Away from home

[Deleted]

@marcellus

*****************************************************

Mørket var faldet på. Det var en temmelig smuk og stjerneklar aften, dog kølig hvilket var typisk på disse kanter, havde Saga erfaret. I det fjerne kunne man høre hyl fra en ulv, måske flere, det var lidt svært at bedømme. I timer havde Saga vandret. Hendes rejse var startet ved smeden i Dvasias hvor Elvolganta havde bedt hende om at samle brænde til deres værksted i Rimshia. Det havde ikke helt huet hende lige i den situation, men hvilket andet valg havde hun som slave?

”Hent brænde, sagde han,” mumlede hun og lavede en grimasse der meget fint udtrykte hendes utilfreds med Elvolgantas udsagn. Hun havde ingen idé om at hun efterhånden var kommet væk fra Dvasias skovgrænse, og i stedet vandrede på den anden side af Imandra. ”Og så sidder han bare der som om han var konge af hele verden,” mumlede hun videre og bukkede sig i ny og næ for at samle en tynd, ubrugelig gren op, bare så hun derefter kunne kaste den væk. Den lå ikke rigtigt i vejen, men noget skulle bøde for hendes sølle liv!

Hendes spidse ører stod på stilke op gennem blonde lokker der hang lidt uglet og lidt snavset omkring hendes hår. Rester af aske og røg, afslørede at hun arbejdede hårdt, ligesom hendes beklædning der også var både slidt og beskidt.

Det lå slet ikke hendes natur at servicere nogen! Og slet ikke mænd! Heldigt for ham at hun aldrig var blevet lært at se ned på dem, som så mange af hendes slags ellers var. I havnen bar hun et par stykker brugbart træ, som også vejede godt til, det var faktisk svært at bærer og samle på samme tid. Måske hun burde gå hjem? Den tunge vægt tog beslutningen for hende, men da hun rejste sig op for at orientere sig om hvor pokker hun skulle hen, gik det op for hende at alt var fremmede. Det var en skov og alt lignede hinanden, men hun måtte være gået med skyklapper for øjnene, for alt det her var så fremmede. ”Perfekt.. bare perfekt,” vrissede hun lidt af sig selv. Hendes stedsans plejede eller at være sådan nogenlunde, Dvasias var stadig temmelig nyt et område for hende, hvilket bestemt ikke gjore det mere enkelt overhovedet!

[Deleted]

Marcel var på vej tilbage mod hovedbyen. Han havde lige været til møde hos en nobel der havde gjort et værdifuldt fund. Et fund han i egen person var blevet nød til at tage ud for at se nærmere på. Nemlig en mine med et metal Marcel ofte brugte i sine magiske ritualer. Han var blevet overrasket da han havde set hvor stor potentiale denne mine kunne blive. Han havde set muligheder for at skaffe meget arbejde til folket af Imandra og tjene godt på denne mine. Allerede nu var der sendt ryttere afsted for at få det til at ske. Marcel var før han blev konge en handelsmand. Det samme var hans kone, det var også derfor at det gik godt for Imandra nu. Arbejde og vækst var voksende, desværre havde det også sin bagside. Marcel havde meget travlt. Skønt han havde folk til at tage sig af sådan nogle turer her, så ønskede han ikke at miste sit touch så at sige med handel. Da han kom til skoven der lå op af grænsen til Dvasia kunne han ikke lade være med at stoppe. Hans to bodyguards stoppede op ved siden af ham og kiggede undrende på ham. Marcel hoppede af sin hest og sagde '' Bliv her.. Astrid.. Hvis der sker noget aktivere jeg min nøds rune.. Jeg vil gerne gå en tur i skoven og få ord på mine tanker... Alene tak ''. Den ene bodyguard som var kvinden Astrid nikkede. Marcel gik ind i skoven og tog sin krone af og lagde den i hans taske. Han var noget et stykke ind da hans næse varslede ham om en andens tilstedeværelse. Marcel fulgte duften og lidt efter kunne han se en kvinde. Hun kiggede rundt på en måde der kunne analyseres som var hun faret vildt. Marcel trådte frem. Han bar en meget fin brystplade. Han havde en blodsrød kappe med guld broderinger i kanten på. Han bar et langsværd på ryggen og et kortsværd i bæltet. Han var ren og duftede godt. Helt klart en af meget nobel herkomst. Marcel smilede skævt til Saga og sagde med sin bløde og rug stemme '' Undskyld mig hvis jeg forstyrre dem. Men er de faret vildt, smukke frøken? ''. Han var yderst velformuleret og hans dybe sorte øjnes blik kørte langsomt og og ned af hende. Han tjekkede hende helt klart ud. 

[Deleted]

Dvasias var kæmpestort i forhold til hvad Saga var kommet fra, og hvordan pokker skulle hun vide at den samme skov der var i en stor del af Dvasias, ligeså bredte sig videre over landegrænser? Hun lagde brænden fra sig, eller lod det rettere trille ud af hendes favn før hun rette sig op med en hånd i siden. Hendes lysende øjne, søgte gennem mørket, forsøgte at finde et genkendeligt spor, men der var intet og de millioner af stjerner var ingen hjælp.
en kølig brise fik hårene til at rejse sig på hendes arme der kun til dels var tildækket af en rævepels som Elvolganta havde givet hende nogle år tilbage. Tjo han havde da sine gode sider, men han kunne næppe redde hende ud af denne suppedas.
Tilnærmende skridt, fik hende til at se op. På bare et øjeblik glemte hun alt om at være faret vildt, det var det gamle krigerinstinkt der vågnede i hende, desværre havde hun ikke lov til at bærer våben med mindre hun først spurgte om lov. Det var så ganske ydmygende. I træernes skygger anede hun den ædle herre komme til syne, hvilket fik hende isblå øjne til at brænde sig fast på hans skikkelse. Ligesom ham lod hun blikket glide vurderende op og ned over hans skikkelse, men mest for at bedømme hvor vidt han var en trussel eller ej. Det eneste hun kunne konkludere var at han ikke var en slave som hende selv. Synet og den sædelige velduft, fik hende til at rynke på næsen. På mange måder var hun næsten som et dyr, styret af drift og instinkt for det var alt hun kendte.
Man kunne se mistro lyse langt ud af hendes skarpe blik, og en underlig usikkerhed idet hun slet ikke var vant til at omgås andre end sin herre. Kaldte han hende frøken? Det var sandelig pænt. ”Det er jeg bange for,” svarede hun efter et øjebliks tavshed. ”Jeg ville blot hente brænde, og pludselig var jeg her i den her forbistrede skov, og alt ligner hinanden,” klagede hun frustreret og sukkede.

[Deleted]

Marcel smilede charmerende til Saga. Det var længe siden han havde mødt en person der ikke vidste hvem han var. Dette skulle nok være sjovt. Som konge var man verdens kendt. Nok mest af alt fordi Marcel havde kæmpet to store slag. Det første imod sin Fader som var en fyrste af Dvasia. Marcel besejrede ham og overtog hans titel og få uger efter overtog han Imandra for næsen af Zean. De to slag hvor Marcel havde været i leder rollen havde han vundet stort. Hans navn og gerninger var begyndt at brede sig i verden. Selv om han langt fra havde vundet disse krige alene så havde legender det med at udlade disse detaljer og have fokus på selve manden i legenden. Så det var dejligt endelig at møde en der ingen ide havde om hvem han var. Marcel bukkede elegant og dybt for Saga og sagde '' Mig en ære at møde dem.. Mit navn er Marcellus LaPiera Black.. Måske kan jeg være til lidt hjælp.. Hvor er det de skal hen.. Det kan være jeg kan hjælpe dem med at finde hjem, frøken ''. Han smilede oprigtigt og positivt til hende. Dette møde skulle nok blive sjovt. Nu var det virkelig på tide at morer sig. Marcel gik et skridt tættere på og satte sine arme bag ryggen og smilede venligt '' Hvis jeg kan være til hjælp på nogen måde, så stiller jeg mig mig selv til rådighed. En smuk ung frøken som dig, hvem ville dog ikke tilbyde dig deres hjælp ''. Marcel grinede en smule og trak sit kortsværd og med en overmenneskelig styrke huggede han et træ ned i et slag. Træet faldt til jorden imens Marcel satte sit sværd på plads igen. Han sagde roligt '' Hvor meget træ skal du bruge? ''.

[Deleted]

Politik interesserede hende kun ganske lidt, så hvem der var konger, dronninger og grever, var en ligegyldighed for hende. Elvolganta havde tvunget hende til at sætte sig lidt ind i det i Dvasias, men for pokker så huskede hun ikke engang hvad byen, de boede i, hed. Hendes intense, blå øjne brændte sig fast på den kønne, tilsyneladende velstående mand der var kommet ud af skyggerne.
"Marcellus?" hun smagte lidt på navnet, sikker på at hun havde hørt det før, men da det ikke ringede klokker med det samme, besluttede hun sig for at det nok havde været knapt så vigtigt. "De er lidt for velklædt til at rende rundt i skoven, er De ikke?" spurgte hun lidt ud af det blå. Det var bare ikke hendes erfaring at adelige havde tilfældige ture til beskidte skove.
"Jeg skal til Dvasias. Jeg kender ikke byens navn, men jeg kommer fra smeden," fortalte hun og forsøgte igen at vurdere hvor hun var kommet fra, men stierne var lagt i samme mørke, med samme type nøgne træer. For foden af hende lå de sølle stykker brænde hun havde fået samlet sig. Hendes blik forandrede sig til en halvvejs grimasse ved hans ord. Langsomt vendte hun hovedet og så på ham med et sammenknebet blik. Sjældent fik hun den slags komplimenterende bemærkninger, hun var slave, en genstand der kunne ejes. "Beklager kæreste, jeg er næppe din type kvinde," konstaterede hun lidt afvisnede og bukkede sig elegant ned for at samle det træ op hun havde smidt. Saga sprang chokeret op da det tunge træ væltede ned ved siden af hende. Hun faldt på ryggen og så lidt fra træstammen til Marcellus. Hendes hjerte hamrede, men ble langsomt mere rolig. Hun kæmpede sig op på benene og børstede det værste jord væk.
"De derimod.. er lige min type mand," konkluderede hun med et kækt smil og satte en hånd mod hoften. Hans styrke var imponerende, desuden stilte han ikke for mange spørgsmål, så skidt pyt med hun var blevet lært ikke at fører en samtale med hans slags. "Så meget jeg kan bærer," svarede hun og stilte sig ved siden af den tykke stamme med et overvejende blik. Hvis Elvolganta nu havde ladet hende dyrke sin styrke, så havde hun været i stand til at slæbe den hele!

[Deleted]

Marcel drejede sit hoved lidt og sagde '' Dvasia.. Det er bestemt et farligt land.. Jeg har selv opholdt mig der i mange år.. Faktisk var jeg en af Dvasias fyrster i en meget kort tid ''. Marcel trådte hen ved siden af hende og kiggede ned på den store træstamme. Han sagde roligt imens et tænksomt blik kom frem i hans øjne. Som tænkte han tilbage imens han snakkede '' Jeg var sådan set på vej til New Dale i Imandra, men så virkede en tur i skoven bare som det rigtige at gøre. Ser du.. Jeg har i mange år levet på flugt.. Alle de år brugte jeg ikke veje eller stier. Jeg rejste gennem skove og sov i storm og blæst i den åbne natur. Der kunne gå flere uger imellem jeg besøgte en by. Naturen var mit hjem ''. Marcel blinkede et par gange og træk sit sværd igen. Hurtigt og præcist hakkede han den tykke stamme i kævler. Det larmede meget da han slog med en kræft et menneske ikke kunne have. Hans sværd lavede en susende lyd imens det fløj gennem luften. Det var til at se at det bestemt ikke var første gang han havde hugget brænde. Han samlede kævlerne frem foran Saga og sagde '' Men nu.. Nu levet jeg et fint sted med tjenestefolk og tag over mit hoved hver dag.. Alligevel savner jeg naturen og at gøre alt selv nogle gange ''. Marcel kiggede igen op og ned af Saga og sagde '' Du virker bestemt også som min type kvinde ''. Hvis Saga tog kævlerne sagde Marcel '' Jeg kan desværre ikke tage med til Dvasia.. Jeg er nemlig usikker på hvor jeg står hos dem.. Men her er mit forslag.. Smid træet og tag med mig.. Hvis du på noget tidspunkt ønsker at vende tilbage vil jeg give dig en hestevogn fyldt med det fineste træ.. Hvad siger du. hmm? ''. 

[Deleted]

"Virkelig?" spurgte hun og betragtede ham kløve træet, denne gang uden at blive forskrækket. Hun var tværtimod imponeret over hans styrke og elegance med et våben i hånden. "Hvorfor forlod De det?" spurgte hun med en nysgerrig undertone. Egentlig havde hun lært ikke at blande sig i vigtige mænds foretagende, men der vel næppe noget i vejen med at forholde sig kritisk til sine omgivelser.
Saga bukkede sig smidigt, og begyndte at samle kævler i sine arme.
I baggrunden var hans lokkende stemme, men historien fik hende til at fryse i den lidt akavede stilling. Hun så op og stirrede ind i skyggen med et fraværende blik. "Jeg mistede mit hjem," sagde stille og rettede sig op med en god favnfuld. Ligesom ham havde hun vandret i årevis, naturen havde været hendes hjem, Elvolganta hendes beskyttelse. Somme tider havde hun stadig mareridt om paradisøen der brændte til det var ingenting. Hun rømmede sig lidt. "De lyder til at have haft et ret så interessant liv," konstaterede hun med samme ligegyldige tone som hun havde brugt for et øjeblik siden.
"Tjenestefolk? Er det et pænere ord for slaver?" spurgte hun og lod blikket falde på den lille bunke han havde samlet foran hende.
For et øjeblik var Saga overbevist om at hun havde hørt forkert. Hun rettede blik mod ham med hovedet let hvilende på sned. "Det lader til at du har slaver nok, desuden er jeg allerede eget af nogen. Derudover så finder jeg rengøring og madlavning mindre interessant, og våben langt mere, så jeg må desværre takke nej," svarede hun i den tro at han ville have hende til at være slave hos ham. I så mange år havde hun trods alt ikke levet som andet end en sølle slave trods hun i virkeligheden var en kriger!

[Deleted]

Marcel smilede skævt og kiggede på sit sværd '' Jeg forlod det fordi jeg fik muligheden for at blive mere. Blive den skæbnen ville have jeg skulle blive ''. Han kiggede på Saga og blinkede til hende. Da hun spurgte om tjenestefolk var slaver grinede han en smule og rystede på hovedet '' Ikke just.. Tjenestefolk er frie folk der får penge for at udføre et stykke arbejde. De kan sige op og gå deres vej hvornår de ønsker det ''. Marcel rystede på hovedet '' Jeg tror bestemt de har misforstået mig.. Jeg ønsker ikke at gøre dem til min slave frøken.. Jeg ønsker at de tager med mig og gør mig selskab. Når de så ønsker at tage hjem igen.. Vil jeg skænke dig de ting de har brug for på deres rejse hjem. Træ, metal eller andet ''. Marcel var ikke en gavmild mand, bestemt ikke. Men han vidste at dette var en unik chance for at få intel omkring Dvasia. En intel han bestemt ville kunne få brug for. Denne kvinde vidste ikke hvem han var og det var en yderst stor fordel. Han vidste også hvordan han skulle narre hende til at tro at han ikke var konge. Denne kvinde kunne måske være hans billet ind til et møde med dronningen af Dvasia. Hvis hun havde intel der var brugbar for ham. Hvis hun ikke havde så kunne han snakke med en interessant kvinde. Det var en sejr for ham ligemeget hvad. Han glædede sig dog alligevel til at hun fandt ud af at han var selveste kongen af Imandra. Den legendariske Marcellus Black den ubesejrede. Hans legende var allerede blevet overdrevet og ført ud af proposion, men sådan havde legender det jo med at være.

[Deleted]

Det svage måneskind reflekterede den smukke klinge, hvilket fangede hendes blik. I lange 'jeblikke lod hun nysgerrige øjne betragte hans sværd, noterede hver eneste lille deltalje med en forfærdelig lyst til at holde om dets skæfte, mærke strukturen under sine fingre. Hendes blik blev for et kort øjeblik helt fjern, som en skade overfor glimtende mønter. Hans stemme bragte hende lidt ud af trancen igen og fik hende til at se op på ham. "Enhver burde udnytte deres potentiale hvis muligheden er der," hun så væk med en skjult bitterhed. Det var en mulighed der engang var blevet frataget hende. Naturligvis var hun taknemmelig for at leve, hvilket var mere end man kunne sige om andre af hendes slags, men hun var blevet bundet på hænder og fødder, gjort til slave.
Hendes favn var tungt, bebyrdet af de træ han havde kløvet til hende. Kunne de virkelig bare komme og gå som han havde lyst til? "Må de bærer våben? Deres tjenestefolk?" spurgte hun uden at se på ham. Elvolganta lod hende somme tider gøre det når hun søgte ud, men det var hele tiden tydeligt hvad hun var.. en undersåt, mindre værd end alle andre, trods hendes vilje var stor. "Hvorfor? De er tilsyneladende en helt andet... klasse end jeg, en slavinde er næppe interessant for Dem.. desuden har De stadig ikke fortalt mig hvad Deres hensigter er," hun lagde hovedet på skrå og vrikkede lidt med de spidse ører. Hvem kunne vide om han havde tænkt sig at sætte hende under langt værre forhold, med vold og ydmygelse ud over slaveriet som i sig selv kunne være et mareridt. "Hvad er du?" spurgte hun lidt direkte.

[Deleted]

Marcel havde lagt mærke til hendes blik på hans sværd. Han holdt det frem som tegn på at hun gerne måtte holde det. Hvis hun tog det ville hun kunne mærke at det vejede meget for et kortsværd. Dens ballanse var underligt nok lagt i selve klingen og ikke så meget i selve skaftet. Dette var yderst unormalt for våben da de var bedst når de var i ballanse. Men folk der kendte til sværd teknikker vidste at der var en kampstil der handlede om glidende bevægelser og hvordan man kunne få både momentum og styrke i sine slag på grund af den uballanserede vægt fordeling. Man skulle dog være meget stærk og agil for at mestre denne kampstil og den var bestemt ikke særlig udbredt da den tog lang tid og mestre og krævede mere energi en de fleste andre kampformer indenfor sværd. Men det gav god mening for denne kampstil blev udført med et kortsværd og et langsværd. Og Marcel havde et langsværd der hang på ryggen. Marcel nikkede svagt '' Både og.. Mine soldater og vagter er tjenestefolk. De bære våben, men mine tjenere og vismænd bærer ingen våben. Man kan sige at dem der er trænet i det og kunne få brug for dem, bære dem. Dem der ikke er i et job hvor det er brugbart bære ingen våben. Det er nok sådan jeg bedste kan forklare det ''. Marcel smilede en smule til Saga og sagde roligt '' Min hensigt er viden og forståelse ''. Det var jo sådan set ingen løgn. Da hun spurgte hvad han var så kom et skævt smil frem på hans læber og han sagde enkelt '' En ven ''. Marcel var en ekspert i at sige sig uden om spørgsmål og svare på dem uden rigtigt at svare på dem. I hvert fald ikke med det svar som var ønsket af ham. Dette gjorde ham en fantastisk diplomat og handelsmand. Men det var jo trods alt også hvad han var før han blev konge af Imandra.

[Deleted]

Saga blinkede et par gange for at overbevise sig selv om at han faktisk rakte sværdet ud mod hende som en indbydelse til at tage om det. Hun smed brænden fra sig, det virkede pludselig ligegyldigt, og tog i stedet fat om det tunge sværd. Trods det tydeligt tyngede hendes arme at holde det, så løftede hun det stædigt, mærkede hvordan en følelse af styrke og magt, bredte sig fra dets smukke skæfte og ind i hendes krop.
"Det er smukt," sagde hun og lod en tommel stryge over nogle af indgraveringer. "Dog tungt af et kortsværd at være," kommenterede hun. Arbejdet i smeden havde givet hende en stor viden om forskellige typer af våben, de fascinerede hende og vækkede samtidig misundelse, fordi det aldrig ville blive muligt for hende at holde dem.. kun producere dem.
"Min herre ejer en smed i Dvasias. Jeg hjælper med at lave disse, men har sjældent mulighed for at holde den i mine hænder," hendes stemme bar præg af en drømmende undertone. Hendes gener havde bestemt hendes skæbne, hun var født til at være stærk, men andre hændelser forhindrede hende i at være det.
Uden at se på ham, lyttede Saga til hans forklaring. "Det giver mening, men alle burde have rimelig mulighed for at forsvare sig. Frygter De nogensinde at deres tjenere vil vende sig mod Dem?" for første gang så hun op på ham med de lysende blå øjne, og rakte ham lidt modvilligt sværdet tilbage, ude af stand til at skjule sin egen begejstring.
"For hvad?" hun fugtede sine læber med et let strejf fra tungespidsen og mærkede hvordan vinden tog nogle af hendes blonde lokker. Mange lod sig skræmme af det lidt anderledes udseende, men ikke ham.. han lod sig end ikke skræmme af pjalterne, hvilket var ret unaturligt.
"Og hvis jeg går med Dem? Hvad sker der?" hun var fristet. Elvolganta ville blive vred, men nysgerrigheden efter at se en anden verden, rev i hende dog med frygt for at være naiv og i stedet havne i vanskeligheder.

[Deleted]

Marcel nikkede en smule. Det var en smukt sværd. Han havde selv lavet det i Imandras bedste smedje. Udsmykningen og sammensætningen havde andre stået for. Han var dog altid på jagt efter et bedre sværd. Magiske sværd, problemet var bare at der var lavet utrolig få magiske sværd med den vægtfordeling som Marcel kæmpede med. Han tog sit sværd tilbage og satte det i dens skede. Han sagde blidt '' Det er tungt. Men som du nok har set så er jeg også en stærk mand. Sværdkunst skal fremhæve ens styrker og evner. Jeg er hurtig og stærk, få kan prale af at have begge kvaliteter. Det er også derfor der er få sværd som dette ''. Marcel var en ung mand. Men ungdom betød ikke at man ikke kunne være mægtig eller vis. Marcel havde set mange mænd højt i deres alder spilde deres tid. Han var ikke sådan en mand. Han holdt sig i gang og han pressede sig selv hele tiden til at blive bedre og klogere.
Marcel nikkede lidt til Saga '' Det er en skam. Jeg kan se du er veltrænede og stærk, du kunne blive en god kriger. Men nu ved jeg hvordan det foregår i Dvasia.. Ejer og slaver ''. Marcel havde bestemt ikke noget imod at Dvasia gik ind for slaver. Det var dog aldrig noget han selv ville indfører i Imandra. Oprør og vrede var alt hvad det ville skabe. Det var bestemt ikke noget han ønskede. Han ville have at folket i Imandra skulle ønske at kæmpe for det hvis de blev angrebet, ikke slutte sig til fjenden.
Marcel grinede en smule og nikkede '' Ja det gør jeg da. Jeg ville være dum hvis jeg ikke frygtede det. Men jeg tror ikke at de gør det. De har simpelhen ingen grund. Jeg betaler dem godt og landet er i fremgang. Disuden er dem jeg har ansat til at have våben, loyale overfor mig. De har været i to krige med mig nu, begge har vi vundet. De ser mig som en god leder og har respekt for mig ''.
Marcel smilede skævt '' Jeg vil have viden fordi jeg er en handelsmand. Jeg kan jo ikke handle medmindre jeg ved hvad dem jeg handler med ønsker. Det er simpel logik. Jeg vil have den bedste handel jeg kan få ''.
Marcel kiggede på Saga '' Du er klog af en smed at være.. Hvad der ville ske. Først ville jeg lære dig at kæmpe.. Så ville jeg se hvor god du var til at lave våben.. Når jeg så er færdig med min vurdering af dig.. Vil jeg tilbyde dig et job.. Takker du nej til den tid kan du frit tage hjem.. Takker du ja, så begynder eventyret virkelig for dig ''.

[Deleted]

Længslen blev kun tydeligere af at han pakkede det smukke åben væk. Han havde ingen idé om hvilken tortur det var, at producere alle de våben, men aldrig at kunne holde det færdige resultat i sine hænder. Hendes lidt kølige blik søgte igen hans. "De er i hvert fald bevidst om Deres egne kvaliteter," konstaterede hun med et skævt træk på mundvigen. Hun placerede en hånd på sin hofte og studerede ham en kende vurderende. Flot, stærk, hurtig.. magtfuld tilsyneladende, ak ja hvis hendes skæbne dog bare havde været en anden.
Der var kun ganske lidt skind og læder der skjulte de vigtigste områder, en stor del af hendes krop var blotlagt, og afslørede ret tydeligt en mere rustik kropsbygning end hvad der var normalt for kvinder man ellers så, men der var heller ikke mange tilbage af hendes art, for alt hun vidste kunne hun være den sidste.
Saga holdt armen ud for sig, og så på sine lidt muskuløse overarme. "Jeg er født kriger, det ligger i mit blod, desværre har De ret," hun sukkede og lod armen falde igen.
Hendes folk havde holdt mandelige slaver i utallige år, man kunne vel kalde det karma, at hun nu var bundet på hænder og fødder, tvunget til at følge en anden. Marcellus pirrede hendes tanker, fik hende til at lege med idéen om hvordan frihed ville være.
"De har vundet to krige? De er virkelig min type mand," konstaterede hun og lod lidt åndsfraværende et par fingre stryge hen over et træs rug bark. I lang tid, sagde hun ingenting men tyggede på den lidt lange smører, før hun til sidst besluttede sig for at det gav mening og nikkede. Hun kneb øjnene lidt sammen og mærkede hvordan alt i hende sitrede efter bare blindt at følge ham. "Til gengæld for hvad?" spurgte hun. Der var altid en hage...