I just can't help it

[Jarniqa Dynithril]

@alexander

Disen havde lagt sig over det korte græs, som morgentimerne havde gjort sit indtog. Stille var der blandt ruinerne i Metyral, som folket i Manjarno knap og nap havde stået op endnu. Hvad der derimod var vågent var dyrelivet. Fredeligt stod rådyrene og græssede, som de lod sig påvirke af den manglende menneskelige tilstedeværelse.. eller næsten manglende menneskelige tilstedeværelse. I det skjulte stod Jarniqa nemlig, som hun holdt sig gemt bag de mange murbrokker. Bag en ruin af en tidligere dørkarm stod hun, alt imens hendes blik fokuserede på dyrevildet. Let syntes det næsten helt at være, men det frodige forår havde også altid gavnet jægerne frem for den barske vinter. Resolut greb hun om en af sine pile, inden hun spændte den for buen. Stram og faretruende blev strengen, som hun trak den tilbage. Sikkert hvilede hendes smaragdgrønne blik på en mindre græssende då. Perfekt ville den være. Det handlede nemlig ikke blot om, at der skulle være rigeligt mængder spiseligt kød på kreaturet, men derimod, at den også var til at slæbe med hjem. Alene var hun nemlig, og derfor skulle hun gøre dette på egen hånd. Dette havde hun dog intet imod, da hun altid havde gjort dette. Sigtet lod hun fokusere på dåen. Gad vide, hvor regentagtigt dette var? Det var næppe et strejf af regentagtigt at gøre. Theodore mente for eksempel heller ikke, at hun selv burde hente eller tilberede sin mad, så det at fange den selv var vel helt ude og vende? Ligeglad var hun dog.. Hun var nødt til at gøre dette, som hun måtte føle sig, som sig selv. En indånding tog hun, inden hun slap pilen. Aggressivt susede den igennem vinden, inden den stødt placerede sig i dåens bryst. Et virvar af kaos skabte dette, som dåen skreg op i smerte, inden den væltede omkuld. Buldrende hovslag begyndte ligeså at lyde, som dette havde skræmt hele flokken, hvor de raske derfor også allerede var i færd med at galopere væk fra den usete fare.

[Deleted]

det var ikke tit at han var ude på dette tidspunkt, men Alexander havde lyst til at bevæge sig rundt i manjarno, for at være mere præcis havde han lyst til at gå en tur gennem ruinerne nu hvor han alligevel var her i det land der lige var blevet taget tilbage. Hans øjne gled hen over landskabet med et smil, alt den kaos og ødelæggelse der havde fundet sted her. Han hørte de pinte skrig af dyr der faldt til jorden, med forsigtige skridt gik han fremad mod en lysning hvor en kvinde stod og så på en då der var død, en dåbuk løb lige mod ham og var ved at vende om men nåede det ikke før Alex havde begravet sit sværd i halsen på ham. Han kunne ikke lade være med at smile lidt før han gik ud i lysningen "og hvad, laver en skøn kvinde som dig et sted som det her, og så endda ude og jage" han smilede venligt og satte sig på et stykke sten.

[Jarniqa Dynithril]

Et skridt til siden havde Jarniqa trådt, som hun havde affyret pilen. Blandt ruinerne stod hun, som hun havde været nødsaget til at skjule sig for rådyrene. Det gjaldt nemlig om ikke at skræmme dem, inden man førte kniven. Selvtilfredst søgte smilet over hendes lyserøde læber, som hun bevidnede, hvordan pilen satte sig i dåens bryst og tvang den omkuld. Ej påvirkede syntes hende, som dåen blot var et måltid i hendes øjne. Et smukt dyr var det måske, men når det gjaldt føde kom føden først. Det smaragdgrønne blik forlod dog dåen, som en fremmed mand pludselig gjorde sin entre. Hvem han var, vidste hun ikke, men glad kunne hun vel være så længe, at han ikke stjal hendes bytte? Ryggen rankede hun, som hun trådte ud af sit skjul. Kjolen havde hun ladt ligge derhjemme, hvor hun i stedet bar et par tætsiddende mørke bukser og knælange støvler, samt en mørkegrøn tunika. ”Jeg kan høre, at du allerede har besvaret dit eget spørgsmål,” kommenterede hun roligt. Hvorfor overhovedet spørge om, hvad hun lavede, når han selv sagde, at hun jagede? Det var jo også, hvad hun lavede eller havde gjort. Sikkert bevægede hun sig i sit byttes retning, hvor hendes bevægelser måtte være flydende, takket være elverens ynde. På hug satte hun sig ved dåens skikkelse, hvor hun uden tøven rev pilen ud af dets bryst, alt imens hun havde lagt buen over ryggen.

[Deleted]

han så bare på hende med et halvt smil "jeg går ud fra at det er lidt uoverflødigt når jeg tænker over det" han grinede lidt og så på det dådyr han havde skåret op på langs "hmm, hvad skal jeg bruge den her til" han tog sit sværd og skar hovedet af, han lagde den over sin skulder med et smil på læben, han havde ikke brug for mad men det var et pænt trofæ til hans trofærum "navnet er... Alexander" han så på hende med et smil og satte sig ned "hvad hedder du så, en smuk kvinde som dig må da have et navn" han så på hende med et smil.

[Jarniqa Dynithril]

Kort måtte Jarniqa skæve til siden, som han skar dådyrets hoved af, som var det vand. Selv vidste hun, at dette krævede noget af en styrke. Imponerende var det derfor, skønt det også syntes at være en smule … morbidt. ”En glæde at møde dig, Alexander,” sagde hun I en rolig tone, inden hun greb om to reb. Behændigt begyndte hun at binde dåens forben, så de ej ville dingle og genere hende, når hun bar den. Det var meget muligt, at der nu var folk, som gerne ville gøre dette for hende, men det var, hvad det var. Ligegyldigt var det jo så længe, at hun selv agtede at gøre det. Et skævt smil viste sig på hendes lyserøde læber. ”Forsøger du altid at charmere kvinderne på din vej, Alexander?” spurgte hun kækt, inden hun kort måtte lade blikket søge over ham. ”Men navnet er Jarniqa,” præsenterede hun sig roligt.

[Deleted]

han så på hende med et skævt smil da hun spurgte ham om han flirtede med alle kvinder "det kommer an på min kære Jarniqa, om det virker" han smilede friskt til hende og så hende tage dåen over hendes skuldre før han gik hen til hende, han lagde mærke til at han var betydeligt højere end hende og selvfølgelig mere muskuløs, han var trods alt en kriger der gennem tiden havde trænet så meget at det var naturligt han tog lidt insisterende dåen fra hendes skuldre og fjerede den ned over sine egne som han bar den "lad mig, en smuk dame burde ikke gøre sådan noget hårdt arbejde" han smilede drillende til hende, han vidste hun selv havde slået dette dyr ihjel med sine egne hænder og hun sikkert nok var stærk men lige nu ville han mere eller mindre etablere hans styrke sammen med, som en ulv, det var hvad de fleste kaldte ham alligevel så han kunne lige så godt bare køre med det. Han så på hende med et friskt smil under dåens vægt.

[Jarniqa Dynithril]

Min kære. Ej fængede ordene i Jarniqas ører. Særligt ikke efter, at hun havde været ude for det nummer med Lucifer. Derfor kunne man bestemt sige, at hun ikke ønskede mere på den front lige pt. Desuden.. denne her mand syntes også en helt del ældre end hende. Teenager var hun trods alt selv, som hun endnu kun var de 15 somre. ”Siden du har behov for at spørge, må jeg gætte, at du aldrig har haft held i posen,” svarede hun kækt igen. Sandt måtte det dog være, for hvis han behøvede at spørge hende, om hans teknik virkede, måtte det aldrig have lykkedes ham. Brynet løftede hun sigende, som han pludselig to dåens fra jorden, som hun ellers havde været i færd med at binde dets bind. Blikket lod hun følge ham nøjsomt, inden hun måtte blive til dels irriteret. Hvad var der med folk, siden de ikke mente, at hun burde løfte armene højere end til livet længere?! Nok var hun prinsesse og kommende regent, men handicappet var hun bestemt ikke! Ej heller ønskede hun at blive set ned på, bare fordi hun var kvinde. Hun havde i flere år dræbt sine egne fangster, parteret dem, og anrettet dem. ”Ved du godt, at det er nedværdigende at dømme ud fra udseende og køn?” spurgte hun sigende, inden hun søgte tilbage på benene, hvor hun rankede sig op. Høj og slank måtte hun være, hvilket uden tvivl kunne føres til hendes elviske arv. ”Jeg har jaget mere vildt, end hvad du kan tælle på dine fingrer.. Men nuvel, hvis du ønsker at bære dåens tilbage til mit hjem, skal du være velkommen,” sagde hun roligt.