, at man kom i klemme. Derfor kan jeg ligeså bruge deres erhverv som jæger. Ej er det nemlig alle, som kan jage, og derfor ville det være påskønnet, hvis De enten kunne jage, og sælge byttet ved en stand ved markederne eller til en eller nogle af landets slagtere.”

[Deleted]

Loyal var Valandil for dem, som viste sig at være den rette for ham, og det havde Denjarna uden tvivl vist sig at være. En Kahli af stor betydning, var hun derfor endnu i hans øjne, selovm det var mange år siden, hun havde forladt det sted og den position til fordel for livet her i Manjarno. Selv var han tvunget til mange ting, som han slet ikke ønskede eller lystede. Kvindens navn var glemt af ham for nu, hvilket nok også var det, som havde den største betydning lige nu. Han var langt om længe klar for et nyt liv, og denne mulighed håbede han virkelig at Denjarna ville være med til at give ham.
Svagt måtte han dog trække på smilebåndet. "Altid vil De være min Kahli, Deres Majestæt," sagde han endeligt. Det havde nemlig været under hendes styre, at han havde følt sig mest vel, og det var han skam heller ikke ligefrem bange for at erkende overfor hende. Her blev han stående. Loyal var han, og det var vel et sted også hvad han havde vist hendes datter? Jarniqa havde hjulpet ham, hvor han havde haft brug for det, og nu følte han bare, for at gøre hende den tjeneste i retur. At hans tjenester og kompetencer derimod var noget, som hun så i brug for hende og landet her, var noget som et sted fyldte ham med en tilfredshed. En glæde var det jo ikke ligefrem, men det gav ham da i det mindste et holdepunkt i livet, og noget at lave, som han kunne lide. "Det glæder mig, at De kan gøre brug af mine kompetencer, Kahli," endte han sigende. En mørkelver til en anden, ville det nok for altid være det, som han ville kalde hende, og særligt nu hvor han havde en grund og mulighed for dette. "Ej findes der et dyr, som jeg ikke kan spore," forsikrede han med en sandfærdig mine.

[Denjarna Dark Dynithril]

Loyal måtte denne mand vise sig at være, som han efter alle disse år endnu betegnede Denjarna som sin Kahli. Selv vidste hun nemlig, at der havde været andre ledere efter hende. Derfor måtte det helt ærer og glæde hende, at ingen anden mørkelvisk kvinde havde formået at overtage hendes plads. En skam var det dog for selve racen, som de uden tvivl havde brug for en leder, som kunne føre racen frem. Ikke blot blandt mørkelverne selv, men derimod i hele Dvasias. ”De ærer mig ved at skænke mig disse ord,” sagde hun roligt. Dog i en tone, som uden tvivl viste, at hun godtog hans ord. At det ligeså måtte glæde ham at høre, at hun kunne gøre nytte af ham, passede hende udmærket. Bedst var det nemlig for alle parter, at de kunne hjælpe hinanden. Manden her havde nemlig brug for en ny tilværelse, hvor Denjarna selv havde brug for at sikre sit kongedømme. ”En mand med disse kompetencer kan altid være til nytte,” lød det fra hende, uden at hun tog blikket fra ham. ”Som De kan jage godt, ønsker jeg at vide, om De kan spionere ligeså vel? Kan De gå i ét med omgivelserne? Kan De tale med en slanges tunge og skaffe oplysninger, uden at folk ved uråd?” Vigtigt var dette for hende at vide. Personligt kunne hun selv agere som en slange, men ej ville det gavne hende at spionere. Let genkendelig var hun nemlig, som hun var et kendt individ, hvor hun også havde et kongedømme at passe. ”Bare rolig.. Jeg vil ikke sende Dem til Maerimydra. Resten af Dvasias vil De dog højst sandsynligt komme til at se igen.. Særligt Rimshia.” Selv ønskede hun at vide, om mørkets dronning havde opgivet Manjarno. Selv kunne man jo kun håbe, men hvorfor nøjes med at håbe, når man kunne få svar?

[Deleted]

Der havde ganske vidst været andre ledere efter Denjarna, men der var ingen som hende, der havde gjort sådan et indtryk på Valandil. Selvom han var en mørkelvisk mand, og i princippet ikke havde noget at sige, men her vovede han alligevel at give udtryk for hans holdninger og meninger, for det havde trods alt heller ikke slået ham ihjel endnu. "Det glæder mig," sagde han endeligt. At han gjorde hende glad, var noget som alligevel måtte bringe ham selv en særlig tilfredsstillelse, og denne havde han skam heller ikke tænkt sig at lægge skjul på. Under normale omstændigheder, ville en mørkelvisk mand næppe tilbyde sig selv på denne måde for en mørkelvisk kvinde, men det var vel ikke farligt når det var overfor en dronning? En dronning som selv bar det samme mørkelviske blod, som han selv gjorde? Han fandt nemlig meget hurtigt sin plads overfor hende.
"Hvad jeg endnu ikke kan, kan jeg endnu lære, Kahli. Selv kan jeg spore hvert et dyr i skoven, hvilket også indebære de menneskelige. Jeg kan føre mig frem, som var jeg en slange, og som et hvert andet elvisk væsen, kan jeg spotte på lange afstande," forklarede han sandfærdigt. Det havde dertil også været hans levevej, siden han ikke havde været særlig gammel, og dette kunne han naturligvis godt mærke sig af, den dag i dag. Han sænkede hovedet en anelse igen, udelukkende i respekten for hende. Ikke bare en dronning, men ligeledes en Kahli. En titel, som i hans øjne, ville følge hende resten af hendes liv. Så lang tid, at han slap for at bevæge sig for tæt på Maerimydra, så var han glad. Han trak svagt på smilebåndet. "Det vil jeg værdsætte," sagde han roligt, dog med en tydelig taknemmelig stemme. Han blev atter stående i buk. "Til Deres tjeneste, Kahli," afsluttede han. Han agtet at hjælpe hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Begge måtte de uden tvivl få noget ud af dette møde. Denne mand fik et foretagne, som han kunne bruge sin hverdag på, og hun fik endnu mere arbejdskræft ved hånden. Alt sammen noget, som faldt Denjarna utroligt vel ind. Det var desuden præcis folk med hans indstilling, som hun havde brug for. Folk der ønskede at arbejde, og folk som var villig til at gøre arbejdet. ”Jeg må rose Dem for Deres positive indstilling ved livet, min herre. Jeg håber, at jeg inden længe vil møde flere mænd og kvinder af Deres kaliber, som vil være med til at gøre en indsats, som De vil,” sagde hun ærligt. Det var højst sandsynligt ikke den ros og respekt, som han var vant til at høre, men det kunne hun ikke tage højde for. Som dronning af Manjarno, kunne hun nemlig ikke tænke som mørkelvernes leder. Derfor var hun nødt at behandle alle de borgere ligeværdigt, som viste sig for hende. Inklusiv en mørkelvisk mand, skønt hun var en mørkelvisk kvinde. Hun betragtede ham, som han nok engang gik i buk for hende. Skønt hun ikke længere var, hvad han kaldte hende, måtte hun alligevel nyde den underdanighed, som han udviste hende. Det var nemlig ikke for ingenting, at hun havde ledet deres folk. ”Har De mere på hjertet, end hvad De indtil nu har sagt? Jeg selv vil i hvert fald anmode om Deres navn,” bad hun ham roligt. ”Hvis De er I tvivl om, hvad de skal, kan De frit jage og sælge, som De vil så længe prisen er acceptabel. Spionarbejdet, som jeg er interesseret i er rettet mod Dvasias. Her ønsker jeg at vide, hvilke tanker de gør sig nu hvor, at jeg er tilbage.”

[Deleted]

Uden tvivl havde Valandil fået langt mere ud af dette møde, end hvad han nogensinde havde turde drømme om. Selv var han gået ind til det med håbet om, at hun ville anerkende hans tilstedeværelse, og forhåbentlig ville give ham nogen mulighed, for at gøre noget for det land, som han nu havde taget til sig, som sit eget. Ligeledes ønskede han jo faktisk at gøre en forskel. Og med hans gamle Kahli på tronen, så var det bare noget, som lå ekstra meget naturligt til ham, og det var vel heller ikke underligt, at det ligeledes, var noget som han havde tænkt sig at gøre brug af, når det endelig var?
Hendes ord var uden tvivl værdsatte og de varmede ham uden tvivl også, hvilket han heller ikke var bange for at lade hende vide. "Jeg værdsætter deres ord, Kahli," sagde han taknemmeligt. Han var ikke bange for at erkende, at det var noget som rent faktisk gjorde ham glad og tilfreds. "Mit navn er Valandil Romain Ancalimë," præsenterede han sig. Ikke med stolthed.. der var jo ikke rigtigt noget stolt i at være en mandlig mørkelver. Det var i hvert fald ikke hvad han var flasket op med. Han rettede sig op endnu en gang, også selvom det var meget årvågent. Han stolede på hende. Meget endda. "Hvilken opgave ønsker De at sætte mig på først?" spurgte han med en sandfærdig stemme. Stod det til ham, kunne han nemlig starte med det samme!

[Denjarna Dark Dynithril]

Sjældent var det, at man så ligeså hengivne og arbejdssomme mænd som Valandil. Derfor måtte hans visit uden tvivl glæde Denjarna. Særligt nu hvor, at hun kritisk havde brug for folk som ham. Bedre havde landet nemlig stået, og derfor havde hun og det brug for folk, som kunne gøre en indsats for det. Ganske vidst var han ikke den første, som kom til hende og udgød sin hjælp, men alligevel var hans tilstedeværelse prist. Opmærksomt fulgte hun ham med det sølvgrå blik, som han nok engang rankede sin ryg. Under hende var han ganske vidst, men ej var det som ved mørkelverne, hvor han altid skulle knæle, og aldrig se i øjnene. ”Hvad der er mig vigtigst er mit folks sikkerhed,” endte hun stilfærdigt med at sige. ”Mit ønske er derfor til Dem, at De drager tilbage til Dvasias, hvor De vil finde ud af, om der i øjeblikkeligt rør noget på sig i Dvasias, som kunne være vigtigt for Manjarno at vide.” Opgaven var vel klarlagt nu? Det var dog i sandhed, hvad der var vigtigt. Selv vidste hun, at Dvasias havde taget Imandra, som de havde mistet Manjarno. Derfor ønskede hun at vide, hvad der nu rørte på sig. Var Dvasias tilfredsstillet? ”Kan De skrive, hr Ancalimë?” spurgte hun ham direkte. Nødvendigt var også dette jo at vide, som han trods alt skulle give hende tilbagemeldinger i ny og næ. Lettest ville det uden tvivl være, hvis han kunne sende hende et brev med en fugl, men hvis ej han kunne dette, måtte han jo tage ruten frem og tilbage hver gang, at der var noget. Hvis de alle var heldige, ville dette dog ikke blive nødvendigt, hvor han så blot kunne meddele hende, at alt var fryd og gammen, hvor han dernæst kunne leve et liv som jæger.

[Deleted]

Den respekt som Valandil mødte, var ej noget som han havde mødt nogensinde før. Derfor var det uden tvivl underligt, at han skulle stå i en situation som denne, hvor han kunne stå overfor en mørkelvisk kvinde, og rent faktisk føle at blive betragtet med den form for respekt. Dette var uden tvivl noget, som særligt faldt i meget god jord hos ham. Han følte sig endelig værdsat. "Som en del af Deres folk, er jeg mere end villig til at gøre min indsats for dette, Kahli," sagde han blot. Hovedet lod han endnu en gang falde i et buk for hende. Nej, et sted følte han ikke, at han var værdig til at se hende i øjnene, men hvad skulle han da kunne gøre ved det nu?
Om Denjarna ønskede at se Valandil drage mod Dvasias, så gjorde han dette. Et sted som han nu alligevel aldrig havde troet, at han skulle opsøge igen, men om det var hans Kahlis ønske, så ville han gøre dette. "Som De ønsker," sagde han blot. Her følte han at han havde fundet sin plads. Underlagt en mørkelvisk kvinde, men under helt andre omstændigheder, end hvad det ville have været i Maerimydra, og det var deriblandt det som han godt kunne lide. Hans kundskaber med en fjerpen, kunne man ikke sige, var til stede. Det var jo ikke just en egenskab, som blev delt ud af. "Desværre, Kahli.. Ingen har taget sig tiden til at lære mig denne egenskab," afsluttede han. Han blev såtnede med et sænket hoved overfor hende. Igen var hun jo højere hævet end hvad han var. Hvilket han havde stor respekt for.