The Longest Day

[Deleted]

@isabel ~ @saix

Det føltes som om dagen ingen ende ville tage. Allerede da de vågnede den morgen, havde det virket som om både Isabel og Caleb havde haft travlt, og de var gået hver til sit, og efterladt Saïx i patienthytten. Hvor lang tid der faktisk gik før Saïx kom ud af sengen, anede han ikke. Han havde sikkert tilbragt mange lange minutter, blot med at sidde og tænke tilbage på hvad han havde oplevet sammen med Isabel. Selv flere timer efter at hun og Caleb var gået, var han sikker på at han kunne dufte hende i rummet.
Han havde forsøgt at få tiden til at gå efter bedste evne. Hans forbinding var nødt til at blive skiftet ud, og han havde opsøgt en healer for at få det gjort. Healeren, den samme englekvinde som havde taget dem imod da de kom til byen, havde fastslået at hans hånd var på bedringens vej, sikkert hjulpet på vej af hendes lysmagi, og at der ikke ville gå lang tid før han ville kunne bøje fingrene igen. Det havde været gode nyheder for ham: Saïx kunne ikke vente til han igen kunne fortsætte sit arbejde. Han kunne kun håbe på at der ikke allerede var nogen som havde overtaget landets våbensmedje. Han ville sikkert kunne gøre meget godt her i landet, når han havde genvundet sin fingerfærdighed.
Det havde været en varm dag, årstiden taget i betragtning. Saïx havde tilbragt meget af den med at gå rundt i byen, skønt det nok mest af alt var i håbet om at han ville støde ind i Isabel igen. Hun havde ikke sagt hvor hun ville tage hen, og han havde ikke stillet spørgsmål. Efter den nat de havde tilbragt sammen, var han blevet langt mindre skeptisk til at hun havde undveget at give ham en forklaring. Måske var hans dømmekraft bare blevet hæmmet af lykken. Hvad det end var, følte han sig ikke engang bekymret. Han var sikker på at Isabel ville komme tilbage - hun ville da ikke bare tage fra Procias uden at sige ordentlig farvel til ham, det var han sikker på.
Døgnet var gået, og da det var blevet mørkt, var Saïx igen vendt tilbage til patienthytten. Han tændte op i pejsen for at varme hytten op, i vente til at Isabel eller Caleb skulle dukke op. Det var begyndt at bekymre ham en smule at ingen af dem havde vist sig hele dagen. Hvad var det dog for nogle ærinder de to havde haft? Han placerede sig på sengekanten, og lod blikket falde på hans indbundne hånd, hvis fingre han forsigtigt forsøgte at bøje. Det gjorde mindre ondt denne gang, men helt smertefrit var det ikke endnu. Han kunne næsten forme en slap knytnæve, før han var nødt til at strække fingrene igen.

[Deleted]

Gaden var øde på denne tid af døgnet. Her i Procias brød man sig ikke om mørket, og holdte sig derfor indenfor, hvor der var lys og varme. Isabel havde ikke noget imod det. Hun var vant til ensomheden, og turen tilbage til Catalena, var blevet brugt til at samle tankerne.
Efter at have taget afsked med Marcellus, og lagt afstand til ham, var følelserne for ham også faldet. Tiltrækningskraften havde været stærk denne her gang, hvilket havde gjort hendes sind tungt og svømmende, men jo mere afstand, der var kommet mellem dem, jo mere klart kunne hun tænke, indtil hans tag i hende, var forsvundet – næsten. Smagen af hans læber dvælede stadigvæk på hendes mund, og hun kunne ikke ryste følelserne helt af sig, selvom hun prøvede.
Følelserne for Saïx var derimod fuldkommen forsvundet. Det var skræmmende, at tænke på, at hun for blot et par timer siden, havde været boblende af kærlighed, men ikke længere. Der var ingenting. Marcellus havde virkelig fjernet det hele. Hun vidste det godt. Hun kunne huske smerten, da hans hånd havde trukket det hele ud af hende, men når hun tænkte tilbage, kunne hun ikke huske, følelserne for Saïx. Hvordan havde det føltes? Hvordan havde det været, at være forelsket i ham – og hvorfor?
Hun stoppede op foran døren ind til patienthytten. Caleb og Saïx sad sikkert derinde. Hvilken undskyldning skulle hun dog bruge denne gang? Følelserne for Caleb var der stadigvæk. Dem alle sammen. Intet havde ændret sig på det punkt.
Hun rettede lidt på sin jakke, inden at hun trykkede ned i håndtaget. Det her kunne vel lige så godt blive hurtigt overstået.
Da hun trådte ind i patienthytten, opdagede hun, at Caleb ikke var til stede. Kun Saïx. En smule overrasket kiggede hun rundt, mens hun trak jakken af sig, for at smide den over en stol. Først nu huskede hun på, hvad han havde sagt sidste nat. Han ville sove inde hos Salvatore. Ah! Selvfølgelig. Det var der han var.
Hendes hårde, grønne øjne gled over mod Saïx, der sad på sengekanten. Han var ikke gået i seng endnu.
Det var underligt, at se på ham. Ingen følelser fik hjertet til at hamre, eller et smil til at sprede sig over hendes læber. Der var ingenting. Havde der virkeligt været engang, hvor det havde været anderledes?
”Hej,” hilste hun kort for hovedet, mens at hun smøgede ærmerne på sin skjorte op. ”Du er ikke gået i seng endnu?”

[Deleted]

Døren blev skubbet op, og Isabel trådte ind. Allerede da hans blik faldt på hende, kunne Saïx mærke hvordan hans hjerte slog en smule hurtigere, og hvordan et smil automatisk formede sig over hans læber. Han rejste sig fra sengekanten mens hun smed sin jakke over en af stolene, og trådte et par skridt tættere på hende.
”Nej, jeg tænkte på at vente til du kom tilbage. Eller til jeg ville falde om af udmattelse.” svarede han hende med et varmt smil, og skulle lige til at lægge armene om hende, da det slog ham at der var et eller andet i vejen. Hans ansigtsudtryk forandrede sig, og afslørede hans forvirring. Hun havde intet smil om læberne. Da hun havde forladt hytten havde det været med et sidste kys og et smil om læberne, men nu var der intet. I skæret fra pejsen blev der kastet lange skygger bag hende, og hendes ansigt blev lagt i formørkede folder. Hvorfor virkede hendes blik så hårdt? Han trak armene til sig, og trådte et halvt skridt tilbage.
”Er der… Sket noget?” spurgte han tøvende. Han kunne ikke huske nogensinde at have set Isabel sådan. Selv undere deres første møde i hans smedje i Vavilon havde hun da vist ham et høfligt smil. Der måtte være sket et eller andet. ”Er det Caleb? Er der sket ham noget?” spurgte han bekymret. Hvis der var sket hendes bror noget, kunne det sagtens forklare hvorfor hun så ud, som hun gjorde. Det kunne vel også forklare hvorfor han ikke havde set noget til Caleb siden den morgen. Han havde rigtigt nok sagt at han ville sove inde hos Salvatore, så han og Isabel kunne være alene, men han havde da alligevel regnet med at han ville vise sig – om ikke andet så bare for at sige godnat til Isabel.
Saïx’ blik hvilede uforstående og uroligt på hende, da han forsigtigt trådte det halve skridt tættere på hende igen.

[Deleted]

Tavst lod Isabel sit blik glide over Saïx, inden at hun rystede svagt på hovedet, og fik smøget det sidste ærme op over albuen. Hun havde valgt at få taget sine følelser for Saïx, i stedet for at slå ham ihjel. Gad vide, hvor meget hun mon havde kunne lide ham?
"Vi må snakke sammen," sagde hun med en fast tone, og gik et par skridt væk fra ham, for at læne sig baglæns op af bordet med armene over kors. Der var ingen følelser at lede efter i hendes ansigt. For nogle timer siden havde hun sikkert krænget sit hjerte ud, ved tanken om at skulle fortælle det her men ikke længere.
"Det vi gjorde var en fejltagelse," fortalte hun direkte, uden at pakke det ind, eller prøve at glatte det ud. Hvorfor skulle hun? Det var Marcel's ord, der kom ud af hendes læber, uden at hun så meget som tøvede med at udtale dem. "Jeg er forelsket i en anden mand. Vi kan godt være venner, men vi vil aldrig blive mere end det."
Hm... det var nemt nok. Ikke så meget som et jag i brystet. Man skulle tro, at hun bare informerede ham om dagens hændelser, så afslappet var hun. Og alligevel... der var noget mørkt i hendes blik. Noget ligegyldigt. Hun vidste der manglede noget. Vidste der burde være et eller andet. Hvor utroligt, Marcellus bare havde kunne tage det hele. Hun kunne ikke lade være med at være imponeret over hans kræfter.

[Deleted]

Saïx fulgte hende ængsteligt med blikket. Hans kunnen om alt når det kom til forhold var meget begrænset, men så vidt han havde hørt, kom der sjældent noget godt ud af det når den ene part sagde at de måtte snakke sammen. Bedre blev det ikke da han så hende læne sig op af bordet med armene over kors, med det fuldstændig følelsesløse udtryk i ansigtet.
Det var som om hans hjerte frøs til is, allerede da hun talte igen. Han stirrede på hende, uden noget tegn på forståelse i blikket. Hvad… hvad var det hun sagde? Hans blik flakkede til alle sider, som om det ville hjælpe ham med at finde et eller andet at støtte sig op af, men i stedet endte han med simpelthen bare at stå foran hende, og se rådvild ud. Det gav ingen mening for ham. Hun havde sagt at ingen mand havde givet hende den opmærksomhed hun havde savnet, og nu fortalte hun at hun var… Han rystede på hovedet.
”Isa, jeg… Du… Jeg kan ikke…” Ordene snøvlede sig ud af munden på ham. Han lagde en hand mod sin pande, og begyndte at vandre en smule frem og tilbage foran hende, indtil han til sidst stoppede op foran hende igen. Bare at se på hende fik det til at føles som om der var noget i hans bryst der blev revet i tusinde stykker. ”En… fejltagelse? Hvordan… Du sagde jeg betød noget for dig.” Hans ord var dæmpede, ikke meget mere end en fortvivlet hvisken. Hans ansigtsudtryk var konstant skiftende mellem følelsesløst og sønderknust. Et strejf af raseri viste sig pludselig i hans ansigt. ”En anden mand? Hvem? Hvem er han?” forlangte han gennem sammenbidte tænder. Sorgen og raseriet blandede sig i ham, og fik ham til at knytte næverne – dem begge. Om det så dunkede af smerte i hans indbundne hånd, så han ikke ud til at ænse det. Smerten i hans bryst var altoverskyggende.

[Deleted]

Uden at røre sig ud af flækken, betragtede Isabel, hvordan Saïx vandrede forvirret rundt foran hende. Det var tydeligt, at han var ked af det. Såret. Hjerteknust. Hvis hun havde haft sine følelser for ham, havde hun sikkert reageret på dem. Holdt om ham, grædt, kysset ham, undskyldt. Alt for at hjælpe ham, men ikke nu. Nu var der ingenting.
"Du betyder også noget for mig," svarede hun med et træk på den ene skulder, der gav et helt andet billede, end hvad hun egentlig sagde. "Bare ikke så meget."
Hans raseri rørte hende ikke det mindste, selvom at hun lagde mærke til at hans hænder knyttede sig, og hele ansigtet blev sammenbidt. Hvad ville han gøre? Hun kunne så nemt, som ingenting uskadeliggøre ham, og faktisk ville hun ikke have noget imod det. Intet ville stoppe hende fra at brække en arm på ham, eller slå ham ud med et knytnæveslag. Det her var sket, fordi hun ikke ville dræbe ham. Hun vidste, hun havde taget et valg, men hvis hun fik det samme valg nu, ville hun være ligeglad. Nej... han betød intet for hende. Intet overhovedet.
I et stykke tid blev hun stående, for bare at kigge på ham, mens hun prøvede at finde ud af, hvad hun skulle svare. Hun kunne ikke så godt, bare fortælle hvem Marcellus var. Selv hvis Saïx ikke vidste hvem han var, ville Caleb kunne regne det ud, hvis Saïx snakkede med ham.
"Èn du ikke kender," svarede hun derfor, og skubbede sig op fra bordet med sin hofte. "Han er magiker ligesom mig og en kriger. Jeg elsker ham."
Der var ingen følelser i hendes ord, der indikerede, at hun faktisk elskede Marcellus, for det gjorde hun jo ikke. Ja, han kunne give hende en masse ting, og hvis hun var loyal, ville han gøre hende glad igen, og det var alt hun fokuserede på. Han havde sagt, at hvis hun opførte sig ordenligt, ville han lade hende få et døgn, hvor hun fik sine følelser for Saïx tilbage. Lige nu forstod hun ikke, hvorfor hun nogensinde ville det, men med sin logik, kunne hun regne ud, at det betød noget for hende. Det måtte det have gjort.

[Deleted]

Sandt at sige vidste Saïx heller ikke selv, hvad han havde tænkt sig at gøre med sine knyttede næver. Havde han tænkt sig at angribe hende? Han var en stærk mand, så selv om at hun havde magien på sin side ville et slag være nok til at efterlade et mærke. Men han kunne ikke få sig selv til det. Ikke bare fordi han vidste at Caleb ville slå ham ihjel, hvis han gjorde Isabel noget… men det var Isabel. Uanset hvor ondt det gjorde at høre hvad hun sagde, og se hvordan hun var overfor ham, virkede tanken på at skade hende helt utænkelig.
Stilheden mellem dem var næsten ved at tage livet af ham. Hvem var manden, hun havde forelsket sig i? Den eneste anden mand Isabel nogensinde havde nævnt for ham, havde været en vampyr – men han kunne ikke forestille sig at hun nogensinde ville få følelser for et mørkevæsen. Hun havde viet hele sit liv til at slå dem ihjel. Da hun så endelig svarede, men uden at give et navn på ham, fik det kun Saïx til at føle sig endnu mere tom indvendig. Han bemærkede ikke engang manglen af følelser i hendes ord, da hun sagde at hun elskede denne mand.
Hun elskede ham… Siden Saïx og Isabel havde startet deres forhold, eller hvad man nu skulle kalde hvad de havde haft, var der ingen af dem der havde sagt disse ord til hinanden. Lige nu vidste han ikke om han skulle fortryde det, eller være glad for det. Ville det gøre mere ondt, hvis de faktisk havde sagt det, og hun så sagde alt dette til ham? Et sted var han sikker på at det ville – men hvordan kunne det gøre mere ondt end det, det allerede gjorde?
Raseriet forlod hans ansigtsudtryk, og blev endnu en gang erstattet af fortvivlelsen og forvirringen. Isabel sagde at hun ville være hans ven… Men sådan som hun så på ham, så det mere ud som om hun så ham som en fremmed. Som om de slet ikke kendte hinanden. Hvor havde han dog lyst til at række ud efter hende, kysse hende, holde hende ind til sig igen… Men hvad skulle det hjælpe? Han mødte hendes blik, og han så ingen følelser i de grønne øjne. Ren og skær ligegyldighed, var hvad der mødte ham. Hans hænder faldt slapt ned af hans sider. Hvis ikke det var fordi Saïx var alt for fokuseret på smerten i hans hjerte, ville han have mærket den gennemskærende smerte i hans højre hånd, hvor han med sikkerhed havde fået brækket de halvgroede knogler om igen, bare ved at knytte næven som han havde.
”Jeg… Jeg må…” Han fandt ikke ordene. Hvad skulle han sige? Hvad skulle han gøre? Han vendte blikket mod Isabel, af ren vane, som om han håbede at hun kunne give ham svaret, men det hårde blik der mødte ham tog det sidste håb ud af ham. Sådan stod han og stirrede på hende, før han løftede sin friske hånd, som for at indikere at han ikke kunne holde mere ud – og vendte hende ryggen. Uden yderligere ord, trak han døren op, og forlod patienthytten. Han vidste ikke hvor han ville hen. Han måtte bare… væk.

//out

[Deleted]

Med et suk lod Isabel armene falde, da døren gik i efter Saïx. Manglen på følelser skræmte hende en smule. Hun kunne jo huske alle de ting, som de havde været igennem sammen, samt havde lavet. Sidste nat, vandringen, alle nætterne trykket ind til hinanden, deres første kys, fægtningen og så videre. Hun kunne bare ikke... mærke noget. Det var frustrerende, men det var sådan det måtte være, indtil at Marcellus bestemte sig for noget andet. Hellere det, end at skulle føre en dolk i brystet på Saïx med alle sine følelser i behold. I sidste ende, var det måske ligefrem en god ting, det der var sket. Han var nu uden for fare, og Marcellus ville aldrig røre ham.
Hendes blik gled rundt i lokalet igen, uden at vide, hvad hun skulle sætte sig til at gøre. Hun kunne lige så godt, tage over og få fat på Caleb. Nu hvor hende og Saïx var færdige, så kunne han lige så godt komme ind og sove. Caleb... Marcellus havde givet hende valget mellem Saïx og Caleb, og for at undgå det, havde hun ladet ham fjerne hendes følelser for Saïx. På en måde havde hun valgt Caleb over ham. Caleb. Hun strøg fingrene igennem sit hår, og tog en dyb indånding. Endnu en løgn skulle findes, for at forklare ham, hvorfor hun ikke ville være sammen med Saïx. Han ville kende hende godt nok til at vide, at hun ikke var forelsket i en anden mand, og ville også forlange, at vide hvem det var, om han så skulle vride armen om på hende. Nej... en anden løgn skulle til for Caleb.
Hun trak sin jakke på igen. Heldigvis var der ikke så langt over til Salvatore's hytte.

//out