Post by Jarniqa Dynithril on Mar 28, 2015 8:43:22 GMT 1
”Selvfølgelig. De var ej velkommende her, ligesom at Macaria og Zean Forsyth ej heller var,” sagde Jarniqa kort for hovedet. Sandt var det dog også. Dødsenglene havde været uvelkomne, og det at de nu var borte var kun godt. Hvad der derimod var mindre godt var, at Theodore havde holdt dette faktum hemmeligt for hende. En tanke, som hun på ingen brød sig om, da de ellers skulle fungere som en form for samarbejdspartnere. Gad vide om det mon havde kommet Valandil for ørene, at dødsenglene var forsvundet? Var han der mon allerede? Ville hun i så fald få ham at se igen nu? Ville tiden være til det, hvis det var? Hendes blik hvilede på Nathaniel, som han ledte hende med sig til sit kontor. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte slå hurtigt imod hendes bryst. Tanken om, at han ville hjælpe hende, og at hun ville få sin moder at se var … utrolig. Tanken om, at hun ville få sin moder at se, fik hende helt til at skænke Lucifer en tanke. Gad vide, hvad han ville mene om denne handling? Gad vide, om han ville gøre det samme, hvis han fik muligheden? ”Jeg skal nok føre os til hendes gravsted, og dernæst det sted, hvor jeg blev født,” endte hun med at sige. Nysgerrigt fulgte hun ham med blikket, som han fandt diverse flasker og puttede dem i en tanke. Gad vide, hvordan det hele ville komme til at foregå? Hun havde trods alt aldrig haft noget med alkymi at gøre. Undrende blev hende blik. ”Hvorfor skulle vi ikke kunne formå at holde hende her?” Hendes moder ville vel ønske at komme til hægterne? Derudover ville hun vel også ønske at møde sin datter? Hun rystede tankerne af sig, inden hun bevægede sig over til Nathaniel. Gad vide om hun ville blive i stand til at gøre dette? ”Turen dertil kan muligvis forekomme en smule ubehagelig,” lød det advarende fra hende. Selv havde hun i hvert fald fundet sig rundtosset efter den første og eneste gang. Let valgte hun at række ud efter ham, hvor hendes slanke fingre lukkede sig om hans overarm. Svagt sendte hun ham et smil, inden hun måtte lade øjnene søge i. Selv skabte hun et billede af Paggeija i sit sind. Ikke kun bjerget, men den klippeudsats, hvor hendes moder lå. Hurtigere begyndte hendes hjerte at slå, som hun fornemmede, hvordan magien summede i hende. Ej kom det med det samme, men efter et par lange sekunder begyndte et lys omkring hende og Nathaniel at formere sig, hvor de i det næste sekund var væk.
//Out
//Out
