A visitor in the night

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa Dynithril & Lucifer Phoenix I. Jaceluck

Genlyd gav skridtende, som Jarniqa bevægede sig ned ad den smalle trappe der førte ned til Neutraniums kælder.. eller rettere sagt, fangekælder. Ej havde hun fundet vejen hertil på egen hånd, som hun havde været nødsaget til at spørge en af tjenerne om vej. Først havde kvinden sendt hende et tvivlsomt blik, inden hun havde spurgt hende, om hun oprigtigt ønskede at besøge fangekælderen. Dette havde Jarniqa insisteret på, inden hun yderligere havde spurgt ind til vejen til slottets eneste fange. Den præcise vej dertil havde hun dernæst fået beskrevet, hvor hun først op fremmest var blevet ledt hen til den trappe, som hun nu var på vej ned ad. En spand rendte hun med i den ene hånd, hvilket forårsagede nogle rolige bevægelser. Fyldt var spanden nemlig med vand, hvor der tilmed også lå en klud i. For nok brød hun sig synderligt ikke meget om sin fange, men uhuman var hun ikke, og da han nu havde tilbragt to nætter i fangekælderen, tænkte hun, at selv han havde fortjent muligheden til en vask. Hendes smaragdgrønne blik hvilede frem for sig. Aldrig havde hun gået her før, men det første hun måtte lægge mærke til var, hvordan temperaturen faldt fra trin til trin. Varmen hernede syntes udelukket at stamme fra de tændte fakler, som hang langs væggen, som solen ingen adgang havde hertil. Dette gjorde også helt, at det hele var henlagt i et dunkelt skær. Blikket kastede hun omkring, som hun nåede det nederste trin og derfor kælderplanet. Til den ene side kunne hun se en lang række lukkede rum. Hvad disse indeholdt, vidste hun dog ikke. Til den anden side kunne hun se en lang række af celler, hvor hun tilmed kunne ane en mørk skygge for enden. Lucifer Phoenix.. eller Lucifer Phoenix Jaceluck, som Theodore havde valgt at kalde ham. Hovedet hævede hun, som hun rankt og yndefuldt bevægede sig ned ad gangen mellem alle cellerne. Bølgende faldt det ravnsorte hår ned over hendes skuldre og ryg, mens den sorte kjole dansede omkring hendes ben i takt med hendes skridt. Blikket holdt hun på Lucifer, der måtte blive mere tydelig for hende, som hun trådte tættere på. Til at se var det, at han nu havde tilbragt to nætter hernede, og nu var på nippet til en tredje. ”Jeg tænkte, at en vask efterhånden var tiltrængt, og jeg ville derfor komme ned til dig med denne,” informerede hun ham om, inden hun stoppede op foran hans celle, hvor hun også valgte at stille spanden med vand fra sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvor lang tid der egentlig var gået, vidste Lucifer ikke. Det eneste, som han vidste, var at han var træt af at råbe og skrige, for at komme ud. Uretfærdigt behandlet følte han sig uden tvivl, og særligt fordi at han var røget i en kælder for det. Ringen havde han endnu siddende om halsen, hvilket virkelig var frustrerende. Han kunne slet ikke bruge ilden til at holde temperaturen oppe, og det var faktisk temmelig koldt i en kælder som denne. Han sad og stirrede ind i væggen. Han havde vandret i timer, bare ved at gå frem og tilbage, inden for den lille grænse som han nu havde fået.
At Jarniqa var på vej ned til ham, gik først op for ham, da han hørte lyden af skridt. Til nu havde han kun været udsat for hånende og nedgørende vagter. Uden tvivl dvasianere! Ikke at det kom bag på ham. En ting var godt nok at blive udvist fra Appolyon, men at sidde her.. Det var direkte pinligt. Han hævede blikket, da hun søgte ned mod hans celle. Selskab havde han heller ikke noget af, da han jo faktisk var den eneste, der sad nede i kælderen. Han hævede blikket mod hende. Manglen på sollys gjorde ham næsten bleg at kigge på. Han havde brug for at få den ring af, og brug for at komme ud! Og nu hvor den sad på ham, kunne han nemlig ikke selv fjerne den. Forbandede magiske foranstaltning! "Er du kommet, for at håne og nedgører mig endnu mere? Så kan du godt smutte igen," endte han kort for hovedet. Han følte sig kold og beskidt.. Og han følte sig normalt aldrig nogensinde kold! Han vendte blikket mod hende og med en fast mine. Tilfreds var han på ingen måde over den behandling, som han var blevet mødt af. Særligt, når det var på denne måde. Hvad havde han da lige gjort, for at blive sat her?!

[Jarniqa Dynithril]

Hvordan Lucifers dage havde været her i fangekælderen, vidste Jarniqa ærlig talt ikke. Hun vidste trods alt ikke, hvordan livet var i en fangekælder. Hvordan han var blevet behandlet, vidste hun derfor heller ikke. Dette her var nemlig den første gang, at hun kom for at besøge ham. Dette her var også den første gang, at hun overhovedet trådte ned i fangekælderen. Som hun endelig var her, kunne hun dog konkludere, at det ej var et sted, som hun ønskede at være ved i længere tid ad gangen. Rart var her nemlig ikke just. Koldt og mørkt var nemlig den bedste beskrivelse af stedet her. Hendes hoved søgte på sned, som han talte til hende. Anderledes end sidst forekom han hende. Der var intet snuske, ligesom der ej heller var nogen arrogante miner. Han lød faktisk som en der havde givet op. Havde hun i så fald nået målet med ham? Accepterede han nu, hvordan rollerne var, og hvad der var krævet af ham? De lyserøde læber fugtede hun. ”Som jeg sagde, kom jeg for at give dig dette,” gentog hun blot, inden hun igen bøjede sig ned for at hanke op i spanden. Let skvulpede vandet i den, inden det igen lagde sig. Med den anden hånd fremdrog hun den nøgle, som hun havde fået af tjeneren. Blikket holdt hun konstant på Lucifers skikkelse, som hun lirkede låsen op til hans celle. Hun var trods alt ikke interesseret i et bagholdsangreb! På klem åbnede hun kun døren, som hun ikke længere stolede en meter på ham, inden hun stillede spanden ind i hans celle. Ej spildte hun tiden derefter, som hun med det samme trak sig ud igen, hvor hun igen låste hans celledør. ”Jeg kunne huske, at du så en smule usoigneret, da jeg mødte dig første gang. Jeg tænkte derfor, at det næppe var blevet bedre hernede,” kommenterede hun sandfærdigt, alt imens hun roligt trak sig over mod den modsatte celle. ”Det er en spand med vand og en klud, så du kan vaske dig.” Med ryggen til den modsatte celle, lod hun sig glide ned i en siddende stilling på gulvet. Ligeglad var hun med det støv som hvirvlede op, som hun satte sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifers blik hvilede intenst og fast på Jarniqa, da hun søgte ned mod ham. Ikke at han havde tænkt sig at gøre noget. Vagtene havde i forvejen forhindret ham i at gøre brug af hans magi. For dem havde han nemlig ikke været ukendt, da de trods alt vidste hvad slags magi han kunne benytte, om det var det som han ville. Han vendte blikket væk, selv da hun tvang den meget knirkende dør op. Kun var den gået op, når vagterne havde smidt maden ind til ham. Ladet den køre henover gulvet og lade ham spise det, som havde ligget i støv og andet ulækkert, som var i denne gamle kælder. Det var ikke just noget at råbe hurra for, så han havde ikke spist i halvandet døgn. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at spise det.
"Er det så nu, at du vil have, at jeg skal takke for din gavmildhed?" spurgte han med en direkte stemme, som han så, at hun søgte ind mod den modsatte celle og gled ned at sidde overfor ham. Han havde kradsemærker om halsen, fordi at han havde forsøgt at få den ring af. Vandet og spanden kiggede han på. Han var vant til at blive badet i et varmt kar, hvor folk faktisk vaskede ham, uden at han behøvede at løfte en finger. Han rettede sig en anelse op, inden han krøb op på alle 4, tog fat om spanden og trak den henover gulvet til sig selv. Han slap hende dog på intet tidspunkt med blikket. "Så fordi at jeg har levet som en hjemløs mand, så skal jeg nu modtage din medlidenhed.. Jeg føler mig virkelig beæret," sagde han tydeligt med en stemme præget af ren og skær ironi. Det var bestemt ikke fordi at han var tilfreds. Faktisk var han ked af det. Det her var virkelig, virkelig pinligt!

[Jarniqa Dynithril]

Selv havde Jarniqa ønsket at se, hvordan det gik hendes fange, samt hun havde ønsket at vurdere, hvad der skulle ske med ham herfra. Skulle han blive? Skulle han gå? Hvis han skulle gå, skulle han så blive her i Manjarno, eller skulle han drage til et andet land? Derudover ønskede hun at se, hvordan han havde det. Om han blev behandlet anstændigt, og om hans arrogance havde ændret sig. Af disse årsager gik hun ej, som hun derimod blev og tog plads på gangen, så hun kunne sidde og se på ham og tale med ham. Hun trak på skulderen. ”Hvis ikke du ønsker spanden, kan jeg altid tage den med mig igen. Jeg tvinger dig skam ikke til at vaske dig,” svarede hun kortfattet. Nej, han måtte selv bestemme om han ønskede vandet eller ej. Hvis han beholdte det, antog hun det dog for at være en nødvendighed, hvor han derfor også ville være taknemmelig for det i det skjulte. Som han langsomt trak spanden over til sig, måtte hun også konkludere, at hun alligevel havde tænkt korrekt. Han havde ønsket dette. Det smaragdgrønne blik holdt hun på hans ansigt. Denne mand brød sig virkelig ikke om sit lod i livet.. ”Hvad er der i vejen med at leve som hjemløs? Hvis man er hjemløs, har man intet andet end den åbne himmel over sig.. Derudover kan der også være tvungne årsager til, at man ender i en sådan position,” sagde hun i en rolig tone. ”Jeg og mange andre manjanere blev for eksempel hjemløse, da vi mistede vores land til Forsyth-parret.” Hænderne placerede hun i sit skød, alt imens hun var ligeglad med, at kjolens bagside blev komplet tilstøvet af at røre jorden. ”Jeg og mange andre har nu fundet vores vej hjem.. Du kan gøre det samme, hvis du tillader dig at tænke ud af boksen. Nogen gange hænder det, at der sker ting i ens liv der gør, at det aldrig kan blive det samme igen.” Ja, det havde hun i sandhed selv mærket.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad Lucifer skulle forvente af denne situation, vidste han ikke, men en tur i en kælder, var bestemt ikke lige det, som han havde forestillet sig. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som han tog om spanden med vand. Han vidste ikke engang om det var rent? Han var desuden vant til at blive vasket af andre, og ikke gøre det selv. Det her var virkelig den omvendte verden for ham, og det var virkelig, virkelig svært for ham at acceptere. For nu valgte han alligevel at lade spanden stå. Hans blik gled langsomt mod hende. "Du ved hvorfor jeg intet hjem har.. Det fortalte jeg dig oppe i salen," pointerede han med en kortfattet stemme. Ikke fordi at han havde tænkt sig, at gøre det til et stort problem, for det ville han ikke. Han befandt sig ikke ligefrem i en situation, som gjorde, at han kunne tillade sig det.
Lucifer satte sig tilbage på enden igen, op af tremmerne i cellen, som han var blevet placeret i. Han var efterhånden vant til at sidde der, selvom det endnu var temmelig koldt at gøre det. Han vendte blikket mod sine hænder. Han var virkelig blevet beskidt og de andre have nydt det lidt for meget til hans smag, og den tanke gjorde ham.. vred. Han var så vred, at han var rolig. Han kunne ikke bruge sine dæmoniske kræfter.. de var fastlåst på grund af den ring, som han havde fået låst om halsen. Hans mørke øjne gled mod hende. "Du er ung... Vil du kalde Manjarno for en selvstændig stat? Enhver ved, den er underlagt Dvasias," hvislede han med en fast tone. Han greb om tremmerne, kun for at vende sig direkte mod hende i stedet for. Han var ikke dum. Han hørte mange ting, og særligt sådan som han var på farten hele tiden. "Jeg skal tænke ud af boksen?" nærmest hvislede han. Han havde været der for at bede om en tilladelse til at opholde sig på denne side af den gamle dvasianske grænse og ikke noget andet! "Jeg har aldrig bedt om at komme til at sidde her! Er du klar over hvor frustrerende det er at sidde i en celle, og med den her om halsen?!" Han pegede mod ringen om hans hals. Han følte sig ikke fanget af cellen, men den derimod.. det var en helt anden sag!

[Jarniqa Dynithril]

De smaragdgrønne øjne hvilede fortsat på Lucifers skikkelse. Hun tog en indånding. ”Ja. Jeg ved hvorfor, at du intet hjem har. Det jeg derimod ønsker er, at du skal forstå, er, at det ikke behøver at betyde jordens undergang for dit vedkommende. Du fortalte, at du var efterfølger til at blive dæmonernes leder.. Dette er nu ødelagt, og har du med det tænkt, at det var fordi, at det alligevel ikke var den rette vej for dig? Jeg ved, at det måske virker svært lige nu og her, men ligeså føler jeg ej heller, at du har budt andre muligheder velkommen,” sagde hun i en rolig og dog fast tone, som hun ønskede, at han forstod. Om hun gjorde det bedre eller værre, vidste hun end ikke. Det vigtigste var vel bare, at hun prøvede, samt følte, at hun gjorde sit bedste? Det kunne hun også være, at han ej så ideen i hendes ord nu, men at han måske ville se det senere. Måske.. Blikket holdt hun på ham, som hans temperament begyndte at stige igen. Skulle de nu til det igen? ”Jeg er ung, ja, men det er du også. Ligeså ved jeg også, at Manjarno ej er et selvstændigt land, men at det derimod er et land, som er underlagt Dvasias’ styre. Dette ved jeg blandt andet fordi, at Dvasias’ dronning valgte at placere mig her,” lød det sandfærdigt fra hende, hvor hun endnu ikke råbte af ham. Hendes blik fulgte automatisk hans finger, som han pegede. Ej havde hun kendt til denne ring. Ikke før, at vagterne havde kommet tilbage til hende og fortalt, hvad de havde gjort ved fangen. Selv fandt hun det helt utroligt, at der fandtes sådanne genstande.. Vigtigheden så hun dog i den, som han ikke kun havde angrebet hende, men også de to vagter, som havde været der den dag. ”Du bad om at sidde her, som du valgte at angribe mig. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Kysset din kind og givet dig en sum penge?” spurgte hun med et løftet bryn. ”Jeg gjorde dette, så du kunne falde ned og forstå, hvordan virkeligheden fungerer.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde ikke noget tilbage. End ikke sit navn, som han ellers havde brugt som trussel i mange henseender, og det gjorde det ikke ligefrem meget bedre for hans vedkommende. Han bed tænderne let sammen og vendte blikket væk fra hende endnu en gang. Hun gjorde ham vred.. Hun gjorde ham virkelig kun vred! "Du taler, som du har helt styr på hvad der foregår i verdenen omkring dig," endte han kort for hovedet. Den store fejl, som han havde gjort, var at sige en tanke for højt, som ikke just var faldet i den gode jord. "Jeg har mistet alt.. og når jeg siger alt, så mener jeg alt." Ej skulle hun sidde der og snakke til ham, som hun forstod sig på hans situation. Det var til tider selv svært for ham, at holde hovedet højt.
Ringen omkring hans hals, var direkte kvælende. Den lukkede af for de dæmoniske kræfter, som han havde i sig, for han kunne ikke få det ud! Han bed tænderne hårdt sammen, og særligt da det gik op for ham at hun ikke havde tænkt sig at fjerne den. Han hamrede hånden direkte ind i tremmerne i ren og skær frustration, inden han igen satte sig med siden til hende. "Manjarno har måske fået sit navn, men er stadig dvasiansk.. Har du nogen anelse om hvordan vagterne behandler fangerne her i kælderen?" spurgte han direkte. Ikke fordi at han oplagt ønskede medlidenhed, for det gjorde han da slet ikke! De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, inden han knappede sin skjorte op. Han kunne vel lige så godt få vasket sig, nu hvor han havde muligheden? Den lasede skjorte smed han ved siden af sig, hvilket kun afslørede en temmelig fin, spinkel, dog markeret krop. Han dyppede kluden i vandet, og gav sig roligt til at vaske. "Jeg ved præcist hvordan den verden fungerer.. Du derimod, har nok brug for et wakeup call," sagde han direkte.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg vil næppe sige, at jeg ved alt i verdenen. Ligeså vil jeg også sige, at du ej heller gør det. Dog må jeg sige, at jeg tydeligvis har gjort mig de korrekte træk, hvor du derimod … Ja, du har valgt de knapt så gode træk,” sagde Jarniqa kort for hovedet. Selv vidste hun udmærket, at det ville prikke til ham. Dog ønskede hun blot, at han forstod, at hans måde tydeligvis var den forkerte måde. Lucifer havde haft alt, hvor han nu intet havde. Hun selv havde haft intet, hvor hun umiddelbart havde, alt hvad Lucifer ønskede sig nu. Selv vidste hun endnu ikke, hvor glad hun var for denne stand. Hun vidste blot, at hun ønskede at hjælpe det folk, som hun tilhørte. Til forskel fra ham, var hun nemlig ligeglad med rigdommen. Tænderne måtte hun selv bide sammen, som han hamrede sin hånd ind i tremmerne. Ondt måtte det uden tvivl gøre, som man kunne høre, hvordan det bagefter gav genlyd i hele kælderen. ”Har du da tænkt at klage, siden du spørg mig, om jeg ved, hvordan tingene foregår? Hvad jeg dog ved med sikkerhed er, at du ødelægger din hånd, hvis du bliver ved med at hamre den ind i tremmerne,” sagde hun sigende. Nej, hun vidste ikke, hvordan vagterne behandlede ham. Hun kunne dog godt ligge to og to sammen, som han valgte at nævne det for hende. Selv vidste hun ikke, om dette skulle betegnes for at være en god eller skidt ting. Selv vidste hun nemlig ikke, hvordan det normalt fungerede i fangekældre. Hun havde jo blot ønsket at sende ham bort, så han kunne falde til ro.. Blikket endte hun dog hastigt med at fjerne fra ham, som han begyndte at afklæde sig. Hun var nemlig ikke vant til bare mandekroppe. Kun Theodores, men det var også fordi, at den mand havde sørget for at gøre det normalt blandt dem. Andre mandekroppe var hun dog ikke vant til, som hun ej heller havde været med en mand før. Lucifer selv havde vel været med utallige kvinder? ”Lad mig pointere, at jeg sidder herude, og at du sidder derinde. Det er vidst dig, som har brug for en vækning,” afviste hun ham, alt imens hun fokuserede på den tomme celle ved siden af hans. Han ønskede vel også en smule privatliv, fremfor hendes stirrende blik?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Du har midler at benytte, som ikke alle har.. I min verden, er det hvad man kalder for udnyttelse," sagde Lucifer direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Nu hvor det for alvor var gået op for ham, at hun ikke var meget for at hjælpe ham, hvilket nu heller ikke kom bag på ham, måtte han jo bare klare tingene på sin måde. Hånden knyttede han let, inden han igen spredte fingrene. Hans knoer var allerede blodige i forvejen. En temperamentsfuld mand var han. Hvilket var noget, som han havde arvet fra begge sine forældre, så det var ej noget, der kunne komme synderlig meget bag på nogen. Han himlede med øjnene. "Det lyder næsten, som var du rent faktisk bekymret for mig..?" spurgte han direkte.
At hun kiggede væk, da han begyndte at klæde sig af, tog han sig ikke af. Desuden vidste han jo godt, at han ikke havde nogen grund til at skamme sig. Selvom han ganske vidst var mere spinkel end hvad var godt for en mand af hans kaliber, så klarede han sig da. Han satte sig op på knæ ved spanden, inden han begyndte at vaske skuldre og bryst. At vaske det beskidte væk, føles helt fantastisk, og det var noget, som han helt klart havde brug for, og særligt lige nu! Han lukkede øjnene let. Selv vandet føles koldt.. Måske fordi at han ikke kunne regulerer sin temperatur, som han plejede at kunne gøre. "Udnyttelse af magt og midler, kæreste.. Der er en kæmpe forskel," afveg han kort for hovedet. Hun ville ikke have haft nogen jordisk chance til at placere ham hernede, hvis det ikke var fordi at hendes vagter havde været der. Han dyppede igen kluden ned i det lunkne vand, og førte den over maven. Han havde ganske vidst set at hun ikke kiggede på ham.. Det morede ham virkelig. "Jeg ved jeg ser godt ud, snuske.. du behøver ikke bruge energi på at kigge andet steds," tilføjede han næsten helt stolt.

[Jarniqa Dynithril]

”Du greb mig om halsen og jeg reagerede. I min verden er det ikke udnyttelse, men selvforsvar,” svarede Jarniqa kortfattet igen. Sandt var det trods alt, at hun først havde sendt ham herned efter, at han havde angrebet hende. Inden da havde hun trods alt givet ham adskillige chancer. Hun havde desuden både givet ham valget mellem at gå og at finde et job. Havde det virkelig været så slemt? Selv mente hun endnu, at han var for forvandt. Ej heller begreb hun, at der virkelig fandtes dem derude der var så arrogant, som det han var. ”Ønsker du min bekymring?” spurgte hun i stedet. Et modbydeligt væsen var hun dog ikke, og af den årsag hujede det hende ikke at se ham slå sin hånd til blods. Han nød muligvis sådanne ting og sager, men ikke hende. Dog havde hun intet imod at gøre ham fortræd, hvis han gjorde hende fortræd. Det havde hun trods alt også allerede bevist. Blikket holdt hun på den tomme ved siden af Lucifers. Alligevel kunne hun tilfredst konkludere ud fra de skvulpende lyde, at han var begyndt at vaske sig. I så fald havde hendes tur herned ikke været helt spildt. ”Udnyttelse af magt og midler.. Det må være begreber, som du selv er kendt med, siden du tydeligvis stadig lever efter det,” svarede hun blot igen. Velhavende havde han åbenbart været, og det gjorde, at han endnu så ned på alle andre. En ting, som hun ikke kunne have med at gøre! Forfærdeligt arrogant og utiltalende var det nemlig. At han ligeså igen skulle begynde på snuske og den selvfede tone, fik hende til at himle med øjnene. Et kynisk smil gled ind over hendes læber, inden hun for en kort bemærkning lod blikket søge hans ansigt. Selv måtte hun nemlig sørge for, at hendes øjne dirigerede mod hans, og ikke mod hans overkrop. ”Hvis du ønsker, at jeg skal se på dig, er det blot at sige det. Lad vær med at pakke det ind i, at det skulle være mit ønske,” svarede hun sødladent i en tydelig falsk tone, inden hun igen vendte blikket bort.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"I min verden, er selvforsvar, når du selv slår igen, snarere end at få andre til det," sagde Lucifer direkte. Hun kunne sige, hvad hun ville. Han ville i hvert fald ikke være enig med hende. Selv nu hvor han endnu en gang måtte sidde med en beskidt og blodig hånd, tog han det ikke så tungt. Det var ikke første gang, at han havde hamret den ind i tremmerne bare i den tid, hvor han havde siddet her. Han følte sig.. levende, og havde brug for at føle bare.. lidt! "Ligner jeg en, som vil have din medlidenhed, Jarniqa?" spurgte han direkte, inden han vendte blikket mod hende. Selvom hun dog ikke virkede til at kigge på ham, så var det nu kun en tanke, som han måtte finde ganske morende. Han tog det i hvert fald ikke så tungt.
At vaske sig i lunken vand, når man ikke kunne regulere sin kropstemperatur, var rent faktisk en direkte kold fornøjelse, og den tanke, måtte udelukkende irritere ham! Han bed tænderne fast sammen. Det føles rent faktisk koldt at blive vasket med det! Og særligt fordi at han rent faktisk skulle gøre det selv. Han vendte blikket direkte mod hende igen, og med et kækt smil på læben. "Tror du virkelig, at jeg kommer af ingenting? Jeg er ganske vidst hjemløs.. Har mistet værdien i mit navn, og sågar mistet begge sine forældre og aldrig kendt dem.. Tro mig.. Jeg kender meget mere til den verden derude, end hvad du lige går og tror," sagde han direkte. Hovedet lod han søge let på sned. "Kan du lide hvad du ser?" spurgte han videre med et tydeligt kækt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være med at prikke til hende. Særligt når han vidste, hvor meget det irriterede hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Måske.. Men nu er vi tydeligvis ikke i din verden længere. Som du selv har fortalt, smuldrede din verden for længe siden,” svarede Jarniqa igen, som hun vidste, at hans fortid var hans ømme punkt. Hans yderligere problem var dog også, at han endnu levede i fortiden. Han accepterede nemlig ikke, at tingene var, som de nu engang var. Han levede endnu på sin høje trone, skønt han mistede den for længst. Hovedet lænede hun roligt tilbage, så hendes baghoved lagde sig mod de kolde tremmer. Intet sagde hun dog til dette, som hun agtede at blive her lidt endnu. ”Du ligner en som har brug for hjælp,” rettede hun ham direkte. ”Du lyder dog som en, som ønsker min medlidenhed, sådan som du konstant klager over dit tabte liv, fremfor at sande, at det er tabt.” Han trængte uden tvivl til at vågne op fra sin lille søde drøm. Ingen tvivl om det. Verdenen for ham var nemlig ikke længere den, som den engang hade været. Ligeså var det ej heller den, som hun engang havde levet i. Dog forstod hun ham et sted.. Hun ville nemlig ligeså ønske, at alt var, som det engang havde været. Hun havde nemlig aldrig higet efter dette. Hun havde kun higet efter eventyr. ”Hvis vi alle levede i fortiden ligesom dig, ville ingen af os komme nogen vegne. Gør dig selv en tjeneste og accepter, at du blev fravalgt som leder, og at du ikke længere lever i din races samfund,” sagde hun kort for hovedet. Visse ting måtte de dog have til fælles. Begge havde de tabt, hvad de engang havde haft, og begge havde de ingen forældre. Eller, hun havde ganske vidst en fader, men ej valgte hun at acceptere ham. Ved tanken om sine forældre, endte hun automatisk med at tage sig selv til halsen, hvor hendes fingre lukkede sig om halskædens vedhæng. Hendes moders halskæde. Den halskæde, der var blevet som en amulet for hende. ”Åh ja, jeg elsker, hvad jeg ser. Jeg ville nærmest ønske, at du kom ud og spredte benene for mig,” svarede hun ham sarkastisk igen, for nej, dette var ikke, hvad hun ønskede. Dog havde han alligevel lidt ret i, hvad han sagde, og det irriterede hende forbandet meget! Han var nemlig en flot mand, selvom han uden tvivl havde haft sine bedre dage, og skønt hun ønskede at sy hans læber sammen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Den værdifulde del af min verden ganske vidst, men den folkelige genstår. Jeg er ikke helt ude i torvene, snuske.. Du derimod.. Er styret af dine impulser. Det så jeg da tydeligt," pointerede Lucifer direkte. Selvom han måske ikke var særlig gammel, så havde han alligevel vandret på denne jord længe nok til at han vidste en ting eller to. Hendes hjælp var dog noget af det sidste, som han ønskede, og den kunne han virkelig ikke bruge til noget som helst! Han knyttede næven let omkring den klud, som han nu havde i sin hånd i stedet for. Han rystede på hovedet. "Ønsker du, at jeg skal bede om din hjælp? Ønsker du virkelig at jeg har brug for den?" fortsatte han. Han var en dæmon.. blandt de stærke, og han kunne udmærket godt tage hånd om de ting på egen hånd! Han havde ikke brug for hende i sit liv!
At han var blevet fravalgt som en kommende leder, og at han var smidt ud af Appolyon med truslen til, at han ville miste livet, om han nærmede sig, uden at have fået lov til det. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans del. "Du taler, som du kendte mig.. Jeg beklager, men det er virkelig ikke tilfældet. Du kender mig ikke, og ved tilsyneladende ikke hvem jeg er," sagde han. Igen dyppede han kluden ned i spanden og førte det over hans nakke, hvor vandet dryppede direkte ned i hans nakke og nedover ryggen. Det fik ham til at sitre og dirre. Hvilken behandling! Der var virkelig ikke noget værd at sidde her! "Åben celledøren og lad mig efterkomme dit ønske.. prinsesse," endte han med en ganske kortfattet og sigende mine. Han lod hovedet søge let på sned, inden han rejste sig op. Blikket vendte han kort mod kluden i hans hånd.. Hvorfor ikke? Han dyppede den igen ned i vandet, hvor han sikrede sig, at den blev temmelig våd, inden han rettede sig op. Her.. kastede han den direkte igennem tremmerne og mod hende. Hendes behandling af ham, faldt bestemt ikke i god jord. Lidt beskidt vand ville gøre godt på den beskidte måde at se på livet på!

[Jarniqa Dynithril]

”Gør dig selv den tjeneste og indrøm for dig selv, at du er helt ude i torvene. Så snart du indrømmer det, kan vi alle komme videre med vores liv,” pointerede Jarniqa igen, som hun endnu selv holdt fast i, at han var nødt til at se verdenen fra en anden vinkel end den, som han ellers var vant til. Han havde nemlig mistet sin stand blandt dæmonerne, og ud fra hans ord lød det ikke som om, at han nogensinde ville få den stand tilbage. Selv tænkte hun umiddelbart også, at det var for det bedste. Tanken om ham som leder, forekom hende nemlig skrækindjagende! Den arrogance i et lederskab kunne nemlig umuligt gå. ”Det ville være lettere for mig, hvis ej du havde brug for hjælp. Desværre for mig, blev du mit problem, da du valgte at træde ind på Neutraniums grund. Derfor ønsker jeg, at du tager imod den hjælp, som du så tydelig har brug for,” sagde hun sigende, som han tydeligvis havde brug for hjælp til at komme i gang med sit nye liv. Dog tvivlede hun på, at han nogensinde ville tage imod den hjælp. Selv tvivlede hun nemlig på, at dette ophold gavnede ham det mindste. Hverken til det bedre eller værre. Det virkede nemlig som om, at han forblev uændret. Ligeså arrogant og flabet som før.. ”Hvis jeg kendte dig, betød det, at jeg engang havde næret ønsket om at lære dig at kende og tro mig, så heldig er du ikke,” svarede hun kortfattet igen. I ingen verden kunne hun forestille sig, at hun skulle have ønsket om at lære ham at kende. Ikke med den tankegang, som han havde. Denne person trådte også kun i kraft, som han svarede på hendes sarkastiske ord med tilnærmelser. ”Igen.. Så heldig er du slet ikke,” svarede hun kynisk igen. Ej så hun i hans retning, som han rejste sig inde i cellen. Den fornøjelse skulle han bestemt ikke have, selvom det på sin vis var dragende! Resolut holdt hun derfor blikket på den tomme celle, mens hendes fingre legede med kæden, inden det pludselig gibbede i hende! Splat sagde det helt, som den våde klud pludselig klamrede sig til hendes ene skulder og vædede den. ”Hey!” råbte hun op, inden hun hurtigt kom op på benene igen. Blikket faldt først på hans ansigt, hvorefter det faldt på den fyldte vandspand i hans hånd. Den beskidte vandspand i hans hånd. Et drag opstod omkring hendes læber, som hun lavede en håndbevægelse med hånden, så vandet pludselig stod op af spanden og gennemvædede hans skuldrer, ansigt og hår. Draget om hendes læber blev større, hvorefter hun ikke kunne holde til det mere. Hendes ene hånd søgte op til munden, som en munter melodisk latter faldt over hendes læber.