Den Nye Konge og Dronning af Imandra

[Deleted]

@eriiz & Marcellus
Andre velkomne til sublimenterede indlæg

---

Aftenen var kommet hvor kroningen og brylluppet skulle stå. Først skulle Marcellus krones til kongen over Imandra og derefter skulle han giftes med Eriz for at gøre hende til dronningen. Sådan lød aftalen. Marcellus stod i fint tøj. Han havde en blodrød konge kappe på. Sin familiebrystblade og en sort silkeskjorte indenunder. Alt i alt lignede han en stolt og flot konge. Han kiggede sig i spejlet og rettede på sit bælte og nogle af hans ceremonielle udsmykninger. Han kiggede over på Francis og ventede et svar om hans tøj sad fint. Francis og ham havde været igennem så meget sammen og hun havde stået ved hans side igennem det hele. Først sejren over hans Fader og derefter befrielsen af Imandra. Hun havde kæmpet bragt og det havde Marcellus bestemt ikke glemt. Han stolede på hende som stolede han på en søster. Han havde besluttet sig for at tage hende fra Victor og gøre hende hans general. Hans rådgiver og ven. Efter Francis havde sagt god for ham gik han ud i tronsalen hvor folk stod og ventede på deres nye konge. Langsomt gik han op og satte sig på tronen. En Præst af guderne begyndte at snakke '' Vi, Imandras folk er samlet her for anerkende Marcellus LaPiera Black som vores konge. Han er af nobel herkomst og har befriet landet var en ondskabsfuld erobre. Kong Black har reddet os alle og svoret at regere over Imandra med en retfærdighed og styrke som kun en sand konge kan. Med guderne og de adelige i Imandra som vidne, kroner jeg hermed Marcellus LaPiera Black som konge over Imandra ''. Da præsten havde afsluttet satte han kronen på Marcellus hovedrejste Marcellus sig og gik ud på balkongen hvor befolkningen stod og så deres nye konge træde ud. En jubel udbrød i det Marcellus kom ud med kronen på sit hoved. Marcellus hævede langsomt en arm, der blev stille. Præsten kom ud og stillede sig ved siden af Marcellus og råbte ''HIL JERES NYE KONGE''. Folkene brød atter ud i jubel. Marcellus tog det hele til sig. Han var konge nu. Folkets mand. Efter lidt tid gjorde Marcellus tegn igen og han sagde fast og højlydt '' Jeg vil beskytte og regere over Imandra. Jeg vil skabe jobs og lykke. Jeg vil styrke Imandra. Jeg. Marcellus LaPiera Black. Jeres konge. Konge over Imandra! ''. Folk brød ud i jubel igen. Efter lidt tid hvor Marcel havde stået og vinket trådte han ind i slottet igen. Nu var kroningen overstået og et bryllup ventede. Marcellus gik mod sit kammer for at skifte tøj. Han havde ladet Eriz stå for brylluppet så han kunne koncentrere sig om selve kroningen.

[Deleted]

Med nervøse hænder vred Francis i stoffet på den fine, lyseblå kjole. Det var helt uvirkeligt at står her ved Marcels side på den store dag. Så meget lidelse, død og ødelæggelse havde hun aldrig regnet med at være med i gennem hele hendes levetid, og nu var det sket så hurtigt. Det var nok til at give hende lyst til at græde, råbe, rive sine arme op og håbe at hun ville opleve smerte, bare komme med en eller anden reaktion. Hendes hænder ville aldrig blive rene igen. Alt hun kunne håbe på nu var, at det ikke have været forgæves. Marcel vente sig mod hende, og et lille, forsigtigt smil dukkede frem gennem de mørke miner. Det havde været det værd, havde det ikke? De havde bekæmpet en ondskabsfuld mand og reddet et land. Og hun stod ved hans side, hvor han ønskede hende. Den unge kvinde fik næsten røde kinder. Han stolede virkelig på hende, gjorde han ikke. Det gav hende en helt særlig følelse at være med ham, som var hun pludselig mere værd.
Hun gav ham et grundt elevatorblik, for at tjekke alt sad som det skulle. "At er i orden. Jeg... jeg er så stolt på dine vejen. Over alt hvad du har fået gennemført." Forsigtigt og med god afstand trippe hun efter ham. Hun stoppede lige efter døren med et stort smil på hendes læber. For en gangs skyld gik larmen hende ikke på. Det havde været det hele værd. Fra nu af kunne det kun blive bedre.

[Deleted]

Sovekammeret var stort med hvide søjler, smukke udsmykninger og dyre møbler. Store vinduer vendte ud mod byen, så man kunne kigge ud over kongeriget og alle dets beboer. Det var lang tid siden Imandra, sidst havde haft en kongefamilie.
Eriz stod ved et af de høje vinduer, og kiggede ud. Hendes ansigt var ulæseligt. Det sorte, tykke hår faldt ned over hendes ryg, og blev holdt væk fra hendes ansigt med et hårsmykke lavet af metal. Kjolen var lang og dybrød. Et slæb strakte sig over gulvet, som en blodpøl fra alle de fjender, hun havde besejret gennem tiden. Om den ene overarm, havde hun sit ynglingssmykke. En slange, der viklede sig omkring hendes arm.
Hendes blik gled væk fra udsigten, for at se mod det høje spejl, der stod ved hendes side. En statue af en dronning kiggede tilbage. Rank og stolt. Smuk. Hun havde gjort ekstra ud af sig selv i dagens anledning. Huden var smurt ind i duftolier. Håret skinnede efter at have været blevet børstet i en time. Læberne var lige så røde som kjolen.
Der blev banket på døren, og Raine stak hovedet ind for at fortælle kroningen var overstået. Marcellus var nu konge, og hun skulle nu blive hans dronning.
Med sine runde hofter, der vuggede dovent fra side til side, når hun gik, vandrede hun over til Raine, hvis arm hun tog. Som sin personlige bodyguard, skulle han føre hende over til tronsalen, hvor vielsen skulle finde sted. Den traditionelle vielse med blodsbåndet.
Brylluppet blev holdt åben for alle, som ville med, derfor var slottet fyldt med gæster, der havde proppet sig ind i salen, for at få et glimt af deres konge og dronning.
Eriz og Raine standsede op ved porten ind til salen. De skulle vente med at træde ind indtil alle var samlet. Derefter skulle hun gå op til sin konge, der ville vente med en præst oppe for enden.
Hun kastede et sidste blik op på Raine. Det var tid.
Musikken med det sælsomme fløjtespil begyndte. Folk tav, og vendte alle deres blikke mod indgangen, hvor hun trådte ind. Kjolens slæb fulgte hende skridt for skridt. Ansigtet var stolt hævet, og blikket hvilede på skikkelsen oppe ved præsten. Et lille smil prydede hendes fyldige læber.

[Deleted]

Marcel havde bedt Francis at stå der oppe. Både som bodyguard men også som forlover. Han stolede meget på den unge kvinde. Hun var hans sværd og skjold og han håbede aldrig hun ville forråde ham, for han ville ikke forråde hende. Hun var under hans vinge og han ville beskytte hende lige meget hvad. Han forventede det samme tilbage af hende. Marcel havde skiftet over til royale og fine ceremonielle klæder. Han stod med sin krone på hovedet og på en pude ved siden af præsten lå en dronningekrone. Marcel prøvede at fange Eriz blik. Han havde troet det ville være Macaria der kom gående på denne måde imod ham. Han havde altid håbet at den kvinde han skulle gifte sig med ville kigge på ham med et kærligt blik i det hun gik op af gulvet imod ham. Han vidste udemærket godt at Eriz ikke ville give ham sådan et blik med noget i ham kunne ikke lade være med at se efter sådan et blik alligevel. Efter han havde kigget lidt på Eriz gled hans blik over på Francis. Francis havde været tæt på Marcel og hun vidste godt at han kun giftede sig med Eriz af politiske grunde. Men som Marcel havde sagt til hende ~for mit folk gør jeg det gerne. De har brug for mig, jeg ofre gerne min frihed for dem~. Det var løgn, men det var en god løgn. En løgn folk ville respektere ham for. Da hans blik faldt tilbage på Eriz så han hende for første gang anderledes. Hun var faktisk smuk. Han hævede et øjenbryn som hun kom gående og vrikkede forførende med sin hofte. Marcel kunne ikke lade være med at kigge op og ned af hende og bide sig selv blidt i underlæben. En tanke han aldrig havde troet han ville tænke poppede ind i hans hoved. Hvad hvis han havde mødt Eriz for han havde mødt Macaria?. Da Eriz kom op gav han Raine et faretruende blik og tog Eriz i hånden. Marcellus var dobbeltmoralsk. Han havde selv en bodyguard som var kvinde og som stod ham nær, men han var ikke glad for at Eriz havde en. Hun var hans nu og skønt de ikke havde nogen aftale om ikke at måtte være sammen med andre. Så ville Marcel helst have at Eriz var hans og kun hans. Han var underlig på den måde. Han smilede til Eriz og vendte sit blik imod præsten.

[Deleted]

Den unge ghoul stod stolt over sin position og ventede på bruden. Marcel havde bedt hende om ikke bare at være bodyguard, men også forlover. Noget hun ærligt ikke havde set komme. Hun var stadig i en smuk lang kjole og uden nogen våben, men det betød intet for hende i kamp. Skulle der ske noget, ville hun være klar og lige så effektiv som altid. Betaget betragtede hun Eriz, som hun kom gående op af gangen. Bruden var en smuk kvinde. Francis sendte Marcel et hurtigt blik. Det kunne godt være at de ikke blev gift ud af kærlighed, men de kunne stadig lærer at respekterer måske endda elske hinanden. Forhåbentlig ville hun komme godt ud af det med Eriz. Det kunne godt være at hun var forlover, men hun havde stadig ikke haft en mulighed for at snakke rigtig med kvinden, alt havde omhandlet krigene. Sammen med de andre vendte hun blikket mod præsten, pludselig mere spændt, end hun havde været ved kroningen.

[Deleted]

Roligt mødte Eriz's blik Marcellus'. Hun gav ham et smil, da hun tog hans hånd ved synet af hans ansigtsudtryk. Han så flot ud i sine nye klæder med kronen på sit hoved. Hvad hun begærede mest, var dog ikke til at sige: Ham eller kronen.
Sammen vendte de sig mod præsten, og gik ned på knæ med hovederne let bøjet. Fløjtens melodi tonede langsomt ud med de sidste melankolske toner, der gav ekko gennem salen. Ingen sagde noget eller rørte på sig. Præsten begyndte at messe. Eriz forstod det meste af det han sagde, eftersom hun selv havde studeret de gamle sprog, som engang blev snakket i Dvasias. Hendes tanker gik til Zaine, hendes søn, som befandt sig hos Rei hjemme i Dvasias. På et tidspunkt måtte hun fortælle Marcellus, at hun havde en søn. En dag måtte hun fortælle Marcellus om hende selv. Selvom de havde tilbragt meget tid sammen på grund af hans træning, var meget skjult mellem dem. Men nu... nu var de snart mand og kone. Hun flåede ham ud af Macaria's hænder, og direkte ind i sin egen favn. Bare tanken fik hende til at smile lidt bredere.
Præsten foran hende, frembragte en kniv, som han holdte frem, så tilskuerne kunne se den. Eriz blik fæstnede sig til den skarpe blad, der skinnede i lyset. De messende ord til Azrael forsatte, inden at knivsbladet blev lagt mod Eriz's hud lige over brystet. Det gøs i hende ved følelsen, men hun blev siddende, knælende ved Marcellus' side. Smerte var hun vant til. Mere end nogle skulle tro. Hvad var endnu et ar?
Kniven skar, og åbnede op for blodet, der piplede frem fra det lange sår. En skål blev holdt til, så blodet kunne dryppe derned. Eriz spekulerede på om Marcellus mon kunne lugte det, eftersom han havde noget vampyr i sig? Mon han ville kunne lide duften af hendes blod?
Skålen blev taget væk, mens blodet forsat piplede ned over hendes bryst til kanten af kjolen, som blot absorberede det. Heldigvis var stoffet i forvejen rødt. Præsten dyppede to fingre ned i hendes blod, for at lave et mærke på Marcellus' pande, lige under kronen.
Så var det hans tur, til at mærke kniven mod sit bryst. Eriz kunne ikke lade være med at dreje hovedet en smule, for at se på.

[Deleted]

Marcellus sad med lukkede øjne og fortræk ikke en mine. Intet så ud til at være galt. Men inden i var han i stor smerte. Hans hjerte gjorde ondt. Han havde mest af alt lyst til at rejse sig op og skrige nej. Det var ikke Eriz der skulle være ved siden af ham, det var Macaria. Hver gang hans hjerte slog var det som om en kniv blev ført igennem det. Det var Macarias duft og stemme han skulle høre. Det var hendes kærlige blik som han havde set så få gange der skulle møde hans. Det var hendes hånd der skulle kærtegne hans. Det var hendes vidunderlige smil han ville vågne op til hver morgen. Hendes blide kærtegn der skulle vække ham hver morgen, hendes vidunderlige kys som skulle fylde hans hjerte med glæde. Men sådan var livet ikke. Det var Eriz der sad med ham. En kvinde der intet følte for ham. Han blev siddende stille men ingen i skreg han. Pludselig nåede en vidunderlig duft hans næse. Han åbnede med et sine øjne og kiggede på skålen. Hvilken pragtfuld duft. Duften af stærk magi og blod. Marcellus kiggede intenst på skålen da den blev ført over til ham. I et kort øjeblik forsvandt alle tanker om Macaria da hans blik faldt på det vidunderlige blod. Da kniven blev ført over til hans bryst fortræk han ikke en mine. Da kniven brød hans hud dryppede blodet ned i skålen. Marcel blinkede ikke engang og såret healede hurtigt. Han var van til smerte, han var en kriger. Præsten gik over og stak to fingre ned i skålet og lavede det samme med hans blod på Eriz pande. Marcellus slikkede sig om munden. Bare at vide at hendes blod var på hans pande var nok. Han var sulten og nu var hans interesse i Eriz blod vækket. han ville smage det ordenligt, mæske sig i det hver gang han fik muligheden for det. Han kiggede over imod Eriz med et lystent blik.

[Deleted]

I modsætning til Eriz, så healede Marcellus, og derved forsvandt såret på hans bryst også, hvor hendes for altid ville være der, indtil hun en dag, fik det til at forsvinde med hjælp af magi. Sådan havde hun hvert fald gjort med alle de andre. Hun vendte ansigtet frem, så præsten kunne lave et mærke på hendes pande med Marcel's blod. Det føltes klistret og varmt. Ud af øjenkrogen kunne hun se, at Marcellus kiggede på hende, men nu skulle hun snart til at give sig selv til ham. Snart skulle hun svare ja til ham med alle tilskuerne og guderne som vidner. Ægteskab... det eneste, hun ikke kunne sno sig ud af.
Præsten var i gang med at blande deres blod sammen i skålen, inden at han smed et hvidt silkebånd derned. Langsomt trængte det røde blod ind i stoffet, indtil at båndet nu var helt rødt, og dryppede af deres blandet blod. Mere symbolsk blev det ikke.
Han gjorde tegn til dem om at de hver, skulle hæve en hånd. Marcellus' hånd under hendes, som ville han bære hende igennem livet. Alle de symboler. Det fik Eriz til at smile bredt, så perlerækken af tænder kom til syne.
”Eriz. I Azraels og alle vidnernes påhør, binder du så dig selv til Marcellus LaPiera Black ved din side? Vil du ære ham, respektere ham, lytte til ham, og tilhøre ham i alt evighed, indtil natten vil tage jeres sjæle?” spurgte præsten med høj stemme. Måske ville folk lægge mærke til, at hun ikke havde noget slægtsnavn - hvert fald ikke hvad de vidste - men det var hun ligeglad med. Hellere at de var så uintelligente at tro, hun ikke kom fra nogen stor familie, end at de vidste sandheden. Silkebåndet blev viklet en omgang rundt om deres samlet hænder.”Vil du føde ham en masse sunde børn, stå ved hans side, og aldrig forlade den, selvom I står foran smertens ansigt?”
Der var tavst, men Eriz ikke så meget som tøvede. Hun rettede sig blot noget mere op, inden at hun nikkede bestemt.
"Ja," svarede hun med sin bløde stemme, der ville give de fleste kuldegysninger. Et valg var blevet taget, og hun havde både tænkt længe og grundigt over det. Hun ville være dronning. Lige meget hvad prisen var.
Præsten vendte sig nu mod Marcellus. Silkebåndet manglede stadigvæk at blive bundet.
”Marcellus LaPiera Black. I Azrael og alle vidnernes påhør, binder du så dig selv til Eriz ved din side? Vil du ære hende, respektere hende og beskytte hende i alt evighed, indtil natten vil tage jeres sjæle? Vil du give hende en masse stærke børn, tage dig af hende, og aldrig forlade hendes side, selvom I står foran smertens ansigt?” spurgte han, og var klar til at binde deres hænder sammen ved Marcellus' svar. Alle holdte vejret. Selv Eriz drejede sig hoved mod Marcellus, for at se på ham, når hans svar, ville forbinde dem som ægtefæller.

[Deleted]

Marcellus lagde sin hånd under Eriz. Hendes hånd var varm som hans og han kunne mærke hendes puls. Det var ikke Macarias bløde og kolde hånd. Den hånd han havde holdt i sin egen med tanke på at det skulle være den hånd han holdt resten af sit liv. Marcel sad og kiggede ikke engang på Eriz som hun svarede. Han kiggede på det blodige bånd. Alt i ham gjorde ondt, som var hans hjerte ved at briste. Han kom i tanke om at Macaria havde gjort det samme imod ham. Hun havde gjort sådan her med Zean. Hans blik blev mere fast og koldt i det han skulle svare. Dette var sidste chance for at bakke ud. Der var helt stille i flere sekunder før Marcel sagde med en rug og rolig stemme '' Ja ''. Marcel kiggede først nu over på Eriz. Han vidste at det blik han ville møde ikke var et blik af kærlighed, men spænding. Han vidste at hun plot ønskede magt og ikke ham. Han havde det jo på samme måde med hende. Han drejede sit hoved og ventede ikke engang på at præsten skulle sige at han måtte kysse sin brud. Hvis han var gift skulle folk tro han var gift af kærlighed. Han rakte ud efter Eriz nakke og træk hendes hoved hen til sig og kyssede hende dybt og intenst. Hans hjerte føltes som om det langsomt forvandlede sig til sten i ham. Det var gjort. Han var hendes mand nu. Efter han havde kysset hende i lidt tid, slap han det lettere hårde greb om hendes nakke og kiggede på præsten igen. Folk begyndte at hviske en smule. De havde ikke regnet med sådan en reaktion fra kongen. Marcellus vidste hvad Eriz havde ofret og det skulle ikke gå ubelønnet hen. Det var Eriz og ham imod verden nu. Sådan var det bare. En dag måtte han fortælle hende hans følelser overfor Macaria. Hun fortjente sandheden. Han måtte også fortælle hende om hans søskende.

[Deleted]

Endelig kom svaret, og Eriz smilede triumferende, så øjnene for en gangs skyld strålede af latter. Det var gjort. Hun kunne nu kalde sig Eriz LaPiera Black. Dronning over Imandra. Sikke en skam at hverken hendes kære familie eller Macaria var til stede. Hun måtte huske at sende et brev.
Marcel greb fat i hendes nakke, for at hive hende ind i et dybt kys, der fik hendes hjerte til at hoppe et slag over. Hun havde ikke set den komme, men gengældte det dog langsomt. Øjnene gled i, for at massere hans læber med hendes egne, mens stilheden lagde sig omkring dem. Da han slap sit greb i hende, mærkede hun, hvor hårdt han havde holdt. Jamen dog... var der gemt noget bitterhed i manden? Det var nok til at bekræfte sin teori om Macaria. Åhhh det gjorde ikke noget. Han var hendes nu, og hun ville aldrig give slip. Aldrig!
Flygtigt kyssede hun ham på kinden, inden at han trak sig helt væk fra hende, for igen at kigge op på præsten, som havde fundet kronen frem. Eriz måtte med sin frie hånd, tage hårpynten af, og stryge sit sorte, lange hår væk, inden præsten kunne placere kronen på hendes hoved.
Vægten og balancen var uvant for hende, men hun fandt den hurtigt. Det her, var hvad hun var blevet født til. Det kriblede helt i hende.
Præsten gjorde tegn til dem, og sammen kunne de rejse sig op, for at vende sig mod deres gæster med hænderne bundet sammen. Der var ikke andet at gøre, end vandre ud igen, og så var det overstået. Festen kunne begynde inde i en af de store haller.

[Deleted]

Marcel rejste sig op og gik med hovedet hævet højt ud af salen. Før han gik kiggede han en sidste gang over på Francis og smilede til hende. Nu var Imandra stærk. Han havde gjort det der skulle til for sikre sig sin titel og styrke som Konge. Da de de ud startede festlighederne. Der var dækket op til fest over det hele og festen foregik hele byen igennem. Da Eriz og Marcel kom ind til selve festen og satte sig ved det store bord der var dækket med mad og drikke satte Marcellus sig ned og holdt Eriz i hånden. Han kiggede rundt med et fast blik. Efter han havde kigget rundt på folk der hyggede sig og så ud til at have det godt, lænede han sig over til Eriz og hviskede ind i hendes øre '' Jeg har overholdt min del af aftalen ''. Med disse ord slap han hendes hånd og rejste sig op. Han smilede og lænede sig ned for at kysse Eriz blidt på læberne så folk ikke skulle tro der var noget galt. Derefter hævede han sit glas og sagde '' Skål, drik og spis. Det er en lykkelig dag ''. Da folk kunne se kongen var glad begyndte de at skåle og gå i gang med maden. Marcel satte sig ned igen men lagde ikke sin hånd i hendes igen. I stedet for satte han et falsk smil på sine læber. Kort tid efter kom folk over for at snakke med ham og Eriz. Marcel var charmerende og virkede glad. Når folk sagde noget om hvor godt de så ud sammen ville Marcel kysse Eriz på kinden eller give hende et kærligt blik. Marcel var en mester i manipulation og virkede som om han var noget andet end det han var. Hver gang folk kom over for at snakke med det lykkelige kongepar virkede han glad og forelsket i Eriz. Han holdt om hende og kyssede hende. Men lige så snart folk ikke kiggede fjernede han sig lidt og hans opmærksomhed blev rettet andre steder hen. Marcel virkede når ingen kiggede som om han var kold og ligeglad med Eriz. Hvilket han på et vis plan var. Men mest af alt var han fjern fordi han følte han havde forrådt Macaria. Det havde intet med Eriz at gøre.

[Deleted]

Lige så snart de havde sat sig ved bordet, løsnede Eriz båndet omkring deres hænder. Hun hørte tydeligt hvad Marcellus sagde, men gjorde ikke andet, end sende ham et usigeligt blik. Båndet kom endelig af, og hun gav det over skulderen til en tjener, som skulle indramme det, og hænge det op i soveværelset. Blodet havde efterladt et aftryk rundt om hendes håndled. Med sin ene finger gned hun det af, mens Marcellus skålede og holdte sin tale.
I modsætning til alle andre, mærkede hun hans skuespil, men hun spurgte ikke hvorfor, han trak sig væk fra hende, når folk ikke kiggede. Sandheden stod mejslet i hans ansigt. Macaria. Kvinden som han påstod, at han ikke elskede. Hjertet var dog ikke tungt hos Eriz. Hun var dronning. Alt hvad hun kunne ønske sig, havde hun. Marcellus skulle nok glemme Macaria... det skulle hun nok sørge for.

Festen var munter og livlig med en god blanding af de forskellige racer. Musikken spillede op til dans. Folk drak og skålede. Latteren genlød i salen, sammen med den ivrige snak. Eriz havde vendt sig bort fra Marcellus, for at snakke med personen ved sin side. Inden længe blev hun dog budt op til dans af en gammel forretningspartner. Uden så meget som at kaste et blik på Marcellus, rejste hun sig op. Hun var lidt mere ligeglad med sin fremtoning, som en forelsket hustru. Alle der kendte hende, vidste at hun ikke nærede den slags følelser for folk.
Smilende tog hun imod tilbuddet, for at slutte sig til dansen. Marcellus havde alligevel ikke sagt et ord til hende, og hun var ved at blive træt af hans bortvendte blikke, og kølig attitude for hende, når folk ikke kiggede. Der var mange beundre i rummet, så hvorfor ikke nyde opmærksomheden fra andre? Mange blikke hang ved hende med den timeglas formet krop, og det stolte, slanke ansigt.
På dansegulvet blev en arm lagt omkring hende, mens en varm hånd tog hendes, inden de gled ud i dansen. Hun smilede høfligt, og gengældte folks hilsen, når de passerede. Et sted håbede hun, at Marcellus kiggede efter hende. Hun grinede til noget hendes dansepartner sagde.

[Deleted]

Marcel blev lettet da hun blev budt op til dans. Det var trættende at spille dette skuespil. Dog kunne han ikke lade være med at se hvordan alle kiggede på hende. De skulle bestemt ikke sidde der og glo, begære hende sådan. Eriz var hans nu. Hvor vovede de. Han kiggede op på Eriz ligesom hun grinede af mandens ord. Marcellus vidste ikke hvorfor men han mærkede en vrede skyde op i ham. Han sad og kiggede på Eriz lidt. Han vidste godt hvad hun var ude på. At gøre ham jaloux. Et trick han ofte selv havde benyttet sig af. Men han forstod ikke hvorfor. Hvis hun intet følte overfor ham, hvorfor så overhovedet prøve at gøre ham Jaloux. En af Marcels noble stod og snakkede til ham. Men Marcel kiggede bare på Eriz danse. Lidt efter rejste Marcel sig og kiggede på ham der sådanset stod og snakkede til ham og sagde '' Du må have mig undskyldt. Jeg har brug for lidt luft ''. Marcel gik ud på balkonen og kiggede ud over byen. Solen var gået ned og nattehimlen var klar. Han kiggede op imod stjernerne. Han tog sin brystplade af og gav den til en tjener. Tjeneren gik og nu stod Marcel udenfor helt alene. Han tog sit vinglas og kastede det afsted med sådan en styrke at det forsvandt ud i mørket. Han stod lidt og knurrede for sig selv. Lidt efter sukkede han og kiggede op mod nattehimlen. Hvordan kunne Eriz bringe sådan en vrede frem i ham. Han havde haft sådan en lyst til at gå over og flå hovedet af ham hun havde danset med. Men han vidste at Eriz igen følelser havde for han. Hun havde set ham som en mulighed for at blive dronning og få magt og sådan havde han også set hende. Men hvorfor var han så overhovedet jaloux. Marcel sukkede og kiggede på stjernerne og tænkte på Macaria igen. Hvor smuk hun ville have set ud i den kjole Eriz havde få. Hvordan hendes læber ville have følt at kysse efter han havde sagt ja. En vind ramte Marcel og han blev vækket fra sine tanker. Dog blev han stående udenfor.

[Deleted]

Dansen sluttede og Eriz måtte en smule forpustet, vifte med sin hånd, for at få luft til ansigtet. Ud af sine øjenkrog havde hun set Marcellus forsvinde, men intet gjort for at følge efter ham. Han tænkte sikkert på Macaria. Tøsen der havde giftet sig med Zean, som han ikke havde kunne hakke ned. Det var til at blive frustreret af. Mænd... altid så blødsødne.
Hun bøjede hovedet for sin dansepartner, men da hun igen blev budt op til en ny dans, rystede hun på hovedet. Nej... hun ville trække sig tilbage. Det var blevet sent, vinen smagte på hendes tunge, og hun var træt efter dage med krig, møder og planer. Nu trængte hun bare til ro væk fra larmen og gæsterne.
Høfligt tog hun afsked med dem, hun skulle tage afsked med. Raine ville følge med hende, men hun bad ham blive, efter at have placeret et let kys på hans ene kind. Han lugtede allerede af alkohol. For resten havde hun brug for ro til sit hoved. Så mange bevidstheder, gjorde hende en anelse svimmel.
Hun forlod salen og sin fraværende ægtemand, for at søge mod sit sovekammer. Først halvvejs kom hun i tanke om, at hun nu var gift med Marcellus... hendes plads var ved hans side i sengen - om han så ville eller ej. Ikke nok med det, var det bryllupsnatten. Ingen brud burde sove alene på sin bryllupsnat.
Hun skiftede kursen, for i stedet at finde frem til det rum, Marcellus havde gjort til sit sovekammer. Da hun trådte ind, fandt hun det både stille og koldt fordi et vindue stod åben. Vinden fik gardinet til at blafre.
Uden at tænde noget lys, tog hun nænsomt kronen af sig. Tankefuldt kiggede hun på den, inden at hun lagde den fra sig på en stol. Langt væk kunne hun stadigvæk høre lydene fra festen, hvor folk morede sig.
Langsomt begyndte hun at klæde sig af, mens hendes blå øjne gled rundt i rummet, hvor Marcellus havde sovet. Det var underligt at tænke på, at han nu var hendes ægtemand. Rei havde i det mindste begæret hende, samt holdt af hende, mens Marcellus blot tænkte på sin Macaria.
Hun klædte sig helt af, indtil hun nøgen kravlede op på sengen, der var fyldt med puder og tykke tæpper, som hun krøb ned i. Med et suk lagde hun hovedet på puden, mens hun rettede blikket på den tomme plads ved sin side. Hun var vant til tomme pladser...
Med lukket øjne vendte hun ryggen til. Det hele var ligegyldigt. Hun havde fået, hvad hun ville have.

[Deleted]

Marcellus gik efter lidt tid væk fra balkonen og ind igen. Hans blik mødes med Francis. Hun var altid vågen og holdt øje med om han var okay. Han smilede til hende og gav hende et beroligende nik. Der var sket så meget og han havde kæmpet så hårdt. Nu stod han endelig her som Konge over Imandra og alligevel følte han sig tom. Han manglede en ved sin side. En han elskede, Macaria. Han kiggede et kort øjeblik ned før han atter fandt sit stolte ansigt frem og hævede sit hoved og holdt det højt. Han var en konge nu. Han havde sendt bud efter sine søskende. Dem allesammen. Deres tid i skjul for Marcellus fader var over. Snart ville de være i sikkerhed i Imandra. Marcellus havde gjort det umulige. Vundet over sin fader og erobret et land. Dog vidste han at han skyldte Zean og især Eriz den ære. Han gik langsomt op på sit værelse. Han vidste ikke at Eriz lå der inde. Han lukkede døren og stillede sig op af døren. Han lod sit baghoved langsomt ramme imod døren. Et suk undslap hans læber. Han var træt og udmattet. Han rejste sig rank op og tog sin skjorte af. Han gjorde sig klar til endnu en mareridt fyldt nat. De runer han havde lavet på indersiden af hans kranie for at garde ham imod folk kom ind i hans hoved havde en pris. Hver eneste nat ville han være plaget af mareridt. Han tog langsomt sine bukser af og kiggede på ringen han nu havde på hans finger. Han gik over til spejlet og kiggede på sig selv. Han var blevet så muskuløs og stærk. Han havde virkelig udviklet sig. Det hele havde startet med Macaria, men ville det også slutte med hende?. Marcel lagde kronen på natbordet og lagde sig i sengen. Han havde så meget i tankerne at han ikke havde ænset at Eriz lå der. Marcellus lukkede øjnene og lagde sine hænder på sin nakke og begyndte at gøre som han altid gjorde når han skulle sove. Forberede sig mentalt på at vågne op badet i sved. Endnu en nat med forfærdelige mareridt.