The Power of Destruction

[Deleted]

Saïx følte sig selv meget varm, der han stod. Han havde ikke engang sollyset på sig, sådan som Isabel havde, men alligevel føltes det som om hans kinder var i gang med at brænde op. Han anede virkelig ikke hvad han skulle sige. Halvdelen af tiden føltes det ikke engang som om han anede hvad han sagde, når han først havde åbnet munden. Som om hans mund bevægede sig af egen vilje.
At Caleb havde haft en kæreste var nyt for ham. Det var ikke noget, hverken Isa eller Caleb havde fortalt ham om. Og eftersom Isa havde sagt at Caleb havde haft én, måtte der være sket noget mellem dem. Sikkert noget ubehageligt, når ingen af dem havde nævnt hende før. Han valgte ikke at spørge.
Idet hun vendte sig væk fra vinduet, var det som om der gik en panik gennem ham. Han havde ikke lyst til at hun skulle gå endnu. Hvis det her var, hvad der havde gået hende på i al den tid, ville han gøre hvad han kunne for at hjælpe hende med at komme igennem det. Dét, og så føltes det som om der var noget usagt, som der var brug for at blive sagt. Men han anede ikke hvad.
”Isa, vent!” Han vendte sig for at følge efter hende, og snublede næsten over sine egne ben i farten. Han ville have styrtet med hovedet først ind i bordpladen, havde det ikke været for at han havde støttet fra sig med hænderne – inkluderet den indbundne hånd. Han måtte derfor alligevel stoppe op og lukke fingrene om den indbundne hånd, mens han bed en lav banden i sig. Først da, fulgte han ordentligt efter over til Isa. Det dunkede i hans hånd igen, men han forsøgte at ignorere det, for i stedet at fokusere på Isa. ”Isa… det er ikke underligt at ville have, det som du ønsker dig. Men jeg siger dig, du har det allerede. Du… er pæn. Du ser ikke ud som kvinder ’burde’, men det er ikke alle mænd som ser efter det i en kvinde.” Han mærkede nu for alvor hvor meget hans kinder brændte – og denne gang stod han på ingen måde i nærheden af vinduet eller sollyset. Hans blik vandrede en smule, som han ikke rigtig kunne få sig selv til at møde hendes blik. ”Du er en stærk kvinde, som kan stå på egne ben. Alle dine ar er bevis på det. Jeg ville foretrække dét, fremfor en fin og fornem dame med lange kjoler, til hver en tid.” Hans kinder føltes næsten rødglødende, og han måtte stryge sin friske hånd gennem sit hår en enkelt gang, før han løftede blikket og mødte hendes igen. Han var pludselig opmærksom på hvor hurtigt det føltes, at hans hjerte hamrede.

[Deleted]

Forundret vendte Isabel sig mod ham ved hans udbrud, samt hans næsten klodset forsøg på at nå hende. Hendes øjne gled fra hans såret hånd, og op til hans ansigt, mens at han snakkede. Det forundret ansigtsudtryk blev dog hurtigt erstattet af noget, der kun kunne beskrives som en genert mine. En smule ubehagelig til mode blev hun stående foran ham, og vidste ikke rigtigt, hvor hun skulle kigge hen eller stille op med sine hænder. Hvor gjorde man af sine hænder?!
Da han endelig tav, mødte hun ligeså tøvende hans blik.
Han var fuldkommen rød i hovedet, men hun havde på fornemmelsen, at hun så ligeledes ud. Det var til at grine af, hvis ikke det var fordi, at hjertet hamrede afsted, så hun følte sig syg.
"Ehm... Jeg... sætter pris på.. det du siger. Tak..." svarede hun usikkert, og strøg endnu engang håret om bag øret, bare for at bruge sine hænder til noget. Hvordan tog man imod sådan et kompliment? Bare sagde... tak? Og hvad var forventningerne ved det? Hvad betød de?! Hvad... hun opgav alle sine tanker. Der var for mange, og hun var for forvirret. For tiden syntes hun, at hende og Saïx tit havde sådan nogle her situationer, hvor de stod akavet overfor hinanden.
"Du... betyder meget for mig. Det håber jeg du ved," tilføjede hun dæmpet, og bed sig i underlæben med sænket hoved, selvom blikket fangede hans. Hun kunne ikke tilbageholde et grin, og hævede en hånd, for at gnide sig i nakken.
"Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg... har ikke fået den slags komplimenter før, så... hrm..." En dyb indånding blev taget, og hun nikkede, som for at fortælle sig selv, det her var okay, mens hun overvejende kiggede på ham, indtil at hun tog en beslutning. "Saïx... luk øjnene..."

[Deleted]

Saïx måtte føle sig mindst lige så akavet, der han stod mellem hende og døren. Et sted vidste han ikke helt hvorfor han havde været så panisk som han havde. Var han bange for at hendes ønske om at tage et bad kun havde været en undskyldning, for at slippe væk fra ham? Måske. Men hvis det så var tilfældet, burde det så plage ham så meget som det gjorde? Ikke medmindre... Hvis hans kinder kunne brænde mere, var han sikker på at de gjorde det i dét øjeblik.
I det mindste virkede Isabel lige så rådvild som han følte sig, der hun stod og ikke så ud til at ane hvad hun skulle stille op. Det var helt anderledes fra den stærke, selvsikre kvinde han havde set i Vavilon. Den kvinde som optil flere gange havde genfortalt, med et grin om læberne, hvordan hun og Caleb havde givet de dvasianske tropper problemer på den ene eller den anden måde. Tanken var næsten nok til at få et smil om hans læber. Et smil, som kun fik en fåret karakter ved hendes dæmpede kommentar. Hvad skulle han sige til det?
”I lige måde.” endte han med at sige, og lod sit smil vokse sig en smule bredere.
Da hun bad ham lukke øjnene, var det som om alt i ham stivnede på stedet. Ikke af frygt, på nogen måde, det var mere i… spænding, eller forventning. Instinktivt vædede han læberne med tungen. ”Ehm… okay.” mumlede han dæmpet, og sendte hende et forsigtigt smil, inden han efterkom hendes ønske, og lukkede øjnene i.

[Deleted]

Da han lukkede øjnene, stod Isabel tøvende, og betragtede ham, inden at hun hjælpeløst så sig omkring. Ville det være ondt, bare at skynde sig ud, så hun ikke behøvede at konfrontere alt det her? Hvor pokker var en lillebror, når man skulle bruge ham!
Forsigtigt trådte hun tættere på Saïx, for at udligne afstanden mellem dem. De grønne øjne gled ned til hans læber, der skinnede let i lyset fra solen. Hun prøvede at koncentrere sig om, at få sit åndedræt til at falde til ro, inden at hun selv lukkede øjnene. Hvis han skubbede hende væk, blev hun nødt til at slå ham ud, og stikke af. Der var ikke andet at gøre, hvis det her, bare havde været en stor misforståelse.
Hun tog det sidst, lille skridt, så de stod helt tæt på hinanden. Deres næser strejfede hinanden, inden at hun lod sin egen, hvile mod hans. Hans åndedræt ramte hendes læber. Øjenvipperne sitrede. Hjertet hamrede tungt i hendes bryst, så hele verden burde høre det. Håndfladerne var svedige mod hendes lår. I et øjeblik blev hun stående dér. Tøvede, tænkte, overvejede.
Hun tog den sidste dybe indånding gennem munden, inden at hun hævede ansigtet det sidste stykke, mens hovedet gled på sned. Skælvende og usikkert mødte hendes læber hans.
De føltes varme og bløde. Hun lod dem dvæle et par sekunder, inden at hun skilte dem en smule ad, for at massere hans let og strejfende.

[Deleted]

Det føltes som mange lange sekunder, hvor Saïx blot stod og ventede på hvad der skulle ske. En kort stund havde han været fristet til at åbne øjnene, bare for at se hvad det var, hun havde tænkt sig. Også selv om at han et eller andet sted godt vidste hvad det var, hun havde haft på hjertet.
Det slog ham at Isabel måske havde bedt ham lukke øjnene, så hun kunne stikke af. Hun havde undgået at besvare både hans og Calebs spørgsmål så langt, så måske var dette bare endnu en måde at undgå det hele?
Han nåede dog ikke at vurdere den mulighed meget længe, før han til sidst mærkede hvordan Isabel trådte tættere ind til ham, så han næsten kunne mærke hendes krop mod sin egen. Det fik kun hans hjerte til at hamre hårdere mod hans brystkasse, og det krævede al hans fokus at holde sit åndedræt nogenlunde stabilt. Hvordan ville det ikke se ud, hvis han stod og var ved at hyperventilere af at have Isabel så tæt på sig? Han kunne mærke Isabels næse stryge mod hans, og hendes åndedræt mod hans læber. Det gik op for ham at han næsten holdt vejret.
Isabels læber var varme. Det var det første sanseindtryk han fik. Hvor Anias læber havde været kolde, var hendes varme. Allerede dér, vidste Saïx omgående hvad han foretrak. Han lod sine læber møde hendes, og da han mærkede hvordan Isabel skilte læberne, gjorde han det samme. Han kunne høre sit eget blod bruse i ørene, og det gik op for ham at de stod tæt nok på hinanden til at han kunne mærke Isabels hjerte hamre i hendes bryst. Var det hans eller hendes som bankede hårdest? Han kunne ikke sige det med sikkerhed. Hans øjne forblev lukkede i, da han forsigtigt og prøvende lod sin friske hånd søge op til hendes ansigt, for at lægge sig mod hendes kind. At skubbe hende væk kom ikke på tale: tværtimod ville han hellere holde hende tættere til sig. Hans læber masserede hendes, gradvist mere sikkert, i takt med at han blev sikker på at Isabel ville det lige så meget som han, og hans hånd søgte langsomt om hendes nakke, og lod hans fingre kærtegne hendes nakkehår.

[Deleted]

Hjertet begyndte at banke hurtigere hos Isabel, da Saïx gengældte hendes kys, og åndedrættet blev mere hivende gennem næsen. Hans forsigtige fingre mod hendes ansigt var varme, inden hånden gled om bag hendes nakke, hvor hans kærtegn fik det til at gyse i hende. Selv fandt hendes egne hænder hvile mod hans sider, så hun kunne trække ham tættere på sig.
Kysset blev både dybere og mere inderligt. Selvom det var hendes første kys, fulgte hun sine instinkter, samt den måde Saïx gjorde det på. Det føltes fantastisk. Maven slog en kolbøtte, og hun blev mere ivrig efter at mærke ham tættere på sig, jo mere sikre de blev på hinanden og dem selv. Hendes første kys. Med smeden Saïx. Det var lige ved at få hende til at smile i kysset, der sendte varmebølger gennem hendes krop.
Døren bag Saïx åbnede sig.
"Så jeg løb ind i Emerald, og hun er stadigvæk- " Caleb tav brat, da hans blik faldt på Isabel og Saïx. Han blev stående i døren, stadigvæk med hånden på håndtaget, mens at han chokeret stirrede fra den ene til den anden.
Isabel havde lige så snart, hun hørte hans stemme, slidt sig fri af Saïx, men det havde været for sent. Han havde allerede set dem, og overraskelsen stod malet i ansigtet på ham. Hvis hun kunne, havde hun synket ned i gulvet af bare skam. Panisk mødte hun hans blik over skulderen på Saïx, inden at hun bed tænderne hårdt sammen, og stormede forbi både Saïx og Caleb. Uden at kunne se nogen af dem i øjnene. Caleb trådte automatisk til side for hende, så hun kunne forsvinde ud af døren, for derefter at sætter i løb væk, inden at han selv vendte sig mod Saïx.
"Din lille..." Stemmen var næsten hæs af vrede, inden at han løb frem. Knytnæven ramte Saïx direkte på kæben, men Caleb lod ham ikke vakle bagud, før at han greb fat i kraven på ham, og hev ham ind mod sig igen. "Hvad fanden har du gang i?! Du stod og... hvordan kunne du... hun... hvad..." Sammenbidt stoppede han op, og kiggede kort væk, for at bande lavt, inden at han igen vendte sit lynende blik mod Saïx. Billedet af dem stå sådan dér, fik ham til at få lyst til at slå ham igen. En masse følelser og tanker bølgede rundt i ham. Han rømmede sig, for at prøve igen.
"Du... kyssede.... Isabel. What the fuck?!"

[Deleted]

Saïx havde mærket hvordan Isabel havde trukket ham tættere ind til sig, og det havde kun gjort ham endnu mere sikker på hvad de lavede. Kysset mellem dem var blevet dybere, og det havde næsten været nok til at han kunne mærke knæene blive bløde under ham. På en eller anden måde formåede han at forholde sig stående.
Hans hånd havde søgt gennem hendes korte, flammende hår, og han nåede kun lige at blive enig med sig selv om at han foretrak det kort, før lyden af en stemme nåede hans ører. Calebs stemme.
Isabel havde trukket sig væk fra ham, mens Saïx forholdt sig med ryggen til Caleb. Selv uden at ord blev sagt, kunne han næsten mærke raseriet der måtte boble op i Caleb, og han var ikke ligefrem ivrig efter at se på det. Idet Isabel stormede forbi både ham og Caleb og forsvandt ud af døren, havde han alligevel fulgt hende med blikket, og dermed vendt sig om mod hendes lillebror. Hans blik hævede sig mod Calebs, og han rømmede sig.
”Cal-” var alt han nåede at sige før Calebs knytnæve mødte hans kæbe. Han ville have røget direkte i jorden, havde det ikke været fordi Caleb havde grebet fat i hans krave og trukket ham op igen. Hans friske hånd havde søgt op til hans kæbe for at gnide det ømme punkt. Han kunne fastslå at den ikke var slået af led, men at dømme efter Calebs ansigtsudtryk skulle der ikke meget til for at han ville få endnu en knytnæve i ansigtet. Han bandede dæmpet. ”Caleb, hør på mig, for pokker.” mumlede han sammenbidt. Kæben var måske ikke slået af led, men det gjorde pokkers ondt. Han kunne smage blodet på tungen. ”Jeg gjorde ikke noget, Isabel ikke ville have at jeg gjorde. Det ville jeg ikke gøre mod hende. Jeg ville aldrig udnytte hende.” fastslog han, og mødte stædigt Calebs rasende blik. Det ville ikke nytte noget at prøve at skjule sig for det kolde øje. Ligeså lidt som det ville hjælpe at prøve at lyve for magikeren. ”Isabel… Jeg har fået følelser for hende.” sagde han tøvende, og havde kortvarigt ladt blikket flakke, før det igen faldt på Calebs ene øje. Han havde ikke gjort noget for at rive sig ud af hans greb. Saïx var trods alt en fysisk stærk mand, men i denne situation virkede det alligevel bedst at vente til Caleb selv slap ham. ”Jeg er ked af at du finder ud af det sådan her, men det er altså sådan landet ligger. Hvis hun havde bedt mig stoppe, ville jeg have gjort det, men det gjorde hun ikke. Spørg hende selv, hun vil sige det samme!”

[Deleted]

"Jeg er FULDKOMMEN ligeglad med om hun var med i det eller ej!!" råbte Caleb vredt, og skubbede Saïx væk fra sig, som var han noget beskidt, han ikke ville røre ved. "Hun er min søster! MIN SØSTER! Hvordan kan du bare... gøre det! I alle sammen ser hende som noget stærkt og ubøjeligt, men det er hun ikke!! Hun har rent faktisk følelser!!"
Han vidste ikke præcist, hvorfor han reagerede så stærkt, men han vidste bare, at han ikke kunne holde ud, at se Isabel sådan igen. Aldrig havde han set hende med en mand, og det var svært at sluge. Hvordan kunne nogen overhovedet tænkte sådan om hende?! Hun var... Isabel!
Hissigt strøg han fingrene igennem håret, mens at han travede rundt på gulvet. Hun var flygtet ud af hytten. Flygtet med chok i blikket! Hvorfor?! Hvorfor i alverden skulle hun kysse med mænd?! Kunne hun ikke bare... lade være?
"Jeg ved det ikke er fair, okay? Jeg ved det godt, men... mørket tage dig, det er Isabel! En dag vil du såre hende - hold kæft! På et tidspunkt så vil du! - og så vil hun blive ked af det. Græde. Hendes hjerte vil gå i stykker. Tro mig! Jeg har været der!" bandede han, og havde peget mod Saïx, for at afbryde ham fra at tale.
Han burde havde set den komme. Deres lange blikke. De generte smil, Hvordan at han havde set dem, putte sig ind til hinanden. Hvordan hun havde grinet af hans jokes. Hvorfor havde han dog ikke set den komme? Ahr! Hvorfor?!!
Opgivende masserede han sin næseryg, mens han prøvede at fjerne billedet af de to fra sin nethinde. Aldrig havde han haft det sådan før. Havde hun mon også følt det her med Julie og ham?
"Hvorfor? Hvorfor lige hende? Hun er ikke som andre kvinder, Saïx, og... du vil ikke kunne klare det," sukkede han opgivende, og slog ud med armene. "Hun er 27 år, og har aldrig gjort noget lignende. Hvis du knuser hendes hjerte, vil hun aldrig nogensinde, komme sig over det. Det her BETYDER noget for hende! Og hvordan ville du kunne klare en som hende? Hun rejser ud, sætter sit liv på fare, dræber folk og er ikke det samme sted lang tid af gangen. Du vil ikke kunne holde til det, og så gør du det forbi med hende. Kan du ikke bare... lade hende være?"

[Deleted]

Da Caleb skubbede ham fra sig måtte Saïx igen støtte fra sig mod bordpladen så han ikke skulle falde ind over den. Enhver banden over smerten som igen dunkede gennem hans hånd bed han i sig, da Caleb med en finger rettet mod ham gjorde det klart at han ikke skulle sige noget. Han var magtesløs til at gøre andet end at stå og lytte til ham.
Saïx kunne næsten mærke hvordan en skyldfølelse lagde sig ind over ham. Var det sådan noget der var sket mellem Caleb og hans kæreste? Var han blevet såret, og ville undgå at det samme skulle ske for Isabel? Han sænkede blikket en smule, og bed tænderne hårdt sammen, mens hans friske hånd lukkede sig om bordpladen. Det var først da Caleb så ud til at være færdig med at tale at han rettede sig ordentligt op igen. Han følte sig mærkelig lille overfor Caleb.
”Jeg vil ikke knuse hendes hjerte, Caleb.” svarede han ham. ”Jeg ved godt hvilket liv I to lever, jeg vil heller ikke prøve på at forandre det. Jeg vil ikke prøve på at få hende til at blive ét sted sammen med mig, for jeg ved udmærket godt at jeg ikke kan kræve det af hende. Dét, I to laver, er så forbandet meget mere vigtigt.” Han gned kæben lidt fra side til side igen. Jo mere han snakkede, jo mere ondt gjorde det i leddet. ”Det her, med mig og Isabel… Caleb, det betyder også noget for mig. Det betyder meget for mig.” Han gik tøvende et par skridt tættere på Caleb, men så der stadig var nok afstand mellem dem til at han ikke bare ville kunne slå ud efter ham igen. Skønt, det beskyttede ham ikke, hvis Caleb skulle finde på at bruge sin magi på ham. ”… Jeg har ingen brødre eller søstre, Caleb. Men jeg ved, hvad det er du frygter. Jeg vil ikke såre hende. Jeg kan klare det, også selv om at jeg ved at jeg ikke kan være meget sammen med hende, når I to er ude og forsvarer os alle. Så længe jeg kan være en tryg havn for hende, når hun kommer tilbage til Procias.” Han forsøgte at møde Calebs blik, og lade magikeren se ærligheden i Saïx’ eget blik. Han forstod skam hvad Caleb forsøgte at sige. Saïx vidste at Isabel var en stærk kvinde, men vidste da også at hun havde følelser, at hun kunne blive såret. Han havde set det i skoven da de havde slået lejr, og han havde set det for kun få minutter siden, da hun havde stået ved vinduet og givet udtryk for hendes dårlige selvbillede. Han sukkede drævent. ”Din søster betyder så meget for mig. Og hun er derude et eller andet sted, og guderne må vide hvordan hun har det nu. Vil du ikke nok lade mig finde hende, og være sikker på at hun har det fint?” spurgte han dæmpet, en kende mere desperat end han faktisk havde troet at han ville lyde.

[Deleted]

Skulende lyttede Caleb til hvad Saïx sagde, mens at han lagde armene over kors. Ubehaget gnavede stadigvæk i ham, og han brød sig ikke om alt det her. Med den livsstil som ham og Isabel havde valgt, var der ikke meget rum til forhold, og specielt ikke, når ens kæreste ville sidde hjemme og vente. På et tidspunkt måtte man tage nogle valg, og han var bange for, at Isabel ville blive såret... eller ham selv.
At Saïx blot beskrev sine følelser for Isabel, gjorde ham bare endnu mere vred. Ingen ville forstå Isabel! Ingen! Ingen andre end ham, der havde været det samme igennem som hende. Tilgengæld vidste han, at han ikke kunne komme imellem dem. Isabel var den ældste, og kunne tage sine egne valg, men... hvor ville han dog ønske, at det her aldrig var sket.
"Du holder dig fra hende!" snerrede han dog til Saïx, der ville tage ud for at snakke med hende. "... hvert fald indtil JEG har snakket med hende."
Hans ansigt formildes en smule, og han rystede blot på hovedet, inden at han vendte ryggen til Saïx, og gik tilbage mod døren. Han vidste præcist, hvor han ville finde Isabel henne.
Døren stod stadigvæk åben, men han stoppede op, inden at han gik ud, for at se tilbage mod Saïx. Han tog en dyb indånding.
"Jeg vil råde dig til, at tænke grundigt over det her, for hvis du såre hende... Saïx jeg sværger, at jeg tæsker livet ud af dig. Menneske eller ej. Dog vil jeg sige... hvis du kan give hende bare et lille stykke lykke -" Han nikkede for sig selv. "- så står jeg i gæld til dig."
Med de ord vendte han sig rundt, for at forlade hytten, og finde sin storesøster.

//out

[Deleted]

Opgivet måtte Saïx igen bakke bagud, da Caleb snerrede af ham. Hvor ville han dog ønske at han kunne få magikeren til at forstå ham. Men som han tænkte tanken, indså han at Caleb måske tænkte præcist det samme som ham. Hvad var der dog sket mellem ham og hans kæreste? Måske skulle han alligevel spørge Isabel om det, når hun på et tidspunkt ville dukke op igen. Han håbede at Caleb ville kunne få beroliget hende, før hun kom alt for langt væk. Og han håbede at Caleb ikke ville sige noget der ville få Isabel til at holde sig fra ham.
Hans blik faldt igen på Caleb, der han stod med ryggen til ham. Han mødte Calebs blik da han vendte sig mod ham, og lyttede opmærksomt til hvad han sagde. Instinktivt greb han sin kæbe igen, da han kom med sin trussel. Han var ikke i tvivl om at Caleb ville være i stand til at tæve ham halvt ihjel, hvis Saïx gav ham nok grund til det – hvis han ikke faktisk ville tage livet af ham med de bare næver. Desto større grund til ikke at gøre noget der ville såre Isabel. Som om han havde haft en grund før.
Han havde intet at sige, da Caleb vendte ryggen til igen, og efterlod ham alene i hytten. Saïx satte sig tungt ned på en af sygesengene, og støttede panden mod sin ene håndflade. Hans læber brændte stadig, men på nuværende tidspunkt var det svært at sige om det var fra Isabels læber eller Calebs knyttede næve. Han lagde sig ned i sengen med et drævent suk. Der var vel intet andet at gøre end at vente til Caleb og Isabel havde fået talt sammen.

//out