Nej. Jeg køber den ikke til dig!

[Deleted]

Der lød et bump. Mørkelverkvindens arme var blevet slappe og hun gled ned på jorden. Langsomt fik hun skubbet sig op, egentlig lykkelig over at kunne føle jorden under sig igen. Det var en oplevelse af svæve i luften, men nu havde hun også fået nok af det for en dag.
”Ja, en flyvetur! Ikke en faldetur. Og ikke uforberedt. Det er ganske usentimentalt bare at rive benene væk under mig på den måde. Jeg blev så angst!”
Og så vovede han endda at fortsætte med at flirte med hende? Hvis det var med den magt på, så kunne han da få det så sødt at det var til at få kvalme. Daelis sprang hen imod Zean, tippede det ene ben baglæns i al sin lyksalighed og hang sig om Zeans hals, imens hun kvidrede teatralsk og blinkede med øjnene.
”Åh, min stærke helt! Du redede mig. Jeg tror jeg dåner i eders nærvær og varme. Grib miiiiig”
Hun lod sig glide ned af Zean igen og hang sig i stedet i hans kappe. Så grinte hun. Højt og inderligt, med et skævt smil.
”Flyve. Er det en trussel? Det er meget dumt. Måske får du slet intet sukker… Men. Du kunne inspirere mig?” Daelis hånd sneg sig ind under kappen og kradsede blidt hen af Zeans lår.

[Deleted]

Det måtte uden tvivl være sært for folk at se en mørkelver svinge sig sådan rundt i en dødsengels nærvær, tydeligvis som to gode venner eller måske mere end det. På den anden side tilhørte de begge et mørkt folk og det var da mere normalt de var venner, end hvis det nu havde været engle eller almindelige elvere de havde svunget sig rundt med. For Zean betød dette at de ville have en alliance og sikkert også i lang tid frem over. Hvem kunne ikke se det? Dødsenglene og mørkelverne i en århundreder lang alliance? Det kunne være smukt. Også selv om det ikke var så realistisk igen.
Omkring sad folk i dette nu og lagde planer. Planer om at overtage Imandra. Han havde selv samme plan, men for nu ville han lade andre om at overtage landet og begynde genopbygningen af det. Så kunne han komme ind, som landets frelser og tage det ud af kløerne på Dvasias og kalde landet neutralt, under hans ejet styre.
"Åh, men du klamrede dig til mig" smilte han.
"Jeg troede du ønskede jeg skulle skubbe benene væk under dig, og nu brokker du dig over det?" han himlede let med øjnene, selv om det var tydeligt at se han slet ikke var ked af det eller irriteret. Faktisk havde han det bare sjovt.
Hans blik gled ned til Daelis, da han rystede let på hovedet af hende. Som hun svang sig i hans kappe og kradsede ham og drillede ham. Han greb fat i hendes ene arm og hev hende op og stå. Hvis hun ville stå, det var, ellers kunne hun jo altid glide ned og sidde på jorden.
"Er du sikker på dine hunde ikke laver ballade inde på markedet?" spurgte han i stedet og blinkede drillende til hende. Sandt nok havde de bare forladt hendes små udyr.

[Deleted]

”Årh, men søde lille Zean. Det hele er et spørgsmål om teknik. Gør man det rigtigt, vil man kunne slippe fra næsten hvad som helst. Vi må arbejde på din teknik.” grinte Daelis med et hævet øjenbryn.
Da Zean hev hende op skuede hun ud i distancen. Hun var total desorienteret og absolut ingen ide’ af hvor hun befandt sig. Desuden snurrede hendes hoved stadig rundt efter flyveturen. Men det var også rigtigt. De havde forladt hendes ”små babyer” inde på markedet ved kiosken. Det var ikke så meget at hun frygtede at de ville fare vild. De lystrede stort set kun Daelis og anså hende som floklederen. Uden hende gjorde de næsten ingen ting. Men de kunne forsvare sig selv, så det ville nok blive svært for nogen at købe dem og få dem med sig, om sælgeren turde prøve på det.
Jorden var kold imod hendes nøgne fod, så hun placerede den op på Zeans sko og ballancerede sådan. Hun vejede ikke så meget, så hun regnede med at det ville gøre noget.
”Køterne? Ha, ja de er meget søde, synes du ikke? Og så hentede den dig til mig og fandt dig for mig. De burde juble. De bliver så kede af det, når man er vred på dem…” Daelis grinte klukkende og gjorde sørgmodige dådyrblik imod Zean, mens hun truttede med læberne.
”Men hvorfor er det vigtigt om de laver ballade? Du lægger måske planer om at føre mig væk i mørket.”
Det lidt flirtende blik som han sendte hende blev gengæld, med et hævet øjenbryn og et smørret smil.

[Deleted]

Enhver konge havde jo en kone og en elsker. Han kunne ikke se hvorfor hans liv skulle være anderledes. Trods alt havde han jo planer om en dag at blive konge, den første af hans linje. Han vidste også hvilket land, han ville have skulle blive hans. Han smilte lidt og så ned på hende, som hun hoppede op på hans ene fod. Han kunne mærke hun stod der, men hun var ikke tung nok til at det gjorde ondt eller var enormt ubehageligt. Tværtimod gled hans arme rundt om hendes krop, så hun ikke faldt ned af ham igen. Sandt. Hun havde tabt en sko. Nu rendte hun rundt med kun en sko...Det skulle han nok høre for længe, tvivlede han ikke på. Han så ned på hende, som hun flirtede med ham. Sådan her kom de jo virkelig ingen vegne! Så han måtte nok tage hendes tilbud om at kidnappe hende seriøst. Hans ene arm gled under hendes ben og væltede hende ned i hans favn, som hans anden arm lå rundt om hendes ryg. Det endte med hun lå i hans favn, som en brud ville gøre det, og han førte hende videre. Til forskel fra hende, kendte han byen ganske godt og havde altid haft svært ved at fare vild. Men han førte hende ikke ind i markedet igen, tværtimod mod byens kro. En kro havde værelser. De kunne bruge et værelse.
"Se hvor sød jeg kan være" drillede han hende. Om han ville lade hende gå, før han følte sig tilfreds? Det var han faktisk i tvivl om.
Snart nåede de kroen. Inden han gik indenfor satte han hende ned. Der var ingen grund til at vække for meget opmærksomhed og de ville uden tvivl få en del opmærksomhed, hvis han bar hende indenfor. I stedet åbnede han døren og holdte den åben for hende...Nåe ja...Hvis hun da var klar på lidt leg? Han sendte hende et udfordrende blik. Turde hun overhoved?

[Deleted]

Følelsen af at blive holdt tæt fik Daelis til at smile varmt op til Zean. Hun havde altid elsket at være forkælet og nusset om, og det at Zean var begyndt at vise hende den form for opmærksomhed… det gjorde hende et sted glad. Det fik Daelis til at føle sig speciel, som om hun vær noget særligt. Noget værd. Noget som hun ikke havde følt længe. Det fik hendes normalt provokative væsen til at lysne op. For opmærksomheden var ikke noget hun ligefrem fandt til besvær.
Zean sagde ikke meget, men fejede hende op i sin favn. Et sted frygtede hun at han ville tabe hende igen, som oppe i luften, men han virkede ikke til at have det på sinde. Det var hende uvandt, så efter hun var kommet med et lille hvin kiggede hun op i hans øjne en enkelt gang og skævede væk. Hun rødmede. Hun var sikker på at hun rødmede, og det at hun var bevidst om sin rødmen fik hende til at rødme endnu mere. Til sidst valgte hun blot at lukke sine øjne. Smilende, mens hendes arme hang sig om hans hals. Hun følte sig lidt som en prinsesse og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så hun lå stille, imens hun følte Zean bære sig et ukendt sted hen. Sin kind holdt hun hvilende imod hans brystkasse.
En lyd af en knirkende dør fik hendes opmærksomhed vækket, og hun opdagede at de trådte ind i en kro. Hun blev sat ned.
Zean stod afventende imellem den åbne dør til et værelse. Det var som at blive tilbudt noget på et fad. Hun havde nydt deres tid sammen… Og det var rigtigt. Daelis var interesseret i at lære Zean mere at kende, men tanken om hvordan det kunne komme til at påvirke deres relation og måden han så hende på. Hun kunne ikke lide den, og det var et emne hun følte at hun måtte nærme sig med varsomhed. Det der skete sidst… det var ikke en del af planen.
Alligevel kiggede hun fra Zean til døren og tilbage igen et par gange, men så gik hun langsomt ind i værelset med næsen en anelse i sky. Han skulle ikke tro at han var noget, blot fordi hun valgte at give efter.
Det blik hun sendte ham over skulder var alene lokkende, men på samme tid overvejende og eftertænksomt.

[Deleted]

Han var faktisk ret ligeglad med hvad hun tænkte. Deres relation til hinanden var for evigt ændret. De var ikke bare allierede, to folk der udnyttede hinanden. Eller jo, i princippet var de, blot at de udnyttede hinanden på nye måder. Zean var på mange måder som et rovdyr. Han så et bytte, lokkede det til sig og angreb. Daelis var et af hans ofre, hun havde vidst ham hvor sjov hun kunne være, hvilket spændende bekendtskab hun kunne være, og nu havde Zean lyst til mere. Med et svagt smil holdte han døren for hende, mens hun trådte ind, omend, noterede han sig, en anelse tøvende. Turde hun ikke?
Han trådte ind efter hende og lukkede døren efter dem. Han låste den også. De skulle jo nødig blive forstyrret. Og nu, hvor de var alene?
Han gik over til hende, til han lænede sig ind mod hendes ryg. Hans arme gled rundt om hendes krop, mens hans mund strøg over hendes hals med små, lokkende kys. Det kunne godt være hun legede stor i næsen, men han tvivlede ikke på at det blot var et skuespil, blot fordi hun ikke ville føle sig for nem.
"hmmm..." brummede han, uden rigtig at komme med nogen ord. Var det virkelig nødvendigt at sige noget? Langsomt pressede han hende over mod sengen, ved at læne hele sin krop mod hendes og dermed tvinge hende til at gå et skridt frem efter hele tiden.

[Deleted]

Døren låste bag dem. Det gav et klik, men det gjorde ikke Daelis urolig. De små kys Zean skænkede hende satte et dybt sug i hendes indre, og det fik hendes ansigt til at flække i et spændt smil og lettere opspærrede øjne. I takten med kyssende måtte hun slippe små gisp, og hun blottede sin hals for sig. Rovdyret blev budt velkommen.
Hans brummen... Hun følte sig på en gang intimideret af den, men også tiltrukket. Alle steder hun så hen var det altid hanner af alle racer der reagerede over deres hunner. Det stod imod alt hun var oplært omkring, men alligevel bød hun det velkommen, næsten som om det var naturligt. Intet hun nogensinde ville sige højt, naturligvis. Hun ville ikke indrømme det, men når Zean holdt om hende følte hun sig sikker og beskyttet. Og så gjorde det ikke noget at han optrådte dominerende over for hende. Hun kunne jo altid give igen, eller overraske ham som sidst.
Måden Zean nudgede hende imod sengen fik hende til at bremse op, blot for at gøre oprør i sig selv. Ikke fordi det var ubehageligt, men for at provokere og irritere ham i hans søgen efter det han så tydeligt ville have. Det resulterede i at Zean fik skubbet hende imod den, og hun væltede forover sengen med et hvin. Alligevel kravlede hun op i den og vendte sig imod ham, mens hun stod på alle fire, som en ulv der anså en anden i flokken.
Støvlen blev sparket af og fløj ind mod vægen med et bump. Hun smilte, men alligevel var der den karakteristiske rynke, som om noget ikke helt var som det skulle være ifølge Daelis.
”Bliv nu ikke for vant. Jeg er ikke bare en luksusskinke, som du kan snacke på, som det passer dig, forstået? Opførsel, eller tale af den sort vil jeg ikke acceptere. Jeg er intet objekt.” fastslog Daelis hårdt. For at understrege sine ord låste hun deres øjne fast lidt tid, hvor hun blot sad og stirrede. Stemningen løsnedes dog igen, da hun kravlede hen til kanten og hev ham tættere, med greb om hans kappekant.
”Kom her, bæst.”

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med at smile, midt i sine kys, da han mærkede hendes ligegyldige modstand. Når det kom til stykket var Zean fysisk stærkere end hende og han havde ingen problemer med at tvinge hende over mod sengen, omend hun ikke virkede som en der havde meget imod det. Til sidst væltede hun ned i sengen, som de nåede den, men hun havde knap nok ramt den, før hun vendte sig rundt og så på ham, som en vild kat, klar på leg. Et smil gled over ham, et forventningens smil. Han havde selv været på vej ned i sengen, men med det ene knæ på kanten, stoppede han op, da hun pludselig blev alvorlig. Hans ene øjenbryn gled op i panden, som hun brokkede sig, som enhver kvinde ville. Kvinder ville altid føle sig elsket og beskyttet. Det var trættende. Kunne de virkelig ikke finde ud af noget som helst selv?
Han slog let ud med armene og smilte flirtende til hende, for at få hendes til at tø lidt op.
"Jeg havde ingen planer om det" kommenterede han. Med hendes hiv i hans kappekant, gled han forover, ned mod sengen. Han brugte sine fødder til at tage skoene af, blot for at afsløre hans nøgne, arrede fødder. Skønt han ikke selv tænkte over det længere. Han løsnede sin kappe, så han ikke ville blive fanget i den, midt i det hele. Han kravlede længere ind på sengen, væltede hende ned på ryggen og kravlede hen over hende på alle fire, med et ben og arm på hver side af hende. Han så lidt på hende med et lille smil, før han bukkede sig ned over hende og kyssede hende på munden. Troede hun virkelig han ville kunne tænke på andet, når hun var i nærheden, efter hvad der var sket sidst?

[Deleted]

¨Zeans forsvar var meget passende. Nej. Det havde han bare heller ikke at gøre. Så skulle han ikke regne med at få noget fra hende. Kysset blev gengældt begærligt, og da det var brudt smilte hun blot blidt til ham og strøg sin pegefinger langs hans kæbe og læber.
”Nej, godt. Det tænkte jeg nok!”
Kysset genforenede hun grådigt. Zeans underlæbe blev suget blidt på, nappet og trykket inden hun stoppede, kun for at gispe efter vejret. Fra at ligge stille under ham, skubbede hun sig op og flettede sine fingre ind i hans. Zeans hænder var store og grove, mens hendes hud var meget blød og hendes hænder slanke og feminine. Sin krop pressede hun ind imod hans i et forsøg på at ændre den ledende rolle, men det var mere en pjattet leg, tydeliggjort at den klare latter hun slog op.
Den store trenchcoat var gledet ned under hende, mens hun forsøgte at wrestle den store dødsengel ned.
”Giv op, Zean!”

[Deleted]

Han grinte svagt, som hun prøvede at vride sig fri og vinde over ham. Han kyssede hende med glæde. Hvem kunne have forudset dette? Den gang de mødtes havde det ikke engang været sikkert de ville mødtes igen. Og nu lå de her, som et hemmeligt, elskende par. Zean der begærligt kyssede hende og nød fornemmelsen af hendes spinkle krop under hans, så spinkel, at han næsten var bange for den gik i stykker, hvis han ikke passede lidt på. Macaria var anderledes på det punkt. Mere standhaftig, mere stærk. Meget mere stærk. Det var næsten ham der knækkede, som en tandstik, under hendes greb. Men her var det anderledes. Og han elskede denne kontrast. Og hvorfor skulle han ikke også have nogle frustrationer at komme af med? Han havde flere frustrationer i sin hverdag. Som dødstrusler. Dette var en dejlig adspredelse.
Hans fingre flettede sig ind i hendes og holdte hendes hænder og arme nede. Hans mund forlod hendes og kyssede hende ned over halsen. Efter Daelis og efter flere omgange med Macaria, mente han selv at han havde udviklet sig som elsker. At han havde en bedre forståelse af hvad kvinder ville have og ikke have. Og opdaget at der var en hvis tilfredsstillelse i at tilfredsstille en kvinde.
Han grinede let mod hendes hals, før han rettede sig op igen, så han kunne se ned på hende, med sine kolde, grå øjne. Giv op? Hun måtte da vide han ikke gav op. Han gav aldrig op.
"Aldrig" svarede han noget nær hviskende. En lille udfordring til den lille elver.

[Deleted]

Daelis vred sig under Zean. Hun sukkede dybtfølt over alle de kys, som kælede for hendes nerver. Hvert af dem sendte gåsehud ned over hendes hud. Skønt hun var bundet på hænder og holdt nede skulle det ikke stoppe hende i sin leg. Hun gned inderlår imod Zeans hofter og vrikkede frem og tilbage over de bløde lagner.
Zean var en flot mand i sin maskulinitet. Et smukt eksemplar, og den kontrast de udgjorde mod hinanden var for hende spændende og interessant. Hun havde altid søgt det der var anderledes, og alligevel var Zeans adfærd hjemlig i den måde hun følte sig forbundet med ham på og det de havde til fælles med hinanden. Daelis følte at det måske ikke var blevet så professionelt som planlagt, men det føltes så rigtigt, da hun først var givet efter for fristelsen. Og til gengæld havde hun fået en anden måde at se Zean på. En mere personlig og øm måde at se ham på. Der var noget særligt ved den tillid der opstod, når man lå blottet imod hinanden. Muligheden for at skade modparten var der, men alligevel formåede de at stole på hinanden og ikke at udnytte dette.
For Daelis var det helt sikkert noget særligt, men sådan havde hun altid set det at elske med nogen. Man fik altid en lille del af den man valgte at fortabe sig i, hvis man også valgte at åbne op.
Hun trykkede sin overkrop op, så hendes næsespids mødte dødsenglens. Der var små gnister i hendes øjne, men også megen ømhed at finde.
”Men Zean... Det har du vidst allerede gjort.” hviskede hun, inden hendes læber blidt strøg mod hans pande, med en pensels ydmyghed. For Daelis var den kontakt hun havde med Zean ikke kun fysisk tilfredsstillelse, men også mental.
"Lige meget hvad du siger..."

[Deleted]

Hvis man gav noget af sig selv, til enhver man havde sex med, ville der intet være tilbage af Zean. For Zean lå der intet dybt eller følelsesmæssigt i det. For ham var det bare. Det havde været noget specielt, første gang han havde gjort det og derfor ville Dixie altid være noget specielt for ham. Om Daelis betød noget for ham? Ikke som sådan. Hun var spændende, interessant, men det højeste han ville tænke om hende, ville være venskab. Dette var en lidt farlig leg. Blev Daelis sur på ham, efter at være blevet Kahli, ville han miste et ellers lovende alliance og måske skaffe sig endnu en fjende. Men disse tanker var så fjerne lige nu.
Han havde ingen ide om hvad hun snakkede om.
Det var en fejl folk til tider gjorde. At tro Zean havde de samme ideer om kærlighed, om følelser og om den slags ting, generelt, som alle andre. Men han var ganske afstumpet på det punkt. Det faldt ham ikke så naturligt. Han tænkte ikke engang over det.
Han smilte bare let til hende. Han vidste ikke hvad hun mente, men besluttede sig for at ignorerer det. Hvad end det var, hvis det gjorde hende glad og gav ham, hvad han ville have, var han tilfreds.
Han vred sin ene hånd fri af hendes og lod den gå på vandring. Først gled den ned over hendes kind, før den gled ned over hendes hals, hende skulder og lidt længere ned, til den lå stille på den ene af hendes bryster. Hun gav ikke meget spræl fra sig denne gang. Var hun blevet blød og kedelig siden sidst? Han kunne ikke lade være med at tænke over det. Han søgte ikke kedelig og blød. Han søgte noget af det hun havde givet ham sidst.

[Deleted]

Vent.
…
Hvad er det han laver? Zean svarede ikke på Daelis passionerede tilnærmelse. På nogen som helst måde! OVERHOVEDET. Zeans hånd gik på vandring. Hans hånd lagde sig mod Daelis bryst med en lidenskab som en rødden hval.
Hånd mod bryst… Jaaaa? Daelis stirrede noget vantro på manden. Der skete ikke noget! Måske havde han fået en akut hjerneskade, eller glemt hvad et bryst var for noget, og hvad hun kunne lide?
Der var stille. Hun havde lagt sig ned og stirrede afventende efter noget der bare ikke så ud til at komme.
Nej! Det der kunne hun ikke have. Nu da hendes hånd var fri søgte den ned til Zeans bule og begyndte at massere ham fast imod stoffet, imens hun sendte ham et sultent blik. Kort efter søgte den over buksekanten. Snoren til hans buksegylp blev løsnet, og to fingre strøg langs længden af hans køn i pirrende lette bevægelser.