Post by Malisha Pamariaz M. Acheron on Mar 29, 2015 18:53:32 GMT 1
@gordon
Det var hen på sen aften, da Malisha søgte over den gamle dvasianske grænsemur og ind mod Manjarno. Det var ved at være evigheder siden, hun havde sat sine fødder her på disse kanter, og det var på tide, at stifte bekendskab med et gammelt sted. Her havde hun tilbragt rigtig meget af hendes unge liv. Ganske vidst for frygtelig mange år siden. Den tid den sorg.. Hun var kommet videre nu.
Selvom hun endnu en gang havde efterladt Samuel derhjemme med Ravennah. Det var ikke altid lige til, når hun på ingen måder var moderlig anlagt. Hun kunne bare ikke finde ud af børn, og så at de forventede at hun gjorde det. Det kunne hun bare ikke!
Selv på trods af foråret, som havde meldt sin ankomst, så var det ikke noget som påvirkede Malisha som synderligt lige i disse tider. Kappen trak hun tæt omkring sin egen krop, inden hun begav sig over det åbne område. Øde og stille henlå det. Nu hvor krigene her i landene var ovre og forbi, så var det en dødelig stilhed som havde lagt sig i stedet for. Det var jo lige før, at den var mere uhyggelig, end alt det andet, som ligeledes havde kostet sit for alle i denne verden.
Hun gik roligt. For hende, var det tanken om luft, som påvirkede hende mest lige nu. Hun havde brug for luftforandringer i forhold til det, som hun blev præsenteret for derhjemme. hendes liv havde lagt sig om. Virkelig meget endda, og særligt efter alt det som hun havde været igennem. Vinden rev i det lange mørke hår og gjorde den blege hud kold. Dette satte sig som en rød farve i hendes kinder. Dog fortsatte hun frem. Her var stille. Det var lige hvad hun havde brug for.
Det var hen på sen aften, da Malisha søgte over den gamle dvasianske grænsemur og ind mod Manjarno. Det var ved at være evigheder siden, hun havde sat sine fødder her på disse kanter, og det var på tide, at stifte bekendskab med et gammelt sted. Her havde hun tilbragt rigtig meget af hendes unge liv. Ganske vidst for frygtelig mange år siden. Den tid den sorg.. Hun var kommet videre nu.
Selvom hun endnu en gang havde efterladt Samuel derhjemme med Ravennah. Det var ikke altid lige til, når hun på ingen måder var moderlig anlagt. Hun kunne bare ikke finde ud af børn, og så at de forventede at hun gjorde det. Det kunne hun bare ikke!
Selv på trods af foråret, som havde meldt sin ankomst, så var det ikke noget som påvirkede Malisha som synderligt lige i disse tider. Kappen trak hun tæt omkring sin egen krop, inden hun begav sig over det åbne område. Øde og stille henlå det. Nu hvor krigene her i landene var ovre og forbi, så var det en dødelig stilhed som havde lagt sig i stedet for. Det var jo lige før, at den var mere uhyggelig, end alt det andet, som ligeledes havde kostet sit for alle i denne verden.
Hun gik roligt. For hende, var det tanken om luft, som påvirkede hende mest lige nu. Hun havde brug for luftforandringer i forhold til det, som hun blev præsenteret for derhjemme. hendes liv havde lagt sig om. Virkelig meget endda, og særligt efter alt det som hun havde været igennem. Vinden rev i det lange mørke hår og gjorde den blege hud kold. Dette satte sig som en rød farve i hendes kinder. Dog fortsatte hun frem. Her var stille. Det var lige hvad hun havde brug for.
