Sundown

[Deleted]

@marcellus - @isabel

Rigtig få kendte det her sted med alle kilderne, men Isabel og Caleb, havde direkte ledt efter det, og med succes fundet det for mange år siden. Først skulle man finde den slidte trappe, der var hugget direkte ind i klippen, for så at kravle resten af vejen op til den store afsats, hvor de varme kilder befandt sig. Efter en lang vandring kunne Isabel og Caleb nemt finde på, at kravle herop, for at vaske rejsens strabadser af sig, men ikke denne gang. Denne gang befandt Isabel sig her alene.

Hun sad på en sten med albuerne støttende på sine lår, og hovedet hvilende i hænderne. Blikket var vendt tomt ud mod horisonten, hvor skoven strakte sig med græsmarkerne bag sig. Grønt, grønt og atter grønt. Et sted til venstre for hende kunne man se Catalena, hvor hun opholdte sig med Caleb og Saïx. Saïx... bare at tænke på ham, fik mundvigene til at sitre i et lille smil. Hvem skulle have troet, at det var smeden, som ville blive hendes første? Bredskuldret, stærk og stædig.

Hun skubbede lidt til en lille sten med sin støvlesnude. Solen var ved at gå ned i det fjerne, så alt blev badet i et orange skær, indtil solen helt forsvandt, og mørket ville herske. Der kunne ikke gå lang tid før Han, ville dukke op. Nøje havde hun forklaret ham, hvordan han skulle finde herop. Et sted hvor han ikke ville blive opdaget, og hvor han kunne holde sig i skjul. Midt her i Procias. Man kunne bare skrive det på listen over hendes syndere, der aldrig ville blive tilgivet eller vasket væk. Det rørte hende snart ikke længere. Selv hendes magi havde ændret sig. Destruerende, vildt og kraftigt. Til træningen for et par dage siden, havde hun nærmest rådnet et træ væk, for derefter at kunne rive det op med rod og det hele. Så magtfulde kræfter.

Hun var iført sine stramme læderbukser, en løs, grå trøje samt sin lange jakke med den høje krave, der holdte hende varm. Selvom vinteren var tæt på, var det lige så varmt, som en forårsdag her i Procias.

Langsomt forsvandt solen foran hende, og hun lukkede kort øjnene, for at mærke de sidste, lune stråler på sit ansigt, inden de gled væk. Pludselig føltes luften kold og fjendtlig. Rundt omkring sig kunne hun høre kilderne boble, som den eneste lyd.

Hvor ville hun dog gerne få det her overstået, så hun kunne vende tilbage til Catalena og Saïx. En person som Marcellus aldrig måtte få sandheden at vide om.

[Deleted]

Før hun vidste af det kunne hun høre bag sig med en rolig og velkendt stemme '' Hvilket smil du dog bære Isabel. Næsten som om du tænker på noget der gør dig lykkelig ''. Når hun vendte sig om var det bestemt et andet syn der mødte hende. Marcel stod i en fin brystplade rustning der bar fine mønstre og hans families symbol. Han havde en lang blodrød kappe på hvor kanten var en guldrem med symboler. Han på hans ryg hang der et bastard sword lavede af fint metal og håndtaget havde smukke indgraveringer. I hans fine læderbælte hang der en nydelig sværdskede der også husede et smukt kortsværd. Det var til at se på rustningen og sværdene at de bar hans faders familie segl. Han smilede skævt til Isabel. Hans kræfter var til at føle fysisk for Isabel. Hans styrke havde nået et hidtil ukendt stadie. Hans hår sad ikke længere vildt med var sat fint og og han duftede frisk og ny vasket. Den gang hun først havde mødt Marcel var han iklædt mørkt tøj der skjulede hans person, dengang havde han været mystisk og defensiv. Sidste gang hun havde mødt ham var han blevet stærk og stolt. Han havde båret sig med en vilje og et ønske om at blive bedre. Denne gang var anderledes. Han så ud til at hvile i sig selv. Han så ud til at have fundet den person det var meningen han skulle være. Hele hans væsen og væremåde virkede til at være i synkronisation med sig selv. Hver gang hun havde set Marcel havde han gennemgået en personlig udvikling og vokset i styrke og magt. Ikke mange kunne sige at de selv havde gjort det. Marcel kiggede på Isabel som man ville kigge på en undersåt og sagde '' Tiden er snart inde Isabel. Snart vil der ske store ændringer og næste gang du ser mig vil jeg igen have udviklet mig. Sådan er person er jeg bare blevet. Snart vil Imandra være mit. Snart er det ikke en Fyrste der står overfor dig men en Konge. Jeg ønsker at du lægger hovedbasen af modstandsbevægelsen i Imandra. Jeg har store planer og jeg har brug for dig tæt på mig ''. Marcel trådte et skridt nærmere på Isabel '' Jeg kan jo ikke træne dig hvis du er langt væk. Jeg kan allerede mærke hvordan din kræft er vokset. Uden træning vil du ikke blive meget bedre end du er nu.. Vi skal gennemgå ''. Marcel slikkede sig sensuelt om munden '' Intens træning. Ingen vil komme til at være tættere på dig end mig. Du vil lære mig at kende på et helt andet plan og jeg dig. Næste hvis du er heldig, vil du en dag kunne kalde dig selv min lærling ''. Marcel greb langsomt ud efter Isabels hage og hvis han fik fat ville han løfte hendes hoved op og sige '' Fortæl mig så hvor det latterlige smil kom fra.. hmm?''.

[Deleted]

Ved lyden af hans stemme lukkede Isabel opgivende øjnene. Han var her, og som altid, var det lykkes ham, at snige sig ind på hende, uden at hun havde opdaget noget. En smule stiv i benene på grund af kulden, rejste hun sig op, for derefter at vende sig mod ham. Synet der mødte hende, fik hende næsten til at måbe. Marcellus var på INGEN måde den slidte varyl, som hende og Caleb havde stået ansigt til ansigt med for så lang tid siden. Alt håb om at vælte ham på et tidspunkt dalede. Hvordan kunne man stå op imod en så magtfuld person som ham? Hvad pokker var der dog sket i Dvasias?!
Ved hans ord blev hendes ansigt dog igen hårdt, og blikket blev bittert, mens hun så væk fra ham. Mere intens træning? Hun vidste godt, hvad det var for en træning. Det var warlock træning. Mere destruktion, mørke og smerte.
Skulle de til Imandra? Det ville blive hårdt for ikke at sige direkte umuligt, at lokke Jarniqa til at flytte modstandsbevægelsen. Salvatore, Caleb og Saix var allerede blevet mistænksomme overfor hende.
”Det bliver svært,” svarede hun lavmælt. ”Men jeg vil gøre et forsøg.”
Jo mere han trådte frem mod hende, jo hårdere knyttede hun hænderne langs siden, stadigvæk med ansigtet vendt stædigt væk, indtil at hans fingre lagde sig om hendes hage. Sammenbidt lod hun ham dreje sit hoved, indtil de til sidst stod og kiggede hinanden i øjnene.
Ved hans spørgsmål om hendes smil, stirrede hun ham bare trodsigt ind i de mørke øjne, uden at ville komme med et rigtigt svar. Stilheden herskede imellem dem et par sekunder.
”...det vedkommer ikke dig,” svarede hun endelig, med en stemme der var lige så hård, som klippegrunden de stod på. Åhhh bare vent til han opdagede, at hans tiltrækningskraft ikke virkede på hende længere. Hun havde skam taget sine forholdsregler. Det var sidste gang, at han ville bruge de evner på hende. Specielt efter alt det med Saïx, tillod hun ikke Marcellus, at lege sådan med hende igen.
Den magiske sætning havde hun selv skåret ind i huden på sig selv lige over brystet, hvor hjertet befandt sig. Det havde blødt, og det havde gjort ondt, men belønningen kom nu, hvor hun kunne stå så tæt på ham, og mødte hans blik frygtløst, uden at mærke noget som helst.

[Deleted]

Marcel smilede igen skævt til Isabel. Han kunne ikke længere føle den samme sitren i hende når han var i nærheden. Han blev skuffet, nej sur. Det var den ting han allerbedst kunne lide ved Isabel, hvordan hun hungrede efter ham. Hvordan hun ikke kunne tænke klart når han var i nærheden. Den følelse ville Marcel have tilbage. Hun skulle begære ham og ingen andre. Han vidste hvor hendes viljestyrke kom fra. Dixie som var sensuel dæmon havde selv fortalt Marcel det. Magi kunne gøre meget, men det stærkeste forsvar mod forførelses magi var kærlighed. Var Isabel virkelig begyndt at elske en anden. Var det grunden til hendes smil. Nej sådan måtte det ikke være. Hun var hans, han EJEDE hende. Hun var hans legetøj. Marcel kiggede på Isabel med et knusende blik og sagde '' Jeg kunne beordre dig til ikke at se kilden til din nye styrke. Du ville være tvunget til at adlyde eller miste din sjæl og derved det du føler overfor... Den ''. Marcel smilede og satte sine læber hen til hendes øre og hviskede sensuelt til hende '' Men hvorfor skulle jeg dog gøre det. Jeg ved du elsker mig. Ligesom dit mørke du har ladet vokse, så er jeg den du elsker og brænder efter. Men ligesom dit mørke vil du bare ikke lade dig selv se det. Jeg opfordre dig til at blive ved. Du vil lokke denne person til at elske dig og falde for dig. Men du vil indse noget når det sker. Du vil aldrig kunne gengælde disse følelser. For du er ond. Du er en morder og du elsker at dræbe. Du har siden vi mødtes elsket det jeg står for den jeg er. Du elsker hvordan jeg gør dig blød i knæene og våd når jeg er tæt på dig. Du elsker den følelse, du gemmer det bare væk.. Ligesom med dit mørke. Du ved det er sandt Isabel ''. Marcel slikkede hende sensuelt ved øret og fjernede sig så igen. Han trådte et skridt tilbage. Frøet var plantet, nu ville han se om det blomstrede.

[Deleted]

Roligt mødte hun hans blik, inden at han lagde sine læber mod hendes øre, for at hvisker i det. Fuldkommen upåvirket lyttede hun til hvad han sagde, uden at hans ord ramte hende. Åhhh de her runer var jo perfekte! Selvom de stadigvæk var sår, skulle de nok heale, og så ville en vampyr, aldrig nogensinde få sit greb i hende igen. Det var tydeligt, at Marcellus virkelig forsøgte, at skabe splid i hendes sind, men nu hvor han ikke kunne distrahere hende med sine evner, så lod hun sig ikke mærke ved dem.
Da han trak sig væk fra hende, mødte et bredt smil ham. Afslappet stod Isabel, og betragede ham med et hævet øjenbryn. Runerne skåret ind i hendes bryst sved en smule, så hun kunne mærke dem, som et trygt minde om, at han ikke havde magten over hende længere.
"Sjovt, du siger det, for jeg gengælder skam hans følelser," svarede hun ham tilbage, uden at kunne fjerne smilet fra sine læber. Denne her gang havde hun vundet! Hun havde slået ham! Runerne beskyttede hende! Aldrig skulle hun lyste eller begære ham igen! Aldrig ville billeder af deres nøgne, svedige kroppe, tvinge sig frem! Ikke så længe runerne var der.
Hun lagde armene over kors, inden at hun vendte sig væk fra ham.
"Så er der mere, du vil bilde mig ind, eller kan jeg gå tilbage? Der er nemlig én, der venter på mig," fortalte hun provokerende, og kastede et ligegyldigt blik på ham over skulderen. Måske havde han magten over hende på grund af sjælen. Det ville hun ikke kunne løsrive sig fra foreløbigt, men han ville aldrig få hende til, at ville have ham igen.

[Deleted]

Marcel kunne ikke forstå det. havde han virkelig fejlet. Havde han ingen ægte effekt haft på hende. han kiggede ned af sig selv. På trods af alt han var blevet, så var han ikke så klog og dygtig som han havde troet. Havde han mistolket Isabel. Havde hun intet følt for ham. Skuffelsen viste sig i hans øjne. Den gamle Marcel ville have accepteret det og bevæget sig videre. Men ikke den nye Marcel. Han smilede skævt og slikkede sig om munden '' Isabel.. Du kan ikke se det kan du. Du ved det ikke gør du. Mine forførings evner er ikke så stærke som andre vampyres. Ser du, jeg kan kun bruge mine evner på folk der allerede føler sådan for mig. Bare lidt. Så jeg ved du begærer mig. Men du glemmer en ting. Jeg behøver ikke bevise noget som helst overfor dig. Jeg behøver ikke spilde min tid på at overbevise dig, når jeg kan tage den nemme vej. Den nemme vej er at finde ud af hvorfor du er immune overfor min evne ''. Marcel træk sit kort sværd og kiggede ondt på Isabel '' Om så jeg skal skære dig i småstykker for at finde hvad end der hjælper dig. Isabel. Som min Loyale tjener beordre jeg dig til at fortælle mig hvad der beskytter dig imod min forførelses magi og vise mig kilden. Så jeg kan fjerne den kilde. Derudover beordre jeg dig til aldrig at gøre noget for at beskytte dig imod min effekt på dig ''. Den gamle Marcel ville have brugt tid og sin hjerne på at finde Isabels hjerte. Den nye Marcel fandt det meget sjovere at tage hvad han ville have. Han havde ændret sig. Dog havde han forsøgt at få hende til at indse hans sandhed. Det ville hun ikke, så måtte han jo tvinge hende. Det var på tide at hun indså at hun var hans og hvis hun forsøgte at komme tæt på andre ville han ødelægge det for hende. Hvis man så anderledes på det, måtte det være smirende. Han ville have hun så ham og kun ham. Han ville have hun begærede ham og kun ham. Han ville have hendes tanker skulle dreje sig om ham og ingen andre.

[Deleted]

Hans ord havde ingen virkning på hende. Han kunne snakke så meget, han havde lyst til uden at hun behøvede at høre efter. Lyden af et sværd, der blev trukket, fik hende dog til at stivne, og hun vendte sig helt om mod ham, for at opdage at an havde taget sit sværd op. Ville han bare slå hende ihjel? Undrende kiggede hun fra sværdklingen op til hans ansigt, mens at han beordrede hende til at fortælle, hvordan at hun kunne modstå ham. Så han ville ikke slå hende ihjel, men true hende. Hun ville næsten ønske, det var omvendt. Døden ville komme som en kærkommen gæst.
Rynken i panden blev dybere, mens at hun bed tænderne hårdt sammen, for at modstå ordren, men hun måtte til sidst bøje sig. Hvad ville han alligevel gøre? Runerne var skåret ind i hendes hud.
Tavst greb hun fat i kraven på sin skjorte, og trak nok ned i den til sætningen med runer kom til syne. Sårene var stadigvæk friske og røde. En lille skorpe var ved at lægge sig. Det var en lille sætning på tre runer, som hun havde fundet i en gammel bog på Procias' bibliotek.
Hendes blik slap ikke Marcellus's. Bange for at finde ud af, hvad han ville gøre, nu hvor han så det.
"Runer..." svarede hun hæst. "Tiltrækningsmagi vil ikke virke på mig længere."

[Deleted]

Marcel kiggede koldt på hende. Han satte sit sværd på plads og gik over til hende. Runer der beskyttede hende imod ham. Beskyttelses magi. Han kendte ikke alt magien bag disse runer men han havde læst om sådanne runer før. Men hvis Marcel havde lært noget så var det at alt magi kom med en pris. Selv de runer han havde på indersiden af sit kranie. Marcel rakte en hånd frem og sagde roligt '' Stå stille Isabel og lad mig arbejde på dig. Det er en ordre ''. Sort energi stød frem for hans hånd og hvis ikke hun flyttede sig ville den ramme hende. Energien ville sprede sig over runerne og Marcel ville åbne sine øjne igen. Energien ville danne sig om en enkelt af runerne og ændre dens farve en smule, så såret omkring den rune ville blive sort. Det ville tage lidt tid og det krævede at Isabel stod stille. Det var en delikat magi han var i gang med at udføre. Ikke en man ville kunne udføre i kamp. Det ville være ekstremt smertefuldt for Isabel. Næsten som stod han med en glødende varm kniv og borede den ind i hendes hjerte. Hvis han fik lov til dette ville denne ene rune ændre sin farve en smule. Da han var færdig ville han træde tilbage og smile lidt og derefter sige '' Sådan, mit personlige præg på dine runer. Jeg har indbygget mit segl i dine runer. Det er kun et segl man kan give en Warlock der har underkastet sig ens vilje.. Som du har kære Isabel. Men den skulle meget gerne gøre at mine evner vil påvirke dig, selv om andre vampyres ikke vil. Jeg tror det er på tide at vi tester den lille teori ''. Marcels øjne begyndte at lyse røde. Selv her ville Isabel kunne se en forandring i ham. Hans øjne havde en mere intens glød. Som var han virkelig blevet stærkere. han forsøgte at lokke hende med hans forførende magi. Hvis hun kom over til ham ville han sikre sig at hun ikke bare spillede at hans magi havde virket så han ville hurtigt stikke en hånd ned i hendes bukser og selv mærke efter om magien havde virket.

[Deleted]

Skeptisk kiggede Isabel på ham, mens han gik hen til hende, og hun lænede sig så langt væk fra ham som muligt, da hans hånd rakte ud mod hende. Hvad i alverden ville han nu lave?! Problemet var, at hun ikke kunne gå imod hans ordre, så der var intet for hende at gøre, end blive stående. Lige så snart energien ramte hende, gispede hun af smerte. Det her gjorde mere ondt, end at lave runerne. Hårdt klemte hun øjnene sammen, mens hele kroppen spændtes i smerte, og alligevel blev hun stående, for hvis hun ikke gjorde, ville hun miste sin sjæl.
Da han endelig var færdig, hev hun efter vejret, og tog sig til brystet, hvor runerne var skåret ind. De sved og brændte, som var det gloende metal, der lige havde stemplet hende. Bandende som en anden dvasianer, kiggede hun hadefuldt op på Marcellus.
"Hvad fanden skulle det til for?!! Hvorfor kan du ikke bare finde dig i, at det er sådan det er?!!" råbte hun af ham, inden at hun med en jamren igen knækkede en smule sammen. Hans ord fik hende dog til at hæve blikket mod ham igen.
De røde øjne lyste op i mørket, som to blodige stjerner. Langsomt ændrede Isabel's ansigtsudtryk sig fra hadefuldt til forbløffet. Hun rettede sig automatisk op. Hjertet begyndte at banke afsted, og det føltes som om, hun ikke kunne få vejret ordenligt. Varmen gjorde det uudholdeligt.
"...stop det..." hviskede hun, uden at kunne slippe hans øjne med blikket. "Jeg... jeg vil ikke."
Men selvom hun ikke ville, begyndte hendes fødder at bevæge sig mod ham. Effekten var stærkere end den plejede at være. Normalt skulle han være tæt på hende, for at det virkede, men ikke længere. Nu nærmede hun sig selv. Billeder begyndte at presse sig frem på hendes nethinde. Lyden af bedende suk og støn fyldte hendes øre, indtil at hun pludselig stod ved Marcellus.
Hans hånd mellem hendes ben, fik et støn til at bryde hendes læber, mens varmen gik som en løbeild igennem hele hendes krop, der næsten rystede af lyst efter ham. Der var ingen tvivl. Hun var våd af begær efter ham. Med et klynk lod hun panden falde fremover mod hans skulder, mens hun lukkede øjnene. Læberne skælvede, og åndedrættet var tungt og hivende.
"Please..." hviskede hun bedende, uden at vide om hun bad ham om at forsætte eller stoppe.

[Deleted]

Marcel fjernede sin hånd fra hendes underliv og trak den op af hendes bukser. Hans øjne blev normale og han sagde roligt som altid '' Du er min Isabel. Du vil altid være min.. Men det du fejler i at indse før du er. Du vil kun være min ''. Han begyndte langsomt at ae hende hoved imens han sagde med en næsten straffene undertone '' Du har valgt at skuffe mig. Du har valgt at tro du kan sætte dig op imod mig. Jeg bliver nød til at.. Lære dig at du ikke kan gøre det ''. Marcel kom med nogle trøstende lyde og sagde så '' Jeg bliver jo nød til at opdrage dig ordenligt. Så her er dit valg. Hvem vil du helst dræbe.. Ham der fik dig til at smile sådan.. Eller Caleb.. For hvis du ikke dræber en af dem.. Så bliver jeg jo nød til at straffe dig hårdere og så dræber jeg dem begge to ''. Marcel aede hende videre og hvis hun forsøgte at komme væk ville han holde hårdt om hende. Han var trods alt langt stærkere end et menneske. Marcel vidste at Isabel var en rebel der ville modsætte sig hans ønsker ved hver en mulighed. Derfor måtte han vise hende hvor alvorlige konsekvenser det vil hvis hun valgte at gøre det. Han måtte vise hende hvem der bestemte. Marcel ville tysse lidt på hende efter hun var kommet med sin reaktion og så sige '' Men før du dræber en af dem.. Så vil jeg have dig til at smide tøjet. Smid det hele og gå tilbage til din nye elsker og sig du har været nøgen med en anden mand ''. Marcel var i sandhed ondskaben selv overfor Isabel. Men han vidste at det blot ville gøre hende en stærkere Warlock så hvorfor skulle han ikke være ond overfor hende. Hun var HANS og det skulle hun aldrig nogensinde glemme. Det ville han aldrig lade hende glemme. Hun skulle ikke være glad og lykkelig uden det var med ham. Sådan var det og sådan ville det være så længe hun levede. Var Marcel et monster overfor hende, ja. Men han nød faktisk at være det. Faktisk nød han det, for hun var jo hans personlige legetøj.

[Deleted]

Isabel var blevet stående lænet ind mod ham med hænderne knuget mod brystet, lige indtil at han fortalte hende sit krav. Øjnene åbnede sig med det samme. Hele den måde han var overfor hende på, var som en trøstende far, men hans ord efterlod kuldegysninger ned af hendes ryggrad, indtil han var færdig med at fortælle sine straffe.
Der var altid en grænse. Altid. Hvis ikke man langsomt glide over den grænse, ville man begynde at kæmpe, og det var hvad Isabel gjorde.
Langsomt trak hun sig væk fra Marcellus, så hun kunne kigge på ham. Ansigtet var fuldkommen udtryksløst, mens øjnene bare stirrede på ham. Runerne gjorde stadigvæk ondt, men lige nu vidste hun ikke om det var hendes hjerte eller den sorte magi.
"Nej!" sagde hun med en stemme, der var så knusende hård, at den sagtens kunne vise hendes viljestyrke i svaret. Blikket borede sig ind i hans. "Jeg vil hellere miste min sjæl, end slå enten Caleb eller ham ihjel! Og så mister du dit fine, lille legetøj, for så vil jeg ikke være noget som helst længere! Det vil være slut!! Dog vil jeg af alt styrke, koncentrere mig om at slå dig ihjel! Uden følelser eller tanker, vil jeg gøre det, for jeg har jo ikke noget at miste vel?!”
Jo mere hun talte, jo mere byggede vrede sig op i hende. Nej! Hun ville aldrig, aldrig dræbe hverken Caleb eller Saïx. Så hellere ofre sig selv. Sin egen sjæl for at frelse dem.
Ansigtet var fortrukket i vrede, og hun knyttede sine hænder, så klippen slog revner under hende. Ja, hun var kommet til at holde af sin magt, sin styrke og at have en andens liv i sine hænder, men ikke Caleb eller Saïx. Så langt var hun ikke nået endnu!
”Jeg dræber hende... Lady Forsyth. Hun er ikke så stærk som dig. Se om du kan stoppe mig, for jeg VIL gøre det! Du elsker hende, gør du ikke? Jeg vil finde din familie, og slå dem alle sammen ihjel! Alle – sammen!” De grønne øjne slog gnistre, uden de forlod hans blik, for at vise, at hun mente det her. Så meget beslutsomhed var i hendes stemme, så man ikke kunne misforstå, at hun virkelig ville gøre det, om det så skulle slå hende selv ihjel til sidst.
”Så fint! Tag den!! Tag min sjæl og stop alt det her! Jeg nægter at adlyde den her ordre!!” afsluttede hun, og strakte armene ud fra sig, så hendes krop var blottet. Blikket var mørkt. ”... jeg dræber dem ikke.”

[Deleted]

Marcel stod og kiggede på Isabel et øjeblik. Hans mundvig bævrede en smule. Efter et par sekunder kunne han ikke holde det tilbage mere. Marcel bukkede sig fremover  og holdt sig på maven og begyndte at grine højlydt og ondt. Det var første gang i mange år Marcel havde grinet sådan. Der gik omkring to minutter før han langsomt stoppede med at grine konstant. Han rettede sig langsomt op og smilede ondt og kiggede på Isabel med et sejrende blik og sagde med en overlegen stemme '' Isabel. Tror du ikke at jeg havde taget højde for det. Du ved slet ikke hvad der sker hvis du mister din sjæl gør du?. Du har ingen ide om det, ellers ville du ikke sige sådan. Før det første. Mister du din sjæl vil du ingen følelser have. Dine følelser er forbundet til din sjæl. Du vil ikke dræbe mig for du vil ikke have lysten. Du vill ikke dræbe Macaria for du vil ikke have lysten. Du vil ikke elske nogen for du vil ikke have den følelse mere. Caleb og alle andre vil være intet andet en luft for dig. INTET i verden vil betyde noget for dig. du vil INGEN følelser have, gode eller onde. Du vil være en skal, en tom skal ''. Marcel trådte frem og lagde en hånd på hendes kind og sagde hviskende '' Men jeg vil eje din sjæl. Jeg vil omforme den, ændre den som jeg vil have. Når jeg er færdig med at torturere og pine din sjæl. Færdig med at forme den til det perfekte våben der kun adlyder mig, så vil jeg putte den tilbage i din krop. Så vil du dræbe alle jeg vil have dig til ''. Marcel fjernede sin hånd og rystede svagt på hovedet og sagde '' Åhh Isabel. Du kan modsige min ordre. Men i sidste ende vil der ske det samme. Du har ingen vej ud. Da du skrev under på kontrakten mistede du alt håb. Det eneste håb du har er at følge mine ordre og håbe jeg en dag giver dig kontrakten tilbage. Hvis ikke du adlyder mig, mister du din sjæl. Den sjæl piner jeg til du kun kan tænke på at dræbe Caleb og så vil du dræbe ham. Så hvis du virkelig vil beskytte ham. Så gør du som jeg siger.. For hvis du ikke gør.. Så tvinger jeg dig til at dræbe ham! ''. Marcel havde hende nøjagtigt hvor han ville have hende. Dette var planen fra begyndelsen. Sandheden. Hun var fortabt, hendes eneste håb var at han på et tidspunkt ville føle hun havde adlydet ham længe nok og gav hende kontrakten. Marcel kiggede ned på hende som var hun et skadedyr og sagde hårdt '' Smid tøjet og knæl.. Og fortæl mig så hvem du vil dræbe ''.

[Deleted]

Langsomt Isabel armene falde, da Marcellus begyndte at le af hende. Hun forstod ikke hvorfor, hvilket bekymrede hende på mere end én måde, dog udviste hun ikke sin frygt, og blev blot stående foran ham. Armene lagde hun afventende over kors. Utålmodigt ventede hun, indtil at han var færdig med at grine, og kunne forklare hende, hvad fanden det hele handlede om.
Da han trådte frem, blev hun stående, og lod ham ligge en hånd mod hendes kind, selvom det var at lege med ilden, på grund af tiltrækningskraften, som igen havde magt over hende. Hun nægtede dog at lade ham se hende, vige bort fra ham. Nægtede! Så hun blev stolt stående foran ham, mens at han hviskede til hende. Et par gange gled hendes blik ned på hans læber, hvor de dvælede, inden at hun tog sig sammen. Og hun som havde troet, at det her ville være overstået.
Det han fortalte, gjorde hende mere og mere frustreret, uden at man kunne se det på hende. Hun var en maske uden følelser, som han kunne reagere på. Langsomt kiggede hun ud mod horisonten, uden at gøre mine til at ville adlyde ham. Det var dog ikke fordi, hun havde taget en beslutning endnu. Hjertet bankede panisk i hendes bryst. Tårerne pressede sig frem, men hun bed sig hårdt i underlæben, for at nægte sig selv, at lade ham se hendes sorg ved hans ord.
"Hvis... hvis jeg dræber... Caleb," hviskede hun med en skælvende stemme. "Så brydes kontrakten."
Forræderisk begyndte tårerne at trille ned af hendes runde kinder. Hun sank en klump. Det ville være umuligt for hende. Umuligt at dræbe Caleb, som var det eneste hun havde tilbage, men at dræbe Saïx? Hvordan skulle hun også kunne gøre det? Den første mand, hun nogensinde havde haft følelser for, hvis man så bort fra de gange Marcellus, havde stået tæt på hende.
Hun rettede sig op efter at være faldet sammen, og tog en dyb indånding, inden de tårefyldte øjne vendte sig mod ham. Hendes krop rystede af indeholdte hulk.
"Please, gør ikke det her," bad hun, og trak langsomt frakken af sig. Kulden bed i hendes hud, og hun trak skuldrene op, for at værne sig. "Jeg kan give dig, hvem som helst du vil have, men ikke Caleb eller Saïx. Please..."
Hun begyndte at knappe sin skjorte op, selvom fingrene fumlede med knapperne på grund af kulden og hulkende. Aldrig havde hun tigget før. Aldrig. Ikke engang da Caleb fik revet sit øje ud. Der havde hun kæmpet. Kæmpet, skreget og truet. Men nu... nu hvor der ikke var noget håb, havde hun kun en mulighed tilbage.
"Jeg kan give lederen af modstandsbevægelsen! Jeg følge med dig til Imandra! Lige nu og her! Jeg vil gøre alt hvad du siger, bare ikke få mig til at skade dem." Tårerne strømmede ubarmhjertigt fra hendes svømmende øjne, mens at hun skjorten blev knappet helt op, og afslørede hendes nøgne overkrop indenunder. I forhold til alle andre kvinder, var hun ikke bare slank. Mavemusklerne var tydeligt markerede under hendes arret hud, der indeholdte både gamle skader men også pentagrammer og skrift. Brysterne var en smule små, men ellers velformet med de hårde brystvorter, der reagerede på kulden.
Hun skuttede sig, og rystede opgivende på hovedet, som hun bøjede, mens at hun lagde armene omkring sig selv. Aldrig havde hun følt sig så forladt. Så alene. Så håbløs.
"Ikke det... alt andet end det...." hviskede hun næsten ikke hørlig. Tårerne dryppede fra hendes kæbe ned på jorden for hendes fødder.

[Deleted]

Marcel kiggede på hende som hun afklædte sig og satte sig ned foran ham nøgen. Der sad hun, det var til at se på hende at han havde knækket hende. Han havde vundet. Hun var knækket på alle tænkelige måder, eller var hun. Isabel havde gjort den store fejl at true Macaria. Ingen skulle true kvinden Marcel elskede, så ville han knuse dem. Macaria var hans svage punkt og Isabel havde rørt ved det punkt. Hun havde ligefrem truet kvinden Marcel elskede af hele sit hjerte. Det betød at han nu ville give hende den ultimative straf. Marcel holdt en hånd frem imod Isabel og sagde roligt og fattet '' Fint. Jeg vil være en barmhjertig mester. Du behøver ikke at dræbe en af dem. Hvis du går med til disse betingelser ''. Marcel smillede ondt og gav hende et blik der ville få de fleste til at ryste af skræk. Han sagde hviskende og ondt '' Der er et ritual der kan rykke ens kærlighed til en person ud af hjertet. Prisen er at du aldrig ville kunne føle kærlighed til den person med mindre du drikker den kærlighed der blev trukket ud af dig. Dog kan man kun trække denne kærlighed ud frivilligt. Det vil sige jeg trækker din kærlighed til Saïx ud af dig. Du vil aldrig kunne føle eller udvikle kærlighed til ham medmindre du får den kærlighed jeg trækker ud af dig tilbage. Hvis du er en artig og loyal elev som du er lige nu. Så vil jeg give dig 24 timer en gang om året hvor du får denne kærlighed tilbage ''. Marcel satte sin hånd på hovedet af Isabel og sagde spørgende '' Så jeg trækker din kærlighed til Saïx ud af dig og du behøver ikke dræbe hverken Saïx eller Caleb.. har vi en aftale? ''. Marcel havde hende nøjagtigt hvor han ville have hende. Og som altid med Isabel skulle han nok få sin vilje med hende. Hun var hans legetøj, ikke Saïx. Han ville have hendes kærlighed og blik. Hun skulle se ham og kun ham også selv om han ikke ville have hende.

[Deleted]

Ved hans svar mærkede Isabel hele sin krop sukke i lettelse, over at hun ikke behøvede at dræbe hverken Caleb eller Saïx. Det var lige ved at få hende til at græde desto mere. Alt det her føltes som et mareridt. Et mareridt hun ikke kunne slippe ud af. Og som altid med Marcellus - måtte hun ofre noget for hans barmhjertighed.
Tanken om ikke at have kærlighed til Saïx... den var ulidelig. De havde lige fundet hinanden! Efter flere år, hvor de ikke havde turde andet end smile bredt til hinanden, var de blevet et par! Og nu... nu ville han tage det fra hende. Alt tog han fra hende. Alt.
Hun hævede en hånd op til sit ansigt, da gråden begyndte rigtigt at tage fat i hende. Kulden bed i hendes nøgne krop, som hun prøvede at dække med sin anden arm. Håbløsheden gav hende kvalme. Fremtiden var... mørk. Så mørk. I et øjeblik havde hun haft et håb, men ikke længere. Nu tog han også det fra hende.
Det korte hår skjulte hendes ansigt, mens at hun græd ned i sin hånd. Græd som pisket, over det ultimatum, som han havde givet hende. Mest fordi hun vidste, at hun ikke kunne slippe, og fordi, at hun vidste, hvad hun måtte vælge. Hellere at hun skubbede Saïx væk, end at skulle slå ham ihjel.
"F... fint," svarede hun grådkvalt, og tørrede tårerne væk fra kinderne, inden at hun hævede ansigtet op mod Marcellus. Han virkede større hernede fra. Større, mægtige, farligere. Hvor hun dog hadede ham. Mere end noget andet. "Vi.. vi... vi har en aftale."
Det var som skulle hun kaste op. Hvor ville hun gerne besvime lige nu. Dø af kulde. Et eller andet for at stoppe dette mareridt, hvor intet godt herskede. Intet!