Det her er jo latterligt!

[Deleted]

han smilede til hende "meget vel" han smilede til hende og rejste sig igen for sidste gang og stillede sig foran hende "jeg skal nok give dig den bedste behandling, man siger at alt nydelse ligger i sindet" han smilede til hende roligt og lod en hånd nive kærligt i hendes øre flip. Samtidig lod han hendes sind mene at det var en utrolig nydelse som hun ikke havde følt før "jeg kan give dig så meget nydelse" han lagde armene om hende og smilede til hende "du skal føle hele turen, og jeg er næsten sikker på at du ville blive lidt afhængig" han smilede til hende og lod sine hænder glide ned over hendes krop "men måske kunne du trænge til at være lidt mere feminin" han smilede til hende og så hende ind i øjnene, hun kunne ikke lyve for ham, han fjernede trangen til at bruge planterne helt. Han tog langsomt hendes trenchcoat af i en langsom bevægelse. Han tog fat om hendes hage og lod sine læber mødes med hende, igen fik han hende til at føle mere nydelse. Hun var helt i hans magt, det var næsten for nemt.

[Deleted]

Alexander kærtegn fik Daelis til at ryste svagt, men det gjorde hende også forvirret. Skulle nydelse komme af sindet? Stimuleringen føltes anderledes, men hun kunne ikke afgøre om det var ægte, eller blot manden der spillede hende et puds.
Daelis fulgte hans hænder, der udforskede hendes former og trenchcoaten der gled af indtil hendes opmærksomhed blev krævet et andet sted. Kysset han delte med hende var krævende, og hun følte sig spaltet imellem en del af sig selv der syntes at det hele gik for hurtigt og en anden der var nysgerrig og gerne ville se hvor situationen førte hende hen. Små nydende suk forlod hendes læber, og trenchcoaten faldt af. Med den nyerhvervede bevægelsesfrihed hang hun sine arme om hans skuldre og afbrød kysset. Ikke helt tilfreds, tilsyneladende. Hans kommentar omkring hendes femininitet stak til hende.
”Nej. Det er ikke praktisk at være feminin i Dvasias, og jeg kan SAGTENS være feminin, når jeg har lyst. Du har INGEN ret til at manøvrere rundt med mig.” snerrede hun. Meget af hendes beklædning tilhørte tvillingebroderen, Sylaar, og hvis hun gjorde afkald på det, var det som at miste ham igen.

[Deleted]

hans øjne så på hende med lidt medliden hed, hun var som en hundehvalp der havde mistet sin mor "ah, jeg beklager, det er min egen fejl" han smilede til hende roligt og tog roligt hendes trenchcoat "det var din brors ikke sandt, jeg har set alle dine minder husker du" han var lidt bedrøvet men rettede sig hurtigt op  med den "hvis jeg havde haft en som ham i mit liv ville jeg også bevare hans minde" han smilede til hende og lod en hånd glide ned over hendes kind. Han så på hende igen og denne gang gav han hende et mere oprigtigt smil "du er som ingen anden kvinde jeg har set før, du har dine styrker, men også meget skrøbelig. Hvis du vil kan jeg tage alt din svaghed og lave det om til en styrke, jeg har lovet dig kontrol over mørkelverne, og det skal du få, men først..." han så hende i øjnene igen "har vi min betaling at tage sig af" han vidste at han kunne manipulere hende nemt, han behøvede ikke sine mentale evner for det, men han ville bruge dem hvis hun sagde nej til ham igen, han kunne slette hele hendes personlighed i længere tid hvis det skulle være, men lige nu ville han lade hende gøre det af fri vilje.

[Deleted]

Blot det at nævne Sylaar fik Daelis mindvige til at krænge ned af i en trist grimasse, men den var der ikke længe. Som et vindue til et af hendes bløde punkter lukkede det sig hurtigt, og i stedet blev der vrede. Alexander havde været forholdsvist blid i sine tilnærmelser til hende, men det at nævne det unævnelige.
Hun vidste det jo godt. Hun vidste at han var død og aldrig kom tilbage, og at det var hende der burde have været det. Ikke ham. Hun havde ikke haft et valg. Indespærret i skabet havde hun skreget og kradset sine fingre til blods i det der føltes som en evighed, indtil hun kom ud. Havde hun vidst at hun skulle se hans hoved trille ned af gaden, havde hun gemt sig der i skabet resten af sit liv.
At hun gik i hans klæder bragte ham ikke tilbage. Intet gjorde!
Det var bare en plan. Noget der skulle være midlertidigt. Det var det han sagde, så hun kunne komme videre. Men det var lige så meget en flugt fra virkeligheden, som det var fra Daelis forfølgere. Hendes kinder blev rødlige og hun skar tænder.

”Hvor vover du!? Min bror var en helgen, at nævne ham. HOLD DIG FRA MIT HOVED!”
Vreden brændte i hendes indre, med en varme som gløder, og det udløste en reaktion. Hendes hånd fløj igennem luften og forsøgte at ramme Alexanders kind, med en styrke hun ikke vidste at hun havde. Så blegnede hun og kiggede ham forskrækket ind i øjnene, næsten som om hun var vågnet fra en trance.
Hun tog en dyb indånding. Daelis blev nød til at få det her til at fungere, når hun skulle samarbejde med ham. Også selvom hans timing var ganske elendig!
Her. Nu? Åbenbart.
”O-oh. Deeet… Det beklager jeg. Jeg er lidt træt. Du har ret… Det-”
En klump blev tvunget tilbage i hendes hals.
”Har. Vi?” Hun måtte distrahere ham. Hun ønskede ikke en kraftigere smagsprøve på hvad han kunne finde på. Daelis greb fat om Alexanders skuldre og kyssede ham grådigt, dog en anelse usikkert.

[Deleted]

han så på hende roligt da hun kyssede ham grådigt og kyssede hende igen før han lagde en hånd på hendes skuldre "jeg lover dig, intet mere med at rode i dit hoved" han smilede venligt til hende "jeg beklager min dårlige timing og min ufølsomhed" han smilede til hende og lagde en arm om hende "hvis du er træt er det forståeligt" han smilede til hende og gik langsomt om bag hende "jeg kan vise dig til deres nye hjem" han så på hende og lagde en hånd på hendes skulder med et lidt greb. Han førte hende hen til en dør der ledte ned af nogle trapper og hen af en lang gang med røde tæpper, langs med den mødte de snigmordere alle klædt i sort, alle af dem der bukkede for dem da de gik forbi indtil de kom til to store sorte døre hvor gyldne ulve var graveret ind i den. Han åbnede dørene til hans sove gemakker "dette vil være hvor du sover og bor for den næste tid" han førte hende ind og smilede til hende.

[Deleted]

Daelis fulgte pænt med ned af gangen. Hun gjorde sit bedste for at memorere stedet. Hvis han insisterede på at holde hende under opsyn i den grad, så burde hun benytte muligheden og gøre det så nemt som muligt for hende selv at finde rundt.
Dørenes guldgraveringer bemærkede hun specifikt, og hun noterede at han da måtte mere velhavende, end han så ud. Og penge var trods alt ikke det værste. Hun var dog lidt ukomfortabel ved at skulle dele sovekammer. Hun elskede den nærhed og tryghed det gav, når hun delte seng med en mand, men det var bare så opsat. Måske var det vel blot et spørgsmål om tilvænning. Alexander havde endnu ikke vist nogle specielt grimme sider for hende, så måske var det ikke så slemt, forsikrede hun sig igen og som hun trådte ind i rummet. Og det var vel kun naturligt, når hun skulle bære hans arving? Det øgede trods alt chancerne for undfangelsen at hun havde hyppigere kontakt med ham.
”Tak, ulv. Det er virkelig rart at den her destination er så ukendt, men det er da alt for meget. Jeg kan sagtens nøjes med noget mindre… Jeg kan bare ikke blive her for altid. Jeg har ting jeg skal se til, forstår du vel?”

[Deleted]

han smilede til hende og aede hendes kind "jeg forstår, men du skal jo vide at jeg bliver nød til at sende folk med dig, for at bevare min arving" han smilede til hende med et oprigtigt blik og lagde en hånd på hendes kind og aede hende roligt "men for nu er dette dit hjem, og fremover også når du har født mit barn er du altid velkommen tilbage hos mig" han smilede roligt til hende før han så på hende "lad os gå i seng" han smilede og dørene lukkede bag hende. Han kyssede hendes hals blidt og lod sin kappe ramme jorden med et blødt dunk. Han smilede til hende og kyssede hende igen. Han gik roligt hen til sin rustnings holder og tog sin brystplade af så hun kunne se hans bronze agtige hud med mange ar i hans hud. Han smilede til hende og vendte sig rundt, han var meget velbygget, han havde en sixpack og muskuløse arme "jeg har tit kæmpet mod folk, alle mine ar er minder " han smilede og gik hen til hende og gav hende et kys mere.

[Deleted]

"Jeg har ikke brug for barnepiger" muggede hun halvhjertet, da hun vandrede hen til sengekanten og satte sig, stadig iført det meste af sit tøj. "Det er bare et barn. Det forsvinder ikke bare lige"
Alexanders lille række af kys fik hende til at sukke veltilfreds og lukke øjnene. En ting elskede hun stadig, selv efter hun havde vendt mørkelverne ryggen.
Hun elskede i bund og grund at blive forkælet og få opmærksomhed.
Alexander blev studeret omhyggeligt, da han havde lagt rustningen fra sig. Hans krop fik hende øjeblikkeligt til at strække hals, for at kunne følge ham bedre. De mange ar mindede hende om en gladiator, og det var på en eller anden måde spændende. Hvordan hans krop afspejlede hans historie.
Langsomt førte hun sin hånd hen af hans brystkasse og mavemuskler.
”Jeg har set dem, ulv, dine minder, men fortæl mig nu… hvordan du selv har oplevet dem.”
Hendes negle skinnede metallisk, og efter at have trykket og hivet i den løsnede der sig små skinner af barberbladsskarpe metalstykker. Hun lagde dem ned på gulvet, så de ikke kunne skære ham og strøg sine fingerspidser langs Alexanders skuldre, som hun begyndte at massere. Kysset gengældte hun flygtigt.

[Deleted]

han smilede til hende da hun viste interesse i hans ar "tja lad mig se" han pegede på et ar tæt ved hans hjerte der lignede en lille sol "varmt jernrør der var under tortur, de to her er fra sværd snit" han pegede på to lige snit hen over hans brystkasse "pil, pil, knivstik, varulv klør" han fortsatte ned af sin højre arm med at pege på forskellige ar "afværget en ildkugle med min ene hånd" hans hånd var stadig lidt arret efter det. Han pegede på sin hals hvor et klart ar løb langs den "et spyd der var 5 millimeter fra at ramme min halspuls åre" han smilede og lod hende massere sig "men de er alle meget gamle, jeg har ikke fået ar i de sidste mange år ud over mine knoer når jeg banker vagter til døde" han holdt sine hænder foran sig som var de trofæer. Han vendte sig rundt og så på hende, hun så smuk ud og han smilede til hende og lagde hende tilbage på sengen hvor han kyssede hende let mens hans hænder gled langs hendes figur "du er meget smuk" han smilede til hende og langsomt tog han hendes tøj af med hjælp fra hende.

[Deleted]

Det var lidt sært og uvant. Måden hun kunne mærke sin mave kilde og slå knuder. Hun lå og kiggede op i Alexanders øjne, og når han kyssede hende gengældte hun, fordi det var det som kunne løsne mest i situationen og gøre det mere for hende selv, hvis hun bare kastede sine hæmninger. Det intense blik holdt hende fastlåst, næsten som i hypnose. Dørene var lukket, og hun vidste for længst at have brændt den sidste bro, så der ikke var nogen vej tilbage, så man kunne lige så godt gøre sig mest muligt komfortabel.
Inden længe fandt hun sig selv komplet afklædt. Klæderne og bandagen var dumpet ned på gulvet i en bunke, ved siden af metalneglene.
Modsat Alexander var hun meget bleg, også af en mørkelver at være. Hendes hud var fin og uden megen tegn på slid, bortset fra en serie kraftige ar ved hendes skulder. De var runde, og parallelt lå de på samme måde på hver side af hendes skulder. Det var tydeligt en pil, eller lignende våben, som havde boret sig igennem musklen en gang. Det var ikke uvant for Daelis at ligge sammen med andre. Både mænd og kvinder, men det var nyt at hun følte sig som solgt - hvilket hun jo også var. Hun havde solgt sin krop, for sikkerhed i udbytte, og i det næste stykke tid ville den blive angrebet i et forsøg på at erobre og indtage den, med et fremmedlegeme.
Hans kommentar skabte rødmen over Daelis kinder, og den lyse hud gjorde det ekstra tydeligt.Det var imod den facade hun ønskede at bære, og det var sjældent at der decideret var nogen der brugte det ord om hende... Smuk. Så lang tid siden at nogen havde kaldt hende det. Hendes blik vigede og hun kiggede væk, næsten som var hun teenager og lå nøgen med en anden for første gang.
"Tak..."
Men Daelis var ikke uskyldig, langt fra, og det var ikke hendes måde at lege på, at ligge pænt og ærbødigt som en nyskåret lilje. Hun lagde armene omkring ulvens brede skuldre, som i en omfavnelse, men så holdt hun ham tæt og benyttede muligheden til at rulle sig om, så hun lå øverst. Hendes overkrop hvilede mod ham, sammen med hendes hænder, og det overraskede, uskyldige udtryk var væk. I stedet havde hun et smørret grin over det rosa smil.

"Regel nummer 1: Lad aldrig dit forsvar ned, ulv. Det er ikke sådan vi leger."
Hun nappede ham blidt i halsen og kradsede ham ned af brystkassen, indtil hun nåede til hans hofte. Alexanders lår blev klemt, og hun fulgte muskulaturen, studerede den igennem hans bukser. Hun sugede alle indtrykkene af ham til sig, hans duft, der mindede hende om let om den af tør jord, nærmest krydret. Hans hud, de mange ar, hvordan de føltes under hendes fingerspidser og hvor varm han var. Hendes hånd gled langs hans inderlår, indtil den havnede på hans bule. Hun gned pirrende sin håndflade langs den, for at mærke hans tilstand og fornemme hvad hun havde at arbejde med.

[Deleted]

//blackout//