Under the sun

[Deleted]

”Dine ord er dristige - tale om frihed…” Cyrenics læber strammedes kortvarigt i en alvorlig mine, men bredte sig snart i et let smil. ”Men det er en af årsagerne til, jeg vælger at vægte dine synspunkter. Jeg har kun haft få slaver igennem tiden, som har vovet tale så bravt i mit nærvær. Nogle er døde, andre frie…”
Han lod sig vente et par sekunder, inden han sagde mere. ”Dine ord fornærmer ikke. Du taler ærligt, og det respekterer jeg - så længe din tone forbliver respektfuld og dine ord ikke for modige.” Det sidste var ment mere som en generøs advarsel end et udtryk for utilfredshed. Indtil videre havde hun ikke trådt over stregen, lod til at fornemme, hvor den gik. Men hvis hun skulle ende med at gå for langt, så var hun en slave på lige fod med alle andre og ville blive straffet ligeledes. Selv hvis han ønskede, kunne han jo ikke gøre for stor forskel på dem, det ville skabe røre både blandt hendes og hans. De var ikke i samme stand, og ingen - fra nogen af disse verdener - kunne skabe sig denne fornemmelse, det ville være katastrofalt for dem begge.
Han vidste, at hun måtte drømme om frihed, det gjorde de alle vel i sidste ende. Når hun engang havde udtjent sit værd eller i særlig grad gjort sig fortjent til det, kunne han da også godt forestille sig at indfri dette ønske, men ikke foreløbig. Han var jo heller ikke begejstret for tanken om at skulle af med en af sine slaver, slet ikke så lukrativ en som hun. Hvis han, der havde solgt hende til Cyrenic, fulgte bare nogenlunde med og havde hørt om hendes udmærkelser i arenaen, måtte han fortryde bitterligt nu. Med tanke på det, hun bragte ind i dag, var købssummen jo nærmest komisk lav.
Cyrenic talte dog sjældent om frihed, medmindre det selv bragtes op, da han ikke ønskede unødigt at indstille den slags tanker hos dem, eller give fejlagtige illusioner om løfter og gode udsigter. Nogle slaver blev frigivet, andre døde i slavebånd. Hvem der gjorde hvad var umuligt at vide med sikkerhed, før en af disse ting indtraf. Selv de bedste kunne jo gøre en skæbnesvanger fejl, som ændrede en tilsyneladende sikret frihed til en utidig død eller forlænget tilværelse i fangenskab.

[Noemi Meria Galimeus]

På et øjeblik dalede hendes blik yderligere. Nærmest inden han havde åbnet munden var hun klar med en undskyldning, men tav dog hurtigt omkring den. "Hvor intet vover intet vinder. Det er samme tanke jeg betræder arenaen med," svarede hun ydmygt. Det var ej for at fornærme ham som herre eller leder af dette land, Noemi nærede stor respekt for ham og det arbejde han udførte, hvilket hun ofte også gjorde klart for ham. "Det er en ære at blive hørt af Dem, Herre. Ingen slave har ret til at have en stemme," hun sank en klump og løftede hovedet en smule men uden at møde hans blik direkte. En dag så ville hun betræde græsmarker igen, mærke regnen sile frem for blod. På nuværende tidspunkt var hun altid overbevist om at skulle opleve frihed, et standpunkt der dog ofte forandrede sig når legene begyndte. På denne tid begyndte spænding og nærvøsitet at vise dets grimme ansigt, særligt når hun hørte andre snakke om det. Modstanderne blev kun dygtigere for hver gang, og trods hun var dygtig, så var der altid en derude der var bedre end en selv, det havde hun lært allerede i sin tidlige ungdom.
"Skulle mine ord blive for dristige, så påtager jeg mig gerne straffen for det. Vid dog at de samme ord i det mindste altid er oprigtige, jeg kunne aldrig drømme om at skænke Dem en løgn" sagde hun og holdt vejret. En farlig udmelding, men ikke desto mindre sandt. Dengang hun var blevet dømt for tyveri, havde hun erklæret sig skyldig i det samme, aldrig havde hun fortalt en løgn og ville forhåbentligt heller ikke være nødt til det nogensinde.
Mere snak om frihed ville hun ikke bebyrde ham med. Det var et ønske for dem alle, men enhver vidste også at det var nærmest umuligt at opnå.. selv for hende trods de fordele hun havde her. Blidt skubbede hun de mørke lokker over den ene skulder, så hendes nakke var fri og den svage vind der somme tider rørte på sig, kunne køle lidt.

[Deleted]

”Det er en prisværdig indstilling. Det er måske en del af forklaringen på din succes - jeg vidste, du ikke var en middelmådig slave, da jeg så dig på markedet. Og det ser ud til, vi begge har bevist min formodning korrekt siden.”
Cyrenic havde altid haft stor tiltro til sin egen intuition, og det var en af de kvaliteter, han fandt stor stolthed i. Om det var forbundet til hans race og evne, der fulgte med her, eller om det var noget særskilt, det vidste han ikke, men noget måtte det være; i hvert fald lod han til at have en god fornemmelse for den slags. Han forspildte da heller aldrig en mulighed for at påpege dette for sine standsfæller, og benyttede ofte Noemi og lignende investeringer som bevisføring herfor.
Det var forunderligt, hvordan man både kunne være så fri til tider - en mentalitet, som gav indtryk af en meget flyvsk og frisindet person, da hun endnu tog frie åndedrag - og samtidig så underdanig og have så god en forståelse for sin situation og tilstandene omkring sig. De to var jo normalt stærkt kontrasterede, men hun lod til at finde en udmærket mellemvej; og så længe hun betrådte den med måde og omhyggelig påpasselighed, så kunne det føre hende langt. Han havde jo selv haft atypiske styrker og evner, som han havde formået at drage nytte af og udnytte til at fremme og styrke sin position, måske hun kunne gøre det samme. Selvfølgelig på andre måder, da de slet ikke var i samme situation.
Han var dog nok lidt hæmmet af, at han vidste, hvor stor vægt mange af hans artsfæller - ham selv iblandt dem - lagde på sandheden, så han var måske lidt for tilbøjelig til tider til at stole på, at det samme var tilfældet for Noemi. Han vidste jo, hun levede under anderledes forudsætninger, men da han havde levet hele sit liv i de øvre samfundslag, kunne han ikke rigtigt forholde sig til det. Selvfølgelig tog han dog sine forbehold og havde en sund skepsis, men måske ikke nok. Det ville han vel kun finde ud af, hvis hun en dag endte med at forråde ham. Så længe tankerne var i hendes hoved, kunne de jo hverken skade eller afsløres.

[Noemi Meria Galimeus]

Det vakte stolthed at høre ham tale sådanne ord. Den mand der før havde ejet hende, havde næret et stort ønske at skille sig af med hende, han havde været ligeglad med om det var død eller levende, for, for ham havde hun ikke holdt nogen værdi, og nu modtog hun de rosende ord fra den mand hun jævnligt satte sit liv på spil for. "Det glæder mig at høre de ord fra Deres læber, Herre. De er den eneste der så en værdi i mig, og for det er jeg Dem evigt taknemmelig," hun nejede elegant selvom hendes muskler var ømme og ikke indbød til de dybe bevægelser.
Igen rettede hun sig op og sammenflettede sine fingre. Solen var langsomt begyndt at gå ned, det lettede lidt for varmen, og det malede himlen i de smukkeste nuancer, som hun altid havde ladet sig betage af, og oftest betragtede fra sit værelse. "Jeg håber på fortsat at kunne bringe Dem glæde over de sølle mønter du dengang brugte," hendes mørke øjne gled kortvarigt forbi hans. Et blidt smil hvilede på hendes læber, selvom hun hurtigt så bort igen for ikke at udfordre ham.
Cyrenic var en mand langt over hendes standard, med et sind langt mere kompliceret end hendes og en udstråling de fleste kvinder måtte dåne over. Slaverne var ingen undtagelse, ikke hvad hendes erfaring fortalte hende i hvert fald, dog så forsøgte hun personligt ikke at lade sig påvirke af det, det var ikke en ret eller en værdighed hun havde og overhovedet at gøre sig tankerne var i hendes øjne forræderi, noget som hun ikke ville dyrke - nogensinde, ikke hvis hun kunne blive fri for det i hvert fald.

[Deleted]

”Afgiv ikke for vidtrækkende løfter, Noemi - din taknemmelighed løber måske ud, hvis dagen oprinder, hvor du ikke længere er nødt til at titulere mig på denne måde.”
Hvis hun en dag opnåede sin frihed, så nærede han naturligvis et lille håb om, at hun ville kunne se tilbage på denne tid uden had i hjertet, eller i det mindste lægge det bag sig uden nærmere eftertanke. Det ville selvfølgelig ikke betyde noget, han kunne i dag gøre, som han ønskede med hende, og selv hvis hun opnåede frihed, ville hun intet kunne gøre ham. Han ejede hende lige nu, og han var i sin fulde ret til at udøve ethvert ejerskabskrav, han måtte tænke sig. Alligevel var der jo ingen grund til at skabe sig fjender blandt de frie folk af Tayevania, da det blot ville skæmme hans rygte. Selvom man havde retten, behøvede man jo ikke gøre sig kendt som en, der misligholdte sine slaver unødigt.
Han forventede dog ikke i en sådan situation, at hun skulle takke ham for at tage hende som slave i sit hus. Slavebinding sås trods alt sjældent som en nådighedshandling, og slet ikke hos slaven selv - uanset hvor ringe forhold, de så måtte have levet under før.
”Jeg har ingen tvivl om, at du vil fortsætte på denne måde. Købsprisen er allerede for længste gjort til skamme. Havde jeg i dag manden, du før tjente under, ville jeg parradere dig foran ham, som han engang gjorde, så han kunne se, hvilken guldmine han forkastede.” I dette øjeblik talte Cyrenic fuldstændig sandt, om end han ikke nævnte sine motivationer for en sådan handling. Han ville bestemt påpege fejlen i mandens handling, da det kun ville fremhæve Cyrenics formidable evner til at spotte og pleje talent. Og så ville det da være morsomt at overvære hans reaktion. Cyrenic kunne rigtigt se det for sig.
Cyrenic havde aldrig spurgt, om hun havde haft en mand, før hun blev taget til slave. Det havde faktisk aldrig strejfet ham. Han vidste, at slaver jævnligt blev afskåret fra sine familier - forældre, søskende, partnere, børn - og hans egne havde da også for langt størsteparten haft den ene eller anden slags familie, før de blev lagt i lænker. Men den slags kunne han bare ikke lade sig bekymre af, så ville han jo aldrig have tid til andet. Ønskede de virkelig at gense sin familie, så måtte de jo bare gøre sig fortjent til det.

[Noemi Meria Galimeus]

I stille øjeblik, blinkede hun én enkelt gang og stirrede så tænksom frem for sig, inden hun hævede sine nøddebrune øjne til hans ansigt. "Skulle jeg opleve den dag, hvor frihed bliver mig skænket og hvor det ikke længere er min pligt at titulere Dem sådan, selv den dag ville jeg være taknemmelig og skulle mulighed byde sig er jeg end ikke sikker på jeg ville forlade Deres side helt," sagde hun ærligt. Trods han ikke ville kunne sporer en løgn i hendes sind, så var hendes blik blottet, det var ikke lyv, ikke en forvrængning af sandheden, Noemi ville altid forsøge at beskytte ham, en lille pris for det liv han havde givet hende.
Det var hans tro der havde reddet hende fra en langt mere ubehagelig skæbne end døden. Tortur, pinsel.. besudling af hendes krop og uskyld, ting ingen kvinde havde lyst til at forestille sig at skulle gennemgå. Det var nærmest en mirakel at hun endnu havde holdt sig jomfruelig, og så lang tid hun kunne bevarer det således, så var der ro i hendes sind.
Tanken om at være en indtjening var ikke ny for hende, og hun lod sig ej fornærme af det. I stedet vakte det stolthed i hende, at han ikke fortrød sit køb, også selvom prisen for hendes eget vedkommende kunne ende med at blive frygtelig dyrebar. "Den tro De har på mig, vækker stolthed.. og motivation til at fortsætte," tilføjede hun og kastede et blik mod solen. Mange ville mene at hun havde ladet sig hjernevaske for sin hengivenhed til den mand hun kunne kalde for sin herre, men hun var tvunget til at have blind tillid til ham, han ønskede guld og hun ønskede frihed, det ene ledte til det andet, så samarbejde var en vigtig faktor.
"Den dag De købte mig.. på markedet. Hvad fik Dem til at tage valget?" spurgte hun lidt pludseligt. Hun huskede selv hvor udsultet og tynd hun havde været, og så forslået at hun knap havde været i stand til at stå på sine ben, ikke ligefrem tiltalende for en mand som ham, så hvorfor?

[Deleted]

Det var da ikke umuligt, Cyrenic havde før haft frigivne slaver ansat eller som en del af sit følge enkelte gange i løbet af sin levetid, men det var måske fordi, de der formåede at opnå sin frihed, var de der havde udmærket sig i særlig grad og udvist en usædvanlig loyalitet allerede som slave. Den slags var trods alt ikke helt let at foregive, så de, der var mindre tro, levede nok ikke længe nok til dette. Under alle omstændigheder var det noget, han måtte forholde sig til, når det blev relevant.
Hvordan det ændrede ens liv og væremåde at blive taget til slave, kunne Cyrenic ikke forestille sig. Sandt at sige havde han nok aldrig forsøgt, men det var tvivlsomt, han ville være i stand til det alligevel. De havde begge hver sine kampe at kæmpe, hver sine drivkræfter og drømme for fremtiden. Han kunne jo i højere grad tillade sig at påtage sig ambitioner, der strakte lidt ud over sig selv, da han ikke som hende var nødt til at kæmpe for sit liv og helbred hver dag. Alligevel ville han dog nok altid vælge sig selv og sin familie i sidste ende, hvis det skulle komme til et sådant ultimatum, om end nationen også var vigtig for ham.
Han havde ikke forventet hendes spørgsmål. Han havde da naturligvis fået det et par gange fra folk i sin egen kreds, da de ikke forstod hans valg. Hun havde ikke set ud af meget, og trods den lave pris, havde det syntes tvivlsomt, at hun var den værd. Han havde da afgivet forklaringer for sin beslutning, men aldrig været særlig konkret. Han havde altid forholdt sig en smule kryptisk og tilbageholdende. Han tvivlede på, de ville forstå. De var nok mere vant til at tænke på en lidt anden måde, end han havde gjort den dag. Hans valg var ikke drevet af fornuft og realistisk vurdering af produktets daværende værdi, men derimod intuition, fornemmelse og følelsen af et potentiale udover det, han så den dag.
”Jeg mente, du havde potentiale. Jeg så noget i dig… Måske det blik, du havde - du syntes ikke at have givet op, på trods af, hvad han havde gjort ved dig. Jeg følte en vilje til at leve, til at blive til noget. Jeg ved ikke, hvad der drev den beslutsomhed, det tror jeg kun du selv gør. Men jeg er sikker på, det stadig er det samme, som driver dig i dag dybt inde. Og så længe, du holder fast i det, så kan du nå uendelige højder.”
De fleste af hans klassefæller havde nok ikke brugt tid på at forklare sine valg til en slave, men hun var en af hans mest betroede, og han syntes, hun havde gjort sig fortjent til en forklaring, selvom han kun delvist kunne give en.
”Det var et sats - jeg kunne have taget fejl og tabt det hele på gulvet, men det lader til, at jeg gjorde ret i det. Jeg føler, at mødet med dig var en positiv og udbytterig udvikling, jeg håber, at du har haft en lignende oplevelse.”

[Noemi Meria Galimeus]

Cyrenic værnede om hendes liv. Jovist lod han hende kæmpe arenaen med risiko for at døden blev en følge af det, men hvis hun en dag kunne se ham i øjnene som en ligeværdig, så ville hun værne om hans liv som han havde værnet om hendes. I Noemis øjne var det kun rimeligt med henblik på hvad han gav hende her. Naiv ville mange kalde hende, hjernevasket, manipuleret af sin herre.. der fandtes mange udtryk, taknemmelig var det hun selv foretrak.
Hun så bort men lyttede intensivt til hans ord.. hvert et ord og huskede tilbage på dagen. Bundet på hænder og fødder, forslået og ydmyget, knap en enkelt kobbermønt værd i virkeligheden. Det gjorde hende stolt, at hun havde bevist sit værd om ikke andet, så overfor ham. "Taknemmelighed for at skænke mig et ærligt svar, Herre," hun fugtede sine læber og vendte blikket mod hans hals for at undgå øjenkontakt.
"Den ilterhed var drev af en stædighed og et behov for at vise verden at jeg var mere end blot en sølle slave. Den var drevet af viljen til livet, til at opleve endnu en solnedgang som denne, og drømmen om en dag at kunne leve det liv jeg var ment til. Det er ej en flamme der brænder ud så lang tid solen fortsat står op," svarede hun og så med længsel på den røde sol der var gået helt i skjul og havde gjort klimaet mere tåleligt.
Himlen var langsomt begyndt at antage en drømmende blå farve, frem for de røde og orange nuancer. Det var bare endnu en dag, i morgen stod solen op igen.
"Jeg ved at De næppe ser mig som en person, men jeg var engang en anden kvinde, og hende har jeg mistet i dette. Om det er en positiv eller negativ udvikling, har jeg endnu ikke vurderet," svarede hun og så ned med en blanding af ærgrelse og skam. Den uskyld hun engang havde haft, den blidhed og rummelighed, var blevet ersttatet med behov for sejr, med egoisme i hvert fald i arenaen og med naive drømme der formentlig aldrig ville se dagens lys som hun hver dag håbede hun på at få at se bare endnu engang.

[Deleted]

”Ærlighed er den reneste sti. Uærlighed brolægger vejen til korruption.”
Cyrenic var måske mange ting, ikke de alle nødvendigvis gode, og han var skruppelløs, når det angik hans og familiens fremtid, så ville han gøre noget nær hvad som helst. Alligevel følte han altid, uanset hvad han foretog sig, at han gjorde det bedste for Tayevania. Det var i hvert fald, hvad han bestræbte sig på. Nationen og folket var det, ud over familien selv, som stod ham nærmest, og han var meget stolt af de fremskridt, de havde gjort førhen og ønskede, at de skulle fortsætte på samme vis. De var den ledende nation inden for kulturel og teknologisk udvikling, og dette skulle ikke ændres.
En helgen med uendelig omtanke og empati for andre mennesker var og blev han dog aldrig. Han kunne slet ikke forestille sig et liv uden slaver, eller et samfund uden, og når Noemi engang blev sat fri eller døde, ville en anden blot tage hendes plads. Om denne ville have lige så stor betydning, vidste han ikke, men der ville altid være mindst et par slaver i villaen, det var helt sikkert. Hans barmhjertighed på dette område strakte sig til at give dem nogenlunde leveforhold, for en slaves standard, men så heller ikke meget længere. Det var bare sådan, samfundet var opbygget, og der var intet, nogen af dem kunne gøre ved det. Så simpelt var det i hans øjne. Ingen store revolutioner, ingen evolutionære politiske reformationer eller omvæltninger var nødvendige. Det var måske ikke et perfekt samfund i hver eneste lille krog, men det fungerede, og det var bedre end de barbariske alternativer.
”Du har i hvert fald bevist, at du ingen gemen slave er. Du rejser dig allerede over dine fæller. Fortsæt med at tildele din flamme ilt, og du vil klare dig.”
Det glædede ham, at hun følte, at hendes motivation og engagement til ikke kun at overleve, men også leve. Det ville kun være positivt for dem begge i sidste ende, så længe hun forblev loyal i hvert fald. Han syntes dog ikke selv, han gav hende årsag til at forråde ham, så det var ikke en bekymring, han havde.
”Samfundsordenen tillader mig desværre ikke at regne os på lige fod. Men det er beklageligt, at du har mistet hende, du var før, i det liv, du er blevet pålagt. Det er desværre ikke en sjældenhed. Jeg vil dog bede til, at du genfinder hende, eller en ny, som du kan kalde dig selv med ærligt hjerte. Tiden vil afsløre, hvorvidt det vil være tilfældet.”

[Noemi Meria Galimeus]

"Ikke alle ville tale sand tunge overfor en simpel slave og i særdeleshed ikke en, der ikke ville kunne sporer løgnen," hun bed sig i den bløde underlæbe og satte en hånd i siden. Hun var udmattet og burde finde hvile snart, men hun fandt det sjældent at Cyrenic brugte værdigfuld til på at tale med hende, hvilket kun var rimeligt, men dog en mulighed som hun ville udnytte.
"Tror De? En brændende flamme vil måske ikke være nok til at holde mit hjerte bankende. Hævet over andre slaver eller ej." et let smil passerede hendes læber, et sjældent syn i disse tider. Det bort vaskede blot på hendes hænder og hendes krops styrke og muskelmasse, fjernede en stor del af det der ellers var anset som værende en smuk kvinde, men hendes smil lod hende mindes den skønhed der gemte sig bag rustningen.
Hun foldede hænderne foran sig, og tog et forsigtigt skridt i hans retning. Hendes blik var endnu dalende, betragtede sandet for hendes nøgne fødder.
"Selv den dag miraklet skulle ske, og jeg kunne kalde mig for en fri kvinde, selv den dag ville jeg ikke bede Dem om at anse mig som værende en ligemand. De anerkender med Deres ord, det faktum at jeg ikke blot er en genstand men ejer af en sjæl ligesom enhver anden vandrende på denne jord. Det er nok for mig," hun bukkede hovedet og lod sine tæer glide gennem sandet så tilsvarende spor blev skabt i den glatte bevægelse. Mørket var ved at trænge sig på for alvor og selv heden var begyndt at falme nu.
"De burde syge ly, herre. De har allerede brugt alt for megen af Deres værdigfulde tid på ligegyldige snakke med en slave der end ikke fortjener Deres selskab," hun nejede elegant. Duft af mad havde bredt sig hvilket fik hendes mave til at knurre, kun for at blive ignoreret ligesom den gjorde stort set hver dag, frem til resterne blev serveret.
I det mindste kunne Cyrenic brødføde sig selv og hele huset, men han havde trods alt heller ingen kone eller børn der ligeså krævede del i det. For nu var det til deres fordel, men Noemi vidste også at dagen formentlig ville komme hvor andre ligeså ville kunne koste rundt med hende og måske udnytte det mere end det som han til nu havde gjort.

[Deleted]

”Du er en slave, du er ikke simpel.” Det var på ingen måder passende at tale sådan med en af sine slaver, det vidste Cyneric bedre end nogen. Alligevel generede det ham dog ikke, det var de andre blandt overklassen, som sammen med ham formede sædvanen, men dette nægtede han at lade sig begrænse af. I offentligheden opførte han sig passende og korrekt, og det samme gjorde han for størsteparten, når han var hjemme, men på tomandshånd med én, som han havde tillid til og vidste, havde ting at byde på, som i nogle henseender strakte sig ud over det sædvanlige, der ville han til enhver tid gøre, som hans intuition og rationale bød ham.
”En flamme, et hjerte, en dronning, en slave… Med den rette næring og en grund til at fortsætte, kan man nå langt.”
Hvordan de hver især hierarkisk stod i forhold til hinanden, det var altafgørende i de fleste sammenhænge, men lige i denne gjorde det ingen forskel. En slave med tilstrækkelig drivkraft kunne nedlægge en kriger eller konge uden motivation, men uden en grund til at kæmpe, ville de alle falde på lige fod. Cyrenic havde for umindelige tider siden valgt at dedikere sine anstrengelser til sin familie og nations ære. De fleste slaver lod til at kæmpe for overlevelse eller tanken om frihed. En hel del af hans klassefæller lod sig drive i høj grad af rigdom eller omdømme. Hver især havde de en drivkraft, men uanset formen, så var betydningen og effekten den samme.
Cyrenic havde aldrig tænkt meget over den kvinde, Noemi havde været før, hun kom hertil eller før, hun blev lagt i lænker første gang. Det var vanskeligt at forestille sig, hvis han forsøgte. Da han så hende første gang, var hun udsultet og forslået. Nu var hun mærket af årerne med fysisk arbejde, hård træning og de brutale kampe i arenaen. Ingen af disse tilstande portrætterede med stor nøjagtighed den kvinde, som han tænkte sig, hun måtte have været førhen. Om hun nogensinde ville vende tilbage dertil, hvis han satte hende fri, det var umuligt at sige. Hun var da bestemt en køn ung kvinde, det var der vist ingen, der modsagde sig, men hun var trods alt et godt stykke, både fysisk og mentalt, fra de elegante, pompøse nips, som udgjorde idealet for en kvinde af hans stand. Disse behøvede dog ikke nødvendigvis være bedre af udelukkende den grund, og var bestemt ikke fejlfri. Han huskede endnu forældrenes første forsøg på at få ham afsat. Jo, de havde da fundet en passende partner, og det havde da gået glimrende i begyndelsen op til planlægningen af vielsen, men hun havde jo også vist sig at have sine udprægede mangler. Så besværligt, som det indtil nu havde vist sig at være, begyndte han nogle gange at undre sig, hvorvidt det overhoved var besværet værd. Alligevel kunne han jo ikke komme uden om, at han før eller siden måtte finde en passende hustru, så han kunne få frembragt nogle arvinger, det var trods alt en af de ting, der forventedes af ham. Og det var da også planen, men det lod bare ikke til at være en let opgave at finde en, som passede ham.
”Dit selskab er ingen byrde, men en velkommen gave. Dine råd og perspektiver er værdsatte… Men tiden er ved at løbe bort fra os - vi har begge ting at se til, steder at være.”

[Noemi Meria Galimeus]

Denne gang så Noemi forbavset op, og mødte uden omtanke hans blink som hun fastholdt i det der føltes som et langt længere øjeblik det var igen. Hun blinkede og så lidt forvirret væk, velvidende om at det havde været langt forbi grænsen.. ligesom hans ord. Han anså hende ikke for værende simpel? "De færreste skelner ikke mellem en slave og det simple. Jeg beklager, det overraskede mig blot at høre Dem sige det. De har ret. Tak," hun fugtede sine læber med et sølle strejf fra tungespidsen og lod hans ord runge lidt i hendes ører, i et forsøg på at vurdere om hun rent faktisk havde hørt rigtigt.
De fleste hadede deres ejer, deres herre. Noemi lod sig inspirere af sin. Mange kunne lære af ham, desværre så mødte han ofte megen modstand rent politisk. Forhåbentligt ville Tayevanias folk snart få øjnene op for hvad han mente. "De har ret. Vi er trods alt alle gjort af det samme materiale, nogle blot mere heldige end andre. Jeg kæmper til den dag De sætter mig fri, derefter kæmper jeg endnu mere for en helt anden sejr," et lille smil listede sig hen over hendes læber. Hun måtte bevarer troen, svandt den bort havde hun ej længere nogen grund til at skulle kæmpe for livet, hvilket nok var det største tabt et menneske kunne lide.
I slavernes øjne var Cyrenic en mand der havde det hele, men hun havde somme tider spekuleret på om han nogensinde var ensom. Det lod ofte til at arbejdet var det eneste han havde, og hun vidste at det alene ikke var nok til at bevarer gejsten. I det mindste havde hun drømme og en far der ventede på hende.
"Det glæder mig at det ikke er tom snak, Herre," hun bukkede hovedet før hun vendte blikket inden for. "Tiden vil forhåbentligt snart unde os endnu et øjeblik til at værdsætte hinandens tilstedeværelse. Indtil da må De have en fortsat god aften," hilste hun men blev stående hvor hun stod så han først kunne vende ryggen til. Det ville være skamløst af hende at vende ryggen til ham og afvise på den måde!

[Deleted]

Cyrenic mærkede hendes øjne fastlåst på sine, meget ualmindeligt blandt slaver og herrer - det var ikke passende - men han kommenterede det ikke eller straffede hende for det. Normalt blev den slags ikke tolereret, men hans egne ord og handlinger var til tider heller ikke passende mellem en herre og en slave, og han vidste jo, at hendes blik ikke havde været i trods. Dette påvistes også kort efter i hendes forklarende og undskyldende tone, da hun igen slog blikket ned.
”De færreste skelner mellem en slave og simpelthed..” istemte han, da hun jo helt havde ret, ”Ligesom de færreste tillægger slaver ligeligt krav på menneskelighed og besjæling. Men det er også de færreste, der besidder min tilgang til slave administration. Men på baggrund af min succes, må det jo antages, at jeg gør noget rigtigt.” Succes var vist ikke for stærkt et ord. Han ejede trods alt nogle af de slaver af højst kvalitet, det bedømte han i hvert fald selv, og med størst loyalitetsbaggrund. Samtidig sad han på både øens regerende råd og besad en større familieformue og betydelige aktiver og forretninger spredt ud over øen. Hvis ikke det betød, at han havde haft succes, så havde han heller ikke behov for det.
Cyrenic havde aldrig følt sig truet eller frygtet for sin position i samfundet. Det gjorde han på sin vis stadig ikke, om end han dog var noget betænkelig ved den nylige udvikling i forhold til de andre lande. Cyrenic ønskede intet at gøre med omverdenen, de havde intet at gøre i deres verden, og han havde intet ønske om at være en del af deres. Nej, det var langt bedre blot at forholde sig adskilt. Han fandt sig sel vi perioder overbevist om, at de blot planlagde at vade ind og stjæle deres teknologi, rigdomme, kultur, og alt det andet, de havde kæmpet og arbejdet for i umindelige generationer. Men hvis de ville fratage ham sin ejendom og sin magt og indflydelse, så ville han lade dem kæmpe for det. De ville ikke afsætte ham uden kamp - det ville ingen.
Egentlig havde han ikke noget imod disse øjeblikke. Så længe han talte med hende, var han i det mindste i stand til at abstrahere sig fra disse tanker. Villaen var blevet tom siden hans forældre døde, og de yngre søskende var blevet sendt væk til at leve hver sit liv. Han kunne ikke lide at tænke på sig selv som værende ensom, men det var vel nok sådan, mange ville opfatte det, hvis de kendte ham og kendte til hans vaner. Men måske var det det, der havde tilladt ham at stige så højt i samfundet? Hvis ens primære fokus lå på arbejdet, så havde man jo muligheden for at nå langt højere, end de, der var konstant distraheret af alverdens ting.
”Jeg vil se frem til den tid. Disse øjeblikke er altid udbytterige.”
Han kastede et sidste blik op mod himlen over sig, inden han undte Noemi et sidste smil og vendte sig mod villaen for at se til de sidste ærinder inden natten og den nye dag ville trænge sig på, efter han havde taget sin afsked for nu.
”Jeg vil sende bud efter dig, hvis behovet opstår - men jeg forventer ikke at få mere brug for dig i aften. Godnat.”