Back to work..

[Nathaniel Diamaqima]

Jarniqa Dynithril

---

Det var ved at være hen på aftenen, selvom Nathaniel ikke havde været i stand til at finde ro igennem den seneste tid. Efter han havde fundet ud af, at Liya endnu var i live, så havde det sat ham i noget af en ubehagelig situation. Særligt fordi, at han jo også havde sin kæreste og datter her. Begge var de nu gået i seng for aftenen, hvilket måske var en meget god ting?
Siddende i pejsestuen i det store hjem, sad han og stirrede ind i pejsen. Flammerne var varme og behagelige. Her sad han nærmest i en trancelignende tilstand. Her sad han i sine egne tanker. Ikke følte han en træthed, men derimod en forvirring. En klar og tydelig forvirring over de ting, som nu skete omkring ham.
Flammerne dansede foran ham. Selv nu hvor der var kommet mere ro på Manjarno, følte selv Nathaniel, at det var mere trygt og mere sikkert, at bevæge sig ud. Han havde hyppig kontakt med hans gode og gamle lærermester, som særligt var ham en fantastisk god hjælp i denne tid. Det var uden tvivl noget, som han virkelig var ham taknemmelig for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende.
Et tungt suk brød hans læber, som han lænede sig tilbage i den gode lænestol. Han ønskede så brændende at finde ud af det hele med Yuuki, men når han ikke selv kunne finde ud af helt præcist hvad han gerne ville, så var det virkelig også svært for ham. Lang tid siden havde det nemlig været, siden han havde været igang sidst, og dette kunne uden tvivl godt mærkes, selv på ham. Han rystede let på hovedet af sig selv. Ofte, oplevede han nemlig at dette prægede hans tanker om natten og aften, hvilket gjorde, at han ikke rigtigt kunne sove. Det var en uro i hans tanker og sind, som han ikke bare kunne få bugt med, og naturligvis var det noget, som han da uden tvivl kunne mærke lige nu. Han kunne ikke engang finde overskuddet til at være der for hans elskede lille pige.

[Jarniqa Dynithril]

Hurtigt slog Jarniqas hjerte, som hun bevægede sig ned ad stien til den ældre herregård. Slidt så den til dels ud, men utroligt nok syntes det blot at efterlade stedet i en hvis charme. Aldrig havde hun været her, og overrasket var hun blevet over, at stedet lå her i Ityrial. Det gjorde jo det hele skræmmende let for hende, da det trods alt ligeså var hendes hovedsæde. Opmærksomt kastede hun sit blik omkring. Aften var det blevet, hvor hun selv helt måtte prise mørket i denne her stund. Det gjorde nemlig, at der ikke var nogen nysgerrige blikke, der kunne stille spørgsmålstegn ved hendes handlinger. Videre kendt var hun heldigvis heller ikke endnu, men fair var det vel også kun, som hun endnu kun var i lære til Manjarnos trone. En trone, som hun endnu følte sig utryg ved at skulle indtage. Det var også af den årsag, at hun gik her i aften, for måske kunne den mand, som hun søgte, hjælpe hende. Hun håbede. Hun stillede sig på dørtærsklen, hvor hun let bankede på den massive dør til Death Mansion. Nathaniel Diamaqima. Det var den mand, som hun søgte. Ej havde hun mødt ham før, men hørt om ham havde hun. Tankerne havde nemlig drevet rundt i hendes sind, efter hendes møde med Sephiran Acheron. Det var meget muligt ikke i denne her retning, som han havde vejledt hende, som hun derimod selv havde studeret og spurgt sig frem til dette. Selv havde hun nemlig læst sig frem til, at en stærk og gammel alkymist muligvis ville kunne udføre den handling, som hun ønskede. Dertil havde hun været omkring blandt folket og spurgt, om de kendte til nogen stærke og gamle alkymister, og der havde svaret altid været det samme. Nathaniel Diamaqima. Det er den alkymist, som du søger. Det var derfor af den årsag, at hun stod har i dag. Nu hvor hun stod og så afventende på døren, håbede hun blot, at han var hjemme, at han var i stand til at udføre handlingen, og ikke mindst … at han ønskede at hjælpe hende.

[Nathaniel Diamaqima]

At det skulle vise sig, at blive en skæbnesvanger aften, var noget af det sidste, som selv Nathaniel havde regnet med. For nu sad han fanget i sine egne tanker, hvor han end ikke lod sig mærke af, at det rent faktisk bankede på døren. Så lang tid, at der var nogen oppe som en del af herskaben her i huset, var tjenestestaben endnu oppe. På baggrund af den manglende søvn som end ikke Nathaniel kunne indlede, så gik det også udover tjenestestaben, som selv led voldsomt under dette.
En ung kvinde søgte ud i den store hal, hvor hun åbnede dørene for den unge kvinde på den anden side. Ventede Nathaniel besøg for denne nat? Kvinden var dog genkendt allerede med det samme, som lyset fra huset måtte falde på hendes skikkelse. Denjarna... eller.. hendes datter? Let bukkede hun for hende. "Deres Højhed," hilste hun, inden hun åbnede døren helt, så det var muligt for hende at træde indenfor. Der var ingen som ville nægte prinsessen af Manjarno at betræde huset og grunden her. "Herren er i stuen.. Lad mig vise Dem vej," sagde hun videre, inden hun søgte mod pejsestuen med rolige skridt. Varmt var her i forhold til hvordan det måtte være ude på den anden side af husets murer. Selv på trods af forår, kunne det endnu være koldt og særligt om aftenen og natten. "Herre.. Der er ædelt og fint besøg," sagde hun endeligt. Dette var noget som fangede Nathaniels opmærksomhed, efter adskillige sekunder. Han drejede hovedet langsomt mod hende. Besøg? På denne tid af aftenen? "Vis vedkommende ind," opfordrede han roligt. Nu begyndte han dak un for alvor at blive nysgerrig. Hvem kunne end stå på hans dør på denne tid af aftenen?

[Jarniqa Dynithril]

Som døren gik op og en ung tjenerinde stod i døren, måtte Jarniqa som altid blive lamslået over, at hun nu blev genkendt og som Deres Højhed. Det var muligvis i et godt stykke tid, at hun efterhånden havde været i Neutranium som landets prinsesse og kommende regent, men alligevel forekom ordene som en overraskelse hver gang. Det venlige smil søgte dog over hendes lyserøde læber, hvor hun høfligt nikkede anerkendende til kvinden. For fin var hun bestemt ikke blevet endnu! ”Mange tak,” sagde hun roligt, inden hun lod sig træde ind over dørtærsklen. Lunen ramte hende øjeblikkeligt, som hun trådte inden døre, hvilket også fik hende til at iklæde sig kappen, så hun stod i en nydelig rød kjole. Skønt hun i øjeblikket stod som landets vigtigste person, måtte hun endnu få hjertebanken over dette møde. På sin vis kunne hun vel bare forlange af denne alkymist, at han hjalp hende, men alligevel forekom det hende ikke nærtliggende. Med ind gennem huset gik hun, hvor hun til sidst blev ledt ind i husets pejsestue, hvor husets herre måtte sidde. Nathaniel Diamaqima? Hun håbede det, da det var dette hus, som hun var blevet henvendt til. Høfligt stoppede hun op inde i rummet, hvor hendes smaragdgrønne øjne måtte søge mandens ansigt. ”Godaften.. Mit navn er Jarniqa Dynithril. Jeg beklager mit sene tidspunkt at møde op på, men anderledes kunne det desværre ikke være,” startede hun høfligt med at lægge ud. ”Jeg søger en alkymist kaldet Nathaniel Diamaqima.. Er De ham?” Sikker var hun nødt til at være, inden hun begyndte at uddybe sin tilstedeværelse. Det hun skulle til at sige, var nemlig næppe ord, som alle og enhver ville have godt af at høre. Af den årsag ville hun også prise, hvis de blev ladt alene. Ikke fordi, at hun havde noget imod den unge tjenerinde, men fordi, at dette ikke behøvede at komme ud, før det kunne ske, og hvis det overhovedet kunne ske.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvem som ønskede at opsøge dette sted på denne tid af aftenen, vidste Nathaniel ikke. Den eneste erfaring han havde med dette, var at folk som kom uanmeldt på denne tid, udelukkende var fordi, at de ønskede noget. Noget som ikke alle var i stand til at give dem.
Nathaniel lod for nu tvivlen komme denne unge kvinde til gode, som han nu kunne se i det blide skær af flammerne fra den åbne pejs. Jarniqa.. Denjarnas datter. Ligheden var uden tvivl storslået. Han satte hænderne i armlænet, og tvang sig roligt op på benene. Han vendte sig mod hende. Han var en høj mand.. Bredskuldret, men dog nærmest spinkel af bygning. Han var ikke den som gik mest op i fysisk træning, men derimod mere den psykiske. "Deres Højhed," hilste han med en rolig stemme, hvor han let bukkede med hovedet. Selv vidste han jo, hvor hans respekt skulle ligge. Han havde jo mere end en gang stået overfor royale. Selv den titel, var en som hans elskede datter kunne påtage sig i Procias. De mørke øjne søgte hendes skikkelse. "Alt forladt. Jeg er Nathaniel Diamaqima," istemte han sandfærdigt. Ikke et ukendt navn på disse kanter. Faktisk var det et temmelig kendt navn på læberne.. Særligt hvad angik tanken om død, visdom og hvad der nu måtte ligge derimellem, uden at man egentlig kunne gøre alverdens ved det. Han gjorde tegn ind i stuen, som han bød hende ind, så hun kunne tage plads i stedet for. "Sæt Dem.. Og fortæl hvad jeg kan gøre for Dem," afsluttede han med en rolig stemme. Et let smil passerede hans læber. For nu, tog han det faktisk ikke så tungt igen.. Dog måtte han næsten ane hvad hun ønskede. Hvorfor skulle man ellers opsøge en gammel alkymist på denne tid?

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt fulgte Jarniqa manden med blikket, som han rejste sig op. Ej vidste hun, hvordan han ville have set ud, og derfor betragtede hun ham også med et nysgerrigt blik, som hun fik muligheden for det. Ældre og fattet måtte hendes umiddelbare indtryk være, men ligeglad med det var hun også. Det eneste der spillede for hende var, hvad han kunne tilbyde hende. At han også var den mand, som hun søgte, fik hende til at trække tilfredst på smilebåndet. Så langt, så godt. Nu skulle resten blot køres i mål. ”En glæde at møde Dem,” sagde hun høfligt, og en glæde måtte det i sandhed også være for hendes vedkommende. Især hvis han kunne hjælpe hende. Som han bød hende ind i pejsestuen og anmodede hende om, at hun kunne tage plads, nikkede hun høfligt. ”Mange tak,” lød det fra hende, inden hun yndefuldt måtte føre sig frem. Selv valgte hun at tage plads i en lænestol der stod over for hans, så de ville kunne sidde og se hinanden i øjnene, mens de talte. Roligt lod hun det ene ben glide over det andet, mens hun sad med rank ryg. ”De kan ligeså tage plads igen,” sagde hun venligt, som hun gjorde en håndgestus til hans egen lænestol. Rarest ville det vel også være, hvis han havde en behagelig position, mens han overvejede hendes ord? Gad vide, hvordan hun skulle sige dem? Selv var hun jo mest for bare at komme ud på det, så kortene blev lagt på bordet. Selv havde hun nemlig ikke behov for sniksnak, som hun derimod havde brug for svar. Hænderne foldede hun i sit skød. ”Jeg håber, at De kan være mig behjælpelig med, hvad jeg ønsker. De er i hvert fald den person, som kom frem på alles læber, når jeg efterspurgte en alkymist med en vis erfaring,” sagde hun ærligt og til dels som en kompliment. Der var vel intet galt i at rose ham, inden hun læssede ham med sit problem? ”Det er blevet mig bekendt, at ældre og erfarne alkymister kan manipulere med, hvad der er dødt. Altså, at de skulle kunne bringe det døde tilbage til livet.” Hendes smaragdgrønne blik forlod ej hans. Hvad tænkte han mon? ”Kan De det? Hvis De kan, skal jeg nok betale prisen for Deres service.”

[Nathaniel Diamaqima]

Jarniqa var bestemt ikke et ukendt ansigt her omkring. Selvom Nathaniel ikke havde været fremme i mange år nu, så var han endnu en kendt mand, hvilket han var klar over. Dette var dog bare en ting, som han var nødt til at acceptere. Med de handlinger som han havde med i ryggen, så var det ikke uvant, at folk fra tid til anden, opsøgte ham i søgen for svar eller hjælp, som de ikke kunne finde andre steder. Han sendte hende et let og roligt smil, selv på trods af hans egen træthed. "En glæde, som helt er på min side, Deres Højhed," endte han med en sandfærdig mine, hvorefter et let smil passerede hans læber. Hun lignede ham da godt nok hendes kære moder.
Som Jarniqa tog plads, gjorde Nathaniel det samme, hvor han roligt satte sig til rette i sin lænestol. For nu kunne han gøre noget andet, end at tænke på de typiske mange tanker, som han gjorde sig lige nu. Det var jo heller ikke ligefrem småting. Jo mere hun sagde, des mere gik det vel op for ham, hvor hun egentlig måtte være på vejen hen? "Hvis det er mit navn, som er på folks læber, når De beder om en hjælp til en særlig gestus, formoder jeg at det er evner med alkymi, som De søger?" spurgte han med en rolig stemme. Særligt således som hun fremhævede tingene, så var det ikke underligt, at han gjorde sig de tanker, som han nu gjorde sig. Det som han var mest interesseret i, var egentlig at vide, hvad hun ønskede af ham.. og hvem hun ønskede at vække. "De må forstå, at det er en meget farlig affære.. Men jeg vil ikke benægte, at jeg har udført den. Og mere end en gang. Det er som sagt farligt, og noget som jeg helst gerne undgår," sagde han med en rolig stemme. Hans blik søgte hendes direkte, som han lod hovedet søge på sned. "Hvem ønsker De at skænke livet på nyt?" spurgte han. Hvorvidt om det var noget som han kunne gøre, afhang jo også helt af hvem det var, og hvad der havde drevet vedkommende fra de levendes verden.

[Jarniqa Dynithril]

Sikker havde Jarniqa været i sine overvejelser om, hvilken alkymist hun skulle søge. Svært havde det ej heller været, som hun havde fået det samme navn leveret fra alles læber. Nathaniel Diamaqima. Personligt vidste hun ikke, hvad der var med manden, som hun ej kendte til ham, men selv tænkte hun, at der vel måtte være noget om snakken? Så mange mennesker kunne vel ikke tage fejl om en person? ”Det er skam Deres alkymistiske evner, som jeg søger,” bekræftede hun roligt. Det havde vel også ligget i efterspørgsel, som hun havde spurgt, om han var alkymisten Nathaniel Diamaqima? At det var den rigtige mand, som hun havde fundet, blev hun også kun vis på, som han begyndte sin snak. Han havde allerede gjort det, som hun ønskede af ham, før og ikke nok med det, så havde han også gjort det flere gange. Bedre kunne det vel ikke blive? Skønt han sagde, at det var farligt, tænkte hun selv, at aftalen var sikker. Hvad var der også at nægte, når han havde gjort det før, og når han gjorde det på prinsessens befalinger, samt skulle genoplive sin dronning? Det hele lå vel ligetil? ”Det overrasker mig ej, at det er en farlig affære. Det er trods alt liv og død, som der er tale om. Dog tænker jeg, at De må være den rette mand til opgaven, som alle bekræfter Deres værk, samt De selv bekræfter for mig, at De er i stand til at udføre handlingen,” sagde hun i en rolig tone, uden hun ej tog blikket fra ham. Hvem hun ønskede at få genoplivet? Skønt det ikke just var blevet bekræftet, at landets forhenværende dronning var gået bort, måtte kortene vel ligge lige for? ”..Min moder. Deres retmæssige dronning,” sagde hun direkte. ”Hun gik bort efter, at hun havde født mig, så ej har jeg mødt hende.. Dog ønsker jeg nu, at De hjælper mig med at genopvække hende.. selvfølgelig mod den betaling, som De forlanger.”

[Nathaniel Diamaqima]

At skænke livet tilbage til de døde, var ikke nyt for Nathaniel, selvom et ikke var en kunst, som han havde præsteret i rigtig mange år. Farlig var den, ikke bare for den døde, men ligeledes også for ham. Der var grunde til at han havde bedt selv sin datter, om aldrig at lege med den slags. At hun jo så havde gjort det alligevel, var ikke noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende.
Han lyttede aktivt til hendes ord. Selv måtte han ane tilfredsheden i hendes ansigt, velvidende om, at det var denne hjælp, som hun ønskede af ham. Hvorfor var det ej noget som ko bag på ham? Selvom det nu ej var det, som han havde praktiseret mest igennem de seneste år, så var det faktum at skulle gøre det nu, naturligvis også noget som et sted gjorde ham en kende nervøs. "Det som De må forstå, er at det er en meget stor ting, som De ønsker af mig." begyndte han alvorligt. At hun ønskede, at han skulle vække selveste dronningen af Manjarno, kom et sted ikke bag på ham. Særligt ikke, om det var hendes moder. Han trak vejret dybt. Han havde ikke selv noget bånd til kvinden, så han ville have langt nemmere for den opgave, end hvad han havde haft ved hans afdøde forlovede. Han nikkede. "Deres moder.. som ingen har set de sidste 16 år?" spurgte han ganske roligt. Ej var det til at vide hvor kvinden var, eller i hvilken forfatning hendes krop måtte være i. Et sted.. ønskede han vel også at udføre denne opgave? Vise at han endnu kunne, og særligt fordi at han havde haft en pause over rigtig mange år efterhånden. Han rettede sig en anelse op. "Som sagt, er det en meget kompliceret ting, som De beder mig om. Dertil ved jeg ikke i hvilken fatning Deres moders lig er, samt hvor det befinder sig," sagde han med en rolig stemme. Han var skam åben for mulighederne, men af den grund, så var der stadig mange ting, som han skulle have klare svar på.

[Jarniqa Dynithril]

Selvom Jarniqa hørte ham sige, at det var farlige sager at lege med, tænkte hun, at hun ville kunne få rykket ham. Det var trods alt landets retmæssige dronning, som der var tale om. Så hvis før han havde formået at gøre det med succes, hvad var problemet så? Farvet var hun muligvis selv i al dette, da det ikke kun omhandlede landets dronning for hende, men derimod også hendes ukendte moder. Tanken om, at hun måske ville få sin moder at se, og derfor også fik muligheden for at få en rigtig familie, fik det hele til at krible og strømme i hende. ”Jeg forstår,” sagde hun ærligt, og det gjorde hun skam også. At ingen havde set hendes moder i 16 år, var der en ganske god grund til. Hun havde trods alt ligget i jorden i de 16 år. Død. ”Som sagt døde min moder efter min fødsel. Dette foregik ej her i Ityrial, men i Paggeijabjergene. Det er derfor, at ingen har kendt til det.. Det er derfor også der, at man vil kunne finde hende. I hvilken tilstand liget er i, ved jeg dog ikke. Hun blev trods alt begravet efter min fødsel,” fortalte hun ærligt. Betød dette, at han ikke kunne gøre det? Betød det, at hun kunne? Selv ønskede hun blot at få svar lige nu og her, som hun ikke ønskede at få trukket pinen ud. Dog vidste hun også, at det højst sandsynligt var for meget at bede ham om at svare på to sekunder. Hendes smaragdgrønne øjne hvilede fast på ham. ”Vil De kunne gøre det? Og ønsker De at hjælpe mig?” spurgte hun direkte. Der var vel heller intet at tænke dybere over, når nu han før havde gjort det? Spørgsmålet var nemlig, at enten kunne han, eller også kunne han ikke.

[Nathaniel Diamaqima]

Farligt var det uden tvivl, men selv Nathaniel havde gjort dette mange gange før, selvom det var ved at være mange år siden, han havde gjort brug af de alkymistiske evner. Et sted frygtede han dem vel lidt? Og et sted, var han jo også opfordret til at komme igang igen. At hun derimod ønskede at vække sin moder, var end ikke et ønske som kom bag på ham, for det gjorde det ikke. Han lod hovedet søge på sned. Ingen havde set skyggen af Denjarna i mange år nu, så hvorvidt om hun havde været død eller ej, var ikke noget som nogen kunne svare på. Død ved sin datters fødsel. Med andre ord, burde hun være helt intakt. Han nikkede tænksomt. "Tragisk, at skulle miste livet på den måde.. Paggeija, er dog langvejs fra Ityrial," kommenterede han sandfærdigt. Hvad havde hun lavet på denne færd? Det var langt at søge som en højgravid kvinde.
Nathaniel ønskede naturligvis at hjælpe hende. I forvejen var han ikke begejstret for den magt som Jaqia havde i Manjarno, og hvis Denjarnas tilbagevenden, kunne være banebrydende for den ro, som folket her havde brug for, så kunne han ikke se det forkerte i det. "Jeg kan yde dig hjælpen.. Men før jeg kan gøre det, er jeg nødt til at finde ud af, hvilken fatning din moder befinder sig i, før jeg kan finde ud af, hvad der skal bruges," kommenterede han med en rolig stemme. Det hele afhang vel egentlig af, hvor meget hun stolede på ham? Og det som han kunne udføre? "Vil du bringe mig til hende?" spurgte han videre. Han ville ikke give hende et svar, som han ikke kunne leve op til. Han var nødt til at undersøge sagen først.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var det en sørgelig måde at lade sit liv på. Det at føde et barn, burde nemlig ikke være et tegn på noget der sluttede, men derimod et tegn på den glæde ved en familie, som man ønskede sig. At Jarniqas moder i så fald ikke havde været et børnemenneske, vidste hun ikke selv. Selv vidste hun nemlig ikke, at hendes moder aldrig havde ønsket børn. Hun vidste nemlig kun, hvad Damien og Salvatore havde fortalt hende. At hendes moder ville have været stolt af hende. ”Jeg ved, at det er en lang og usikker færd i og med, at dødsenglene har valgt at slå sig ned der. Dog er der en chance for, at jeg kan transportere os derhen på et splitsekund,” sagde hun tøvende og dog ærligt. Hvis det var, kunne hun måske bruge magien til at få dem derhen? Hun havde jo formået at gøre det en gang før.. Derfor burde det vel kunne lade sig gøre? Dog vidste hun ikke, hvordan hun hidtil havde gjort det, som hun havde gjort det i panikkens øjeblik, da hun havde været i et ’skænderi’ med sin værge. Dog var det vel et forsøg værd? Smilet endte med at gøre sit indtog på hendes læber, som hun mere eller mindre kun hørte ordene: jeg kan yde dig hjælpen. Hurtigt slog hendes hjerte i ren og skær begejstring! ”Fantastisk! Hvordan liget ser ud, ved jeg ikke, men intakt og uden sår burde det være, som hun ej fik kappet hovedet eller stukket en kniv i sig,” sagde hun i en glædelig tone. Som han spurgte, om hun ville bringe ham til hende, gik der end ikke et sekund, før hun stod på benene. I sin egen glæde valgte hun nemlig at tolke ordene, som: lad os tage af sted lige nu og her. Dette i sig selv passede hende også ganske fint. ”Selvfølgelig,” sagde hun ærligt. ”Hvis det ej er naturremedier De skal bruge, vil jeg dog foreslå, at De tager lidt af hvert med nu. Turen er som sagt lang, og hvis jeg skal forsøge at transportere os, tror jeg næppe, at vi vel vende tilbage igen timen efter.”

[Nathaniel Diamaqima]

Denjarna havde aldrig været et individ, som havde ønsket børn, såvel som så mange andre, at de højeststående kvinder, som havde været her i landene. Ikke at det kom bag på nogen. Hun havde altid været et enerådigt individ. Et kendt individ ikke mindst, og det var ligeledes også det som han reagerede på. Ville Jarniqa blive skuffet, hvis hun fandt ud af hvordan hendes moder egentlig tænkte om børn? "Rygterne siger ellers, at dødsenglene har søgt mod øst og mod Imandra," sagde han med en rolig stemme. Hvorvidt om det var sandt, skulle han ikke kunne sige, for det kunne han ikke. Han havde haft så meget andet at tænke på, end lige det, som typisk måtte plage landet og folket omkring ham, og dette kunne naturligvis godt mærkes. At hun kunne høre dem frem til deres bestemmelsessted, ville uden tvivl kun gøre tingene meget nemmere for alle parter. "Men at De kan bringe os dertil, vil gøre det nemt," sagde han sandfærdigt. Hendes tøven valgte han at se bort fra. Man skulle jo trods alt også lære tingene.
At se hende rejse sig så hurtigt og med det samme, indikerede jo kun, at hun var klar til at tage afsted med det samme. Hvorvidt om det var smart at udføre hele ritualet på bjerget, kunne han ikke sige. Var det trygt for Denjarna at gøre tingene der, hvor hun havde skænket livet til sin datter? "Blot kan jeg bringe med mig det, som jeg kan forestille mig, at jeg skal få brug for. Igen, er jeg ikke kendt med hendes tilstand," sagde han endeligt. Han valgte selv at rejse sig. Hvorfor ikke bare få undersøgt sagerne? Det gav ham også andet at fokusere på, end hans egen problematik. "Det er en energikrævende handling, Jarniqa. Jeg vil være afkræftet, hvis alt går som ønsket og forventet," tilføjede han endeligt. Han rejste sig roligt op, inden han søgte ud af pejsestuen. Han gav kort hende signal til at følge med. Han søgte til sit 'kontor', hvor der stod alverdens reoler med flasker og oldgamle bøger. Her kiggede han mange af dem igennem. De brugbare satte han på bordet foran sig.

[Jarniqa Dynithril]

Overrasket måtte Jarniqa blive over hans ord, skønt hun ikke ønskede at vise ham den. Passede det virkelig, at dødsenglene havde draget af sted? Havde de overgivet sig? Hvis det virkelig passede, hvorfor havde Theodore i så fald ikke fortalt hende det? Den mand vidste jo, at det faktum var af betydning for hende! Der var trods alt en årsag til, at hun som det første havde ønsket dødsenglene borte. Tænderne bed hun sammen. Havde han simpelthen glemt at fortælle hende det? Og hvis det var således, hvordan kunne man så glemme at sige det? Derfor tænkte hun også, at han muligvis ikke havde ønsket, at hun havde fundet ud af det. Hjemve stak hende øjeblikkeligt. Hjem.. Stadig følte hun, at Paggeija var hendes hjem og ikke Neutranium. Ganske vidst prøvede hun at forene sig med sit nye liv, men forbandet svært var det. Det var også en af årsagerne til, at hun ønskede sin moder tilbage.. Selv følte hun nemlig ikke, at hun var i stand til at gøre det, som skulle til. ”I så fald er det for nyligt, at de har adlydt vores ordre,” sagde hun diplomatisk. Ej var det fordi, at hun ikke brød sig om Theodore, for det gjorde hun jo. Problemet var derimod, at hvis dødsenglene virkelig havde rejst, og at han ej havde fortalt hende det, så havde de ej de samme interesser. Derfor måtte hun også sige, at det var passende, at hun nu ønskede sin moder tilbage, så hun kunne knuse Dvasias’ hold i landet. ”Jeg vil gøre mit bedste for at transporte os derhen, så vi hverken skal gå flere kilometer eller bestige et bjerg,” sagde hun stilfærdigt. Nu var det vel blot at tro på sig selv, at hun rent faktisk kunne gøre dette? Selv håbede hun om end. ”Hvis De ser hendes tilstand og siger god for den, ville det så være en fordel, hvis vi bragte hende hertil, hvor De ville kunne udføre … seancen i ro og mag?” endte hun med at spørge ham. Selv vidste hun ikke, hvordan det hele ville komme til at foregå.. men rart ville det vel være for ham, hvis han havde sin stol at sidde i når alt var færdigt, og hvis hendes moder havde en seng at vågne op i, når hendes øjne slog op? Selv tænkte hun i hvert fald at det var sådan, at det ville foregå. Hun tænkte, at det ville lykkes. Tavst, men fuld af spændte nerver, fulgte hun med ham ind på hans kontor, hvor hun så til, mens han fandt diverse ting og sager frem.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne jo blot gå ud fra, hvad han havde hørt, og det var at Dødsenglene havde søgt væk fra Paggeija, og at det i dag, kun skulle være en spøgelsesby. Hvorvidt om det jo så var sandt, skulle han ikke kunne sige. Og adlydt ordre? "Jeg formoder derfor, at De har ønsket dem væk og på afstand fra Paggeija?" spurgte han med en sandfærdig mine. Selv var han temmelig nysgerrig på hende og hendes væsen, samt hvad hun ønskede at få ud af dette.
Nathaniel valgte at vise Jarniqa denne tillid ved at lade hende bringe dem dertil, hvor de nu skulle bringes til. Han vidste ej hvor, da end ikke Paggeija, var det sted, som han havde opsøgt mest. "Jeg stoler på, at De ved hvor og hvorledes," sagde han med en ganske sandfærdig mine. Han førte hende med sig ned mod hans lokale, hvor han havde det hele stående. Her begyndte han at finde dem frem, som kunne være ham behjælpelig i anledning af dette. Hvorvidt om han skulle gøre det på stedet hvor hun havde indtrådt den sidste og endelige hvile. "Det er altid bedst på et sted, som hun kender.. Stedet her er ukendt for hende, af hvad jeg er kendt med.. Bedst ville det nok være, at indfri det, hvor hun fik Dem," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Flaskerne fik han ned i sin taske. Altid ville det være rart at have et sted at sidde, når han var færdig, som det var rart at bringe Denjarna til en seng, men ville de kunne holde hende i den, når livets pust ville blive skænket til hende? Han tvivlede ærlig talt. "Om behaget dukker op, kan De bringe Deres moder til huset her, og tilbyde hende en seng. Jeg tvivler dog på at De vil formå at holde hende der," sagde han endeligt. Han tog tasken. For hans del, kunne de tage afsted. Selv han blev jo nysgerrig.