Werifesteria

[Deleted]

Seraphina Samandria Sálacazar ~ @ixia ~ @aron

Vinteren var ved at miste sit greb om skoven i udkanten af Ityrial. Frosten som før havde lagt over skovbunden var smeltet væk, og de første forårsblomster var ved at dukke op gennem den sne, som stadig ikke var smeltet væk. Der var blevet en smule varmere, men den kølige vind som blæste ind over skoven vidnede om at vinteren ikke var helt borte endnu. Det var den tid af året hvor vejret var uforudsigeligt: det kunne sagtens begynde at sne igen uden noget varsel, lige så vel som det kunne blive varmere. Det var derfor Aron havde taget rejsen til Ityrial nu, mens han havde chancen.
Det havde ikke været en lang rejse, siden der var blevet oprettet faste rejseruter mellem Dvasias og det gamle Manjarno. Med det sagt havde det stadig taget ham tre dage at komme dertil i vogn, og det var ikke mere end få timer siden han var steget ud af vognen, for direkte at begive sig ind i skoven. End ikke tiden til at skaffe sig et kroværelse, havde han taget. Hvis det skulle blive nødvendigt, kunne han sove under åben himmel, som han havde gjort så mange gange før. Han havde ikke Harris med sig denne gang: han havde ladt drengen blive i Dvasias, og ladt ham betragte den tid han ville være væk, som en slags ferie. Guderne skulle vide at knægten fortjente det, efter hans hårde arbejde.
Arons blik gled op mellem trækronerne, og på nattehimlen foroven. En fuldmåne lyste ned på ham, og fik ham til at trække en grimasse. Så længe han ikke stødte ind i nogen varulve, kunne han regne sig selv som tryg. Hans lange, slidte rejsekappe blev trukket efter ham langs skovbunden, men han var ligeglad med hvor snavset den kunne ende med at blive. Aron havde aldrig været typen der var særlig optaget af at være ren og anstændig. Med et erhverv som hans, var lange rejser et krav. Og han tjente ikke nok til at han kunne skaffe sig mere end hvad der var højst nødvendigt. De gamle læderstøvler sank en smule ned i skovbunden under hans fødder, da han begav sig videre ind i skoven. Der var mange planter som kun kunne skaffes på denne tid af året, og det var bedre at få fat i dem så tidligt som muligt, før forholdene ville ændre sig.

[Deleted]

Ixia og Aku havde taget bolig i skoven lidt uden for Ityrial. I hvert fald for natten. Hun vidste ikke hvorfor men efter hendes møde med Zean så havde hun haft en brændende lyst til at tage til Paggeija igen. Måske hun vare gerne ville se Corina igen? Hun vidste det ikke og nøj hvor det irriterede hende. Hun rendte ellers aldrig rundt efter folk og nu plagede den gudinde hende på så lang afstand? Hun sukkede irriteret og bankede hovedet en smule hårdt ind mod Aku. Hun havde ellers fået sin lyst styret så hvorfor følte hun sig stadig så ophidset. #Du ved godt at det ikke hjælper at slå på mig, gør du ikke?# spurgte han en smule tørt. Ixia var virkelig ikke i humør til hans små kommentare. Forbandede bæst. Kunne han ikke bare passe sig selv og fungere som pude. Puder var stille, det ville da være rart til en forandring. Hun sukkede irritabelt og bankede hovedet hårdt tilbage i ham igen. Denne gang var det dog udelukkende for at provokere ham. Han skulle ikke tro at han skulle komme her. #Ixia, hold op# lød det advarende i hendes hoved. Årh har var sgu også altid så voksen. Hun himlede let med øjnene og gjorde det igen. Aku knurrede af hende hvilket fik hende til at smile. Han kunne ikke gøre hende noget uden at det ville påvirker ham også. Det var dejligt at have denne magt over det store dyr. #Jeg siger det ikke igen# advarede han igen. Ixia gjorde det endnu en gang, blot for at bevise at han ikke skulle bestemme noget som helst. Dragen som hun lå op af blev tydeligt sur. Han startede med at knurre af hende, så brølede han af hende og skød surt en søjle af ind ind i skoven. Den oplyste hele området. Ixia kunne roligt på ilden og så ikke ud til at tage sig ret meget af det store dyrs vrede. Hovedet søgte let på sned sådan som Aku kiggede på hende med et truende blik. Han stak hovedet helt hen til hende. #Du gør det ikke igen# hvislede han koldt. Ixia smilede en smule og lænede sig så frem og kyssede dragen let på snuden. Dette formildede bæstet en smule. Han sukkede opgivende og lagde sig til rette på jorden igen. Når lyset kom så ville de da kunne komme videre. De skulle bare klare sig igennem natten uden problemer.

[Deleted]

Nogen gange savnede hun sit gamle ry, så hun var forsvundet ud i skovene for natten, for at lave sit berømte nummer, være den hun var kendt for. Den nynnende død. Uden sine vinger fremme, sad hun i en lysning hvor månens blege skær gled ned over hendes skikkelse, fingre strøg igennem det lange ravnsorte hår, som hun sad og nynnede en sørgmodig men fængende melodi. Det var smukt og mange blev lokket til, som regel af ren nysgerrighed, hvilket hurtigt kunne blive deres værste mareridt og meget muligt deres død. Håret var sat halvt op, hun lignede næsten en græsk gudinde, øjnene var lukket og hun havde fundet plads på en sten. Den lange mørkeblå kjole i satin passede ind i natten, hendes ryg var bar så hendes vinger havde plads til at komme frem. Stropperne var bundet om hendes hals, som var det eneste der forhindrede det glatte stof i at glide af hende. Den var nedringet og viste hende frem, hun følte sig som en gudinde, hun nød det. Blikkene mange af dødsenglene havde sendt hende som hun vandrede igennem byen for at forlade dem havde afslået alt. Corina var i godt humør, hun havde tid til sig selv, for når der intet vildt skete, kunne enhver af de mænd som var under hende tage hendes plads. De bare fødder var skjult af den lange kjole, som måtte slæbe over jorden når hun gik, og nu med benene løftet lidt under kjolen, var de skjult. Hendes nynnen forsatte, sådan kunne hun blive siddende i lange tider. Sandt at sige, nød hun det faktisk og fandt ro i det, desuden kom alt godt til dem som ventede. Gemt under kjolen, sad et lille bælte om hendes lår med en dolk i sin skede, hun var sjældent ubevæbnet.

[Deleted]

Aron standsede en smule op i sine skridt, og lyttede ud i mørket. Når man efterhånden var blevet vant til stilheden, freden og roen som fulgte med at vandre rundt i en skov om natten, var det nemt at blive opmærksom på det mindste afvig. Og Aron havde efterhånden brugt mange år på at vandre igennem skovene om dagen såvel som om natten. Og indtil videre havde der ikke været andre lyde end hans skridt, vinden i træerne, og de diverse dyr som kredsede rundt i hans omgivelser. Men en nynnen havde nået hans ører: en lyd, som han ikke ellers havde forventet at høre i skoven på denne tid.
Nysgerrigheden overvandt fornuften, og Aron fulgte lyden et lille stykke. Han tænkte kortvarigt på rygter han engang havde hørt om en morder, som efter sigende var blevet kaldt Den nynnende død. Men det var en tanke han hurtigt havde rystet af sig. At man hørte nogen nynne var ikke uhørt. For pokker, han havde da selv nynnet en gang imellem, uden at det gjorde ham til en morder. Han vandrede et lille stykke, før han begyndte at kunne se silhuetten af en skikkelse længere inde i skoven. Da han kom tæt nok på til at kunne se at det var en kvinde, placeret på en sten, var der en anden lyd som fik hans opmærksomhed. En dyb rumlen, før en søjle af ild suste mellem træerne et lille stykke fra ham. Aron stod tæt nok på det til at han kunne mærke varmen fra ilden, som havde opslugt træerne som havde træet i vejen. Der var intet andet end forbrændte træstubbe tilbage, hvor der engang havde stået meterhøje træer. Aron stirrede på hvad der stod tilbage, før hans blik gled over i den retning hvor ilden var kommet fra. Den nynnende kvinde på stenen havde ikke længere hans interesse: hans nysgerrighed var draget mod hvad der end havde spyet sådan en ild. Han kunne kun forestille sig ét sådan væsen. Han kastede et sidste blik over skulderen på kvinden, før han med hastige skridt begav sig i retning af ildens kilde – indtil han så det. Det enorme bæst, han havde læst så mange beskrivelser af, men aldrig havde set i levende live. Han så næsten ikke kvinden som sad op af dragen: hans fulde opmærksomhed var rettet på dyret.
”En drage…” hviskede han beundrende, og gik prøvende nogle skridt tættere på. Igen overvandt nysgerrigheden hans fornuft. En drage var ikke et væsen man bare sådan gik tættere på, men hans trang efter at studere dyret nøjere trak i ham.