Post by Lestat De Lochèr Maloya Junior on Jan 8, 2010 19:56:26 GMT 1
Det var ved at være aften endnu en gang og mørket havde selv for lang tid siden, valgt at sænke sig over Procias. Lestat var udmærket godt kendt med hvad han var nødt til at gøre. Direkte ud fra hans egen tilstand, så sad han jo ikke just med noget andet valg end bare at få det gjort. At kaste det land i mørke som hans mor havde efterladt så lyst, kom virkelig bare ikke på tale! Efter hans navneskift som han udelukkende havde gjort, for at have muligheden for at kunne søge under jorden og faktisk få en anelse fred, havde faktisk også haft den ønskede effekt. Ikke at de havde fundet ham eller søgt meget efter lige præcist ham, det var virkelig kun en tanke som havde lettet ham. Stadig var det ekstremt smertefuldt at skulle gå efter det møde med Erica og så healeren bagefter og stadig havde han så ekstrem ondt i sin fod og ryg, at han var klar over, at dette ville give ham varige men. Han hadet virkelig den tanke og noget så frygteligt, at man skulle tro, at det var løgn! Han havde endelig kæmpet sig frem til Procias’ gamle grænsemur, hvor vagterne selvfølgelig havde formået at skulle stoppe ham, direkte overrasket over, at se ham stå der, at de selvfølgelig havde hjulpet ham op til slottet så smertefrit som det havde været dem overhovedet muligt. At han havde ondt, havde i sig selv, været ganske tydeligt for dem.
Rådgiverne som stadig stod og diskuterede indbyrdes over et stort kort af alle 3 lande med de tydelige markeringer på hvor de netop havde valgt at skulle lede efter ham, selvom det ikke havde hjulpet dem det mindste overhovedet. ”Det kan virkelig ikke passe, at han er sporløst forsvundet. Hendes kongelige højhed er helt ude af den!” sagde den ene med en tydelig fast og bestemt mine. Han var ved at være meget godt oppe i årene efterhånden, og klart den mest vise af dem. Han pegede ud en god del punkter på kortet med sin slanke og lange pegefinger inden han gned let i det hvide skæg med den eftertænksomme mine. ”Jamen lyt til os, jeg har sendt styrker og tropper til disse steder..” En anden trådte frem og udpegede flere steder i Dvasias såvel som i Manjarno og Imandra. ”Hvis han havde været i Procias er det virkelig mærkværdigt, at ikke så meget som en sjæl har lagt mærke til ham,” sagde han alvorligt.
Alle sammen så de op da de store porte ind til tronsalen gik ind og Lestat kom gående forsigtigt indenfor. De to vagter havde taget ham under armene og sørget for at det ikke skulle gå alt for ondt. Lestat skar en svagere grimasse. Det gjorde ondt som helvede i hans egen ryg, men det at blive liggende, kunne han bestemt ikke få sig til længere, han havde virkelig bare fået nok af, at ligge i ro hele tiden! Rådgiverne kom ham hastende i møde. ”Deres højhed..” sagde de tydeligt overrasket. Her havde de gået og søgt efter ham og så var han selv kommet tilbage igen. Ikke desto mindre, var glæden noget som tydeligt lyste ud af deres blikke, selvom de tydeligt kunne se på ham, at der var noget rivende galt. Lestat bed tænderne let sammen, hvor selv de spidse hjørnetænder endte synlig i hans mundvige, hvilket tydeligt fik rådgiverne til at reagere mere eller mindre med det samme. ”Jamen.. det.. det kan ikke..” Lestat vendte blikket mod dem. ”Spar mig for tiltalen.. Jeg er her kun i et alvorligt ærinde..” sagde han med en mere sammenbidt stemme. Han var blevet bidt.. uheld eller ikke, så for Procias skyld, så kunne han heller ikke blive siddende på tronen. Han blev alligevel hjulpet hen til den og placeret. Det var i den grad tungt for ham, at skulle stå op. Det havde vel kun været held for ham, at de havde genkendt ham ved porten, ellers var det da endt med at gå så frygtelig galt.
Vagterne blev hurtigt guidet ud af tronsalen igen, mens rådgiverne bevidst strømmet til og spurgte ind til det ene og det andet. Den ældste af dem, havde nu tydeligt lagt mærke til den blege hud. ”Deres højhed.. hvad har hændt Dem?” spurgte han, idet han selv valgte at tage ordene i sin egen mund. Lestat vendte blikket mod ham. Han ville slet ikke kaldes ved hans lille titel, han ville kaldes ved hans fars fornavn.. den mand som han i hvert fald måtte se på som sin far. Han bed sig let i løben. ”Hør nu.. Drop den tiltale. Jeg blev bidt okay? Der er ikke andet at gøre ved det. Jeg var ikke forsigtig nok og det gik galt… Som Konge af Procias.. nuværende vel at mærke, er jeg nødt til at sige den titel fra mig,” sagde han med en bestemt tone. Mange af rådgiverne reagerede tydeligt ekstremt negativt på den udtalelse, også selvom de vidste, at han jo i bund og grund havde ret i det hele. Sagde han den fra sig, så ville det samme ramme Camryn, det var jo trods alt et ekstremt mandsdomineret samfund, så.. mændenes ord var lov. ”For Procias’ skyld, vil det ikke gavne med mig på tronen.. ikke med hvad jeg er blevet til,” fortsatte Lestat med en fast tone. Han satte hænderne i armlænene og prøvede igen at tvinge sig op på benene, selvom han klart blev stoppet. To af de rådgivere som stod ved hans side, tog fat i hans skuldre og tvang ham ned at sidde igen. ”Hvad med Deres hustru, Deres højhed? Hun har været syg af bekymring for Dem.” Lestat himlede med øjnene og vendte blikket mod dem igen med den mere faste mine. Han var lys af hjerte og sjæl, men mørk af race og det ville så sandelig heller ikke gavne nogen af dem, det var lige netop det som han tænkte på! ”Jeg måtte finde ud af alt dette på egen hånd, det har ej været noget jeg ville blande Camryn ind i.. Bring hende mine dybeste undskyldninger..” Han satte igen hænderne i stolen og tvang sig denne gang op på benene med en let svag grimasse. At han måtte hvile vidste han, at han var nødt til. ”Og stop med den tiltale.. jeg er ej Lysets Konge længere,” afsluttede han med en fast tone. Han fremdrog et brev fra sin egen inderlomme, hans egen ganske så fine håndskrift præget konvolutten som det måtte ligge i. Et brev som han havde skrevet til Camryn. Han bed sig let i læben, hvor igen den spidse hjørnetand måtte dukke op.
Rådgiverne begyndte at snakke med hinanden indbyrdes. Hvad end dette brev måtte indeholde, så tegnede det ikke særlig godt, dumme var de jo trods alt heller ikke. ”Jeg vil råde Dem til, at opsøge Deres hustru personligt, Lestat.. Jeg er ganske sikker på, at hun vil føle sig tryg ved Deres hjemkomst,” sagde han lettere anstrengt. At kalde ham ved navn var direkte underligt, da de alle altid havde kaldt ham ved sin kongelige titel, det var nu også forbi. Lestat sukkede lettere opgivent. Han havde skiftet navn, han havde fundet andre veje at gå og alt dette foregik endda udenfor slottet.. selvfølgelig var han af royalt blod, men at svigte landet som en af de sidste som skulle bære Elanyas navn, kom virkelig ikke på tale, det var da noget af det sidste som han nogensinde ville lade ske på dette punkt! Han vendte sig mod dem. Det var jo trods alt også ved at være sent. Han vendte blikket ned mod ringen som hvilede på hans finger.. trods alt ville det jo være sandt, men også nu hvor han havde sagt tronen fra sig, så ville hun automatisk miste den selv. Han havde ikke været hjemme i måneder, så han vidste jo også at fejlen var helt og holdent hans egen, uanset hvor meget han så end ville hade det i den anden ende! ”Du har ret.. Jeg har været væk længe, men jeg ønsker ikke at vække hende.. det er sent, skal du jo huske.. for jer i alle fald,” påpegede han med en rolig og fast bestemt tone. Han knugede fast om brevet. Han havde i det mindste givet et forsøg på at skulle sætte ord på hvad han måtte føle, selvom det virkelig havde været en udfordring uden lige. Han rystede fast på hovedet. ”Bare.. sørg for at få den besked ud, så skal jeg nok selv tage mig af resten. Søg igennem familiens stamtræ, find et bindeled, og sørg for at næstemand forbliver på tronen og ikke ender ud i det samme som mig,” beordrede Lestat med en fast tone. Nok, at han ikke rigtigt bar sig retten til at skulle kommandere rundt med nogen eller noget mere, men dette kunne de i det mindste give ham?
Rådgiverne snakket indbyrdes, de vidste jo, at Lestat jo faktisk havde ret i sin udtalelse. De endte dog stille med at nikke. ”Vi skal undersøge det med det samme De… Lestat,” rettede de sig hurtigt. Lestat nikkede blot mod dem inden han forlod tronsalen, søgte stille op af trapperne, også selvom det i den grad kostet ham noget så voldsomt at skulle komme op af dem. Han lod hånden falde mod gelænderet, da han trak sig mere eller mindre op af de sidste trin og op for at komme op til den rette sal, hvor han gik ned af korridoren. Faklerne oplyste ham og hans færd i retning af de kongelige gemakker, hvor han næsten med en sikkerhed kunne sige, at Camryn ville være. Alt andet ville virkelig undre ham. Næsten med en følelse af hjertebanken, tog han i håndtaget, hvor han så frygtelig forsigtigt måtte tvinge døren op. Fuldkommen klar over, at ved at frasige sig sin kongelige titel og abdicere fra tronen, så mistede hun automatisk den samme status i og med, at de var gift. Det mørke lokale var tydeligt og ganske vidst, så kunne han ænse hendes skikkelse sovende på den store seng. Hans læber formede sig ud i et stille smil, da han med de stadig så rolige og stille skridt gik hende i møde og stille satte sig helt ude på sengekanten.. alt for ikke at ende med at vække hende. Brevet satte han stille fra sig på sengekanten og med blikket hvilende på hende. Jovist, hun sov ganske tungt, det kunne han mærke og fornemme på hendes hjertebanken og hendes vejrtrækning. Ikke at det gjorde ham noget, det gjorde det hele så meget enklere for ham i den anden ende. Han lod en finger varsomt stryge mod hendes varme kind. Han havde savnet hende, han ville lyve hvis han ville vove at skulle påstå noget andet end det. Han tog sin ring af fingeren og satte den ved siden af det brev som han selv havde skrevet. Hun skulle vide, at det i det mindste havde været ham som havde været til stede og ikke nogen anden som var kommet med beskeden. Han vendte sig stille mod hende. At hun så måtte være gravid, var ikke noget som han kendte det mindste til overhovedet, det var ærlig talt, slet ikke en tanke som faldt ham ind det mindste overhovedet. ”Beklager min kære.. Dette er bare ikke rigtigt,” hviskede han næsten lydløst. Han lod hånden forsigtigt føre en lok af det lange hår bort fra hendes ellers så smukke ansigt idet han selv valgte, at skulle rejse sig igen, at se væk fra hende, var dog en ting som i den grad var besværligt nok for ham, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han holdt jo af hende, bare.. ikke på den måde. Brevet lod han bare blive stående tilbage ved hendes side og sammen med ringen som vel blot måtte beskrive at det var slut? Hvori brevet samtidig også måtte beskrive helt og holdent hvorfor.. at hans hjerte faktisk måtte tilhøre en ganske anden kvinde, at han stadig holdt af hende sin veninde og at han håbede at det ville forblive på den måde. Han forlod værelset igen, søgte væk fra slottet. Han ville bare væk så hurtigt som muligt så længe, at det stadig måtte være mørkt. Hans skridt var langsomme, kursen tydeligt sat og tilbage mod Dvasias og det mørke land, selvom han klart og tydeligt stadig måtte være lys af hjerte og sind.
//Out
Rådgiverne som stadig stod og diskuterede indbyrdes over et stort kort af alle 3 lande med de tydelige markeringer på hvor de netop havde valgt at skulle lede efter ham, selvom det ikke havde hjulpet dem det mindste overhovedet. ”Det kan virkelig ikke passe, at han er sporløst forsvundet. Hendes kongelige højhed er helt ude af den!” sagde den ene med en tydelig fast og bestemt mine. Han var ved at være meget godt oppe i årene efterhånden, og klart den mest vise af dem. Han pegede ud en god del punkter på kortet med sin slanke og lange pegefinger inden han gned let i det hvide skæg med den eftertænksomme mine. ”Jamen lyt til os, jeg har sendt styrker og tropper til disse steder..” En anden trådte frem og udpegede flere steder i Dvasias såvel som i Manjarno og Imandra. ”Hvis han havde været i Procias er det virkelig mærkværdigt, at ikke så meget som en sjæl har lagt mærke til ham,” sagde han alvorligt.
Alle sammen så de op da de store porte ind til tronsalen gik ind og Lestat kom gående forsigtigt indenfor. De to vagter havde taget ham under armene og sørget for at det ikke skulle gå alt for ondt. Lestat skar en svagere grimasse. Det gjorde ondt som helvede i hans egen ryg, men det at blive liggende, kunne han bestemt ikke få sig til længere, han havde virkelig bare fået nok af, at ligge i ro hele tiden! Rådgiverne kom ham hastende i møde. ”Deres højhed..” sagde de tydeligt overrasket. Her havde de gået og søgt efter ham og så var han selv kommet tilbage igen. Ikke desto mindre, var glæden noget som tydeligt lyste ud af deres blikke, selvom de tydeligt kunne se på ham, at der var noget rivende galt. Lestat bed tænderne let sammen, hvor selv de spidse hjørnetænder endte synlig i hans mundvige, hvilket tydeligt fik rådgiverne til at reagere mere eller mindre med det samme. ”Jamen.. det.. det kan ikke..” Lestat vendte blikket mod dem. ”Spar mig for tiltalen.. Jeg er her kun i et alvorligt ærinde..” sagde han med en mere sammenbidt stemme. Han var blevet bidt.. uheld eller ikke, så for Procias skyld, så kunne han heller ikke blive siddende på tronen. Han blev alligevel hjulpet hen til den og placeret. Det var i den grad tungt for ham, at skulle stå op. Det havde vel kun været held for ham, at de havde genkendt ham ved porten, ellers var det da endt med at gå så frygtelig galt.
Vagterne blev hurtigt guidet ud af tronsalen igen, mens rådgiverne bevidst strømmet til og spurgte ind til det ene og det andet. Den ældste af dem, havde nu tydeligt lagt mærke til den blege hud. ”Deres højhed.. hvad har hændt Dem?” spurgte han, idet han selv valgte at tage ordene i sin egen mund. Lestat vendte blikket mod ham. Han ville slet ikke kaldes ved hans lille titel, han ville kaldes ved hans fars fornavn.. den mand som han i hvert fald måtte se på som sin far. Han bed sig let i løben. ”Hør nu.. Drop den tiltale. Jeg blev bidt okay? Der er ikke andet at gøre ved det. Jeg var ikke forsigtig nok og det gik galt… Som Konge af Procias.. nuværende vel at mærke, er jeg nødt til at sige den titel fra mig,” sagde han med en bestemt tone. Mange af rådgiverne reagerede tydeligt ekstremt negativt på den udtalelse, også selvom de vidste, at han jo i bund og grund havde ret i det hele. Sagde han den fra sig, så ville det samme ramme Camryn, det var jo trods alt et ekstremt mandsdomineret samfund, så.. mændenes ord var lov. ”For Procias’ skyld, vil det ikke gavne med mig på tronen.. ikke med hvad jeg er blevet til,” fortsatte Lestat med en fast tone. Han satte hænderne i armlænene og prøvede igen at tvinge sig op på benene, selvom han klart blev stoppet. To af de rådgivere som stod ved hans side, tog fat i hans skuldre og tvang ham ned at sidde igen. ”Hvad med Deres hustru, Deres højhed? Hun har været syg af bekymring for Dem.” Lestat himlede med øjnene og vendte blikket mod dem igen med den mere faste mine. Han var lys af hjerte og sjæl, men mørk af race og det ville så sandelig heller ikke gavne nogen af dem, det var lige netop det som han tænkte på! ”Jeg måtte finde ud af alt dette på egen hånd, det har ej været noget jeg ville blande Camryn ind i.. Bring hende mine dybeste undskyldninger..” Han satte igen hænderne i stolen og tvang sig denne gang op på benene med en let svag grimasse. At han måtte hvile vidste han, at han var nødt til. ”Og stop med den tiltale.. jeg er ej Lysets Konge længere,” afsluttede han med en fast tone. Han fremdrog et brev fra sin egen inderlomme, hans egen ganske så fine håndskrift præget konvolutten som det måtte ligge i. Et brev som han havde skrevet til Camryn. Han bed sig let i læben, hvor igen den spidse hjørnetand måtte dukke op.
Rådgiverne begyndte at snakke med hinanden indbyrdes. Hvad end dette brev måtte indeholde, så tegnede det ikke særlig godt, dumme var de jo trods alt heller ikke. ”Jeg vil råde Dem til, at opsøge Deres hustru personligt, Lestat.. Jeg er ganske sikker på, at hun vil føle sig tryg ved Deres hjemkomst,” sagde han lettere anstrengt. At kalde ham ved navn var direkte underligt, da de alle altid havde kaldt ham ved sin kongelige titel, det var nu også forbi. Lestat sukkede lettere opgivent. Han havde skiftet navn, han havde fundet andre veje at gå og alt dette foregik endda udenfor slottet.. selvfølgelig var han af royalt blod, men at svigte landet som en af de sidste som skulle bære Elanyas navn, kom virkelig ikke på tale, det var da noget af det sidste som han nogensinde ville lade ske på dette punkt! Han vendte sig mod dem. Det var jo trods alt også ved at være sent. Han vendte blikket ned mod ringen som hvilede på hans finger.. trods alt ville det jo være sandt, men også nu hvor han havde sagt tronen fra sig, så ville hun automatisk miste den selv. Han havde ikke været hjemme i måneder, så han vidste jo også at fejlen var helt og holdent hans egen, uanset hvor meget han så end ville hade det i den anden ende! ”Du har ret.. Jeg har været væk længe, men jeg ønsker ikke at vække hende.. det er sent, skal du jo huske.. for jer i alle fald,” påpegede han med en rolig og fast bestemt tone. Han knugede fast om brevet. Han havde i det mindste givet et forsøg på at skulle sætte ord på hvad han måtte føle, selvom det virkelig havde været en udfordring uden lige. Han rystede fast på hovedet. ”Bare.. sørg for at få den besked ud, så skal jeg nok selv tage mig af resten. Søg igennem familiens stamtræ, find et bindeled, og sørg for at næstemand forbliver på tronen og ikke ender ud i det samme som mig,” beordrede Lestat med en fast tone. Nok, at han ikke rigtigt bar sig retten til at skulle kommandere rundt med nogen eller noget mere, men dette kunne de i det mindste give ham?
Rådgiverne snakket indbyrdes, de vidste jo, at Lestat jo faktisk havde ret i sin udtalelse. De endte dog stille med at nikke. ”Vi skal undersøge det med det samme De… Lestat,” rettede de sig hurtigt. Lestat nikkede blot mod dem inden han forlod tronsalen, søgte stille op af trapperne, også selvom det i den grad kostet ham noget så voldsomt at skulle komme op af dem. Han lod hånden falde mod gelænderet, da han trak sig mere eller mindre op af de sidste trin og op for at komme op til den rette sal, hvor han gik ned af korridoren. Faklerne oplyste ham og hans færd i retning af de kongelige gemakker, hvor han næsten med en sikkerhed kunne sige, at Camryn ville være. Alt andet ville virkelig undre ham. Næsten med en følelse af hjertebanken, tog han i håndtaget, hvor han så frygtelig forsigtigt måtte tvinge døren op. Fuldkommen klar over, at ved at frasige sig sin kongelige titel og abdicere fra tronen, så mistede hun automatisk den samme status i og med, at de var gift. Det mørke lokale var tydeligt og ganske vidst, så kunne han ænse hendes skikkelse sovende på den store seng. Hans læber formede sig ud i et stille smil, da han med de stadig så rolige og stille skridt gik hende i møde og stille satte sig helt ude på sengekanten.. alt for ikke at ende med at vække hende. Brevet satte han stille fra sig på sengekanten og med blikket hvilende på hende. Jovist, hun sov ganske tungt, det kunne han mærke og fornemme på hendes hjertebanken og hendes vejrtrækning. Ikke at det gjorde ham noget, det gjorde det hele så meget enklere for ham i den anden ende. Han lod en finger varsomt stryge mod hendes varme kind. Han havde savnet hende, han ville lyve hvis han ville vove at skulle påstå noget andet end det. Han tog sin ring af fingeren og satte den ved siden af det brev som han selv havde skrevet. Hun skulle vide, at det i det mindste havde været ham som havde været til stede og ikke nogen anden som var kommet med beskeden. Han vendte sig stille mod hende. At hun så måtte være gravid, var ikke noget som han kendte det mindste til overhovedet, det var ærlig talt, slet ikke en tanke som faldt ham ind det mindste overhovedet. ”Beklager min kære.. Dette er bare ikke rigtigt,” hviskede han næsten lydløst. Han lod hånden forsigtigt føre en lok af det lange hår bort fra hendes ellers så smukke ansigt idet han selv valgte, at skulle rejse sig igen, at se væk fra hende, var dog en ting som i den grad var besværligt nok for ham, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han holdt jo af hende, bare.. ikke på den måde. Brevet lod han bare blive stående tilbage ved hendes side og sammen med ringen som vel blot måtte beskrive at det var slut? Hvori brevet samtidig også måtte beskrive helt og holdent hvorfor.. at hans hjerte faktisk måtte tilhøre en ganske anden kvinde, at han stadig holdt af hende sin veninde og at han håbede at det ville forblive på den måde. Han forlod værelset igen, søgte væk fra slottet. Han ville bare væk så hurtigt som muligt så længe, at det stadig måtte være mørkt. Hans skridt var langsomme, kursen tydeligt sat og tilbage mod Dvasias og det mørke land, selvom han klart og tydeligt stadig måtte være lys af hjerte og sind.
//Out
