A happy reunion?

[caya]

Caya stod virkelig i et dilemma. Hun fnøs kort og lod sine arme glide over kors, på hendes brystkasse. Stadig med violinen ved sig. Ikke kunne hun se Malania helt, kun selve omridset af hende i mørket. Uden nogen vider tanke eller ord, skød hun en lyskugle ud af hendes hånd. Den fløj op imod himmelen, og stoppede svævene nogle meter over dem. Selvom lyset var klare end solens stråler, og selve kuglen lille. Kom lyset dog ud i den lille cirkel de stod i, badede den let op i et rolig og behageligt lys. "En slange skifter ham, men kan også skifte dens kulør imens." forsvarede hun kort. Det var som om de kørte en lille kloghedstest lige nu, ikke kunne Caya se nogen grund til den, men den var der dog. Da Malania begyndte at ramse op omkring deres barndom, og nogle få andre ting. Kunne hun dog ikke lade vær med at undre, var dette virkelig hendes storesøster? Men da udfordringen kom til, at Caya skulle spørger hende om noget. Et kort stykke tid stod hun og tænkte tilbage, inden hun endelig nåede til et godt spørgsmål "Det var en varm sommerdag, og jeg var hoppet i bækken. Imens jeg svømmede rundt, sagde du noget til mig og gjorder noget med magi... Hvad sagde og gjorder du?" spurte hun kort, og dog klart og tydeligt. Ville være sikker på der ikke var nogen ord misforstået, hvis Malania kunne svare på dette her. Så var der ingen tvivl omkring, hvem kvinden foran hende var. Tros Malanias ord blev hun ståene, ikke sagde hun mere. Stod blev helt stift og ventede på sit svar, spændt helt op til hver en muskel. Og tydeligt stærk i magi hvis det skulle komme dertil, denne gang var hun langt mere opmærksom. Hvis dette nu faktisk var Malania, skulle hun så kramme hende? Eller bed hun hende igen, hvis hun så meget som rørte hende. Uroen i hende lå dybt og stærkt i hendes mave, dette kunne jo trosalt være den søster hun havde ledt så længe efter. Den frihed der gjorder at hun ikke var helt alene i verden alligevel. En lettelse måske, men dog en tvivlsom en netop nu.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig ikke det mindste i tvivl om, at det var hendes søster som hun stod overfor i øjeblikket, problemet blev jo bare det, at skulle bevise, at det jo faktisk var hende. Kuglen af lys, var dog noget som hun kraftigt måtte reagere på, da det virkelig måtte skære hende noget så voldsomt i øjnene og at hun i den grad også måtte nære et naturligt had og foragt til det. Hun bakkede et hurtigt skridt eller to, inden hun igen valgte, at skulle stoppe helt op, holdt sig alligevel udenfor den kurs, hvor man kunne sige sig, at lyset måtte være det værste. Hun hadet det og hun foragtede det! Det var jo ekstremt mange år siden, at hun jo faktisk havde set sol eller lys sidst. Hun hvæsede svagt og af ren naturlig reaktion på ubehag. ”Kulør og hamskifte udgør ikke et andet væsen end det som det er klækket til. Et træ startede jo også ud i et lille frø ikke sandt? Det er jo stadig det samme,” påpegede hun med en rolig og fattet mine, dog mere sammenbidt nu end tidligere. Hun lod hovedet søge let på sned. Læberne formede sig ud i et stille smil. De havde ofte leget nede ved bækken, hvor hun selv havde siddet på kanten og set sin søster bade. Hun havde aldrig været den som var mest glad for vand, selvom hun dog havde taget en tur i ny og næ. ”Hvad jeg gjorde, er det samme som de mange andre gange vi var ved bækken, Caya..” Igen vågede hun sig varsomt et skridt tættere på, selvom hun hurtigt stoppet op igen. Lyset brød hun sig ikke meget om og alligevel var det noget som var savnet noget voldsomt. Hun vendte blikket op mod himlen.. jovist, det var ganske lyst.. til dels virkede det desorienterende for hendes vedkommende. Hun måtte jo også søge skjul inden den rigtige sol ville stå op over himlen. ”At du skulle holde fast i lyset så længe det ville være dig muligt.. uanset hvor meget det skulle koste dig..” Hun vendte hånden med fingrene placeret som hun altid gjorde når hun havde brugt magi.. selvom det jo var en evne som hun havde frasagt sig, da hun giftede sig.. lod sig falde helt i mørket sammen med Lucius og hun havde aldrig fortrudt. ”Lysende fisk i bækken.. du legede ofte med dem.. jagtede på dem. Du kunne gøre det i timevis,” sagde hun med et let smil. Hun tog fat i kutten og trak den over hovedet igen og skjulte sig derved lidt mere.. det var virkelig underlig ubehageligt at stå i lyset. ”Min magi.. din leg.. sådan har det jo altid været,” afsluttede hun roligt, ikke mindst med en ærlighed. Lucius var der ikke nu, nu var det hendes søster, så faldt hun tydeligt helt tilbage i rollen som dengang. Det var hende bare helt naturligt.

[caya]

Caya fnøs kort over Malanias ord "Et træ kan ikke sammenlignes i den her række. Træer står stille og rykker sig ikke ud af stedet, om det så skal koste dem livet. Imens en slange gør alt for at få sit bytte" forklarede hun kort og lettere fraværene. De ting som Malania sagde og svare på, der kunne virkelig ikke være nogen tvivl længere omkring det. Caya lod kort sine øjne glide i , blot for at samle sig igen. Dette var ikke tidspunktet for at lade følelserne løbe løbsk. Men dog kunne hun ikke forhindre den lille tåre, som stille trillede ned af hendes kind. Hun var ikke alene mere, i hverfald ikke helt alene. Den lange søgen efter hende, og så befandt hun sig i Dvasias ved en vampyr. Virkelig det sidste hun havde forventet. "Jeg har ledt over alt efter dig.." lød hendes stemme stille og dog tydeligt en anelse forsigtig. Stille slog hun øjende op igen, ønskede blot at se den Malania hun kendte fra den gang. Og ikke denne kolde kvinde der stod ikke så langt væk fra hende, stadig med blod i munden efter hun havde bidt hende. Dette var virkelig, syrealistisk på de fleste måder. Den lyse kugle døde stille ud over dem, men blev dog kun erstattet af en ny hun sendte ud. Mørket var aldrig noget hun var glad for, og især ikke hvor der ikke var ly længere. Imellem tiden ikke langt derfra, stod en høj og rank mand med sit blik piercene imod dem. Han bar en lang sort jakke, der dækkede rundt omkring hans krop. Holdte den høj og rank, uden nogen videre problemer. Det lange sorte hår hang løst ned af hans ryg, og tydeligt han spændte alle muskler i kroppen. Da lyskuglen fløj op i himlen igen, tog han virkelig ingen chancer længere. Hans kone skulle ikke være i nærheden af et så lyst væsen, som en dag skød lyskugler op i luften. Tydeligt for ham en truende adfærd. Han viste kort sine lange spidse tænder, inden han satte af i sandet. Ingen skulle røre hans kone, under nogen omstændigheder. Hans lydløse adfærd var ikke til at tage fejl af, vampyr. Som han kom tættere på, anede Caya intet omkring endnu. Ikke før det igen var alt for sent. Hun mærkede Lucius´s vægt ramme hårdt ind i sig, inden hun fald ned i sandet igen. Han var over hende med det samme, tydeligt for at slå ihjel, der var virkelig ikke nogen tvivl. Uden Caya nåede at tænke, hamrede hun sine hænder fladt i brystkassen på ham. Men inden hendes hænder nåede at ramme hans brystkasse, skar der et kraftigt lyst lys ud af dem. Ikke nåede Lucius at reagere, og det næste var han blevet forsvandt, til intet andet end en bunke aske der spredte sig let over vinden. Caya lå i sandet fuldstændig i chok, hun havde lige slået en anden mand ihjel. Og at dømme efter hendes søsters reaktion, så måtte dette være hendes mand, eller var. Farven forsvandt fra hendes ansigt "jeg..jeg..jeg.. Jeg er ked af det... det..var altså ikke med vilje...ja.. må gå.." stammede hun forvirret. Uden nogen varsel, kom der et skarpt lysglimt som forsvandt, i takt med Caya gjorder.

//out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania blev roligt stående og uden at skulle tage blikket fra Caya af. Det var nu ikke fordi, at hun ikke stolede på hende, det var virkelig slet ikke det, men bare det lille faktum, at hun jo var et lysvæsen hvor hun selv stod som en vampyr. Hun havde al god grund til at skulle være forsigtig, uanset om hun var fuldblods eller ikke.. Så ville det jo trods alt stadig påvirke hende, at komme for tæt på det lys. Hun blev dog stående, da det endelig så ud til at Caya måtte genkende hende og hun selv kunne falde en anelse mere til ro. ”Jeg har aldrig nogensinde været langt væk,” sagde hun med en rolig mine. Denne gang trådte den gamle Malania virkelig godt frem i hendes egen personlighed.. hendes udstråling.. det var virkelig hende om igen. Hun hvilede der jo stadig et sted så dybt inde og nu valgte hun faktisk endelig at skulle komme bare en anelse ud. Hun vendte blikket fast ned i retning af sandet, da endnu en af de lysende kugler blev skudt op mod himlen. Ikke at hun sådan direkte havde noget imod lyset, det skar bare så voldsomt i øjnene og rev virkelig bare i lysten om at skulle tage væk og det skulle ske så hurtigt som muligt. At Lucius måtte skygge dem, var virkelig ikke en tanke som faldt hende ind.. i hendes hoved, var han vel på arbejde, ligesom han var på alle andre dage. Gik ved mørkets udbrud og kom hjem lige til daggry. Den skikkelse som bevægede sig forbi hende.. En skikkelse som var hende så velkendt. Om det overhovedet ville blive muligt for hende, så blev hun mere bleg end det som hun havde været til nu. ”Lucius nej!” udbrød hun med en hastig tone. Kutten og alt var faldet af hendes hoved, idet hun selv hurtigt havde prøvet at skulle komme i vejen, selvom det allerede var for sent. Cayas hænder som faldt mod hans bryst og med det kraftige lys som tog til. Det påvirkede i den grad også Malania. Hun tog fat i kappen og trak den foran hoved og krop, for at beskytte sig selv.. en ren instinktiv reaktion. Først da lyset havde lagt sig, vovet hun, at skulle kigge frem igen.. Lucius var væk. Den støv som hvilede i luften.. Hun blinkede næsten panisk med øjnene.. Det kunne virkelig bare ikke være rigtigt! Brændemærker hvilede i Malanias ansigt. Små, men dog kraftige forbrændinger af det så kraftige lys. ”Nej.. nej.. nej..” gentog hun igen og igen, da hendes ben endte med at give efter. Græde kunne hun ikke.. det var virkelig noget af det eneste som hun bare ikke kunne få sig selv til. Hånden gled skælvende igennem det lange hår. Han kunne da ikke bare være væk! Og dog.. en tåre gled stille ned af hendes kind, den første mere eller mindre, siden hun havde taget afskeden med lyset dengang. Blikket faldt mod sandet. Følelsen af et hjerte, revet ud af brystet, trampet på og ødelagt, var det som hun sad igen med.. Hvordan skulle hun da kunne klare det nu?! Hun klemte øjnene fast sammen, da Caya bare uden videre forsvandt.. efter alt at gætte sig til, så var det der hvor hun valgte at tage hjem til Procias? Hun sank klumpen i halsen, vendte blikket op mod himlen. Han havde vel opdaget dem på sin færd hjemover? Det var trods alt heller ikke lang tid til det ville blive lyst. Hun tvang sig selv op på benene, tog kappen godt om sig og hastede hjem. Fuldstændig sønderknust.

//Out