Scared and alone.

[Ahriana "Master of Time"]

---

Kieran Pamariaz Acheron & Ahriana "Master of Time"

---

Mørket var begyndt at falde på som dagen gik på hæld. Der var helt stille og roligt i skoven, alt åndede fred og idyl. Dog varede dette ikke ved. Skræmt kom en kvinde løbende så hurtigt som det var hende muligt. Hun var forpustet, det var tydeligt at hun havde løbet længe. Hendes kjole der ellers før havde været pæn og i en lys farve var nu beskidt og revet og flået i. Selvom lyset var ved at forsvinde så kunne hun stadig tydeligt se frem for sig. Hun vidste ikke hvor hun var henne, alt var så anderledes. Hvor så alt bare anderledes ud end sidste gang hun havde færdes her. Tårerne trillede ned over hendes kinder. Var de stadig efter hende? Hun var blevet set! Pokker tage at hun ville prøve at søge ud selv! Hendes tid på slottet havde været lang og hemmelig. Kun Jophiel havde vidst at hun levede der og han havde valgt at holde denne hemmelighed for sig selv. Hun havde været ham ekstremt taknemmelig. Han havde hjulpet hende med at søge noget mere ud og hun havde virkelig lært sider af sig selv som hun ikke have kendt før.
Tårerne trillede ned over hendes kinder. Hendes blik flakkede panisk rundt før hun drejede hovedet over skulderen. Hun havde løbet længe, hun vidste ikke om vagterne stadig var efter hende. Umiddelbart kunne hun ikke se dem længere men hun var ikke sikker. Som hun løb der og ikke så sig for endte hun med at snuble. Hun røg ret voldsomt i jorden med et lille bump. Hun var øm som hun kæmpede sig op på knæene. Tårene løb stadig ned over hendes kinder som hun begyndte at hulke. Hun vidste ikke hvor hun var. Hun var forslået og kold. Mørket var ved at trænge sig på. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun gemte hovedet i hænderne og blev bare siddende der på jorden. På hendes krop begyndte alt snavset at blande sig med små piblende dråber af blod fra de små sår og rifter som hun havde fået sig. Risten på hendes kind var nok den der var den værste, især fordi hendes hænder var møg beskidte som hun lagde dem mod ansigtet. Hun følte sig helt og holdent fortabt. Hvad skulle hun dog gøre herude? Hun vidste det virkelig ikke.

[Deleted]

Skoven havde i længere tid været et af Kierans foretrukne steder at søge hen, når han blev alt for træt af folk i byen. De havde så travlt med, at man skulle opføre sig på den helt rigtige måde, og alle var så optagede af deres eget omdømme og sociale status, at de knap nok turde nyse offentligt af frygt for, at de ville falde ti trin ned i hiarkiet - Kieran inklussiv. Når man var blevet smidt på gaden af sine forældre og lige så godt kunne være en bastardunge, måtte man yde sit allerbedste for ikke at tabe ansigt overfor hele landet.

Ude i skoven kunne han være sig selv. Her kunne han løbe af sted, til hans lunger gav op og han forpustet faldt sammen på jorden under sig, han kunne bestige det højeste træ eller hoppe i søen - kun om sommeren, naturligvis. Lige nu var skovbunden dækket af tyve centimeter dyb sne, og han var temmelig sikker på, at søen var bundfrossen.



Kviste knækkede og sneen knasede under fødderne på et væsen, der lød til at have større luftvejsproblemer end firs år gammel mand på vej op af skovens stejleste bakke. Med den elegance, væsnet bevægede sig imellem træerne med, antog Kieran, at det måtte være noget stort, en hest, måske - tanken fik hårene i hans nakke til at rejse af - så da en skrøbelig kvindeskikkelse dukkede frem bag det nærmeste træ, faldt hans underkæbe en hel centimeter.

Han var lige ved at bryde ud i latter over sig selv, men da han så, hvordan tårene løb ned af hendes kinder, blev han straks alvorlig. Hvad I alverden var der sket? Hvorfor rendte en kvinde som hende rundt herude helt alene? Hun så et par år ældre ud end ham, men hun lignede bestemt ikke én, der kunne passe på sig selv, så forrevet hun så ud. 

Hun havde sat sig på jorden, og Kieran nærmede sig langsomt. Han bevægede sig varsomt, som var hun et dyr, han ikke ville skræmme, og som han samtidig havde en svag frygt for måske ville kunne finde på at bide ham. 
"Hvad er der dog sket med Dem...?" spurgte han i et roligt, lavt tonefald. Han kiggede sig omkring. Der var ingenting at se. Han hev sin kappe af, for hun havde tydeligvis mere brug for den end ham selv, og trådte et skridt nærmere. "Fryser De?"

[Ahriana "Master of Time"]

Vinteren var kommet igen til Procias selvom alle gik og håbede på varme og sommer. Ahriana var virkelig ikke klædt på til at være udendørs. Hendes kjole var tynd og hun var på bare tær. Hendes fødder gjorde ondt, ikke bare fordi det var så kolde som de var men hun havde også revet dem. Hun var virkelig skræmt. Panikken var at spore i hendes indre. Hvorfor havde de jagtet hende? Hvorfor nu? Hun var da blevet set før men alle troede at hun havde været et spøgelse ... hvorfor havde disse vagter været anderledes? Hun forstod det virkelig ikke. Måske var det på grund af krigen at de var så opmærksomme? Det havde i hvert fald kostet hende en plads i sikkerhed på slottet.
Som hun endte på jorden kunne hun ikke lade være med at begynde at hulke. Hun så ikke ud til at være voldsomt gammel, hendes udvikling stoppede igen i starten af 20'erne men sandheden var at hun havde levet langt længere end de fleste. Hun havde været den kongelige rådgiver for en konge for længe længe siden i en tid som de fleste ikke kunne huske. At hun ikke længere var alene var ikke noget hun opfangede før den unge mand kom hende nærmere. Sneen knagede under ham som han kom tættere på hende. Hun lod hænderne falde og kiggede op på den fremmede som var hende nær. Hendes øjne var forskellige farve, et gult og et blåt, hvilket var en meget atypisk ting. Frygten og panikken stod malet i hendes ansigt. De forskellige farvede øjne blev store som manden snakkede til hende. Han var høflig men for hende betød det intet. Hun var bange for alt og alle. Det var virkelig mange år siden hun havde forladt slottet og endnu længere tid siden hun havde haft kontakt med nogen andre end Jophiel. Som han trådte hende et skridt nærmere trak hun sig længere væk fra ham. Tydeligt måtte det da være at hun ikke stole på ham og kunne man bebrejde hende? Hun så næsten forslået ud som hun lå der på jorden. Hun havde rifter over det hele og størknet blod på kroppen. Hun var stadig forpustet men hulkene var stoppet lige så snart som han kom hende nær. Frygten og panikken overvældede hende. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.