Sandy thoughts

[Alice Lairé-Jênan]

@gordon

Stranden. Det var dejligt at komme lidt væk for en gangs skyld og det var også godt at se lidt nyt fremfor de faste rammer. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen, men det var stadig lyst, for dagene blev jo kun længere og længere, hvilket var dejligt. Selvom hun jo faktisk ikke havde brug for lyset mere, som hun havde for blot en måned siden. Der var sket drastiske ting i den unge kvindes liv indenfor den måned. Om 1 uge når fuldmånen igen stod på himlen, så ville hun blive tvunget til at skifte til ulv for første gang siden hun var blevet bidt under sidste fuldmåne. Hun så ikke ligefrem frem til det. Men der var dog alligevel positive ting ved, at hun var blevet bidt, selvom omstændighederne var barske. Hun var ikke længere døende, for hun var jo ikke lysvæsen mere. Mørket havde en gang for alle taget over i hendes hjerte, skønt hun jo stadigvæk følte sig god af hjerte. Ikke nok med, at hun var blevet forvandlet racemæssigt, så havde hendes hår taget farve efter mørket i hende. Det mørke, der havde været tæt på at slå hende ihjel som lysvæsen. Så fremfor det blonde år, hun altid havde haft, så havde hun nu noget rødt og iltert hår. Hun vidste, at hun var ved at ændre sig, specielt nu hvor mørket faktisk kunne tage plads i hende. Det var skræmmende, hun benægtede det. Men hun kunne mærke en... frihed. En frihed til måske at indtage det, der skete med hende. Og derfor sad hun nu her og tænkte over det. Ville Valerio stadig elske hende? Elskede han hende overhovedet endnu? Hun var usikker. Men hun havde altid været usikker...

[Deleted]

stranden... han var ikke den største fan af dette sted, han var en mand der fortrak at være hjemme, enten i sin store frugthave. Han så på vandet skvulpe mod kysten dovent, han var klædt i et jakkesæt og ud over den var der en sort kappe med rødt fløjl på indersiden. hans ene øje var gemt bag en klap for øjet broderet i gylden tråd med en grøn smaragd i midten af det til at matche hans andet normale øje, han bar et par sorte læder handsker der skjulte hans klør han havde fået efter en ulykke i hans laboratorie. Han sad i en stol uden for hans karret der havde ført ham hertil sammen med hans fire vagter "herre, prøv at nyd det lidt" han så op på den ene af dem og en krage landede på taget med en lille kurren "hm jeg forstår" en kvinde lidt der fra, han var lidt tør på underholdning så hvorfor ikke. han rejste sig fra sin stol med et smil og tog sin vandre stok med et smil. Han gik ned i sandet mens hans vagter fulgte efter på afstand med lydløse skridt. den krage der havde fortalt ham om kvinden havde sat sig på hans skulder, han gik tættere på hende med et smil " well godeftermiddag min kære" han så på hende med et smil.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice tog en dyb vejrtrækning og skævede ud over havet. Det var ikke ofte hun befandt sig her. Kun på forretning havde hun været i Cetiul før, og det var jo faktisk også det, der havde bragt hende hertil. Hun havde haft en aftale med en af skibsmændene, for hun havde brug for at få importeret en bestemt vare fra Imandra til Manjarno. Hun var jo faktisk medejer af en kro, som hende og Valerio havde startet, da de var kommet til Manjarno for mange år siden. Varen var nogle bestemte og udsøgte fisk, der kun levede på langs Imandras kyster. Hun havde fået aftalen i hus og glædede sig også til at komme hjem og fortælle Valerio om det. Det gik jo faktisk ret godt for dem på "Dentures Inn". Lidt en dårlig joke, fordi Valerio ej havde sine hugtænder, men han var nu gået med på den, da det faktisk klingede meget godt i ørene. Valerio måtte jo faktisk elske hende, selvom han havde svært ved følelser, for han var jo blevet ved hende alle disse år, ikke? Hendes tøj var ret simpelt. Bestod af en kjole med lange ærmer, som hun havde smøget op til albuerne. Kjolen var ensfarvet i en mørk farve, der fremhævede hendes iltre og røde hår ret meget, specielt med hendes lyse hud. På fødderne havde hun et par brune læderstøvler. Utroligt hun faktisk havde fået råd til bare lidt almindelig pænt og praktisk. Og nyt. Men hende og Valerio tjente jo faktisk ind på kroen. Hendes blik var fraværende ud over havet, som hun bare sad i sin egen lille verden og tænkte. Derfor gibbede det i hende, da hun hørte en stemme. 'Min kære'?
"Undskyld?" endte hun. Hun drejede sig mod skikkelsen og fik øje på en mand, med lidt usædvanlig karakter. Han så dyr ud, både med det røde fløjl hun kunne ane og så smaragden i hans klap for øjet. Og han havde en krage på sin skulder? Hun skubbede sig op at stå og trådte et skridt tilbage fra ham, for han skulle ikke for tæt på. Hun lagde armene over kors.
"Jeg er ej din kære," svarede hun.

[Deleted]

han så på hende med et smil og lagde en hånd over sit hjerte "du såre mine følelser" han så på hende med et smil før han gik tættere på mens han løftede sin stok op i sin hånd. Han så mod højen hvor hans livvagter lagde på lur, de vidste alle hvad de skulle gøre "og når folk såre mig, såre jeg dem igen, imens jeg har det sjovt" han smilede til hende og gik hurtigt hen til hende med et smil. Han gik en runde om hende og rakte en hånd ud mod hendes hår for at føle på det med et smil "så smuk du dog er, du vil passe lige ind" han så på hende med et smil og drejede noget på sin stav og holdt den op til hendes ansigt hvor en gas skød ud og gjorde hende bevidstløs. Han smilede til sine vagter da de kom hen over højen og løftede kvinden op "tag hende til karreten" han så på dem mens de bar hende væk. måske var det slet ikke så slemt.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kneb øjnene sammen mod denne mand, som hun end ikke kendte navnet på. Kragen sagde hende et eller andet, men umiddelbart ringede det ikke lige en klokke. Hun mærkede tydeligt, at der var fare på færde og det var som om alle hendes instinkter blev forstærkede, specielt fra ulvens side i hende. Hun rullede med øjnene og holdt godt øje med ham. Selv flyttede hun sig fra ham, som han kom nærmere. Hans strøg mod hendes hår, var selv direkte ækelt.
"Passe ind?" endte hun spørgende. Hendes øjne flakkede ned til staven, som endte lige i hendes ansigt. Gassen der skød ud, fik det hele til at sortne for hende og hun endte med at falde om på sandet, helt slået ud af gassen. Selv registrerede hun ikke hvad der skete videre... At hun blev løftet og båret op i en karret. Hvad mon der skulle ske nu?

[Deleted]

de fire livsvagter bar hende tilbage til vognen "læg hende i kæder" de fandt nogle kæder frem fra tagboksen og lænkede hendes fødder og hænder sammen "klaret crowfather" de bukkede og satte hende ind på sædet og fastgjorde lænkerne, Gordon satte sig i sin stol igen og nød denne gang solen lidt mere. Han havde ingen skrupler over at tage kvinder fra det fri, hun ville måske blive savnet, men hvis han kunne bryde hende ned til at være en god slave kunne han bruge hende meget friere, men først var der det sjove, at nedbryde hendes sjæl, at splitte hendes personlighed ned til kun at gøre hvad han siger. Han så på karreten "lad os tage hjem drenge" han så tilbage og satte sig ind i karreten over for den bevidstløse pige, hun så ud til at drømme. Han smilede mens hans vagter pakkede det hele og karreten kørte tilbage til hans hus, en hel flok af krager fulgte efter. 

Da de kom til hans palæ kørte de vognen på plads mens tjeneste folk spændte kvinden for i en af hans mange kældre på et stort trækors og hun ville få fjernet alt tøj som ville blive brændt. Gordon selv gik ind på sit kontor og hældte noget dyrt wiskey op i et glas med en fornøjet fløjten, når hun vågnede ville hans sjov for alvor begynde.

[Alice Lairé-Jênan]

Hvad der skete med Alice mens hun var slået ud, var ikke noget hun som sådan bemærkede. Hun var på et stadie, hvor hun var som sovende og ikke bevidst i stand til at gøre noget. At hun blev lænket ænsede hun heller ikke, eller hvordan de tog hende med til... ja, hvor nu de førte hende hen. Hun blev ført gennem palæet af Gordons tjeneste folk og hun blev hængt nøgen på et trækors. Kulden gav hende kuldegysninger på huden, men det vækkede hende dog ikke i første omgang.
Timerne gik og mørket var nok faldet på udenfor, da hun begyndte at rokke med hovedet frem og tilbage, fordi hun begyndte at vågne. Hun trak vejret dybt og gispede kort, helt i chok over hvad der skete. Hun forstod ikke noget, følte hun svævede lidt af gasserne endnu. Men hun rørte heller ikke jorden. Desorienteret kiggede hun rundt. En kælder? Ham manden... Det sidste hun huskede var en meget ubehøvlet mand, der havde rakt ud efter hendes hår og stukket en stav op i hovedet på hende... og så var alt sort indtil nu. Hun huskede ikke noget af, hvad der var sket. Så hvor var hun? Hvem var den mand overhovedet? Hun kiggede ned af sig og bed tænderne sammen. Nøgen? Hun hadede sin krop. Den var fyldt af ar fra utallige piskeslag og anden fysisk tortur. Skulle hun virkelig igennem noget lignende igen? Hun knyttede hænderne og hev kort i lænkerne, der holdt hende fast på korset. Hendes hjerte hamrede hurtigere mod hendes bryst... Hvorfor skulle hun altid være så pokkers uheldig?!

[Deleted]

Gordon læste i en gammel bog med et tilfreds smil, hans mors gamle opskrifter på diverse gifte og kure på det samme. Han smilede altid hver gang han så på illustrationer af de blodskudte øjne fra en korragilerings gift eller beskrivelsen af hvordan offrets organer blev til væske og hvilken skvulpe lyd de lavede når de fik en stærk syrer blanding. Han så op da en mand kom ind af døren "hun er vågnet" han så på manden og viftede ham væk før han gik hen til et skab og fandt et par røde læder hansker og skiftede dem ud med dem han havde på. Han lagde sin klap på bordet så man kunne se hans gyldne øje der ikke matchede hans grønne normale øje. 

han kom ind i lokalet med et smil og en mand bag sig der kom kørrende med et bord på hjul "hmm det ser ikke ud til jeg er den første der har haft gang i den her" han så på hende og tog fat om hendes ansigt med et smil "ok lad mig forklare nu, hvad jeg har tænkt mig at gøre er at sørge for du bliver en lydig slave der gør alt hvad hendes mester beder hende om, og jeg mener alt" han lagde ekstra tryk på alt for at understrege hans mening "hvis du nægter bliver jeg tvunget til at lave min egen form for tortur" han gik hen til bordet og fjernede det lag stof der dækkede de fem forskellige kanyler "og tro mig, de her vil give dig et ønske om at jeg bare piskede dig" han smilede til hende og så på den første kanyle med et smil, den havde en klar væske i sig som han satte i hendes arm "bare rolig, det gør lidt ondt men det er ganske enkelt sandheds serum" han så på hende og satte sig i en stol foran hende "lad os starte med at tjekke om det virker. Hvad farve er mine handsker" han holdt dem op "hvilken farve har mit højre øje" han mente hans grønne øje "og til sidst hvor mange kanyler kan du se på bordet" hans smil var forvrænget, dette ville afgøre hvor nemt det blev for ham.

[Alice Lairé-Jênan]

Som døren gik op, så drejede Alice skarpt hovedet mod lyden og kneb øjnene en smule sammen. Hun kunne mærke en frygt i sig, men også en vrede. En vrede, som hun ikke rigtigt kendte til eller havde mærket før og det skræmte hende også yderligere. Hun knyttede næverne kort. Det nyttede ikke noget at kæmpe lige nu, for hun var uden tvivl godt spændt for på dette kors. Hvad det skulle til for, det vidste hun ikke. Måske manden var religiøs? Eller måske det modsatte. Var imod religion? Hun fulgte manden med blikket. Hvem var han? Umiddelbart ringede det ikke lige en klokke hvem han var. Var hun stadig i Manjarno? Hun havde tonsvis af spørgsmål, men hun vidste også, at hun nok ikke ville få svar på dem. Hans første ord fik hende til at bide tænderne sammen. Tak for påmindelsen, tænkte hun for sig selv. Og 'den her'? Det var dog frygteligt nedladende! Hans næste ord, fik hende dog til at blegne. Slave? Brudt? Hun havde altid været frygtelig psykisk stærk og havde klaret sin tid hos warlockerne, hvor hun var blevet tortureret, uden at bukke under for deres tortur. Hun svarede ham ikke. Sugede bare alt information til sig, som han gav hende. Hun blev om muligt mindre, da hun så kanylerne. Det var da en anderledes måde. Og meget uhyggelig, da hun jo ikke kendte til indholdet af dem. Hun prøvede at vende sin arm væk fra ham, hvilket ikke lykkedes specielt godt. Hun bed tænderne sammen da han stak og fulgte ham med blikket. Hun vædede sine læber og så skiftevis på de ting, han spurgte om.
"Røde, grøn, 5," svarede hun kortfattet uden videre omtanke og lukkede munden i chok. Pokkers sandheds eliksir!

[Deleted]

han smilede til hende og tog en fjerpen samt et clip board. Han knipsede kort og slaven der havde taget kanylerne ind tog nu en violin der havde lagt på en hylde under kanylerne og begyndte at spille, Gordon nød at lytte til musik under disse dage "hvad er dit navn, alder, højde?" han skrev det ned som hun sagde det, hun ville ikke kunne holde det tilbage på grund af sandheds serummet han havde pumpet i hende "er du en jomfru?" han fortsatte med at spørge hende om mange forskellige ting og skrev dem ned på papiret før han så op med et smil og gik helt tæt på hende "jeg må alligevel give dig dette faktum, du slipper ikke her fra før du ligger i en kiste, hvordan for det dig til at føle?" han elskede at lege med folks følelser, og se deres desperation. Han  gik hen til bordet med kanyler og fandt en med en tyk grøn væske i "vil du eller vil du ikke adlyde mig på dette tidspunkt" han havde en plan om at bryde hende ned og hjernevaske hende før han gjorde noget andet men hvis hun var villig her, desuden kunne hun ikke lyve sig fri efter som serummet stadig var i hendes system.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne mærke det hele koge i hende. Mange følelser, endda også nogle ret uudforskede. Hun var normalt ikke en type, der blev sur eller direkte arrig, men det kunne hun godt mærke var under opsejling. Hun pressede det nede, men selv sandhedsserummet fik det nærmest til at boble frem i hende. Hun kunne mærke påvirkningen af serummet og det var bestemt ikke en rar følelse. Som slaven kom ind og begyndte at spille violin, sendte det hende kortvarigt tilbage til hendes dansetid ved det procianske hof i hendes unge dage. Det gjorde hende ked af det... Hun havde mistet så meget siden dengang og kun fået Valerio. "Alice Lairé-Jênan, ukendt, ukendt," svarede hun. Det var jo sandheden. Hun anede ikke hvor gammel hun var, ej hvor høj hun var, for hun havde først lært at læse og regne efter hun havde fundet Valerio igen. Efter de havde startet kroen sammen. Hans næste spørgsmål stak også til hende og hun kneb øjnene sammen. "Nej," svarede hun. Den var blevet røvet fra hende. Hans næste ord, gjorde hende både ked af det og sur. Han skulle bestemt ikke have lov til det! Valerio ville komme efter hende... Det var hun sikker på. "Det gør mig sur," svarede hun ham så. Hun fulgte ham nøje med blikket og bed tænderne sammen. Selvfølgelig ville hun ikke adlyde ham! Men hun burde spille på at adlyde ham, for det ville gøre det hele meget nemmere. Men med serummet i sig, så kæmpede hun virkelig en kamp for at få det sagt rigtigt. "Det vil ikke jeg... det vil jeg... jeg ikke," svarede hun ham uklart. Man kunne dog godt se hun kæmpede. Hendes psyke fejlede nemlig intet. Men der var en ukontrol på grund af hendes nye race...