Darkness will rise!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Sephiran Acheron
************************************************

Ilden knitrede lystigt i pejsen. Udenfor var der mørkt og kedeligt, og de fleste steder, havde en tynd pude af sne, lagt sig på jorden. I slottets pejsestue, havde dronningen slået sig ned i en blød lænestol. Foran hende stod to glas dyrt rødvin, den ene dryppet med lidt blod for smagens skyld. Det andet glas indikerede at hun ventede besøg denne aften, et besøg i forretningsanledende trods den mand hun skulle møde, næsten synes at være beslægtet med hende af ånd.
Hendes blonde hår, var bundet i en lang fletning der hvilede ned over hendes ene skulder. Nu hvor hende og Matthew havde fundet hinanden, var hun begyndt at klæde sig mere feminint, hvilket også var en hjælp i forhold til det nyelige handicap, i aftenens anledning, var hun derfor klædt i en sort kjole der fulgte hendes slanke skikkelse.
Hendes isblå øjne var blevet matte. Intet lys brød igennem, alt var stadig sort og efterhånden var hun begyndt at affinde sig med at hendes liv ville blive sådan fra nu af. Det skulle ikke være noget som fik lov til at stoppe i hende. Alle skulle vide, at en svaghed ikke gjorde hende svag alene, hun var stadig en stærk kvinde, der blot behøvede et ekstra sæt øjne hist og her for at kunne holde øje med det hele.
Manjarno var blevet frataget hende, Imandra det samme, men der ville hun ikke stoppe. Dvasias skulle udviddes!
Hun fugtede sine rosenrøde læber med et strejf fra tungespidsen, velvidende om at hendes kammerpige ville lede den unge Sephiran herned når han ankom. Manden havde altid haft stort potentiale, hvilket virkede lokkende på Jaqia, desværre havde hun en sjov tendens til at brænde nallerne på de spirende aspiranter. Sephiran kunne hurtigt vise sig ligesådan, men både hans såvel som hans slægts loyalitet havde aldrig viet fra mørket, så mon ikke heldet i højere grad kunne være med hende denne gang?

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde modtaget buddet fra Dvasias. Han skulle træde foran Dronningen, fordi hun havde en vigtig sag at drøfte med ham. Selv vidste han ikke hvad det drejede sig om endnu. Mon hun havde fået nys om, at han havde snakket med Jarniqa? Det skulle hun da ikke så gerne, for så havde han da en sag at drøfte med den tøs! Men det var slet ikke sikkert, at det havde noget med sagen at gøre, så han tog det ganske roligt. Theodore og Jaqia var jo barndomsvenner, så Jaqia havde altid været ham en figur, der havde været der. Selv var han dog ikke den, som havde haft mest med dronningen selv at gøre, men han havde jo altid været mørk af sind og loyalitet. Og var det endnu, selvom han boede i Imandra. Han tilhørte jo også stadigvæk warlockerne i Dvasias og gjorde ikke noget uden at få samtykke fra Kimeya. Han trak vejret roligt og dukkede op i slottets indgangshal, hvor han blev mødt af en kammerpige. Han fulgte roligt med. Selvom det var forretning, så skulle det da nok gøres i rimelig afslappede kår alligevel, hvis han kendte dronningen ret. Han bar i aftenens anledning en sort frakke, der i kanterne var syet af mørkegrønt stof i stedet for det sorte. Dertil bar han sorte bukser, et par sorte læderstøvler og under frakken, en sort skjorte. Det var tydeligt, at han var af finere stand, for han anså sig selv ret højt. Kammerpigen bankede på døren ind til pejsestuen, åbnede døren og lukkede ham ind. Han trådte roligt ind og gik hen til det andet glas, da han tog det som en klar gestus. "Deres Højhed," hilste han, bøjede hovedet for hende og satte sig så ned i møblementet. Han regnede med, at hun selv ville bringe sagen på banen.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Roligt lod hun sine slanke fingre lukket omkring glassets kant og holdt det i sit skød. Hendes fingerspidser gled rundt om dets kant i dvælende bevægelser, mens hun stirrede lidt fraværende ud af vinduet uden at se andet end mørke. Da døren gik op, lod hun automatisk blikket vendes imod det, også selvom hun kun vidste hvem der var kommet grundet duften. Hendes blik var helt mat.
Han fangede hurtigt Jaqias opmærksomhed. De rosenrøde læber bredte sig i et smil der kunne få de ttil et løbe koldt ned af ryggen på enhver. "Sephiran! Velkommen til!" bød hun hæfligt og lod blikket glide tilbage i hendes skød. Den svaghed havde hun endnu ikke vænnet sig til.
Det var efterhånden mange år siden hun havde set ham, trods hun havde været en større del af hans arbejde. Den unge mand havde altid så travlt, knoklede for at komme til at lege med de store, så hvorfor dog ikke lade ham? Hun gjorde gestus mod det tomme glas, selvom han tilsyneladende allerede havde taget hentydningen.
"Jeg beklager den korte varsel, men jeg har vigtige sager at drøfte med dig," fortalte hun uden at spilde tiden. Glasset førte hun til læberne og tog en lille tår. "For at gå direkte til sagerne, så har din far fortalt mig hvor meget du knokler, og som du nok ved, så bliver loyalitet belønnet," hun lagde hovedet lide på sned.
"For at gøre en lang sag kort, så ønsker jeg at genvinde Imandra. Det er store områder, og jeg alene kan ikke vogte det, slet ikke uden et syn. Desværre har jeg haft uheldige erfaringer med mine øvrige ambassadører, deres loyalitet har været.. mindre imponerende," det lå en skjult bitterhed gemt i den kolde tone.

[Sephiran Acheron]

Sephiran mødte hurtigt Jaqias blik da han kom ind. Det virkede ikke som om, der var noget ilde imod ham, så han slappede straks af. Han bøjede hovedet for hende, som hun hilste på ham. "Jo tak," svarede han selv høfligt. Han tog plads ved glasset, som han så lænede sig frem og tog med sig, da han lænede sig tilbage. Han gjorde et udslag med hånden. Det skulle hun bestemt ikke tænke på, han var ret fleksibel hvad det angik. Nu havde Tiyanna jo født, så der var kommet mere ro på derhjemme. Hun tog sig af deres lille nye dreng og han kunne så småt vende tilbage til arbejdet, selvom han også hjalp til når hun kaldte. "Sig frem, Deres Højhed," svarede han til en start. Han hævede vinglasset og smagte på sagerne. Ganske dejlig vin, der uden tvivl smagte som en dyr vin. Han vædede sine læber og lyttede så til, som hun gik direkte til sagen. Han kunne lide dette mere og mere, for hvis han ikke tog meget fejl, så stod Jaqia faktisk med et tilbud af en form til ham, netop fordi hun snakkede om belønning. Han nikkede bare medgivende, for selv følte han jo, at han havde arbejdet og endnu arbejdede meget for tingene. Også selvom det var lidt sværere at klare alt i Dvasias, når han jo boede i Imandra. Han tog en tår mere af vinglasset, da han ikke ønskede at afbryde hende. Han ville gerne lade hende tale færdig først. "Og jeg kommer ind i billedet... under hvilke betingelser?" spurgte han hende direkte. Selv mærkede han godt en vis bitterhed, men overså den.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var gået langt forbi hendes ører at Sephiran igen skulle være blevet far til en lille ny. Gennem uger havde hun skjult sig på sit kammer, skamfuld over det manglende syn, men der kunne hun trods alt ikke skjule sig for evigt. Roligt vendte hun sig mod ham og hævede glasset som en lille skål, før hun igen nippede til den søde vin. Uden tvivl en af de bedre årgange.
"Din fortsatte loyalitet naturligvis. Først og fremmest. Du vil lede området i mit sted, det vil sige under dvasiansk lovgivning og kultur. Det betyder ligeså at alle indtægter går til dvasias som helhed, men også at alle udgifter forbundet med det vil blive dækket af samme, derved kan du aldrig komme i klemme. Derudover slår vi tropperne sammen, skaber en større hær som vil dække hele området, beskyttelse til både du og din familie vil aldrig blive et spørgsmål," fortalte hun og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen, før hun fortsatte.
"Jeg vil ej hænge over dig som en høg, men sætte min lid til at du leder i min ånd. Dog så forventer jeg jævnlige opdateringer vedrørende beslutninger du tager. Sker der noget større skal min underskrift naturlig på som tilladelse, men ellers har mere eller mindre frit spil, så lang tid det er til landets bedste," forklarede hun videre.
Sephiran var en god mand, et spirende talent, hun håbede blot at han kunne være den ene der vidste hvor han plads var og kunne være med til at fører Dvasias mod storhed, der hvor selv hans far havde fejlet.

[Sephiran Acheron]

Om dronningen kendte til, at han var blevet far igen eller ej, var egentligt Sephiran ligegyldigt. Det var jo ikke det sagen drejede sig om og han ville ej blive fornærmet, hvis han ikke fik et tillykke. Hun ville jo nok finde ud af det før eller siden, specielt hvis hun nu pønsede på et eller andet, som involverede ham. Mens han lyttede, så kørte glasset med den dyre rødvin regelmæssigt op til hans læber, hvor han nippede en smule til det. Vin var ikke hans stærke side, men han kunne uden tvivl godt nyde en god årgangsvin i ny og næ. Whisky var dog mere ham, det var lidt stærkere og brændte behageligt gennem halsen. Han lod hovedet søge kort på sned. Han skulle nu være hendes repræsentant? I Imandra? Det land, han i forvejen gik og pønsede på at overtage eller tage tilbage, om man nu synes. Sad hun netop og rakte ham den mulighed? Det var jo næsten for godt til at være sandt! Klart var det, at han ønskede at være fuldkomment på toppen af Imandra selv, men til en start kunne han jo altid snige sig vej til tronen på denne måde, for det sparede ham for en masse blod. Desuden var Marcellus jo som forsvundet, så snart han havde indtaget tronen. "Jeg er beæret over, at du har haft mig i dine tanker, Deres Højhed. Jeg har altid lagt min loyalitet i Dvasias, hvilket jeg stadig gør, selvom jeg bor på i Imandra med min familie," svarede han roligt. Han vædede sine læber og så tænksomt mod hende, som han tog en tår mere. Fælles økonomi? Det var selvfølgelig nemmest, men det ville jo ikke rigtigt hjælpe på Imandras egen økonomi. Men han kunne jo altid forhandle med hende på et senere tidspunkt om, at gøre Imandra mere selvstændig. "Selvfølgelig, Deres Højhed. Det skulle ikke være en svær opgave, at holde dig opdateret. Så kan vi jo altid diskutere sagerne hen ad vejen, skulle der opstå noget større," svarede han roligt. Han tog en tår mere af vinen.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Dette var igen en lidt vovet tanke, men hvor ingen vovede, ingen vandt. Det korte og det lange var, at hun ikke kunne holde sit blik på så stort et område, og hun kunne vælge en gammel i gårde som hun nærede fuld tillid til, men hvis ikke hun havde fået en chance i sin ungdom, havde hun aldrig haft muligheden for at vokse sig stor, og en dag ville hun være væk, sammen med så mange andre, og så var der ingen der havde fået chancen for at bevise sit værd, ingen der havde haft mulighed for at udfolde sig og dermed ingen ligeså dygtige til at sikre landet i fremtiden.
Hun nippede til vinen der havde en sød eftersmag af blod, der pirrede hendes smagsløg, og fungerede lidt som appetitvækker til hendes hovedmåltid der ventede senere. "Jeg ved hvor din loyalitet ligger og hvor din slægts loyalitet altid har lagt. Når det er sagt, så har jeg, som du nok ved, været en kende uheldig i forhold til min ideologiske tankegang om at lade ungdommen komme til. Uden fornærmelse, så har magten en tendens til at stige jer til hovedet," påpegede hun uden at lægge skjul på noget. Hendes engang kølige blik var nu blot mat, men hendes tone afslørede det i stedet for.
"Derfor vil du få Evan Strife med dig. Han er en mand jeg stoler meget på, og om vil være fantastisk som rådgiver, desuden har han indblik i hvad der er muligt og ikke muligt her. Brug ham," opfordrede hun og fugtede læberne med tungespidsen.
DEt skulle stå meget klart at Imandra ikke ville eksisterer meget længere, men i stedet blive en del af Dvasias, derfor kunne det ikke være selvstændigt, og skulle han forsøge så ville han være død længe inden, hun lod sig ikke nare igen og slet ikke med tanke på de muligheder hun gav ham. "Præcis. Jeg skal sørge for at aflægge visit så ofte jeg kan,"" svarede hun blot.

[Sephiran Acheron]

Sephiran fandt det næsten storhjertet af Jaqia, at hun endnu engang tog en chance med den yngre generation, hvis hun havde brændt nallerne før og endda op til flere gange. Han vidste, at hans far havde fejlet, så derfor behagede dette ham ekstra meget, for det var endnu en lærestreg til hans far! Han tog endnu en tår af vinen og blev ved med at nippe til det, indtil der var en bundslat, som han så valgte at tage i en mundfuld. Glasset satte han fra sig på bordet, mens han lyttede til hendes ord. Ordene var sande, men det var faktisk stadigvæk en smule fornærmende. Selv anså han sig ikke som 'ungdommen' som sådan. Han havde selv en voksen dreng. Og han havde selv overgået det med at lade magten stige ham til hovedet, for det var jo det, der havde slået ham ihjel. "Alt forladt Deres Højhed. Jeg vil dog godt lige forsvare mig selv og nævne, at jeg allerede har passeret det punkt. Det var det som gjorde, at Kimeya slog mig ihjel for år tilbage, da min nu voksne knægt, kun var en baby," svarede han hende. Nok var han en yngre generation end hende, men han var ej den spæde ungdom længere. Han var nået det skridt videre. Han tog en rolig vejrtrækning. Evan. En mand han havde truffet et par gange, men vist aldrig rigtigt arbejdet med. Det irriterede ham en smule, at endnu en mand skulle være med, men sådan måtte det jo være. "Stoler du på ham, så vil jeg også," endte han og nikkede. Det var klart sagt for at please hende, men om ikke andet, så var det ikke nemt at gennemskue bagtanken bag hans ord. Han var fantastisk til at manipulere. "Du skal være så velkommen," svarede han sagte.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Somme tider forbandede Dronningen sin egen længsel efter blod tilsyneladende. Ikke blot en, men 4 gange havde hun været udsat for dette, og alligevel holdt hun på at skænke en anden chancen, trods det ville være både lettere og bedre for hende, blot at styrer det hele selv. Hun håbede inderligt at Sephiran ville modbevise dette ved at yde et godt stykke arbejde. Som han tømte sit vinglas, løftede hun sit eget glas til læberne og gjorde det samme, inden hun selv satte det fra sig på bordet, og fugtede sine læber som en undskyldning til at fange de sidste par dråber. "Jeg, beklager Sephiran, det var ej ment som en fornærmelse. Sidst jeg så dig, var du kun en ung knægt, end ikke en mand, og jeg er bange for at jeg ikke får glæden af at se hvor voksen du er blevet," påpegede hun med et dæmpet suk, og lod hånden glide elegant over hendes øjne som tydeligt tegn til hvad hun hentydede til. Det eneste hun så var mørke, men man skulle ikke tage fejl, hendes sanser udviklede sig, blev skarpere for hver dag.
"Jeg vil råde dig til at gøre det. Evan er en god mand, med et godt hoved," svarede hun blot og lænede hovedet lidt tilbage i stolen mens hendes slanke fingre trommede hen over armlænene. "Gå nu. Du har masser af se til i forhold til din familie. Jeg vil sende dig besked hvis jeg kommer i tanke om andet, og ellers når vi nærmer os. Hold lav profil, jeg sørger for at det hele bliver serveret for dig på et sølvfad, hvis du blot sørger for at forholde dig til mit ønske," sagde hun og rejste sig i en glat bevægelse. Matthew ventede på hendes kammer, hun havde ikke planer om at blive siddende her hele natten uanset.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde allerede mange planer i sit hoved. Flere adskillige bryggede han allerede på, så ved at slå lidt koldt vand i blodet ville han se hvilken af dem, der med tiden, ville være den bedste. Han skulle uden tvivl spille sine kort helt rigtigt med dette. Han var beæret over chancen han fik serveret og ville uden tvivl gøre sit for at please Jaqia, så hun var glad og tilfreds. Han skulle nok sørge for at benytte sig af Evan, så Evan kunne rapportere gode ting tilbage til Jaqia. Han trak på mundvigen. Han havde godt hørt om Jaqias mistede syn. Men så måtte hun jo forestille sig, hvordan han var endt ud. Han var ganske vist ung sidst de havde mødtes sådan rigtigt og nu var han en voksen mand. Med kone, to børn og kommende svigerdatter, for hans ældste søn skulle snart giftes. "Alt forladt," sagde han igen og lod det bare passere. Han trak vejret roligt. Evan var måske en god mand, men nu måtte han jo lige se det an for sig selv. Det skulle da blive interessant med en rådgiver. I det mindste, så var det ikke hans egen far hun havde givet opgaven, for så ville han nok have protesteret! "Udmærket, Deres Højhed. Vi ses snart igen," svarede han hende og skubbede sig selv op at stå. Han endte så med at forlade stuen uden flere ord. Han kunne ikke vente til at skulle sætte sig på den imandranske trone igen!

[Jaqia Destiny Angleráx]

For nu ville Jaqia ikke blande sig i hvad der foregik i hans hoved. Hun var overbevist om at dette nok skulle lykkedes, og ellers ville hun helt sikkert sørge for at det ville. Om Sephiran så var endnu en af de magtgale unge, det måtte tiden jo kun vise, i hvert fald havde hun nu langt flere støttere, et større netværk og en krig mindre at skulle tage stilling til, lige nu i hvert fald.
Det eneste forandret ved Sephiran lige nu, var hans stemme. Den var ikke gået i overgang ved deres sidste møde, hvilket sagde lidt det hele, men det ændrede ikke på at hun var ude af stand til at se det med egne øjne. "Tænk ikke på det, det kræver tilvænning fra alles side," indrømmede hun en kende bittert, dog en bitterhed der ikke var rettet mod ham men mod hele situationen. Det manglende syn var en svaghed, som hun skulle kompenserer for på andet vis nu om dage.
"Det gør vi. Medbring din familie min hilsen og taknemmelighed, jeg ved det ligeså bliver en omvæltning for dem," indskød hun blot, og lyttede til hans skridt svandt hen som tegn på at han var gået. først der fulgte hun samme vej og lod døren glide i efter hende kun for at søge op mod sit eget kammer, hvor Matthew forhåbentligt ville vente på hende.

//Out