A happy reunion?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Natten havde for længst lagt sig over den store himmel. I aften var det virkelig stjerneklart, så det var i den grad også ekstrem koldt. Ikke at det var noget som påvirkede Malania lige for øjeblikket. Endnu en gang havde hun haft en af de mange trængsler i sindet efter at søge til Procias, selvom hun aldrig kom tættere på end stranden eller den store grænsemur; Der hvor hun havde mødt Lucius i sin tid og alt virkelig bare var gået naturens gang. Den store måne, gjorde om muligt den så blege hud endnu mere bleg at se på og blikket og de grønne øjne havde i den grad også mistet den livlige glans. .det smukke ved døden, havde hun i den grad også lært at skulle se. Selv det at indsætte jagten selv, var noget som hun var begyndt med af den rene vane efterhånden. Lucius havde i den grad fået hende hærdet og lyset døde jo kun mere og mere i hende for hver eneste dag som gik. Han var taget ud som han gjorde hver eneste aften, kom hjem ved hvert eneste daggry, den samme gamle rutine og hun var efterhånden bare vant til det. Miquel havde hun sat til det som hun ville kalde et ekstremt umuligt sæt med opgaver og det var uden nogen medlidenhed.. hun havde virkelig intet tilbage af det, for så selv at søge lidt ud og komme ud i den friske luft. Den blodrøde kæde om hendes hals, de blodrøde bogstaver til det navn som efterhånden måtte være ganske kendt. Dem som hun havde vandret med dengang i sin tid og kaldt for venner og veninder, havde alle reageret på samme måde, da de hørte, at hun havde efterladt lyset til ære for mørket.. i dag morede den tanke hende og hun havde aldrig nogensinde fortrudt det – dog blot en ting, at hele kontakten til familien, var faldet fra. Hun havde mistet det hele, havde ikke hørt fra nogen af dem i årevis. Hun sukkede indædt og rystede på hovedet. Hun kunne ikke tillade sig at falde i staver på den måde! Hun vandrede langs det iskolde vand. De bare og nøgne tæer sank stille ned i sandet, hvor vandet og de klare bølger, fint formåede at fjerne hendes spor. Det nederste af kappen som hvilede om hendes slanke skuldre, var godt gennemblødt. Den lige så blodrød som kæden om hendes hals. Øjnene mørke, gennemborende og iskolde.. klart, at hun var blevet hærdet af mørket. Det gode i hende, var mildest talt bare forsvundet.

[caya]

Som dagen var gået, og Caya intet andet havde lavet end at snakke med skovens dyr. Tros de aldrig svaret hende tilbage på et sprog hun selv forstod, tros nogle få druider havde prøvet at lære hende det. Deres instinkter og krops sprog forstod hun udemærket, men selve deres måde at snakke på med lyde, var noget hun virkelig ikke forstod noget som helst af. Et svagt lysglimt dukkede frem og forsvandt lige så hurtigt igen, midt inde i marsken utrolig tæt på vandet. Sivene var høje, tros der var lavet en lille cirkel af rent sand hvor hun dukkede op. Med den hvide løse nederdel hængene omkring hende, hvor den lette vind måtte lade den danse let. Rundt omkring hende, bar hun en knald hvid kappe der dækkede hendes overkrop. De rødbrune lokker hang løst ned af hendes ranke ryg, aldrig kunne hun finde på at binde dem op. Kort lod hun sine krystal grønne øjne glide rundt omkring sig, ikke kunne hun se noget, så hun lod dem kort glide i. De spidse øre lyttede nøje, men det eneste hun kunne høre og mærke, var vandets brusen og sivene der let bøjede sig. Et lille og dog tilfreds smil spillede på hendes læber, at der ikke var nogen passsede hende perfekt. Efter hele hendes familie forsvandt, havde hun levet alene, og var blevet van til det efter så mange år. Med en flydene bevægelse satte hun sig ned i det kolde sand, trak den hvide kappe godt rundt omkring sig. Ud fra hendes kappe af, hev hun en knald hvid violin frem. Nok kunne man se hvor gammel den var, men ikke havde den en ridse på sig. De gylden brune slanke fingre grab omkring strengene, og med en flydene bevægelse satte hun kinden til. Hendes anden hånd lod buen drive over strengene, hvor en høj og dog stille melodi begyndte at flyde ud i luften. Dansede med vinden omkring sig, hverken anstrengt eller vredt. Blot med en særlig ro og godhed omkring sig. Hele hendes krop var afslappet, tros hun sad med ret ryg, og benene i skræderstilling. Van til at spille var hun bestemt, og den smukke nat var lige tidspunktet at gøre det på. Alt imens hun spillede fraværene for sig selv, var hendes øre dog spidse efter nogen lyde. Udsat var hun bestemt, men dette var noget hun havde gjord så mange gange før.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ikke var det hendes forældre som Malania havde tænkt meget på, det var nu mere hendes lillesøster som havde strejfet hendes tanker så mange gange. Hvilke ulykker den lille tøs kunne lave, nu hvor hun ikke var der til at rydde op efter hende eller lægge et godt ord ind ved de gamle når den først for alvor var helt galt. Hun havde ikke set eller hørt noget til tøsen siden hun selv havde løsrevet sig for alvor, mødt Lucius og så fulgt med han til Dvasias, hvor hun gik i mørket, da de indgik det hellige ægteskab. Bare tanken kunne få hende til at smile. Det var jo sådan nogen ting som hun kunne tage sig selv i, at skulle sidde og tænke på, når hun sad alene og Lucius ikke var hjemme.. efterhånden, var hun virkelig bare vant til at mangle ham i den tid de begge måtte være vågen. At koste rundt med Miquel var jo så hendes trøst og det var klart en tanke som måtte more hende ganske betragteligt. At have noget at koste rundt med, var da noget af det sjoveste af det hele. Hun endte direkte med at stoppe op, da hun straks følte en anden tilstedeværelse. Et bankende hjerte.. det var efterhånden noget som hun var blevet ganske vant til, eftersom hendes eget ikke længere kunne banke. Blikket faldt direkte til en anden skikkelse som måtte komme være dukket så pludseligt op af det så svage lysglimt – det som også havde fået hende til at stoppe så kraftigt op, da det klart havde skæret voldsomt i hendes øjne, hun havde ikke set et lys på den måde i ekstrem lang tid. Hun kneb øjnene lettere sammen og med det lette træk på mundvigen, ikke at det var noget som hun kunne komme udenom overhovedet. Hun havde selv trukket sig væk fra familien. Hun vidste, at hendes far aldrig nogensinde ville tolerere hendes valg af kærlighed og hun havde virkelig aldrig nogensinde fortrudt noget som helst af det. Hun havde givet ham sit hjerte.. han havde slået det ihjel, gjort det koldt lige så med hende og ladet hende leve i hans trygge favn i det mørke som hun var ledt ind i. Blikket faldt direkte til den violin som denne unge kvinde endte med at bringe frem.. den lyse kappe.. af en eller anden grund, sagde det hende noget, som hun bare ikke lige kunne få sat en finger på. Et eller andet, som bare var så forfærdelig genkendeligt ved hende. Hun bevægede sig varsomt nærmere.. havde nu valgt at gå væk fra bølgerne, så de ikke havde noget at skulle slå mod hendes ben og derved også afsløre hende. Sulten rev i hende. Rev noget så voldsomt i det indre bæst som virkelig bare tiggede og bad til at få lov til at kaste sig over denne unge kvinde. Hun bed tænderne let sammen. Hendes gang var rolig og langsom, bevidst hvor hun søgte bag denne unge kvinde.. hun måtte og skulle bare ikke blive lagt mærke til.

[caya]

Tonerne som blev ved med at flyve igennem vinden, ikke skar igennem den, blot flød i harmoni med den i stedet. Med en rolig bevægelse gled hendes øjne i, nød de toner sig hun kunne frembringe. Bølgernes brusen og den stilhed der ellers var omkring hende. Intet magi kunne hun mærke omkring sig, og heller ikke nogen andre lyde. Ensom var en ting hun altid havde været, og havde vænnet sig så frygteligt meget til den. Hendes tanker gled stille ind i sig selv, og bragte minder frem som hun ikke helt ønskede. Minder om hendes barndom, legen hun havde haft min sin storesøster, hvor de havde lignet hinanden så frygteligt meget på mange punkter. Og ikke mindst hendes forældre, hvor hendes far havde lært hende hvilke urter der kunne bruges til hvad. Og at naturen var ens ven, og man bestemt ikke dræbte andre væsner for at spise dem. For ikke at sige hendes mor, og hendes gode evner på selv den samme violin hun spillede på nu. Alle de toner der fik dem til at falde i søvn når de lå, puttet godt sammen med sin storesøster i hendes favn. For det meste sov de oppe i trær, hvor de byggede en lille form for rede. Hendes mors minder fik hendes hænder til at spille anderledes i ren refleks. Med det samme flød tonerne langt mere langsomt, ind i den selv samme melodi som hendes mor havde spillet for hende hver eneste aften, langt men dog betrykkene melodi. Ikke anede hun hvad der var omkring hende længere, blot minderne, varmen og kærligheden fra den gang af. Hendes varme solbrune hud frøs let, alt imens hendes hjerte hamrede lettere hårdt imod hendes bryst. I det hun var lysvæsen, var hendes lyse aura stærk og strålene for alle der kunne se den, tros hun sad i mørket alene. Næsten da.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

De mange toner som måtte komme fra denne violin, var næsten nogen som Malania måtte genkende. Så sjovt som det fik hende til at tænke på hendes familie som hun havde haft dengang. De mange gange, at hun havde fået at vide, at man ikke slog andre ihjel for at spise dem.. det var jo faktisk det som hun gjorde nu. Hun satte tænderne i dem, sugede dem til den sidste dråbe for så bare at lade dem ligge. Det var jo trods alt sådan som hun selv havde lært det, selvom hun virkelig havde været så modvilligt til det i begyndelsen og nu var det efterhånden bare blevet en vane. Hende og Caya havde virkelig været som to dråber vand dengang de var små. Altid havde de stået sammen om det hele og altid havde de brugt tid sammen, puttet i deres mors favn om aftenen.. til tider kunne hun faktisk savne det, når hun lige kom i tanker om det. Det var normalt kun noget som skete når Lucius var ude og Miquel i fuld gang med de umulige opgaver ,som hun nu måtte piske ham til. Var Lucius først hjemme, så røg det tilbage i glemmebogen og hun var igen den kolde og kyniske bitch som hun efterhånden var kendt som i Dvasias. Tydeligt accepteret på trods af hendes oprindelse af det klareste lys og endda som et væsen så lyst og rent som en engels. Bæstet var klart vækket i hende, hun havde lært ikke at kæmpe imod det. Hun lod det egentlig bare få frit spil som hun altid gjorde det.. skulle denne tøs da være noget undtag? Trods af, at hun var af lyset og derved også en naturlig fjende for hendes vedkommende, selvom det var fra hendes eget sted af oprindelse, så var det virkelig bare noget, som hun ønskede at få fjernet og få bugt med så hurtigt som muligt. Hun var virkelig ikke den kvinde længere! Hun kæmpet ikke for lyset og hun sad ikke med det desperate behov for at skulle komme nogen til hjælp! Hun viste tænderne da hun var kommet tæt nok på. Hun tøvede virkelig ikke, den sult måtte og skulle bare stilles! Hun endte med at sætte af i det løse sand i et næsten dyrisk spring, da hun hoppet direkte hen i hende. Hænderne låste sig direkte fast til kvindes skuldre, flyttede det lange rødbrune hår i og med at hendes tænder fast søgte direkte mod hendes hals i forsøget på at skulle bide sig fast.

[caya]

Melodien og minderne som fyldte hendes sind og krop, lod hende være kort blind for hvad ellers der måtte være omkring hende. Lyden af sandet der blev sparket til side, da Malania tog hendes spring imod hende. Fik hende dog til at spære øjene brat op. De faste hænder som blev gravet ned i hendes skuldre, fik hende til at slippe violinen i hendes hænder. Den ramte sandet under hende, og hun stivnede kort i chok. Tænderne som borede sig ind i hendes nakke, fik hende til at gispe kort og hele hendes krop spændte. Helt uden hun tænkte over det, lod hun sine føder sparke af sandet under hende, fik hele hendes krop til at hæve sig fra sandet af. Væsnet som måtte være bag hende, vægten mærkede hun tydeligt men lod sig glide højere op i luften. Hendes hænder lod sig gribe fat i hænderne der var omkring hendes skuldre, stramme og dog uden megen tanke. Cayas hænder oven på Malanias, man kunne tydeligt se ligheden. Den eneste forskel der var på dem, var at Malanias var blege som måndens stråler, imens Cayas var gylden brune efter solens stråler. Ellers lignede de hinanden på en prik. Tænderne som forsat var i hendes nakke, fik hende blot til at føle sig svagere, og hastigheden sænkede sig tydeligt fra deres opstigning imod himmlen. Tilsidst stod de stille ikke mere end 4 meter over sandet, hvor hun blot for et øjeblik havde siddet og spillet i fred og ro. Ikke mange tanker flød igennem hendes hoved, ikke andet end smerte og en trængsel efter at komme væk. En tanke der fik hende til at flygte ved at prøve at flyve, intet andet end det. Kappen som blæste væk fra hendes krop, og afslørede den kvindelige og dog slanke krop hun havde, samt den kridt hvide bluse der sad stramt omkring hendes overkrop, hvor en let V-skæring var i den foroven. Minderne forsatte med at glide igennem hendes krop, som kroppen svigtede hende sekundt for sekundt, ikke et ord kunne hun sige. Blot dalede hun længere og længere ned imod sandet igen, og den kridt hvide violin der lå under dem. Hendes mor, storesøster og fars ansigter flød igennem hende, kraftigere og kraftigere som hendes krop svigtede hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At dette faktisk havde været den søster som hun selv til tider måtte søge efter, selvom hun var klar over, at det var noget som måtte foregå på den anden side af den store grænsemur.. den mur som hun bare ikke kunne få sig til at passere, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Desuden, hvad skulle et så lyst et væsen gøre på et sted som dette på denne tid? Sidde herude i den bidende kulde alene og kun med en violin som et eneste selskab. Aldrig havde hun selv været særlig musikalsk. Hun havde virkelig elsket naturen til gengæld. Hvad deres far havde lært dem, var stadig en viden som hun kunne gøre brug af, selvom hun nu måtte gå imod det store budskab, at man ikke skulle slå ihjel for at nære sig. Det var jo trods alt noget som hun var tvunget til. Blodet som hun hurtigt fik på tand, var virkelig af en umådelig sød type.. en som hun klart ville forbinde mere til det rene væsen af en engel, dog med en betydeligt bedre smag end som så. De varme hænder som greb omkring hendes egne, fik hende dog til at stivne let. Ikke at det var noget nyt at hendes valgte offer, ville gøre modstand, hun nænnet bare ikke at give slip! Hun lukkede hænderne fast i og med, at de begyndte at søge op mod himlen.. dette var en fremgangsmåde som var hende ganske kendt. Som hendes forældre altid havde sagt, hvis det gik så galt, at liv stod i fare, så søg mod himlen og flygt. Var det lige det som denne kvinde gjorde brug af nu? Tanken skubbede hun dog omgående til side. At hun mistede grebet kunne hun efterhånden godt mærke.. at holde fast og suge samtidig, samt den lyse aura som virkelig kun måtte være i vejen for hende, var ikke noget som gavnede hende det mindste. Tvært imod, så var det virkelig kun noget af det værste ved det hele! Hun klemte øjnene svagt sammen, tog videre for sig af det varme og så ekstremt udsøgte blod. Hun var næsten som helt i ekstase, næsten en drømmeverden, frem til hun måtte tvinge sig selv til at skulle give slip på hende, slap omgående med begge hænder og slap grebet som hun havde haft i tøsens hals, inden hun faldt de meter ned mod jorden. Fødderne tog imod faldet, til hænderne faldt direkte ned i sandet og hun valgte at rejse sig, som intet var sket. Hun vendte blikket op mod kvinden og med den tydelige utilfredse mine. Tungen strøg over læberne og kun for at fange det sidste blod. Hun fnøs og med det så tydelige rovdyrblik i ansigtet. Hun var i den grad ikke færdig endnu!

[caya]

Kvindens hænder var kolde, så ufattelige kolde. Der var kun en type mørke væsner som gjorder dette her, og det var vampyre. De selv samme væsner, som var med til at give hende arret for livet, samt slået begge hendes forældre ihjel for øjnene af hende. Da taget på hende endelig blev sluppet, røg hun ikke mere end en meter længere op i luften. Ikke kunne hun komme højere op, hele hendes blik svimlede foran hende, for ikke at sige den intense smerte der fløj igennem hendes hals fra hullerne af. Blodet der stille trillede ned af hendes hals. Ikke kunne hun holde sig oppe længere, hele hendes krop og evner svigtede hende fuldstændig, og hun begyndte at dale ned imod jorden igen. Omkring en meter over jorden, gav hendes krop om sider op, selvom hendes sind skreg og bankede for at få den op og stå igen. Ikke ville hun give op så let, selvom hendes krop sagde noget helt andet. Hun fald ned i sandet hårdt på ryggen, hvor håret lå spredt ud over sandet og afslørede hendes fine ansigt. De bløde kurver og den varme hud var ikke til at tage fejl af, lysvæsen og så en dag fuldblods. Ikke mere end de 19-20 år af udseende, men dog langt ældre af alder. Violinen lå ikke langt fra hende af, og skinnede nærmest op med sin hvide overflade. De krystal grønne øjne stirrede panisk direkte op i himmelen, imens små gispe kom fra hende. I et forsøg på at kunne trække vejret ordenligt, imens hendes ene hånd svagt røg op til hendes nakke. Med en finger på hvert hul pressede hun så hårdt hun kunne, ikke mindst for at stoppe blødningen, men også af ren refleks. Hun ville så gerne flytte sig, men hun kunne bare ikke få sig selv til det. Hendes brystkasse som bevægede sig hurtigt, og hårdt i takt med hun gispede efter vejret ordenligt. Smerten og hendes svimmelhed gjorder, at hun mistede pusten helt vildt, som om nogen var i gang med at kvæle hende. Dette var virkelig ikke hvad hun havde forventet denne her aften, hvordan kunne hun havde været så dum. Normalt ville hun aldrig lade sig selv glide ind i sådan en melodi, især ikke når hun var ude for sine skove. Der var hun sikker, med dyr omkring hende der ville advare, hvis et rovdyr kom i nærheden af nogen af dem. Men ikke her, her var ikke andet end bølgerne, og de snakkede ikke til hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig ladet rovdyret komme frem i aften, det var ikke noget som hun kunne komme udenom. Endelig det, at få lov til at slå sig lidt løs i stedet for bare at sidde hjemme og vente på Lucius. Selv hun var af typen som elskede lidt variation i programmet, så i aften valgte hun at jage selv.. hvor mere heldig skulle man have lov til at være? At finde et enkelt lille lysvæsen.. nøjagtigt som det hun selv havde været. En tid som mere eller mindre var glemt for hende, det var virkelig bare noget som hun slet ikke ønskede at tænke på! Hun hvæsede svagt, selv da hun faldt tilbage i sandet og med de kraftige anstrengelser efter vejret, næsten som at være forpustet. Hun huskede den udmærket godt selv, da Lucius havde sat tænderne i hende på deres bryllupsdag. Den ekstreme frist til at kæmpe imod, selvom hun ikke havde gjort det.. hun havde aldrig nogensinde gjort det. Ung var denne kvinde bestemt, det var der ingen tvivl om.. udseendemæssigt vel også meget passende til hendes lillesøster, selvom det nu ikke var en tanke som faldt hende ind. Hun havde i den grad lært at hade og afsky det lyse. Det var virkelig bare noget af det værste som findes! Et næsten hånligt smil bredte sig på hendes læber, som hun selv igen valgte at skulle gå nærmere.. næsten uhyggelig langsomt. ”Ingen er der til at hjælpe dig,” hvislede hun med en fast og faretruende stemme. Hun lod tungen vandre over læberne, og med den tydelige sult som stående i hendes eget blik.. blod så udsøgt og så friskt, havde hun ikke smagt i evigheder og det var virkelig bare noget som måtte falde hende så ekstremt tungt til maven, at det var næsten uhyggeligt. Hun havde savnet at jage.. savnet, at gøre det med Lucius, selvom hun vidste, at han havde så meget andet at tage til. At se hvem som kunne finde det mest friske og den med det mest udsøgte blod.. en leg som hun havde lært at holde meget af faktisk. Hun faldt på knæ foran hende.. alligevel med den skræmmende fornemmelse af, at hun kendte tøsen, selvom der nu ikke var meget som måtte ringe. Hendes liv i Procias var så kraftigt skubbet til side, at det var gået så meget i glemmebogen. Hun tog fat i kvindens nakke, tvang hende halvvejs op at sidde, hvor hun med en fast bevægelse med hånden, tvang hendes hoved til den ene side og blottede halsen. ”Det gør ikke så ondt.. kun lidt..” Hun lænede sig mod hende igen, lod tænderne søge mod hendes hals. Sulten var det som styrede hende.. alt andet var virkelig bare glemt.

[caya]

Som lyden af de små sandkorn der blevet skubbet til siden og ned, af Malanias føder, fik blot Caya automatisk til at læne hoved let til side. Hvis hun skulle dø her og nu, ville hun se hvem der fik hende til at falde. Hvem der havde været så dyriske og mørk nok til, at lade hendes krop dø uden den mindste chance. De krystal grønne øjne, fuldstændig magen til dem Malania engang havde haft, stirrede direkte panisk ind i hendes. Noget ringede så kraftigt i hendes krop, at den store klump i hendes hals løsnede sig, inden en enkel sætning blev sagt "Malania Letrian..." den var svag og hæs, men dog høj nok til Malania ville kunne høre den. Med de ord lod gav hendes bevisthed stille op, og hun besvimede brat. Hendes øjne lukket og fuldstændig slap i det kolde sand under hende. Hendes brystkasse som rejste og sank sig stille, stadig havde hun blod tilbage og var ikke på vej i døden. Men ikke meget mere blod skulle hun miste, før det var for sent at redde hende. Ordene rungede i hendes besvimede bevidsthed, det var de første ord som fald hende ind, ved synet af kvinden. Selv lignede Caya Malania utrolig meget, tros deres hud forskel, og for ikke at sige de mere dyriske træk Malania havde fået. Alt imens Caya havde de langt mere bløde og fine træk. Hånden som før havde trykket på de to huller i hendes nakke, hang nu løst ned af hendes skulder i stedet, alt imens såret stille ar ved at lukke sig i hendes nakke. Hullerne var stadig tydelige, men dog ikke nær så store som før, og blodet var stoppet med at glide ned af hendes hals.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Direkte, at skulle stirre kvinden ind i ansigtet, fik Malania til at stoppe op. Det blik.. det var virkelig som at stirre i et spejl på så mange måder. Ikke bare de yndige træk, som hun i den grad havde endnu, de havde klart ikke forladt hende, på trods af de mange dyriske træk som havde taget til og specielt med årenes løb, hvor hun bare havde valgt at acceptere, at sådan var det bare, og det var uden at skulle ændre hverken det ene eller det andet. Navnet som denne kvinde lod passere læberne, var virkelig det som næsten måtte tvinge det store bæst i hende tilbage i båsen. Hun blinkede med øjnene.. hvorfra kendte hun til hendes navn? Det gav da virkelig ikke nogen mening! Først nu slog det for alvor ind, hvem denne kvinde var.. hvem denne unge pige var.. hvad pokker havde hun dog gjort?! Og hvad lavede hun alene herude?! ”Caya..” sagde hun næsten skræmt. Det var da den sidste som hun lige havde ventet sig, at skulle se herude.. Hun kunne da ikke nære sig på sin egen søster, der fandtes da grænser for galskab! Forskelle på dem, var virkelig ikke stor.. hudfarven og de dyriske træk.. det var virkelig også alt som hun kunne få sig selv til at se i det mindste. ”Hvad pokker laver d…” Hun sukkede tungt og næsten med en panik i stemmen. Hun havde altid været så beskyttende overfor sin lillesøster og nu stod hun selv der som den store fare for hende. Hun satte sig tættere på hende, dog med en helt anden mine, selvom hun denne gang måtte tage kampen op med bæstet i sig. Hun ville ikke sætte tænderne i sin egen søster, det nægtet hun virkelig! Hun tog fat i hendes hvide kappe og lagde den godt om hende, hvor hun derefter tog hende mere op og ind i sit eget favntag. ”Hvad pokker laver du herude på denne tid..” hviskede hun mere for sig selv. Hun lyttede godt til hendes hjertebanken og hendes vejrtrækning.. Om der skete noget med hende.. hun ville slet ikke tænke tanken. Noget skulle jo falde for at noget nyt skulle kunne genopstå, men lige hendes søster.. den tanke skræmte hende faktisk. Lidt af lyset fandtes jo trods alt stadig i hende.. det ville aldrig kunne slukkes helt.

[caya]

Som hun lå der bevidstløst, lukkede de to små huller sig stille i hendes nakke, og efterlod ikke andet end to små ar. Blodet der stille kom tilbage til hendes krop, som minutterne gik i stilheden. Stille slog hun de krystal grønne øjne op, hele hendes blik var stadig sløret. Hun blinkede et par gange, og til sin store overraskelse lå hun i skødet på den kvinde, som netop lige før havde angrabet hende. Panikken slog hårdt ned i hende "monster!" udbrød hun svagt, men dog panisk. Med en hurtig bevægelse fik hun skubbet sig ud af Malanias favn, blot for at kravle hurtigt hen af sandet. Hun rejste sig op vaklene og prøvede at flyve væk, dog svigtede hendes krop hende endnu en gang. Kun nogle få centimeter nåede hun at komme op, inden hun igen ramte sandet under hende. Caya skyndte sig at vende fronten imod Malania, hun ville aldrig vende sådan et mørkt monter ryggen. Men som hun sad der i sandet, med armene bag sig for at støtte, var der noget der grab hendes blik. Den måde kvinden var bygget på, for ikke at sige hendes blik, fik Caya til at huske. Fik hende til at huske hvad der var sket inden hun besvimede rigtig. De krystal grønne øjne der før var fyldt med panik, blev nu mere og mere mistroiske i stedet, som de stirrede mere og mere intens på kvinden. Ud af øjenkrogen fik hun øje på den hvide violin der lå i sandet, hun grab hurtigt om den og holdte den ind til sig. Ingen skulle få lov at skade den det mindste. Hun sank stille en klump i halsen "Det kan ikke være dig... Selvom et væsen snakker og ser ud som en, er der ikke ensbetydende med det er det.. skinnet kan bedrager.." mumlede hun for sig selv, dog højt nok til Malania ville kunne høre det uden problemer. Ikke kunne hun forstå dette her, monsteret lignede jo hendes søster, for ikke at sige snakkede som hende også. Men hendes storesøster var varm og venlig, for ikke at sige havde ikke spidse tænder og iskold glat hud. Alt kørte rundt i hoved på hende, men hvis hun blot kunne trække tiden lidt ud, så hun kunne få sine krafter igen. Så kunne hun flyve væk.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Caya var da virkelig den sidste som Malania havde ventet sig, at skulle se alene på et sted som dette.. ude ved havet, uden nogen i nærheden og når det var så koldt, så gav det da bestemt ikke nogen mening! Det gjorde hende direkte panisk. Det kunne aldrig nogensinde falde hende ind, at skulle nære på sin egen søster, tvært imod, så ville hun hellere bide tænderne fast sammen og så tvinge bæstet i sig i det bur som hun gjorde normalt. Hun blev siddende, selv da Caya vågnede med et sæt og tvang sig væk fra hende.. ikke at det gjorde ondt, det var vel også bare ventet, efter det som var sket? Hun rejste sig næsten hastigt, med et næsten brændende håb til, at Caya ikke kom derfra.. og ganske rigtigt.. for svag til at flyve.. Hun havde jo trods alt fået en del gode mundfulde, så den værste sult i så fald var stillet.. I det lyse liv som hun havde levet dengang, havde hun jo beskyttet Caya som havde hun været sin egen.. allerede i så tidlig alder været så overbeskyttende.. den del af hende, prøvede virkelig på at skulle komme igennem til hende nu. Malania tvivlede virkelig ikke på, at dette måtte og skulle være hendes elskede lillesøster.. en som hun ikke havde set i alle de år, hvor hun selv havde levet i mørket med den mand som hun elskede og holdt af.. At hun jo faktisk havde ladet Lucius komme så tæt på og nære sig på hende.. gøre hende til en af hans slags, var jo stadig ikke noget som hun nogensinde ville fortryde.. aldrig ville det falde hende ind! ”Hvis et væsen snakker og ligner din søster, Caya.. så må det vel være rigtigt?” Hun var selv faldet mere eller mindre helt til ro.. skræmmende meget til ro, det kunne hun så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Hun lagde hovedet let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt. Hun tog ikke chancen før Caya selv måtte være tryg på at det faktisk var hende som stod der og foran hende. Tungen vandrede over læberne, fangede de sidste mange dråber som hun stadig måtte have hvilende. ”Jeg er ked af det Caya… Havde jeg vidst, at det var dig.. så havde jeg aldrig gjort det..” tilføjede hun stille.. Undskyld.. det var første gang hun havde brugt det ord i årevis.. det var i den grad ikke det som hun var vant til at lade blive hørt hjemme i mørket, det var tvært imod noget af det som hun havde lært.. Aldrig skulle man sige det.. Aldrig skulle man kaste sig under nogen.

[caya]

Syrealistisk var præcis hvad dette var for Caya, hun kunne slet ikke finde ud af op og ned. Jo mere hun studerede Malania foran sig, jo mere kunne hun genkende af små ting. Caya havde ændret sig en del efter dengang, hun voksede stadig endnu og var ikke helt nået sin topalder. Selvom der dog ikke var mere end et ord eller to tilbage. Ikke kunne hun tro sine egne øjne, og valgte at sidde tavs et lille stykke tid. "Slanger kan skifte ham.. bevis du er hvad du siger" sagde hun kort og dog beslutsomt. hvis Malania kunne bevise for Caya, at hun faktisk var hvem hun sagde. Så ville det hjælpe en hel del, for Caya stolede virkelig ikke på mørke væsner. De havde det med at bedrage og dolke en i ryggen, uden man ligger videre mærke til det. Endnu en ting hun ikke kunne tage ved dem. Med en mere sikker og glidende bevægelse kom hun op fra sandet af. Med violinen i sin hånd, og fødderne i sandet stod hun der. Tænkende, vurderende og ikke mindst undrende. Hvis dette var hendes storesøster, hvad i al verden var så lige sket med hende!? For det første havde Caya ikke set hende i rigtig mange år, samt havde hun lige bidt hende. En vampyr, eller måske en varyl med noget formskifter i? Ikke kunne hun vide sig sikker på det punkt der. "Dine undskyldninger betyder intet for mig, med mindre du beviser du er, hvem du påstår" afklarede hun kort og kontant. Det var ikke til diskussion, og tydeligt der var noget autoritært over hende. Hun var ikke den lille helt forsvarsløse pige længere.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne da godt forstå, hvis det var svært at stå ved. At hun i det mindste viste en tydelig mistillid til de mørke væsner, gjorde hende virkelig intet, det glædet hende faktisk også en hel del på det punkt, det var ikke noget som hun kunne komme udenom. At hun i det mindste, var blevet meget mere forsigtig med dette end det som hun havde været dengang hun var helt lille og ung. Så sårbar og s uskyldig, det var jo trods alt også det som hun var gået efter selv, da hun havde fået øje på tøsen jo. Hun lagde hovedet let på sned. ”Slangen skifter ham, er dog stadig den samme som da den blev klækket, Caya,” påpegede hun med en rolig mine. Ikke at hun ville hidse sig op. Hun ville virkelig bare have tøsen til at indse, at det stadig var hende og at det altid ville være hende. Hun smilede et svagt smil, denne gang hvor hun tvang de spidse hjørnetænder i skjul i hendes mundviger. ”Du valgte at udtale mit navn ved fødsel, Caya.. Jeg kender dit navn, ved du er et lysvæsen og lever i lysningen dybt i Procias’ skove.. Spørg mig om noget, som blot Malania Letrian vil kunne svare op,” opfordrede hun med en rolig og fast tone. Det lå jo trods alt i hende, hun var jo hvad hun var.. Havde opgivet lyset til ære for mørket. Malania var virkelig den samme af bygning som hun altid havde været. Ikke var der nogen forskel lige der, og det var der heller ikke nogen tvivl om. ”De mange gange jeg måtte lægge et ord ind for dig, passe på dig når du var ude på narrestreger.. det tog slut, da jeg forsvandt, ikke sandt? Jeg har levet i mørket, Caya.. Jeg fandt lykken med en fra Dvasias,” tilføjede hun roligt. Ikke at hun skammede sig det mindste overhovedet, ikke nogen tvivl om det overhoved. Hun tog et skridt mod hende og uden at slippe hende med blikket.. Sandt at de jo faktisk var modsætninger på en måde.. hun kunne jo ikke tåle lyset som hun var nu trods alt.. hun havde ikke set nogen solstråle eller noget som måtte ligne igennem så mange år. ”Det er mig, Caya.. Det er mig,” afsluttede hun stille. Et tungt skydække søgte stille ind foran den store måne, gjorde det kun mørkere, selvom det nu ikke gjorde Malania det mindste. .tvært imod, det fik hende sjovt nok, til at føle sig mere.. hjemme.