A visitor in the night

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Står du da stille i dit på grund af mig? Så må du virkelig ikke have meget værd i dit i så fald," lød det ganske kortfattet fra Lucifer, da hendes ord på ingen måder, var noget som faldt i den gode bog hos ham. Nu var det jo ligesom ham, som sad i en fangekælder og låst fast i en celle.. Ikke bare i en celle, men selv hans dæmoniske kræfter var fastlåst, så han ikke var i stand til at bruge disse. Hans mørke øjne gled mod hendes skikkelse atter en gang, som han let lod hovedet søge på sned. Hvorfor gik hun så meget op i at hjælpe ham? Han havde ikke været ude på at søge hjælp. Det var bestemt ikke derfor, at han var her! "Du forekommer mig, som en kvinde, der kun ønsker at yde folk en hjælp.. Jeg har måske mistet meget, men jeg er bestemt ikke hjælpeløs af den grund," sagde han kort for hovedet. Sjovt som det var at hun beskrev landet, som havde det været selvstændigt, når det slet ikke var tilfældet.
Lucifer følte kun kulden, nu hvor han stod med kluden i hånden. Han rettede sig op. Selv vidste han, at han jo var en fin mand, og særligt fordi at han altid havde været underlagt hård træning af Faith. Ganske vidst var han faldet en smule af på den, og særligt fordi at han havde mistet absolut alt, som han havde kæmpet for igennem hele hans liv, så gjorde det bestemt ikke tingene meget bedre for hans vedkommende. Han var ikke heldig? Det var nok snarere omvendt! Derfor... Dyppede han kluden i vandet, inden han kastede den direkte mellem tremmerne og ramte hendes skulder. Vandet var koldt.. Og det ville hun ligeledes have, at han skulle vaske sig i?! "Du bad om den," var det eneste, som han nåede at sige, inden hun handlede. Vandet sprang nærmest op af spanden, som han havde i sine arme og direkte op i hans hoved. Spanden slap han med det samme, inden han førte hænderne op til hans ansigt. "Okay.. det der er bare ikke fair!" endte han denne gang med et kækt smil på læben. Han kunne jo ligesom ikke rigtigt gøre noget ved hende, når han stod der, som han gjorde lige nu. Hænderne strøg han igennem håret og rystede let på hovedet. "Ung kvinde med dirty tricks... Det kan jeg lide," sagde han kækt.

[Jarniqa Dynithril]

”Det må være ønsketænkning fra din side, at mit liv skulle være så afhængig af dit. Men bare rolig.. Jeg ved, at du vil savne mig, så snart jeg slipper dig fri,” svarede Jarniqa direkte, inden der alligevel måtte glide en kæk tone over hendes stemme. Hans flabethed smittede vel alligevel? Utænkeligt var det i hvert fald ikke, når hun generelt set var en kæk ung kvinde. Det var blot ham, som gik hende på nerverne. Umulig var han nemlig, som han hverken ville det ene eller det andet. På den ene side ville han nemlig ej gå, som han gerne ville blive, men på den anden side ønskede han ikke at gøre, hvad der skulle til. Frustrerende fandt hun det. Især fordi, at hun tænkte, at det var en pligt at gøre et forsøg med ham, når nu hun stod som kommende regent af landet. ”Hvis ej jeg ønskede at yde landet her en hjælp, ville jeg ej være her, men der hvor jeg ellers hører til. Du siger, at du ej ønsker min hjælp.. Jeg spørg, hvd du i så fald laver her,” lød det sigende fra hende. Han var her jo fordi, at han ikke havde haft andre steder at søge hen.
Ej havde Jarniqa ventet, at han ville smide kluden efter hende. Ligeledes kunne hun dog sige, at han ej havde ventet, at hun ville kyle vandet i hovedet på ham. Yderst tilfredsstillende var det at se, hvor det rent faktisk også var … sjovt. Dette morede hende faktisk, og for fanden hvor var det befriende at føle igen! Et glimt var helt faldet over hendes ansigt og øjne, som hendes læber var brudt ud i et grin. Et oprigtigt et. Et glædeligt et. Selvsikkert og kækt trak hun på smilet, som han sagde, at det ej havde været fair af hende. ”Hvad vil du gøre ved det?” spurgte hun flabet, uden at smilet falmede det mindste på hendes læber. Tirrende valgte hun at rykke tættere på hans celle. Dog sådan, at han akkurat ikke ville være i stand til at nå hende, hvis han rakte sin arm ud. Hendes fingre greb om den våde og beskidte klud på sine skuldre, så hun let kunne vifte med den foran sig. ”Jeg sagde jo, at jeg var din drømmekvinde,” svarede hun kækt igen, inden hun smed kluden tilbage ind til ham. ”Fald nu ikke helt i svime over, at jeg har rørt ved den.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det må være din drøm, har jeg ikke ret?" spurgte Lucifer direkte. Han ville næppe komme til at savne hende, for det havde han da bestemt heller ikke ligefrem nogen grund til! Hvem ville da savne den person, som havde smidt dem i kælderen? Han ville i hvert fald ikke, og det faktum, at spørge om han overhovedet kom til at forlade kælderen her indenfor en overskuelig fremtid, måtte han erkende, at han ikke just havde den største tro på. Hvorfor når hun følte at han havde behandlet hende så uretfærdigt? Det gav jo heller ikke ligefrem nogen mening i hans øjne. Han var ikke kommet denne lange vej til Manjarno, for at bede om hjælp, men derimod bare gøre det klart, at han havde ville slå sig ned her. Dvasias var jo ikke just et sted, som han kunne opsøge, uden at komme tæt på Faith og Appolyon. Han havde brug for en tryg base, og det var det eneste, som han egentlig havdes søgt efter. "Bliv du ved, med at fortælle dig selv det, snuske. Du får nemlig ikke mig til at glide på knæ og tigge og bede for hjælp," sagde han kort for hovedet. Det var bestemt ikke noget, som ville komme til at ske.
Jarniqa stod med en våd skulder, hvor Lucifer derimod var våd over det hele! Ikke just det som han havde regnet med, og særligt ikke på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. Han kneb øjnene svagt sammen. Okay, han havde måske bedt om denne, men det var virkelig ikke noget, som han kom til at sige højt til nogen som helst. "Hvis det ikke allerede er gået op for dig, er det meget begrænset, hvad jeg kan gøre her.." pointerede han sigende, inden han selv trådte tætteer på tremmerne, hvor han igen tog fat om disse. Kluden smed han ned i den nu ellers så tomme spand igen. At falde i svime, det gjorde han ikke ligefrem. Han havde haft en god omgang med kvinder frem til nu. "Jeg tror snarere du skal passe på ej at falde i svime over mig.. Du har endnu ikke set på mig andet end blikket. Er det for hårdt for dig?" spurgte han med et tydeligt og kækt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være.

[Jarniqa Dynithril]

Personligt tænkte Jarniqa ikke, at hun ville savne ham af flere årsager. For det første ville de højst sandsynligt aldrig ses igen, og hvad var pointen ved at savne en, som man alligevel aldrig ville se? For det andet var han bestemt ikke den type, som hun normalt ville falde i snak med. Han var nemlig egocentreret og arrogant, og det kunne hendes egen personlighed næppe forene sig med. Derudover tænkte hun også, at alle disse tanker højst sandsynligt var gengældt, så derfor tænkte hun ej heller, at han ville savne hende. ”Selvfølgelig. Jeg har jo drømt om dig, siden vi mødtes, da du trods alt er jordens centrum,” svarede hun sarkastisk igen, hvor dette ej heller ville være til at undgå at bemærke. De fornuftige ord lyttede han trods alt alligevel ikke til, så hvorfor ikke bare tale på hans plan? Brynet løftede hun. Nej, hun havde for længst bemærkede, at han ej ønskede at indse, at han i virkeligheden havde brug for hjælp. De slanke arme lod hun søge over kors. ”Nej tydeligvis ikke, men fint.. Lev du resten af dine dage som en vagabond på gaden eller se, om du kan få dit glamourøse liv tilbage ved at dele seng med diverse adelige kvinder,” sagde hun kort for hovedet. Selv forstod hun ham ikke. Hun forstod ikke hans træng til dette liv. Hun havde for eksempel ej heller valgt dette liv grundet rigdommene, men nærmere fordi, at hun håbede på, at hun kunne gøre en reel forskel. Hendes blik gled roligt op og ned ad tremmerne, som han stillede sig op ad, samtidig med at han sagde, at han ej kunne gøre meget her. Nej, meget kunne han ikke gøre, og det passede hende også fint. Selv forestillede hun sig trods alt, at hans hænder ville ligge sig om hendes hals igen, hvis hun åbnede op for han celle. Hun stolede nemlig ikke en meter på ham, og ej heller havde hun nogen grund til at gøre det. ”Og hvad ville du da gøre herude?” spurgte hun roligt. Personligt regnede hun med, at en sådan handling enten ville udløse en flugt eller et angreb. Han ville næppe blive stående således og tale med hende.. Kynisk gled et smil over hendes læber. ”Andre tøjter falder muligvis i svime over dig, men for mig er du ingen gud.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det tænkte jeg nok. Jeg er jo også gudeskøn at se på," lød det roligt fra Lucifer, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Her stod han.. kold og våd, og havde ikke så meget som et stykke rent tøj, og naturligvis, var dette noget, som ligeledes også måtte påvirke ham. Han var ikke just stolt af denne situation, og særligt fordi, at det jo var ham, der var endt i kælderen. Ikke at han så nogen grund til at det skulle være således.
At bede om hjælp, var han virkelig for stolt til. Det var uden tvivl en ting, som han forvejen havde virkelig svært ved. Med den opdragelse, som han havde fået, så var det vel heller ikke underligt, at han tog det på den måde, som han nu gjorde? Han kneb øjnene let sammen, som han stillede sig tæt op af tremmerne. Selvom han var blevet smidt ud af sit eget hjem, så havde han da klaret sig godt på trods af omstændighederne. Det ville han i hvert fald mene. "Du kender stadig ikke meget til mig, snuske.. hverken mig eller min person, eller hvilket liv jeg har levet frem til nu," sagde han direkte. Heldig kunne han faktisk kalde sig, da hans moder var gået bort umiddelbart efter hans fødsel. Det var kun heldigt, at den kvinde som havde skænket ham liv, havde været på god fod med dæmonernes leder, ellers havde han vel lidt den samme skæbne? Kort måtte han trække på smilebåndet. "Hvem siger, at jeg ønsker at gøre noget?" spurgte han denne gang langt mere direkte, end hvad han havde gjort til nu. Han stillede sig tættere på. Han kunne jo godt se, at han ikke kunne nå hende, så hvorfor overhovedet prøve? Det ville da kun ende med at se direkte dumt ud, og dette ønskede han da slet ikke. "Ikke nogen gud? Du har ikke givet mig chancen til at vise, hvad jeg overhovedet kunne," pointerede han kækt. Han havde i hvert fald aldrig givet op på nogen udfordring!

[Jarniqa Dynithril]

”Det er der i hvert fald én, som tror på,” sagde Jarniqa kort for hovedet, som hun måtte referere til ham selv. Selv havde hun i hvert fald svært ved at forstå, hvordan andre skulle kunne mene dette om ham. Flot var han, ja. Dette irriterede hende også at indrømme overfor sig selv. Men hans personlighed.. Hans væsen var der intet gudeskønt over. Selv forstod hun ej heller, hvordan han kunne blive ved med at spille den rolle, når han var her. Brynet hævede hun, alt imens et svagt smil måtte kunne ses i hendes mundvige. ”Fortæl mig ikke, at det er nu, at vi skal rede hinandens hår, alt imens du giver mig din livshistorie..,” svarede hun roligt igen. Hun vidste desuden allerede, hvad hun burde vide om ham. At han var en forkælet møgunge. Hvorfor skulle hun kende mere til det? Hun vidste allerede, at han var blevet smidt ud hjemmefra, fordi han havde ytret en mening om sit styre. Derudover vidste hun, at han skulle have været leder, men i stedet var endt som hjemløs i Imandras gader. Behøvede hun virkelig at forstå mere? Han ville dog højst sandsynligt elske at fortælle hende historien, da han tydeligvis elskede at tale om sig selv, og hvilket vidunder han var. Svagt rystede hun på hovedet af ham, så de ravnsorte lokker let dansede omkring. Forsøgte han virkelig at spille uskyldig? ”Og det kommer fra manden, der greb mig om halsen, sidst han var fri? Tillad mig at sige det, men jeg stoler ikke på dig,” sagde hun sigende. Ganske vidst vidste hun, at hun var i stand til at slå fra sig. Især fordi, at han end ikke havde sine evner lige nu. Dog ønskede hun ikke, at dette skulle være nødvendigt, for i forhold til dvasianerne, interesserede kamp og mord hende ikke. Det smaragdgrønne blik hvilede kækt på hans. Han mente i sandhed, at han var god, og guds gave til folket.. ”Jeg behøver end ikke at give dig en chance for, hvorfor skulle jeg? Der er trods alt ingen chance for, at du skulle have en chance hos mig,” svarede hun flabet igen, skønt hun mente det. Hvordan skulle hun kunne synes om en mand som ham? En arrogant og selvcentreret mand, når det på ingen måde var, hvad hun selv var?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Dit blik siger mig det hele snuske," pointerede Lucifer med en kæk tone. Ganske vidst var han langt fra ren, og nu hvor spanden rent faktisk var blevet tom, var det også ganske begrænset hvad han kunne gøre ved det.
Selv blev Lucifer stående og med blikket vendt i retningen af denne unge kvinde. Selv var han endnu ikke præget af den største fascination for hende og hendes væsen, men det kunne vel heller ikke rigtigt komme bag på nogen? Hun havde jo trods alt placeret ham i en kælder, og ikke at det var noget, som han brød sig synderlig meget om! "Jeg kunne ikke være mere ligeglad med din historie, Jarniqa." sagde han direkte. Det var ærlig talt ikke noget som havde nogen betydning for ham, som han heller ikke var interesseret i at prædike mere omkring hans egen. Det var ej noget, som der ville komme noget godt ud af. Hovedet lod han søge let på sned. Selv lød det nemlig ikke til, at hun havde tænkt sig, at lade ham gå nogen steder, og det var i sig selv, en tanke, som klart måtte irriterer ham grænseløst! "Så fordi at du ikke stoler på mig, vil du lade mig sidde her og glo ud i ingenting?" fortsatte han direkte. Man kunne ikke stole på nogen som helst, hvilket nok meget snart også ville gå op for hende. Han kneb øjnene let sammen, inden han gav slip på tremmerne og bakkede mod den modsatte mur. Ja, ja... Så kunne han vel lige så godt bare sætte sig til rette igen, som han havde gjort før hun var kommet herned. Han gled lige så stille ned langs væggen, hvor han satte sig. Hans blik gled mod hende. "Du tror virkelig ikke på, at jeg kan.. gør du?" spurgte han med en direkte stemme. Ej havde han sagt nej til en udfordring før, men derimod var det jo meget begrænset hvad han kunne opnå, når han sad beskidt i en kold celle, end når an var ude i det fri.

[Jarniqa Dynithril]

I sin egen virkelighed måtte Jarniqa i sandhed føle, at han levede i. Om han nærede sig på hendes ironiske ord, eller om han forstod, at det var ironi, vidste hun rent faktisk ikke. Det hele syntes nemlig muligt, som han konstant reagerede på den samme måde. Hun måtte dog gi’ ham en ting. Hun havde aldrig før mødt en mand som ham. Dog ville hun ej heller sige, at dette var positivt, da hun ikke just kunne lide han kvaliteter, hvis man da overhovedet kunne kalde dem det. ”Selvfølgelig er du ligeglad. Du er ligeglad med alt andet end dig selv. Dog føler jeg ej heller nogen grund til at skulle fortælle dig min historie,” sagde hun direkte. Dog ønskede hun ikke kun dette, fordi det var ham. Det var nemlig generelt, at hun holdt sin historie ind til kroppen. Dog var det kun et spørgsmål om tid, før den ville blive almen kendt. Hun ville nemlig højst sandsynligt være nødt til at sige den højt, når hun blev regent af landet her. ”Jeg lader dig sidde her og glo, fordi du angreb mig. Desuden.. Hvad er problemet i at sidde her og glo? Du har trods alt pænt forklaret mig, at du alligevel ikke agter at udføre en skid, så snart du kommer ud,” kommenterede hun flabet. Ej ville han påtage sig et arbejde, og ej heller ville han være hjemløs. Hvad der ville blive af ham var derfor næsten helt interessant. Tavst fulgte hendes blik hans bevægelser, som han søgte bort fra hende, så han i stedet kunne sætte sig op ad væggen. Han havde vel mistet interessen? Dette undrede hende dog ikke, da hun allerede havde regnet ud, at han kun interesserede sig for det, som han alligevel fik foræret. ”Hvorfor skal jeg tro på noget, som der alligevel ikke er en sandsynlighed for?” spurgte hun roligt. Selv følte hun nærmest, at han ønskede, at han havde en chance. Hvorfor, forstod hun ikke, da hun tvivlede på, at hun interesserede ham. Ikke med de holdninger, som hun havde kontra hans egne.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifers blik hvilede intenst på denne kvinde. Ukendt var hun for ham på alle måder, og hvordan kunne hun sige, at hun var af nogen stor og særlig betydning? Det var hun jo ikke. Prinsesse? Af et land, som var underlagt et andet? Det var ikke just noget, der talte vel for hende i det henseende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. "Den eneste man kan stole på i denne verden, er en selv, snuske.. Det er noget, som du tidsnok hurtigt vil få lært," sagde han kort for hovedet. Siden han var smidt ud, havde ingen hjulpet ham.. Ingen havde været der for ham, og frem til nu, havde han jo så klaret sig på egen hånd.
Langsomt satte han sig ned af den kolde væg og med blikket endnu intenst hvilende mod hendes skikkelse. Hvor vovede hun at tiltale ham på den måde? Snakke til ham på den måde? Som var han.. ingenting. Han var bestemt ikke ingenting! "Hvis du ikke lagde mærke til det, angreb du ligeledes mig efterfølgende. Det er lige før, du skulle tage pladsen i cellen ved siden af mig," pointerede han med en kortfattet stemme. Han trak benene let op under sig, hvor han lod albuerne hvile mod hans knæ. Hovedet lod han søge let på sned. Ud fra hendes ord, kunne han hermed tolke, at hun endnu ikke havde tænkt sig at slippe ham ud. "Lad mig gætte.. Fordi at jeg vælger at spille lidt med musklerne, og du herved ikke tror på mig, at jeg så skal sidde her for resten af mine dage? Du vil meget hurtigt blive træt af mig inden," pointerede han med en ganske sigende mine. Tanken fandt han rent faktisk morende.. Meget endda. Bare vent til Faith hørte om det her.. Ham siddende i en kælder. Det ville nok næppe falde i den gode jord. En skam, at hun konstaterede så hurtigt. Han kunne sagtens vise hende hvilken verden som han var del af.. Kontra hende, som nu levede højt på strå.

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa udmærket, at man kun kunne stole på sig selv. Det havde Damien trods alt lært hende. Dette gjorde også, at hun ej havde de vilde sociale bekendtskaber. Hende og Damien havde nemlig altid været alene, og nu var hun blevet kastet ind i denne verden.. Denne verden, hvor alt skulle være fint, og hvor folket ville søge hende. Selv vidste hun endnu ikke, om hun kunne lide dette, men det ville hun vel tids nok finde ud af? ”Tror du virkelig ikke, at jeg ved en fis om livet? Tror du virkelig, at det kun er dig, som kender til verdenen udenfor?” spurgte hun sigende. Selv vidste hun udmærket, hvordan verdenen var. Hun var nemlig ikke født her, men derimod i Benden, hvor hun havde levet som fattig, og hvor hendes indkomst havde været, hvad hun havde stjålet. Dog havde hun aldrig haft noget imod dette. Dog vidste hun, at det var et liv, som Lucifer ville kaste op over. Smilet trak hun let på. ”Det kunne du tænke dig, hva? Min tanke er dog, at du har bedre af at sidde her lidt alene,” svarede hun roligt igen. For evigt ville han ej heller sidde her. Selv planlagde hun faktisk at slippe ham ud igen i morgen, så det i alt havde kostet ham 3 nætter i fangekælderen. Dramatisk var han også, som han nærmest opførte sig om, at han havde siddet her i flere år, og at det kun ville fortsætte i den dur. ”Er du altid så dramatisk?” sagde hun sigende. ”Du har siddet her i to nætter, og alligevel snakker du om, at du sidder her for livstid. Hvor slem du end tror, at du er, er din straf ikke livstid værd.” Ja, i morgen ville han højst sandsynligt ryge ud, så dette var vel også deres sidste møde? Selv regnede hun i hvert fald med, at han ej ville blive og hænge ud, når han blev sluppet fri, som han nærmere ville være over alle bjerge til den tid. Hvad han havde tænkt sig, vidste hun dog ikke.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa havde tydeligvis ikke tænkt sig, at lade ham gå nogen steder. Ikke at det kom bag på Lucifer som sådan. Hovedet lod han let søge på sned, som han lod blikket hvile på hendes skikkelse. Uanset hvilket liv hun havde været vant til, var dette nok så overdådigt, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre med det. Det var hvad han kunne tolke ud fra, hvad han kunne se. "Det er hvad du har vist mig frem til nu," sagde han kort for hovedet, som han lod blikket hvile intenst på hendes skikkelse. Hans blik ændrede sig dog på ingen måde. Han var vred over at sidde der.. Fanget følte han sig, og særligt med det bånd om halsen, som forhindrede ham i at gøre brug af de dæmoniske kræfter, som han var blevet født med. Havde hun virkelig nogen anelse om hvor stor en tortur det var, ikke at kunne gøre brug af disse?
At hun blot ønskede at lade ham sidde der, kom et sted faktisk heller ikke bag på ham. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse igen, som en fast mine gled henover hans ansigt. "Jeg er nu mere spændt på hvor længe du ønsker, at jeg skal sidde her," sagde han kort for hovedet. Nej, tilfreds var han på ingen måde, og særligt ikke med den opførsel som han blev mødt af, og særligt når det var på denne her måde. Han bd tænderne let og fast sammen. Så lang tid, at hun ikke havde tænkt sig, at lade ham sidde der for livstid, var han nu ganske tilfreds, hvis han selv skulle sige det. Hovedet lod han søge mod den anden side. Han trak vejret dybt. "Måske det ikke er en livstid værd, men dog holder du mig endnu her, fordi at du ikke stoler på mig. Hvad jeg skal tro... Det ved jeg trods alt ikke," sagde han direkte. Ej regnede han med, at han skulle sidde der længe, men hvor længe dette ville vare ved, var jo trods alt heller ikke til at sige.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa rystede på hovedet af ham. Ingenting vidste hans. Mindst af alt vidste han også noget om hende. Dette behøvede hun dog ikke at forsøge at forklare ham, da det alligevel ville være som at tale med en dør. Hvad var der dog med de mænd, som hun pt omgav sig? Theodore var ikke i stand til at føle noget som helst, og Lucifer var kun i stand til at føle sig selv. Hun burde måske også bare anerkende, at Lucifer blot var et omvandrende ego, ligesom hun allerede havde anerkendt, at Theodore var en sjæleløs mand. ”Dage, uger, måske måneder.. Vi må se, hvilket humør jeg er i og derfra se, hvornår du slipper,” kommenterede hun ironisk, som det bestemt ikke var sådan, at tingene hang sammen. Hun holdt ham nemlig ikke her, bare for at holde ham. Det var måske, hvad han troede, men tilfældet var det bestemt ikke. Snart ville han derfor også ryge ud, hvor det højst var et par dage, som der var tale om. ”Grunden til, at jeg holder dig her er ikke fordi, at jeg ikke stoler på dig. Dette gør jeg nu heller ikke, men det at du tror, at det er årsagen, fortæller mig kun, at det er passende, at du endnu er her,” sagde hun sigende. Nej, hun holdt ham ikke her fordi, at hun nærede manglende tillid til ham. Hun holdt ham her, fordi han havde været uforskammet, samt angrebet hende. At han ikke kunne regne det ud gjorde, at det var passende, at han var her lidt endnu. Forhåbentligt ville han også regne sandheden ud før eller siden. Blikket lod hun glide ned mon hans lasede skjorte, som endnu lå på jorden. ”Medmindre du både vil døje med hjemløshed, tilfangetagelse og sygdom på en og samme tid, vil jeg foreslå, at du tager skjorten på. Det drypper endnu ned ad dig,” kommenterede hun sigende, inden hun vendte om på hælen. Ej var der mere at komme efter her, og derfor var der ej heller nogen grund til at blive her længere. Yndefuldt bevægede hun sig derfor ned ad gangen og tilbage op ad trapperne, uden at hun på noget som helst tidspunkt kiggede tilbage mod ham.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifers blik hvilede intenst på hendes skikkelse. Han kneb øjnene let sammen, da han bestemt ikke var tilfreds med dette. Hvilken opførsel, var ikke dette!? "Så du siger, at jeg skal sidde her, frem til du slipper mig ud af din helt egen frie vilje? Hvor er jeg dog heldig," sagde han med en tydelig kortfattet og meget intens stemme. Han blev siddende. Det var koldt, men nu hvor han sad oppe af væggen, og endnu var våd, så var han temmelig kold, og det kunne han da uden tvivl godt mærke! Han knyttede næverne ganske let. Han var måske indbegrebet af egoisme, men det var alt sammen en del af hans charme, og det var det, som han uden tvivl også havde vist sig for ham. "I så fald, håber jeg virkelig, at du har en fangekælder større end denne, hvis det er her, du har tænkt dig at placere dem, som du ej nærer nogen tillid til," sagde han stilfærdigt.
Det blev kun gjort mere og mere tydeligt for Lucifer, at han i hvert fald kom til at sidde her for en stund endnu, da hun lukkede samtalen af. At hun så dermed også måtte konstatere, at han ville blive syg, kom ikke bag på ham. "Jeg troede ikke, at du var bekymret for mig eller mit velbefindende?" spurgte han med en direkte stemme, som han så efter hende, da hun bare valgte at gå. Ja, ikke, at det var noget, som kom bag på ham, at hun gjorde. Typisk en kvinde, at gøre sådan noget! Han tog skjorten til sig.. Hvis han tog den på, blev han da først syg. Hvis det ikke var gået op for hende, så var der ikke rigtigt nogen varme hernede, og ilden kunne han ikke få ud, så han kunne varme sig ordentligt! Han sukkede let og lagde skjorten ved siden af sig. For nu kunne han vel ikke rigtigt gøre noget andet end at.. vente?

//Out