I owe you one..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

@paige

---

Det var ved at være en flot dag. Solen var begyndt at kigge mere og mere frem, og det var blevet langt mere lunt i vejret, end hvad det havde været frem til nu. Hvilket kunne mærkes. Solen og trygheden som var lagt, efter at de mange stridsøkse var gravlagt, var dyrene igen begyndt at vende hjem, og fuglene var begyndt at synge. Alt i alt, var det noget, som selv Gabriel tog som en rigtig god ting.
Efter der var lagt den beskyttelse over muren, havde det uden tvivl begrænset ekstremt meget af de mørke væsners tur over denne grænse. Til glæde og lettelse for det procianske folk, og dette betød uden tvivl rigtig meget. Lige der var han glad for, at han havde Paige på sin side. Dette var i hvert fald noget, som kunne mærkes frygtelig tydeligt.
For en gangs skyld, følte Gabriel sig udhvilet. Det havde taget rigtig mange bekymringer fra hans skuldre, selvom der endnu var nogen som han skulle håndtere. Efter Jaqias tur i Procias, og Macarias flugt, havde han dog endnu ikke opgivet, at finde hende og Zean. Uanset hvor de nu end måtte befinde sig, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.

Et tungt suk brød Gabriels læber. For i dag, var der ikke mange audienser, og derfor havde han tilladt sig at tage sig af dem, som havde været, for i stedet for, at tage en dag, hvor han kunne tage sig af de mange ting som han også skulle have taget sig af. Det var jo ikke ligefrem en nem ting at fremgå som en konge, men han ønskede at gøre det, og han ønskede at gøre sin moder stolt.
Stående ved de store vinduer og betragtede Apterta. Den store og skinnende hovedstad i Procias, og hvad den var endt med at blive til, og særligt efter at freden og roen havde sænket sig. For hans vedkommende, var det rent faktisk det, som havde størst betydning. Freden som havde sænket sig, kunne uden tvivl godt mærkes, og dette var vel også noget, som han kunne være med til at takke Paige for?

[Deleted]

Endelig var sommeren ved at være ved døren, og som altid var Procias det land der så de første solstråler. Selvom det kun var en optakt kunne Paige ikke undgå at føle mere liv i sig selv om sommeren. Solens stråler var som et tæppe for Paige, et tæppe hun kunne hvilke sig ind i og glemme for en tid, hvad verden var blevet til. Efter Paiges lille seance ved muren og hendes enorme forbrug af magien, var det ikke en helt genkendelig Paige der var at syne, hvis man fik fanget hende. Hun havde holdt sit ord til Gabriel og også efterkommet hans ønske om at hun var mere synlig for både folket og adler - Paige havde tænkt meget over det han havde sagt, og det havde endelig sunket ind, Paige var den der havde mest at skulle sige, kun overgået af kroneparret. Så Paige havde været til forskellige møder igen hos både folket og adelige. Men hun havde altid været skjult, holde sit hoved under hætten på sin kappe, så man blot kunne ane de is-blå øjne, og en mand, dækket i hvide klæder, selv hovedet med, havde fulgt hendes side fra dagen efter hendes succes med at sikre muren.
Der var gået et par uger og Paige kunne først nu finde tid for Gabriel, da hun nødigt ville stresse ham endnu mere end hvad han var. Paige var dukket op ud af den blå luft, med den fremmede herre ved sin side, foran slottets mure. Hendes gang var heldigvis ved at være den selvsikre igen, men troldstaven holde hun i et fast tag i den venstre hånd og støttede sig til. En lang blå kjole hang ned over hendes slanke krop og en hvid kappe ud over, med hætten trukket over hovedet, kun en enkelt lok af hår hang ud, heldigvis var det begyndt at blive gyldent igen. Paige satte gangen ind på slottet og hendes skridt gav genlyd i de store sale og gange, efterfuldt af troldstavens møde med gulvet med et solidt, klunk. Da hun nåede tronesalen rettede hun blikket mod sin følger. "Bliv her eller tag hjem. Jeg har styrke nok til denne dag." lød hendes ord, stadig skarpe men langt fra med samme kraft som for et par uger siden. Manden gjort et buk for hende og stilede sig op af døren til tronesalen, med en holdning der ikke ville rokke sig for nogen, hvilke fremtryllede et svagt smil på Paiges løber.
Paige trak vejret dybt og rettede sig op, før hun svang døren op og lukkede den efter hende igen. Der gik ikke længe før hendes blik faldt på Gabriel, der stod ved vinduet. Paige tog et par skridt ind i selve salen, før hun stod stoppede op i en søjle af lys der blev kastet fra vinduet. Stolt og selvsikkert some altid, stod hun, men skjult i sin hætte. "Goddag kære Gabriel" Sagde Paige med en rar stemme, der dog synes at være en smule svagere end normalt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Håbet kunne Gabriel langt om længe mærke i sin egen krop, og dette var uden tvivl noget som fik ham til at.. smile. Han sov godt om natten nu, og han sov tungt og igennem. Det var uden tvivl rart, at det forholdt sig på denne måde. Han selv stod og kiggede ud over sit land.. udover sit folk, og særligt fordi at det hele atter en gang var begyndt at blomstre på den gode måde, og det var det, som han virkelig godt kunne lide. Et smil bredte sig igen på hans læber. Paiges navn var selv mere og mere på folkemunde, hvilket kun ville sige, at Paige viste sig mere og mere, og det var også det, som passede ham fint. Det var vel et krav for en adelig, at de rent faktisk også viste sig på denne her måde?
Stemmen som lød ikke langt fra ham, var noget som alligevel måtte få smilet til at brede sig på Gabriels læber. Hans blik søgte bagud og i retningen af Paiges skikkelse. Han måtte vel erkende, at han viste hende en større tillid nu, end det, som han havde gjort, da de havde set hinanden sidst. Nu var det jo bare.. at han skulle have hende til at fjerne mesteparten af beskyttelsen over muren, og hvad hun ville sige til det. Fredstraktaten med Dvasias, var det som gjorde det, og det var det, som han holdt fast i. "Jeg var spændt på, hvornår jeg mon ville ende med at høre fra dig igen, Paige.." Det var en helt anden varme og farve der viste sig i hans øjne. Han var glad for en gangs skyld, og dette var uden tvivl noget, som kunne mærkes. Ikke at det var noget, som sagde så lidt. Hovedet lod han efterfølgende søge let på sned endnu en gang. Hun så ud til at have det ganske udmærket. Meget af det, kunne han jo faktisk også godt takke hende for, og særligt med det arbejde, som hun havde udført for ham igennem den seneste tid. "Er du faldet til?" spurgte han videre, inden han vendte sig helt mod hende igen. Denne gang var smilet dog ikke til at tage fejl af. Han var uden tvivl meget lettet. Selv på trods af hans stand og titel som konge, så kunne det hele endelig se ud til at lysne lidt.

[Deleted]

Paige kunne ikke holde et smil tilbage da Gabriel vendte sig mod hende. Hele hans energi og væsen var mere roligt og han virkede til at have en større ro i kroppen, selvom Paige var i rummet og dét bragte hende mere end glæde. Hun holdt sin plads og støttede sig til troldstaven, hele tiden opmærksom på ikke at vakle selvom hendes energi ikke var helt på højkant endnu. Men Paige ville ikke bringe bekymringer til Gabriel, især ikke nu hvor han så, så rolig ud.
"Forhåbentligt er det kun af glæde der af spændinger" udtalte Paige varmt. Det var kun hendes is blå øjne der kunne ses inde under hætten, men den varme de sendte Gabriel var lig en moders. Paige bevægede sig ikke en tomme, men stod er nød den varme hun fik fra solen. Ej vidste hun egentlig hvad Gabriel synes om hendes beskyttelse af muren, hun havde fået grønt lys og så var hun bare gået igang. Havde ikke vendt nogen tanker med folk fra Procias. Hun var både stolt og havde alligevel formået at imponere hende selv, med slutresultatet, nu var det Procias egne soldater der skulle bevise deres værd ved muren og oveni også hitte ud af den magi der nu lå omkring stedet. En magi hun havde lagt der ikke sådan kunne forsvinde selv med tidens tand.
"Procias har altid været mit hjem og vil altid have en plads tæt ved mit hjerte. At falde til kræver man er ny og vi ved begge to godt, jeg er en ældre kvinde i disse gårde" sagde Paige med en morsom stemme, kunne ikke holde et fnis tilbage ved de sidste ord i sætningen. "Men jo, alt er ved at være på plads og jeg har sørget for folket i Procias ved hvordan jeg kan kontaktes via mellemmænd."
Det smil Gabriel havde mindede om Elanyas og Paige kunne derfor ikke undlade at hendes egne læber formede en større smil under hætten. "Du ser mere rolig ud end sidst" startede Paige op og igen kom moderlig heden frem i hende. Paige havde selv haft børn der havde forladt denne verden - Gabriel var det eneste der virkelig havde nogen form for relation til Paige af hvad folk vidste. "Sover Du bedre? Er appetitten kommet tilbage?" Typiske og måske overflødige spørgsmål, men Paige var oprigtigt interesseret i at Gabriel havde det godt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl langt mere rolig nu, end hvad han havde været, dengang de havde set hinanden sidst. Dette var uden tvivl mærkbart på ham. Han sov igen.. Han fandt tiden til at være sammen med sin hustru, og han var også begyndt at spise ordentligt igen. Den fredstraktat som var sket mellem Dvasias og Procias, var da uden tvivl noget, som kunne mærkes, og det var uden tvivl ekstremt lettende, selv for hans vedkommende, at det var således, at det forholdt sig. Han smilede svagt.
"Tiden vil endnu vise mig det," sagde han med en rolig stemme, som han let nikkede mod hende. At hun stod der med sin troldstav i hånden, var slet ikke noget, som han tog som nogen trussel, for det havde han slet ikke nogen grund til. Hovedet lod han søge en kende på sned, som han sendte hende et smil. Nu hvor hun havde gjort ham den tjeneste hvad angik den mur, så var han faktisk kun mere bange for, hvad hun ville sige... når han rent faktisk ville bede hende om at fjerne det igen. Krigen og striden med Dvasias, var nemlig ikke noget som de ønskede, og særligt ikke i disser tider, som alle sammen havde kostet dem dyrt. Han trak vejret dybt, inden han selv gjorde tegn til, at hun kunne søge op ved siden af ham. End ikke det, var noget som han ville have noget imod. "Sludder, Paige. Det er jo lige før vi i disse tider, ser jævnaldrende ud," afviste han. Ganske vidst havde alderen på sit vis sat sig på hver af dem, men det klædte hende. Det var jo lige før, at han kunne se op til hende som sin moder.
Igen måtte Gabriel nikke. Han sov om natten, og han fik de måltider, som han skulle have. Smilet forlod dog ikke hans læber. "Alt er på bedringens vej, kan jeg sige.. Først og fremmest vil jeg gerne takke dig for hvad du har gjort for muren til Procias.. og dernæst faktisk bede dig om at fjerne det igen," sagde han sandfærdigt. Han lavede ikke sjov. Han var glad for det, men fredstraktaten ville tvinge ham til at fjerne den.

[Deleted]

Paige havde gjort sit for at bevise sig overfor Gabriel, hvilke hun kunne forstå til et hvis punkt. Men Gabriel der havde gjort fokus på titler og status, måtte stole på at den sidste Dronning ikke havde fejlet i sit valg - Det var det Paige manglede at se. Gabriel havde just heller ikke bevist sig overfor hende, men Paige ville ikke grave i det på nuværende tidspunkt.
"Hvilke blot betyder jeg ikke har min fulde styrke endnu" sagde Paige kortfattet. Hendes magi plejede at holde hende i ungdommens år, men de sidste begivenheder havde tæret på hende, så hendes udseende måtte komme sidst - Heldigvis var Paige en kvinde af et yndig udseende. "Det er godt du er i bedring, barn" sagde Paige roligt, før hun på Gabriels gestus langsomt gik hen imod ham, en anelse usikkert og efter nogle skridt forsøgte hun at skjule et naturligt ophold ved vinduet.
Da Gabriel bad hende om at fjerne sin beskyttelse igen, kunne Paige ikke andet end at slå en latter op. En tør latter der spredte sig i salen. Hun fik hevet en stol over til vinduet med et vink og da hun satte sig i den undslap der et tungt suk for hendes læber. Langsomt førte hånden op til hætten og hev den af, afslørede et livløst hår med en del hvide hårlokker. Hendes ansigt var slidt og træt og før nu var tydeligt at se noget af hendes alder i mild form. "Årh Gabriel, du er vist ved at være klar igen... Fjerne den nye beskyttelse, kan du forestille dig hvis du var seriøst" Paige frygtede for hans svar og henslå det med vittigheder. Hun kendte godt til denne fredsaftale, men den kunne uden tvivl fungere ligeledes med hendes beskyttelse på muren. Hvis Dvasias var sandfærdighed havde de ikke behov for at komme til Procias og Gabriel burde takke Paige, nu kunne hans kone ikke stikke af heller.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel gik rigtig meget op i status, ansvar og titel, og at dette var noget, som man uden tvivl skulle gøre sig fortjent til. Dette var naturligvis noget som kunne mærkes, særligt på hans måde at gå frem på. Selv tog han oftere og oftere ture igennem landet, for at sikre sig, at tingene gik som det skulle, samt at folk så hvem der egentlig havde kontrol over det land, som de var en del af. Dette var noget, som han faktisk gik meget op i.
"Ordene var skam ment som et kompliment," lød det roligt fra Gabriel, som han let nikkede mod hendes skikkelse. At hun søgte hen mod ham, glædede ham dog. Det ville uden tvivl gøre landet her gavn, hvis de kunne kunne finde ud af, at samarbejde ordentligt, og denne tanke kunne han virkelig godt lide. Alt der ville være landet til gavn, var ham til gavn, og det var noget som han rent faktisk godt kunne lide. "Det er jeg. Meget af dette, kan jeg takke dig for, Paige," sagde han med en rolig stemme, som han let nikkede mod hendes skikkelse igen.
At hun brød ud i en latter, som lavede Gabriel sjov, kom et sted ikke bag på ham. Selvom det uden tvivl var noget som han havde sagt i alvor, da han ej fandt det morende. Han lod armene roligt søge over kors, som han sendte hende en ellers meget alvorlig mine. "Jeg siger ej dette i sjov, Paige," sagde han dog. Hvad skulle han ellers sige? Den fredstraktat med Dvasias, kunne meget hurtigt vise sig, at være altafgørende for rigtig mange ting, og dette var bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig, at ødelægge hvis han ellers kunne blive fri. Han ønskede kun det bedste for sit land, og derfor var dette bare en nødvendighed.

[Deleted]

Om ordene var velmente eller ej, så stod Paiges ordvalg satdig vedlige. Der måtte gå et par dage endnu før hun havde alle sine kræfter igen, noget hun glædede sig begribeligt til. Paige havde intet imod de svage, så længe de forstod at når de hverken kunne gøre til eller fra, så var det bedst for alle parter at falde ind på geled og respektere dem med kræfter. Deraf var Paige også blevet rimelig centret omkring sig selv, for hun havde kun mødt én herre der kunne minde om en udfordring, en mand der tids nok skulle bukke for hende.
"De har en sjov måde at vise taknemlighed på." Sagde Paige og lagde den ene på over det andet og rettede sig op. Hun fremdrog en lille flaske fra hendes klæder og tømte dens indhold. Hun strammede taget omkring troldstaven og hev sig op på benene igen, tydeligvis en manøvre på ikke bare at fare i luften, men få afløb for skældsord via handling, og ikke kamphandling, ikke endnu... Paige var splittet, hun ville gerne give sit alt til Procias, men hun havde sit eget folk at tænke på. Madaras folk... De folk der havde skabt muren, ofret sig for muren og nu skulle deres værk bare gå i glemmebogen? Paiges smil var forsvundet og hendes øjne lynede af arrighed.
"Selv hvis jeg ville overveje at fjerne magien på muren, og jeg siger ikke at jeg vil, så er det ikke bare noget man gør!" Sagde Paige kort for hovedet, før hun begyndte en vandring på tværs af salen. "Har De overhovedet nogen idé om, hvad De siger? De kunne lige så godt fortælle din skrædder at han skulle sy hundrede klæder med guld og når han så var færdig bad De ham om at brænde dem" Startede Paige op og med hver skridt synes vinden at tage en smule til. "Jeg er ikke Deres skrædder!" Afsluttede Paige før hun måtte gøre et hold og hev tungt efter vejret - Disse menneskelige træk var ikke Paige kært, sikke tåbeligheder at kroppen ikke kunne følge med.
"Men jeg forhaster mig..." Paige vendte igen fronten mod Gabriel og gik hen og indtog pladsen i stolen, som var det ham der var hos audiens hos hende. "De må jo have noget af en forklaring for dette." Paige slankede et øjenbryn og så afventende på Gabriel. Måske var deres samarbejde bare ikke en realitet? De så måske for forskelligt på tingene? Tanker der skræmte Paige.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tydeligt måtte det være for Gabriel, at Paige ikke kunne se alvoret i hvad han måtte fortælle hende. Den beskyttelse skulle ned. Ganske vidst vidste han, at noget ved beskyttelsen, skulle have lov til at stå endnu, da det endnu ikke var alle, som han ønskede at skænke den frie adgang til landet her.. Det skulle være dem med den rette intention, og dette kunne vel heller ikke være så underligt igen, kunne det?
Armene lod Gabriel falde over kors på det faste bryst. "Vil du da påstå, at jeg ikke udviser min taknemmelighed?" spurgte han direkte. Han kunne dog godt forstå, at det var svært for hende at forstå, siden han havde bedt hende om at rejse beskyttelsen over muren, og nu bad hende om at fjerne den, men det var vigtigt, at dette blev gjort. Nok mere, end hvad hun måtte gå og tro, og derfor ønskede han ligeledes, at dette også var noget som skulle ske.
Paiges vandring henover gulvet, fik Gabriels blik til at følge den. Forstod hun ikke hvad han bad hende om? Hvis hun ikke gjorde det, måtte han jo finde nogen, som kunne gøre det i stedet for. "Det skulle ikke forundre mig, at det er farlig og meget avanceret magi, som du har kastet over muren, og derfor er det dig, som jeg ønsker skal fjerne mesteparten af den igen." Det var en hård sammenligning som hun kom med, men det var derimod noget, som han forstod. Dog håbede han på, at hun havde nok tillid til ham som sin konge, at hun ville lystre den ordre, som han skænkede hende.
"En fredstraktat er skrevet mellem Dvasias og Procias, som sammen, vil føre til åben handel, som ligeledes også kommer os til gavn. Dette betyder jo så, at mørke væsner skal have adgang, men kun dem, med den rette intention. Resten er jeg ej interesseret i, at skænke adgang til landet her," fortalte han direkte. Selvom de havde været tæt på at tage Macarias liv i samme omgang, så var han ked af, at det ikke havde lykkedes dem. Hver ting til sin tid. Den kamp havde han dog ikke opgivet helt endnu.

[Deleted]

"Lad os se. Det er første gang vi ses efter jeg har ofret mine kræfter. Efter der er foret liv. Der har hverken været et brev, eller nogen form for rod, før dette møde - Og Deres tak, deres ros kommer med en bagtanke." Sagde Paige skarpt og havde sådan set fat i noget. Det kunne godt være at de begge havde travlt men et brev havde ikke været besværligt. Paige afventede stadig hans svar og rørte sig ikke en tomme.
"Selvfølgelig er det avanceret magi, for øvrige magikyndige af alle slags. Men det at gå på to ben er avanceret for et barn. Det er vist et spørgsmål om synsvinkel." Paige vidste udmærket at hendes forstand på magien ikke kunne sammenlignes med nogle andres, og derfor var Gabriels idé om at det var hende der skulle fjerne den igen god nok, hvis Paige altså ville efterkomme sådan et ønske. "Al magi kan være farlig, præcis som ild kan være farligt. Alle der glemmer denne sandhed, bliver brændt" Tilføjede hun næsten med en advarende tone, ikke en trussel men et ord om at træde forsigtigt. Paiges magi var ikke en der kunne fjernes, og gik man til angreb på den, ville den forsvare sig selv med al dens styrke. 
Paige kunne ikke være mere ligeglad med Dvasias og deres handel. Hvis Gabriel ønskede at skaffe materialer fra den anden side af muren så fandtes der utallige muligheder, man skulle blot være villig nok til at ture. "Jeg venter stadig på en forklaring der holder ud over et stykke papir" Godt nok var Paige forretnings kvinde, og vidste godt hvad et brud på en kontrakt kunne medfører, hvis man altså havde kastet de nødvendige besværgelser over pargamentet. "Hvad er mesteparten?" Sagde Paige ganske sagte. Hun regnede bestemt ikke med at efterkomme Gabriels tanke, men hun ville kende alle faktorer før hun tog sin beslutning. Men det var tydeligt at stemningen var gået for ganske rar til rimelig trykket og magien omkring slottet voksede kun som Paige blev mere og mere skuffet og vred. Noget der snart ville kunne betyde at soldater, hvis de altså duede til noget, ville tage notis af det. Der var Paige glad for at have sin egen mand ude foran salens dør.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Om jeg vidste hvor jeg kunne tage fat i dig, ville jeg tidligere, kunne skænke dig min taknemmelighed. Det er dog ikke ting, som kommer helt af sig selv," fortalte Gabriel med en rolig stemme, som han igen vendte blikket fast i retningen af hendes skikkelse. Han forstod ganske vidst at selv dette måtte og kunne vise sig, at være skuffende for hende, men Gabriel forsøgte faktisk efter bedste hensigt og intention.
Det var tydeligt for Gabriel, at Paige ikke var enig i ham, i hans tankegang, og ikke ligefrem var det noget som han kunne gøre noget ved. Det eneste som han rent faktisk krævede af hende, var at hun lystrede de ordre, som han skænkede hende. Det var det eneste, som egentlig havde betydning for dette, som det var lige nu. Han kneb øjnene let og fast sammen. "Glimrende. Derfor forventer jeg ikke, at det er en hård opgave for dig, at få sænket igen?" sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han selv ønskede kun at de ting som han ønskede skulle ske, var nogen som ville ske.
"Jeg forventer, at du lystrer," sagde han kort for hovedet. Hvorfor han havde taget den beslutning, var egentlig ikke noget, som Paige havde noget med, hvor hun faktisk bare skulle gøre, som han ønskede og stole på, at han vidste hvad han gjorde, for det gjorde han! "Mørke væsner med de rette intentioner skal frit kunne passere muren. Dem som ikke kommer med disse, skal ikke kunne passere muren," sagde han med en sandfærdig mine. Han så faktisk ikke nogen grund til at skulle uddybe det anderledes for hende. Den fredstraktat var uden tvivl noget som selv han satte frygtelig højt på listen.

[Deleted]

Paige kunne virkelig ikke finde sig selv på samme bølgelængde med Gabriel i dette. Hun havde sin grund her i Procias som altid havde tjener døgnet rundt, så at give en besked dér var ikke en sag for viderekommende. Hvordan kunne Gabriel egentlig bilde sig ind at stå der, stille og roligt, og tale ned til Paige? Sætte krav til hende? Gabriel havde aldrig bevist sig overfor for Paige, ikke som konge.
"Der er en farlig ting ved forventinger..." Paige rejste sig op fra stolen og rettede sig op, trods hun var en kvinde var hun høj og hendes erfaring i livet strålede ud af hende som en slags autoritet. "De går begge veje og kan ende ud med at skuffe noget så grueligt." Paige ord var nu rolige og hendes blik forlod ikke Gabriel. "Jeg er ikke dit kæledyr" Sagde Paige langsomt og køligt - aldrig om hun havde troet at Gabriel skulle bruge den slags tone overfor hende og slet ikke i en situation som denne. Han anede ikke hvad der holdt magien oppe, han anede ikke hvad slags magi det var - hvis han havde gennemtænkt sine handlinger før han bad hende om hjælp så kunne Paige havde taget noget forholdsregler, men hun troede ikke Gabriel ville lade sig snyde af mørket.
"Mørke væsner har ikke rette intentioner, uanset hvilke skuespil de så køre for folket" Paige havde få gange stolet på mørket og var blevet snydt næsten hver gang. Dertil var forrådet så stort at det skyggede for det gavn mørket havde haft og nu stod Paige og ville aldrig acceptere mørket i nogen form, end hende selv selvfølgelig. Det var ikke magi eller racer hun ikke kunne stole på, men intentionerne fra dem fra Dvasias der satte mistillid i hende."Lad mig prøve at forklare det så De kan forstå det" Sagde Paige og hendes tone var spydig. "Magi er en levende ting, det kan både gøre ondt og godt, det er den som hersker over den der bestemmer hvordan den bliver brugt." Paige lod roligt sine skridt føre længere ind i selve tronesalen. "Der er ikke mørk eller lys magi. Magi er som en flod - Det er os magikyndige der beslutter hvilken vej vi vil føre dens strøm... Derfor er der altid en risiko når man bruger den." Sluttede Paige af før hun lod øjne glide hen over tronen og kneb øjnene let sammen. "Hvis De ikke ønskede en mur, hvorfor så bede om den?" Spurgte Paige og vendte sig mod Gabriel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I forvejen at se Paige tage plads i den kongelige trone, som var det hendes, var slet ikke en tanke som Gabriel brød sig om. Han lod det dog gå for nu, for han havde ikke nogen grund til at skulle gøre et stort nummer ud af det, og særligt nu hvor de havde en anden problematik at skulle slås med, og dette var også det, som han uden tvivl var præget og påvirket af, i en stund som denne.
"Og dog, er det noget som jeg forventer af de adelige. Jeg vandrer med ansvaret på mine skuldre, ved den forudsætning at jeg kan stole på dem som besidder de titler, som de er blevet skænket," sagde han direkte. Det var vel heller ikke meget at forvente af sit folk, var det? Han gjorde hvad han kunne, for at sikre sig, at folket fik hvad de skulle bruge, og denne var noget, som han så brændende ønskede at give dem, selvom det virkelig ikke var nemt.
At Paige begyndte at tale ned til ham, gjorde ham forarget. Var det virkelig hvad han kunne forvente fra hendes side? "Behandler jeg dig som et kæledyr, Paige?" spurgte han denne gang med en mere hård stemme. Den fredstraktat, som han havde fået lavet sammen med Dvasias, gjorde automatisk at den beskyttelse, som var lagt over muren, skulle laves om. "Jeg er ikke dum, så således, behøver du slet ikke at fremhæve mig, Paige. Min moder var blandt de kraftigste magikere, som har vandret på denne jord, og selv de magiske evner, har jeg haft i min besiddelse," sagde han med en kortfattet stemme. Paige var som enhver anden procianer der ikke havde nogen forståelse for, hvad det ville sige, at have det ansvar, som han havde, og særligt når det var på denne her måde. Han hadede det virkelig!
Muren skulle stå, det var jo ikke det som Gabriel sagde. Han slog armene fast over brystet, som var han tydeligt utilfreds med alt dette. "Jeg ønsker en mur, men selv handelsmænd og andet, skal kunne bevæge sig frit over denne, såfremt deres intentioner er rette.. Nu spørger jeg dig blot, om jeg kan regne med din hjælp hvad det angår?" spurgte han direkte. Så langt, var han nemlig ikke blevet overbevist.

[Deleted]

"Tillid er hvad De leder efter. Men det virker som om tillid er så flygtig som vinden, når man gang på skal forsikre hvor ens loyalitet er" Paige kunne ikke forstå hvorfor det hele tiden var et emne? Havde hun ikke bevidst sig selv? Havde hun ikke gjort meget for landet - Ja, hun var ikke i enig i mange af de beslutninger som Gabriel tog, men dertil måtte en han jo spørger sig selv hvorfor dette var. Paige strammede sit tag om staven og træk vejret dybt ind - børn i disse dage havde ingen respekt for deres ældre. "Det føles sådan, Gabriel" Svarede Paige roligt og kort. Hun havde gjort hvad han ønskede, havde endda undladt at hæve en mur omkring slottet fordi Gabriels kone ville lide under, ikke at Gabriel kunne huske dette, for Paige havde plantet sin magi i ham, der ændrede hans minder og følelser.
Da Gabriel nævne Elanya, måtte Paige beherske sig for ikke bare at bryde ud i råb og vilde bevægelser. "Så burde De være ganske klar over hvad magi er. Dertil hvordan det manifireces og hvilke regler der gælder." Det var ikke muligt at rive den mur ned uden Paige, uden at miste sindet eller værre i forsøget.
"Hvis De ønsker handel, hvorfor så ikke blot sætte stande op ude fra muren? Så behøver landet ikke at risikere misfortolkede intentioner, og så kan soldaterne holde øje, Procias behøver ikke flere væsner fra Dvasias, vi har jo rigeligt allerede..." Paige var ikke kendt for at være diskret, og det var ikke fordi hun hadede Gabriels kone af karakter, mere blot af hendes fødsel som en fra Dvasias. Hun ville ikke svare på Gabriels spørgsmål, mere af alt fordi hun allerede kendte hendes svar. Men hvorfor var det Dvasias handelsfolk der skulle ind i Procias? Hvorfor ikke den anden vej eller den mulighed Paige havde forslået?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Efter dit lange fravær, og at du vælger at tage plads i kongens, såvel som dronningens stol, indikerer jo blot, at du ej viser kongehuset den forventede tillid," sagde Gabriel sagte, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det var end ikke noget, som måtte falde i den gode jord for ham, og særligt med det faktum, at Paige tilsyneladende ikke ønskede at imødekomme ham og hans krav til at rive mesteparten af den beskyttelse ned, som hun havde rejst og hævet omkring den lyse mur. Det var bestemt ikke noget, som faldt i den gode jord hos ham.
Ej var det fordi at Gabriel ønskede at behandle Paige som et kæledyr, for det var slet ikke meningen. At det var sådan hun opfattede det, måtte han naturligvis beklage. Han sukkede let. "I så fald, så beklager jeg meget dybt," sagde han med en rolig stemme, hvor han faktisk også måtte mene de ord som han gav udtryk for.
Om Gabriel valgte at sætte stande op på den manjanske side af muren, ville bestemt ikke være et træk som ville falde Jaqia i smag. Derfor skulle det hele gøres ordentligt. "Jeg ved ikke, om du er kendt med dronningen af Dvasias, og de krav og forventninger, som ønskes imødekommet hvad det angår, Paige," sagde Gabriel med en mere hård tone. Hun ville ikke gøre det? I det tilfælde, så måtte han jo finde nogen, som kunne gøre det i stedet for. "Om du ikke vil gøre mig den tjeneste, så skal jeg nok finde nogen som vil," sagde han direkte. Velvidende om, at det var noget som gjorde Paige vred og ked af det, så var han ligeglad. Han ønskede at imødekomme de krav Dvasias havde stillet, som de havde imødekommet dem som Procias havde stillet.