Den Nye Konge og Dronning af Imandra

[Deleted]

Eriz var blundet hen, da hun hørte døren åbne og lukke sig igen. Hun blev liggende, hvor hun var. Det var til at gætte sig til, hvem der var kommet ind. Tavst lå hun, og stirrede ud i mørket foran sig, mens hun lyttede til Marcel, som pudslede rundt på værelset, inden sengen gav sig, da han lagde sig ved hendes side. Langt nok væk til at hun ikke kunne mærke ham.
I et stykke tid blev hun hvor hun var med ryggen til ham. Det var underligt at ligge så tæt på en person, uden at snakke eller ænse hinanden. Et ægtepar. Konge og dronning. Tavse og utilnærmelige lå på deres bryllupsnat, uden så meget som at se på hinanden. Hvorfor lyve for sig selv? Han ville hellere have at det var Macaria ved hans side. Det kastanjebrune hår. De bølgende lokker.
Eriz havde ikke set hende som vampyr før, men hun havde set minderne af hende i både Marcel og Zeans sind. En ung pige med et bredt, åbent grin, og et charmerende blik. Var det virkelig hende, som Marcellus hellere ville tænke på? Hendes ægtemand.
Nej... hun nægtede det her! Hvis Marcellus var så blind, så måtte hun hjælpe ham med at åbne øjnene omkring det! Den lille tøs skulle ikke ødelægge det her for hende!
Hun vendte sig rundt, så madrassen gav sig en smule, inden at hun rykkede hen til Marcellus. Uden at vente på tilladelse, lagde hun sit hoved på hans ene skulder, og trykkede sig nøgne krop ind mod hans under tæppet. Det ene ben gled over hans, mens hendes ene hånd fandt hvile mod hans brystkasse. Hun kunne mærke hans hjerte banke.
Tavst hævede hun ansigtet, for at placere et blidt kys på hans kind.
"Jeg savnede dig...." hviskede hun blødt, og strøg ham over den faste brystkasse med et par fingre. "Du virkede så... fjern her til aften."

[Deleted]

Marcel blev en smule overrasket over at hun faktisk var her. Han havde stillet et værelse klar til hende. Hvad lavede hun her inde. Uden større tanke over det tænke han med det samme at hun havde en eller anden plan. Da hun sagde hun havde savnet ham kunne noget i ham ikke lade være med at have ønsket at det var sandheden. Marcel blev liggende med sine hånder på sit baghoved. Han drejede langsomt sit hoved og kiggede på Eriz. Han havde et godt nattesyn, han var halv vampyr. Han kiggede lidt på hende og mærkede hvordan hun kærtegnede hans brystkasse. Han fnøs en smule og sagde roligt, næsten hviskende '' Du skal ikke spise mig af med kys på kinden som ham du dansede med til festen. Du skal ikke lyve ved at sige du savner mig. Eriz vi skal stole på hinanden. Lad være med at lyve overfor mig. Hvis du ønsker at vi skal stå stærkt skal vi være ærlige overfor hinanden ''. Han tog blidt fat i hendes hånd og fjernede den fra hans brystkasse og sagde '' Hvad end din plan er. Hvad end du vil have ud af at forføre mig. Så burde du vide at jeg ikke er som så mange andre mænd. Du er en mester til at lokke og forføre, ligesom jeg selv er. Det har jeg respekt for. Men når alt kommer til alt, så ved du at mine tricks ikke virker på dig og dine ikke virker på mig. Hvorfor så overhovedet prøve ''. Marcel vidste at hun sikkert ville blive sur og gå. Men han blev nød til at være ærlig overfor hende. Hvad skulle han bruge det til, at hun forsøgte at forføre ham af en anden grund end fordi det var ægte for hende, hvad skulle han bruge det til. Der skulle mere end simpel forførelse til at lokke ham fra sit løfte til Macaria. Han var helt sikker på at den eneste grund til hun forsøgte dette var for at straffe Macaria. Det havde intet med ham at gøre. Han var fornærmet og sur nu. Han var ikke noget legetøj. Han var ikke noget hun kunne bruge til at få sin vilje, han var hendes mand og ligemand. Marcel hævede sin hage for at kigge ned på hende og sagde '' Gå ind på dit eget værelse til du har lært at se mig som din ligemand. Når du har lært at du ikke skal forsøge at bruge mig i et af dine spil. Jeg er ikke et middel til at få din vilje med mere. jeg er din mand ikke dit legetøj. Lær at indse det ''.

[Deleted]

Det var, hvad hun havde forventet. Afvisning. Første gang hun havde tilbudt ham sin krop, havde han også afvist, på grund af hans loyalitet til Macaria. Èn han ikke kunne skjule længere. Dog skulle der mere til, for at slippe af med Eriz på den måde. Måske hvis de ikke var gift, og det her ikke var deres bryllupsnat, ville hun have adlydt ham, men ikke nu. Ikke i nat.
"Jeg ser dig skam som min ligemand," hviskede hun tilbage til ham, uden at rykke sig overhovedet. Hun mødte hans mørke, kølige blik med et lille smil. "Hvorfor tror du ellers jeg ligger herinde? Det her er min plads nu, om du så kan lide det eller ej. Ved din side. Om det så er i tronsalen, til møder, på en slagmark eller i sengen."
Hun hævede sig op på en albue med hovedet hvilende i sin hånd. Man kunne se hendes øjne glimte i mørket, mens det sorte hår næsten forsvandt i baggrunden. Sådan her kunne de se bedre på hinanden. Tæppet var gledet lidt af hende, og afslørede hendes overkrop, uden hun viste sig genert ved det.
"Et ægteskab. Det var hvad jeg fik ud af at hjælpe dig, men ægteskabet er ikke fuldført endnu. Du har taget ejerskab af min sjæl men ikke af min krop. Hvad er du for en ægtemand? Er du virkelig sådan en svag konge, at du ikke engang kan tage hvad der er dit?" spurgte hun, og hævede et vantro øjenbryn mod ham. Var det virkeligt sådan det var? Han var for svag til at være en mand. Hun var hans hustru! Hvis han ikke engang kunne kræve hende fuldkommen, var han så virkelig det værd?
"Er det på grund af hende? Macaria? Tror du virkelig, at Zean ikke fuldbyrdede deres ægteskab, ved at kræve hendes krop også?" spurgte hun med et vantro øjenbryn hævet. Hun fandt sig ikke i svaghed. Kunne ikke tage det. "Du skylder mig det Marcellus. Jeg tog med dig i krig to gange. Gav dig et land. Var dig loyal. Hvis du vil have, jeg ser dig som min ligemand, så BLIV min ligemand. Det er ikke mig, som holder dig tilbage." Hun lænede sig ned mod ham, for at skubbe til hans kind med sin næs, så hendes læber kom til hans øre. "Du vil jo gerne selv. Hvor lang tid er det ved at være siden sidst? Jeg lagde mærke til dit blik ved vielsen. Du længes efter mig. Lyster efter mig. Du vil smage mig. Og alligevel... er du ikke konge nok.. til at tage det."

[Deleted]

Marcel kiggede på hende med et koldt blik. Hendes tale var spot on og de fleste mænd ville give hende ret. Hun var dygtig. Men hvis hun ikke havde lært at Marcel ikke var som de fleste andre så havde hun begået en stor fejl. Der var en grund til så mange kvinder forelskede sig i ham. Han så ikke sig selv som en almægtig person. Han var stærk og klog men ord bed ofte ikke på ham. Han havde fået nok af hendes spil. Marcel lagde blidt en hånd på hendes kind og drejede sit hoved så han kunne se hende i øjnene. Han ville have at hun skulle se han mente det '' Eriz. Du har det med at forveksle svaghed med styrke. Bare fordi jeg ikke gør som du ønsker så er jeg ikke svag eller ikke konge nok ''. Han aede hendes kind lidt '' Du er nemlig min kone. Du er ikke en skøge. En af dem som jeg intet ville have noget imod at gå i seng med uden følelse og ikke tænke over det overhovedet. Du er min kone. Jeg vil ikke tage dig. For du føler intet for mig. Jeg fuldføre intet ægteskab ved at gå i seng med dig. For et ægteskab går ud på at elske hinanden. Så lige så snart jeg kan se du elsker mig. Så kan jeg love dig at jeg fuldføre vores ægteskab ligemeget hvornår eller hvor vi er. Men indtil du elsker mig, så betyder det intet at fuldføre det her. Du har hjulpet mig i to krige. Sandt. Men jeg har gjort dig til Dronning. Glem ikke det, Eriz. Jeg vil kæmpe med dig og dø med dig. Men jeg nægter at lade dig blive en skøge i min seng nu hvor du er min kone. Jeg har mit selvværd. Første gang jeg skal ligge med min kone skal det betyde noget. Ikke det her. Jeg vil ikke være din ligemand hvis jeg går igennem med det her. Jeg vil blot være et hak i dit bælte. Et hak du vil finde en måde at bruge imod mig. I stedet for at gå så meget op i min kærlighed til Macaria og hvordan du kan ødelægge den. Hvad så med at gå op i hvordan du kan få min kærlighed. Hvis du virkelig ønsker mig helt og fuldkommen. Så er det vejen frem. Du ved godt hvorfor jeg er din mand nu. Fordi vi begge to er kloge. Lad være med at tro du kan manipulere mig til at få din vilje. Vær dig selv. Vær den Eriz jeg oplevede et sekund da jeg tog fat i dit og kyssede dig. Det sæt du gav.. Det var ægte, for du forventede ikke jeg gjorde det så i et sekund var dine parader nede.. Det var den ægte Eriz. Den Eriz ville jeg gå i seng med.. Ikke denne facade ''. Marcel slap hendes kind med hold øjenkontakt. Han ville se hvad hun gjorde nu. Hvordan hun reagerede.

[Deleted]

Tålmodigt lyttede hun til hans ord, men det var også lige indtil, at han var færdig. Aldrig havde hun oplevet noget lignende! Ikke i de mange hundrede år hun havde levet, havde hun oplevet det!
"Elske..." Hun vrængede næsten ordet ud, som var det en gift, hun ville spytte ud af sin mund. "Ægteskab er ikke kærlighed. Det er en måde at få ejerskab på. Om det så er over personen eller magten, er ligemeget. Du er et fjols, hvis du tror andet! Kan du se mig i øjnene, og sige at du elsker mig?! Nej! Det gør du ikke! Hvor VOVER du så, at stille det krav til mig, når du ikke engang selv kan holde det?!"
Hun rev tæppet til side, så hun kunne komme op fra sengen. Tydeligt havde hun fuldkommen taget fejl af Marcellus. Så blødsøden han var. Det var næsten til at få kvalme af! Åhh ham og Macaria passede jo perfekt sammen! Synd, de aldrig ville ende sådan.
Hårdt rev hun et tæppe op fra sengen, og viklede det om sin nøgne krop, for at dække den. Hun holdte det oppe ved en hånd, inden at hun gik over mod døren ud til gangen, som hun rev op. Der var fuldkommen øde derude. Fint! Hvis det var sådan, det skulle være! Han krævede hun elskede ham, før han ville røre hende, samtidig med at han selv elskede Macaria. Så måtte hun jo finde andre til at fylde sine behov. Nogle der rent faktisk begærede hende. Lystede efter hende. Ønskede hende!
Kort kastede hun et blik over skulderen mod Marcellus' skikkelse i sengen.
"Jeg tog fejl af dig. Forhåbentligt kommer du til fornuft, når du opdager, at Macaria ikke ønsker dig," hvislede hun, og forlod så det, som skulle have været deres fælles soveværelse, for at finde sit eget værelse.

[Deleted]

Marcel lå lidt og tænkte sig om. Han havde forventet en helt anden reaktion fra Eriz. Kunne det virkelig være rigtigt. Var den mægtige og evigt følelses forladte Eriz blevet såret?. Med bevægelser som kun en Vampyr kunne lave stod Marcellus i sit tøj igen. Han fulgte efter Eriz og da hun gik ind på sit værelse gik Marcel efter. han stoppede foran hendes dør og bankede på og lige efter gik han bare ind. Han lukkede døren bag sig og kiggede undrede på Eriz. Han tyggede lidt på hvordan han skulle formulere sig før han sagde '' Eriz. Du har ret. Jeg elsker dig ikke. Men hvis det her går ud på at du gerne vil have at jeg føler for dig som jeg føler for Macaria. jeg ved ikke hvorfor du hader ordet elske. Jeg ved ikke hvad du har været igennem. Men du ville ikke tale sådan. Ikke sige sådan hvis ikke det var fordi du var jaloux på at jeg føler sådan overfor Macaria ''. Marcel rakte sine hænder frem '' Før du bliver gal. Hvis jeg har ret her. Hvis du virkelig kan lide mig. Hvis alt det andet er en facade. Hvis du i virkeligheden ville ønske det var dig og ikke Macaria jeg følte sådan for. Så fortæl mig det. For du har ret. Zean tog Macaria på deres første nat sammen, det er jeg sikker på han gjorde. Hvis du er ærlig overfor mig lige nu og her. Der er ingen andre, kun os to og det bliver mellem os to. Så vil jeg også være ærlig overfor dig. Eriz. Hvis dette skal blive til mere end et ægteskab baseret på forretning alene. Så åbner jeg nu den dør. Det er op til dig selv om du vil træde ind af døren eller lukke den ''. Marcel grinede en smule '' Følelsesmæssigt er vi ens. Vi er forskruede. Men måske er det derfor vi står her idag. Fordi vi ved vi begge to er forskruet. Jeg forventer ikke du er faldet for mig og elsker mig. Du skal heller ikke forvente det samme fra mig. Men... Men hvis vi åbner døren. Så er det en start ''. Marcel elskede Macaria af hele sit hjerte. Men hvad hvis hun også havde haft sådan en samtale her med Zean. Hvad hvis hun var begyndt at elske Zean frem for ham. Kunne han lære at elske Eriz?

[Deleted]

Med himmelvendte øjne vendte Eriz sig om mod døren, lige da Marcellus trådte ind. Skeptisk kiggede hun på ham, mens at han begyndte at tale. Hvad i alverden ville han nu? Han havde gjort det rimeligt klart for hende, hvordan det hele hang sammen.
Ansigtet blev dog mindre og mindre skeptisk, for at blive til en hård porcelænsmaske, som skjulte alle de følelser og tanker, hans ord vækkede i hende. Et sted havde hun lyst til at slå ham. Slå ham hårdt! Hvor vovede han at sige, hun var jaloux på Macaria! Det var slet ikke sådan det hang sammen! Hendes storebror havde ladt hende i stikken, for derefter at skabe Macaria! Han havde beskyttet Macaria! Noget han aldrig havde gjort for hende! Macaria! Så svag, så blødsøden, så forbandet venlig, så ALLE holdte af hende. Alle!
Hendes blik forlod ham, for i stedet at glide mod et af de høje vinduer. Hvor havde hun dog lyst til at slå ham.
"Jeg... kan ikke," svarede hun dæmpet, og trak tæppet lidt mere op. Kort kastede hun et blik på ham, inden at hun vendte ham ryggen, for at gå hen til vinduet. Hvorfor kunne han ikke bare have ladet hende være? Hvorfor sige alt det her? Behøvede hun at åbne en dør, som hun ellers altid sørgede for var hårdt lukket og låst?
Med et suk stillede hun sig lænet sidelæns op af vinduesrammen med hovedet hvilende til siden. De isblå øjne funklede i skæret fra stjernerne. Et eller andet sted mærkede hun følelser, hun plejede at holde presset nede. Det skræmte hende.
"Være sød at gå..." hviskede hun næsten ikke høreligt. "Jeg vil ikke snakke mere om det her."

[Deleted]

Normalt var det Eriz der ramte Marcellus svage punkter, men denne gang var det ham der ramte hendes. Han gik langsomt over imod hende og lagde sine arme om hende bagfra. Han lænede sig frem og kyssede hende på kinden og lagde derefter sit hoved på hendes skulder. Han kiggede ud af vinduet sammen med hende, imens han holdt om hende. han sagde roligt '' Du lyder som jeg engang gjorde. Faktisk minder det her mig meget om hvordan det startede mellem Macaria og mig. Dengang var det bare mig der var i dit sted. Jeg turde hellere ikke lukke nogen ind ''. Marcel lod langsomt sit blik glide over på Eriz. Han sagde blidt '' Du glemmer at du ikke er den eneste der er god til at læse folk. Jeg ved hvad du virkelig mener. Ikke at du ikke kan, men at du ikke tør ''. Marcel fjernede langsomt sit hoved og fjernede sin blide omfavnelse af hende. han trådte et skridt tilbage '' Du har ret. Zean og Marcaria var sikkert sammen deres første nat. Du har ret i at du er min kone. Men du ejer mig ikke og jeg ejer ikke dig. Men den side af dig jeg ser lige nu. Den side af dig Eriz. Den kan jeg godt lide. Om så du gemmer den væk fra alle andre end mig er mig ligegyldigt. Hvis bare du lader mig se den her side af dig selv ''. Marcellus lavede et overrasket og positivt fnys '' Så på jeg også være ærlig overfor dig. Så ville jeg have meget sværere ved at modstå dig. Du ejer mig ikke, men hvis du viser mig denne ægte Eriz. Så kan jeg kun være stolt af at kalde dig for mig kone. Sandheden er. Du er lige så bange for kærlighed som jeg er. Jeg tænkte bare.. Hvis vi jo arbejdede på det sammen.. Kunne det ikke gå helt galt''. Marcellus nikkede lidt og vente sig om og gik langsomt over imod døren og sagde '' Men hvis du ikke tør, så vil det aldrig ændre sig. Så vil Macaria for evigt have min kærlighed. Du ved hvad jeg vil gøre for hende. Hvis du ikke ønsker og drømmer om at jeg skal have det på samme måde med dig og måske en da mere.. Så skal jeg nok gå ''. Marcel valgte at åbne sig. Ikke fordi han var tvunget. Men fordi han af en eller anden grund havde lyst til det. Marcellus tog i døren og stoppede og sagde '' Sandheden er.. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gør det her.. Det føles bare rigtigt at tage den her samtale med dig.. For hvad nu hvis.. Hvad nu hvis ''.

[Deleted]

Hun rørte sig ikke, da han lagde armene om hende bagfra eller kyssede hende. Ærlig talt var hun fuldkommen ligeglad med hvor meget de lignede hinanden, og hun ville ikke høre om Macaria længere! Det var alt de andre kunne tænke på. Zean, som tydeligvis havde et eller andet for den lille vampyr, og endda også hendes egen ægtemand, ville hellere stå med Macaria i sine arme end hende.
Hun brød sig ikke om, at han kunne lide den her side af hende! Den var svag, skrøbelig og sårbar. Hvad skulle stoppe ham fra at misbruge den? Lade hende komme tæt på, så han kunne slå hende ihjel, for derefter at give sig med Macaria, hvis hun altså kunne rive sig fri af Zean.
Det var ikke første gang end mand, ville have hende til at åbne op for ham. De ville "frelse" hende. Have hun fortalte om sig selv sig, så de kunne føle de var tættere på hende. Aldrig havde hun gjort det. Mange gange havde hun blot spillet skuespil, men hun vidste, at den ikke gik med Marcellus. Han var for intelligent.
Stolt blev hun stående, uden at se efter ham, indtil at hun endelig sukkede, og bøjede hovedet en smule. Hvorfor skulle han kræve så meget af hende? Hvad var der galt med et traditionstro ægteskab, der ikke behøvede, at handle om alt det her?
"Min storebror efterlod mig..." sagde hun med en klar stemme, så han kunne høre hende. "Han flygtede fra vores hjem, og lod mig i stikken med min far, som misbrugte og torturerede mig. Jeg har skader på kroppen, som jeg holder skjult ved hjælp af magi."
Det var alt hun kunne dele lige nu. Hun hævede en hånd, for at stryge håret om bag det ene øre, inden at hun vendte sig mod Marcellus, for at se på ham, efter lige at have åbnet en smule op.
"Jeg vil ikke have din medlindenhed. Men nu ved du lidt mere."

[Deleted]

Marcel stivnede da han hørte det. Han vente sig langsomt rundt. Han var ligbleg i hovedet. Det var som var han lammet. Han stod og åbnede sin mund som ville han sige noget men intet kom ud. Efter et par sekunder så det ud som om han kom tilbage til sig selv. Farven vendte langsomt tilbage til hans kinder og han kiggede ned. Han sagde med en svag stemme '' Jeg forstår dig bedre end du tror Eriz. Faktisk vil du kun hade mig efter jeg fortæller dig det her. Men sådan en storebror er jeg selv. Da jeg flygtede fra min far som ung. Jeg havde ikke styrken, jeg var ikke trænet nok. Jeg kunne ikke redde dem alle. Der var så mange af dem!. Der var vampyrer over alt. Jeg gjorde alt i min magt, men jeg kunne ikke holde fast i ham. Jeg.. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde fast. Det gjorde jeg virkelig, men jeg var blot en dreng! ''. Det var som talte han også lidt til sig selv. Forklarede sig selv at han gjorde alt i sin magt. Marcellus kiggede alvorligt på Eriz '' Jeg fik reddet mine to søstre og min ene lillebror, men min sidste lillebror. Jeg kunne ikke holde fast i ham. Han faldt ned og blev taget til fange. Jeg efterlod ham. Efterlod ham hos min far, efterlod ham som din bror efterlod dig ''. Marcel gik hen og satte sig på sengen og kiggede over på Eriz '' Tro mig. Hvis der er nogen i denne verden der forstår dig, så er det mig. Eriz. Du er ikke svag fordi du åbner dig til mig. Du er ikke sårbar. Sammen er vi stærkere. Jeg forsøger ikke at heale dine sår. Sådan noget dur jeg ikke til. Jeg har selv dybe sår. Men hvis vi kender hinandens sår, så kan vi beskytte hinanden ''. Marcel fnøs '' Ja det lyder dumt. Jeg var som dig. Stol kun på dig selv. Andre forråder dig. Andre stikker dig i ryggen. Men du er anderledes. Du har ikke stukket mig i ryggen. Du har stået ved min side. Eriz. Hvis du vil. Så er jeg også villig til at give det her et forsøg. Betyder det at jeg ikke vil hjælpe Macaria. Nej, det gør det ikke. Men det betyder at hvis vi to gør det her. Tager jeg en snak med Macaria og hvis ikke det går som jeg ønsker det. Så fjerner jeg permanent hende fra mit hjerte for at forkusere på os to. Hvis du vil det her, sammen med mig ''.

[Deleted]

I et langt øjeblik stod Eriz blot og kiggede på ham med armene over kors. Der var intet at læse i hendes ansigt. Et eller andet sted havde hun lyst til at gå hen, for at give hans skulder et klem, eller stryge ham gennem håret, men hun gjorde det ikke. Hvorfor? Fordi hun ikke kunne håndtere den her slags følelser. Men historierne var ikke ens. Marcellus havde kæmpet for sin lillebror. Sam havde blot efterladt hende. Efterladt hende, og skabt en ny familie, som Macaria havde været en del af.
"I det mindste prøvede du. Det er hvad der gælder," svarede hun ham, inden at hun trak skuldrene lidt op, og gik hen til sengen, for at sætte sig på den anden sengekant med ryggen til ham. Med sit manglende nattesyn kiggede hun blot ud i mørket, mens at hun hev lidt i tæppet, så det blev trukket mere op over skuldrene.
"Vi kan aldrig blive noget før Macaria er ude af dit hjerte," fortalte hun ud til mørket, som hun tomt stirrede ind i. Hun rankede sig, så hun sad helt ret oppe. "Jeg vil aldrig nogensinde, kunne stole på én, som holder hende så tæt. Når du holder om mig, ved jeg du tænker på hende. Når du kysser mig, ved jeg det er hende du længtes efter. Det kan jeg ikke leve med. Så..." Hun rømmede sig, og drejede hovedet, så hun kunne se på ham ud af øjenkrogene. "... hvis du vil have det her til at blive dybere end bare politik, så må du tage et valg. Hvis du vælger Macaria, så snak aldrig med mig om den her slags ting. Kærligheden er en facade, mens vi sover i hver vores senge, hvor jeg vil få selskab af andre. Men... hvis du vælger hende fra -" Hun trak på skuldrene. "- så lad os forsøge."

[Deleted]

Marcel rejste sig op og kiggede på Eriz. Han nikkede lidt til Eriz og sagde '' Efter mit næste møde med Macaria.. Der vil jeg komme til dig.. Tro mig, det vil ikke være til at tage fejl af. Mit blik vil sige alt. Du vil have dit svar der. Jeg forventer at hvis jeg har fjernet min kærlighed til hende. At dette forsøg fra dig bliver helhjertet. For jeg er sikker på der vil komme en dag.. En dag hvor du ønsker at jeg sætter den kærlighed tilbage i mig for at se hvem jeg elsker højest. Hvorfor er jeg sikker på det?. simpelt Eriz. Fordi jeg selv ville have bedt om det og hvis der er en ting jeg kan lige ved dig, så er det hvor meget som mig du er.. Men du har ret. Det er ikke retfærdigt overfor dig at du skal give mig et ærligt forsøg hvis mit hjerte tilhører en anden ''. Marcel trådte hen til Eriz og kyssede hende blidt på kinden og gik hen til døren. Han åbnede den og kiggede tilbage på Eriz med et skævt smil og sagde '' Forresten.. Fantastisk krop du har.. Dejligt at jeg ejer den.. Den vil jeg sikkert komme til at lege meget med ''. Med disse ord trådte Marcel ud og lukkede døren efter sig. Han havde et hårdt valg at tage. Men selv om han virkelig elskede Macaria, så kunne han ikke lade være med at føle at han på et eller andet plan skyldte Eriz det her. Men han ville snakke med Macaria først. Se hvor det førte hen.

//out//