I owe you one..

[Deleted]

Paige løftede sin troldstav kort over jorden før hun satte den ned igen og et tungt klunk fyldte luften i takt med Paige genvandt mere og mere af sin styrke, hendes eliksir var endelig begyndt at virke. "Hvis man angriber muren, uanset om man er fra Procias eller Dvasias, så vil muren forsvare sig selv..." Startede Paige op, for at gøre klart hvor tåbelig det ville være at sætte andre på opgaven, for det ville ende med muren blot ville omdirigere sin magi til det område, og slå det ihjel der angreb. "Sådan er det med alle levende ting. Føler det trussel vil det slås." Paige vendte blikket fra Gabriel for en stund. Måske skulle Paige bare trække sig tilbage til Madara og hendes Sages, starte sit eget samfund op, hvor man ikke frygtede at stå fast og slås imod mørket.
"Jeg er ikke interesseret i hvad sådan væsner vil. De skulle bekæmpes og ikke føjes og behandles godt." Paige havde vendt ryggen til Gabriel og lod sit sind flyde ud over slottets område, berørte hvert et sind der var. "Selv Deres møde med mørket i kælderen er ikke en hemmelighed" Paige trak sit sind tilbage og lod det lande på Gabriel som en høg der vovede over sit bytte.
"Om jeg ikke vil gøre Dem den tjeneste?" Gentog Paige stille før hun vendte hele fronten imod ham og hendes øjne lynede. "For jeg har jo ikke gjort noget som helst for Dem. Jeg har ikke ofret for Deres skyld? Find en anden hvis De er så utålmodig, men hver beredt på at det vil koste Dem livet." Paige følte sig, hvilke hun ikke lagde skjul på, ikke værdsat og brugt som en anden tjener, og det var noget hun bestemt ikke brød sig om. "De beklager måske deres opførelse, men det ændre ikke på Deres handlinger."
Paige så mod døren, før hun igen vendte blikket mod Gabriel. "Jeg har en løsning der kan virke, for alle parter." Sagde hun og hævede den frie hånd og en ring sprang frem i luften. "Hvis handelsmænd fra Dvasias ønsker at passere igennem muren, skal de have denne på. Ringen vil lade give dem adgang men den vil også holde på deres energi, så de ikke kan skjule sig. En slags tidsbegrænset forbandelse, så at sige."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tydeligt var det for Gabriel at se på Paige, at hun bestemt ikke var tilfreds med dette. Ej var det noget, som egentlig kunne komme bag på nogen som sådan, men hvad pokker skulle han gøre? Selv var der jo blevet stillet krav til ham, som han ligeledes, ønskede at imødekomme. Ej var det Jaqias vrede, som han ønskede at blive udsat for, dersom han ellers kunne blive fri for dette. Han kneb øjnene let sammen. "Så det du fortæller mig, er at du har gjort muren levende og skænket det sit eget liv?" spurgte han direkte. Ej var det hvad han havde bedt hende om!
"Selv mørke væsner skal tiltales med respekt, dersom de kommer med de rette intentioner, som dette er at forvente den anden vej," sagde han endeligt, og med et kortfattet nik. Her var det nemlig ikke Paiges ansvar, at tage beslutningerne. Ganske vidst kunne hun være uenig med ham, og hun kunne nægte at gøre det, emn at komme og rette på ham, var bestemt ikke noget som hun skulle. Tvært imod. "Mit møde med mørket?" gentog han forundret. Hvad var det hun gik og snakket om? End ikke det, var noget som gav nogen mening for ham, som det stod lige nu.
"Jeg handler, som jeg nu finder det bedst.. på vegne af mit folk og mit land, og ej er der noget forkert i det, Paige. Jeg kan ikke tillade mig at tænke egoistisk i dette øjemed," fortalte han alvorligt. At hun ikke ønskede at åbne grænserne, når det var hvad han ønskede, var noget som denne gang fik hans øjne til at lyne. "Ej vil jeg pålægge dem det, når kravet fra Dvasias forholder sig anderledes," afviste han direkte.

[Deleted]

Paige lod skulderne falde ned og trak vejret dybt, i takt med magien var vendt tilbage til hendes krop, kunne hun igen lade sit sind ligge sig tungt omkring i tronesalen. "Respekt er alt for let givet i disse dage og tit og ofte til de forkerte parter..." Startede Paige op og lagde hovedet bagover og lod øjnene glide i. "Ja, det har jeg. Det er nok det mest simple svar jeg kan give til Dem. Men livet er ikke så udviklet som Deres og mit. Måske end ikke som et barns. Livet er primitivt, måske som en plantes. Overlevelse er det eneste den tænker på. Overlevelse, beskyttelse og videre udvikling."
Paige var måske for forskellig fra det land Procias var blevet. Hun var blot vandt til mere udvikling i Madara. At folk og ting var mere udviklet. Om Gabriel var med i Paiges tankegang eller ej, var hun ligeglad med. Hun var snart ligeglad med mange ting der ikke kunne påvise sig, sit værd eller respekt. Vejret udenfor var begyndt at trække op på underlig vis, men der var en storm på vej.
"Tror De virkelig at folket ønsker at leve med racer der ønsker dem døde? Deres tro på folket fra Dvasias er naivt og vil ende galt. Måske ikke i morgen, måske ikke om en måned - men før eller siden vil De se konsekvenserne af Deres handling" startede Paige om med en advarende tone. Hun rettede blikket mod Gabriel og hendes blik var fuld af magi. "Jeg har set racer større end os, jeg har set civilisationer mere fremme end os. Jeg var parat til at udvikle mig, deraf min magiske kunskab - Som både De og jeg ved, ikke kender nogen modpart." Paige gik hen mod vinduet og så ud over landet og et suk forlod hendes læber.
"Jeg skal efterkomme Deres ønske. Muren vil forsvinde og Deres mørke kan komme og få som det ønsker. Men lad mig give dig en advarsel." Sagde Paige roligt, før magien bølgede ud fra hendes krop hele hendes sind lagde sig som en tung dis omkring slottet. "Der er forandring på vej. Snart vil Procias og Dvasias se hvad verden ellers har at tilbyde." Døren til salen gled op og en mand gik ind og hen imod Paige.
"Jeg vil altid være hos dig, Gabriel. Du har et stykke af mig i dig som aldrig vil forsvinde. Du vil altid være sikker, men jeg kan ikke love noget for nogen andre." Paige løftede sin troldstav og en portal åbnede sig midt i tronesalen. En portal der afslørede en ukendt by der var mere udviklet end Procias og manden forsvandt ind i den. "Husk, ham der altid kigge indad, glemmer at holde øje med horisonten" sluttede Paige af og forsvandt ind i portalen der lukkede sig, men i luften hang hendes advarsel.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stirrede tydeligt forundret på Paige. Hvad mente hun egentlig med de ord? Han vidste, at hun altid havde haft en egen måde, at se tingene på, og dette var vel også, hvad der måtte komme til udtryk nu? Han derimod vidste bare, hvad der skulle til, og naturligvis var det noget, som han ønskede at imødekomme med Dvasias. Procias ville ikke være i stand til at slå dem i en kamp og krig, og hvorfor kæmpe og bekrige, hvis det var noget, som man reelt set, kunne undgå?
"Jeg er bange for, at jeg ikke kan følge med i Deres tankegang, Paige," begyndte han med en sandfærdig stemme. Han lod armene let søge over kors. "Hvorvidt om dette er noget som kan redde Procias på sigt, ved jeg ikke, men jeg gør hvad jeg kan i nuet. Det er nu, vi særligt har brug for det," sagde han direkte.
Stadig havde Gabriel svært ved hende, og særligt fordi at det egentlig ikke var til at vide, hvilken side hun egentlig var på, og dette kunne naturligvis godt mærkes. Han nikkede, som hun alligevel gik med til at få den beskyttelse over muren fjernet, for det var lige præcis det, som han gerne ville have. "Det glæder mig," sagde han direkte. Hvad andre verdener og racer der måtte være derude, havde han ganske enkelt ikke nogen anelse om, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han rystede på hovedet. Typisk Paige at sammenligne og se hvad andre havde gjort, kontra dem selv. Var han overrasket? Langt fra faktisk. Langt fra.
Om der var forandringer på vej, vidste Gabriel godt. Men om det var til det gode eller det dårlige, havde han nu endnu ikke fundet ud af. Desværre. "Det må vi til den tid, tage til os, og se hvordan vi må håndtere. Bliv omkring Paige. Det kan være, at jeg senere hen, får brug for dig," sagde han med en direkte stemme, som hun tog turen derfra igen. At hun langt fra måtte være tilfreds, kunne han ikke gøre noget ved. Han sukkede dæmpet, inden han selv søgte tilbage til tronestolen igen, hvor han satte sig. Det var altid med en underlig fornemmelse, når Paige havde været der.

//Out