an Audience... uhu im exited

[Deleted]

faret vild....
hvordan var han dog faret vild, han havde en intelligens der kunne gøre selv de fleste til skamme og han kunne ikke finde rundt i et slot. Han kunne lave spyd og kugler af ren energi med et knips af hans fingre, men kunne ikke en gang læse et simpelt kort, eller rettere var han for stædig til at finde et frem. Han fandt til sidst et par store døre som han åbnede lettere forpustet før han satte sine hænder på sine knæ forover bøjet "ugh jeg sværger at jeg kunne have redet en hest her ind og jeg ville have fået mindre motion" han rettede sig op og så på forsamlingen, han var sikker på det var tronsalen denne gang, mest af alt på grund af tronen. Han havde åbnet tre par døre og fandt henholds vis, et køkken, en balsal og et sted han ikke ønskede at komme tilbage til. Han rettede sig op og gemte den stadig mørkerøde plet ind bag den marine blå kappe "deres majestæt, jeg er ankommet for at.... at... når jo for at anskaffe mig stillingen som din hærfører" han rejste sig op og frøs lidt da han så vagternes blikke, ugh var han kommet på et dårligt tidspunkt eller var atmosfæren bare altid sådan her.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dagene gik, som dagene nu skulle gå. For nu var der kommet en anden ro på tingene, selvom adskillige af de procianske borgere, endnu måtte give udtryk for at de endnu var bange for alt det, som skete i Vavilon. Det var også frygteligt. Hvorvidt om Gabriel skulle synes om Theodore Jarvis' plads som ambassadør, var ikke til at vide. Han skulle endnu finde ud af det hele, og særligt med den indgåede alliance med Jaqia Anglerax. Dronningen af Dvasias
Hans blik søgte først og fremmest på den mand, som søgte ind til den næste audiens. Han virkede meget.. målrettet? Uden tvivl en tendens som faldt i Gabriels meget gode bog, og dette var ikke noget, som han lagde det mindste skjul på, når det nu endelig var. Han nikkede mod manden, som han bukkede. Ikke en hilsen, men derimod et direkte ønske om en stilling.. og ikke bare en hvilken som helst stilling. Gabriel rettede sig en anelse op.
"Jeg må sige, at De ikke sparer på tiden, min Herre.. Hvad ønsker De at udføre med en stilling som min hærfører? Som leder af mine hære?" spurgte han direkte. Det var jo ikke ligefrem småting, som denne mand kom og gav udtryk for, at han gerne ville have, men derimod en meget stor ting. Det var bestemt heller ikke en post, som han ønskede at give til hvem som helst. Tvært imod, skulle det være en mand.. eller kvinde for den sags skyld, som han kunne stole på.

[Deleted]

han så på denne konge med lidt forvirret ansigts udtryk "ja jeg gjorde det meget klart syntes jeg selv, hvis jeg selv skal sige det altså" han så på sine ringe og rettede sig op igen "nårh ja mine manere, jeg er Noran... Noran... det var et eller andet med B, hm sjovt, jeg kan ikke huske mit navn. Jeg husker mine forældre og mit hus eller palæ, men ikke mit familie navn. Hm når det var jo ikke vigtigt" han bukkede igen "jeg er bare Noran så fra nu af" han smilede venligt før han rejste sig op "jeg har brugt de sidste 123.514 år på at studere krigs kunst gennem tiden, alt fra guerilla krigsførsel til strategier med store hære bag mig" han satte sin rygsæt ned og fandt gamle ruller af papir frem "dog er jeg ikke den største kæmper, men jeg har mestret min evner som magiker og nu" han knipsede med sin fingre og en mørkeblå kugle af ren energi begyndte at svæve rundt om ham før han viftede med hånden og den forsvandt. Han så på denne konge, hvem var det nu der var konge da han var barn, hm... nå det var lige meget nu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle sige til denne mand, som nu stod der foran ham. Alt taget i betragtning, så var det en virkelig mærkværdig mand. Meget direkte. Ikke at det var noget som Gabriel havde noget imod. Han kunne faktisk godt lide det. "De er mig en meget direkte mand," sagde Gabriel endeligt.
Hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, vidste han dog ikke. Denne mand var i forvejen helt kendt for ham. Hans væsen sagde ham en masse.. Magiker. Det stod i hans udstråling, og særligt da han afslørede en temmelig høj alder, hvilket da uden tvivl var noget som faldt i god smag. Stod han rent faktisk overfor en moden mand, som kunne tage imod det arbejde og det ansvar, som det krævede? "De forekommer mig som en mand af vilje og målbevidsthed. Det kan jeg lide.. Men skal jeg være bekymret for Deres manglende efternavn? De er mig en ukendt mand," sagde han med en fortsat rolig stemme. Om han var rolig? På ingen måder.. Zean og Macaria var endnu derude, og hvilken trussel de udgjorde, vidset han ikke. For ikke at glemme at Dvasias havde udvidet grænserne mod Procias, ved at indtage Vavilon. For nu valgte han selv at lade tvivlen komme den mørke dronning til gode. Han endte med at rejse sig. "Hvad kan De byde mine hærer?" spurgte han videre. Manden havde nu alligevel formået at gøre ham temmelig nysgerrig.. Meget endda.

[Deleted]

han smilede bare til hans spørgsmål om hans manglende efternavn "slet ikke slet ikke, jeg glemmer mange ting jeg finder uinteressante, men jeg kan bevise at jeg er født og opvokset i dette land" han mere eller mindre pegede mod en bjergkæde i horizonten "jeg var i isolation i det bjerg i en hule siden jeg var 8" han smilede til kongen meget optimistisk og muntert. Han lod en hånd glide gennem hans skæg "hm, hvad kan jeg byde din hær" han rodede rundt i sin taske og fandt halvgamle papirer frem og fik meget hurtigt fundet et bord som han lagde papirene ud så det formede et stort tærrent der mindede om en kløft "jeg er en utrolig strateg min konge, foreksembel lad os sige at vores hær er i kamp med mænd i denne kløft, hvis man sætter bueskytter på heste ryg for at sætte dem i position på hver side af kløften hvor de kan lægge i baghold og på signal kan de skyde mændene i den modsatte hær for at tynde ud i deres tal, derefter vil der være færre dødsfald i vores hær, med 90%" han vendte kortet rundt og viste et stort kort der mindede mere om et marskland  "her ville det være en god pointe at lægge hæren op i mindre delinger som kan manurere meget bedre i det lave vand, dette gør det også nemmere at spærre hære inde der bevæger sig mod et mål" han så på kongen og rettede sig op med et smil "som jeg sagde er jeg en god stateg, efter som jeg har læst næsten en hver bog om krigs strategier" han smilede og hen foran tronen igen "hvad siger de deres majestæt" han smilede selvtilfreds.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne ikke lade være med at smile. Denne mand var virkelig lige ud af posen, og den tanke måtte faktisk kun fryde ham. "Og Deres navn, er ej noget, som De finder interessant?" spurgte han med en rolig stemme. Det var dog slet ikke noget, som han kunne forstå. Han lod armene søge over kors og med blikket vendt i retningen af hans skikkelse. Der var ikke lagt fingrene mellem særlig meget, af hvad han kunne se og fornemme ikke mindst.
Gabriel trådte frem mod denne mand, da han ryddet et bord for sine pergamenter. Selv kunne han uden tvivl høre, at manden var yderst strategisk anlagt, men nu forholdt det sig jo i praksis ikke altid, som man ønskede, at det skulle. Han betragtede sig af mandens planer foran dem. I hans øjne lød det fornuftigt, men nu var Procias jo ikke just et krigerisk land, og kunne de undgå det, så gjorde de jo det. Hans himmelblå øjne søgte alvorligt til hans skikkelse igen. "Procias har aldrig været et krigerisk land, og det vil vi aldrig komme til. Dertil ønsker vi fred.. Hvordan vil De som hærfører kunne sikre sig dette arbejde bliver gjort?" spurgte Gabriel videre. Nej, han ville i hvert fald ikke se bort fra, at det som manden fremlagde for ham, uden tvivl var meget fornuftigt, men hvis hans hjerne udelukkende var indstillet på det krigerske.. så var han bange for, at han var nødt til at skuffe ham. Det var ikke hvad de ønskede sig.

[Deleted]

han smilede indtil han hørte hans spørgsmål "mærk dig mine ord, intet som en hærfører kan gøre kan skaffe fred, bare forsvare krig" han rullede kortene sammen "så længe at Dvasias er på kortet vil der ikke være fred i nogen lande" han rettede sig op "men når det er sagt er der muligheder for at du altid kan tage dig af det politiske, og lad mig om krigsførsel hvis det endelig kommer til det" han klappede sine hænder sammen og pakkede det alt sammen sammen med et smil igen "men det var alt hvad jeg havde at sige, jeg vil lade dig om din beslutning" han tog fat i en stol og satte sig ned hvor han tog en bog frem og begyndte at læse den, den havde titlen skrevet i guldskrift "balistaens kunst, frygt himlen for mere end engle" han læste i kapitlet om konstruktionen af den balista.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste ikke helt om Noran var med i hvad der egentlig foregik. Naturligvis var det fantastisk med en strateg på den post, når det kom så vidt, men det sidste Procias ønskede, var jo at føre krig. Særligt nu hvor fredstraktaten mellem Procias og Dvasias måtte ligge der.. Andre ting kunne der ganske vidst opstå, og der kunne opstå de adelige ærinder, som selv en hærfører kunne tage sig af. "Det politiske er ligeledes en del af stillingen som hærfører, min ven," begyndte Gabriel med en alvorlig stemme. Selvom han var stresset, så var han langt mere rolig nu, end hvad han havde været igennem rigtig lang tid.
At Noran bare tog en stol og satte sig, som han ejede hele stedet, var derimod noget, som Gabriel havde det temmelig stramt med. Han rettede sig en anelse op. Dog gik han ud fra, at der ikke var nogen fare ved denne mand. Han sendte derfor vagterne ud, så de i stedet for, kunne diskutere denne sag. Det var vigtigt, at det blev gjort ordentligt, og det var noget af det, som han selv særligt måtte gå meget op i. Han trådte nærmere denne mand. "Det er en stilling, som du i sandhed ønsker, kan jeg fornemme.. Har jeg ret?" spurgte han denne gang med et skævt smil på læben. Han ville ikke udelukke det.. Men han havde brug for en der tænkte på langt mere ned bare kamp, strategi og strid.

[Deleted]

han så på denne konge som om han havde snakket grimt om Norans mor "selvfølgelig, jeg er født til at ødelægge fjenden foran mig, mit hjerteslag er i takt med krigs trommerne og de marcherende soldaterne, min yndlings musik er lyden af sværd der klanger mod rustninger i en kamp til døden" han rejste sig fra sin stol så den væltede "tydeligvis er jeg taget til det forkerte sted" han tog sin taske med et smil "du ser dig selv som en vis konge korrekt, jeg ser det ikke som en vis beslutning at lave en aftale med et land befolket af dæmoner og vampyre" han tog tasken over skulderene "det går ikke længe før du er død af en forgiftning eller noget lignende, måske har jeg mere held med din efterfølger" han åbnede dørene med en flydende bevægelse og gik mod indgangen til slottet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stirrede efter Noran. Havde han ærlig talt regnet med, at han ville skænke ham en titel baseret på den opførsel? Han rynkede let på næsen og rystede så på hovedet igen. Han havde indgået alliancen med Dvasias, ganske vidst, velvidende om at det var risikabelt. Jaqia var fornuftig, og i det her tilfælde, så valgte han at stole på hende. Til nu, havde hun formået at opretholde alle de aftaler som de havde haft.
"Jeg vælger at stole på min intuition, og i dette tilfælde, så var det faktisk det bedste og rigtige at gøre for mig," sagde han endeligt. Dvasias ydede dem en stor hjælp, og det var det, som han uden tvivl var meget taknemmelig for. Han sp til, som manden blot valgte at rejse sig. Han var meget krigerisk anlagt, og det var naturligvis en god ting, men vigtigt var det også, at der var plads til andre ting i denne mands liv. Han rystede let på hovedet, inden han vendte om på hælen og søgte tilbage til tronen. Så havde han jo også set det med, kunne man sige. Døden gik han bestemt ikke ud fra, ville nå ham, og særligt ikke sådan som det gik for tiden. Det hele gik jo faktisk godt og positivt frem, hvilket da uden tvivl var en ting, som han måtte tage som det kom. "Mærkelig fyr," afsluttede han, inden han tog plads igen. Manden lod han gå for nu om ikke andet.

//Out