Lad os lige tage den med ro!

[Deleted]

Gabriel Maloya Nicomendes

Iceila. En af de små byer, der lå tættest på den procianske grænse og det sted, Zean havde besluttet mødet med Gabriel skulle ske.
Så mange ting var sket siden sidst!
Sidst han havde mødt Gabriel havde de sloges, kun for at han slæbte Zean med tilbage til Procias i håb om at have en god indflydelse på ham. Det endte med at han slet ikke gjorde noget og Zean rejste hjem en måned senere. Han havde hverken hørt eller set til Gabriel siden og det efterhånden år siden. Krige var sket. Zean var steget i rang, hurtigt og sikkert. Nu var han selv en konge. En konge uden sin dronning. Han havde sine betænkeligheder. Ønskede han overhoved Macaria tilbage? Nok var hun vigtig for landet, men efter de havde løsrevet sig fra Dvasias, var han nu en selvstændig regent sammen med Macaria. Desuden, selv hvis landet ikke ville mene han havde ret til titlen, ville de stadig give ham lov til at styre det hele, til Arona blev gammel nok til det. Uden Macaria havde han alt den magt alene. Dog var det ret ensomt og langt mindre underholdende, som når Macaria faktisk var der. Hun havde også meget bedre styr på det at styre et land. Men ud over det...
Et eller andet sted bekymrede han sig jo.
Han havde mødtes med Marcellus tæt på Dvasias grænse. De var blevet enige om fred og om at støtte hinanden mod henholdsvis Procias og Dvasias, hjulpet på vej af at Marcellus selv ville se Macaria i live, skønt Eriz havde det lige omvendt. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved det, men uanset hvad måtte han prøve at snakke med Gabriel. De var jo, næsten, nåede til enighed om ting sidst. Selv om Gabriel var mere erfaren, kunne de måske blive enige om noget igen. Zean havde jo aldrig ønsket krig mod Procias. Han var i hvert fald aldrig nået langt nok til det. Uanset hvad, ville fred være bedst for ham lige nu.
Han havde lukket grænserne. Han havde udrustet enhver mand og kvinde i landet, klargjort sin hær. Selv om der ikke var nogen der havde meldt krig endnu, var han ikke i tvivl om det ville ske.
Han havde vundet krigen i Imandra, men tabt landet. Han var såret, var kommet hjem og havde også manglet sin kone. Det var virkelig ikke hans uger. Ikke før der var ro på tingene igen.
Han var i Iceila. Mere korrekt på den lille, lokale kro. Han var kommet dagen i forvejen og havde sat soldater rundt om i byen. Nogle i civil, andre åbenlyse. Han havde lovet fred til deres samtale, men var Gabriel dum nok til at vade ind i hans land med den tanke om at angribe ham, ville han ikke være forsvarsløs.
Han var klædt i sort. lette sko, sorte bukser og en sort skjorte. Om maven, hvad man ikke kunne se, lå forbindingerne endnu om ham, efter hans skader i Imandra. Hele hans venstre arm var også bundet. Eller så godt som, når både overarmen og underarmen var bundet ind. Han havde et lille sår i panden, men det var næsten healet helt væk. Der var svage, blålige streger under hans øjne, som vidnede om han næsten ikke sov eller slappede af lige for tiden. Der var jo virkelig alt for meget at tage sig til. Som Marcellus havde lovet, var nogle af hans soldater der også. Blot for at vise at Vavilon og Imandra stod sammen.
I hans ene hånd sad han og fumlede med vedhænget fra Macarias halskæde, hun havde givet ham, inden han var draget i krig. Han havde fået det tilbage af Marcellus, da selve kæden var gået i stykker, da Marcellus havde angrebet ham. Den blå sten med dødsenglenes symbol på.
I hans bælte hang hans sværd og hans pisk.
Rundt om i kroen sad de lokale. Byen var en smule trykket af den nye udsigt til krig og af de soldater, Zean havde slæbt med til byen, de der var på kroen, var lidt trykkede af at Zean og nogle af hans soldater var der. Dog prøvede de at lade som ingenting. Zean selv stirrede åndsfraværende ud af vinduet, hvor han ville kunne holde øje med om Gabriel kom eller ej.
Ved nogle af bordene sad nogle soldater, et par af dem hans egne. Dog var der ingen der virkede direkte fjendtlige. De var der jo ikke for at gøre noget. Blot for at sikre der faktisk var fred.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne ikke just påstå, at han havde set frem til dette møde, da det var af slagsen, som gjorde ham usikker. Særligt siden Macaria var forsvundet fra Procias, hvilket kun havde vækket en ellers så frygtelig sjælden vrede i ham, så kunne han jo ikke se sig fra, at en aftale var en aftale.
Selvom han ikke kom med en horde af vagter og soldater omkring sig, så søgte han alligevel mod Iceila. Vagter havde han dog selv placeret rundt omkring i byen. Dette var tæt på grænsemuren, og selv han ønskede ikke at føre en krig. Dette havde dog aldrig været hans intention ved dette. Fred derimod, var hvad han ønskede sig, og nu hvor han ikke længere havde den forbandede blodsuger i hans besiddelse, så gik ha nikke ud fra, at dette møde ville trække ud i uendelige drag.
Ridende på den store hvide hest, søgte Gabriel ind i byen. Der lå en intens stemning over byen her, selvom det ikke kunne komme bag på ham. Selv regnede han ikke med at Zean havde ville holde ord, og sad uden at være skarpt bevogtet af det ene eller det andet. Hvad pokker.. Af hvad han nu selv havde erfaret, så kunne man ikke stole på dødsengle, og der var Zean jo så ikke noget undtag. Hesten kastede uroligt med hovedet, som de nåede byen. Hans egne vagter var allerede på plads, hvilket skam også passede ham fint.
Kroen blev første destination. Her sprang han af hesten og bandt den fast til stolpen lige udenfor kroen. Han selv var ganske fint klædt, men man var vel også kongelig? Der var et meget skarpt og alvorligt glimt i de blå øjne, idet han skubbede døren op. Hvordan dette ville ende, var dog ikke til at sige for ham. Han så sig om. Skikkelsen af Zean, fik han dog øje på et stykke fra ham. Dette var egentlig kun noget, som han ønskede overstået. Bevidst havde han jo ladet hans hustru blive hjemme i et anliggende som dette, og det med god grund. Hvad nu hvis det gik galt? Han tog i hvert fald ikke nogen chancer hvad angik Forsyth-parret. Det kostede jo kun dyrt, kunne han jo erfare.
"Udmærket, så lad os få det her overstået," lød det kortfattet fra ham, da han tog pladsen overfor Zean. Ganske vidst havde han våben på sig nu i tilfælde af, at det skulle vise sig, at gå helt skævt mellem ham og Zean, men det var jo aldrig til at vide, kunne man sige. Han gjorde dog ingen intentioner om at skulle benytte sig af dem.
De himmelbål øjne vendte han direkte i retningen af Zean. Han vidste godt, at Macarias kidnapning måtte være kommet bag på Zean, men dog kunne han jo kun love ham for, at den krig om Vavilon kun lige var startet og at ham og hans kære hustru, kun havde formået at sætte gang i bålet.. Der var gang i gløderne lige nu.

[Deleted]

Zean havde lovet at komme til Procias med fred og uden for mange soldater. Han havde intet lovet, hvis det blev i Vavilon, andet end fred. Og han havde heller intet i tankerne lige nu. Det lød nok ikke som en ting, en dødsengel ville gå efter. Men sandheden var, rent politisk, at han ikke havde nogen grund til at føre krig med Procias. Faktisk heller ikke med Dvasias, selv om han ville beskytte sine grænser, så vidt det var muligt, når de kom.
Han havde overvejet bare at gå. Dette virkede spild af tid. Han vidste hvad der ville ske. Gabriel, mod al fornuft, ville sige nej til fred og sætte sin hær imod Vavilon og brænde alt og alle ned. Han havde modtaget besked om at palæet, han havde boet i, var brændt ned. Heldigvis var Aron stukket af med børnene. Hvem vidste hvor de var nu? Men det var nok bedst, ingen vidste det. På den måde kunne ingen komme efter dem. Selv om hele Vavilons hær var rustet op ved grænserne og holdte grænserne lukket, havde hans egne dødsengle søgt tilflugt i Paggeija. Der var efterhånden ikke mange tilbage, så han havde givet dem besked på at beskytte sig selv. Han havde også planlagt at børn, ældre og familier skulle flyttes til deres hemmelige grotte i Dvasias...Det var godt nok et tilbageskridt, men det var overlevelse.
Hans stålgrå blik gled op til Gabriel. Han truttede let med munden, som hans hoved hvilede på hans ene hånd.
"Jeg er også glad for at se dig" svarede han roligt, før han endelig rettede sig op.
"Så. Jeg forstår ikke hvorfor du ikke har kontaktet os, hvis du var bange for vi ville gå mod Procias. Men lad os fokuserer på nutiden i stedet. Jeg ønsker ikke krig. Jeg ønsker faktisk fred. Vavilon har på alle tidspunkter været neutral." han så på Gabriel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad der ville komme ud af dette møde, vidste Gabriel ikke. Dog havde han sat vagter op til at holde øje, udelukkende fordi, at han ikke tog nogen chancer. Han tog ikke chancen på at det skulle gå galt. Ganske vidst kom han her i et fredeligt ærende. Nu var det også bare på tide, at se hvordan Zean var som regent i et land, som var blevet ham skænket på uretfærdig vis. Der var han jo enig med Jaqia, og derfor holdt han fast i, at den alliance, som han til nu havde indgået med Dvasias, var ham til langt større gavn.
Blikket gled til Zeans skikkelse. Endelig var de der. Folk holdt øje med dem, selvom dette var noget som Gabriel nu ikke tog sig af. Det var ikke dem han var der for, men derimod Zean. De havde tilsyneladende ting, som de skulle snakke om.
"Vær hilset," lød det roligt fra ham, inden han tog pladsen overfor Zean. Hans blik udstrålede intet andet end alvor. Sandt at sige, at han var ..vred? Vred over, at de havde fejlet den så simple og nemme opgave. Han satte en pris på Veterano-tvillingerne. Det skulle uden tvivl vise sig, at være sidste gang, de satte sig op mod ham og de ting som han gjorde for Procias! ikke var han ved at blive mørk, men derimod var der bare tyder, hvor man måtte se bort fra sine egne værdier, for at beskytte disse. Det var udelukkende det, som han var ude på i en stund som denne. Ønskede han krig, så havde han valgt en ganske anden taktik. Det havde dog aldrig været noget, som Procias havde sat højt på ønskelisten. Tvært imod.
"Det er andre ting, der er kommet mig for ører, Zean," sagde Gabriel direkte. Selv havde han jo fået god kontakt i Dvasias, hvilket han faktisk var glad for. Hans blik gled mod Zean. Vred? Ja, men det var jo ikke Zeans skyld. Alt det med mandens hustru, var noget som udelukkende resulterede i stress og pres, hvilket han i forvejen ikke var god til at håndtere.
"Jeg er kommet i et fredeligt ærende.. Som du selv ser, har jeg ingen hævede våben på mig. Krig er det sidste som vi ønsker i Procias. Derfor ønsker jeg blot at vide.. hvad du ønsker at få ud af dette," sagde han endeligt. Han lænede sig roligt tilbage. Han var ganske afslappet for nu om ikke andet.

[Deleted]

Zean havde sådan set intet gjort, end at gifte sig med Macaria. Ganske enkelt for magtens skyld. Intet andet. Og dengang han havde gjort det, havde Macaria stadig været loyal til Dvasias. Men Dvasias havde vist sig at være ganske ligeglad med Macaria og det ville hun ikke finde sig i. Det gjorde hun aldrig. Dog blandede han sig ikke særlig meget, de havde ved ægteskabets indførelse, været enige om at blande sig udenom hinandens politik. Macaria styrede Vavilon, han styrede sine engle. Til tider, dog, arbejdede de sammen og det havde været et fælles ønske at styre et land selv. Styre det og måske, for Zeans vedkommende, at overtage et land, der i noget tid havde været uden leder. Men han havde nu ikke rigtig ønsket krig. Før, inden han i princippet var blevet en konge eller regent selv, havde han. Men nu, havde han faktisk ikke særlig meget lyst.
Mere var at han aldrig havde gjort Gabriel noget og han mente at manden så en trussel, der slet ikke var der. Eller, i det mindste, ikke behøvede at være der. Ikke fordi Vavilon var meget af en trussel disse dage.
Hans ene øjenbryn gled op i panden. Han var ret sikker på at Vavilon ikke tilhørte hverken Dvasias eller Procias længere. Så de var neutrale.
"Du må uddybe dine beskyldninger, ellers kan jeg ikke beskytte mig mod dem. Jeg er ikke tankelæser" svarede han en smule træt.
Han slog let ud med armene.
"Er det ikke tydeligt hvad jeg ønsker? Jeg har lige nævnt det! Jeg ønsker fred. Vavilon har ingen grund til at bekæmpe Procias. Faktisk har vi...Eller, jeg har i hvert fald ikke, overvejet at gå mod landet. Mest af alt ønsker vi at have Vavilon for os selv. De fleste hære, i de fleste lande, er alligevel næsten helt ødelagte. Der er snart ikke mange der kan føre en krig mere, medmindre en gruppe på 10 bønder med høtyve tæller" sagde han ligeud.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriels blik hvilede fast på Zean. Om han var skuffet? Ja, det kunne man i hvert fald godt sige. Han havde giftet sig med en kvinde, som havde valgt at begå landsforræderi mod Dvasias. Det land som havde sat hende ind her som ambassadør, og hun havde valgt at forråde det. I og med, at han havde valgt at støtte hende i dette foremål, var samme titel som forræder tildelt ham også.¨
Hære var ødelagte.. Byer og lande som lå i ruiner, og selv Procias kæmpede i øjeblikket med at brødføde alle som havde taget flugten, da de så brutalt var gået ind i landet, og slagtet hvad de havde fundet på deres vej. Var det at være et neutralt land? Det ville end ikke Gabriel kalde det! Og han var ellers en ganske fredelig mand, foruden når man tvang ham til at gøre andet. Alle var de presset på hver deres måde. Det var vel egentlig bare på tide, at det gik op for Zean og Macaria, at de havde kastet sig ud i en krig, som de ikke var i stand til at vinde?
"Offentlige likvideringer.. truer folk til at stå på jeres side, om de ikke ønsker at lide samme skæbne.. Jeg hørte sågar om et slagteri ved din overtagelse af Paggeija," sagde han direkte. Hvis det var sådan de havde tænkt sig at stå som herskere af et land, så var det ikke underligt, at landet var ved at gå på enden.
Gabriel lænede sig tilbage. Zean var ikke den eneste der var træt. Det samme var Gabriel. Han var dårlig til at tackle pres og stress, og særligt når det forløb sig på denne måde, så var det virkelig bare ikke sjovt længere. Ingen af dem, synes at det her var sjovt længere. Zean ønskede fred?
"Vavilon burde slet ikke være tilfaldt jer og jeres styre, Zean. Da I valgte at frigøre landet fra Dvasias, begik I hvad vi selv i Procias, kalder for landsforræderi. I har startet en krig," sagde han direkte. Folk var flygtet til Procias, og andre mod øst, for at komme fra dem. Hvad der var bedst, var ikke til at sige. Procias og Dvasias støttede nu op om hinanden, fordi at de havde brug for det. "Man kan ikke styre et land, og holde fjenden ude, ved at spille med musklerne," tilføjede han roligt. Han var der ikke for at piske en stemning op, men derimod at lægge kortene på bordet.

[Deleted]

Han smilte let til Gabriel og trak lidt på den ene skulder.
"Der var modstand i landet. Macaria mente likvideringer og alt det der var en god ide. Hvem er jeg at stoppe hende? Det var en måde at slå modstanden i landet ned. Det kan godt være du er uenig, men som sådan har det intet med Procias at gøre. Vi gjorde det ikke for at melde krig til jer" svarede han blot.
"Hvad angik min overtagelse af en by, var det for at få vores eget sted. Da folk ellers intet ville give os, tog vi selv. Vi kæmper jo alle for overlevelse" svarede han ligegyldigt. Sandelig så han ikke hvor Gabriel ville hen med dette.
"Vi startede en krig med Dvasias, tak" svarede han kort. Igen, de havde ingen grund til at gøre krig mod Procias, men Gabriel virkede så opsat på krig, at man skulle tro han var kongen af Dvasias. Sandelig ikke den mand han huskede.
"Vi spiller med musklerne og snyder samtidig. Vi er ikke dumme. Så. Hvad bliver det til?" han kendte allerede svaret. Uden grund, ville Procias søge krig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel lod hovedet søge let på sned. At Zean ikke kunne se det, var naturligvis en beklagelig sag. Ikke at han kunne gøre noget ved den. For nu kunne man jo kun håbe på, at Macaria blev fundet, inden der skete flere voldsomme og store ting.
"Du kan virkelig ikke se det.. kan du? En offentlig likvidering, er ikke måden hvorpå at man finder folkets respekt. I indtager et land, kalder jer for herskere af det. At møde modstand er en naturlig ting," begyndte han med en rolig stemme. Zean og Macaria havde begge vist sig som en trussel for Procias og deres velbefindende, og særligt med den fremgang de havde gjort sig. Jarniqa var kvinden der stod bag, at denne alliance var endt med at ske. Gabriel var nu kun glad for den. De havde fået langt mere ud af den, end hvad han først havde antaget at de ville.
"Jeg er ikke kommet her for at blive talt nedladende til, Zean.. Du ønskede at snakke, og her er jeg," sagde han kortfattet. Selv havde han langt flere og bedre ting at tage sig til, end at sidde her og mundhugges med hans onde modpart. Egentlig ganske ironisk et eller andet sted. Zean havde da intet lært efter sin tid i Procias.
"Procias har aldrig ønsket en krig.. Men handlinger har konsekvenser.. Folk er flygtet fra Vavilon og over på vores side af grænsen.. Det er mange munde at mætte, og dette kan vi ikke gøre uden hjælp fra Dvasias." Han knyttede næverne ganske let.
"Husk en ting, kære ven.. Det er jer der har skabt krigen.. det er jer der har skabt fjenerne og modstanden. Procias har aldirg ønsket krig.. og det gør vi heller ikke for fremtiden," sagde han ærligt, inden han rejste sig fra pladsen ved bordet igen. Han ville i hvert fald ønske den kære Zean, såvel som hans hustru al held og lykke i fremtiden. De ville i hvert fald få brug for dette.
"Held og lykke.. Husk på, at I selv har stået bag denne ballade.. Jeg ser os færdige her," sagde han kortfattet. Han havde et land, som han skulle have tilbage på benene, og det i sig selv, kunne sagtens tage ham en krig. Med rolige skridt, forlod han kroen igen og gik ud til hesten. Han fik den bundet op fra sin plads, inden han tog plads på dens ryg, og vendte snuden hjem mod Procias.

//Out