The Power of Destruction

[Deleted]

@saix - @isabel

Lige ved vandfaldet havde hun fundet en trappe ned til en flad afsats, hvor hende og Caleb, før havde trænet, når de var i Procias. Lydene af deres sværdklinger og magi blev overdøvet af vandfaldet, så de ikke blev forstyrret, og afsatsen var isoleret for blikke. Ingen ville komme til skade af en forbifarende besværgelse eller kastekniv.
Isabel var her alene i dag. Efter de var kommet til Procias, havde hun holdt sig mere eller mindre for sig selv. De havde fået en af patienthytterne at sove i, men Isabel kunne ikke holde ud til at være i den for længe af gangen. Hun følte sig rastløs.
Derfor havde hun begivet sig ned til pladsen, for at komme ud med alt den energi, der var i gang med at æde hende op indefra. Energi hun ikke kendte, og som skræmte hende fra vid og sans. Hvis ikke hun snart lærte at kontrollere den, ville den eksplodere omkring hende. Så hvor meget hun end frygtede det, måtte hun øve sig.
Efter at have kastet sig ud i lidt våbenøvelse først, stod hun nu svedende med solen bagende ned på sig, så det orange hår gnistrede om kap med solen. Hele kroppen bevægede sig til det tunge åndedrag. Trøjen uden ærmer klistrede sig til hendes krop. Musklerne skælvede og skuldrene hang, inden at hun smed sværdet fra sig, så det klirrede hen over stenene.
Energien gnavede i hende. Krævede at komme ud. Krævede at blive brugt.
”Flammerne æde mig...” stønnede hun, og rev hidsigt sine handsker af, der havde beskyttet hende mod vabler. ”Fint! Fint! Lad os se, hvad jeg kan gøre!”
Hun stillede sig klar med balancen jævnt fordel på begge fødder, tog et par store indåndinger, inden at hun snurrede rundt om sig selv, og strakte hænderne ud, som skubbede hun en person væk fra sig.
Det ensomme træ, der havde stået klamrende til klippeblokkerne, blev ramt af den sorte magi, som bølgede ud fra hendes håndflader. Barken krøllede sig op på træet, mens bladene med det samme rådnede væk.
Isabel sænkede langsomt sine hænder, mens hun sammenbidt betragtede sit kunstværk. Det der var ikke noget magi, som en magiker, burde kunne gøre. Det der....var warlock magi.
Hun kiggede ned på sine håndflader, hvor pentagrammerne glødede en smule op. Hænderne skælvede en smule, så hun knyttede dem hårdt. Marcellus havde ret.
En kold klump have snørret hendes mave sammen, og det føltes som om, at hun ikke kunne trække vejret ordenligt. Klumpen begyndte at fylde mere og mere. Hun begyndte at hive grådkvalt efter vejret, mens tårerne pressede sig på, indtil at hun ikke kunne rumme det mere.
Med et frustreret skrig rakte hun igen sine hænder frem mod træet, og krøllede fingrene, som var de kløer, der greb fat i træets stærke stamme. Hele kroppen spændtes, mens at hendes magi hev og sled i træet, hvis rødder langsomt blev revet op fra klipperne. Træet knagede, mens splinter og kviste, som i en stærk blæst, blev hevet af.
Svedperler trillede ned af Isabel's ansigt, mens tænderne kværnede sammen. Pentagrammerne glødede op over alt på hendes krop, indtil at hun gjorde en sidste hivende bevægelse med hånden, og træet blev revet helt op af jorden, med rødderne stikkende op, som snoede, tiggende fingre. Balancerende vippede den over kanten, inden at den røg ud over, og faldt ned i vandet under dem.
Isabel blev gispende stående, støttende forover med hænderne på sine knæ. Energiudladningerne havde udmattet hende, og stadigvæk følte hun sig stadigvæk rastløs. Hun lukkede opgivende øjnene.

[Deleted]

Så snart Caleb, Isabel og Saïx var kommet til Catalena og var blevet indlogeret i en af pasienthytterne, havde en healer fået mulighed til at se nærmere på hans hånd. Ansigtsudtrykket hun havde lavet da hun havde set hans hånd havde gjort Saïx bekymret, men kvinden – vistnok en engel – havde forsikret ham at hans hånd ikke var uden håb endnu. Med tiden ville han igen kunne holde om en hammer igen, men han var nødt til at være tålmodig. Hun havde gjort brug af lidt af sin lysmagi for at få knoglerne ordentligt på plads, og skiftet forbindingerne ud på samme måde som Isabel havde gjort det.
Nu hvor Saïx ikke havde behøvet fokusere så meget på sin hånd, havde han lagt mærke til hvor ofte Isabel holdt sig for sig selv, i stedet for at være sammen med ham og Caleb. Den dag havde Isabel ikke været at finde, og da Saïx havde spurgt hendes bror, havde han foreslået at følge Livets Flod til vandfaldet, og se om han kunne finde hende dér.
Undervejs havde Saïx benyttet sig af muligheden for at betragte de nye omgivelser. Procias’ landsskab var meget mere grønt og livligt end det havde været i Ityrial, og specielt i området omkring floden. Selv med den kølige vind der vidnede om at vinteren ikke slap sit tag endnu, virkede stedet stadig lige så grønt som om det havde været forår. Hans skadede hånd hang slapt ned af hans ene side, nok en gang forbundet så stramt at han ikke ville være i stand til at bøje fingrene, selv hvis han ville det. Lige siden Isabel første gang havde bundet hans hånd ind, var han så småt begyndt at vænne sig til at bevæge sin hånd så lidt som muligt, og i stedet bero sig på den venstre hånd. Det føltes stadig akavet at bruge sin anden hånd til ting han tidligere havde brugt sin højre hånd til, men i takt med deres rejse til Procias, havde han vænnet sig til det.
Vandfaldets torden nåede ham, før han så det. Da han nåede frem til det høje vandfald, kiggede han først omkring sig for at se om han kunne finde Isabel, men der var intet tegn til hende, hvor han stod. Caleb havde nævnt en trappe til en flad afsats, og han gav sig til at lede efter dén. Han nåede dog ikke at finde den, før hans opmærksomhed blev vendt mod et træ, som begyndte at knage. Barken krøllede sig og bladene visnede og døde. Forundret over synet gik Saïx nærmere, og kom nu over trappenedgangen til afsatsen, hvor han kunne se Isabel stå med hænderne rettet mod træet. Hun havde tilsyneladende ikke set ham endnu. Tavst så han til, mens hun med et skrig fokuserede sin magi, der langsomt løftede træet op fra jorden med sine rødder, før hun lod det falde i floden. Saïx måtte næsten måbe af synet. Han vidste ikke meget om magi, udover hvad han havde set med sine egne øjne, men han anede ikke at Isabel var i stand til den slags. Langsomt begav han sig nærmere. Vandfaldet fik luften omkring dem til at føles fugtig, og Saïx mærkede hurtigt hvordan fugten samlede sig på hans trøje og i hans hår. Isabel så udmattet ud.
”Er du okay?” spurgte han, højt nok til at overdøve vandfaldet. Han kom nærmere, indtil han endte med at stå ved siden af hende, og så ned på hende med et skævt smil hængende i mundvigen. ”Jeg vidste slet ikke at magikere var i stand til den slags… Jeg er imponeret.” måtte han sige, ganske sandfærdigt. Samtidig havde det været en smule skræmmende at se hvordan barken havde krøllet sig og bladene var visnet. Hvad mere var hun mon i stand til at gøre med sin magi? ”… Vi ser ikke så meget til dig, Isa.” tilføjede han tøvende. Mon hun stadig bebrejdede sig selv for hvad der var sket med ham?

[Deleted]

Ved lyden af den genkendelig stemme, vendte Isabel sig hurtigt rundt på hælen mod Saïx. Rædslen lyste ud af hendes øjne, indtil at hun opfattede, at han ikke anede, hvad han lige havde været vidne til. Hjertet hamrede stadigvæk frygtsomt i hendes bryst, men i det mindste lykkes det hende, at få presset et smil frem på sine læber.
"Saïx! Du forskrækkede mig," sagde hun, og strøg fingrene igennem sit fugtige, korte hår, der lige var blevet klippet igen. Hun fortrak at holde det kort. Det var både praktisk og mere hygiejnisk, når man vandrede rundt i flere uger, uden at kunne tage et bad. Måske var det ildeset hos nogen, men hun var ligeglad.
”Jeg har trænet hårdt hele mit liv, så jeg har lidt ekstra tricks oppe i ærmet. Helst noget ingen andre må vide noget om, hvis du vil være så venlig...” tilføjede hun med et sigende tonefald, der fortalte, at hun helst ikke ville have, at han fortalte nogle andre omkring det her. Måske vidste han ikke, hvordan magiker-magi burde set ud, men hvis han fortalte Caleb, om det hun havde gjort, ville hendes lillebror med det samme, vide at det havde været warlock magi.
Da han nævnte, at de ikke havde set meget til hende, trak hun blot på skuldrene. Procias virkede anderledes siden sidst. Solen virkede skarpere, folkene mere dømmende, og maden smagte dårligere. Det frustrerede hende, for Procias var hendes hjem. Et sted hvor hun fandt ro, afslapning og liv. Ikke længere.
”Jeg har bare... haft brug for at tænke,” svarede hun ham tøvende, og gik hen, for at samle sit sværd op. Klingen skinnede blændende i solen, inden at hun stak det ned i skeden. ”Intet at være bekymret for. Jeg er ikke så god til at slappe af her i civilisationen.” Hun sendte ham et skævt smil, men det nåede på ingen måde op til hendes øjne.
”Hvordan går det med hånden?” spurgte hun, for at komme ind på et andet emne, mens at hun vandrede hen til ham. ”Dunker den stadigvæk?”

[Deleted]

Han sendte hende et undskyldende smil ved hendes synlige chok over hans pludselige tilstedeværelse. Det var trods alt lidt svært at undgå at overraske nogen, når mav var nødt til at overdøve et vandfald i samme omgang. I det mindste var hun kommet sig hurtigt efter chokket, og hans smil kunne vokse sig en smule bredere.
”Jamen så skal jeg nok sørge for at der ikke er nogen som finder ud af det.” lovede han hende med et skævt smil. ”Vi kan ikke have at mørkevæsnerne finder ud af hvad du er i stand til.” tilføjede han sigende. Ikke at han nogensinde havde tænkt sig at komme i kontakt med mørkevæsner igen, men som menneske manglede han desværre evner eller sanser til at være opmærksom på når han talte med dæmoner eller dødsengle, før han faktisk så tegn til deres evner. Selv med Isabel og Caleb kunne han til tider glemme at de ikke bare var almindelige mennesker som ham selv. Den påmindelse fik han dog hver gang han så dem træne, om det så var med våben eller med magi.
”Procias er måske for fredeligt for dig?” spurgte han prøvende, og stak sin friske hånd ned i sin ene lomme. Den indbundne hånd måtte han holde udenfor, eftersom han før havde oplevet at det gjorde ondt, hvis han forsøgte at gemme den væk. Der havde været et halvt spøgefuldt smil om hans læber, ved hans spørgsmål. ”Hvis det er tilfældet, kan jeg godt forstå det. Når man er så vant til det liv, som du og Caleb lever, må det her næsten være… kedeligt.” fuldførte han, i mangel af bedre ord.
Han hævede hånden ved hendes spørgsmål, og betragtede den med et vurderende blik. ”Det dunker en gang imellem. Ikke lige så slemt som da I fandt mig i min smedje. Men det siger måske også lidt mere om mine evner som healer end noget andet.” tilføjede han med et stille grin, tilsyneladende uden at bemærke hvordan Isabel havde skiftet emne. Hendes smil virkede ægte nok, og det var nok til at berolige enhver bekymring Saïx måtte have om hende. Hans blik gled fra hende og til vandfaldet, og hele området de stod i, før det faldt tilbage på hende. ”Caleb fortalte mig at I plejer at træne her. Når jeg engang kan holde om en hammer igen, er det kun et spørgsmål om tid før jeg kan holde om et sværd igen. Så kan vi måske træne igen, når du er i Procias.” Han sendte hende et skævt, håbefuldt smil. Han havde stadig lang vej at gå, før han ville være en kapabel sværdfægter. Forhåbentligvis havde Isabel ikke opgivet alt håb for ham, siden deres træning i skoven i Manjarno. Nej, hvad var det nu rygterne sagde landet nu blev kaldt? Vavilon.

[Deleted]

"Tror mere det handler om, at her er for roligt. Når du er vant til, at hele tiden at skulle være på vagt, og klar til at kæmpe for dit liv, er det underligt, når du er et sted, hvor det ikke er nødvendigt," forklarede hun ham, og slog ud med hånden mod deres idylliske omgivelser. Det var da en del af sandheden, så hun behøvede ikke at få mere dårlig samvittighed over at lyve. Faktisk var det ved, at være helt normalt for hende, at stikke både Caleb og Saïx løgnhistorier, uden så meget som at tøve.
Tavst nikkede hun til hans ord om hans hånd, mens at hun lagde armene over kors, og lod blikket glide rundt. På deres vandring fra Vavilon til Procias, var de alle tre blevet tættere. Andet kunne ikke undgåes, når man skulle samarbejde om at holde sig i live, samt kun havde hinanden som selskab. Normalt var det bare hende og Caleb, så til en forandring, havde det været ganske rart, at have andet selskab med. Hver eneste gang at Caleb tog vagten, havde hende og Saïx krøbet ind til hinanden, for at holde hinanden varme, men Isabel måtte indrømme, at det ikke længere kun handlede om det. Nu handlede det også om, at det var rart. Behageligt. Dog rykkede diskret lidt væk, når Caleb nærmede sig, for at skifte vagt. Som om det var forbudt, eller de ikke ville have at han så det. Det gav en smule sommerfugle i maven, uden at hun vidste præcist hvorfor.
"Hvis du har lyst, til at få flere blåmærker, skal du være velkommen," svarede hun ham, mens at hans humør smittede af på hende, så et grin blev lokket frem på hendes læber. Hun blinkede noget vand væk fra øjenvipperne, inden at hun igen vendte blikket mod Saïx, der stod foran hende.
"Forresten... ehm... hvis du har lyst, så har jeg købt noget mere blæk. Du kunne sende et brev til... din veninde i Vavilon... hvis... det er." Hendes stemme døde mere og mere ud, da hun ikke vidste, hvilken ord som hun skulle bruge. Det var en smule ubehageligt, at stå og snakke om Saïx's vampyr veninde, når hun delte sengetæppe med ham. Ikke fordi noget skete! Ingenting var sket! De lå bare ind til hinanden med armene om hinanden. Nogle gange gled en hånd diskret ned over ryggen, men ellers ikke andet.

[Deleted]

Det gav vel mening. Saïx forstod skam godt hvor mærkeligt det var, at gå fra travle omgivelser til stille. I hans smedje havde han altid haft noget at lave. Et sværd som skulle slibes, en krigshammer som skulle støbes, runer som skulle indgraveres. Siden de forlod Vavilon, havde han gjort så meget han kunne for at hjælpe Caleb og Isabel når de havde slået lejr, men det havde stadig været meget begrænset hvad han faktisk kunne hjælpe dem med i sin tilstand. Det gik ham på, ikke bare fordi han hadede ikke at kunne hjælpe, men simpelthen fordi han savnede at bruge sine hænder igen. Han så frem til at han igen kunne være til nytte for nogen.
Hendes kommentar og grin fik et eget grin over Saïx’ læber, før et udfordrende smil gled over dem. ”Jeg skal vel hærdes på én eller anden måde. Måske bliver det mig der ender med at give dig blåmærker næste gang. Nu kender jeg dine teknikker!” påstod han med et grin. Han var mere end klar over at han slet ikke kendte til alle Isabels teknikker. Og hun havde været rar ved ham, og bevæget sig langsomt så han kunne følge med. Det havde han fået bekræftet da han så hende og Caleb i smedjen mod de tre soldater.
Hans smil falmede, så snart hun nævnte Ania. En kort stund så Saïx bare på hende, som om han vurderede om hun kunne mene det seriøst. Han vendte derefter blikket lidt væk, og pustede tungt ud gennem næsen. Sandt at sige vidste han ikke om han skulle tage imod det eller ej. Hvad skulle han overhovedet skrive? Ania var en vampyr. Isabel havde advaret ham, mindet ham om hvad hun måtte gøre, for at kunne overleve i verdenen. Hans friske hånd forlod hans lomme, for i stedet at søge op til hans brystkasse, på det sted hvor Macaria havde bidt ham og drukket af hans blod. De to tandmærker var stadig synlige i hans hud, præcist som de andre ar hun og Zean havde påført ham. Mørkevæsner… Isabel havde haft ret omkring dem hele tiden.
Han vendte endelig blikket tilbage til Isabel. ”… Du kan beholde blækket. Isa. Jeg har ikke noget jeg har lyst til at fortælle hende.” indrømmede han. De følelser som var blevet bragt til overfladen, da Ania havde kysset ham… hvordan kunne han vide med sikkerhed, at det ikke bare var hendes tiltrækningsevne, som Isabel havde advaret ham mod? Den havde fået ham til at føle sig varm, og hans hjerte til at hamre hårdt og hurtigt – men det gjorde det også, om natten når han og Isabel havde ligget tæt ind til hinanden under tæpperne og delt på varmen. Skønt… Saïx havde ikke mærket kulden lige kraftigt hver nat, men han havde intet gjort eller sagt for at nægte Isabel fra at ligge ind til ham. Det var behageligt.
Hans blik hvilede lidt på Isabel, inden et lille smil gled over hans læber. ”Jeg sætter pris på tilbuddet, Isa. Men nu har jeg mærket en vampyrs bid på kroppen, og jeg vil ikke risikere at gøre det igen.”

[Deleted]

Smilet bredte sig langsomt frem på Isabels læber ved hans svar, og hun slog ham drillende på armen.
"Lad os finde noget at spise," sagde hun, og forlod med det samme emnet, for at skåne hans følelser. Hun var glad for hans valg, også selvom at hun ikke sagde noget. Han var ikke den eneste, der havde mærket en vampyrsbid på sin egen krop. Caleb havde prøvet det et par gange under en kamp, hun havde også prøvet det, og en enkelt gang endda frivilligt overfor Marcellus, der havde tvunget hende. Det gav hende kuldegysninger og kvalme bare ved tanken.
Hun førte an tilbage til byen, hvor hun fortalte Saïx omkring de forskellige våben, hende og Caleb havde øvet sig i at bruge i kamp. Der var både stav, kniv, bue og pil, og selvfølgelig sværd. Han havde selv støbt hendes sværd, så hun behøvede ikke at fortælle ham om sølvet, der var indlagt i klingen.
Catalena havde et fælleshus, hvor mad blev serveret til de syge. Selvom Caleb og Isabel ikke var skadet, tog byen ofte godt imod dem, fordi at de så ofte, var kommet med skadet eller ofre. Som nu Saïx.
Ved et stort fællesbord stod et par frivillige, og gav skåle med mad ud til folk. Vegetar mad, ofte grød, frugt eller suppe. Dog fyldt med vitaminer og næring. For at skåne Saïx's hånd tog Isabel imod begge skåle, inden at hun gjorde et hovedkast mod et af bordene, hvor de kunne sidde.
Flere folk sad rundt omkring. De fleste drejede hovederne efter Isabel med nysgerrige blikke, men hun sagde ikke noget til det. Mange af dem havde hørt om Veterano, og hun var ikke ligefrem svær at genkende med sit tøj og hår.
Roligt satte hun sig på bænken, og stillede skålene fra sig. Blikkene brændte sig ind i hende. De var fyldt med respekt, nysgerrighed og åbenhed, men for hende var de dømmende, hadefulde og fyldt med mistro. Det var som om de kendte til hendes hemmelighed.
Skuldrene trak sig en smule op, mens hun bøjede sig tavst over sin skål, som hun begyndte at spise koncentreret af, uden at kigge op. Gråd igen i dag, sødnet med små stykker af frugt.

[Deleted]

Emneskiftet var mere end velkomment. Saïx havde ikke meget lyst til at tænke mere på hvad der skete i Vavilon, og at dømme efter smilet som var gledet over Isabels læber, havde hun bifaldet hans beslutning. Det gjorde ham kun mere overbevist om at han havde taget det rette valg. Jo mindre han kunne have at gøre med mørkevæsnerne, jo bedre.
På vejen til fælleshuset havde Saïx ivrigt lyttet til Isabels fortællinger, og flere gange kommenteret på hvor imponeret han var over hendes og Calebs evner med de forskellige våben. Hendes sværd havde han kastet et blik mod, der den var placeret i skeden, men han genkendte den alligevel. Det havde været et slid at få sølvet indlagt i stålet, men han havde hurtigt forstået grunden bag det hele. På nuværende tidspunkt kunne han kun forestille sig tilfredsstillelsen ved at se Macaria for enden af bladet.
Inde i fælleshuset blev Saïx selv pinligt bevidst på hvordan blikkene fulgte ham og Isabel, skønt han var sikker på at det udelukkende var på grund af Isabel. Ikke bare var hun iøjefaldende med sit tøj og sit korte, flammende hår, men hendes og Calebs rygte måtte vel have gjort dem ganske populære i Procias.
Han placerede sig ved siden af Isabel og greb en ske med sin venstre hånd, og tog et par mundfulde af grøden.
”Jeg tror du har nogle beundrere i rummet.” fastslog han med et sideblik på hende, og sendte hende et skævt smil. Hvor Isabel så dømmende blikke, kunne Saïx se beundringen. Ved et bord i nærheden sad der en kvinde og to yngre mænd, som havde kastet et flygtigt blik på Isabel og Saïx, og ivrigt var begyndt at hviske sig imellem. Om hvad, kunne Saïx ikke høre, men det ville ikke undre ham hvis de kom med teorier om hvad hun og Caleb havde lavet, før de kom tilbage til Procias. Han puffede hende blidt i siden, da han så hvordan hun nærmest prøvede at skjule med sine højt optrukne skuldre og bøjet over sin grød. ”Jeg troede ikke du var den generte type.” tilføjede han med et skævt, drillende smil.

[Deleted]

Ved Saïx's kommentar kastede Isabel et kort blik rundt i rummet, inden at hun igen samlede sig om sin grød.
"Jeg bryder mig ikke om opmærksomheden," svarede hun kort for hovedet, mens hånden knugede skeen, for ikke at storme ud af salen, og væk fra den summende hvisken, der borede sig ind i hendes hoved, selvom at hun ikke kunne høre hvad de sagde. I hendes tanker syntes hun, at kunne høre Marcellus blive nævnt, samt ordet "morder", "forræder" og "bloddyr".
Hårdt bed hun tænderne sammen, og prøvede ikke at lytte efter den summende hvisken, eller ignorere blikkene, som hun fik tilsendt. Anspændtheden samt desperationen begyndte langsomt at gnave i hende, hvilket straks tændte magien i hende. De destruerende kræfter rørte uroligt på sig, og hun fik større og større besvær ved at holde det inde.
Til sidst hævede hun blikket mod Saïx.
"Vil du ikke med ind i hytten, og spise i stedet for?" spurgte hun med en lav stemme, som var hun bange for, at folk skulle høre hende. "Jeg kan ikke lide alle de blikke."

[Deleted]

Det skæve smil falmede en smule, da Saïx så Isabels reaktioner, og han måtte selv vende blikket en gang rundt i rummet. Men lige meget hvor meget han spidsede ørene, kunne han ikke høre hvad folk end hviskede om hende. Men et enkelt blik fortalte ham at det så ud som om Isabel kunne, og det så ikke ud som om det var gode ting. Han kunne se på hendes kindben, hvordan hun bed tænderne sammen. Det så faktisk ud som om hun var ved at gå ud af sit gode skind.
”Så lad os komme afsted.” fastslog han uden tøven. Hvad havde hun dog hørt? Han anede det ikke, men han havde heller ikke meget lyst til at spørge ind til det. Hvad hun end havde hørt havde tydeligvis påvirket hende, og mere end dét, behøvede han ikke vide. Han tog sin skål med sin friske hånd, og ledte Isabel med sig ud af fælleshuset, og væk fra blikkene som fulgte dem på deres vej ud af døren.
Patienthytterne stod i sin egen del af byen, for at gøre det nemmere for healerne at komme fra den ene patient til den næste. Hytten Saïx var blevet placeret i, og som Isabel og Caleb havde fået lov til at benytte sig af, var intet undtag. Caleb var der ikke, da de kom dertil. Han var vel ude på et eller andet ærinde, men Saïx var ikke bekymret. Så længe de var i Procias, kunne han ikke forestille sig at Isabels lillebror var i nogen fare. Desuden var han mere end overbevist om at Caleb var i stand til at passe på sig selv, hvis han var.
Hytten var udstyret med et par sygesenge samt et bord med fire tilhørende stole. Sparsommeligt, men eftersom det var ment til brug af patienter og ikke til beboelse, var det kun udstyret med det absolut nødvendigste. Roligt tog Saïx plads på en af stolene, og ventede til Isabel selv havde sat sig, før han igen så på hende. ”… Er du sikker på at du er okay, Isa?” spurgte han prøvende. ”Jeg ved godt du er rastløs, men det virker som om du går på nåle her.” uddybede han. Caleb havde også været bekymret, og Saïx var hurtigt begyndt at forstå hvorfor.

[Deleted]

Lige så snart Saïx havde givet accept til at de skulle gå, havde hun snuppet sin skål, og skyndt sig ud fra spisehuset, for at undslippe den lave hvisken. I modsætning var de tavse hele vejen til patienthytterne, hvor de til sidst, kunne gå indenfor, hvor de holdte til. Lige så snart de var trådt ind, lukkede Isabel døren bag dem, og først nu, syntes hun at kunne finde roen igen. Hun drog et tungt suk, så kroppen igen slappede af.
Caleb var her ikke. Der var ellers intet, hun hellere havde lyst til lige nu, end at få én af hans tætte omfavnelser - også selvom at hun ikke fortjente det. Åh Caleb... hvis hun dog bare kunne betro sig til ham, men han ville hade hende.
Hun lod sig dumpe ned i stolen overfor Saïx. Kort mødte deres blikke ved hans spørgsmål, inden at hun igen sænkede det ned til sin grød. Bekymringen lyste ud af ham, ligesom den gjorde ved Caleb, men sandheden var det eneste, som hun ikke kunne fortælle dem.
"Jeg har det fint," svarede hun, og skovlede noget grød op på sin ske, inden at hun førte den ind i munden. Musklerne skælvede en smule af træningen. Solen strømmede ind gennem de små vinduer, og her duftede krydret af urter. Alt i alt ganske behageligt. Isabel kunne allerede mærke, hvordan hun faldt mere til ro.
"Jeg er bare træt efter træningen, og træt af folk kigger sådan," uddybede hun med et lille smil, for at give hans bekymring ro. "Jeg ved godt, at jeg ikke ser ud som en kvinde bør, men... behøver de stirre?"
Hun tænkte på hvad Marcellus havde sagt. Mænd elskede hende ikke, eller fandt hende pæn, fordi at hun ikke havde styrken til bare at tage, hvad hun ville have. Derfor kunne Jarqia tiltrække Caleb, og Saïx's vampyr ham. Hun var intet i forhold til dem. Hvorfor overhovedet give sig selv den slags illusioner?
Eftertænksom og tung om hjertet slog hun let mod skålens kant med sin ske, inden at hun lagde skeen fra sig. Igen havde sulten forladt hende.

[Deleted]

Saïx var sikker på at der var noget undvigende ved Isabels svar. Det var ikke første gang han eller Caleb havde spurgt ind til hende, og det var ikke første gang hun havde affejet det ved at sige at hun havde det fint. Det gik ham på, at han var begyndt at mistænke hende for at skjule noget, ikke bare overfor ham, men også overfor sin egen bror.
Det lille smil hun sendte ham beroligede ham en smule, men det fik ikke hans bekymring til at forsvinde. Han var sikker på at der var ét eller andet hun ikke fortalte ham, men hendes smil havde da bidraget med at han kunne tro at det måske ikke var noget så slemt – men hvis det ikke var så slemt, hvorfor ville hun så ikke fortælle dem det? Endnu mere forvirret blev han ved hendes sidste kommentar, som havde fået ham til at rynke brynene en smule. Hvornår havde Isa været bekymret for at se ud som en kvinde ’burde’ se ud?
Da Isabel satte skeen fra sig, lagde også Saïx sin ske ned i skålen, og puffede den lidt til side, så han kunne læne sig en smule over bordet.
”Er det dét, du bekymrer dig for? Dit udseende?” Der havde næsten været et grin i hans toneleje. Hvis det virkelig kun var dét, så var det jo ikke noget slemt. Det forklarede ikke hvorfor hun ikke havde delt det med ham eller Caleb, men det var måske bare en ting hun ikke ville snakke med dem om? ”Andre kvinder gør ikke hvad du gør, Isa. Kvinder med langt hår og fine kjoler ville ikke overleve en kamp med mørkevæsnerne – men du gør. Hvis du så ud som kvinder ’burde’, hvordan det så end er, tror jeg det ville være til mørkevæsnernes fordel.” Han sendte hende et opmuntrende smil. "Desuden… Jeg synes det klæder dig, hvordan du ser ud. Har du vurderet om de stirrer på dig fordi de er misundelige?” foreslog han prøvende. Det var da sandt nok at Saïx selv havde stirret lidt, første gang hun var trådt ind I hans smedje, men han kunne ikke forestille sig hende anderledes nu. Bare tanken på hende med langt hår og mere kvindelige antræk virkede næsten forkert i hans øjne. Det ville ikke være hende.

[Deleted]

Ved hans ord kunne hun ikke lade være med at rødme, og hun skyndte sig at rejse sig op, for at han ikke skulle lægge mærke til. Det var pinlig nok, at skulle snakke om det her emne med ham, men hvis det var en undskyldning, som hun kunne bruge, så tog hun den.
"Mange vil ikke være enig," svarede hun, mens at hun gik over til vinduet, så hun kunne kigge ud på omgivelserne. Solen skinnede ind på hende så at strålede op - hendes øjne, håret, huden. "Jeg har aldrig oplevet andet end at skulle klæde mig praktisk. Aldrig har jeg været til fester, hvor jeg skulle gøre mig pæn. Så... jeg har aldrig prøvet at være pæn. Flotte kjoler, nyvasket, duftende af blomster, røde læber og langt, skinnende hår. På kroer kigger folk efter den slags kvinder. De fine, skrøbelige kvinder, som de kan beskytte. Ikke mig i slidt tøj, bukser og kort hår med flere ar på kroppen end en veteran i hæren."
Hun havde aldrig snakket om den her slags ting med nogle før. Kun Marcellus. Han syntes dog hun var pæn, og kom farligt nær hende, mens han sagde, at hun ville kunne få alle dem, hun ville, hvis hun blot gav efter for det hele. Tog hvad hun ville have.
En hånd hævede sig for at skubbe håret om bag det ene øre, mens at hun sænkede blikket, og holdte om sig selv.
"Jeg har aldrig kysset en mand før," sagde hun næsten ikke høreligt. "Både på grund af min livsstil men også... hvem skulle ville? Jeg er til tider mere en mand end en kvinde. Selv Caleb ser mig som nogen, der ikke savner at se flot ud en gang imellem."

[Deleted]

Saïx fulgte hende med blikket da hun rejste sig, og begav sig over til vinduet. Som hun stod der og fik sit ansigt oplyst af solen, måtte han sidde tavst og betragte hende. Han rynkede brynene endnu en gang, før han selv rejste sig fra stolen, for i stedet at tage plads på bordkanten, med fronten rettet mod hende.
”Er det hvad du vil?” spurgte han prøvende. ”Flotte kjoler, langt skinnende hår, hele molevitten?” Han måtte indrømme at han havde svært ved at forestille sig det. Men han havde kun kendt Isabel på denne måde, som den stærke kvinde der kæmpede mod mørkevæsnerne. Han havde aldrig forestille sig hvordan hun ville have været, hvis der var blevet taget andre valg. Hvis hende og Caleb aldrig havde taget kampen op mod Dvasias. ”Og nu håber jeg ikke du kommer og fortæller mig at ar gør en person mindre køn.” tilføjede han drillende, med en sigende finger rettet mod flængen i hans ene kind, som Zeans pisk havde efterladt. Han vidste dog godt, at det var anderledes med ham. Han var en mand, hvor Isabel var en kvinde. Han skubbede sig selv væk fra bordkanten, så han i stedet kunne placere sig op af væggen, med fronten rettet mod hende. Han sendte hende et prøvende smil, skønt han ville lyve, hvis han påstod at han ikke var overrasket over hendes afsløring. Isabel havde aldrig kysset en mand? ”Det er nogle sære mænd du har mødt.” måtte han indrømme, og denne gang var det ham der måtte vende blikket en smule væk. Hvad var det, han lige havde sagt? Han vendte hurtigt blikket tilbage mod hende. ”Jeg tror bare du har tilbragt for lang tid, kun i selskab med din bror, Isa. Du behøver ikke langt hår eller flotte kjoler for at se flot ud. Selv med flere ar end en krigsveteran.” tilføjede han med et drag på smilebåndet.

[Deleted]

Tøvende hævede Isabel blikket op mod Saïx, da han stillede sig op af væggen. Hans ord gjorde hende forvirret, så hun ikke vidste, hvad hun skulle svare til dem. Det lød næsten som om, at han stod der, og påstod at hun var køn, samt det var sært, hvis man ikke ville kysse hende.
"Jeg... ved godt, at det ikke høre til den livsstil, som jeg selv har valgt," svarede hun langsomt, og var opmærksom på hvor varmt hun havde det her i solen. Om det var på grund af hans blik på hende, hans ord, eller bare solen var dog ikke til at sige. Hun trak lidt på skuldrene.
"Men det stopper mig ikke fra nogle gange, at ville ønske, jeg var en normal kvinde. Caleb har haft en kæreste, hvis familie han boede hos, hver eneste gang vi var i området. Han fortalte engang, at når han var hos hende, så følte han sig normal og nød det. Jeg... har aldrig oplevet det før. Den pause," forklarede hun, og fugtede sine læber, inden at hun igen vendte blikket ud af vinduet. "Jeg vil bare gerne føle mig pæn. Jeg ved godt det er underligt."
Hun sukkede opgivende, og rystede på hovedet. Det her var fjollet. Hvad stod hun dog her og lavede? Snakkede med en fyr om at hun ikke syntes, at hun var attraktiv, og så en fyr som Saix, som hun måtte indrømme, at have fået følelser for. Saïx der kunne lide vampyrkvinder med deres fejlfrie udseende.
"Jeg tror, jeg vil snuppe et bad," informerede hun ham om, og gik væk fra vinduet. Hun havde ikke taget et bad siden træningen. Kinderne glødede stadigvæk efter hans kommentarer, men stenen omkring hjertet, var ikke lettet.