Du må hjælpe mig!

[Deleted]

@aron

Iceila var inden for rækkevidde. Man kunne se byen herfra, vejen var ikke længere særlig lang. Hun havde været i Procias det sidste stykke tid, gået rundt i deres smukke land og studeret dets folk og hendes gammel hjem. Hendes familie boede ikke længere der, hvor hun havde troet, men var forsvundet. Nogen sagde de var døde, noget sagde de boede i den anden ende af Procias, på jagt efter et nyt liv, da de havde mistet deres to børn. Den ene til en vampyr, den anden var forsvundet.
Det var godt for dem at de var rejst, at de søgte et nyt liv.
Lyden af metalringe, der slog mod hinanden, lød da hun satte i gang og fortsatte sin rejse. Hun var kommet fordi Procias grænse og var nu igen på dvasiansk jord, Det gamle Manjarno. Det så skidt ud for Procias og hun vidste ikke hvad landet, hvad dets konge ville gøre, andet end hun havde tilbudt ham sit råd og mening, hvilket uden tvivl havde været noget han havde virket interesseret i. Men hun kunne ikke gøre mere i landet lige nu. Hun stoppede op igen og så tilbage på den vej, som hun kom fra. Ahriana. Måtte intet ske hende, mens de var væk fra hinanden. Hun var som et kærligt, sky barn, en der havde brug for en stabil forældre og nu var hun bare rejst.
Hun var klædt i en af sine hvide kjoler. Med bare fødder og et hav af smykker. En stor halskæde, som hang om hendes hals, af grønne stene. Øreringe, store som de var, med forskellige fjer i. Hendes sorte hår var sat op på hendes baghoved, til en hestehale. Om hendes ene fod hang metalringene, som raslede hver gang hun tog et skridt. Alt i alt lignede hun ikke en rejsende. Faktisk lignede hun mest en fra et eventyr.
"Jeg tror vi undgår selve byen i aften" sagde hun for sig selv, da hun fortsatte fremefter. Kragen på hendes ene skulder drejede hovedet og så på hende, som forstod den hver eneste ord hun sagde.
"Jeg savner ham sådan. Jeg vil skifte i nat. Så kan jeg blive i denne landsby et par dage og komme til kræfter. Lyder det ikke som en god plan?" Hun smilte lidt til sin krage. En hånd gled op til den og nussede den over fjerdragten.

Solen var på vej ned. Der var noget symbolsk ved at gøre det, når solen gik ned, for så at være genfødt, når den kom op igen. Til tider gik det galt. Hun håbede det ikke skete i aften. Skete det, kunne hun altid risikerer at dø. Hendes grå blik gled op til solen, der sendte sine sidste, rødlige og orange stråler ud over verdenen, før den ville forsvinde. Og Maureen begyndte sin magi. Et ritual hun havde lært sig selv og brugt mange år på at fuldføre, at mestre og til at gøre brug af.

Hun næsten faldt ind mod muren. Byen, hun var i byen nu. Det var mørkt omkring hende, hvilket fortalte at solen var gået ned, men hvor lang tid var der gået? Der var belysning fra byens vinduer og fra folk, der gik rundt i byen med en lanterne eller måske en fakkel. I disse små byer var der næsten ingen gadebelysning. Hun mærkede hvordan benene rystede under hende. Hvorfor var hun i byen? Hun undgik altid byen, når hun skiftede form. Hun mærkede svimmelheden, kvalmen og hvordan hendes krop rystede, som var den ramt af feber. Var det gået galt? Måske var de for langt væk fra hinanden, måske kunne hun ikke gøre det, når han lå så langt væk...
Det sortnede for hendes øjne.
Kragen sad på det nærmeste tag og skræppede svagt, som den intet andet kunne, end se på.

[Deleted]

Hvornår havde han sidst været så tæt på den procianske grænsemur? Det måtte være langt over et års tid siden sidst. Der var så meget som havde forandret sig dengang: det virkede næsten som om selve landskabet omkring byen havde forandret sig. Var det sket efter at landet var blevet erobret af Dvasias, eller var det simpelthen bare en naturlig udvikling? Det var efterhånden svært at sige. Men én ting havde da ikke forandret sig: plantelivet var stadig det samme.
Han havde tilbragt dagen med at vandre rundt i udkanten af Iceila. Tasken han havde smidt over skulderen var dækket af jord og skidt, men det var svært at undgå med alle de planter, rødder og urter som han havde hevet op af jorden for at tage med sig tilbage til Ityrial. Der var så meget her som kunne bruges. Måske skulle han vurdere at simpelthen plante planterne i Ityrial, så han kunne slippe for disse lange, tidskrævende rejser så ofte. Det ville i hvert fald gøre hans arbejde meget mere effektivt.
Solen var på vej ned, og i takt med at lyset forlod himlen havde Aron sat kursen tilbage mod Iceila, hvor han havde skaffet et kroværelse for natten. Den følgende dag skulle han tage turen tilbage til Ityrial, og fortsætte sit arbejde. Gaderne i byen var så småt ved at blive forladt: i denne udkant af Manjarno var der nok den tyndeste befolkning af mørkevæsner, og det kunne ses. Markederne lukkede ved mørkets frembrud, og det var ikke meget andet end kroerne og barene som stadig lukkede folk ind i de sene nattetimer.
En krages skræppen fik Arons opmærksomhed, og han løftede blikket mod et hustag, og betragtede den mørke fugl. Normalt ville det ikke have været et usædvanligt syn, men der havde været noget med måden kragen nærmest stirrede på et fast punkt på jorden, som fik hans opmærksomhed. Han rynkede brynene en lille smule. Han havde aldrig set en krage stirre sådan, og han ændrede kursen ind mod den lille gyde, den stirrede ind i. Det var hér, han så kvinden som lå på jorden. I en hurtig bevægelse havde Aron fundet sig selv på hug ved kvindens side, og så efter livstegn. Han kunne mærke en puls, og hun havde da et åndedræt, men det virkede bestemt ikke som om hun var helt tilstedeværende. Han lagde hende helt ned på jorden, og klappede hende på kinderne.
”Hey, dame! Er du okay? Kan du høre mig?” Han granskede hende med blikket. Som alkymist havde Aron den medfødte evne til at mærke folks aura og sjæle, og der var et eller andet ved hende som føltes bekendt.

[Deleted]

Kragen skræppede højere og baskede med vingerne, da denne fremmede mand pludselig kom nærmere og til sidst helt tæt på, men den fløj ikke, den flyttede sig ikke. I stedet sendte den manden et gennemborende blik.
Som det var sortnet for hendes blik, var hun gledet ned fra væggen, til hun lå på jorden, på siden. Hendes kjole blev beskidt, opsugede den fugtighed der lå i jordoverfladen og ville uden tvivl gøre hende kold, selv om det lige nu virkede befriende. Det var som om en indre ild var ved at brænde hende op. Halve besværgelser og halve opskrifter på eliksirer gled igennem hendes hoved, som hun prøvede at finde en løsning på problemet og hjælpe sig selv. Hun var van til at klare sig selv, hun havde overlevet så mange skift, selv, ude i naturen. Og lige nu...Lige her...Havde hun intet. Ikke så meget som en plante, hun kunne spise, i håb om den var en af de få der kunne hjælpe hende.
Hun mærkede pludselig en tilstedeværelse. I hendes nuværende tilstand kunne hun ikke helt bedømme om tilstedeværelsen var ønsket eller ej. Hendes øjne sitrede lidt, da hun prøvede at vågne mere op, men hun følte sig så svag. Hvor mange kunne der bo i en lille landsby, som ville hende ondt, hvis de fandt hende? Hun bad til de fleste folk endnu bar en godhed i deres hjerter og ville hjælpe, i stedet for at skade.
Hun vred sig lidt og kæmpede for at blive mere bevidst om sine omgivelser. Omgivelser betød så meget! Hun blev angst, når hun ikke kunne læse sine omgivelser. De gav hende kontrol. Til sidst gled hendes blik op til denne mand, der daskede hende på kinderne. Vidste han da ikke at han burde slå hårdere, for at vække hende? At den lille smerte, der kom ved at slå folk på kinden, var den der kunne bringe folk mere til bevidsthed igen?
"...Brug for..." hendes stemme var svag. Hun blev nød til at håbe manden ville hjælpe hende. Hvis hun bare kunne få et varmt sted at ligge, så hun ikke frøs og kunne få lidt fred...
Hun prøvede at komme op, men havde knap nok rejst hovedet et par centimeter, før det faldt ned igen. Til sidst, ved hjælp af en kræftanstrengelse, fik hun kæmpede sig op at side. Til dels ved hjælp af muren ved siden af sig, til dels ved at gribe krampeagtigt fast i mandens ene arm, for at hive sig selv op. Hun støttede sig hoved mod væggen.
"...Un nodadin teeshi...Du må...hjælpe mig..." bad hun. Det lå langt fra hendes personlighed at bede om hjælp selv, at bede andre om hjælp, men hun havde brug for den. Hun måtte håbe han ikke var en voldtægtsforbryder eller morder i forklædning. Men noget ved ham virkede rart. Hun gjorde et lille tegn med den ene hånd, som hun brugte en magi til at styrke sig selv og forsinke hendes ritual, til hun kom i sikkerhed igen. Forhåbentligt ville det virke.

[Deleted]

Langsomt virkede det som om kvinden kom til bevidsthed, men det var tydeligt at hvad der end fejlede hende, var hun hårdt medtaget. Han lod hende bruge sit greb om hans arm til at trække sig op i en siddende stilling, men måtte alligevel læne ansigtet en smule tættere på hende, da hun bad om hans hjælp, med sin svage stemme. Det havde hun slet ikke behøvet bede ham om. Aron kunne stadig mærke at der var noget i hende, som virkede så genkendeligt, men samtidig var der noget som ikke var helt rigtigt. Måske havde hun en smule alkymist i sig? Det var da ikke uhørt. Ordene hun havde sagt før sin bøn lød som noget magi, men Aron havde ikke nok kundskaber omkring det, for at kunne sige det med sikkerhed.
”Hold fast i mig.” bad han hende, inden han forsigtigt placerede én hånd under hendes lår, og den anden om hendes ryg. Han trak hende forsigtigt op i sin favn, inden han skubbede sig selv op på stående fod igen. Det var ikke fordi kvinden var videre tung, men det var ikke ligefrem en handling som Aron var specielt erfaren med. Normalt kunne han støtte folk som selv kunne gå, men det virkede det på ingen måde til at denne kvinde var i stand til. Hvis han skulle hjælpe hende, var han nødt til at få hende indenfor. Han kunne intet gøre for hende herude i den kolde og fugtige gyde.
Han bragte hende med sig ud af gyden og videre ned af gaden, til kroen hvor han havde anskaffet sig et værelse. Ud fra øjenkrogen var han meget opmærksom på at det virkede som om kragen havde fulgt efter dem, skønt den måtte blive udenfor da han forsvandt ind af døren til kroen. Krostuen var rolig, på ingen måde i samme lune som de livlige nætter i Ityrial. Det var intet problem for ham at få båret kvinden med sig gennem krostuen – og ignorere de blikke der blev sendt efter ham – og ned af gangen der førte til de små værelser kroen kunne tilbyde. Det krævede lidt fumlen fra hans side at kunne fiske nøglen op fra lommen uden at tabe kvinden ned på gulvet, men så snart døren kunne skubbes op trådte han indenfor og placerede kvinden på sengen. Han spildte ikke tiden, og fik hurtigt lukket døren i bag sig, før han tændte et par lys og bragte ét af dem med sig tilbage til sengen, så han kunne se nærmere på kvinden. ”Hey? Er du her stadig?”

[Deleted]

Kragen fulgte efter dem og efterlod dem aldrig ude af syne, om den så skulle flyve eller hoppe rundt på tagene omkring dem.
Hun var glad, da manden besluttede sig for at hjælpe hende. Hun mærkede hans arme og tøvede ikke med at slynge sine arme om ham, for at hjælpe ham, så godt hun kunne. Hun havde været uheldig, måske var noget i ritualet gået galt eller måske var det bare hårdere for hende, fordi hun var så langt væk fra Ham. Uanset hvilken af delene, var hun heldig. Af alle, der kunne have fundet hende, havde det været en rar mand, som ville hjælpe hende. Hun valgte at stole på sit instinkt, der fortalte hende at manden ville hjælpe hende og ikke gøre hende ondt. Svagt var hun opmærksom på den flyvende skikkelse over dem og et svagt smil spillede i hendes mundvige. Kragen fik hende altid til at føle sig sikker. Når han var her og ikke havde angrebet manden, måtte betyde at manden virkelig kun ville hende det bedste, så vidt han nu kunne.
Hun bemærkede kroen omkring dem. Det tog hende lang tid at opdage det var en kro, som om hendes tanker skulle trækkes igennem kviksand, før hun kunne få dem frem. De var næsten nede ved hans værelse, da hun opnåede den tanke at de måtte være på en kro. Hvorfor skulle der ellers være så mange folk der stirrede på dem?
Det var rart, da hun endelig mærkede sengen under sin ryg. Kragen fandt deres vindue og hakkede på det med næbbet for at komme ind.
"Rasputin..." hun drejede hovedet og så over mod vinduet. Ja, hun var der stadig.
"Du må hellere...hellere lukke ham ind...Ellers bliver han så...så..." Så gnaven. Men hendes energi til at tale forsvandt, inden hun kunne gøre det klart for denne mand. Hun brugte lidt tid på bare at trække vejret. Det virkede som om hun havde fået en pause og nu kunne tænke lidt igen, snakke lidt igen. Men hun vidste det ikke var overstået. Med endnu en kræftanstrengelse tvang hun sine øjne åbne og søgte manden med næsten overraskende præcision.
"Du ved vel...intet til...magi og...alkymi?" spurgte hun. Det ville være absurd, hvis manden vidste noget til disse ting. Selv om han lidt mindede hende om hendes læremester, dengang hun havde boet i Dvasias for at lære om alkymi, turde hun ikke stole på sine sanser. Hvis han intet kendte til det, måtte hun guide ham.
"Dette er...et...ritual...Magi og alkymi...blandet til at...opnå et mål. Men det...Det er hårdere...End det plejer at være..." fortalte hun, uanset om det ville give mening for manden eller ej. Hun mærkede den velkendte smerte over hele hendes hud. Det føltes som om hendes hud ville brænde op. Det plejede at være et godt tegn, selv om hun stadig var nervøs for om ritualet overhoved havde virket eller ville kræve hendes liv inden natten var omme. Hvem kunne vide hvad det ville ende med?

[Deleted]

Lyden af de små hak på vinduet fik Aron til at dreje blikket mod det, og betragtede kragen på vindueskarmen. Var det den samme fugl som havde vogtet over kvinden? Tanken blev bekræftet af kvindens ord, og han havde ladt blikket vandre flygtigt mellem kvinden og kragen ved vinduet. Rasputin? Så kendte de da tydeligvis hinanden. Måske var kragen et slags kæledyr for hende.
Hun havde ikke haft energien til at fuldføre sin sætning for ham, men han kunne næsten regne det sidste ud. Han satte lyset fra sig på natbordet og begav sig over til vinduet, og slap fuglen ind. Han havde knapt nået at skubbe ruden op, før kragen med en skræppen fløj indenfor, kredsede en gang rundt i rummet, og endelig placerede sig på en stoleryg i nærheden af sengen. Aron havde betragtet fuglen et kort øjeblik, før han havde sat sig tilbage på sengekanten ved siden af kvinden. Hendes spørgsmål ville normalt have bragt et smil over hans læber, havde det ikke været fordi situationen var som den var. I det mindste kunne han da konkludere at han havde haft ret i at hun havde lidt alkymi i sig. Og han kunne næsten regne sig frem til at hun havde noget magiker i sig.
”Jeg er en alkymist.” svarede han hende sandfærdigt, og lod blikket vandre over hende. Han førte stearinlyset over hende så han bedre kunne se hende. Værelset han havde skaffet havde været lille, end ikke udstyret med et eget ildsted sådan som værelset han plejede at bruge i Ityrial, så stearinlysene måtte lige nu være hans eneste lyskilde. ”Men magi… Magi kender jeg ikke særlig meget til. Og jeg tror aldrig jeg har været ude for et ritual som ender sådan her.” Det var tydeligt at der var noget, som måtte være gået galt. Spørgsmålet var bare hvad. Hans blik vendte sig tilbage mod kvindens ansigt. ”Er der noget jeg kan gøre?”

[Deleted]

Hendes blik gled over til Rasputin og hun følte sig allerede meget mere rolig. Kragen sendte dem et gennemborende blik, før han satte sig roligt på stoleryggen og holdte øje med dem. Hun trak vejret dybt og så over på manden. Virkelig...Han var alkymist? Af alle folk hun kunne møde, var det en alkymist! Hun havde næsten lyst til at grine. Af al hendes held i verdenen. Hun havde altid elsket andre magikere og alkymister, velvidende de begge kunne gøre større ting end hun kunne. Hun var endda stukket af fra sin læremester, da hendes bror var død.
Hun trak sit ene ben op til sig, så hun kunne nå sine metalringe. En efter en tog hun alle metalringene af, til hun havde dem alle i en hånd.
"Det er en kompliceret...Magi...Det kræver meget forberedelse..." hun kæmpede sig op at sidde. Forsigtigt gled hendes fødder ned på gulvet. Hendes hår var blevet lidt mere uglet, tykt og livligt som det var, og flere totter af langt hår gled ned over hendes skuldre som små slanger. Hun lagde ringene ved siden af sig og begyndte at tage sin halskæde af. Bagefter var det øreringene. Alle blev de lagt ved siden af hende i en lille bunke.
"I...I flere dage før drikke jeg bestemte eliksirer og på selve dagen gennemgår jeg et ritual...Men det indeholder visse farer...De normale ting er feber, kvalme, svimmelhed, hovedpine, forvirring..." hun trak vejret dybt. Hendes hænder greb krampagtigt om sengens kant, da hun lukkede øjnene og bukkede hovedet foran, mens et smertefuldt støn forlod hende. Kragen fløj fra stolen og over i sengen. Den satte sig ved siden af hende og så på hende.
Hun kunne ikke forklare ham det. Hvordan ville nogen som helst forstå målet med det? Hun forstod det knap nok selv. Hun gjorde det, fordi hun måtte gøre det. Hvem ville ellers huske ham, hvis hun ikke gjorde?
Hun smilte svagt, selv om det var tydeligt hun havde smerter.
"Kan du lave noget smertestillende? Noget der nedsætter feber?" bad hun ham.
"Der er ikke meget andet at gøre end at vente til det er afsluttet alligevel...." sagde hun og så op på ham igen. Hun kunne bede om noget der fik hende til at sove, men hun ønskede at være ved bevidsthed. Hvis han overhoved havde midlerne til at lave noget som helst her?

[Deleted]

Tavst havde Aron betragtet hende, da hun trak benet op til sig, og begyndte at fjerne metalringene, før hun gjorde det samme med sin halskæde og sine øreringe. Han lyttede dog aktivt til hendes forklaring: som alkymist havde Aron den medfødte nysgerrighed for det ukendte, og var drevet af behovet for at forstå det. Kompliceret magi… Jo mere kvinden fortalte ham, jo mere nysgerrig endte han med at blive. Han var fascineret af hendes forklaring – til trods for at hun stadig ikke havde fortalt ham præcist hvad det var, ritualet skulle gøre godt for.
Et lille spjæt havde han givet fra sig, da hun pludselig havde grebet fat om sengekanten og bukket sig fremad med et smertefuldt støn, som havde fået kragen til at flyve over og lande ved hendes side. Hvis Aron ikke var overbevist før, så var han det i hvert fald nu: det var ingen almindelig krage. Den virkede alt for intelligent i forhold til andre krager han havde set. Skønt, han kunne ikke påstå at han ligefrem havde testet kragernes hjernekapacitet før.
”Vent lidt, så skaffer jeg noget.” svarede han hende hurtigt, inden han trak sin rejsetaske frem, og smed den over skrivebordet hans værelse var udstyret med. Noget smertestillende burde ikke være et problem. At forbinde det med noget som skulle virke mod feber, burde heller ikke være særlig problematisk. Nok var Aron ikke den ældste alkymist – faktisk havde han aldrig mødt en som var yngre end ham selv – men han var yderst kompetent, når det kom til urter og deres brugsområder, om det så drejede sig om gifte eller modgifte. Fra sin rejsetaske fremtrak han en lille morter og en støder, og han begyndte hurtigt at knuse en håndfuld urter til pulver, for derefter at blande det i et glas med en klar væske. Det tog ham ikke mere end et par minutter, før han igen vendte tilbage til kvinden, og rakte hende det lille glas med væsken, som nu havde antaget en svag grønlig farve. "Drik det.” bad han hende, før han igen rettede sig op, og så vurderende på hende. Han kunne ikke rigtig skjule iveren efter at se præcist hvad hendes magi skulle gøre. Men han havde ikke rigtig lyst til at spørge. Specielt når hun var i den tilstand, hun nu var i. ”Du fortalte mig aldrig dit navn.” indskød han, til trods for at han heller ikke selv havde gjort noget for at give sit eget navn.

[Deleted]

Han måtte være nysgerrig. Det ville hun selv være, som hun altid var, når hun blev udsat for noget nyt. Hvor lange havde hun ikke vandret omkring og lært sig selv en masse ting? Den viden, hun kunne have fået, havde hun fulgt sin læremester i endnu nogle år, havde hun lært sig selv. Mest om hvilke urter der var spiselige og helbredelige. Måske ikke helt udførligt, men nok til at hun kunne klare sig selv, uden indblanding fra andre individer. Selv nu kunne hun mærke det. Selv om dette var spændende, følte hun sig ikke helt tryg. Hun var mere afhængig af en anden person i dette øjeblik, en fremmed person. Verdenen var et grusomt sted og hun havde ikke meget tillid til den. I hvert fald ikke den del der inkluderede at være sammen med andre individer. Det værste var hvis han opdagede det.
Hun tog imod beholderen, da han kom med det og drak indholdet. Enkelte af urterne genkendte hun, men ikke resten. Sikkert fordi hun var for omtåget til det. Hun satte beholderen tilbage på bordet, før hun sank tilbage på sengen. Der var visse ting alkymister eller magikere ikke selv kunne gøre. Men hun havde begge evnerne at trække på. Det gav hende nye muligheder. Nye ting hun kunne, trods der var andre hun ikke kunne.
Hendes hånd rystede let, da den gled over Rasputin. Hendes elskede krage. Hendes bedste ven, så loyal, altid ved hendes side. Og så klog. Uden ham, hvad var hun så?
”Maureen” hun så over på manden, der var så venlig og behjælpelig. Hun var taknemmelig. Det nyttede intet at være bange for hvad der ville ske. Måske ville de aldrig se hinanden igen. Måske kunne hun få ham til at love, aldrig at fortælle hendes hemmelighed videre. Hendes blik gled ud af vinduet. Hvor lang tid var der tilbage?
”Jeg vil få brug for noget nyt tøj. Tøj til en mand” hun fik kæmpet sig op at stå, men ikke uden at læne sig op af bordet. Hendes krop forandrede sig. Hun kunne mærke det.
”Faktisk er jeg ikke så sikker på det er...” hun tog sig let til halsen, som hendes stemme virkede til at hoppe og næsten blive dybere. Hun lukkede øjnene.
”...Er klogt du bliver.” hun vendte sig om mod ham.
”Det er ikke kønt. Det er uforståeligt. Og mest af alt, tror jeg du vil finde det skræmmende, selv for en alkymist at være.” Hun havde aldrig været normal. Hun havde altid skilt sig ud. Ikke bare med sit tøj eller sin personlighed, men også med sine evner. Hun havde ikke kun brugt dem til at hjælpe folk eller lave de ting, almindelige alkymister eller magikere gjorde. Også dette var unaturligt. Hun havde aldrig hørt om nogen der havde gjort det samme. Og dog...Måske overdrev hun?
Hun vendte tilbage til sengen. Hun lagde sine smykker hen på bordet. Hun klappede let på bordet og kragen fløj der op på hendes bud. Nu havde hun sengen for sig selv. Hun startede med at sætte sig. Men lidt efter lagde hun sig ned, vendte ryggen til ham og krummede sig sammen i fosterstilling. Hendes hænder viklede sig ind i hendes tykke hår, som hun krummede sig sammen, som i smerter.