Det her er jo latterligt!

[Deleted]

@alexander
-------------------

Der lød ekko i gyden idet skraldespanden væltede, efter Daelis sparkede til den. Hun hævede armene i luften, med en opgivende grimasse og begyndte at gå i cirkler. Bandeord og snerrende lyde gled over hendes læber
"Det er midt om natten, om lidt bliver jeg sikkert ædt af en vampyr. Tegn et kors og læg to guldmønter"
...
Daelis røstede på hovedet. Det var det der stod i hendes gamle magibog, hvis man skulle tilkalde Al-dhi'b, ulven. Hun var ikke helt sikker på hvad det var, men det var en form for skyggeorganisation. Godt nok troede hun på magi, men det her var lidt ekstremt.
Var hun virkelig kommet så langt ud at hun af sikkerhedsmæssige årsager blev nød til at sætte nye regler? Zean var væk. Hun havde stadig sine kontakter hos dødenglene, men ellers var hun nu alene.

"Ja, hvad mere? Ha, måske skal man hoppe på et ben og synge en lille sang."
Det lød mest af alt som en leg, eller et eller andet religiøst ritual. Nu havde hun stået der i 5 minutter, og der var ikke sket noget.
"Møg bog. Det her er for latterligt... Jeg er for latterlig."
Den store bog blev lukket, og hun hostede efter at have inhaleret støvskyen der fremkom derved, som hun førte den tilbage i sin sæk. Hendes tre magisøgende monsterhunde sad bare og stirrede. Den yngste peb ved herskerindens dårlige humør, og Daelis begyndte at traske væk derfra.
"Oi, se ikke sådan på mig... Det virker jo ikke. Jeg kan også godt klare mig selv alligevel. Det har jeg altid gjort."
Hun satte sølvpatroner i det primitive gevær og gik omkring et hjørne. Dyrene fulgte efter.

[Deleted]

Da hun rundede et hjørne blev hun mødt af noget ikke alle der kontaktede Al-Dhi'b fik lov at se. Alexander selv stod med to andre mænd, den ene holdt en sort filt pose i sin hånd "at tilkalde os er måske lidt dramatisk, men vi fortrækker at holde os fra at folk ved hvor vi bor" han gestikulerede mod posen "hvis du vil være så venlig har vi en hvis procedure, og jeg lover at du ikke kommer til skade under vejs, dog bliver du nød til at lade dine hunde blive her" hans øjne var gule men rolige mens han så på hende. Han var klædt i en sort kappe og under det en sort læder brystplade og sorte løse bukser, hans hår var redt tilbage og han havde et sværd ved hans side. Han rettede sig op igen og så lige ind i hendes øjne og så ned på geværet.

[Deleted]

Daelis spjættede af forskrækkelse og kom ved fejl til at affyre geværet ind i muren ved siden. Hundene begyndte at knurre. I starten reagerede hun ikke på den mørke herres besked. Hun stod bare og knugede geværet ind til sig. Så hævede hun et øjenbryn og sendte ham et meget tvivlsomt blik.
”Oi’… Du vil ikke have at jeg skal stikke hovedet ned i den der pose, nej vel? Nej. Nej!” spurgte elverkvinden og rystede skeptisk på hovedet.
Hendes hoved skulle ikke nogen som helst andre steder end på sine tilhørende skuldre.
Meget kvinde var der dog ikke over hende, for hendes bryst var snøret ind med bandage og en løs silketop hang ud over hendes overkrop. Den sorte trenchcoat var åben, og hendes holdning var snarere doven, end med den tilegnede elegance som der var kendetegnet elviske folkefærd.
”Flere penge? Tsh! Da kan man se… Hvor stramt”
En lille pengepose blev hevet op af trenchcoatens lomme, og hun kastede den hen mod en af de andre mænd. – En af dem der ikke sagde noget og som ikke virkede lige så intimiderende og rovdyragtige. Manden mindede hende om noget der ville flå hendes mave op, hvis hun vendte ryggen til.

[Deleted]

han så på hende med et smil "det er ikke penge jeg er efter, det er mere at du ikke kan sige hvor jeg bor" han smilede til hende og så på hendes hunde med et hårdt blik "sit" han sagde det med en kommanderende stemme og de satte sig ned "læg sig" de så på ham med tomme blikke før de lagde sig ned "sov" som om at han havde slukket for dem faldt de alle i søvn "jeg er ked af at dette skulle gøres, men jeg insistere kraftigt på du tager hætten  på og du har mit ord på at intet sker med dig" han så på hende med et venligt smil før han tog et skridt frem mod hende meget selvsikkert "læg venligst dit våben ned, jeg vil ikke gøre skade på dem" han gik et skridt tættere på hende stadig med et smil. Han kom helt hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder "fald helt ned, og sov" han så på hende med et smil før han mærkede hun blev slap og faldt i søvn.

Der gik en halv time før de nåede deres base, et stort slot i sort sten som han boede på, de tre hunde var lukket inde i et bur som var blevet hentet bag efter. Han satte kvinden i en stol på hans kontor og nu satte han sig over for hende og ventede på hun vågnede igen.

[Deleted]

Mørkt. Det var det første hun lagde mærke til idet at hun slog sine brune øjne op og blinkede søvnigt med de lange øjenvipper. Det var ikke et sted Daelis kunne genkende, men hun følte sig ikke decideret truet. Så meget af Dvasias var jo henført i mørke. Dette var ikke en stor forskel. Hun lå ikke bundet, men var i fuld bevægelig. Og endda i en stol.
Midt i mørket lagde hun mærke til de samme par gule øjne, som havde mødt hende før. Manden fra gyden sad foran hende og betragtede hende. Langsomt strakte hun sig og betragtede sine omgivelser. Hendes ”børn”, hundene lå i et bur. En af dem, endnu ikke vågen, en anden gumlede på tremmerne, og den yngste stod som sædvanligt blot og peb.
”Ssst - aouv..” Hendes blik var endnu lidt slørret, og hendes hoved dunkede, næsten som om hun havde drukket, og det fik hende til at pjuske det korte hår.
”Hvor er mit våben, hvor er jeg, og hvordan er jeg havnet her? De her syner plejer jeg ikke at opleve efter mine planter. Hvor spændende! Skørt. Måske skulle jeg skaffe mig mere af den dosis.. Men du', du er da ikke en drøm. Du var der jo før.”

[Deleted]

han så på hende "velkommen til mit hjem, jeg er Ra's Al-Dhi'b, leder af ulvene" han smilede til hende og rettede sig op i en lang bevægelse "jeg er virkelig ked af at jeg blev nød til at behandle dem sådan, men det er bag os" der blev langsomt tændt for lys i hans kontor så man kunne se det, der var en stor reol fyldt med mapper med navne på "lad os komme til hvorfor du kaldte på os" han smilede til hende roligt før han strakte hånden ud mod en kurv der stod på hans skrive bord og en brun kobra snoede sig dovent op af hans hånd og lagde sig om hans nakke hvor han kløede dens hoved med en finger. Han så på hende med et smil før han foldede sine arme og ventede på at hun svarede på hans spørgsmål.

[Deleted]

”Hmm… Interessant?” smilte Daelis skævt, idet hun betragtede kobraen. Var sådan nogen ikke giftige i øvrigt? Mystisk mand, men han passede vel til stedet. Hun tog sig den frihed at rejse sig og begyndte lige så stille at gå rundt imens hun inspicerede rummet og indretningen uhæmmet af situationen.
Det var ikke ligefrem behageligt. Aldrig i sit liv havde hun grebet til sådan løsninger, og hun gjorde meget ud af at være så uafhængig som muligt. Derfor kunne Daelis for sit indre blik mærke og høre hvordan sin stolthed slog revner, så hun gik stille ved dørene for ikke at skulle falde helt sammen.
”Jeg søgeeer… Hvad siger man? Assistance. Jeg er ikke velset, og jeg mangler backup til nogle projekter jeg har kørende. Det er ikke sikkert for mig længere at færdes rundt omkring, og mange af mine forholdsregler og kontakter er forsvundet, eller har ændret sig. Så jeeeg…”

De blege fingerspidser gled langs de glatte flader i den fyldte reol. Hun registrerede mange ukendte navne, men intet som der var hende bekendt. Deres blik mødtes over hendes skulder.
”Jeg har brug for nogen til at holde min ryg dækket. Ikke bare en gang, men jeg snakker om fast.”
Langsomt trådte hun hen imod ham og bøjede sig en anelse frem imod ham, så afstanden imellem dem blev formindsket. Der var et lettere udfordrende glimt i hendes blik, og hun smilte undersøgende.
”Er det noget du kan klare. Hmm, ulv?”

[Deleted]

han rettede sig op i sin stol og fik Lillian til at sno sig ned på bordet igen før han rejste sig op i sin fulde højde og var lidt højere end hende "kald mig alexander" han smilede til hende og så hende lige i øjnene "men min pris for dette bliver en meget krævende for dig" han gik rundt om bordet så der var lidt plads mellem dem "ser du, jeg har levet lang tid men har aldrig haft tid til at slå mig ned" han tog et glas med rødvin og smilede til hende "så min pris for dette bliver at du skal bære mig en arving" han smilede til hende og drak indholdet med et smil. Han satte glasset ned og så hende i øjnene og fandt helt ind til hendes minder, alt hvad der var sket for hende gennem tiden. Han smilede til hende efter noget tid med at gennemsøge hendes hoved før han satte sig tilbage i sin stol.

[Deleted]

Smilet der før klædte de rosa læber forsvandt, og i stedet stod hun blot og stirrede forskrækket frem for sig. Et barn? Daelis kunne absolut ikke lide børn. De larmede, de lugtede, og hun havde lyst til at stikke en sok i halsen på dem! Det var højest upassende for hende, og det kom til syne som et par dybe furer imellem hendes bryn og over næseryggen. Foruden den dårlige smag og kvalme der begyndte at danne sig i hendes hals, så irriterede det hende at han havde afklaret hendes køn i løbet af ingen tid.
”HVAD? Det må da være din spøg. Ha! Nej. Nej, nej. Vi finder på noget andet. Jeg gør mig ikke i…”
Alexander blev skænket et kritisk blik. Alt hun var opdraget med stejlede imod situationen. Hun kunne ikke helt sige hvad hans race var, mens han kunne et eller andet… magisk fidus. Og han var bestemt ikke en elver. Mørkelvere var racen over alle racer og burde ikke mænge sig på sådan en vis. Daelis var langt fra overbevist, og hun var ikke sikker på om det var klogt at bære videre på hans genetik. Slet ikke for at sige sin egen. Børn betød ansvar. Børn betød problemer. Noget som hun ikke bød velkommen lige foreløbig.
"-Djævleyngel."
Hendes vejrtrækning var tydeligt blevet hurtigere, måske en anelse panisk. Støvlernes hæle dunkede imod gulvet som hun trådte tungt og hurtigt tilbage.
”Wow. Woa-ho-ho. Ikke så hurtigt. ´Xander-dreng - Slap heeelt af.”
Måske kunne man lyve?
”Jeeeg… Kan ikke få børn.”
Da hun havde trådte endnu et par skridt tilbage og kigget efter potentielle udgange føltes det som om noget var suset ind og ud af hendes hoved, og det fik hende til at falde sammen på gulvet.
”Hvad var det?! - Vent, er det dig? Hvad end du laver, så hold op med det.” snerrede hun. Hendes lår gjorde ondt efter faldet, men hun havde mere travlt med at stirre forskrækket frem for sig.

[Deleted]

han så på hende med rolige øjne "ja det er mig der gjorde det" han så på hende og gik hen til hende da hun faldt og løftede hende hårdt op og holdt fast i hendes arm "og jeg kan ikke lide at folk lyver for mig Daelis Sargenta Ruin" han så på hende med et fast blik "jeg kan se alt hvad du har gjort i fortiden, og jeg er stadig klar til at beskytte dig men min pris bliver den samme" han så på hende igen og hans gule øjne "jeg kan hjælpe på dig" han gav slip på hende og lagde en hånd på hendes skulder "jeg har set din sag, og jeg kan bestemt hjælpe dig" han smilede til hende og rettede sig op "men min pris er det samme, for nu kan du blive her, ingen ved lede efter dig her" han så på hende igen og denne gang gik han ind i hendes hoved og plantede ideen "børn er ikke så slemme" han smilede til hende roligt "men du kan få nogle små bivirkninger af at jeg bedøvede dig" han smilede til hende og aede hendes hoved.

[Deleted]

Daelis skrig gik igennem rummet, da Alexander klemte sammen om hendes arm og trak hende op. Hele den holdning og attitude som der afspejledes i ham var modstridende med det der skete. De gule øjne hvilede ubehageligt roligt på hende, og musklerne i hendes overarm smertedes i hans greb, så som en ræv i en klosaks forsøgte hun voldsomt at rive sig fra ham. Hvorfor hende?
I takt med hans ord blev hendes modstand større, og hun skubbede fra mod hans brystkasse, men uden nytte. Hun skulle ikke have børn! Hun var alt for ung til at få børn. Det var helt uvist for hende, og det ville nok blive glemt og ædt af en vampyr et eller andet sted. Hele hendes karriereplan ville blive ændret. Et stort gardin hang pludselig foran hendes indre blik, og hun kunne ikke se sin videre færd for sig.
For ikke at nævne... Manden stod lige og sagde at han kendte alt til hende? Præcis hvor meget vidste hun ikke, men det skræmte hende. Bare ordet. Måske var det den fornemmelse, som hun havde før. Som om nogen gik igennem hende.
”Hvad snakker du om!? Slip mig. Omgående!” hvæste Daelis aggressivt. Hendes hjerte galoperede afsted, og hun følte sig utroligt underkuet. Det var et nej. Et stort, tykt nej. Hun skulle aldrig have opsøgt det her sted!
”Du er gal. Du ved ikke noget som helst. ”

-Indtil hun pludselig løsnede op og af mærkværdige årsager syntes at være mere afslappet omkring ideen. Børn kunne nu også være meget… søde. –Kunne de ikke?
HOV. Hun spærrede atter øjnene op. Var det hende selv der tænkte det? Hvor kom det fra.
Daelis havde hørt sig selv tænke dig, men det føltes alligevel fremmed. Hun var forvirret. Meget forvirret.
”Hvorfor jeg? Det kan jeg ikke. Der må være andre der er bedre klædt på til det, og som minder mere om dig.” peb hun. Alexanders store hånd strøg over hendes hår. Det var behageligt, men hun var ikke helt sikker på om hun følte sig truet af det, eller ej. Berøringen var pludselig og uden hendes tilkendegivelse. Måske var børn ikke så slemme, men... Han var en vidt fremmed mand. Og det ville være en meget ung alder for hende at få børn i. De fleste mørkelverkvinder havde rundet deres 300 år, inden de udvalgte hvem de skulle bære afkom med. Hun var helt uerfaren.
”Hvilke bivirkninger?”

[Deleted]

han smilede til hende roligt og forsikrende "ikke noget stort du vil bare have lidt hovedpine" han smilede til hende og vendte sin stol så det hele så på hende "jeg kan sige med sikker hed at du passer bedre til mig end du tror" han så på hende og rejste sig så op igen "jeg kan vise dig min fortid, en plaget af svigt, mord og vold" hans stemme var lav men bestemt "forbered dig" han tog fat på hendes skudlre og så hende ind i øjnene, denne gang gik de ind i hans sind, hun kunne se alle de årtusinder der var gået forbi i hans liv helt fra da han var en lille dreng og hans forældre forlod ham uden at sige et ord fordi han havde taget et sværd og trænet det. Men det var ikke alt han gjorde, samtidig plantede han ideen om at han måske var den bedste for hende i hendes hoved. Han stoppede da de nåede til at han blev kronet som en konge af snigmorderene "og sådan gik det i flere årtusinder til" han så på hende med et smil "du ved nu hvad jeg er, lige som jeg gør for dig" han smilede til hende. Han lagde en hånd på hendes kind "og med min hjælp kan vi sagtens sætte dig som leder af mørkelverne" hans smil blev lidt bredere ved tanken om at indtage mørkelvernes.

[Deleted]

”Du er en meget gammel skabning” hviskede Daelis lavt. Og magtfuld. Ærefrygt og måske angst var at finde i hendes stemme. Men så alligevel… En del af hende havde ondt af ham, men svigt prægede mange i Dvasias. Det var ikke et land med de bedste vilkår.
”Men det gør dig ikke nødvendigvis til den rigtige for mig at være svanger med. Jeg kan ingenting. Ja, jeg er bare… Mig!”
Hun skubbede sig fra Alexanders tag og gik et par skridt væk fra ham, med ryggen til. Blikket slået i jorden. Hun var for ung til at have udviklet sin mørke evne, som tilegnedes racen. Hun var ikke specielt stærk fysisk. Hendes kampstil bestod af kraftige og ødelæggende våben, og hun løb gerne sin vej, hvis det kom hende til gode.
”Du er ingen mørkelver. Barnet vil ikke være rent, og svig og smerte kan nemt være en svaghed, med mindre man bruger det som en styrke…”
Alligevel så hun sig over skulderen, armene over kors. Hun gav ham et elevatorblik og truttede læberne svagt. Han var stærk og tilsyneladende en form for dæmon. Måske var det ikke dårligt at sætte et barn i verden med. Og hvis han kunne hjælpe hende tættere på sit mål, at få hævnet sin tvillingebror.
Så var det måske slet ikke så dumt. Pludselig virkede ulven ikke så skræmmende, men hans intimidering virkede… appellerende?
Daelis vendte sig front imod ham og trådte langsomt hen imod Alexander, imens hendes forsigtige dådyrblik holdt fast i hans gyldne, som en jæger og et bytte.
”Hmm… Og du er sikker på at du kan det, ey?”
Hun fortsatte med at nærme sig ham, indtil der næsten ikke var mere end en armsoprækning af afstand imellem dem. Der bed hun sig i læben og skænkede ham endnu et elevatorblik.

[Deleted]

han smilede til hende og gik hen til hende med et smil. Han lagde en finger under hedes hage så de igen så ind i hinandens øjne "du er bare dig ja, men jeg er også bare mig" han smilede til hende og aede hendes kind. Han så på hendes gevær der stod ved døren "du lavede jo den der, du er speciel" han smilede til hende for at forsikre hende. Han lagde sine arme om hende "og jeg er selv ikke ren, jeg er lige glad med racer" han smilede til hende og aede hendes kind "jeg giver dig mit ord på at jeg kan give dig hvad du vil have" han smilede til hende og så hende i øjnene med de gule øjne, de så på hende med et smil og lagde en finger under hendes hage, han kyssede hendes pande med et smil. Han gik hen til sin stol og satte sig ned "lad mig spørge dig, har du nogensinde været med en mand" han smilede til hende og foldede sine fingre foran sig.

[Deleted]

Daelis brummede og lukkede øjnene ved Alexanders kærtegn. Hun nød det, skønt hun fandt det lidt upassende at han blot aggerede som han lystede over for hende. Med en mild rynke på næseryggen, begyndte hun igen at inspicere rummet.
”Alt ting?” Hvis det var sandt hvad han sagde, så var det mere en fordel end en ulempe. Hun skulle bare stille længslen hos en mand, og han ville tage sig af eventuelle problemer der kunne løbe ind i hende. Hvis hun kunne komme til at fortsætte sit forbrug af giftplanter i smugl, så kunne hun også trække svangerskabet ud, og han ville stadig skulle overholde sin del af aftalen.
”Du har en deal.”
Han spørgsmål overraskede hende. Han havde lige læst igennem hendes sind, og alligevel virkede han så nysgerrig. Måske ville han høre det med hendes egne ord. Han kunne ikke tro at hun var helt uskyldig. Uanset hvad hans intention med den nærgående kommentar var, så morede det hende.
”Heh! Jeg tvivler på at man finder mange møer iblandt mørkelverkvinder. Jeg ville sige at jeg har en vis form for erfaring. Det er en ganske strålende underholdning, der er med til at holde bestanden af vores folk oppe. Desværre kan der være en tendens til indavl, hvis ikke at der hentes nyt blod ind, og det er ikke velset. Nej, hvad der undrer mig er hvordan en dæmon som dig kan leve så leve, uden at sætte sit frø i noget skød.”