Sundown

[Deleted]

Marcel kunne se hvordan hendes sidste forsvar, hendes sidste håb forsvandt. Hendes vilje var knækket. Fra deres første møde havde dette været målet. Isabel var nede i mørket, dybt nede. Nu kunne han forme hende som hans hemmelige våben. Marcel knælede langsomt foran Isabel og begyndte at kaste en besværgelse. Han mumlede nogle ord og langsomt begyndte en sort energi at danne sig rundt om hans hånd. Hans hånd blev langsomt gennemsigtig som et spøgelse. Selve besværgelsen tog omkring ti minutter. Da Marcel var færdig smilede han ondt til Isabel og uden at sige mere slog han hånden ind i hendes brystkasse. Selv om der ikke kom fysiske mærker eller ar var det bestemt ikke smertefrit. Følelsen kunne kun beskrives som om at man så den person man elskede dø om og om igen på hundrede forskellige måder lige for øjnene af en. Efter få sekunder der måtte føles som en evighed for den stakkels kvinde træk Marcel sin hånd ud af brystkassen på Isabel. Der var ingen synlige fysiske men, ingen ar eller blod. Hans gennemsigtige hånd holdt en lysende lyserød væske. Marcel trak med sin anden hånd en flaske frem og lagde væsken ned i flasken. Derefter satte han låg på og viftede med hans hånd som han havde gjort med hendes kontrakt. Flasken forsvandt med et puf. Marcel kiggede på sin hånd som langsomt blev mere normal. Da den var blevet helt normal rejste han sig op. Han kiggede ned på den knækkede nøgne kvinde foran sig og sagde '' Du har intet håb. Intet at leve for. Du vil sikkert hellere dø nu. Sådan behøver det ikke at være Isabel. Rejs dig op og så vil jeg give dig håb, give dig et mål. Give dit liv mening. Du har følt min vrede. Det er på tide du mærker min kærlighed. Det er på tide du bliver den skæbnen har udset at du skal være ''. Der var intet godt i hendes liv, så hvis han kunne give hende bare lidt lykke vidste han at han for evigt ville have hendes loyalitet også selv om det var ham der havde været skyld i alt dette. Hun var knækket og ødelagt. Nu skulle han samle hende igen, samle hende som han ville have hende.

[Deleted]

Hulkende blev Isabel siddende, da Marcellus knælede ved hende. Hårdt klemte hun øjnene sammen, som var hun bange for at se, hvad han gjorde. Bange? Isabel havde altid set døden direkte i øjnene, men ikke nu. Ikke med det her.
Et skrig flænsede stilheden. Marcellus' hånd var begravet i hendes brystkasse. Hun skreg endnu engang så stemmen knækkede over i en inderlig hulken, mens kroppen spændtes i små ryg. Hårdt knugede hun sine knyttet næver ind mod sig, inden at hun igen skreg højt og desperat. Det var ikke som at blive ramt af en pil, en forbandelse eller et sværdhug. Ikke en fysisk smerte. I stedet havde hun det som dengang, at hun så Caleb få revet sit øje ud, eller dengang at Marcellus, havde givet ham så meget smerte, at han var begyndt at græde. Det var som, da hun havde opdaget sine forældres hus brændt ned, eller da hun hørte, de var blevet dræbt.
"STOP! STOP!!" skreg hun grædende mod Marcellus, men der var ingen nåde at finde. Intet håb. Ansigtet var fortrukket i gråd og smerte. Selve desperationens ansigt.
Da han endelig trak sin hånd ud igen, lænede hun sig frem over sine lår, for at presse panden ned mod jorden. Hele hendes krop rystede af en panisk gråd, der nægtede at stoppe. Det var som om, hun lige havde mistet noget kostbart. Noget hun elskede, og ikke kunne leve uden.
Det var lige før, at Marcellus' ord ikke nåede hende, men som han talte, stilnede hendes hulk langsomt af, selvom at hun blev liggende på knæ. Hun havde ikke lyst til at rejse sig op. Det hele gjorde ondt.
Dog gjorde hun som han sagde. Det skulle hun jo. På usikre ben rejste hun sig, stadigvæk med hænderne knuget ind til sit nøgne bryst. Hendes øjne var helt blodskudte af gråden, og det gjorde ondt i struben, efter de mange hæse skrig. Et par tårer trillede stadigvæk tavse ned af kinderne på hende. Hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad med hende?
Hendes sorgfyldte blik gled langsomt op til hans ansigt.

[Deleted]

Marcel kigge Isabel i øjnene og lagde blidt en hånd på hendes kind og sagde med en blid stemme '' Isabel, min smukke. Du har bare set på det her med et forkert blik. Hvorfor kæmpe imod mig, når du kan kæmpe med mig. Alle rundt omkring der vil kun bringe dig smerte. Alle andre end mig. Se selv hvordan du har det når du er i nærheden af mig. Jeg kan give dig alt det du har mistet. Alle andre ender med at være en kilde til sorg. Den eneste der kan bringe dig lykke er mig. Jeg er sikker på du kan se det nu ''. Macaria sagde at han ikke skulle kysse flere kvinder men hun blev sikkert ved med at kysse med Zean. Han blev nød til at kysse hende for at få et rigtigt tag i hende. Han måtte overbevise Isabel om den eneste i verden der ville være i stand til at heale det sorte hul hun havde i sig var ham. Marcel lænede sig langsomt frem og kyssede Isabel blidt på hendes læber. Han havde bløde og lokkende læber og han kyssede hende på en blid og kærlig måde. Da kysset var færdigt lagde han sine arme omkring hende og holdt hende ind til sig. Langsomt kom der en sort energi strømmende ud fra ham og omhylede hende imens han aede hendes kind og hviskede '' Det vil alt sammen blive bedre nu. Jeg er her, jeg er den eneste du kan opleve bare et glimt at glæde og lykke med Isabel. Jeg ved du også har det sådan. Jeg ved du elsker mig ''. I det han sagde det blev den sorte energi fast og dannede sig til tøj på hendes krop. Det var et symbol på at hvis hun virkelig var på hans side. Hvis hun virkelig gav efter og helhjertet fulgte ham ville store belønninger følge trop. Han håbede at han havde plantet et håb i hende. Han håbede at dette håb ville blive hendes nye drivkraft. Nemlig håbet om at adlyde ham og følge ham blidt ville bringe hende lykke og glæde.

[Deleted]

Tavst lyttede hun til ham, men hvor hendes ansigt plejede at være hårdt og afvisende, var det krakeleret til en træt og sørgende mine, der næsten var hjerteskærende at se på, hvis man altså ejede et. Skælvende af kulde, og med et tomt blik, der ikke flyttede sig, blev hun stående, da han lænede sig frem, for at placere sine læber mod hendes. Øjenvipperne sitrede.
Hvis ikke kærligheden lige var blevet flået ud af hende, ville hun måske kunne huske sådan et kys. Et blidt og kærlig et, der fik maven til at slå kolbøtter og øjnene til at stråle. Sådan et kys havde hun engang fået fra en anden mand. En man hun nu ikke nærede følelser for.
Langsomt lukkede hun de forgrædte øjne, mens varmen kom tilbage i hendes kinder på grund af Marcellus' kys, som hun tøvende besvarede. Ikke fordi hun var tvunget til det, men fordi hun havde lyst. Fordi det virkelig var sandt. Han var den eneste, som hun ikke kunne miste. Den eneste, som ikke ville forlade hende. Det var som om hans kys, startede alt hos hende igen. Åndedrættet, hjertet, varmen, tankerne. I hans arme blev hun levende igen.
Hendes gengældelse af kysset blev mere sikkert, og hun lage hovedet lidt på skrå, for at kunne gøre det dybere i en iver efter at mærke ham. Mere liv. Mere varme.
Lidt modvilligt lod hun ham stoppe kysset. Taknemmeligt lod hun sig blive trukket ind i hans trøstende favn, hvor hun puttede sigt ansigt ind mod hans skulder. Det var lige ved at få hende til at græde igen. Hans omsorg for hende. Læberne brændte stadigvæk efter hans kys. Et kys hun nemt kunne have lyst til at opleve igen.
Den sorte energi lagde sig omkring hendes nøgne krop, der igen blev dækket af sorte, fløjlsbløde klæder, der fik hende til at stoppe med at ryste.
"Undskyld..." mumlede hun ind mod hans skulder. Nærmest som en lille pige, der lige havde fået skældud af sin fader. "Jeg gør det ikke igen. Jeg kan godt se, det hele nu." Hun hævede sit ansigt op mod hans, for at fange hans blik. Det så kolde, stærke ansigt var blødnet op, som hun kiggede på ham. Et ansigtsudtryk hun aldrig havde haft overfor ham. "...jeg elsker dig."

[Deleted]

Marcel smilede for første gang til Isabel med et kærligt smil. Han gav hende et kys mere da hun sagde hun elskede ham. Han kyssede hende igen dybt og blidt og holdt hende igen ind til sig. Han sagde med en blid stemme '' Nu er der kun en vej Isabel og det er frem. Nu vil alt ændre sig. Snart vil jeg sidde som konge. Du vil være ved min side. Jeg vil lære dig alt, gøre dig magtfuld nok til at overkomme et hvert problem. Så længe du elsker mig og er mig loyal, vil jeg sikre mig at intet ondt sker dig ''. Marcel havde hende i sin hule hånd. Nok havde han lovet at hun ikke skulle dræbe Saïx. Men han havde ikke lovet at hun ikke skulle knuse hans hjerte. Nu hvor hun intet følte overfor ham ville det ikke være noget problem. Marcel aede Isabel blidt over kinden og sagde med en blid stemme '' Der er dog en ting du skal gøre for at bevise du elsker mig og vise du er mig loyal. Du skal opsøge Saïs og fortælle ham det er slut mellem jer. Fortælle ham at du elsker mig og altid har gjort det. Fortælle ham at jer to var en fejl. Fortælle ham at i kan være venner men aldrig mere end det ''. Marcel smilede for sig selv. Han ejede hende på alle måder nu. Hun elskede ham, hun var loyal og han kunne få hende til at gøre alt hvad han ville have hende til. Nu var han nået til anden sidste fase i sin plan om Isabel. Nu skulle han gøre hende til et våben. Et dødbringende og loyalt våben. Et våben alle ville frygte. Men først måtte hun gøre dette for at bevise at hun var klar. Han kunne ikke bruge hende hvis ikke hun kunne såre folk. Hun skulle være som ham. Kold og ond. Den eneste hun måtte elske var ham. Marcel var i sandhed et monster. Et egoistisk og ondt monster. Han havde ødelagt den stakkels pige og brugte hende til at højne sine egne syge planer. Marcel var uden samvittighed. Dog havde han en svaghed for folk der sagde de elskede ham. Han ville faktisk beskytte hende og gøre det så godt for hende han kunne. Hvis hun fortjente det.

[Deleted]

Da Marcel igen kyssede hende igen, mærkede hun sit hjerte springe et slag over. og benene blev bløde som smør. Engang havde det føltes lige sådan, når Saïx kyssede hende, men nu huskede hun ikke hvorfor. Forstod ikke hvorfor.
Marcel's tiltrækningsevne hev i hende. Den hviskede lokkende ord i hendes øre, trak i hendes indre, og fik hendes krop til at blive ophidset, uden nogen anden grund, end at hun stod tæt på en vampyr.
Følelsen af hans krop trykket ind mod hendes, og hans blidt masserende læber, fik hende til at sukke dybt af nydelse.
Da han langsomt afsluttede kysset, kiggede hun på ham med et lille smil gemt i det ene mundvig, mens at han strøg hende over kinden. Det sendte varmebølger igennem hende. Der var ingen tanker i hendes hoved, andet en at ville bevise, at hun ville have ham. At hun var hans. Et sted i hendes baghoved, forstod hun godt, hvad der skete. Han var blevet stærkere. Hun stod for tæt på ham. Tiltrækningskræften og hendes psyke lige nu, gjorde at hun ikke kunne tænke klart. Hun - stod - for - tæt - på - ham.... men hvorfor føltes det så som om, at hun ikke var tæt nok? Hun ville tættere på ham. Mærke ham. Føle ham. Hun ville have, at han skulle røre hende. Kysse hende igen. Hun.... hun elskede ham.
"Selvfølgelig," svarede hun ham ivrig efter at bevise for ham, at hun mente det. At hun var loyal. At hun elskede ham. Så ville der nemlig kun ske gode ting. "Hvad end du vil have."
I et øjeblik tøvede hun. Stadigvæk fanget i hans blik og i hans arme.
"Vil... er du tørstig?" spurgte hun. "Du... må gerne drikke fra mig, hvis du vil? Jeg har ikke noget imod det."
Væk fra ham. Træd væk. Du står for tæt på. Igen hørte hun sig selv, men kunne ikke rigtigt forstå dem. Hun stod ikke for tæt på!

[Deleted]

~hvad end du vil have~. Disse ord var som sød musik i Marcels øre. Endelig var hun blevet hans, et hundrede procent. Isabel var endelig blevet det legetøj han havde kæmpet så hårdt for at hun skulle blive. Da hun ligefrem spurgte om han var tørstig, kom et smil frem på hans læber. Uden at sige noget greb han blidt fat i Isabel og sank sine hugtænder i hendes hals. Han bed ikke hårdt eller drak meget. Langsomt sugede han blodet ud af hende. Da han var færdig bed han sig i underlæben og lod en dråbe blod ramme såret efter hans hugtænder så det forsvandt. Marcel trådte tilbage og smilede kærligt til Isabel. Han sagde med sin rug og charmerende stemme '' Tak for blodet min kære. Det er på tide jeg tager videre. Imandra venter, næste gang du ser mig vil du se en konge og ikke en fyrste. Mine ordre til dig er at snakke med Saïx og fortælle ham det er slut. Derefter skal du tage over til modstandsbevægelsen og få dem til at flytte til Imandra. Det er vigtigt de er der. Jeg har store planer med modstandsbevægelsen. Derudover vil jeg have at du holder dig vågen omkring information om Macaria og husk. Skulle hun på nogen måde være i fare, så skal du gøre alt i din magt for at redde hende. Hun er en vigtig brik i mine planer. der må IKKE ske hende noget ''. Marcel var bekymret for Macaria. Det havde han længe været. Han vidste at hendes skæbne hang sammen med Zeans. Hvis Zean kom i problemer ville Macaria blive svækket, men der var ikke andre valg. Zean måtte ikke få for meget magt. Marcel måtte stoppe ham og tage Imandra fra ham også selv om det bragte Macaria i fare. Han skulle nok finde en måde, finde en vej at gøre Macaria til hans. Hun var kvinden han elskede og han ville gå gennem ild og vand for hende. Marcel mente selv at intet var umuligt for han, selv om det så sort ud, så ville han gøre alt i sin magt og mere til for en dag at kunne tage Macaria i sine arme og kalde hende for hans. Marcel blinkede kærligt til Isabel og vendte sig om og begyndte at gå. Han havde travlt, han havde et land at erobre.

[Deleted]

Da han bed hende, var det akkurat ligesom sidste gang. En blanding af smerte, som fik hende til at snappe efter vejret, for så derefter at glide over i ekstase. Hun lukkede øjnene i, mens at han drak af hende. Hendes fingre knugede om stoffet på hans tøj, og kroppen spændtes, inden at han stoppede igen. Hjertet galloperede afsted, og hun måtte lige tage lidt tid til at få vejret igen.
Svagt gengældte hun hans smil, mens hun nikkede af hans ord. Selvfølgelig skulle hun nok, gøre hvad han sagde! Afslut det med Saïx, kontakt modstandsbevægelsen, beskyt Lady Forsyth. Der var nok arbejde at tage af.
Hun så efter ham, indtil at han forsvandt i mørket, inden at hun begyndte at klæde sig på igen med sit eget tøj. Kort mærkede hun efter om bidemærket var væk, inden at hun trak kraven på sin jakke op. Hun kunne lige så godt komme i gang med at adlyde sin herres ønsker med det samme.

//out