I need to se my love..

[Deleted]

Det virkede ikke længere som en god idé at holde ham her, i hvert fald ikke i nærheden af hende. Det rev op i en mere eller mindre glemt fortid, der ikke var værd at minde sig selv om. Hun havde et liv her nu, hun havde et ansvar som en rollemodel, og det nød hun, frem for at blive kigget mærkeligt på, og set ned på. "Jeg er ligeglad med dig, Thranduíl. Det interessere mig ikke om du er her eller ej, hvis du vil risikerer livet i Imandra, så værsågod, men hvis jeg lader dig slippe skal jeg stå til ansvar overfor mit folk," påpegede hun blot. Hun var nok ikke helt så ligeglad som hendes blik ellers afslørede, men hvilken gavn ville det gøre at indrømme det?
Det var sårer simpelt. Procias havde hadet hende, elverne havde hadet hende, de havde følt sig utrygge og flere gange forsøgt at få hende forvist fra skovene, hvilket hun gik ud fra at Thranduíl havde udskudt, men det var nok kommet før eller siden alligevel. De forsøgte jo alle bare at overleve, hende selv deriblandt.
"Du tager fejl, elverkonge. Mørket gav mig den styrke som lyset havde fortrængt i alle de år. Jeg var desværre blot for ung og naiv til at indse hvilke muligheder det gav," hendes tone var rolig men hendes blik var iltert. Den mand anede ikke hvad hun havde gennemgået, og hvor mange tårer hun havde spildt over ham og over Procias til ingen verdens nytte. "Du tager fejl. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvilke tanker du gør dig om mig. Jeg elskede dig engang af hele mit hjerte, det er næsten ikke til at forstå hvordan i dag, så fjernt er det. Gå med dig. Pas på ikke at betræde min jord igen, næste gang er jeg ikke nådig," hun så væk og gjorde gestus med hånden mod døren. Det ville ikke gøre nogen gavn at have ham det alligevel.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne holde sig i snor, men det ændrede dog ikke på det faktum, at han dengang havde elsket hende, holdt af hende, og havde ønsket hende det bedste. Selv på trods af, at han var vokset op i et hjem, hvor elvere var elvere, så havde hans fader dog ikke været af den samme mening, kunne man da sige. "Så den eneste grund til at jeg egentlig står her, er fordi at du er bange for at stå til ansvar for dit folk, ved at lade mig gå? Du har endnu meget at lære om lederegenskaber," sagde han direkte.
Selv blev Thranduil stående foran hende. Sandt at sige, at hun engang havde været en kvinde af ekstrem stor betydning for ham, men dette var gået død for mange år siden. Hun var blevet væk, og havde end ikke givet s meget som et eneste ord fra sig, så han havde været i stand til at finde hende, og nu var hans hjerte faldet til en anden. Hun skulle længere ud på landet, om hun ville påstå, at det intet havde af betydning for hende, for det vidste han jo udmærket godt, at det havde.
"Du skal ikke komme og påstå overfor mig, at lyset ikke har gjort dig noget godt. Du tilbragte utrolig mange år der.. Du har lært utrolig meget af livet i Procias.. Og jeg kan sågar se dette på din indretning af hjem.. du har savnet det," sagde han direkte. Troede hun ærlig talt, at han var dum?
Som hun pludselig synes at give ham retten til at gå, blev han stånede og kiggede efter hende. Kunne han nu vide sig sikker på, at gøre dette, uden at få en pil i ryggen undervejs? "Under dette gensyn, er en trussel det eneste som du kan skænke mig?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme.

[Deleted]

Meget kunne Eilíannel håndtere, men ikke at han udfordrede hendes lederevner, eller udtalte sig om det valg hun havde taget, som om at Procias var et paradis. Måske for dem der havde rette hudfarve, det havde været den eneste forskel dengang, hendes hud havde været blå, som et tydeligt tegn på mørke. Hun kneb øjnene sammen, og greb ud efter hans skuldre, i et forsøg på at presse ham op af væggen, holdt af hendes hænder, ikke af hendes krop. "Siger manden der end ikke kan holde styr på sin hustru. Dit folk har forvoldt mit stor sorg på slagmarken.. de vil se blod og tro mig jeg ville nyde at se det være dit, desværre har jeg en fredsaftale hængende over hovedet," hun lagde hovedet på skrå med et ærgerligt blik. Lige nu var det så fristende at gøre ham ondt, men inderst inde ville hun nok aldrig kunne få sig selv til det.
Han havde gjort hende ondt før, hævnen var stadig bittersød, og så alligevel. "Mit hjem er præget af det fordi jeg interesserer mig for arkitekturen, ikke landet i sig selv. Mit liv i Procias, lærte mig kun at kærlighed gør ondt og at man ikke skal finde sig i at blive gjort svag af et andet væsen, end ikke af en konge," svarede hun fast. Hendes mørke øjne borede sig intenst ind i hans.
Eilíannel slap ham og bakkede et par skridt med et dystert blik. "Hvad ønsker du af mig? Ord om hvor meget jeg savner dig og lyset? Tiggen på mine grædende knæ om at tage mig med? At frelse mig? Den slags er for sent, Thranduíl. Se det som en advarsel.. ikke en trussel, og smut inden jeg ombestemmer mig," sagde gennem sammenbidte tænder. Nej han ville ikke få en pil i ryggen, trods hun godt kunne gøre det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var på ingen måder overbevist om at Eilíannel var endt det rette sted, men han var nok næppe den rette til at udtale sig om det. Derfor stoppede det ham dog ikke af den grund. Han kneb øjnene let sammen, som hun greb omring hans skuldre og pressede ham op af den nærmeste væg. "Du søger en undskyldning i retfærdiggørelsen af det, Eilíannel.. Jeg må sige, at jeg er skuffet over de lederegenskaber du viser mig," sagde han direkte. Skjulte sig bag fredsaftalen mellem Procias og Dvasias. Var det virkelig det eneste håndfaste kort, som hun havde på sig?
Selv var Thranduil ikke et sekund i tvivl om, at hendes liv i Procias, uden tvivl havde sat sine klare spor på hendes krop og sind, for hvorfor skulle hun ellers tage tingene som hun gjorde? For ikke at glemme, at han så meget af hendes hjem fra Procias i boligen her. "Som du vil påstå at lysets tunge taler løgne og mørke, er det også på tide, at du ser lidt indad, og ser hvad du forsøger at skænke mig. Lyset har allerede afsløret de løgne som din tunge taler til mig," sagde han kort for hovedet. Hvis der var noget, som han ikke havde respekt for, var det løgne!
Thranduil havde ikke tænkt sig, at blive stående her meget længere. Hvis han kunne få sine mænd med sig, var det uden tvivl det værd, for så at komme videre. Turen til Imandra var endnu lang. "Det er ikke mere for sent end hvad du ønsker det skal være. Du er mere værd, end hvad du værdsættes her.. Mine mænd.. Jeg tager dem med mig," afsluttede han, inden han igen skubbede sig væk fra væggen. Han sendte hende en mine. En tydeligt skuffet mine.

[Deleted]

Thranduíl havde altid været is. Hun havde i sin forelsket sig i den mand der havde svaret på alting, som tog beslutningerne og som var villig til at beskytte hende mod hvad som helst. Det havde været naivt. Nu gav hun sig ikke hen til nogen, heller ikke selvom hun var bundet af en ring som hun gemte af vejen så vidt som det overhovedet var muligt. Hun kneb øjnene sammen og gav ham et ekstra puf ind mod væggen. "Du udtaler dig igen om ting du ikke ved noget om. Du burde holde tungen på rette, andre ville skære den ud," hun slap og vendte ryggen til for et lille øjeblik for at få styr på sin vejrtrækning.
Nej hun elskede ham ikke længere, men dybt inde holdt hun stadig en vis form for svaghed i sit hjerte, der gav hende lyst at være tæt på ham.
"Du er en naiv mand Thranduíl. Tro hvad en du vil, men min tunge taler sandt," hun vendte hovedet en smule for at se på ham. Det var en chance hun gav ham, for at finde sin hustru. Et sted ønskede hun ham kun alt det bedste, selvom deres veje med største sandsynlighed ville krydse hinanden igen.
"Det er for sent. Dine mænd bliver her. Jeg er gavmild at lade dig gå, og dine mænd skal nok følge.. senere," hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og trak sig lidt tilbage så han var fri til at gå.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel havde altid været en hård kvinde, og det var også hvad Thranduil kunne lide ved hende. Det var bare en synd og skam, at hun udnyttede det på denne vis, når han vidste, at der lå langt mere i hende. Som hun stillede sig med ryggen til ham, indikerede det jo blot, at han ikke var så ligegyldig for hende, som hun ønskede at han skulle være. En tanke som han uden tvivl måtte finde morende. "Jeg er ikke overbevist," sagde han direkte. Måske at han igennem rigtig mange år, trygt havde levet i de lyse skove, og styret sit folk mod en storhedstid, og det agtede han uden tvivl også at fortsætte med. Ønskede hun derimod at styrte sit folk i grus, så skulle hun da være velkommen til det.
"Din tunge skjuler sine usandheder, så selv ejeren af tungen, tror på dem," sagde han direkte. Han havde ikke tænkt sig at blive her meget længere. Han havde en hustru, som han skulle søge efter, og naturligvis håbede han da på, at han ville kunne finde hende!
Øjnene kneb han tydeligt utilfredst sammen. "Jeg kommer efter dem," endte han med en kortfattet stemme. Han var på ingen måder tilfreds med det udfald, som hun nu havde lavet af dette. At tilbageholde hans mænd, men med hvilken grund? Han rystede kort på hovedet, inden han vende om på hælen og forlod hytten, for selv at komme videre. Uden tvivl, ville det næppe være sidste gang, deres veje ville mødes.

//Out