So how do I want it?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hoved søgte en kende på sned. ”Hvor mild en død et knivstik i hjertet end lyder, så tror jeg, at jeg foretrækker en død af alderdom,” lød det sandfærdigt fra hende. Hvilken underlig samtale det egentligt var at føre.. Dog måtte hun sige, at hun altid havde tænkt, at hun ville leve et langt og fyldestgørende liv. Selv agtede hun i hvert fald ikke at dø, fordi der var en der gjorde et mordforsøg på hende. Tanken om, at der overhovedet skulle være en derude i verdenen, som skulle ønske hende død, måtte forekomme hende direkte ubehageligt. Det var nemlig ikke, hvad hun var vant til. Nysgerrigt lyttede hun, som han fortalte om livet efter døden. Når man havde vendt tilbage. ”Personligt er mit bud, at man værdsætter livet det mere, end hvad man hidtil gjorde. Dog efterlader det mig med et spørgsmål.. hvordan kan man pludselig prise livet det mere, når man ingen sjæl har? Du burde jo være ligeglad,” kommenterede hun direkte, uden at interessen faldt. Dette måtte nemlig oprigtigt undre hende. Selv vidste hun jo, hvordan det var at være omkring Theodore, så i princippet burde det vel være det samme med Sephiran? Man kunne vel ikke tilegne sig en personlighed, hvis ikke man havde en sjæl? Det ville i hvert fald ikke give mening for hende, hvis man kunne, men på den anden side gav det ej heller mening for hende, at man kunne være foruden en sjæl. Jarniqa hævede det ene øjenbryn. Ikke fordi, at han så let på det med at dø, men derimod måden han talte om denne Azrael på. ”Så det du siger er, at enten lå du i dine drømme og tænkte på ham, eller også stod du ude i mark og kaldte på en person, som endnu ikke var der? Tillad mig at sige det, men det lyder … dumt,” sagde hun ærligt, inden hun let måtte trække på skulderen. ”Men selvfølgelig.. Det gik jo for dig, så det er vel at gøre, hvad end der skal til.”

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak på skuldrene. Der ville gå frygtelig længe, før han faktisk ville dø af alderdom, så derfor foretrak han faktisk den hurtige måde. Han ville hellere dø i sit es, fremfor at skrumpe ind i sine gamle år.
"Sådan er vi jo forskellige," pointerede han. Han så roligt mod hende. Han kunne se, at han satte mange tanker igang hos hende og det kunne han godt lide. Af en, der var blevet hevet ind fra ringere vilkår og placeret i denne situation, så skulle han da gerne være oplysende med flere sider af sagen, fremfor at Theodore skulle påvirke hende ensporet. Han vædede flygtigt sine læber og holdt sine mørke blå øjne rettet mod hende. Han nikkede mod hende. Det var jo faktisk det, han gjorde. Han tænkte faktisk lige en gang mere, rådgav sig hos Tiyanna, fordi hun var ved hans side. Hvilket hun jo ikke havde været i tiden frem til hans død, fordi Theodore havde ødelagt det mellem dem. Han havde stadig hævn i tankerne for sin far. Men måske det kunne komme af sig selv. Hendes ord, fik ham ikke til at ændre mine, men dog sad han og diskutere for og imod at fortælle sandheden til hende i sit sind. Han burde være ligeglad. Men det var han ikke.
"Min far fejlede i at fjerne hele min sjæl, da jeg var lille, fordi min mor kom i vejen. Jeg har endnu en stump tilbage," endte han med at afsløre for hende. Gad vide hvad hun ville sige til det? Han håbede dog hun kendte alvoren i, at han ville ønske hende død, såfremt hun plaprede ud om det til hans far. Han så indgående på hende for at læse hendes reaktion. For det ville nok også interessere hende en del. Hvorfor han fortalte hende det, det anede han ikke. Måske for at opbygge en smule tillid til et forhåbentligt fremtidigt samarbejde.
"Det jeg siger er, at du kan tænke på ham hvor som helst, når som helst, og han kommer, hvis du virkelig har brug for ham," svarede han roligt. Hun behøvede jo ikke stå og råbe hans navn, Azrael hørte alle, der ville noget oprigtigt fra ham. Han nikkede. Det var måden, hvis man skulle have fat i den mand.
"Netop. Man skal gøre, hvad der skal gøres."

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var de hver og en forskellige. Dog ville Jarniqa også vove at påstå, at det var de færreste der havde noget til fælles med Acheron-familien. Det var de nemlig for særlige til med deres tradition for manglende sjæle. Selv begreb hun sig endnu ikke på, at man kunne gøre sådan noget, men det var måske også bare fordi, at hun ikke var født ind i den? Hun berørte den kun svagt, som hun havde familiens overhoved ved sin side, som han oplærte hende. At Sephiran alligevel havde en gnist af en sjæl, måtte alligevel forundre hende. Dette havde Theodore nemlig ikke sagt noget om. Vidste han det, siden han ikke havde sagt det, eller havde han ikke sagt det, fordi han fandt det irrelevant? Mulige var begge eksempler, hvilket gjorde, at hun havde svært ved at se, hvilken en der var rigtig. Nysgerrigt holdt hun sit smaragdgrønne blik på ham. ”Hvordan føles det at have en stump af sin sjæl, men ikke den hele? Hvad kan du føle, og hvad kan du ikke føle? Eller ved du slet ikke, hvad du ikke kan føle, da du ikke ved, hvad det betyder?” spurgte hun ham nysgerrigt og hurtigt i sin egen interesse. Selv vidste hun jo, at Theodore kunne lide at studere hende, fordi han ikke forstod sig på alle hendes reaktioner og følelser. ”Ved Theodore, at du endnu har en gnist af din sjæl? Ved din moder det? Hvordan stoppede din moder det? Forsøgte Theodore at dræbe dig, hvor det kun lykkedes halvt, siden det kræver et liv?” Om han kunne finde hoved og hale i hendes mange spørgsmål, vidste hun ikke. Spørgsmålene fløj trods alt også bare ud af hendes læber som det unge individ, som hun endnu var. Heldigvis for hende, havde han indtil nu kunnet følge med, hvor han også havde været ganske snaksaglig af sig. Hun fugtede læberne, som han igen talte om Azrael. ”Det lyder ganske belejligt.. Selvom jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan høre ens tanker, uden at være til stede,” sagde hun ærligt. Selv havde hun før haft en i sit sind. Lucifer. Tænderne måtte hun dog bide sammen ved tanken om ham, som hun ikke just ønskede at have den mand i sit sind.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste ikke, hvorfor han delte ud så meget. Mest fordi han ikke så, at det var ufornuftigt. Manjarno var en god alliance at skabe sig, for det ville låse Dvasias imellem dem, som det stærke land. Og måske åbne op for, at Procias faktisk ville være på deres side, eftersom Procias jo gerne ville genvinde noget magt fra Dvasias. Han havde mange planer i sinde og han ville gerne udføre dem i nærmeste fremtid. Endeligt endte han med at rykke sig i smule i stolen, da han satte bagen mere tilbage i sædet, da han var gledet en smule ned i stolen. Hendes forundrende blik var næsten en morende faktor for ham, men om ikke andet, så virkede hendes nysgerrighed til at holde ved. "Det er... mærkværdigt. Jeg har følelserne, men jeg ved ikke hvad de betyder. I min ungdom betød det, at jeg var meget vredt anlagt og havde et stort temperament. Men det er stilnet af med alderen. Ellers ved jeg knapt nok hvad det er," svarede han hende roligt. Hun kunne jo ikke direkte bruge det imod ha, når han selv nævnte, at han ej forstod sig på de følelser, han nu engang følte. Han rystede så på hovedet og mødte hendes grønne øjne med sine egne blå. "Nej, det gør han ikke. Og det skal han heller ikke. Min moder ved heller ikke jeg har fået stumpen tilbage efter jeg blev genoplivet," startede han med at svare. Han lod hovedet søge let på skrå. Hun var nu kær, som hun sad der og blev så ivrig efter at vide. "Uddrivelsen af sjælen har mindst risiko for at slå ihjel, når offeret er barn. Og størst risiko ved en voksen. Min far uddrev den sidste stump, da han genopstod. Og min mor stoppede det ved at komme i vejen," svarede han hende.

[Jarniqa Dynithril]

Selv havde Jarniqa vænnet sig til det faktum, at Theodore ingen følelser havde, og at han ligeså ej heller forstod sig på andres. At hans søn – Sephiran – derimod var i stand til at føle, men ej i stand til at forstå, måtte gøre hende utroligt nysgerrig. Det var på alle måder en interessant familie, som hun var ’endt i’. Ej skræmte det hende nemlig, som det derimod blot gjorde hende nysgerrig. Vanvittig nysgerrig. ”Hvis du er i stand til at føle, ligger det vel også lige for, at du vil være i stand til at lære at forstå dem? Du har trods alt været i stand til at lære andre ting, så hvorfor skulle du ikke kunne lære det? ..I så fald burde du vel også være i stand til at få en hel sjæl?” Logisk lød det nu i hendes ører. Han havde jo lært at tale og gå, så hvorfor skulle han ikke være i stand til at lære betydningen af noget? Selv tænkte hun i hvert fald, at det var muligt.. Desuden.. han havde jo både kone og børn, så de trak vel også på den fløj? Måske ikke så meget Romeo, men hans kone burde.. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Hvorfor må de intet vide?” spurgte hun undrende. Hvis hun skulle holde på hemmeligheden, ønskede hun jo også at vide hvorfor. Underligt forekom det hende dog, da de jo var hans familie. Dog måtte båndet være specielt, hvis fader og søn yndede at dræbe hinanden og havde det fint med det. Nysgerrigt lyttede hun. ”Interessant.. Og er risikoen, at man ender med en halv sjæl som du? I mine ører lyder det nu ikke som en risiko.. I min verden at det bedre at have en sjæl end at være foruden,” kommenterede hun med et skævt smil. At al dette kunne være dagligdag for nogen, havde hun endnu svært ved at begribe. Unaturligt var det jo!

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret roligt. Han havde virkelig en fjendtligt forhold til sin far, skønt han alligevel ikke gennemførte det. Faktisk burde han jo have slået sin far ihjel ved første øjekast, da manden var kommet ud af graven, men på det tidspunkt havde han haft for travlt med andre ting. I det mindste havde Theodore da ladet ham og Tiyanna være, da han var blevet optaget af alle hans pligter som Greve og nu med dette projekt i Manjarno, som han var en del af. Han nikkede til hende. Han kunne lære det, men en følelse var jo ikke noget særlig konkret, så derfor var det stadigvæk utrolig svært i forhold til at gå og stå. "Følelser er ikke konkrete, som at lære at kaste en bold. Det er noget sværere, men jeg har da lært et par ting..." svarede han hende roligt og stoppede selv op, ved hendes sidste pointe. Mere sjæl? Det havde han faktisk aldrig tænkt på, om hans sjæl ville blomstre med de rette følelser og intentioner. Han lod derfor helt vær med at svare, da han faktisk ikke vidste det. I hans optik, havde han bare sin lille stumpt at holde fast ved. Han vædede sine læber og så stadigvæk alvorligt på hende. "Fordi min far i værste tilfælde vil prøve at fjerne sjælstykket igen, da han er imod mit ægteskab til min kone og på den måde prøve at splitte os. Han har ødelagt min kones og mit ægteskab frygtelig mange gange," svarede han hende lige ud af posen. Han sukkede dæmpet.
"Du kan dø, hvis det mislykkes at fjerne sjælen. Det er farligt arbejde. Risikoen er mindst, når man er barn og størst som voksen. Jeg var heldig, at jeg ej døde, da min moder brød min fars arbejde, da jeg var lille. Og at jeg overlevede, da han fjernede stumpen, da jeg var blevet voksen," svarede han hende.

[Jarniqa Dynithril]

Spørgende søgte Jarniqas hoved på sned. ”Når børn bliver født, skal også de lære om, hvad følelser betyder. Dette kan de uden problem lære, så hvorfor skulle du ikke også kunne lære det? Du er ganske vidst voksen, men ej kan jeg se, hvorfor det skulle være umuligt, hvis du virkelig skulle ønske det,” lød det ærligt fra hende, som det personligt var, hvad hun tænkte. Ret følte hun dog også, at hun havde, som han alligevel fortalte, at han selv mente, at han havde lært et par ting. Derfor var hun kun endnu mere overbevist om, at det kunne lade sig gøre! Yderst interessant! På det punkt syntes Theodore nemlig håbløs, som han oprigtigt ikke følte noget. Læberne fugtede hun. ”Det er ikke den mand, som han har vist mig.. Hvorfor er han imod jeres ægteskab?” endte hun med at spørge. Underligt var det at høre, at Theodore ønskede at sabotere hans egen søns ægteskab, for det var jo ikke den mand han havde vist hende.. Ganske vidst vidste hun, at Theodore ej var helt stueren, men alligevel havde han altid været god ved hende. Underligt forekom det hende, og hvad skulle problemet også være? Sephiran var gift med sin hustru og havde tilmed et barn med hende.. Et barn, som hun selv havde mødt og som hun havde set, at Theodore havde taget til sig. Derfor virkede det underligt, at han skulle være … imod det. Dog virkede det ej heller underligt, at hun endnu ikke vidste alt om den mand. ”Hvis ikke du ønskede at få fjernet stumpen, og hvis du stadig ikke ønsker, at det sker, hvorfor så ikke slå fra sig? Nok er han din fader, men personligt mener jeg, at en sjæl er et personligt eje. Det er trods alt din krop, og den ejer han ikke,” sagde hun sandfærdigt. Ej var det fordi hun ønskede at starte en krig mellem Sephiran og Theodore, for det ønskede hun ikke just. Selv vidste hun også, at Sephiran på det punkt var ligeså slem som sin fader, da han selv havde givet Romeos sjæl bort, så derfor var det en løftet pegefinger til dem begge.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så roligt mod Jarniqa. Det var nemmere for børn at lære, end hvad det var for voksne. Han havde jo i mange år været indrettet på én måde og derfor var det en omstilling, at han skulle begynde at lære om følelser, fordi han ikke helt kunne sætte sin finger på dem. En følelse, føltes jo ikke helt ens hver gang og det kunne fremprovokeres af mange faktorer. "Et barn er uden filter og kan nemmere lære det, end en voksen. Med min vilje, har jeg lært en masse, men ting kan stadig komme bag på mig hvad følelser angår. Jeg har ej sagt, det er umuligt, blot sværere for mig end et barn," svarede han hende. Hun havde ret, såvel som han havde. Han trak nærmest morende på smilebåndet, da han nævnte, at det ikke var sådan hun opfattede Theodore. Selvfølgelig ikke, for han spillede jo altid sine kort rigtigt, som han selv gjorde. "Fordi Tiyanna ikke er ren warlock, men hun er en blandingsrace. Som du. Det forundrer mig, at han vil træne dig," svarede han hende sandfærdigt. Det var jo sådan det var, for Theodore havde været umådeligt meget imod Tiyanna på grund af hendes racer, som havde skabt endnu et splid i familien. Men de var da heldigvis kommet igennem og havde været uden større splittelse i mange år, efter de havde fået Romeo tilbage. Selv manglede han også at hævne sig på sin far, der havde gjort lidt for meget ved Romeo som barn. "Og det går du simpelthen ud fra, at jeg ikke gjorde? Jeg kæmpede med arme og ben, men min fader vandt det slag. Jeg var ej i stand til at kæmpe imod, da han først havde lænket mig fast," svarede han hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Det kan jeg udmærket følge dig i, men som du selv siger … hvor der er vilje er der vej,” sagde Jarniqa i en rolig tone. Om han havde viljen til det, vidste hun selvfølgelig ikke. Hun kendte ham trods alt ikke, men personligt tænkte hun, at hun selv ville have kæmpet, hvis det havde været hende. Især fordi, at han havde en kvinde ved sin side, som endnu havde en hel sjæl. Ligeglad kunne han selvfølgelig også være, da han havde været ligeglad med sin søn, som han uden videre havde givet hans sjæl til denne Azrael. At Theodore var vanvittigt imod blandingsracer, fik hende til at rynke ganske let på brynene. Igen var det en side, som hun aldrig havde set af ham. ”Personligt må jeg igen sige, at det ej er det billede, som jeg har af din fader. Aldrig har han set ned på mig, grundet mine racer, som han derimod altid har fundet dem og jeg fascinerende,” lød det ærligt fra hende. Selvfølgelig var hun ej heller gift ind i hans familie, men gjorde det virkelig en forskel? En person var vel en person? Selv forstod hun sig ej heller på racepolitik, som hun var opvokset hos en formskifter, hvor det kun havde været dem. Derfor havde hun aldrig fået af vide, at det var skidt at blande sig. Hun endte med at trække på skulderen. ”Men Theodore kan vel være ligeglad med, at du har valgt dig den hustru, som du har? Det er trods alt ikke ham, som er gift med hende..” Ja, selv tænkte hun, at det var at stikke næsen for langt ind i andres sager, hvis det var således. Brynene endte hun igen med at rynke, som han nu fortalte hende om en voldelig Theodore. Hård vidste hun udmærket, at han var, men aldrig havde han presset hende til noget, som hun direkte havde nægtet, som Sephiran havde. Hun rettede sig en anelse op i sofaen, hvor hun også måtte vende sit blik væk, så hun i stedet så ud af det store vindue for en stund. ”Det lyder … forfærdeligt,” sagde hun ligeud. Følte han det same? Ligeglad syntes han mest af alt. Blikket vendte hun mod ham igen. ”Min værge ville aldrig gøre på mig, som det din fader har gjort ved dig,” sagde hun, hvor det vel også bare var for at fastgøre, hvor forkert det havde været?

[Sephiran Acheron]

Sephiran så roligt mod Jarniqa og nikkede til hendes ord. Hvor der var vilje, var der klart en vej. Det kendte han jo fra mange til, men hans prioritet lå ikke lige på at få styr på følelserne. Det tog han hen ad vejen, når han havde sine sammenstød med Tiyanna. "Præcis," medgav han. Han gad ikke diskutere det, for Jarniqa ville altid se anderledes på følelser end han selv ville. Selv var Tiyanna god for ham, fordi hun altid bekymrede sig om alle følelserne og han kunne ligesom også sige til hende, at nu måtte hun slappe af. Han trak morende på smilebåndet. Theodore var virkelig falsk, når han ikke var sammen med familien. Han stod meget inde for, at alt skulle være perfekt udadtil og så kunne det være ligeså muggent indeni. Det var han ikke selv fan af, han ville gerne reflektere sandheden. Han trak på skuldrene. "Det kan han. Men det er han ikke," svarede han hende blot kortfattet. Theodore spillede sine kort overfor Jarniqa efter hendes smag, mest fordi, at han var udsendt af Jaqia. Han lod hovedet søge en smule på sned. Selvfølgelig ville Theodore aldrig skade Jarniqa, det ville jo sende dårlige signaler udadtil. Han rystede på hovedet. "Det håber jeg da ikke for dig," afsluttede han. Han skævede ud af vinduet... Det var måske ved at blive en smule sent. De havde da faktisk snakket i et stykke tid, eftersom solen stod lavere på himlen.

[Jarniqa Dynithril]

En mand af få ord var Sephiran.. Præcis ligesom sin fader, Theodore. Interessant var det, som Jarniqa altid havde fundet Theodore fascinerende. Helt lig hinanden var de to mænd ikke just, men interessant var det nu engang alligevel. Selv følte hun om end også, at hun var blevet en smule klogere på Acheron-familien, hvor hun også havde fået et par overraskelser hen af vejen. Blandt andet det, at fader og søn forsøgte at myrde hinanden, og at Sephiran havde en stump af en sjæl, hvor Theodore derimod ingen havde. ”Interessant.. Der er ellers meget, som din fader syntes ligeglad med,” kommenterede hun ærligt. Umiddelbart var det nemlig ikke meget, som Theodore syntes at gå op i. En af hans mærkesager syntes dog at være at holde sit ord. Noget, som hun også havde været i stand til at benytte sig af. Hendes hoved søgte en kende på sned, som han pludselig syntes affejende og distraheret. Hænderne foldede hun i sit skød. På det punkt var han måske som Theodore? Selv havde hun trods alt lært, at Theodore kun talte så længe, at han følte en årsag til det. ”Ønsker du at tale med din fader, eller ønsker du at vende hjem?” endte hun med at spørge, som hun valgte at tolke hans fraværenhed på den måde, at deres møde nu var ovre.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var af få ord. Mest fordi, at han forholdt sig præcist og konkret. Han gjorde sig ikke i lange søforklaringer, da det som regel kun ledte til, at folk stod af eller misforstod. Så han holdt altid sin tale klar og korrekt, så folk ikke kunne tolke på hans ord, medmindre han ønskede, at de skulle det. Nok lignede Theodore og ham hinanden på mange punkter, men han følte sig stadig det mere overlegen, specielt efter sjælstumpen var blevet ham givet igen, hvilket hans fader jo ikke kendte til. Theodore skulle virkelig passe på, for ellers skulle han nok fælde sin far endnu engang. Om Theodore også ønskede at slå ham ihjel den anden vej rundt, det vidste han umiddelbart ikke. "Min fader giver måske udtryk for at være interesseret, men han ejer ikke interesse for andet end sig selv," svarede han roligt. Han blev ganske vist fraværende, hvilket skyldes, at han kom til at tænke på Tiyanna derhjemme. Han vendte blikket tilbage mod hende og skubbede sig roligt op at stå fra stolen. "Jeg ønsker ej at tale med min fader, nu fik jeg jo talt med dig i stedet. På gensyn, til vore veje krydses igen, unge Jarniqa," sagde han roligt til hende. Han bøjede hovedet for hende og endte med at forsvinde fra stedet i en røgsky. Nu skulle han hjem.

//Out.

[Jarniqa Dynithril]

Tilbøjelig var Jarniqa til at give Sephiran ret. Generelt set var Theodore nemlig ikke en mand, som bandt sig til interesser, som han nærmere var en mand af principper. Dog var det svært at sige, om hun burde lytte til Sephiran, når nu han tidligere havde forsøgt at myrde manden, samt havde lykkedes i det. Hvem sagde derfor ikke, at han lige meget hvad ønskede at stille manden i et dårligt lys? Ting til eftertanke gav Sephiran hende dog, og det kunne hun bestemt ikke se bort fra. Både angående Theodore og Manjarno/Dvasias/Imandra-situationen. Hendes blik forlod ej hans. ”Et sted følger vi alle vel blot det, som interesserer os,” endte hun med at sige. Var Sephiran mon bedre end sin far? Interesserede han sig for andre end sig selv, eller tænkte han kun på sit eget mål? Hvad end svaret var, havde han dog ikke hendes tillid. Hendes værge havde trods alt altid prædiket én sætning for hende. Stol aldrig på nogen. Automatisk rejste hun sig fra sin plads på sofaen, som han rejste sig. Høfligt nikkede hun til ham. ”Du må have en god hjemrejse,” nåede hun at hilse, inden han forsvandt ligeså pludseligt, som han havde kommet. Tavst stirrede hun på punktet, hvor han sidst havde været. Nu gjaldt det vel … ikke at sige noget som helst til Theodore? Mærkværdigt forekom det hende dog helt, at en fader end ikke kunne vide, at hans søn havde været der. Intet ville hun dog sige, som det ville være deres hemmelighed til hun havde besluttet sig.

/ Out