Under the sun

[Noemi Meria Galimeus]

@cyrenic

____________________________________________________

Solen stod skarpt på en skyfri himmel. Overalt i Galarions gader, kunne man høre fugle synge med smukke toner i de grønne trækroner, trods klokken nærmede sig aften. Det var der ikke nogen der bemærkede med mindre de holdt et øje på tiden. Det havde været en af de rigtig varme dage, og heden havde tvunget mange indendøre eller ned på badeanstalten hvor de alle kunne køle ned.
Dette var ikke en glæde som Noemi tog del i. Fuglenes sang var bare blevet til ligegyldig baggrundsstøj og sveden på hendes eksotiske hud, skyldtes ligeså meget træning som det skyldtes varmen.

Hun lagde sværdet fra sig og prustede lidt stakåndet. I skyggen fra villaen, stod en spand vand, som hun søgte imod. Hun lagde sig på sin knæ, og formede hænderne som en skål for at fylde dem med vand. Det var allerede blevet lidt lunket, men var alligevel frygtelig behageligt og nedkølende.
Det sidste vand lod hun løbe ud mellem sine fingre, inden hun i stedet klaskede lidt op i ansigtet og lukkede øjnene for at nyde følelsen.
Der var ikke lang tid til legene ville begynde igen, og det krævede at hun var i topform. Hver dag var en kamp om overlevelse, så at sidde her i smukke opgivelserne, med solen bagende på hendes mere eller mindre nøgne hud, var i sig selv et øjeblik at værdsætte, selvom mange flygtede fra det.

Igen rejste hun sig og gik ud i solens hede igen. Cyrenic burde snart være tilbage. Sjældent giver slaver op i den slags, men Noemi var en af de heldige der havde en herre, som hun anså baggrund for at kæmpe for. Han lod hende bevarer en del af den frihed som hun var blevet frarøvet, og lyttede til hende i mange henseender og hun følte sig tilpas i hans selskab.
Vandet var næsten tørret ind, lige med undtagelse af et par af de sorte lokker. Hun bukkede sig efter sværdet igen, og gav sig atter i krig med et par elegante sving, bare for at udnytte tiden lidt.

[Deleted]

Han kunne naturligvis ikke bare misligholde sine pligter, fordi han ikke gad bevæge sig rundt udenfor, men heden var bestemt ikke blandt Cyrenics favoritter, særligt i dag. En mand af hans stand forventedes at klæde sig på en bestemt måde, og denne var ikke til at tilpasse klimaet - så mens de mere eller mindre afklædte slaver havde det varmt, kunne han kun have det varmere. Han havde derfor hele tiden, mens han havde været ude, set frem til at komme hjem til villaen, hvor han ikke ville være så udsat. I det mindste fik han den lejlighedsvise pause fra solen, når han for eksempel befandt sig i rådspaladset eller andre bygninger, som skyggede for dens varmende stråler.

Tayevanias civiliserede og teknologisk sofistikerede samfund var en af de ting, han altid havde fundet stor ære og glæde i. Han kunne end ikke tænke sig, hvordan det måtte være at leve blandt barbarerne i de andre lande - i hvert fald sådan, som han forestillede sig det - og han havde bestemt ikke i sinde at finde ud af det. Selvfølgelig kunne det da heller ikke være meget bedre at leve her som slave, men det var heller ikke noget, han tænkte over i hverdagen. Slaverne ansås jo ikke som ligestillede, og for størsteparten havde han ingen - eller meget lille - interesse for dem og hvad de nu engang tænkte om tingene. Der var selvfølgelig undtagelser, inden for rimelighedens grænser, men de var få.

Slaven, han havde medbragt på sin tur til byen, var travlt optaget af at forsøge at skygge for Cyrenic, så han ikke skulle lide unødigt under solens varme.

Da Cyrenic endelig havde fået alle sine affærer på plads for denne gang, tøvede han ikke med at sætte kursen hastigt tilbage mod villaen. Turen var ikke uoverkommeligt lang, men føltes noget længere og mere møjsommeligt i den varme, fugtige luft. Alligevel blev den tilbagelagt, og annonceringen af herrens hjemkomst rungede snart gennem gange og sale, båret i hvisken fra en slave eller vagt til den næste.

Han gav sig et øjeblik til blot at nyde stentagets velsignede skygge, inden han tog sig noget vand for at blive nedkølet lidt. Nu var han hjemme og ved behagelig temperatur nok engang, og klar til at fortsætte dagen.

Da han nærmede sig, blev det på lyden klart, at Noemi stadig var ude og træne. Det var en konstatering, der bragte ham stor tilfredshed. Hun var blandt de mest ivrige og pligtopfyldende blandt slavebestanden, og hun var nødt til at være i bedst mulig form, når det snart var tid til, at hun skulle i arenaen igen.

Han stillede sig ind i skyggen af gårdspladsen og betragtede hende, mens hun trænede. Hendes krops elegante, smidige, men samtidig kraftfulde bevægelser var altid en fryd at overvære. Hun havde bestemt været pengene værd. Allerede havde hun tjent hans investering ind adskillige gange, og hun tjente ham endnu upåklageligt. Hun var blandt de få blandt slavestanden, som han følte det værd at lytte til i nogle situationer.

[Noemi Meria Galimeus]

Blot få øjeblikke efter at være kølet ned, begyndte det tynde lag sved igen at lægge sig som en hinde på hendes mørke hud. Heden var ulidelig, men stoppede ikke en kamp i arenaen, med andre ord var det et af de forhold som man måtte forudse kunne ske ganske snart. Heldigvis var hun blandt de heldige, hvis klæder var nærmest ikke eksisterende. I og med det kun var træning, var hun iklædt en let kjole, der kun dækkede det mest nødvendige, resten var blottet til fri skue, hvilket efterhånden også bare var blevet en naturlig del af livet. Hendes far ville stejle hvis han så det, men den mand var langt væk, og ventede på hende den dag hun forhåbentligt ville formå at kæmpe sig fri af disse lænker.
Cyneric var ej den værste herre at have, slet ikke i forhold til hvad hun før havde prøvet, men når det var sagt, så var han stadig en autoritet, hvis hænder holdt hendes skæbne.

Noemi kløvede luften med et selvsikkert sving med sværdet og lod spidsen dyppes i sandet for hendes fødder, der skiltes og mere skete der så ikke rigtigt ved det. Dette havde stået på i flere timer efterhånden, hvilket kunne mærkes på de ømme muskler der længtes efter bare at give efter og finde hvile, men arenaen var jo ikke langt væk, og hun var nødt til at bringe Corentin alt den ærer hun overhoved formåede. Trods hendes krops klager, hævede hun igen sværdet og stønnede aggressivt da hun gentog et par sammenhængende sving. Selv med et tungt sværd i hånden var hendes bevægelser glidende og smidige, visse fordele skulle der jo være i at være en kvinde.

Noemi lod sig opsluge så meget af de ellers hurtige rygter, om deres herres hjemkomst, gik hende forbi. Mange af hans andre slaver gad desuden slet ikke besværer sig med at fortælle hende det, mange af dem misundte den lidt anderledes behandling hun fik i forhold til dem. Det tog hende ganske lang tid overhovedet at bemærke de øjne som hvilede på hende fra skyggerne. Det var først da åndenød igen i heden, tvang hende til at stoppe for et øjeblik. Hun satte en hånd i siden og forsøgte igen at få vejret, da hendes nøddebrune øjne tilfældigt rettede sig mod skyggerne og mødte hans blik i et splitsekund, før hun bevidst slog det hen igen. Som slave kendte hun sin plads, og ej var hun hans ligemand. "Herre.. De er tilbage. Var Deres tur ind til byen fornøjelig?" spurgte hun høfligt og fik langsomt styr på hendes åndedrag igen.

[Deleted]

Cyrenic var erfaren i kunsten at håndtere slaver, og vidste derfor, at der kunne være risici forbundet med at sætte nogen af dem højere eller lavere end gennemsnittet - slaver var simple væsener, og misundelse voksede hurtigt blandt dem, hvis ikke de blev holdt tilstrækkeligt beskæftiget. Hvis du gav den ene hund en rigelig portion kød og sultede de andre, ville de jo også gøre udfald. Dog vidste slaverne lige så vel, at det ville medføre alvorlige konsekvenser for dem at rejse sig mod sin herre, og derfor holdt de sig i skindet. Alligevel gjorde han sig umage med at holde en vis balance imellem bestanden og gøre det klart jævnligt, hvilken stand de tilhørte, selv de blandt dem, som han måske udviste en vis præference for til tider. Samtidig var han dog heller ikke det mindste i tvivl om, at Noemi sagtens ville kunne sætte de mere gemene slaver på plads, hvis de skulle protestere mod hende. Hun var trods alt trænet i gladiatorkunsten, mens de fleste andre var husslaver eller deslige.
Cyrenic havde endnu ikke ovevejet at lade sig skille med Noemi, hun var en alt for stor kilde til indtægt og ære til dette; dog havde han før frigivet enkelte af sine slaver, og det var ikke utænkeligt, at hun kunne have en lignende fremtid i vente - om end udsigterne kunne synes lange, især for en slave.
”En tur mere affødt af pligt end af lyst - I dagens hede trækker villaen stærkere end indenbys fornøjelser.” var hans simple svar. Som sandt var, så var mange af hans ærinder i løbet af dagene i høj grad drevet af diverse pligter og nødvendigheder, selvom han da også tog adskillige fornøjelsesture. Der var trods alt fordele ved at være af hans klasse og stand frem for de lavere samfundslag; og heldigvis kunne en del af hans pligter udliciteres til andre.
”Jeg formoder, at træningen er gået gnidningsfrit?” I dette tilfælde mente han naturligvis på nær det noget ugæstfri klima, som jo ikke kunne undgå at være en hindring. Dog var det en, de ikke havde kontrol over, så der var ikke meget at gøre ved det udover at forsøge at klare sig igennem på trods. Desuden var de vel bedre at ære svedig end død - og i hendes situation kunne det meget vel komme til en sådan skillevej. Hendes overlevelse var direkte forbundet med og afhængig af, at hun trænede, da alle de andre også ønskede at leve; og de var hver især i vejen for den andens mål.

[Noemi Meria Galimeus]

Sølle slaver, det var hvad de var allesammen. Noemi var klar over hendes stand trods Cyrenic ofte gav hende lov til at tale hendes ærlige mening, det var trods alt heller ikke altid han lyttede til det. Ønsket om en dag at kunne vende hjem var stærk, men alligevel så var det at ærer dette hus, blevet så implementeret i hende, at det ikke kun handlede om at overleve endnu en dag, men ligeså meget om det tilfredse blik, den helt særlige gnist der opstod i Cyrenics øjne, så hun så op på ham efter en sejr.
Hendes hænder foldede hun roligt foran sig, og holdt blikket rettet mod sine fødder, der havde sat spor i sandet under hende. Hun nikkede forstående og mærkede hvordan solen brændte på hendes skuldre, der dog ikke var yderligere påvirket. Hendes mørke hud gjorde hende mindre modtagelig for solens varme i den forstand. "Det kan jeg forestille mig," svarede hun sagte og fugtede sine læber med tungespidsen, kun for at fange den salte smag som hendes anstrengelser havde efterladt.
Uden at bøje i knæene, bukkede hun sig ned og fangede sværdet, kun for at hæfte det fast i sit eget bælte. Det var en ærer at han havde skænket hende det, en stolthed også med tanke på at hun var en simpel slave. "Den er gået ganske glimrende. Jeg manglede dog Deres tilstedeværelse, den mand De gav mig måtte bukke under efter alt for få minutter og siden har jeg forsøgt på egen hånd," fortalte hun ærligt. Den unge mand lå nu oppe på et af værelserne og blev behandlet for et lidt uheldigt sår ved skulderen. Desværre lod Noemi sig ofte rive lidt med, netop fordi alle ønskede at overleve og hun var nødt til at være bedst blandt dem allesammen, mand som kvinde, oftest mænd, hvilket somme tider var en svær lige at have med at gøre. Derfor var Cyrenic den bedste modstander, og mange ville se skævt til ham for overhovedet at deltage i den slags træning, men sandheden var, at tanken om at gøre ham ondt, bevidst vel og mærke, aldrig havde passeret hendes tanker.

[Deleted]

En ting, der ofte var en mangelvare hos gladiatorer, nok på grund af deres ofte vilde natur og hverdagen i arenaen, var disciplin og ydmyghed. Dette have aldrig været et problem med Noemi, i hvert fald ikke med Cyrenic. Han tolererede dog ikke ulydighed eller udisciplineret opførsel, så de slaver, der opførte sig således, blev hurtigt stærkt afrettet eller solgt. Den slags skabninger forbedredes aldrig, hvis ikke man fik gjort noget ved det tidligt, og hvis først det var for sent at omforme dem, så så han ingen anden vej end sælge dem; der var ingen mening i at spilde tid på et håbløst tilfælde, når man kunne gå ud og købe noget bedre.

”Det var skuffende. Jeg skal sørge for, at du næste gang, jeg tager til byen, vil få en mere passende sparringspartner.”

Cyrenic var ikke typen, som lod andres holdninger gå ham på. Selvfølgelig satte han sit ry højt, men hvis folk talte skidt om ham, blev han ikke utilpas eller usikker, men sørgede blot for at lukke munden på dem, på den ene eller anden måde. Han vidste, at nogle af de ting han gjorde, var ukonventionelle, og nok kunne fremtvinge et rynket bryn hos de fleste i hans stand. Dette gik ham dog ikke på, da han vidste, at kun få ville vove at udtale ret mange skældsord i samme sætning som hans navn.

Normalt involverede han ikke sig selv i gladiatorernes træning, det var trods alt ikke en passende aktivitet for en som ham, og han havde rigeligt andre ting at tage sig til. Alligevel brød han i særlige forbindelser denne skik og tog en særlig interesse i enkelte af hans kæmpere. Han havde trods alt evnerne, han var selv blevet oplært af sin far - og senere en ekstern lærermester - naturligvis ikke i gladiatorkunst, men i sværdfægtning og bueskydning, og med så uendeligt mange års erfaring, som han havde, så havde han jo endnu en del at lære fra sig. Og i sidste ende ville det kun være til hans fordel, da det jo var ham selv, der havde investeret i dem. Desuden ville han aldrig lade andre diktere, hvad han foretog sig i sit eget hjem.

Han huskede da også de skeptiske blikke, da han første gang indviede nogen i sin beslutning om at lade Noemi bære våben uden for arenaen. At væbne en slave var så godt som uhørt i deres kultur. De kunne jo have al mulig grund til at ønske at se sin herre død, selvom de så ville være hjemløse og uden mulighed for at brødføde sig selv - i det usandsynlige tilfælde, de skulle formå at slippe levende væk fra stedet bagefter. Normalt var den slags dog ikke et stort problem, da han sædvanligvis blot kunne spørge slaverne lige ud, om de havde i sinde at forråde ham. Forsøgte de så at lyve, ville han straks vide det. Med hende var dette dog ikke en mulighed, da hun var af hans egen art. Måske dette havde påvirket den usædvanlige tillid, han lod til at have til hende, var uklart. Sikkert var det dog, at hun allerede havde haft uendelige muligheder for at gøre udfald mod ham siden hun flyttede ind i villaen, hvis hun ønskede.

[Noemi Meria Galimeus]

I dette land var man til dels herre over sin egen skæbne. Noemi var en kvinde af mange holdninger som hun gerne delte, men hvis Cyrenic tegnede grænsen op for hende, så holdt hun sig bag linjen, for i sidste ende blev hun jo straffet på lige linje med alle andre, og der var absolut ingen grund til at gøre tilværelsen hårdere end den allerede var. Hun kørte håndryggen over sin pande og fangede de tydelige sveddråber. Hvad hun dog ikke ville give for et iskoldt bad lige nu, også selvom hun med årene, var begyndt at kunne lide følelsen af ømme muskler og en fugtig krop. "Tak Herre. Jeg ville værdsætte det. Legene nærmer sig, og jeg ønsker at bringe Dem og Deres hus ærer og stolthed," sagde hun med en tone præget af den vilje hun havde. Idet hun sagde det, gled hun ned på sit ene knæ og bukkede for ham, som symbol på fuldkommen hengivelse.
De små sandkorn borede sig op i hendes knæ, en smerte som hun bevidst ignorede, det var kun en ringe appetitvækker på en smerte der ville blive større når først hun stod i arenaen igen. Hendes mørke hår faldt ned omkring hendes ansigt, tynde lokker klistrede sig fast til hendes fugtige hals, hvor man svagt kunne ane den hurtige puls, som træningen allerede havde givet hende.
"Er der noget jeg kan gøre for Dem Herre? Ellers ville jeg gerne anmode om lov til at vaske mig," sagde hun endnu med blikket for sine fødder. Det måtte være nok for i dag, hun skulle trods alt vogte sin styrke til i morgen hvor der igen ventede hende mere træning. De bedste var når Cyrenic selv deltog, hvilket ikke skete ofte længere, men han havde meget at se til på den politiske front, og var slet ikke værdig til at mænge sig med sine slaver på den måde. Alligevel håbede Noemi egoistisk, at han en dag ville finde tiden, fordi hans hånd var den eneste der kunne give hende den udfordring som hun havde brug for. De sølle slaver der blev bedt om at indtage den plads, var ikke det halve af dem som hun blev stillet overfor foran alles øjne i arenaen, men hun ønskede ej heller at udvise utaknemmelighed ved at påpege det for ham. Havde det ikke været for ham og dette sted, så havde arenaen allerede slået hende ihjel og ellers så havde den herre der før havde ejet hende, Nej hun følte at hun skyldte Cyrenic alt hvad hun overhovedet var i stand til at give ham.

[Deleted]

Noemis agtpågivenhed og respekt var yderst tilfredsstillende, og hun lod til at have trænet flittigt i dag, så Cyrenic så ingen grund til, at hun ikke kunne tage et afbræk nu. Han nikkede og gjorde en gestus der viste, at hun havde hans tilladelse.
Mens han betragtede Noemi i sit foretagende, begyndte hans tanker at vandre.
Cyrenic havde altid haft det glimrende, som tingene var. Han havde en ganske stabil og behagelig position politisk, stadfæstet af familienavn, rigdom og personlig snilde. Få var i stand til at udfordre hans position, og færre havde grund til det. Han havde ingen udsigter til at skulle være nødt til at udføre fysisk arbejde for at overleve. Kunne det blive meget bedre?
Alligevel havde han haft en del at tænke på i den senere tid, da der var begyndt at komme snak om relationer til Procias og Dvasias, da disse nu var begyndt at blive opmærksomme på Tayevanias eksistens. Selve diskussionen, den blotte forestilling om, at dette skulle blive en realitet, skabte røre og harme i Cyrenic. Han selv havde ingen tvivl om, hvad hans holdning var, og han sikrede, at resten af rådet heller ikke tvivlede; de skulle under ingen omstændigheder indlede kontakt med disse lande, der skulle optegnes og opretholdes en klar grænse imellem dem, og ingen og intet bør krydse denne - herunder handelsvarer! Den fremmede indflydelse ville påvirke deres eget land og kultur i en retning, som Cyrenic ikke ønskede. De var langt foran disse lande, og skulle forblive således.
Selvom det kunne virke som bagateller i begyndelsen, frygtede Cyrenic, at det ville ende ud i fatale konsekvenser for deres kultur og traditioner, som han vægtede så højt, og han var ikke villig til at løbe denne risiko.
Endelig fik han sig løsrevet fra denne forstyrrende tankerække og slog fast, at han måtte lade sig distrahere fra disse overvejelser. Han ønskede ikke at beskæftige sig med dette spørgsmål lige nu, da han trængte til en pause fra den slags, om end kun for en kort stund. Han kom nu i tanker om, han skulle have sendt et sendebud til Amatus i Ithanae for at få en statusopdatering om tilstandene der. Hanmåtte huske at minde sig selv om dette senere, når han følte for det. Det var ikke en hastesag, så det kunne godt vente et par timer. Det var dog ved at have været et stykke tid siden, han sidst havde hørt derfra, og han var jo nødt til at holde sig ajourført med familiens gøren og laden. Det var trods alt ham, som familieoverhoved, der havde det overordnede ansvar, og havde finansieret en del af det selv.

[Noemi Meria Galimeus]

Noemi rejste sig i en smidig bevægelse med sand klistrede til hendes fugtige knæ. Hun børstede det væk med rolig hånd, og så kort op på ham, inden hun i stedet gik hen efter den spand der for et øjeblik siden havde været fyldt med vand. Der var engang hvor de lune badeanstalter havde været tilgængelig for hende, i hvert fald i det omfang som hendes fader havde haft råd til, nu måtte hun nøjes med en spand vand og en sølle klud, men i det mindste var det kun til hendes straf var afsonet eller til Cyrenic frigav hende.
I døren mødte hun en ung kvindelig slave der tog imod spanden og fyldte den op med sine bare hænder, før hun igen rakte den til Noemi der tog imod, sammen med en lidt lodden stofklud.
I hjørnet af skyggen fra huset, stod hun med spanden foran sig. Hun løsnede den ene snor der holdt kjolen oppe over hendes overkrop, og lod stoffet i stedet falde ned omkring livet på hende. Kluden væddede hun i det iskolde vand, der nok skulle køle hendes overophedede krop ned. I starten pressede hun blot om stoffet så vandet løb ned over hendes kravben og bryst og hun lukkede øjnene for at nyde følelsen af den skælven der løb igennem hende over det kolde og det varme der mødtes på midten.
Det gik sent op for hende at Cyrenic ikke havde rokket sig en tomme, men stod til at stirre tomt ud i luften, præget af sine egne tanker. Noemi vaskede sit ansigt med den kolde klud, hvorefter hun gik i knæ for igen at dyppe den i vandet. "Herre? De virker.. distræt," kommenterede hun og lagde hovedet lidt på skrå mens hun vred kluden op på ny. "Er alt vel?" spurgte hun en kende bekymret før hun igen rejste sig og gav sig til at vaske sine arme.

[Deleted]

Cyrenic tænkte sjældent over, hvem eller hvad slaverne havde været, før de kom til hans hjem. Derfor skænkede han generelt ikke megen tankevirksomhed til dette i hverdagen. Ofte kom det naturligvis op, om end kun kortvarigt, når han købte dem, men derfra gik der sjældent længe, før det var glemt - og under alle omstændigheder var det kun overfladiske oplysninger, der blev udvekslet, og kun fra sælgerens synspunkt, så der var nok meget, der forblev unævnt. Ofte havde det heller ikke megen betydning, så snart du blev slavebundet, hvad du havde været før. Kun et fåtal af de, der blev gjort til slaver, blev nogensinde fri, og skulle du være blandt de heldige, kunne hele det liv være væk til den tid alligevel.
Han lod mekanisk en hånd glide gennem det halvkorte hår og skubbede en lille lok om bag øret. Måske varmen var ved at stige ham til hovedet? Nej, hans hjerne var nok stadig blot på overarbejde efter dagens beskæftigelser. Han måtte bare holde sig ude af solen og forsøge at koble lidt af, måske finde lidt distraktion, så skulle det nok gå.
”Nej.” Han tog et par skridt over mod, hvor hun stod og vaskede sig, inden han stoppede op og stod og betragtede hende i et øjeblik, inden han igen sagde noget.
”Fremtidsudsigterne er bekymrende - nogle blandt rådet modarbejder nationens bedste.”
Han vidste, at politik ikke var en sag, der angik slaverne. De havde alligevel ingen indflydelse på det, så de havde ingen grund til at interessere sig for det.
”De skal dog nok blive omvendt før eller siden… Alligevel optager det mig - lægger en skygge på mit sind.” Cyrenic havde altid haft en stor portion selvtillid og stædighed, og han var sikker på, at sagen nok skulle ende med at falde ud til hans fordel. Han havde i hvert fald i sinde at kæmpe for det til det sidste. Og hvis de insisterede på at gå imod hans ønsker og overbevisning, så ville han ikke gøre det let for dem.

[Noemi Meria Galimeus]

Cyrenic var en spøjs mand. Jovist elegant på sin egen helt særlige måde, og reserveret ville mange af slaverne nok ligeså kalde ham, ikke at det var Noemies oplevelse, men den slags var jo individuel. Hun vaskede sine arme med lange strøg til kluden blev lunken og kedelig, så hun måtte dyppe den igen. Hendes nøddebrune øjne fandt hans blik for et splitsekund da hans skygge lagde sig ind over hende, og lokkede opmærksomheden mod ham. Hun var ikke sen til at slå det ned igen.
"De har en gave, Herre. De har en stemme, brug den, og jeg er overbevist om at de en dag ville falde for Deres fødder, hver og en," havde hun dog bare kunnet gøre noget for at fjerne hans bekymrede tanker. Langt hen af vejen var hun blevet så hjernevasket af alt dette, at hun følte sig evigt i gæld til ham. Desværre var politiske ærinder langt uden for hendes rækkevidde, hvilket nok var meget godt, for som kvinde havde det heller ikke interesseret hende.. før nu.
"Lad det ikke bekymre Deres sind. Solen skinner, det er en smuk dag. Lad det trænge ind i stedet, og lad mig vide hvis jeg kan gøre noget for at lette Deres sind," tilføjede hun og nejede kort, inden hun genoptog sin vask og kørte kluden rundt i nakken og ned over hendes fyldige bryst og muskuløse mave, der afslørede de mange år med træning efterhånden. Noemi huskede nærmest ikke hvordan livet i frihed var. Hun huskede naturligvis tyverierne og kampen om overlevelse, hvor maden nu blev serveret for hende, hun fik tøj på kroppen og et sted at sove, men kampen for overlevelse var blevet langt mere ekstremt i forhold til arenaen. Selv hvis hendes liv snart skulle slutte, så var det ikke den værste måde at gå bort på, det tænkte hun mange gange ved sig selv.

[Deleted]

Cyrenic skuede over mod en af vagterne, der stod og overskuede gårdspladsen. Han var vokset op i denne bebyggelse, kendte hver en sten og hver en korridor bedre end noget andet sted. En dag ville hans børn - som han naturligvis forventedes at få, selvom han endnu ikke havde fundet en passende partner - selv vokse op her, og en af dem overtage stedet. Forhåbentlig ville mindst et af dem - han forestillede sig dem altid i flertal - følge en sti lignende hans og hans egen fars. Nogen skulle jo bidrage til at sikre familiens fortsatte storhed og indflydelse. Egentlig burde han nok have været både gift og fået det første barn nu, men sådan var det ikke. Det skete da, at han ønskede, det havde været anderledes, men hanslog det som regel hurtigt væk igen. Han skulle jo nok nå det, og i det mindste havde han brugt tiden på noget fornuftigt.
”Det har jeg - og det er også planen. De vil enten bøje sig og tilslutte sig min side eller indse fejlen i at gå imod mig.” Cyrenic tænkte ikke over, hvordan det for nogle måske kunne forekomme som en trussel. Han havde egentlig ikke tænkt det sådan, men mere ment, at han var så overbevist om, at gå den anden vej end den, han ville i dette spørgsmål, var en fejl. Han var så sikker i sin sag, at han ikke kunne forestille sig et andet resultat, hvis ikke de tilsluttede sig ham i spørgsmålet. Alligevel ville han bestemt ikke være glad, hvis folk fortsat modsatte sig, da han var vant til i de fleste henseender at få det, som han ønskede. Han havde aldrig været god til at acceptere det modsatte.
”Du har ret, Noemi… Jeg må bare slå tanken væk og lade det ske.”
Det var påfaldende, hvordan to personer med så forskellige forudsætninger og under så anderledes forhold endte ud det samme sted - Dog i forskellige positioner.
Han tænkte ikke over, hvordan hun ville have været, og hvordan interaktionen havde været imellem dem, hvis de havde mødtes under andre forhold, hvis hun havde været fri. Det ville dog utvivlsomt være noget anderledes. Om end det var usandsynligt, de ville have ret meget - Hvis noget - at gøre med hinanden under andre omstændigheder.

[Noemi Meria Galimeus]

Noemi lod sit blik følge Cyrenics til vagterne. Ærligt havde hun ikke rigtigt bidt sig fast i deres tilstedeværelse, men nu hvor hun så dem, vendte hun sig en smule så de ikke havde fuld udsigt til hendes krop. Hun var stadig en ung kvinde og på trods af de overhængende dødsdom hun havde over hovedet konstant, så drømte hun somme tider om at komme hjem.. til Krystalis, hjem til sin far, måske møde en mand hvis nogen ville have hende med den plettet fortid hun havde. Lige nu var hendes eneste og største ønske dog at kæmpe sig igennem en ny sæson, leve stadigt på denne tid til næste år.
Det gik først op for hende at hun havde dvælet ved sine tanker, da Cyrenic igen talte til hende. Hun nikkede roligt, men kunne ikke helt lade være med at beundre hans gå-på-mod. "En mand eller kvinde med hovedet på det rette sted, ville vide bedre. For alle parter, håber jeg ikke det når derud, men man må beundre at der er en i denne verden, der kæmper så meget for vor nation, som De gør," hun bukkede hovedet i respekt på ny, og dyppede så igen kluden denne gang for bare at klemme om den, så de kolde vand løb ned af hende og kølede hende lidt ned. Det var ulideligt selv når de bare stod stille her i skyggen.
Det var en anerkendelse at blive talt sådan til at sin herre. Selv før hun var levet hans fange, havde Noemi været kendt med hans navn, ikke at hun havde kendt ham personligt, for før alt dette havde hun stadig været en del af for fattige kredse, til at fortjene hans selskab.
"Jeg ønsker blot at se Dem mindre bekymret," hun lod solen tørre det sidste af sin hud, før hun igen førte kjole op, og bandt en sløjfe i nakken så den ville holde og igen skjulte det mest nødvendige af hendes krop.

[Deleted]

Hvorvidt - og hvornår - Noemi talte ærligt eller blot fortalte ham det, hun troede, han ønskede at høre, var han aldrig sikker på. Det var svagheden ved at holde slaver. Der eksisterede et særligt magtforhold imellem dem, og ofte ville de gå langt for at sikre sit liv og sin fremtid; og nogle gange involverede det at foregive visse ting. Hvis alle slaver hele tiden sagde, det de virkelig tænkte, ville man aldrig have tid til andet end straffe og henrette dem. Der var naturligvis den mulighed, at de talte sandt, nogle slaver havde det jo bedre end andre og nogle havde måske ikke det store liv at vende tilbage til, men det var bare ikke altid til at vide, hvornår grænsen gik. Særligt ved hende var det absolut umuligt at vide, da han jo ikke ville registrere, hvis hun så løj direkte for ham, på grund af hendes raceforhold. Derfor måtte han enten blot vælge at gå ud fra, hendes tunge var mere eller mindre ærlig, eller slå det hen og være ligeglad.
”Vi kæmper alle for Tayevania på hver vores måde - selv slaver. Slaveriet spiller en central rolle i landets økonomi og infrastruktur, selvom det naturligvis ikke er den mest tiltalende livsstil… Så er det i det mindre ærligt arbejde.”
Cyrenic vidste, at de fleste slaver var endt i denne situation på baggrund af en eller anden forbrydelse mod samfundet eller dets borgere, så de fortjente den skæbne, der var tilfaldet dem. Det var nok også sådan, folk havde retfærdiggjort det, før det blev givent og en tradition, man blot fulgte uden at tænke videre over det.
Cyrenic tænkte frem til starten af den nye sæson i arenaen. Han var splittet, da han på den ene side fandt legene ganske underholdende, men på den anden var området fyldt med alverdens typer, som han normalt ikke ville omgås, selvom han selvfølgelig for størsteparten var afskåret fra pøblen; og på den ene side, så ønskede han jo ikke at risikere at skulle skille sig af med en af sine mere loyale og arbejdsomme slaver, men på den anden så gav hendes gentagne sejre store gevinster i form af guld og hæder - for de begges tilfælde. For en slave var der intet mere ærefuldt hverv end livet som gladiator, selvom det også var hårdt og risikoflydt på sin egen måde.

[Noemi Meria Galimeus]

Ofte talte hun ham tungen efter, denne tilværelse var uværdig, selv for en kvinde som ej heller før havde været af god stand, så jo bedre hun kunne stille sig selv, des bedre. Når det var sagt, så frygtede hun ham ikke, og turde godt at sige sin ærlige mening i politiske henseender når han bad om hendes holdning, eller som minimum lagde op til det. Hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og smagte den sidste rest af salt, som var tilbageværende efter hendes hårde træning, der havde frembragt sved på hendes bare hud.
”Med alt forlov, så tror jeg vi deler forskellige syn på netop den sag. Jeg er taknemmelig for det liv De giver mig, og for at blive behandlet så vel, men en slave er stadig en slave, uden betydning, uden mening, et nemt offer som få vil huske. Kunne jeg så ville jeg give lemmer for at mærke frihed igen, velvidende om at der ikke venter mig nogen ære,” svarede hun ærligt og så bort. Hendes kamp var ej for Tayevania, men for ham og for at bevarer sit eget liv.
”Jeg håber ikke De anser mine ord for en fornærmelse, det er ikke ment sådan,” understregede hun hurtigt, blot så han ikke skulle få en idé om at hun på noget tidspunkt ønskede oprør, dette liv var trods alt bedre for hende en det hun før havde haft ved en anden herre. Det var mere held end forstand at hendes hjerte slog i brystet.
Høfligt foldede hun sine hænder foran sig og sørgede for at holde blikket rettet mod jorden. Engang havde hun i det mindste haft retten til at se mænd i øjnene, men det var kun et smalt offer. Ingen vidste hvad legene ville bringe i arenaen, for hende kunne det betyde død og ødelæggelse, flere mord på samvittigheden, somme tider var det værd at vide om det overhovedet var det værd.