Post by Deleted on Feb 26, 2015 21:53:21 GMT 1
@daelis X @nicolai
--------------------------------------------------------
I baggrunden kunne hun høre knitren fra ilden. Hun skuede ud over pladsen. Det var nat, så det ville være dumdristigt at bevæge sig hjem i mørket, når hun ikke havde sin lanterne, eller andet med.. Der var en ugle som tudede et sted, de tre monstrøse hunde sov i en bunke ved hendes side, og en af dem havde hovedet på hendes lår. Over bålet hang en boblende gryde med noget suppe.
Daelis førte omhyggeligt et stofstykke over det blanke metal på sit gevær, med en omhyggelighed og forsigtighed, som havde våbnet været et barn. I metallet kunne hun se sit spejlbillede. Det sorte hår var ved at være skulderlangt, men strittede stadig ud til alle sider. Hun var ved at ligne sit oprindelige jeg, skønt hun sad i klæder af den afdøde broder. I sine hænder havde hun et våben ingen nogensinde havde set før. Hendes mesterværk, som ingen bue kunne måle sig med. Hun vidste at skønt hun ikke var truende rent fysisk, så var hun intimiderende med sin personlighed, og hun opdaterede hele tiden sit våbenarsenal, så ingen kunne overraske hende. Hun havde sin alliance med dødsenglene. I det hele taget syntes mørkelverkvinden at hun stod temmelig godt i hele sin situation, men alligevel følte hun sig blottet og usikker. Hun var afhængig af andre for at fuldføre sit mål om at vælte kahlien, og når det så var gjort… Ja, så langt var hun så slet ikke kommet endnu.
Hvad ville hun med sit liv? Eventyr! Daelis kunne ikke se sig selv sidde stille på en trone, som kahlien. Rødnende op i sin egen konformitet, mens hun blev båret på arme og ben, for aldrig at se solen og mærke den friske luft. Aldrig ville kun underlægge sig deres levevis. Hendes fremtid var endnu uvis, og når hun prøvede at se den var der tåge resten af vejen.
Meget kunne gå galt. Som allieret var hun tvunget til at opføre sig pænt. Holde sig i skindet, for hvis ingen kunne lide hende ville hun stå alene… Det fik hende til at føle sig usikker. Svag, skønt hun vidste at hun kunne så meget. Hvad hvis alliancen knækkede? Hun var stadig efterlyst og dybt kriminel. Hendes beskrivelse hang de fleste steder i Dvasias. Hun kunne blive fanget og udleveret, for at lide den død, som egentlig var hende tiltænkt. Hendes broder havde sagt at hun skulle leve, og med de ord havde han låst hende inde i kosteskabet og gået afsted mod Maerimydras plads… i hendes kjole. Ingen havde set forskel. De var jo tvillinger. Og det var den sidste samtale hun havde haft med ham.
Hun kiggede op i nattehimlen. Træernes grene lignede fangarme, og bag dem var himmelhvælvingen. Så uendeligt stor. Det fik Daelis til at føle sig så lille… Hvad var der der ude? Og at leve… Hvad ville det egentlig sige at leve livet til det fuldeste? Det krævede først og fremmest af overleve… så meget vidste hun. Men hvordan kunne hun forsikre sig det?
Verden var så stor… Og hun var egentlig alene i sit eget selskab. Hun måtte altid have paraderne oppe, for hvis hun satte dem ned var der ingen med villighed til at tage slagene for hende.
--------------------------------------------------------
I baggrunden kunne hun høre knitren fra ilden. Hun skuede ud over pladsen. Det var nat, så det ville være dumdristigt at bevæge sig hjem i mørket, når hun ikke havde sin lanterne, eller andet med.. Der var en ugle som tudede et sted, de tre monstrøse hunde sov i en bunke ved hendes side, og en af dem havde hovedet på hendes lår. Over bålet hang en boblende gryde med noget suppe.
Daelis førte omhyggeligt et stofstykke over det blanke metal på sit gevær, med en omhyggelighed og forsigtighed, som havde våbnet været et barn. I metallet kunne hun se sit spejlbillede. Det sorte hår var ved at være skulderlangt, men strittede stadig ud til alle sider. Hun var ved at ligne sit oprindelige jeg, skønt hun sad i klæder af den afdøde broder. I sine hænder havde hun et våben ingen nogensinde havde set før. Hendes mesterværk, som ingen bue kunne måle sig med. Hun vidste at skønt hun ikke var truende rent fysisk, så var hun intimiderende med sin personlighed, og hun opdaterede hele tiden sit våbenarsenal, så ingen kunne overraske hende. Hun havde sin alliance med dødsenglene. I det hele taget syntes mørkelverkvinden at hun stod temmelig godt i hele sin situation, men alligevel følte hun sig blottet og usikker. Hun var afhængig af andre for at fuldføre sit mål om at vælte kahlien, og når det så var gjort… Ja, så langt var hun så slet ikke kommet endnu.
Hvad ville hun med sit liv? Eventyr! Daelis kunne ikke se sig selv sidde stille på en trone, som kahlien. Rødnende op i sin egen konformitet, mens hun blev båret på arme og ben, for aldrig at se solen og mærke den friske luft. Aldrig ville kun underlægge sig deres levevis. Hendes fremtid var endnu uvis, og når hun prøvede at se den var der tåge resten af vejen.
Meget kunne gå galt. Som allieret var hun tvunget til at opføre sig pænt. Holde sig i skindet, for hvis ingen kunne lide hende ville hun stå alene… Det fik hende til at føle sig usikker. Svag, skønt hun vidste at hun kunne så meget. Hvad hvis alliancen knækkede? Hun var stadig efterlyst og dybt kriminel. Hendes beskrivelse hang de fleste steder i Dvasias. Hun kunne blive fanget og udleveret, for at lide den død, som egentlig var hende tiltænkt. Hendes broder havde sagt at hun skulle leve, og med de ord havde han låst hende inde i kosteskabet og gået afsted mod Maerimydras plads… i hendes kjole. Ingen havde set forskel. De var jo tvillinger. Og det var den sidste samtale hun havde haft med ham.
Hun kiggede op i nattehimlen. Træernes grene lignede fangarme, og bag dem var himmelhvælvingen. Så uendeligt stor. Det fik Daelis til at føle sig så lille… Hvad var der der ude? Og at leve… Hvad ville det egentlig sige at leve livet til det fuldeste? Det krævede først og fremmest af overleve… så meget vidste hun. Men hvordan kunne hun forsikre sig det?
Verden var så stor… Og hun var egentlig alene i sit eget selskab. Hun måtte altid have paraderne oppe, for hvis hun satte dem ned var der ingen med villighed til at tage slagene for hende.
