I Am Here Master

[Deleted]

@marcellus - @isabel

Natten var kold og bidende. Frosten havde lagt sig som et kvælende lag over hele landskabet, der glimtede som diamanter. Stjernerne var som lysende huller i den sorte himmel, der virkede endnu mørkere end den plejede at være. Det var koldt at sove i telt på denne tid af året, men for to magikere, var det nødvendigt.
Isabel og Caleb havde slået lejr i skoven lige ved siden af Ityrial, hvor de kunne holde sig skjult for de dvasianske soldater. Teltet var pakket til med pelse og skind, der kunne holde de to søskende varme om natten. Et bål var næsten altid tændt, og en plads var ryddet for sne, så de kunne træne hver morgen – både for at få varmen, men også for at holde dem selv i gang.
Caleb var taget til byen, for at handle ind, samt finde ud af, hvad der skete for tiden inde i byen, og havde derved efterladt Isabel alene i lejren. Ikke fordi det gjorde hende noget. Det var hende, der havde sendt ham afsted, og sørget for at han ville være væk i flere timer. Hun ventede nemlig en gæst.
Det orange hår lyste op i den hvide skov. I den tid de havde været herude, var det vokset ned til skuldrene, men hun regnede med snart at få det skåret kort igen. Langt hår var upraktisk, og kom kun i vejen.
Hun kastede en ny kævle på bålet, så gløderne sprang op. Flammerne oplyste hendes ansigt. Øjnene strålede, men området omkring dem var blevet mørkere. En kold gnist havde sneget sig ind i hende, og gjorde at hun næsten ikke smilede længere. Så meget blod farvede hendes hænder, så det virkede som om, at de aldrig ville blive rene. Tilgengæld havde hun lært at nyde det, når hun stod i det. Hun kunne dele ud af sin smerte og frustrationer. Give den til andre, så hun ikke behøvede at føle det hele alene.
Det var et stykke tid siden, at hun havde gjort den slags, hvilket efterlod hende en smule rastløs og frustreret. Caleb kunne mærke at hendes humør havde ændret sig, men sagde ikke meget til det. Måske troede han, at det havde noget at gøre med Saïx. Overfor ham holdte hun en facade op, men det blev sværere og sværere, når hun ikke fik lov til at komme ud med smerten og frustrationerne! Det åd hende op indefra.
Hendes magi var også ved at ændre sig. Nu kunne hun skrælle en træstamme fri for bark. Hun kunne få planterne omkring hende til at visne og rådne. Den slags havde hun ikke kunne før. Den slags magi var noget som warlocks kunne gøre. Ikke magikere. Warlocks.
Hun rettede sig op fra bålet, og stak hænderne i bukselommerne, mens hun kiggede sig omkring. Han måtte snart være her. For at holde kulden ude havde hun et par tykke, sorte uldbukser på, der posede sig omkring hendes ben. Støvlerne var forede med pels. Den grå trøje sad stramt på hende, mens hun havde en åben, lang jakke udenpå. Da hun sukkede, kunne man se hendes ånde ude foran de let, skælvende læber.

[Deleted]

Marcel trådte lidt efter ud af skyggerne. Hans ydre havde ændret sig. Hans muskler var vokset en smule. Hans tøj var ikke længere neutralt og til dækkende. Hans arme var bare og viste hans muskler frem. Hans før store kappe var blevet til en kort skulderkappe og de to sværd på hans ryg, der krævede en stor styrke og teknik at svinge sammen hang på hans ryg. Han lignede en veteran, ja faktisk en general. Han kiggede ned på Isabel og stod med en stolt facade. Dog var hans stemme og skæve smil det samme. Han sagde roligt '' Min unge Isabel. Tiden har været yderst god ved dig. Jeg kan fornemme hvordan din magi, hvordan dit sind er ved at blive.. Stærkere. Det er godt at se ''. Det skæve smil voksede på hans bløde læber. Han havde rejst direkte hertil fra hans møde med Macaria, så han var bestemt i et godt humør. Han satte sine arme over kors og sagde roligt '' Jeg har nye ordre til dig.. Dronning Macaria. Jeg ved at du er en del af modstandsbevægelsen. Skulle deres veje krydses. Er det din største opgave at holde hende i live, lige meget hvad det kræver. Derudover skal du skaffe mig alt den information nu kan omkring en mand ved navn Zean. Dette er den anden vigtigste ordre jeg kan give dig i dette øjeblik ''. Marcel kiggede rundt. Han havde sikret sig at ingen andre var i nærheden. Han havde sågar sikret sig at nogle af hans folk skulle holde Caleb beskæftiget i byen til deres møde var over. Han kiggede mod deres telt et øjeblik før hans blik blev rettet imod Isabel igen. Han sagde roligt '' Er der nogen bestemt grund til du ønsker at møde mig her og ikke et mere.. Sikkert sted? ''. Hans adfærd overfor hende havde ændret sig fra en lokkende slange til en kommanderende mentor. Alt sammen en del af hans plan om at få hende til at dræbe Caleb på et senere tidspunkt.

[Deleted]

Da Marcellus trådte frem, vendte Isabel sig mod ham. Hun knælede ikke, bukkede ikke engang for manden, der var hendes hersker og mester. Had boblede frem i hende, og gjorde hendes blik mere mørkt, da det landede på ham. Ikke at man kunne se det på hendes ansigt, der var en maske uden følelser, som ikke besvarede hans smil det mindste.
Ved hans ord lagde hun armene over kors og fnøs.
"Dine informationer er forældet," fortalte hun og sparkede til en sten. "Caleb og mig er ikke længere i modstandsbevægelsen. De bliver anført af en tøs på 17 somre, uden respekt eller erfaring indenfor emnet. Derudover var jeg træt af fornærmelserne og beskyldningerne, så vi forlod bevægelsen."
Det var sandt, hvorfor lyve? Kort havde hende og Caleb været en del af bevægelsen, men efter at have snakket med både Emerald og Salvatore, havde hende og Caleb forladt den i vrede. Amatører. De var ikke andet end politiske amatører, som gemte sig i skyggerne, mens hende og Caleb havde gjort alt arbejdet. Det havde dog også gjort dem berygtet, men var det ikke meningen med det hele?
"Lady Forsyth mener du. Hun er på jagt efter mig, Marcellus. Jeg kommer ikke til at overleve, hvis vores veje krydses. Hende og hendes bevinget mand, vil gøre alt, for at få fingrene i mig og Caleb, og de er tæt på," sagde hun med et irritabelt tonefald, og slog armene ud fra kroppen. "Det er derfor vi er her. Jeg kan ikke vise mig i byen længere. Der er soldater over det hele. Der går rygter om at Lady og Lord Forsyth har fanget én af.... mine venner. Hvis de har, er det et spørgsmål om tid, før de sætter ild til skoven her, bare for at få fat på os." Hun trak skuldrene lidt op. Natten var kold, og hun skælvede en smule af kulde. Hvis de bare kunne få det her overstået hurtigt, kunne hun trække sig tilbage ind i det varme telt.
"Med hensyn til Zean? Det er Lord Forsyth. Han er gift med hende... Macaria. Dødsenglenes leder, og en frygtet mand. Han erobrerede en hel by, dræbte alle indbyggerne, og spiddede dem på pæle ude foran byen. Jeg så ham til likvideringen i byen. Sammen med Lady Forsyth. De virker meget... glade for hinanden. Hvorfor er du interesseret i ham?" Måske var det ikke hendes plads at stille spørgsmål, men det gjorde hun alligevel. Trodsig som hun var.

[Deleted]

Marcel stod og lyttede til hendes ord. Det var som et slag i ansigtet på ham da hun sagde de så glade ud sammen. De mørke tanker omkring ham selv og Macaria brød atter frem. Førte hun ham bag lyset. Det skulle have været ham og ikke Zean der havde dræbt den by. Han skubbede tankerne væk. Der var ingen ændringer at se på Marcels ansigt eller adfærd imens tankerne skød igennem hans hoved. Han satte sin hånd til hans hage og så tænksom ud. Dette var bestemt ikke godt. Lidt efter sagde han '' Jeg vil bede Lady Forsyth om at stoppe jagten på dig. Men min ordre står ved magt. Du er jaget af hende.. Folk der ønsker at skade hende vil søge din hjælp. Får du muligheden skal du hjælpe hende.. Hvad angår hendes mand ''. Marcel gik et skridt frem. En stor skygge voksede bag ham og en kræft meget stærkere end Isabel havde følt sidst hun havde mødt ham, strålede ud fra ham. Han sagde med en faretruende rolig stemme '' Skaf mig alt information om ham. Alt der kan være vigtig i mindste omfang. Jeg vil vide alt om ham. Hvorfor jeg vil det. Du stiller for mange spørgsmål Isabel ''. Han vidste at hun var loyal, men selv dette gjorde ikke at Marcel stolede på hende. Han blev stående lidt og kiggede på hende, skyggen forsvandt igen og han sagde roligt '' Blev medlem af denne bevægelse igen, eller find en anden informativ post. Du er intet værd som spion hvis du ikke kan spionere. Hvis ikke du kan udfører dine opgaver må jeg jo tage dig fra Caleb og med mig. Så må du kæmpe i krigen mod min Fader.. Så.. Hvad bliver det Isabel? ''. Han gav hende et valg. Dette var ikke noget Marcel gjorde før folk havde vundet en brøkdel af hans respekt. Hans humør var forandret efter at have hørt om Macaria og Zeans glæde. Han var i et ondt og koldt humør nu.

[Deleted]

Uanfægtet blev Isabel stående, selvom at han gik et skridt frem mod hende. Hvis han ville straffe hende, måtte han gøre det. Hun var efterhånden ved at blive vant til det, og lod ham gøre det, uden at skære ret mange grimasser. Hvorfor han blev så vred, forstod hun dog ikke. Var det bare på grund af spørgsmålene?
Hun mødte tomt hans blik, og nikkede lydigt til alt det han sagde. Det var sådan, det var blevet til: Han gav ordre, hun nikkede, og fuldførte det.
"Jeg skal nok beskytte Lady Forsyth, så godt jeg nu kan gøre det," svarede hun roligt, uden den mindste tegn på frygt i hendes slanke ansigt. "Hvis det er din vilje, at jeg skal tage tilbage til modstandsbevægelsen, så skal jeg nok også gøre det. Caleb vil sikkert blive glad for det."
Hun glædede sig ikke til at tage tilbage til Salvatore, og bede om at komme ind i bevægelsen igen. Specielt ikke efter, at hun havde stormet ud, på grund af hans spydige kommentar til hende. Og så var der Emerald... hun hadede hvordan Caleb så på hende, og hvordan hun så på ham. Forbandet elver!
"Er der andet du vil have fra mig... master?" tilføjede hun en smule spydigt, og lagde armene om sig selv, på grund af kulden, der var ved at trænge igennem hendes jakke. Hvordan kunne han dog holde ud, at stå der med så lidt tøj på?! Åh ja... vampyr. Hun glemte nogle gange, at han også var det. Specielt fordi at han ikke havde kommet tæt på hende, siden den nat, hvor de underskrev kontrakten, så hun havde ikke mærket tiltrækningskraften efter. En forbandet vampyr. Ligesom Saïx's veninde.

[Deleted]

Marcel smilede ondt. havde hun ikke lært det i nu. Når hun ligefrem smed om sig med sådanne forslag. Om der var mere han ønskede. Marcel slikkede sig om munden. Hans øjne lyste rødt og hans hugtænder kom frem. Han sagde drilsk '' Nu hvor du siger det, Isabel. Så er der mere du kan gøre for mig. Giv mig dit blod. Det har været en lang rejse. Meget lang. Jeg er begyndt at blive en smule sulten. Blot din hals og fjern dit hår så jeg rigtigt kan komme til ''. Det had hun havde det ham. Det var det han han skulle bruge. Det had han ville bruge til at få hende til at dræbe Caleb. Han trådte et skridt frem og ventede på hun gjorde sig klar som et måltid for ham. Imens han ventede sagde han '' Fortæl mig mere om Zean og Macaria.. Alt hvad du ved.. For ser du. Isabel.. Mine planer stopper ikke ved min Fader. Jeg vælger at stole lidt på dig og fortælle lidt. Mine planer er at sidde på en trone snart ''. Det var ikke løgn, men slet ikke sandheden. Sandheden var at hans planer var at side på en trone, men det var bestemt ikke derfor han ønskede at vide mere om Zean og Macaria. Han ville vide mere, han havde ikke set dem sammen. Han vidste ikke hvor dybt denne glæde de havde for hinanden stak. Han vidste det ikke var en god ide at få det at vide, men han var alt for nysgerrig. Han vidste at modstandsbevægelsen måtte have samlet en masse brugbar information om dem begge. Han sagde roligt '' Dig og Caleb skal ikke kun blive medlemmer igen. I skal sigte efter leder posten. Får min spion en leder post vil min hær vokse og vokse. Der er kun fordele i det ''. Marcel tænkte frem. Ideen med at omvende flere som Isabel voksede i ham. Det var bestemt ikke en dårlig idé.

[Deleted]

Ved hans forespørgelse var det første gang, at der kom følelser frem i Isabel's ansigt. Øjenbrynene fløj i vejret, og hun stirrede på ham, som havde han lige forvandlet sig til en drage. Selv da han snakkede videre, stod hun bare og kiggede på ham med et skeptisk blik. Hun stolede på ingen måde på ham. At lade ham komme tæt på hendes hals, var intet hun havde lyst til. Dog var der ikke meget, som hun kunne gøre. Alt hvad han sagde, skulle hun gøre, med mindre at hun ville miste sin sjæl.
Med et hadefuldt blik på ham, trak hun hårdt sin jakkes krave til siden, så halsen blev blottet, inden at hun strøg håret om bag hendes ene øre. Hun havde hørt om det her. Mødt folk, der blev brugt som bloddyr for en vampyr. Det var ikke noget hun havde lyst til at prøve. Selvfølgelig skulle det være en euforisk og ophidsende oplevelse, men det efterlod også én svag og ydmyget.
Hun rynkede på næsen, og bed hårdt tænderne sammen, mens hun lagde hovedet lidt til siden, så halsen blev fuldkommen blottet for ham. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere.
"De har kendt hinanden i lang tid. Han hjalp til med at erobre Manjarno. Det overraskede ikke mange at de to blev gift. De har været blevet set sammen mange gange før det," fortalte hun, og prøvede ikke at tænke på det, som skulle til at ske. Øjnene stirrede på et punkt mellem to træer. "Der går dog forskellige rygter om deres forhold er politisk eller baseret på følelser. Efter min mening lignede det, at de ikke kunne holde fingrene fra hinanden, men hvad ved jeg... kunne også bare være skuespil."
Hun vidste ikke hvorfor han ville vide om Forsyth parret. Ville han skubbe dem af pinden? Ingen af dem virkede som om, de ville finde sig i den slags. For hende havde de virket brutale, intelligente og hensynsløse. Hvor ville hun dog gerne, kunne slå dem begge to ihjel. Både vampyren og dødsenglen.

[Deleted]

Marcel lyttede og lænede sig frem. Han satte blidt sine hugtænder i hende imens han tog om hende med et fast og mandig greb. Han sugede langsomt hendes blod. Kunne han ville han bestemt gøre det til en unik oplevelse for hende. En oplevelse han ville have hende til at hungre efter igen. Hans mål var bestemt af gøre hende afhængig af det. Han sugede kun det blod han skulle bruge, derefter slikkede han på hendes hals så såret forsvandt. Han slap hende blidt og trådte væk. Han huskede hvad han havde lovet Macaria, så der var ikke mere flirten. Ikke noget med at bide hende i øret eller andet for at få hende til at lyste efter ham. Han smilede lokkende til Isabel og kiggede mod himlen imens han slikkede sig om munden, så hun kunne se ham synke det sidste blod og fjerne de sidste dråber sensuelt med hans tunge. Han kiggede igen på Isabel og sagde roligt '' Som modstandsbevægelse må i have noget intel. Noget jeg kan bruge til noget. Du har givet mig intet af betydning Isabel.. Intet jeg kan bruge til noget.. Fortæl mig.. Hvorfor skal jeg lade dig fortsætte dit arbejde som spion når du intet bringer mig? ''. Det var hårdt sagt men det var sandt. Hun havde ingen brugbar eller vigtig information givet ham. Han skulle bruge hende som kriger hvis ikke hun kunne udføre mirakler som spion. Han kiggede alvorligt på hende '' Pak din ære væk.. lyt til dit hoved og følg dine ordre.. Du ved jeg ikke er en person der kommer med tomme trusler. Giv mig hvad jeg vil have.. For ellers ''. Var Marcel hård ved hende, ja. Men sådan var han nu engang overfor de folk under ham. Han gjorde sit til at de gjorde alt hvad de kunne og blev alt hvad de skulle. Han var hård men bestemt fair.

[Deleted]

Et gisp brød hendes læber, da hun mærkede hans hugtænder begrave sig i hendes hals. Hænderne fløj op til hans arme, hvor fingrene borede sig ned i hans kød, mens at han begyndte at suge blodet fra hende. Øjnene spærrede sig kort op, inden at de lukkede sig saligt i. Ufrivilligt sukkede hun, mens kroppen slappede af i hans greb. At beskrive hvordan det føltes, var umuligt. Hjertet pumpede afsted, så blodet flød hurtigere, mens fugten samlede sig mellem hendes ben. Da han endelig trak hugtænderne til sig igen, stønnede hun, og var lige ved at falde, fordi benene gav efter under hende. Det lykkes hende kun at blive stående, fordi hun stadigvæk holdte fast i Marcellus, som hun under tunge øjenlåg betragtede slikke sig om munden. Hun sank en klump, og bed sig i underlæben. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, men hun prøvede at tænkte klart. Hans stemme snoede sig om hende, mens hun bakkede væk fra ham med en hånd, der løftede sig op til halsen, hvor han havde bidt. Der var kommet to små sår.
"Jeg skal... jeg skal nok..." stammede hun forvirret, og var lige ved at gå direkte ind i et træ. Hun lod sig hvile baglæns op af det med hovedet helt tilbage, så struben var blottet. "Jeg ved bare at Forsyth bor i DeLoca Palæet her i Ityrial. Lady Forsyth er næsten altid hjemme, men Lord Forsyth er kun hjemme nogle gange. Ellers er han i Paggeija, som er den by, han erobrede."
Tungt lukkede hun øjnene, mens fingrene borede sig ind i bakken på træet. Hun frøs på ingen måde mere, og åndedrættet var blevet næsten gispende.
"Han er rigtig gode venner med Salore familie. Warlocks. Jeg... jeg ved ikke mere på nuværende tidspunkt," afsluttede hun bedende.

[Deleted]

Marcel fnøs og rystede på hovedet. Han sagde roligt '' Du ved intet brugbart. Du har meldt dig ud af den eneste organisation der kunne give lidt bare lidt brugbar information. Det er næsten som om du har glemt hvad din mission var.. Spion ''. Marcels blik blev fast og meget faretruende. '' Jeg burde straffe dig for din inkompetence. Næste gang du fejler.. Vil dit smukke ansigt aldrig være det samme mere. Ingen ville kunne se på dig uden at væmmes. Ingen vil nogensinde kunne elske dig. Hvis det er motivation du vil have.. Er det det du skal få.. Giv mig så noget jeg kan bruge til noget.. Nu! ''. Marcel havde ikke set hende i noget tid. Den information hun havde sendt ham var som hun selv sagde forældet. Hvad skulle han bruge hende til hvis ikke hun kunne udfører sit arbejde. Marcel rakte en hånd frem. En sort kugle dannede sig i hans hånd. Før havde han brugt ord til at bruge magi. Det så ikke længere ud til at være tilfældet. Han kiggede alvorligt på hende som ventede han på at få noget information hun ikke havde. Han vidste at hvis han pressede nok skulle hun nok give ham noget. Det kunne godt være det ikke var information han kunne bruge til noget men sikkert noget personligt. Det var også godt nok, for det ville han sikkert kunne bruge imod hende på et andet tidspunkt. Marcel kunne fornemme hvordan hendes energi og magi var blevet mørkere. Men ikke mørk nok, han måtte åbenbart skubbe mere til hende. Guide hende mere over imod mørket. Hun skulle jo falde helt før han kunne få hende til at dræbe Caleb og fuldføre hendes træning.

[Deleted]

Hans ord fik hende til at vride sig, og skære en grimasse. Hun vidste ikke, hvad hun skulle give ham. Der var så mange ligegyldige rygter og informationer, som kørte rundt i byen, så hvad ville han have. Hans frustration og trusler tændte dog den gamle kampgejst i hende, og hun mærkede vreden overtage ophidselsen.
"Hvad pokker vil du dog vide?!!" råbte hun frustreret mod ham, og skubbede sig ud fra træet, selvom hun stadigvæk var en smule svimmel. Mørket begyndte at pulsere omkring hende. "Organisationen respekterede mig ikke, okay?! De var en flok amatører, og deres leder ville tage Caleb fra mig med sine åhhh så pæne øjne! Salvatore kunne også godt lide hende! Alle kunne lide den lille møgunge, der ikke engang kan se forskel på en fucking vampyr og varulv!!"
Hun var vred, rigtig vred. Alle de frustrationer, hun ikke havde kunne komme ud med, eksploderede i hendes, og fik træerne til at bøje sig knagende væk fra hende.
"Hvorfor skal alle være så pæne?!! Saïx vil også hellere give sit liv op til hans lille vampyrveninde, end at passe på sig selv!! Jeg sagde til ham det er farligt, men han siger han er forelsket i hende! Hvad med mig?!! Hvorfor - forlader - alle mig?! Og nu bliver han sikkert tortureret af Forsyth, indtil at han giver mig og Caleb op! Jeg kan ikke være tæt på nogen, uden at de kommer til skade! Jeg kan ikke... komme... tæt... på!!" De sidste ord skreg hun, så det gav genlyd i den stille skov. Et par fugle kom baskende på vingerne. Hun nærmest pulserede af energi, og bålet havde løftet sig brølende. Brystkassen hævede og sænkede sig i hurtige bevægelse, mens af nogle af de orange lokker var gled ned over hendes gnistrende øjne. "Så fint! Ødelæg mit ansigt! Jeg bliver alligevel ikke elsket af nogen som helst! De væmmes allerede ved mig!"
Energien forsvandt ind i hende igen, og træerne svirpede tilbage til deres normale udgangspunkt. Bittert bøjede hun hovedet, og kiggede væk fra Marcellus. Hvor kunne hun dog godt trænge til, at kværke nogen lige nu. Helst Emerald eller den pokkers vampyr, som Saïx ikke kunne lade være med at tænke på. Det var lige så hun skælvede.

[Deleted]

Marcel grinede da hun var færdig med at snakke. Han kunne fornemme den stærke energi hun besad. Det store had og misundelse. Nu havde han sin chance. Han rystede på hovedet og sagde '' Du ser det slet ikke stakkels pigebarn. Hvorfor tror du at du bliver blød i knæene når jeg er tæt på dig. Hvorfor tror du at Saix og Caleb kigger på de kvinder med sådan et drømmende blik. Det er ikke deres udseende, Isabel. Det er deres magt og deres styrke. Folk bliver tiltrukket af det.. Du har det der skal til inden i. Du har alt hvad der skal til.. Jeg kan lære dig at blive som dem. Jeg kan lære dig alt hvad der skal til for at få dem du ønsker til at kigge på dig med sådan et blik.. Få folk til at elske dig.. Du har styrken.. Du bruger den bare ikke.. Giv efter for dit had.. Din lyst.. Tag hvad du vil have.. Først og fremmest.. Stil den lyst til at dræbe du må føle inden i lige nu. Du vil få det meget bedre ''. Marcel trådte hen til hende igen og lagde en hånd på hendes skulder og hviskede til hende '' Ondskab er ligmed magt. Magt er ligmed styrke og styrke er ligmed at få dine drømme opfyldt.. Caleb vil se op til dig. Lytte til dig. Saix ville glemme vampyren og lægge mærke til dig.. Første skridt er at give afløb for de følelser du har.. Find en tilfældig person og.. spring ham i luften.. Det den handling vil give dig er.. Starten på vejen ''. Marcel gik væk fra hende. Han havde lokket hende med hvad han troede hun ville have. Nu var det bare at se om hun bed på krogen. Det ville være perfekt hvis hun faldt til sine egne usikkerheder. En ond Isabel var langt bedre end en god en. Så ville hun være et skridt tættere på hans mål. At få hende til at dræbe Caleb. Han sagde roligt '' Men hvad angår information.. Giv mig en information om en person.. En information der kan ødelægge deres liv.. Eller en information der er deres svaghed ''.

[Deleted]

Skulende kiggede Isabel på ham. Måske havde hendes kræfter ændret sig, og måske var hun hans tjener, men hun var stadigvæk den samme person med en klar ide om, hvornår folk prøvede at manipulere med ham. Så mange mørkvæsner havde prøvet at lokke hende med magt.
"Du burde snart vide, det der ikke virker på mig," fortalte hun ham, og lagde armene over kors, mens hun gjorde et lille sving med pegefingeren. Røgen fra bålet begyndte at forme sig til sommerfugle, der med deres tilrøget vinger begyndte at flyve omkring. Bare for at vise Marcellus, at hun også stadigvæk kunne lave lyst magi.
Hun kunne stadigvæk mærke vreden i sig, men hun lod den ikke fortære sig. Marcellus' ord havde ikke virket dengang på hende, og heller ikke nu. Hun havde mere eller mindre accepteret sit liv. Det var trods alt hende selv, der havde taget det valg engang. Caleb var der stadigvæk, og Saïx... well... han havde kun givet hende hånden. Aldrig en omfavnelse. Men sådan var hendes liv. Hun havde valgt sig selv fra, for at kunne gå imod mørket og ondskab. Ligeglad med magt og styrke.
"Måske har jeg ændret mig en smule, men jeg er stadigvæk mig selv. Jeg er ikke dum nok til at give efter for mørket, bare for at få lidt popularitet. Jeg valgte det her liv selv. Det er sådan det er... hvor frustrerende det så end kan være til tider," sagde hun med et svagt smil, og rettede sig op med hævet ansigt. Det føltes godt at trodsige ham på den måde. Som at hun kom op over overfladen, og lige nåede at hive efter vejret et par gange. Nu kunne hun tænkte klart igen.
For det første... hvorfor ville han vide så meget om Zean Forsyth, samt hans ægteskab med Macaria Forsyth? Det var fordi han ville sidde på en trone, men hvorfor skulle hun så for enhver pris, beskytte Macaria? Langsomt begyndte det at give mening for hende, og et triumferende smil dukkede frem på hendes læber. Hvis han ville prøve at ramme hende, så ville hun også ramme ham.
"Vil du have informationer? Fint. Jeg har informationer om Forsyth," fortalte hun med en fast stemme. "De har et barn sammen."
Det var ikke engang løgn. Hun havde set den lille pige ude på græsplænen med Lady Forsyth. De havde leget rundt, og vampyren havde både kysset og krammet hende, som kun en mor kunne gøre det.
"Måske var det derfor de giftede sig? På grund af barnet? Hvert fald... hvis du får fat på barnet, kan du bruge det til at bestikke dem," uddybede hun henkastet med et skuldertræk.

[Deleted]

Marcel grinede igen og sagde bedrevidende '' Ohh Isabel. Bliv du ved med at lyve overfor dig selv.. Men jeg ved hvad der sker hvis du bliver ved.. En dag vil den vrede tage over og du vil dræbe alt på dig vej.. Selv Caleb.. Jeg forsøger blot at lære dig at styre den så det ikke sker.. Husk min del af kontrakten.. Jeg prøver at få dig til at indse det indre mørke du har. Hvis det forbliver låst inde vil det på et tidspunkt komme frem og så vil du ikke kunne styre det.. Det du gjorde ved de træer.. Er kun starten.. Hvis Caleb er i nærheden, vil du dræbe ham.. Hvorfor tror du jeg ville have ham væk fra dig.. Jeg er den eneste der er stærk nok til at overleve din mørke side når den kommer frem.. Glemmer du.. Min del var at du aldrig skulle bekymre dig om Caleb.. Isabel.. Lyt til mig jeg siger det kun en gang.. Hvis ikke du lytter til mig.. Ender du med at dræbe ham.. Jeg har selv set det i dig. Du har selv lige holdt det tilbage.. Men en dag vil det slippe ud.. Bare i et øjeblik.. Og det vil være nok ''. Hun havde ret. Magt og alt det der havde ingen effekt på hende. Men Caleb havde. Han var hendes svaghed. Han var næsten ved at slå sig selv. Hvorfor havde han ikke brugt Caleb på denne måde noget før. Koblet ham sammen med hendes vrede. Marcel nikkede. Han kendte sandheden om Macaria, at hun ikke var frugtbar og Marcel vidste at den gang hun fortalte ham om det ville hun intet vinde på at sige det. Dog var dette en perfekt mulighed for ham at virke som om Macaria intet betød for ham så Isabel ikke fik mistanke. Han nikkede og smilede ondt '' Perfekt.. En datter.. Så kan jeg bruge det imod Zean.. Tage brug af barnet til at få Macaria til at ægte mig så jeg bliver den nye konge og så dræbe hende.. Isabel.. Hvis chancen byder sig.. Så bring mig det barn!''.Marcel kunne bruge dette barn til mange ting. Kidnapning, ja hvorfor ikke.

[Deleted]

Hvad han sagde kom som et chok for hende, og hun skævede over mod træerne omkring hende. Hans ord kom snigende, og fodrede hendes inderste frygt, samt gjorde hende usikker. Igen Caleb og hans sikkerhed. Hun vidste jo godt, at hendes magi havde ændret sig til at være destruktiv, og nogle gange kunne hun godt miste kontrollen. Hvis hun... hvis hun kom til at gøre Caleb noget.... det behøvede ikke engang at være med vilje, bare at.... nej! Hun turde slet ikke tænke på det.
"Jeg.... havde ikke tænkt over det på den måde," svarede hun usikkert, og gned sig i nakken. "Jeg vil ikke gøre ham ondt. Normalt går det meget godt med at kontrollere kræfterne, men de bliver stærkere, og de er så... anderledes. Så meget mere... destruktive og vilde."
Hendes blik flakkede op mod ham, mens han stod dér og smilede for sig selv,ved nyheden om barnet mellem Zean og Macaria. Den lille pige.
"Skal jeg kidnappe et lille barn?" spurgte hun ham skeptisk, men trak så på skuldrene. Pigen var et mørkvæsen barn. Hvis hun havde fået ordren, havde hun gjort det tidligere. Jo før man udryddede dem jo bedre. "Jeg finder ud af noget. Det er ikke nemt at komme tæt på DeLoca Palæet, men jeg kan prøve."
Det betød virkelig ikke noget for hende, så længe det var et mørkvæsen, og lige barnet af Macaria og Zean, ville hun ikke have noget imod at skade. Macaria, der havde erobret Manjarno, og Zean, som havde udryddet så mange byer. Nej... at give dem en smule smerte, ville hun ikke have noget imod.
"Jeg er dog nødt til at blive her hos Caleb. Hvert fald hvis du vil have mig ind i modstandsbevægelsen igen," sukkede hun, og strøg fingrene igennem sit hår.