Fool me once - Shame on you!

[Jaqia Destiny Angleráx]

@eriz
********************************************************

Solen var på vej ned i Lysets land. Sjældent kunne en dronning, født og opfostret i mørket, dømt til den evige nat, prale af at besøge lyset. Jaqia havdehaft sine tvivl om hvor vidt hun kunne sætte sin lid til Procias, men ved at sende bud, havde Gabriel bevist sit værd for hende. Hun var netop ankommet, og havde fået et par staldrende til at tage sig af de heste som havde trukket vognen hele vejen fra Dvasias. Kongehuset havde budt hende et værelse og et solidt måltid mad, men det eneste der faldt i hendes interesse var det faktum at Macaria hang nede i disse kældre og ventede på sin skæbne.
Hun bevægede sig ned af en lang trappe der ledte ned i de forholdsivs nye kældre. Hendes lange, blonde lokker hang glat om hendes skuldre og fik hende næsten til at se mild ud. På toppen af hovedet bar hun den smukke krone, som var et sjældent syn i forhold til at hun aldrig havde haft et stort behov for at bærer den i alle døgnets timer.
Gabriel havde givet hende klare instrukser på hvor hun kunne finde skatten. Der var intet kort med et markeret 'x', det var ikke nødvendigt, hun kunne dufte tøsens forræderiske blod på lang afstand.
Der var ikke vagter der ledte hende på sporet, hun havde frabedt sig det, men til gengæld var alle indgange nøje bevogtet af stærke magikere og engle. Hendes skridt gav genlyd i de tomme gange, der ledte hende forbi en helt række celler, til hun til sidst nåede hvad hun søgte. Hendes skridt døde hen da hun stoppede op foran tremmerne og langsomt hævede sine isblå øjne mod Macarias skikkelse. Umiddelbart lignede hun ikke en der havde fået den bedste behandling, men hvad andet kunne man forvente? Hendes blege fingre lukkede sig om de kølige tremmer. "Macaria kære. Det en lang vej at rejse for at godt råd," hilste hun med en skarphed der fortalte at hun udmærket vidste hvad der var forgået. Det havde været en fejl fra hendes side, men hun lod sig ikke narer to gange. Denne kvinde måtte få straffen at føle, hun brød sig ikke om at løbet om hjørner med. "Sørgelige omstændigheder dog," tilføjede hun køligt og fugtede sine rosenrøde læber. Hævnen var sandelig sød!

[Deleted]

Fangekælderen var altid henlagt i mørke, hvilket var til Macaria's fordel. Det eneste lys, som var hernede var lyset fra faklerne, der dog ikke nåede ind i Macaria's celle, hvor mørket herskede. Derinde gemte hun sig. Efter at have angrebet tre vagter, var hun blevet lænket til væggen med et par tunge jernringe, der holdte hende fast. Hun kunne akkurat sætte rank op af muren med hænderne hævet på hver side af sit bøjet hoved. Stilheden herskede herinde. Kun dryppen fra fugten lød - men ikke i Macaria's hoved. Der var fyldt med violinmusik.
Efter de første par uger, havde hun modtaget hårdere behandling. Godt nok healede hun, men hun følte stadigvæk smerte, hver eneste gang hun blev slået. Specielt fra Caleb Veterano havde hun modtaget hadefulde afhøringer, der mere handlede om, at han kunne få lov til at gøre hende ondt. Den magiker vidste præcist, hvordan man skulle såre en vampyr.
Hendes hals og hår var kaget til af størknet blod - hendes eget. Læberne var tørre, kinderne udhulet, og øjnene lå i deres dybder på grund af manglen på blod. De sultede hende.
Hun havde ikke reageret på lyden af skridt. Først da den velkendte stemme lød, hævede hun tungt hovedet mod kvinden, der stod på den anden side af tremmerne. I et øjeblik troede hun, at hun hallucinerede. Hvad i alverden skulle Jaqia lave her?! Det her var Procias!
Træt prøvede hun at blinke med øjnene, men øjenvipperne klistrede sig til hinanden, så det krævede en kraftanstrengelse, at åbne dem igen.
"Dere....Deres Højhed..." hviskede hun hæst, og følte sig utrolig tør i munden. Skrig havde flænset hendes strube op. "De... burde ikke... være her."

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var næsten et ynkeligt syn. Så stærk en kvinde, så stort et potentiale, alt sammen gået til spilde grundet hovmod og grådighed. Ak ja, den sørgelige skæbne. Roligt fremdrog hun en nøgne fra inderlommen og låste celledøren op, som hun sad der i lænker, udgjorde hun ingen større trussel for hende. Den tunge metaldør knirkede ubehageligt, da hun slog den op, hvorefter hun igen lod den glide i.
Tre lange skridt førte hende hen til Macaria med en mindre afstand lagt mellem dem. Hun satte sig på knæ. Mørket forhindrede hende ikke i at se sin tidligere rådgiver, ligeså tydeligt som havde det hele været oplyst, det var en fordel ved dyret, dog rimelig dumt tænkt at procianerne, men var hun overrasket. Hun hævede sin hånd og lagde den blidt mod hendes kind. "Du som engang var så smuk... de har ikke behandlet dig godt," konkluderede hun og lod en kærlig tommel stryge hen over hendes kind ben. Det var direkte flabet af hende at tiltale hende med kongelig titel, selv efter hun var gået bag om ryggen på hende, trods alt den tillid hun havde vist hende.
De lange hår, nåede gulvet når hun så i knæ på denne måde og betragtede hendes svage skikkelse. "Der er intet andet sted jeg hellere vil være," hviskede hun dæmpet. Det kærlige væsen var i virkeligheden kun et dække, en falsk tryghed for den unge kvinde. "Det smerter mig at se dig sådan her. Jeg så styrken i dig, jeg kunne have beskyttet dig," sagde hun og trak hånden til sig med et dæmpet suk. "Du misbrugte min tillid, gik bag om ryggen på mig. Dette kan jeg ikke tilgive dig kæreste. Du vil blive dømt som landsforræder," fortalte hun og søgte hendes blik lidt, som havde de haft en ganske almindelig, kedelig samtale.

[Deleted]

Macaria var begyndt at skælve, da Jaqia nærmede sig. Ikke på grund af kulde men på grund af frygt. Hårdt klemte hun øjnene sammen, så tårer trillede ned af hendes forslået kinder, mens at hun bøjede hovedet igen. Alting gjorde så ondt, og intet havde hun hørt fra nogen som helst. Hverken Zean, Sam, Leonardo eller Marcellus. Alle havde efterladt hende her.
Da hun mærkede Jaqia's hånd mod sin kind, skuttede hun sig, som var hun bange for, at hun ville gribe fat i hende eller slå hende. Flere tårer forlod hendes sammenknebet øjne.
"Jeg... jeg ville ikke... jeg ville aldrig gå imod... imod Dvasias," fortalte hun ynkeligt, som var hun et lille barn, der fik skældud af sin mor. Hun kunne ikke se på Jaqia. Folk der kendte hende, ville vide, at hun altid havde været loyal til Jaqia. Altid! Den eneste grund til, at hun havde revet Manj- Vavilon - fri fra Dvasias, havde været på grund af Kimeya. Kimeya og at Jaqia, ikke engang havde hævet en hånd, da hun var kommet til hende for hjælp.
Tankerne var løse og forvirrende. Hun kunne ikke tænke særligt klart på grund af manglen på blod, der var hele hendes måde at få næring på. En af vagterne havde tvunget hende til at drikke fra en rotte, og der havde hun været så desperat, at hun havde gjort det. Bare for at få lidt.
Tænderne bed sig sammen, da hele kroppen begyndte at ryste i krampagtige hulk. Hun havde grædt før. Mange gange før. Hun græd, når Veterano torturerede hende. Hun græd, når hun tænkte på sit hjem. Hun græd, når hun følte sig forladt.
"Jeg ville bare... bare have ham.. ham væk. Vise dig... vise dig jeg kunne," græd hun, så tårerne dryppede fra hage og kæbe ned på det beskidte stengulv. "Han fortjente dig ikke! Jeg ville gøre alt for dig! Alt! Men du tog hans side!! Du sagde, han var bedre end mig!!"
De sidste par sætninger blev råbt, og hun åbnede øjnene mod Jaqia. Tårerne var stadigvæk ubarmhjertige, men skuffelsen var tydelig i hendes blik. Hvor ville hun dog, have gjort alt... Og nu... nu ville hun bare hjem. Hjem til Zean, der kunne tage hende ind i sin favn, og ville beskytte hende. Nogle gange havde hun troet, han stod og så på hende. At han var her hos hende. Men han kom ikke... han var her ikke.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Macaria var i Jaqias øjne omtrent ligeså meget værd, som den døde rotte der lå ved siden af af dem. Hun skævede kort i dens retning og ærgrede sig over hvor grueligt hun til tider kunne tage fejl. Enhver var blot menneskelig på bunden, men denne unge, modige kvinde, havde hun virkelig ikke ønsket at tage fejl af. "Men det gjorde du min kære. Du gik imod dit land, imod din Dronning, og jeg som ellers havde store planer med dig," sukkede hun og tog sig lidt opgivende til hovedet.
Hun ville snart indse hvor meget hun havde ødelagt for sig selv ved sin beslutning, og mens hun sad der, tromlede hendes ægtefælde af sted i den store vide verden, i kampen efter mere. "Du er ej den eneste der er blevet ødelagt af grådighed, jeg gik ud fra at mine forventninger til dig var for store," hun skævede mod hende. Ingen kvinde af hendes kaliber, burde sidde fanget på denne måde, og enhver anden havde måske følt med hende, men ikke Jaqia. "Åh, men min kære.. Jeg har ført mørket mod storhed i så mange år, det at du ikke nærer større tillid til min dømmekraft, siger mere om din tiltro og loyalitet end det gør om mig," hun lod en finger stryge langs hendes blodige læbe, og fangede et par dråber som hun efterfølgende slikkede af med et eftertænksomt blik.
Selv ved det pludselige udbrud, fortrak Jaqia ej en mine, men lod i stedet hånden falde og støtte hende på den kolde grund under dem. "Naturligvis er han bedre end dig. Der er altid en der er bedre, men du er et barn i forhold til Kimeya, din naivitet afslører det," hun rejste sig i en glat bevægelse og så ned på hende. "Du er end ikke en værdig død værd," konstaterede hun og hun greb ud efter hendes klistrede lokker med et hårdt greb, hvorefter hun rev med en vampyrs kraft og styrke i et forsøg på at skille hovedet fra hendes krop med en tung hvæsen.

[Deleted]

"JAQIA!"
Råbet gav genlyd mellem væggene, så det lød som om der stod flere nede i fangehullet med dem. Isabel var kommet løbende, lige så snart, hun havde hørt Macaria var taget til fange, og dronningen af Dvasias var alene dernede med hende. Åbenbart akkurat i tid til at stoppe mordforsøget.
Hjertet hamrede i brystet på hende, og hun gispede efter vejret, efter at have løbet hele vejen gennem byen, for at nå hertil.
De grønne øjne stirrede fast mod dronningen af Dvasias og dronningen af Vavilion mellem tremmerne, mens at hun måtte læne sig støttende frem med hænderne mod sine knæ. Det havde virkeligt været noget, der tog pusten fra hende, men hun var kommet i sidste sekund.
Hun fik rettet sig op, og gik med mere rolige skridt ind i cellen til de to mørkvæsner.
"Det er ikke din fange at slå ihjel," fortalte hun med en bestemt stemme, og stirrede hadefuldt på den kvinde, som rent faktisk var den person, hende og Caleb havde kæmpet imod hele deres liv. Nu stod hun foran hende, og beskyttede Macaria Forsyth. Guderne spillede virkeligt et underligt spil. Selv ville hun være ligeglad med om Macaria døde eller levede, men ikke nu hvor Marcellus havde givet hende en ordre. Åhhh når han høre at hun var blevet kidnappet, ville hun virkelig være i problemer. Kort gled hendes blik ned til vampyren, som skulle forestille at være dronning af Dvasias. Hun lignede ikke en dronning. Caleb havde virkelig tortureret hende slemt.
"Forsvind herfra, inden at jeg kalder på vagterne," hviskede hun forpustet, og vendte igen sin opmærksomhed mod Jaqia.

[Deleted]

Da Jaqia havde taget fat i Macaria's hår, og rev til, havde hun skreget. Højt. Rigtigt højt. Hun kunne mærke hvordan huden og senerne strakte sig i halsen, da Jaqia forsøgte at rive hendes hoved af. I et øjeblik havde hendes skrig formet Zeans navn. Hvorfor vidste hun ikke. Måske for at kalde på hjælp fra ham.
Pludselig lød det høje råb i fangekælderen. Tårerne fik blikket til at svømme, da hun åbnede øjnene mod den som havde råbt. Hun genkendte ikke stemmen. Orange hår lyste op i mørket. Først troede hun, at det var en mand, men efterhånden som hun bedre kunne se, opdagede hun det var en kvinde. Det var hende! Isabel Veterano! Èn af de to magikere, som Zean og hende, havde dræbt, tortureret og pint for at lede efter! Hvorfor stod hun her?! Hvad i alverden lavede hun?!
Hendes hoved var vredt smertefuldt til siden i Jaqia's greb, så hun måtte bide tænderne sammen, for at prøve at udholde smerten. Hvide striber hvor tårerne havde løbet, kunne ses på hendes beskidte kinder, mens hun blot stirrede på lyset i mørket. Veterano. Hallucinerede hun igen?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Jaqia var kommet, var en nyhed ,som var nået Gabriel for øre. Rent faktisk havde han ventet mørkets dronning i dette anliggende. Det var på tide, at fjerne en af de personer, som udgjorde en trussel for dem alle sammen, og hvis de kunne udrydde Macaria, var de jo allerede godt på vej!
Med faste skridt, var han selv på vej ned mod kældrene. Vagterne var mange på vejen, for Gabriel havde ikke taget nogen chancer i forhold til flugt. Den kvinde skulle bare ikke have lov til at løbe nogen steder. Det første, der dog nåede ham fore øre, var en høj stemme, der skreg dronningens navn. Var der nogen hernede? Det var ikke noget som han havde givet lov til! Udover Jaqia naturligvis. Den alliance, som han hertil havde opført med hende, var en som han uden tvivl værdsatte, og særligt fordi at de nu kæmpede for et fælles mål.
"Det er nok, Isabel!" endte han med en fast tone. Hun skulle bestemt ikke stå her og true hans gæst med bål og brand, når han selv havde sendt bud efter den mørke dronning. Han trådte ind i rummet med en fast mine, og denne gang mere henvendt til Isabel, end det var til nogen anden. Nok var nok. Den kvinde skulle dø. Det var en mindre der kunne true ham, hans land, hans familie og den verden som de alle var en del af.
"Dette er netop Jaqias fange at slå ihjel. Jeg vil på det kraftigste anbefale dig, at flytte dig.. ellers ender du i cellen ved siden af," sagde han hårdt. Vagterne var som sagt mange. Det ville ikke kræve alverdens af ham at få hende fastlåst i en celle. Cellerne var magisk sikret, for selv disse skulle kunne holde en magiker, eller en warlock for den sags skyld. Han vendte blikket mod Jaqia. Normalt var han ikke meget for død, men denne gang var det nødvendigt. "Du har min tilladelse.. Deres Majestæt," sagde han endeligt. Han hævede hånden, hvor han gjorde tegn til vagterne om at gribe Isabel og føre hende bort. Dette var et statsanliggende. Det var ikke noget som Isabel skulle blande sig i.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det høje råb gav genlyd i hele kælderne og fik Jaqia til at vende sig om mod den fremmede kvinde. Procianer måtte hun være, selvom det ikke interesserede hende synderlig meget. Hun havde stadig et fast tag i Macarias engang smukke hår, men hun stod bare og betragtede den kvinde som vovede at bryde både sin kongens ordre, og træde dronningen af mørket over tæerne. "Det er faktisk præcis hvad hun er," svarede hun med en ligegyldig tone og så ned på de ynkelige rester af en kvinde der engang havde været så stærk.
Truslen om at tilkalde vagterne, fik bare hendes læber til at glide ud i et lidt for glat smil. "Vagterne ved jeg er her kæreste. Gå inden du får samme behandling," advarede hun blot. Gabriel havde tilsyneladende ikke tænkt sig at lade hende tage denne selv.
Hendes blik gled i hans retning. "Deres Højhed," hlste hun blot. Dette var en del af aftalen i deres alliance.
Dette var et statsanliggende, ikke noget som denne kvinde skulle blande sig i tilsyneladende. Det var svært for hende ikke at skjule sit et selvtilfreds glimt, som hun nikkede til Gabriel. Dette var med Procias' kongehus i ryggen.
"Må du lære af dine fejl i efterlivet, Macaria," sagde hun og forsøgte samme greb som før. Igen rev hun til, denne gang med øget styrke, alt hvad hun besad for at få muskler, kød og sener til at give efter, således at hun ville blive et hoved kortere. Ingen gik imod hende, og kom ud af det med livet i behold!

[Deleted]

Da Gabriel trådte ind i cellen, vendte Isabel sig om mod ham. I et øjeblik viste fortvivlen sig i hendes blik ved synet af ham. Nej... nej, det kunne ikke passe. Hvordan kunne han have inviteret Jaqia til Procias? Hvordan kunne han svigte lyset så forfærdeligt? Ham....
Hun stirrede på ham med smerte i blikket, inden at hun igen kiggede over på Macaria, som var ved at få revet hovedet af. Langsomt trak hun sine handsker af. Der var ikke noget at gøre. Hvis Macaria døde, ville Marcellus dræbe Caleb og Saïx. Noget hun ikke kunne tillade. Alt hvad hun engang stod for, var allerede ødelagt. Alt hun troede på var væk. Hendes konge som den sidste. Hendes lyse konge, der nu havde gået med mørkets dronning.
"Det er ikke din fange, Gabriel," sagde hun med en dæmpet stemme, mens hun knyttede hænderne. "Det var Calebs mission. Det var ham, som kom med hende. Ham som der fangede hende. Det er hverken din eller Jaqia's."
Han var fortabt. Hvis han var klar på at spærre hende inde, frem for at stoppe Jaqia, så var der intet at gøre. Caleb...
Kort lukkede hun øjnene. Hun vidste konsekvenserne for det her, men hun var villige til at tage dem. Hvis bare Caleb kunne tilgive hende. Det var for at beskytte ham.
Magien strømmede op i hende, mens hun tog en dyb indånding, for at indeholde den. Gabriel var en engel og Jaqia var en Holy Grail. Begge to, stærke individer. Aldrig ville hun kunne måle sig med dem i en kamp, men hun var ikke slev uden evner.
Hele sit liv havde hun trænet intenst. Pentagrammer og runer var blevet skåret ind i hendes kød, for at forstærke hendes magi. Alt det hun manglede i alder, havde hun opnået videre erfaring. En erfaring ingen på hendes alder burde have.
Hun satte i løb mod Jaqia og Macaria. Et lyseblå lys bølgede omkring hendes ene hånd, så det kort oplyste hele cellen. Isabels øjne lyste op i et grønt skær, inden at hun med sin ene hånd greb dronningens arm. Hårdt vred hun den rundt, så hun slap taget i Macaria's hår, inden at hun hamrede sin lysende håndflade ind i ansigtet på Macaria.
En kraftbølge stod ud fra kontakten mellem Macaria og Isabel. Hurtigt slap Isabel armen på Jaqia. De to kvinder skikkelser blev badet i et stærkt, blåt lys, inden at de forsvandt som et spøgelse for solens første stråler.
Caleb....

//out med begge karaktere.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Macaria havde for lang tid siden svigtet hende, trods hun havde set enormt potentiale i hende. Hvis der var noget Jaqia ikke brød sig om, så var det at blive løbet om hjørner med, særligt ikke når hun satte sin lidt til pågældende, derfor var Macaria hendes fange og hendes at slå ihjel. Denne forbistrede kvinde var dog tilsyneladende ret ligeglad.
Det hele skete pludselig hurtigt. Et skarpt lys, blændede hende, det sved i øjnene og på den blege hud, tilstrækkeligt til at få hende til at trække sig med en mindre hvæsen. Da hun så op, var hele kælderen mørklagt... troede hun. Hun udbrød et skrig og mærkede hvordan hele hendes ansigt endnu føltes brændende, svidende. Intet lys skar igennem hvor hun havde stået, men Gabriel havde stået badet i lys fra en fakkel. I det fjerne anede hun hans skikkelse, eller nærmere omridset af den, men hun kunne intet se ud over en svag skygge. "Nej!" udbrød hun skingert og vaklede lidt for at komme ud. Uden sit syn, gik hun direkte ind i tremmerne, panisk. Hun kunne intet se.. intet! Paniske blodige tårer, strøg ned over hendes blege kinder, mens hun igen udstødte en hvinende lyd. "Jeg slår jer ihjel!! Allesammen!" hvæsede hun og faldt sammen. Naturligvis mente hun det ikke, men hun kunne intet se og nogen skulle bøde! Forbandede procianere!! Hun følte sig frem, trak sig op, falmede i blinde for at finde ud.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ej var det fordi at Gabriels hjerte var formørket, men fordi at dette var en nødvendighed. Det var en del af aftalen med Dvasias og med Jaqia, og denne havde han så sandelig tænkt sig at stå ved. Andet ville vel heller ikke komme til gavn, ville det? Han selv holdt mere øje med Isabel. Han vidste, at hun kunne være strid nok til at gå imod hans ordre, og særligt hvis hun ikke var enig med ham. Det havde han set før. Hvad lavede hun overhovedet hernede? Hun havde intet at lave her!
Det som skete efterfølgende, skete så hurtigt, at end ikke Gabriel kunne følge med. Selv for ham, var lyset så skarpt, at han måtte trække sig. Et kraftigt gisp og... lyset forsvandt og.. de var væk? Han blinkede med øjnene. Hvad pokker..? Det havde hun bare ikke gjort! "Det var som...! FIND DEM!" endte Gabriel med en fast tone, da han vendte sig mod vagterne, som hurtigt hastede ud af stedet. Macaria havde de haft her... lige her! Og nu var hun væk! Hurtigt måtte han vende sig mod Jaqia, som tydeligt havde taget mere skade, end hvad han selv havde. Det havde klart sine fordele, at være en del af lyset. "Kom med, Deres Majestæt. Vi finder et sikkert sted for Dem at være. Vi gør hvad vi kan for at finde dem!" lovede han med en ganske bestemt tone, inden han førte hende med sig ud. Hun skulle i sikkerhed. Gad vide hvad der ville ske i fremtiden? En ting var dog sikkert... Isabel ville få problemer den dag, Gabriel så skyggen af hende igen!

//Out