I need to se my love..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

@rogue

---

Det var hen på aftenen, da Thranduil ankom til Dvasias. Det var frygtelig mange år siden, han havde været udenfor Procias' grænser, men denne gang var det en nødvendighed. Han havde ikke hørt fra hans elskede hustru igennem de sidste dage, og som lovet, ville han ikke tøve med at søge ud efter hende, og det havde han uden tvivl også gjort i denne situation.
Den sorte sø, var det næste Thranduil og hans følge var kommet frem til. Han vidste at det var en risikofyldt færd, men hvad gjorde man ikke for sin hustru? Hans lyse hår, skinnede nærmest op i takt med at de kom ned mod søen. Nu så han jo heller ikke nogen grund til at skjule sig. Selvom den fredstraktat, som hvilede mellem Procias og Dvasias endnu stod ved, var det spændende at se om det var noget som overhovedet ville holde vand.
Thranduil trak i tøjlerne. Turen til Imandra var endnu lang og den var farlig ikke mindst. Han kneb de smaragdgrønne øjne let sammen. "Vent," endte han med en kortfattet stemme. Det var det sidste han sagde, før de nærmest blev stormet. De var kommet for tæt på Mørkelvernes skjulested, Maerimydra.

Udslået og revet af sin hest, blev Thranduil og hans følge, bragt direkte ind til centrum af Maerimydra. Armene var tvunget bag på ryggen og det lyse hår, stod ud til alle sider, mens han forsøgte at finde ud af hvad pokker der egentlig foregik. Han blødte let fra hans tinding, efter et velplaceret slag, som for en kort stund, havde slået ham ud
"Skovelverne har været tæt på vores grænser, Kahli," sagde en mørk og kold stemme, idet at Thranduil blev tvunget direkte i knæ. Et greb bag hans hoved, tvang ham til at bøje det, for den kvindelige leder. Thranduil spændte kraftigt i hans krop. Han havde slet ikke tid til at sidde her! Han skulle finde Serenity!

[Deleted]

Ravnens klagen kunne høres i den stille nat. Mørke skyer dækkede himlen og forhindrede den blege månes lys i at falde igennem. Dette var en af de bedste aftenener i Dvasias, den slags hvor ingen vidste hvad timerne ville bringe. Til nu havde der været temmelig fredeligt. Eilíannel bevægede sig rundt blandt sit folk i den smukke skov. Bål brændte og lyste natten op, ildfluer fløj omkring deres hoveder som på enhver anden aften. Hos smeden kunne man høre de tunge hammerslag og i det fjerne kunne man høre pile kløve luften. Det var de nye bueskyttere som øvede sig.
Fjerlette skridt lød på skovbunden hvilket fik hende til at vende sit lidt skarpe blik i retning af byens indgang hvor en mindre flok mørkelvere kom slæbende med noget. Hun kunne ikke se hvad det var, i den store mængde, frem til de uvedkommende blev tvunget i knæ for hendes fødder. De nøddebrune øjne tog dem straks i betragtning. Trods mørket ikke afslørede noget ansigt på nuværende tidspunkt, så var hans blonde lokker, så lyse at selv månens skær blegnede ved siden af. Eilíannel kendte disse lokker fra en fjern fortid, og for et øjeblik stod tiden stille. Hendes mørke krøller svajede let i den milde aftenvind. Svagt glødede hendes blålige hud i det svage lys i lejren. "Ser man det," lød hendes stemme tænksomt. En stemme der engang havde været varm og bekymret, var nu streng og intetsigende. Hun så direkte ned i Thranduíls løgnagtige øjne! Det var mange år siden hun havde set ham, eller hørt til ham i det hele taget. "Thranduíl Íl'Aleazia Devárna, Elverkonge må jeg formode efterhånden, og så på mørk jord? Det er næsten for godt til at være sandt," konkluderede hun med et lidt legende smil. Som et flue fanget i et spind.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Næsten desperat, forsøgte Thranduil at genvinde kontrollen, og finde ud af, hvor de blev bragt hen, samt hvem og hvad der havde overfaldet dem. Ej var det den største gruppe skovelvere som han havde bragt med sig, men nok i tilfælde af, at der var sket Serenity noget. Dette var jo udelukkende den grund til at han havde valgt at søge ud. Hvad han dog ikke ville gøre for den kvinde.
Tvunget i knæ, overfor en skikkelse, som i første øjeblik, var ham ukendt, og som han ovenikøbet, var tvunget til at bukke for, var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode smag. Ej var han en mand eller et væsen som bukkede for nogen som helst, andet end dem, som virkelig fortjente det! Let spændte han i kroppen. Sådan som han blev holdt fast, var det faktisk ekstremt ubehageligt. Stemmen var derimod en som han kendte, men ikke havde hørt i skræmmende mange år. Han havde vel ikke været andet end en ung knægt dengang?
Thranduil forsøgte at hæve blikket mod skikkelsen, som viste sig at være en kvinde. Var de fanget ved Mørkelverne? Var der i det tilfælde, så noget at være bange for? "Jeg har mine grunde til at ønske fri passage fra Procias til Imandra, Eilíannel," sagde han direkte. Navnet kunne han huske. En kvinde, som hende, som han før i tiden, havde haft nært til hjerte, men valgt fra af hans egen fader. Ikke fordi at han havde tænkt sig at gøre noget ved det nu. I dag var han lykkelig gift. Han gjorde tydelige forsøg på at komme op på benene, selvom et kraftigt slag bag hans knæhase, igen tvang ham direkte ned i jorden. Dette fik de øvrige til at reagere. "Lad os gå. Vi er ej kommet denne lange vej, for at forvolde noget ondt," sagde han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket direkte op mod hende.

[Deleted]

Der var engang hvor manden der nu sad på knæ foran hende, havde været hendes prins. Eilíannel ville genende den stemme og det lyse hår til enhver tid. De andre skovelevere havde ingen interesse, de var underdanige, desuden var de alle mænd, og i dette samfund hvor hun nu levede, der var kvinden den højeste magt. Hun kneb sine mørke øjne sammen og stirrede intenst på ham. Hendes navn var ej glemt, måden han formede det på sin tunge, kunne stadig give hende kuldegysninger, selv efter så mange år, hvor hun for længst havde givet slip på hans døde kærlighed. "Mit navn er stadig et kendt fænomen ser jeg. Her på stedet er det Kahli," svarede hun med elvisk tunge. Det var ikke det samme elviske sprog som mørkelverne kendte, men i alle de år, hvor lyset havde boet i hende, var det, det tungemål som hun havde gjort brug af.
Med et enkelt skridt, trådte Eilíannel frem i lyset og afslørede den blålige hud hvilket gav anledning til nedladende blikke fra de øvrige vagter, blikke som ej længere kunne røre hende. Hun lod et par fingerspidser stryge langs hans kæbe inden hun atter slap ham. "Jeg beklager, Deres Højhed, men det er jeg bange for at jeg ikke kan. Fortæl mig hvorfor De er her," opfordrede hun med en kølighed der måtte være fremmede for ham. Blot dage efter han havde brudt med alle de ønsker og drømme de sammen havde skabt om en fælles fremtid, var hun blevet tvunget i marken, og det var sidste gang hun havde set den mand, som nu sad der på sine knæ, med samme ynde som altid.
"Før de andre ned til midgårdscirklen og bring denne mand, til min hytte," beordrede hun og gjorde tegn til et par af kvinderne, der slæbte de øvrige mænd af sted. Hun selv vendte ryggen til hele følget og strøg i stedet mod sin hytte der hvilede oppe i træerne, i en landsby der var indrettet ligesom i Procias.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Eilíannel var en kvinde, som selv Thranduil havde planlagt en fremtid med, selvom det var for frygtelig mange år siden, og hans fader havde fået dem til at vende ryggen til hinanden, for at sige det mildt. Han havde jo intet set eller hørt fra hende, så han havde vel været overbevist om at hun havde været død? Han havde jo ikke set hende, siden hun havde søgt til slagmarken. Hun var som sunket i jorden, og han ville lyve, hvis han ville påstå, at han ikke havde tænkt på hende fra tid til anden efterfølgende.
Thranduil spændte let i kroppen, selv da hun strøg hånden langs hans kæbe. Hans grønne øjne hvilede fast på hendes skikkelse. "Kahli, er du muligvis for folket som du hersker over her, men ej er det en titel, som jeg kan tildele dig," sagde han selv denne gang på skovelvisk. Velvidende om, at hun kunne forstå hvad han sagde, og hendes kvinder, såvel som mænd, ikke var i stand til at gøre det.
Let spændte han i kroppen. "Jeg søger til Imandra, for min hustru," fortsatte han ærligt. Kunne han ikke forvente, at fredstraktaten ville holde freden ved lige? Selv mellem deres racer? Som hun beordrede hans folk væk, og ham mod hendes hytte, var det ikke ligefrem noget som faldt i hans gode smag, og ej heller i de andres. Han blev revet op på benene. "Hold jer i ro!" endte han denne gang med en mere bestemt tone.

Thranduil blev ført frem til Eilíannels hytte. Endnu godt fastlåst af de kvinder, som førte ham frem. Aldrig kunne han sige, at have været her før, eller set hvordan mørkelverne levede, men det mindede skræmmende meget om skovene i Procias. Det var jo næsten helt hjemligt. Først da de nåede frem, slap de ham. Alt af våben og alt, havde de trods alt taget fra ham, så han ville intet have at forsvare sig med. Thranduil rev hænderne til sig. Tilfreds var han på ingen måde!

[Deleted]

Alle havde skeletter i skabet, alle havde en fjern fortid som de ikke ønskede at mindes. Thranduil var en del af Eilíannels forbudte fortid. Lyset havde engang boet i hende, men gjorde det ej længere og han var bare blevet et fjernt minde, som alligevel havde passeret hendes tænker en sjælden gang i mellem. "Hvad jeg er her, kan end ikke du tage fra mig Thanduil. Her er jeg høflig og tiltaler dig med den titel du er født med, den respekt burde du som minimum gengælde, særligt i denne situation," påpegede hun og så skarpt ned på ham. I en smidig bevægelse, rettede hun sig op på ny og vendte ryggen til for i stedet at vente ham i den lille træhytte, flettet med tynde grene fra træerne. Selvom det var i mørket, var det et smukt syn for mange.
Som beordret vendte en del af slænget hurtigt tilbage med Elverkongen slæbende efter sig. Hun vendte sig om mod ham, og lyttede til hans ord. Ingen af de andre forstod den tunge de talte på, men efter alle de år under solen, så huskede Eilíannel det nærmest som et modersmål.
"Det gør du sikkert. Vi har ej set en Elverdronning.. ikke andre end mig naturligvis," tilføjede hun og satte en hånd i siden. Han havde giftet sig igen? Tanken nagede hende ikke, for hun nærede ikke længere følelser for denne mand, og derfor var tanken om hans hustru ligeså ligegyldig for hende, som selv han var lige nu. "Nyd Deres ophold her, Thranduil, Konge af lysets Elvere. Det vil blive kort men intenst lover jeg dig. Hvad angår Deres hustru, så er jeg sikker på at hun er i kærlige hænder hvor end hun er," hendes læber trak i et lidt smørret smil. Disse ord var sagt på det sprog de talte mørkelverne i mellem og var mere for at vække sin egen arts tillid, så de kunne få tid selv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At tiltale hende med en titel, som havde hun været en dronning, var slet ikke noget som Thranduil kunne få over sine læber. Selvom hun var af et smukt elvisk folk, var det et som han måtte se ned på, i forhold til hans egne. "Jeg tiltaler dig med respekten, som jeg føler er fortjent," sagde han denne gang direkte. Høflig, som han måske var, var ikke noget, som kom frem i øjeblikket. Med den måde, som hun havde behandlet ham og hans følgesvende på, var bestemt heller ikke noget som faldt ham i god jord.

At blive bragt til hendes hytte, var næsten som at være hjemme. Tydeligt var det for ham, at se at hun havde taget meget af det skovelviske med, som hun havde levet med i så mange år. At Serenity ikke var her, vidste han derimod godt, og det var netop derfor, at han ville passere og komme videre, fremfor at sidde her.
De grønne øjne vendte han mod hendes skikkelse. "Ej var det her hun skulle være, men derimod i Imandra. Derfor er det der, jeg har sat min kurs," sagde han direkte. Det var svært for ham, at stå der overfor en gammel kending.. Endda en, som han førhen havde forsøgt at skabe sig en kontakt og et forhold med, havde han da på ingen måder regnet med.
Som hun slog over på mørkelvisk, fik ham til at vende blikket mod hende. "Det klæder dig bedre med den lyse tunge, end den mørke," sagde han denne gang direkte. Væmmeligt fandt han tungen. Så mørk og så kold.

[Deleted]

Engang havde Thranduil selv insisteret på at gøre hende til prinsesse og en dag til sin dronning. Nu stod de her, begge kronet for hver deres folk, og han ville ikke anerkende hendes titel? Hun kneb øjnene sammen og så på ham med et hårdt blik. "I så fald er det en sølle respekt overfor en kvinde du engang havde udset til at være din egen Dronning," påpegede hun på lyselvisk så de andre ikke forstod sig på hvad de snakkede om. Eilíannel ønskede af gode grunde ikke, at hendes fortid med Skovelvernes konge skulle komme frem fra sine skygger, det ville skade hendes plads her, der var en grund til hun til nu havde valgt at holde sit eget ægteskab skjult for sin egen race.
Det gamle liv var ikke bare blevet smidt på gulvet. Hjemmet var indrettet i skyggerne, men stod ligesom hendes hytte i Procias havde gjort. Den eneste forskel var her at hun blev anerkendt, mens hun i Procias havde været et misforster der ikke havde været værd at samle på! "Synd hun ikke skulle vise sig at være her. I så fald havde hun måske haft en chance," hendes stemme var kold, mørkelverne bag hende nikkede med skumle blikke som de igen forstod hendes mørkelviske sprog. Ingen af dem forstod rigtigt hvordan hun kunne slå fra det ene til det andet, men det lå bare ganske naturligt til hende.
"Det vil du måske mene. Den lyselviske tunge har tendens til at tale usandheder eller afvisninger. Jeg foretrækker til enhver tid mørkets," sagde hun blot, trods det ikke helt var sandt. Faktisk havde hun altid været meget fascineret af lysets sprog og af lyset generelt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil anså mørkelverne som mere værdige, end andre racer og væsner, men ikke desto mindre, vidste han også, at hun kunne mere end hvad hun viste ham. Han vendte blikket mod hende. Nej, den stilling som Kahli, ville han aldrig kunne anerkende ved hende. "Tiderne skifter. Jeg som troede du var død, da du søgte til marken, Eilíannel," sagde han direkte. Selv holdt han sig til skovelvisk, velvidende om, at dem som stod som støtte bag hende, ikke ville kunne forstå hvad han sagde, men at hun derimod var i stand til at gøre det.
Den hytte som hun boede i, forekom Thranduil frygtelig bekendt. Det var næsten som at være hjemme med denne indretning. Ikke at han kommenterede det. Selv i hans øjne, var det et tegn på at det liv som hun havde haft i Procias, alligevel havde gjort indtryk på hende, og endda i den forstand, at hun havde taget det med sig. Hovedet lod han søge let på sned. "Om du kendte hende, ville du se hvilken styrke hun besad. Og vide hvorfor jeg og mit hjerte, valgte hende," sagde han direkte. Hun skulle bestemt ikke stå der og nærmest svine Serenity til! Hun var da uden tvivl den ideelle kvinde for ham. Den som gav ham ro. Den som gav ham følelsen af fred, og den som han kunne søge hjem til efter en lang dag, og folket elskede hende. Han var slet ikke i tvivl om, at det havde været det rette valg.
Et kort smil måtte finde vejen frem til Thranduils læber. "Lysets tunge afslører løgne og usandheder, hvor mørkets tunge derimod er mester til at tale dem," sagde han direkte. Han rettede sig op. Her skulle hun ikke prøve at bilde ham ind, at lyset ikke havde gjort indtryk. Han vidste jo, at hun havde været glad for det. Her slog han selv over i mørkets tunge. Hvilket tydeligt fik de øvrige til at reagere voldsomt.

[Deleted]

Mørkelvere var stærke væsner. De var ikke halvt så fordomsfulde som elverne i de lyse skove var, og de havde budt hende velkommen med åbne arme, ladet hende dyrke det potentiale som havde vokset i hende i alle de år, en chance som hun aldrig havde fået i lyset, der havde fordømt hende nærmest lige fra fødslen. I det skjulte knyttede Eilíannel sine hænder en kende. Det generede hende at han ikke var i stand til at udvise hende den respekt, som hun inderst inde nok lidt følte at han skyldte hende.
"Troede eller håbede? Lyset elvere havde desværre for vane at undervurdere mig," konstaterede hun med et dæmpet suk. Sandheden var at hun var stærkere end det, og hun havde overlevet marken, hun havde sågar overlevet hendes faders desperate forsøg på at komme af med hende, hvilket havde bundet hende til det ægeskab hun nu var i.
Hans romantiske tale faldt helt til jorden, da hun bare hævede et ligegyldigt øjenbryn og lignede en der havde mest lyst til at le af ham. "Jeg havde glemt hvor kvalmende, du kunne være Thranduil. Jeg tvivler på at jeg ville se det imponerende i den skøge du har valgt at gøre til din Dronning," sagde hun ærligt og trak på de slanke skuldre. Hun var skovelver, det i sig selv var nok til at gøre hende ret skeptisk. Kvinderne bag hende smilede skummelt for dem selv. Halvdelen forstod de måske ikke, men Eilíannels tone og blik var ikke til at tage fejl af, de fleste kende hende.
"Det er ord talt fra lysets folk. Det gik aldrig op for mig hvor mange usandheder der blev talt under solen. Her er folk ærlige, for ingen har noget at miste," svarede hun blot. Faktisk var hun allerede begyndt at blive træt af at se på ham, han mindede hende om en fortid hun allerhelst ville glemme.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mørkelvere var nok mere fordomsfulde, end hvad hun gik og troede. Det var vel kun fordi at hun delte deres race, at de havde taget sådan imod hende? Selv på trods af det liv, som hun havde levet i så mange år i Procias. Han væmmes med hvad hun var blevet til. Hun fortjente bedre end hvad hun fik her, hvilket han stod fast på.
"Aldrig vil jeg påstå, at jeg ønskede dig død, hvis det er hvad du hentyder til, Eilíannel," sagde han kort for hovedet. Dengang havde han ønsket hende som sin hustru. Nu havde han en ny, som han levede livet med, og end ikke han, var et sekund i tvivl om, at det var det rette valg for hans vedkommende. Hans øjne lynede. At hun i det hele taget vovede at tale sådan om hans hustru, uden at vide hvilken fantastisk kvinde som hun var. Selv måtte han jo erkende, at han foretrak at de kunne snakke selv, uden at hendes følger skulle stå og følge med. Ej var det fordi at han ønskede at påføre hende smerte eller noget lignende. "Jeg valgte hvad der var ret for mig. Ligeledes valgte du at forlade lyset," fortalte han direkte. Sandt at sige, at han havde skænket hende en tanke eller to i tidens løb, men var aldrig rigtigt kommet videre. Han havde sit folk at lede, som hun også havde fået sit.
Armene lod Thranduil søge ned langs sin krop, og med de grønne øjne hvilende på hendes skikkelse. Han var skuffet. Så fornuftig som hun engang havde været, så synes det hele at være forsvundet. Hun alene burde kunne gøre det bedre. "En skam at se det potentiale, som du engang havde, er faldet til gulvet. Mørket har taget dit lyse hjerte. Et stort tab," sagde han direkte. Han var der ikke for at mundhugges. Egentlig ønskede han bare videre, så han kunne finde sin hustru. Han havde dog bare en sjov fornemmelse af, at hun ikke ville lade ham gå.

[Deleted]

Eilíannel nægtede at høre ham tale nedsættende om hende. Hun var hvad ham, hans far og det forbistrede land havde gjort hende til! For dem havde hun været en sølle slave, uden værdi, om det havde været anderledes for Thranduil vidste hun ikke, men nu var hun stærk og accepteret! "Selv hvis du gjorde, betyder det intet. Det lader til at i stedet for at lede et land sammen, så leder vi et rivaliserende hver for sig," Hun knyttede stadig hænderne, og havde mest af alt lyst til bare at slå ham.
Årene havde gjort hende iskold. Ikke et spor af følelse tilbage, hverken overfor ham eller overfor nogen anden. Selv hendes mand Matthiel, nærede hun et dybt og inderligt had til, trods han havde lært hende meget om gifte og modgifte.
Hans ord fik hende i vrede til at hæve hånden og lagde den fladt, men hårdt ud mod hans kind. "Forlad os!" vrissede hun på mørkelvisk. Kvinderne bag var ikke sløve til at følge ordre, men forlod dem straks. "Hvis du tror.. at jeg tog et valg, så tager du fejl! Typisk dig at komme med udtalelser ubegrundet," sagde hun hårdt og trak sig lidt tilbage for ikke at blive fristet til at slå ham igen. Hendes åndedræt afslørede at hun var hidsig. "At forlade Procias var aldrig mit valg! Dog åbnede det nye døre, som jeg ville have ønsket at jeg så noget før," hun fugtede sine læber og så bort for igen at få kontrol over sig selv.
Eilíannel lænede sig lidt op af et smukt udformet træbord, og så op på ham med et skulende blik. "Mit potentiale ville for altid være blevet holdt hen. I dit land var jeg mindre værd, et monster der ikke hørte til," sagde hun spidst og lukkede fingrene om bordpladen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At se hvad hun var blevet til, var at gå et skridt tilbage i udvikling i Thranduils øjne. Altid havde han sat skovelverne først, men hun derimod, havde også været langt fremme på den liste. Hun havde ligget ligeligt med resten. Hvorfor skulle han da gøre nogen forskel? Han havde valgt en fremtid med hende dengang. At den jo så ikke var blevet til noget, kunne han jo ikke ligefrem gøre noget ved nu. "Jeg leder skovelverne og de procianske skove, som mine forfædre har gjort det før mig. Det er heller ikke just til din fordel, at du holder mig her, om du ønsker at bibeholde den fredsaftale, som ligger vores lande imellem," pointerede han kortfattet. En tilfreds mand, var han bestemt ikke.
Slaget som skete mod hans kind, fik Thranduil til at spænde fast i kroppen. Slog hun ham lige? Havde hun rent faktisk slået på ham? Han spændte kraftigt i kroppen, som han vendte blikket langsomt i retningen af hende igen. De mørkelviske kvinder havde trukket sig, hvilket da var fint. "Det der, var på ingen måder nødvendigt," endte han fast. En handling i afmagt? Det kunne i hvert fald ligne hende. Handlinger uden at tænke sig om.. i afmagt. To sider af samme sag i hans øjne. Han kneb øjnene let sammen. "Og dog valgte du ej at komme retur, selv på trods af at vi søgte efter dig, Eilíannel," Denne gang hævede han stemmen, kun for at tage et skridt tættere på.
Det kunne være, at mørkelverne havde åbnet dører for hende, men de havde derimod også lukket rigtig mange bag hende. Så hun overhovedet det? Et monster havde hun ikke været. Det var hun derimod blevet til. "Du har taget valget og gjort dig til det monster, som du i så mange år, har været bange for, at blive," sagde han kort for hovedet. Hovedet lod han søge på sned, hvor han svagt kneb øjnene sammen. "Jeg er skuffet."

[Deleted]

Fortid var fortid og den var glemt. Jovist havde Eilíannel somme tider i et flygtigt øjeblik, skænket ham en tanke men han kunne ikke være en del af det liv hun havde nu, så hvorfor spilde øjeblikke på at huske tilbage på noget der aldrig kunne være sket? "Fredaftalen er naivt af Dronningen. Hun vil formentlig beordre dig løsladt når det når hende for ører, men indtil da.." hun sendte ham et sigende blik. Et eller andet sted frydede det at se ham sidde på sine knæ foran hende, og dybt, dybt inde var hun også glad for at se at han var okay, hvilket han ville være så lang tid han sad her, men de intentioner ville hun aldrig afsløre. Hendes hånd sitrede da slaget ramte præcist, en smerte hun glædeligt omfavnede.
Langsomt lod hun armen falde slapt ned langs siden igen og så på ham med følelsesløse øjne.
"I mange år var det her aldrig mit valg. Jeg have mine grunde til ikke at kunne vende tilbage, men du ved ikke hvilken styrke det har givet mig. Procias er ikke en potte pis værd i forhold til dette," sagde hun bittert. Hendes fars handel med Matthiel havde tvunget hende til at blive i Dvasias, trods hun længe havde længtes tilbage til lyset, men da han var gået bort og de andre mørkelvere havde givet hende et liv her, så var alting blevet bedre.
Stolt, hævede hun blikket da han trådte imod hende, og hun stirrede ham direkte ind i de intense, skovgrønne øjne. "Jeg er ikke et monster fordi jeg er stærk, Thranduíl. Dit folk! Dit folk gjorde mig til et monster selv da jeg var blid og ufarlig!" nu hævede hun stemmen men talte dog stadig på lyselvisk så ingen ville høre hvad de snakkede om. "Som om din skuffelse betyder det mindste for mig," svarede hun iskoldt. Sandheden var inderst inde at det betød alt. At have ham her var farligt for hende, det rev op i sår som burde forblive lukket.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Fortiden lå ganske vidst bag dem, men var det overhovedet ensbetydende med, at den var glemt af den grund? Hans blik søgte hendes skikkelse stort set med det samme. Slaget mod hans kind brændte, og efterlod et tydeligt rødt mærke af hendes håndflade. Han sitrede. Ej fandt han sig i den form for behandling! "Men indtil da, agter du at beholde mig her, selv mod min vilje?" spurgte han direkte. Han havde så mange andre ting, som han hellere ønskede skulle ske. Han ønskede jo for pokker at komme ud, så han kunne finde sin hustru!
Aldrig ville Thranduil påstå, at Eilíannel havde været en kvinde, uden betydning for ham, og det ville hun da heller aldrig nogensinde få.
Som hun fremhævede Mørkelverne og alt hvad de stod for, som det vigtigste, det bedste og det stærkeste, måtte Thranduil desværre sige sig uenig. Selvom mange skovelvere måske havde haft et negativt syn på hende, så havde hun vist sig, at være stærkere end det. "Jeg er skuffet, Eilíannel. Jeg ved hvilken styrke du har haft i din besiddelse. En skam, du har ladet mørkelverne tage den fra dig," sagde han direkte. Hånden hævede han let, for at ømme sit kind, inden han lod den falde igen.
Vægtede hans ord overhovedet intet for hende længere? Han blev stående lige foran hende. Han stirrede fast i hendes smukke øjne. Han havde jo valgt hende dengang af en grund, selvom hans fader havde været imod dette. "Det tror jeg såmænd den gør," sagde han diretke.