So how do I want it?

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde som sådan ikke noget imod nysgerrige spørgsmål. Folk måtte også bare forstå, at han ikke delte ud til alt og alle, men som regel bemærkede de slet ikke, at det han talte om som så lidt, normalt var ret store sager. Han trak på mundvigen mod hende og nikkede roligt. Nok var hans svar kedeligt, men det var sådan han bedst kunne sige det lige nu.
"Bestemt... Det er længe siden jeg overhovedet har set min fader. Vi har virkelig to forskellige liv, der er svære at forene," svarede han roligt. Det var at fortælle lidt, uden rigtigt at fortælle noget heller. To liv, der var svære at forene, var en utroligt pæn måde at sige, at han havde mordplaner for sin far snart hver sekund, hvis hans far så meget som bare trådte forkert med en my. Han fulgte efter Jarniqa ind i stuen og tog det hele i blik. Her var nydeligt på trods af, at de stadig var i gang med at genopbygge. Han fulgte med hende hen til vinduet og så ud over Ityrial. Manjarno var virkelig et land for sig selv. En sjælden skønhed i hans øjne, der lå på et forbandet sted mellem Procias og Dvasias. Han lyttede interesseret til hendes ord, denne gang med en oprigtig interesse. Han skulle have brikkerne til at passe og måske hun kunne blive en del af hans plan fremfor hans fader. Han nikkede forstående til hendes ord. Så det udsprang af hende, hvor Theodore så havde gjort brug af sine kontakter. Men det betød også, at Dvasias faktisk sad på magten, for Jaqia hjalp ikke uden at få noget tilbage.
"Det er meget forståeligt, at du ønsker det. Manjanerne fortjener sikkerhed, såvel som de andre landes borgere... Jeg er bare bange for, at du ikke kan give manjanerne deres fulde frihed med Dvasias inde over," svarede han hende lige ud af posen. Så måtte han jo se, hvordan hun reagerede på det.

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt søgte Jarniqas hoved på sned. De havde hvert deres liv der var svært at forene? Det var meget muligt, at man ikke kunne stryge alle med en kam, men burde sjæleløse individer ikke have det godt med hinanden? Selv tænkte hun, at der måtte være usandsynligt få personer som dem i verdenen, så selv tænkte hun da, at de få personer måtte forsøge at klynge sig sammen. ”Hvorfor er jeres liv svære at forene?” spurgte hun nysgerrigt. ”I er jo familie, samt I er … ens.” Hvordan kunne hun bedre forklare, at de begge var sjæleløse? Nysgerrig var hun dog på at forstå dette faktum endnu bedre. Fascineret var hun nemlig af Theodore, som han var så … anderledes. Dog havde hun også til tider lyst til at rive hovedet af ham, som hun også før havde angrebet ham i ren og skær irritation. Heldigvis for hende, bar han dog ikke nag. Faktisk virkede det helt som om, at han havde glemt det. Armene lod hun glide over kors, mens hun så ud af vinduet. Hele Ityrial kunne man se herfra, hvilket var et ganske fantastisk syn. ”Jeg ved, at Manjarno er bundet til Dvasias nu.. Dog var der ej heller noget valg for det. Med Dvasias i ryggen modtager Manjarno penge fra landet. Det er en økonomisk støtte som landet har brug for, efter at Macaria Forsyth kørte landet bankerot.. Derudover sikre det, at Manjarno ej vil blive angrebet. Dette er også noget, som landet har brug for, da Manjarnos styrke blev myrdet af Macaria Forsyth. Derfor er det nu, hvad det kan bære. Til dels selvstændigt vil landet dog atter blive, som landet vil få sine egne love også videre. Tingene her vil derfor ikke køre, som de gør i Dvasias. Det er hverken jeg eller resten af Manjarno interesseret i,” fortalte hun ærligt. Selv ville hun selvfølgelig ønske, at Dvasias ingen rolle spillede, men ej kunne man altid få det, som man ønskede. Det havde hun i hvert fald lært igennem den seneste tid.

[Sephiran Acheron]

Havde Sephiran fået sagt for meget? Selv var Theodore jo nok ikke engang klar over, at han faktisk havde fået sin stump af sjæl tilbage, så han jo faktisk havde et lidt bredere reaktionsmønster end sin far. Og netop med den stump af sjælen, så fungerede han bare ikke sammen med Theodore. Han vendte sine blå øjne mod hende og kunne godt mærke hendes nysgerrig og også undren. Det var nu ganske morsomt. Hun prøvede virkelig at forstå. For hende måtte de jo faktisk være noget af nogle eksempler på noget specielt. Noget som kun Acherons var kendte for jo. Han trak på mundvigen og blev stående urokkeligt, stadig med hænderne foldet over lænden og sin ranke dominerende holdning. "Når lærlingen først har overgået mesteren, så er det ikke foreneligt længere. Det var mig, der i sin tid slog min far ihjel, fordi vi ikke kunne se overens med tingene. Til min forbavselse blev han jo så levende igen, fordi han havde givet min sjæl til Azrael," forklarede han roligt. Det var der ikke rigtigt noget nyt eller afslørende i, og det var jo sådan tingene var. Han undlod bare at nævne den del om hans lille stump sjæl, han havde tilbage derinde et sted. Han drejede blikket ud af vinduet igen og tog Ityrial i blik. Det var nu et flot syn der mødte ham, det kunne han skam ikke benægte. Hans blik blev dog en smule fjernt, da han i stedet lyttede til hendes ord, selvom han ej kiggede på hende. Det han hørte hende sige var, at hun ville ønske, at Dvasias slet ikke var indblandet.
"Det er altid en god start. Men selvom du taler for Dvasias, så hører jeg dig i virkeligheden sige noget andet," svarede han og vendte sig mod hende. Han blev nødt til at finde ud af, om hun kunne blive en fremtidig betroet kvinde.
"Hvis du med tiden kunne blive helt fri af Dvasias... Så ville du gøre det, ville du ikke?" endte han.

[Jarniqa Dynithril]

Direkte stirrende blev Jarniqas blik. Theodore død.. Dræbt af Sephiran.. Theodore genoplivet, fordi han havde givet Sephiran sjæl væk. Gav dette mening for nogen som helst? Desuden.. hvad var det dog for en familie? Selv ville hun aldrig blive i stand til at krumme et hår på Damiens hoved, og derudover … genoplivet? Var det seriøst en mulighed, når man var blevet konstateret død? Selv forstod hun sig på hjertemassage og mund-til-mund, men at leve op igen på den måde.. nej. Hun blinkede med øjnene over denne bizarre videndeling, der ligeså tog nogle lange sekunder at sluge. ”… Og..” Hvad skulle man sige til ord som dem? ”..I har det fint med det?” endte hun med at spørge. Gad vide om det lød så tamt, som hun syntes, at det gjorde? Dog ville hun bestemt mene, at han ikke kunne forvente, at man tog let på en oplysning som den! Det var jo en fortælling, som Theodore aldrig havde nævnt for hende. Han fandt den vel … irrelevant ligesom så meget andet? Blikket vendte hun bort fra ham. Om det var noget de havde det fint med eller ej, skulle hun stadig lige sluge oplysningen. Han havde nemlig sagt ordene, ligesom man sagde sætningen, at vejret var godt i dag. Det smaragdgrønne blik vendte hun mistænkeligt i hans retning igen. Prøvede han at lokke hende i en fælde? Hun løftede det ene slanke bryn, alt imens hun lod sine arme søge over kors. ”Manjarno har hidtil altid været et selvstændigt land. Ligeså er der også en årsag til, at jeg fortalte din fader og Dvasias’ dronning, at det skulle være en manjaner og ikke en dvasianer, som sad på tronen her,” sagde hun sigende. ”At jeg og mange andre allerhelst ser landet som selvstændigt igen, ved de også godt.” Det sidste sagde hun vel blot for at konstatere, at han ej kunne bruge det imod hende, hvis han skulle rende tilbage til Dvasias og sladre? Selv havde hun nemlig aldrig lagt skjul på, at det var landet her, som var hendes førsteprioritet. Det var trods alt også af den årsag, at hun havde skabt modstandsbevægelsen.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt se på Jarniqa, at det var noget af en mundfuld at sluge for hende, det som han netop havde fortalt. For ham, var det hverdagssnak. Liv og død for ham, var ikke langt fra hinanden, specielt ikke når han selv havde en aftale med Azrael. Faktisk burde han nok snart gøre noget ved det igen, for han selv ville have en aftale mere i hus med Azrael, når han skulle i gang med sine nye planer. Han lod hovedet søge på sned, som han studerede hende stå og tænke over det hele i et par sekunder. Hun var paf og han morede sig ved det.
"Helt fint," svarede han roligt. Han havde da ikke slået sin far ihjel endnu, skønt han havde lysten, så et eller andet var der jo nok mellem dem, der ikke havde været før. Nok det faktum, at de ikke boede under samme tag, var den afgørende. Theodore oplyste nok ikke Jarniqa om sådanne ting, men for ham, var det ikke noget at lægge skjul på, for sådan var landet jo. Og hans forældre havde faktisk haft det bedre før Theodores død, end de havde fået i eftertiden. Det var da i hvert fald sådan han hørte det fra både sin moder og hans broder. For de to var pot og pande, hvor han stod udenfor det... ovenpå det. Så familiekær var han slet ikke. Tiyanna var hans primære familie, de andre var blot slægtninge på blod. Han kunne se på hende, at hun blev mistænkelige over hans ord. Det som hun bare ikke vidste var, at han ikke var Dvasias loyal af hjerte, han boede jo faktisk i Imandra og havde sit sind sat der. Han nikkede.
"Det ved jeg... Men Dvasias giver nok ikke så let slip," endte han. Han så roligt på hende.
"Mellem os," startede han ud og så noget alvorligt på hende denne gang, "så er jeg ikke Dvasias loyal som min far er. Mit hjem er i Imandra. Og selv jeg har planer om at indtage tronen igen. Fjerne så meget kriminalitet, det er mig muligt og gøre det trygt for borgerne at bo og færdes i Imandra. Ej ønsker jeg Dvasias' indflydelse. Men måske du og jeg skulle have en snak, i stedet for jeg snakker med min fader?" Nu havde han åbnet for det. Det var lidt et sats. Men hvis hun ikke holdt mund, så kunne han jo nemt dreje nøglen om for hende og Manjarno ville igen stå uden regent eller uden et menneske, der havde en ambition for landet.

[Jarniqa Dynithril]

Hvordan man kunne have det fint med at blive slået ihjel, eller at have slået ihjel, vidste Jarniqa vitterligt ikke. Det var vel en Dvasias-ting eller Acheron-ting? Det at slå benene væk under hende, skulle Sephiran dog vise sig at være god til. Betagende lød hans ord, for nej, hun ønskede ikke at Manjarno var underligt Dvasias. Derudover var det også betagende at høre, hvad han ville gøre for Imandra. Hvad der i det hele taget foregik i Imandra, vidste hun ikke. Aldrig havde hun nemlig været i landet. Selv vidste hun blot, at Marcellus havde proklameret sig som konge af landet. Ganske mærkværdigt fandt hun det i og med, at han havde ønsket at ”ansætte” hende på en lang række eventyrer sidst de havde set hinanden. Tænksomt hvilede hendes smaragdgrønne blik på Sephiran. Det var uden tvivl en farlig snak, som de lige pludselig havde. ”Dvasias’ dronning fortalte meget vel, at hun kun holdt på Manjarno, fordi landet var økonomisk presset.. Dette tvivler jeg dog på, da hun ligeså sagde, at hun ønskede en i Manjarno, som ej ville lave samme nummer som Macaria Forsyth gjorde. Desuden.. hvilken økonomi skulle hjælpe Manjarno i gang, hvis Dvasias stoppede? Hvem skulle hjælpe Manjarno, hvis Dvasias angreb?” spurgte hun sigende med et løftet bryn. Selv havde hun ingen kærlighed til Dvasias. Det eneste hun kunne lide ved det land var Theodore. Hendes kærlighed hvilede derfor i sig selv, i Damien og i landet her. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Hvad skulle Imandra også kunne gøre for Manjarno? Landene ligger ej side om side.. Ligeså har landet også en anden konge. Marcellus Black. Hvordan ville du kringle den sag? Desuden, når du siger, at du vil indtage tronen igen, betyder det, at du tidligere har mistet det.. Måske er det er tegn på, at det ikke er en post for dig,” sagde hun direkte, som hun blot sagde, hvad der faldt hende ind. Det havde hun også gjort overfor Theodore og dronningen.

[Sephiran Acheron]

I og med, at Jarniqa var datter af den hun var, så vidste Sephiran også, at kvinden måtte have en vis kløgt bag nysgerrigheden. Hun var dog stadig ved at lære, hvilket var forståeligt. Hun skulle jo have tid og erfaring, før hun rigtigt kunne gøre noget, som hendes mor havde gjort. Han så selv alvorligt mod hende. Det var nok en farlig snak de havde, men han fornemmede alligevel, at han faktisk kunne dele disse tanker med hende. Selv hvis de ikke blev til noget, så kunne han måske lade hende gå, hvis hun holdt mund. Han var meget imod denne Marcellus, mest fordi han mente at tronen tilhørte ham gennem Tiyanna. Og fordi han jo faktisk havde taget landet, da det var uden regent og bare var et lovløst land. Han så mod hende og lyttede til hendes ord.
"Jeg siger ikke, at du skal skære Dvasias af med det samme jo... Og jeg har ej en hær, som kan hjælpe lige nu. Men såfremt du vil fri og lægge din loyalitet hos mig, så ville du også have Imandras opbakning... Og så svært er det ej at flytte en hær af warlocks, som jeg vil have mig," svarede han roligt. Han vendte hele fronten mod hende og trak vejret roligt. Han vædede flygtigt sine læber. Hun forstod sig da på at stikke til ham, men det kunne han nu egentligt godt lide. Det gjorde ham faktisk intet lige nu.
"Jeg ved det er et sats... Men jeg har ry for at få ting til at ske, såfremt man er på min side. Jeg indtog Imandra's trone, da landet stadig var lovløst og havde været uden royale i mange år. Tiyanna, min kone, har royalt blod i sine årer fra Imandras kongeslægt. Og jeg mistede den, fordi jeg blev slået ihjel," svarede han hende roligt.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas smaragdgrønne blik hvilede fast i hans. Ej var dette noget, som hun blot kunne medgive, da der var mange risikoer og mangler i hans fortælling. Derudover forstod hun ej heller, hvad han mente, hvis han ikke mente, at hun skulle lade Manjarno klippe båndet til Dvasias. Svært var dette også for hende at tage stilling til, som det var spørgsmål for en dronning. For hendes moder. Ikke en, som endnu kun var i lære. ”Ej er jeg i en situation, hvor jeg kan bruge tanker til noget. Hvad jeg har brug for er facts. Faktum er derfor, at du intet land og ingen hær har. Det gør, at du reelt set ikke er i stand til at støtte Manjarno. Endvidere er Manjarno i en stand, hvor landet ikke kan tage vare på andre end sig selv. Derfor er jeg nysgerrig for at høre, hvad du har at tilbyde, når du intet reelt har at tilbyde. Endvidere er jeg også nysgerrig efter at høre, hvad du ønsker af et land, som endnu ingen hjælp har at tilbyde,” lød det sigende fra hende. ”Du indtog muligvis Imandra I sin tid, men det gjorde du mens det endnu var lovløst og uden nogen regering. Derfor mødte du ingen modstand.. Modstand vil du derimod møde nu, som der nu er en konge der laver reglerne. Hvordan ved du, at du kan slå ham, eller få ham frivilligt til at opgive magten?” spurgte hun ham direkte, som det ikke gik, at han blot kom med flyvske fortællinger. Derudover måtte han også få hendes tanker til at vandre.. Al den død og genoplivning. Gad vide om det var muligt at live folk op igen, uden at man mistede sjælen for det? Vidste han det mon, eller kendte han kun til denne mørke vej? Og var der kun en mørk vej?

[Sephiran Acheron]

Om det var for stor en mundfuld for Jarniqa, det kunne Sephiran lige nu ikke helt bedømme. Hun virkede modtagelig og som om hun tænkte det igennem, men dertil havde hun jo også mange spørgsmål. Det var dog forståeligt nok, for det var nok ikke altid nemt at have med en Acheron at gøre lige på det punkt. Deres planer var altid store og ambitiøse, men de lykkedes som regel også, hvis man havde gjort sit hjemmearbejde godt nok.
"For min del, er det også løs snak. En drøm om, hvad jeg kan opnå og få tilbage. Men når jeg har skabt min hær til at have i baghånden, så er jeg allerede et langt stykke. Hvad jeg kan tilbyde for din fremtid, er et partnerskab. Ikke at vi deler økonomi eller lignende, men så du kan komme til mig eller jeg til dig, skulle man stå i en situation, der behøver det," svarede han hende. Han kunne godt mærke, at alle planer ikke skulle lægges på bordet, så nu kringlede han den som om, at det kun var en drøm og ønske i hans hoved, fremfor en plan. Han trak vejret dybt og vendte kort blikket ud af vinduet igen og ud over Ityrial. Derefter tilbage til hende, som hun stod der. Han trak på smilebåndet ganske kort.
"Jeg er vant til modstand og jeg skal nok have gjort mit hjemmearbejde før jeg gør noget. Det kommer helt an på Marcellus, hvordan han vil afsættes, hvordan det kommer til at forløbe..." svarede han hende. Han kunne se, hun tænkte meget over alt det med død og genoplivelse. Han vædede flygtigt sine læber.
"Men nok om det... Hvis det kommer så vidt, så vil jeg vende tilbage til dig. Nu har du det at gå og tænke over for dig selv," endte han. Understregede meget 'for dig selv', da hun ikke skulle dele det med nogen andre!

[Jarniqa Dynithril]

Perfekte lød Sephirans tanker et sted.. hvis de vel og mærke kunne lade sig gøre. Selv var Jarniqa nemlig ej interesseret i, at Manjarno tilhørte Dvasias. Desværre tvivlede hun bare på, om hun var en stærk nok profil til at holde landet alene. Dette var nemlig blot en verden, som hun var blevet kastet ind i, hvor hun selv blot håbede, at hun var i stand til at holde sig oven vande. Derudover kunne hun også se ideen i at have Imandra som forbundsfælle, men på den anden side havde landet jo det bånd til Dvasias nu.. Det stærkeste land. Derfor var der uden tvivl meget, som hun skulle tænke over, som hun både kunne se for og imod på begge fløje. ”Jeg vil tage alle dine ord op til nærmere overvejelse. Dog vil jeg først for alvor kunne overveje dem, når jeg ser alvor i dine ord. Der er nemlig intet at overveje, hvis Imandra alligevel ikke skulle ende med at blive dit igen. Endvidere ønsker jeg også at gøre det, som sikre landet her bedst,” sagde hun i en sikker tone, som hun ej ønskede at brænde nogle af sine broer, før hun havde studeret dem. Spændt var hun dog på at se, om han virkelig ville blive i stand til at feje Marcellus af banen. Hvem af dem der var stærkest, vidste hun nemlig ikke. Dog måtte hun indrømme, at hun ikke just havde set Marcellus som en kongelig figur, sidst hun havde set ham. Dog kunne man også vende den om og sige, at han næppe havde set tyven over for sig som en regent. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Men nok om det.. Fortæl mig mere om det faktum, at du har været død, og at du vågnede op igen,” bad hun interesseret. ”Hvordan foregår det? Hvorfor døde du? Hvordan levede du op igen? Hvad sker der, når man er død? Hvad sker der bagefter? Hvad er der med Azrael? Og kan man leve op igen, uden at give sin sjæl væk?”

[Sephiran Acheron]

Sephiran stolede meget på sine tanker. Han vidste, det ville komme til at ske før eller siden, for han ville have den trone... Og han fik altid sin vilje! Lige nu, var det meget usikkert for andre at se dog, det havde han forståelse for. Men måske det var godt nok at have sået et lille frø her hos Jarniqa, for så kunne hun jo gå og tænke lidt over dem. Og havde dem i baghovedet, når han så en dag vendte tilbage med en krone på sit hoved, eller omvendt, tilkaldte hende. Hvis hun da så selv sad på sin trone til den tid. Det var en hård branche at være regent, hersker eller konge. Det krævede sin mand eller kvinde. Han nikkede roligt til hendes ord.
"Klart," medgav han og smilede bare roligt til hende. Hun var hverken for eller imod, så det var nok ganske godt. Så håbede han bare, at hun ej plaprede ud om det til hans far, for det kunne da kun blive til en kæp i hjulet for ham. Specielt hvis han far nu lagde sin loyalitet hos dronningen, fordi de var gamle venner. Han betragtede hende roligt og trak morende på mundvige, da hun kastede om sig med alle de spørgsmål. Hun var virkelig nysgerrig, var hun ikke? Hans blå øjne søgte ud af vinduet igen. Skulle han fortælle hende det? Ikke det hele, det kunne han ej. Han havde en stor respekt for Azrael og den mand talte man ikke bare sådan om. Han vendte rundt igen og endte med at søge hen mod nærmeste stol, som han satte sig i. Han gjorde en gestus mod pladsen skråt overfor ham i sofaen. De var jo trods alt i en stue, så de behøvede da ikke stå op hele tiden.
"Jeg blev slået ihjel... Kniv i hjertet. Alt sortnede. Jeg husker intet fra min tid som død, men bare, at jeg vågnede op igen et år senere som aftalt, da jeg lavede pagten med Azrael. Han vækkede mig, selvom han drev en smule gæk med mig, men der er intet i klemme fra min side. Du behøver ej, at give din egen sjæl væk. Du kan altid slå en anden ihjel og prøve at bytte deres sjæl, for dit liv," svarede han hende.

[Jarniqa Dynithril]

Et frø havde Sephiran uden tvivl formået at så i Jarniqas sind. Om det ville spire eller visne, måtte tiden blot vise. Det at det spirede krævede nemlig først og fremmest, at han genvandt tronen i Imandra. Det var dog et slag, som hun uden tvivl ville følge nøje fra sin plads i Manjarno. Det var nemlig et slag, som meget vel kunne have betydning for hende. Med over i sofaarrangementet valgte hun at rykke, som Sephiran valgte at tale plads som den første. De kunne vel også ligeså godt vælge og sætte sig, når nu de alligevel ikke længere bevægede sig omkring? Hendes smaragdgrønne blik gled til hans ansigt, som hun tog plads i det bløde møbel. Endnu en ting, som hun skulle vænne sig til ved sit nye liv. Nysgerrigt lyttede hun. Hun kunne jo ikke lade vær! ”Gjorde det ondt at dø? Mærkede du kniven i din krop, inden det sortnede?” spurgte hun nysgerrigt, for hvornår fanden skulle hun ellers havde muligheden for at stille en person et sådant spørgsmål? Personligt havde hun end ikke vidst, at man kunne genopstå. Derfor var dette en ideel mulighed for hende at høre mere om det! Selv agtede hun også at udfritte Sephiran til han ikke ville mere, eller til der ikke var mere. ”Og skal man absolut sælge en sjæl for at få en død tilbage? Og hvordan giver man overhovedet en sjæl væk? ..Men kan man virkelig ikke undgå al den død?” spurgte hun, hvor hendes hoved til sidst søgte en kende på sned. Snakken om genoplivning havde vel fået hendes tanker til at vandre.. Om det var dumme tanker at lege med, vidste hun ikke. Selv var hun jo ej heller ligesom Sephiran og Theodore, der begge elskede død. Faktisk kunne hun ikke lide at slå ihjel, hvor hun ej heller kunne lide at se mord. Derfor spekulerede hun også over, om der mon ikke var en anden vej.

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret roligt og gled godt tilbage i stolen. Selv var han fandt til alt det fine og fornemme, så vel som han bestemt også havde prøvet det modsatte. Han havde faktisk lært at sætte pris på det han havde. Netop af den grund, så værnede han jo også meget om sin familie til fordel for Theodore. Hans far manglede virkelig at smage på livet fremfor at leve på en rød rose. Han skulle mærke dens torne fremfor de bløde blade! Han fulgte hende med blikket, da hun fulgte med og satte sig, hvilket han godt kunne lide. Han lod hovedet søge en smule på sned. Hun var virkelig en nysgerrig sjæl, men han fandt det nu meget morsomt at oplyse hende omkring det hele, netop fordi det måske kunne hjælpe hende. Om det gjorde ondt? Han mindedes det stadigvæk af og til, når det kom tilbage til ham, selvom det dog var sjældent det skete.
"Det gjorde ondt, men det var meget kort. Jeg mærkede et stød, en lammende smerte... og så var jeg væk," svarede han hende ærligt. Det nyttede jo ikke noget at pakke tingene ind. Han foretrak dog den hurtige måde at dø på fremfor den lange, for ingen skulle få den fornøjelse af at se ham i smerte i længere tid! Han kunne fornemme, at han var blevet offer for mange af hendes spørgsmål. Men han havde intet imod at levere svarene til hende. Og nu behøvede han jo faktisk slet ikke snakke med sin far alligevel, så han kunne ligeså godt underholde sig her med hende.
"Du kan jo altid snakke med Azrael om alternative metoder... Men hovedreglen er en sjæl for en sjæl. Så snart du slår en person ihjel, så henter Azrael selv sjælen og så har han den jo. Død skal jo til, for at lave en pagt med døden,"

[Jarniqa Dynithril]

Et mindre forhør endte Jarniqa helt med at sætte Sephiran i, men det var også kun, som hun fandt ud af, at han fascinerede hende, og at hun kunne bruge noget fra ham. Nysgerrig var hun, hvor hun ej var bange for at spørge, og heldigvis syntes han ej heller at være bange for at svare hende. Det var alt sammen perfekt! ”Interessant. Det lyder … næsten ikke så slemt. Det lyder værre at brække noget,” kommenterede hun tænksomt, som hun bestemt ville sige, at hun havde følt værre smerte end den, som han beskrev for hende nu. Måske var døden derfor slet ikke noget, som man skulle frygte på den måde, som man gjorde? Ikke hvis det bare var en kort lammende smerte.. Nysgerrigt betragtede hun ham. ”Og hvad så med bagefter? Føles noget anderledes end før? Kan du stadig mærke smerten?” spurgte hun ham nysgerrigt. Var han mon bare sig selv eller havde han ændret sig? Kunne man ændre sig, hvis man alligevel ikke havde en sjæl? I så fald hed det vel… sjæl eller ingen sjæl? Interesseret lænede hun sig en anelse frem, så hendes underarme hvilede mod hendes ben. Gad vide om han ofte fik disse spørgsmål eller om det var nyt for ham? ”Interessant. Jeg må dog sige, at al det med at slå ihjel tager overhånd i din familie,” sagde hun ærligt, skønt smilet hvilede svagt på hendes læber. Besynderlig var den familie i sandhed.. De myrdede hende for at genopstå igen.. De fandt glæde ved at slå andre hjælp.. Det havde hun for eksempel selv set, da Theodore havde ønsket, at hun myrdede en vampyr. ”Men denne Azrael.. Hvordan får man fat på ham? Hvordan fik du fat på ham? Hvordan kom du i tanke om at få fat på ham?” spurgte hun nysgerrigt, som det hele måtte køre i hende i denne stund. Selv agtede hun også at blive ved, til han stoppede hende, eller til hun ikke havde mere.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt fornemme, at han sad i et nærmere krydsforhør. Lige hvad dette emne angik, så var han dog slet ikke så sart med at skulle svare hende. Det var jo faktisk spændende at plante disse tanker hos hende og så måske se, om hun selv kunne finde på at udnytte det? Så ville han jo faktisk have skaffet Azrael en 'kunde' mere, hvilket han vel ikke ville have noget imod? Han nikkede.
"Hvis man får et direkte dødsstød i hjertet, så går der virkelig kun et splitsekund før man er væk," svarede han hende ærligt. Det var mere smertefuldt at brække noget, vride noget af led eller lignende. Han foretrak bestemt den hurtige måde, fremfor den langsomme... for sig selv. For andre, elskede han at gøre det langsomt og pinefuldt. Medmindre det selvfølgelig bare skulle overstås. Han lod armene ligge på armlænene på stolen han sad i, mens han ikke rykkede på sig så meget som en tomme.
"Man har mere omtanke bagefter... Når man først har set døden i øjnene. Så det føles en smule anderledes, men man er jo stadig sig selv," svarede han hende. Hvordan skulle han forklare hende det uden at afsløre, at han faktisk havde en stump af sin sjæl? Den information skulle Theodore nemlig slet ikke have! Men lille del af sjæl eller ej, så var han mere voksen og lidt mere ansvarlig, end førhen. Selv morede han sig egentligt med dette krydsforhør, for han var ikke rigtigt blevet udspurgt om det før med en sådan interesse som hun viste.
"Hvis det skal til, så skal det til," svarede han hende bare roligt. Det var jo livets gang, nogle skulle bare hjælpes på vej.
"Hvis du ønsker Azrael skal komme, så kommer han også. Du kalder bare, hvis du oprigtigt vil lave en aftale med ham. Det ligger i vores familie at indgå den pagt, så derfor kom jeg i tanke om det."