Nej. Jeg køber den ikke til dig!

[Deleted]

@daelis

Marvalo City var jo næsten hans andet hjem. Han havde været der så ofte og det var stadig den by han oftest kom til, mest for familien Salore.
Han var rejst fra Paggeija, hjem til sin kone, for at flyve til Dvasias bagefter. Han havde netop snakket med Eriz og havde nu noget tid at bruge selv. Han ville ikke flyve hjem endnu, han havde savnet Dvasias. Det var endnu vinter og luften var kold. Han var klædt i nogle simple sko, sorte bukser og en mørkelilla jakke, hvor der indenunder gemte sig en ulden, varm trøje med huller i ryggen, så han kunne flyve. Jakken skjulte disse huller og sørgede for han ikke frøs, mens han ikke fløj.
I stedet for at flyve ud på de åbne enge eller mod skoven, måske endda tilbage til den nu tomme grotte, blot for at kigge, havde han valgt at gå ned i byen, mere bestemt til det magiske marked. Det magiske marked var...Ja, magisk. Denne blanding af skumle butikker og boder, der fyldte det hele. Folk der råbte priser og tilbud, folk der myldrede ind mellem hinanden, alle med deres skjule agenda.
Zean selv fandt det ganske spændende. Ikke nok med der var boder der solgte urter, som var hans store interesse, men der var også boder der solgte faktisk alt andet. Bøger, våben, magiske genstande og mange andre ting, han end ikke kunne sætte ord på. Uden tvivl et marked for warlocks og andre, der beskæftigede sig med magi og eliksirer elskede. Og dem der elskede alle farverne, duftende og de sære ting. Det var jo som et helt lille eventyr at gå rundt der.
Han gled ind mellem folk. Han havde været her nogle gange før, men aldrig havde han fået set det hele. Det var vidst noget nær umuligt. Først gang han havde været her, havde han mødt Kimeya og det var blevet starten på hans første alliance, dengang han endnu ikke var leder. Sjovt, som han havde kunne blive allieret med en magtfuld fyr, uden selv at have noget som helst. Det måtte være et bevis på hans evner til at snige sig op af rangstigen og rundt om folk.
Han stoppede op ved en af boderne og lod blikket glide over tingene. Magiske genstande. Glaskugler, smykker, ædelstene, små flasker med sært indhold. Gad vide hvor meget der virkede og hvor meget der var falsk?

[Deleted]

Mens Zean gik lød der små, hurtige skridt bag ham og en grynten. Den kom nærmere og nærmere, indtil en vis velkendt hund, med flad næse og rejste børster trykkede sit hoved ned til hans støvle og begyndte at snuse til den. Kort efter begyndte den at hive fat i hans lilla kappe og træk rundt med ham som i leg. Det var den mindste og mere usikre. Af hvad man kunne se, var Daelis og de to andre hunde ikke til at se i nærheden.
Hunden logrede med halen og forsøgte at knurre, men det blev bare til et snort, og den hev Zean med stor styrke igennem menneskemængden. Den stoppede ikke før den var nået 10 boder længere væk, og en vis spidsøret, androgyn kvinde stod og skændtes med en sælger om prisen på nogle smykker.
Hunden gøede med munden fuld af kappe: ”Wrauf”
”Ikke nu. Mor snakker. Mor skal finde flere mærkelige safirer. Kan du hjælpe mor med at finde mærkelige safirer?”
-”Aouf”
”Ikke nu.”
…
Daelis måtte vende sig med et suk, da hun kunne høre monster hunden klynke, og det hun så kunne ikke lade være med at få hende til at smile. Da den blev klappet slap den dødsenglen.
”Det der er også meget godt. Dog ikke en safir. He! Den må tro du er en and. Måske dufter du som en.” grinte hun. Hun vadede langsomt om på siden af Zean, og lagde blidt armene om ham, som en hilsen. Hendes kind var mod hans brystkasse. Diskret sneg Daelis hånd sig ind under kappen, strejfede hans faste ende og klemte hans inderlår.
”Det er godt at se dig igen, Zean, elleer fuglehjerne må det måske være?”

[Deleted]

Hans ene hånd gled ud efter en bog, der så ganske interessant ud...
Han havde ikke hørt hunden komme. Der var mange sære ting her, også sære dyr, selv om folk alligevel måtte kigge noget og fjerne sig fra denne skabning af en hund. Hans ene hånd havde været på vej ud mod bogen...
Noget hev pludselig i hans kappe og trak ham væk. Heldigvis var kappen sat fast til hans skuldre og ikke rundt om halsen på ham. Han prøvede at stoppe op, at hive kappen til sig og samtidig finde ud af hvad der skete. Han fik snart øje på hunden, der ligegyldigt og, måtte han konstaterer, næsten stolt kom hivende med ham. Folk kiggede forundret på dem, når den kom slæbende med ham og forlangte folk bare flyttede sig.
"Slem hund!" prøvede han. Hvor havde han set hunden før? Ah...Den lignede en af Daelis'.
Han nåede ikke at tænke mere over det, før hunden stoppede op. Han genkendte hurtigt Daelis, men han vidste ikke om han skulle grine eller være sur over denne mærkværdige oplevelse, så det faldt ham slet ikke ind at hilse på hende, førend hun selv havde opdaget ham. Et eller andet sted var han vel fornærmet. Endelig fik han hevet sin kappe fri fra det udyr. Med et lidt irriteret suk, mærkede han Daelis tæt på sig, med armene rundt om ham. Han lukkede øjnene et øjeblik og prøvede at trække vejret dybt, før han tog fat i Daelis arme og tvang hende til at slippe ham.
"Sot" hilste han kort for hovedet. Det var Sot hun ville kaldes, var det ikke?
"Jeg mener ikke jeg har gjort mig fortjent til fornærmelser" kommenterede han kort og slap hende, samtidig som han trådte et skridt baglæns, for at skabe lidt afstand mellem dem. Det passede ham ikke at blive behandlet på denne måde. Hentet af en hund, krammet som en elsker eller krammebamse. Daelis var blevet alt for knyttet til ham, hvor han ikke selv havde den tanke om hende. Uanset hvor...specielt...Det havde været sidst. Zean var mere typen der lod som om det ikke var sket. Så længe det var relevant.
"Så du er på jagt efter safirer?" spurgte han til sidst og lod blikket glide over boden ved siden af dem, som hun havde været optaget af.

[Deleted]

Det sendte varme bølger ned igennem rygraden over Daelis lyse hud. Hun kunne igen indånde hans duft, mærke hans hud i sine hænder. Hun gjorde det naturligvis så diskret så muligt. Det ville ikke se kønt ud, hvis folket begyndte at snakke, og så endda inden hun havde fået sin plads som kahli. Men det skulle ikke forhindre hende i at nyde at leve! Efter deres sidste møde følte det på en eller anden måde naturligt for hende at flirte med dødsenglen, selv om hun betragtede ham som en ven… men alligevel. Det var som om der var sket noget, da hun havde turdet at give slip og give sig hen til ham.
Uforstående. Det var det ansigtsudtryk der prægede hendes ansigt, da han næsten snerrede af hende og skilte sig fra hendes favntag. Hvorfor? Var der dødsengle i nærheden? Hun kunne ikke se nogen.
Så hun fortsatte med at smile legesygt, næsten kælent op til ham, og hun tiltede sit hoved med det karakteristiske tørre grin. Selv kunne hun bestemt ikke se hvad der havde været fornærmende ved sine ord.
”Oooi, hvorfor den lange mule? Pas på blodtrykket. Du ender med at ældes før tid. Lys dog lidt op…”
Det så ikke ud til bare at virke lige sådan. Hun sænkede sin stemme til en hvisken.
”Men hvis det er med den på. Gør da som du vil…”
Barn. Et barn der ikke havde fået sin slikkepind. Sådan opførte han sig. Ikke at hun ville tage sig af det. Man skulle heller ikke give børn opmærksomhed hele tiden. Det ville gøre dem oprørske.
I stedet smilte hun blot udfordrende til ham over skulderen og rullede med øjnene. Som for at provokere sørgede hun for at gå, som da hun havde ladet ham se sin feminine side sidst. Med hofterne vuggende frem og tilbage i en hypnotiserende rytme, og hendes metalnegle strøg over smykkerne. De blev løftet, og hun kunne spejle sig i dem. Rigdomme ville hun en dag have bjerge af. Og tonsvis af de sten hun kunne spejle sig i.
”Ikke bare hvilke som helst safirer. Jeg søger nogle bestemte af slagsen. De er sjældne. Jeg kan ikke helt genkende dem endnu, men jeg er sikker på at jeg kan se hvis det er dem. De er forbandede. De dræner livet ud af bæreren og gør dem til en tankeløs slave. Hvad hvis jeg kunne kombinere dem i et våben?”

[Deleted]

Han var ret ligeglad med hendes opfattelse af ham. Han var ærlig talt forvirret, som han aldrig rigtig havde været det gør. Hvordan burde han opføre sig, behandle hende? På den ene side ønskede han mere af deres sidste møde, på den anden side var de stadig forretningspartnere. Han truttede svagt med munden, da hans finger gled over et tigerøje, der lå på bordet. Sådan en fin sten med brune nuancer. Han havde aldrig været meget til ædelstene, selv om de symboliserede rigdomme og var fine nok. Nåe ja, og enkelte også magiske.
Mange opfattede ham som et barn og han kunne ikke være mere ligeglad. Hvorfor skulle det generer ham, hvad andre tænkte om ham? Hvis han skulle bekymre sig om det, lavede han jo aldrig andet og så ville livet være enormt kedeligt og fuld af frygt og nervøsitet. Han ignorerede fuldstændig hendes små kommentarer og samlede den sten op, han kiggede på. Han kunne faktisk ret godt lide den. Den og falkeøje, til tider kunne det være svært at se forskel på dem. Der var noget med at visse ædelstene hørte til bestemte personligheder. Han lagde stenen ned igen. Hvad skulle han dog med sådan en? De havde masser af forskellige stene hjemme i Paggeija, som de huggede ud af bjergene. De skulle bare bearbejdes.
"Det lyder som en sjælden og farlig ting. Sikker på du bare kan finde dem?" spurgte han og så på hende med et svagt smil.
"Hvem skulle du overhoved suge liv ud af? Den nuværende Kahli?" spurgte han.

[Deleted]

”Det er muligt at de ikke er at finde på dette marked. Måske skal jeg kigge andetsteds. Du ved vel nok at der altid er nogen der har lidt for meget liv til deres forgodtbefindende, min kære. Du kan måske endda nævne et par stykker selv. Måske dig, hvis ikke du opfører dig pænt. Men det klarer jeg jo fortræffeligt uden brug af magi, eller hjælpemidler. Jeg skal baree... Røre dig.” klukkede Daelis. Hun blinkede til ham, med tanke på deres leg og hvordan han havde været udmattet som en hval på land. Han havde ikke engang lagt mærke til da hun lagde sig ind til ham og nussede ham. Der var næsten noget dybt romantisk over det. At hun kunne påvirke ham sådan gav Daelis følelsen af at kunne være i kontrol. Hun ville kunne få ham til at tigge, og hun var ikke i tvivl om at hun havde gjort et sådan indtryk at han havde drømt om hende flere uger efter. Hun var sikker på at han var blevet mere afhængig af hende, og mens han nok ikke ville indrømme det, så styrkede det hendes følelse af selvsikkerhed omkring ham.
”Mørkelvere har alle en sjov lille evne til at kunne dræne livet ud af andre. Det er en mørk magi der løber i vort blod. Den bliver dog først aktiveret i en sen alder. Jeg er alt for ung. Til sammenligning er nogle af kvinderne i rådet omkring 50,000 år. For dem vil jeg blot være et oprørsk barn… Og så må jeg vel søge mine fordele hvor de ikke har dem.”
Daelis smilte varmt mens hun snakkede, mens hendes øjne af og til blev fjerne og hun kiggede ud i landskabet. Det føltes lidt som om der var en tung vægt på hendes skuldre, og nogle gange føltes det som om hun måtte bære den alene. Hun havde sin alliance med dødsenglene, men hun frygtede af og til at det ikke var nok. Hun ville ikke kunne klare en kamp alene mod en af de ældre kvinder fra Maerimydra, så hun kunne bruge alt den støtte der var hende mulig. Og dermed var hun også lidt afhængig.
”Hvis jeg kom i dans med kahlien vil jeg blive drænet som en rosin, eller skudt ned af skytterne, Zean. Der er sket nogle nye ting. Den gamle har trådt af. Der er derfor muligvis sket ændringer i vagthavende. Jeg kender ikke hende, eller hendes mønstre. Hun kan være svagere, men hun kan også være en større udfordring end sin forgænger. –Og for resten ville jeg ikke røre ved dem der. Du ved ikke om det er en af de sten som direkte har en indflydelse ved fysisk kontakt.”

[Deleted]

Oprørsk tog han flere af stenene i sin hånd og lod dem larmende klirre i hans hånd, som han kørte dem rundt, med et svagt smil. Han var ikke bange for om de skulle gøre noget ved ham.
Åh ja...Røre...Selve tanken fik ham næsten til at smile smørret og gav ham visse fantasier. Han havde jo bogstavlig talt drømt om hende og måtte afreagerer på Macaria derhjemme. Ikke fordi Macaria var dårlig...Faktisk var hun lige så spændende som Daelis var. Blot på hver deres måder. Han lod stenene dumpe ned på bordet, da han gik tættere på hende, så de stod lige ved siden af hinanden. Han kunne faktisk godt...Han var nysgerrig på hvilke ting hun ellers kunne finde på at udsætte ham for, at gøre ved ham. Med et svagt smil så han ned på bordet, da hun snakkede om deres planer. Han smilte skævt et øjeblik, mens han tænkte over Daelis' nye problemstilling.
"Det går nok. Vi løber hende bare over ende. Vi kan søge ekstra allierede...Jeg i mig selv har andre allierede. Vi kunne snakke med min kone om det. Hun vil nok hade selve...dig...Efter det der skete den aften. Men jeg tror godt hun kan overtales til at låne os sin støtte. Jeg kan jo ikke bare snuppe hendes soldater, uden at gøre hende opmærksom på det først" foreslog han roligt, men uden at forvente Daelis ville være alt for glad for ideen. Trods alt, havde han fornemmet, holdte de to kvinder ikke meget af hinanden. Men hun måtte kunne se det praktiske i det? De kunne få brug for Macarias soldater, hendes støtte. Og hun var også formidabel til at erobre ting. Med lidt overtalelse skulle hun nok hjælpe dem...Hvis de ikke dræbte hinanden først, Macaria og Daelis. Det skulle nok gå, var han overbevidst om. På en eller anden måde.
Hans blik gled over et par ædelstene, før han bevægede sig og langsomt gik over på den anden side af hende, som en haj omkring et offer i overfladen. Et rovdyr om et bytte. En mand om en kvinde. Han følte sig mest tiltrukket til den ide om at...udforske...hinanden mere. Men ville hun det? Han kunne ikke se hvorfor hun skulle sige nej.
"Har du lyst til at røre?" Spurgte han direkte, med et drillende smil og et udfordrende blik.

[Deleted]

At Zean var begyndt at reagere kådt på hendes korte gengivelse af den intime dans de havde delt opfattede Daelis ikke. Han havde trods alt lige gjort afstand til hendes tilnærmelser. Ej hellere var hun opmærksom på hvordan han sultent indkredsede sig omkring hende. Manden i boden stod og snakkede med en anden kunde, så hun var ikke urolig for en mulig afsløring af hendes planer. Der var rigelig larm af folk der snakkede og sælgere der råbte. Hendes tanker var alle andre steder. De granskede muligheder for nye taktikker og teknikker inde for våbenbrug. Helt nyt var det for hende at der kom en ny kahli. Det var intet der skete tit, og når det gjorde bragte det altid noget nyt med sig.
”Normalt for at der kan komme en ny kahli, vil hun blive udfordret af en anden kvinde. De vil kæmpe til døden. Det er derfor sjældent, med mindre hun vælger at træde af…”
Det var ikke længere den kahli der havde taget Sylaars liv, men Daelis følte stadig et gabende hul. Det var selve systemet der havde taget ham fra hende. Et system der var skabt af en kahli, og der var ikke stor sandsynlighed for at det havde ændret sig essentielt. Jo før det skete ville hun ikke være tilfreds. Kahlien var blot den der valgte at videreføre det system. Det system skulle væk. Ødelægges!
”Men blot fordi kahlien er ny, vil samfundet stadig være råddent og uden accept for fornyelse. Jeg kommer til at redde dem alle fra sig selv… Meget vel, hvis det er det der er dig påkrævet for at bruge lejesoldaterne. Så tal med din Macaria, men jeg har bare en ubehagelig fornemmelse der fortæller mig at det ikke vil gå helt som forventet.” sukkede Daelis. Hun var ikke sikker på om det var en god ide’ efter sit vredesudbrud over for vampyrkvinden, men der var ikke videre andre alternativer.
Zean bevægede sig tættere på hende og endte med at stå næsten helt op af hendes side. Det sendte bølger af behagelige kuldegysninger ned af hendes nakke. Nå, NU havde han måske ændret mening? Men Daelis kunne også være trodsig. Hun mødte hans blik flygtigt, med glimt i øje og kiggede væk med næsen i sky og et halvhjertet forsøg på ikke at smile. Hun truttede med munden.
”Hvorfor skulle jeg? Tilsyneladende værdsætter du det ikke. Du vil slet ikke have at jeg rører ved dig, vil du?”

[Deleted]

Han var faktisk en smule ligeglad med hendes planer om at overtage mørkelverne. Han havde selv bragt emnet på banen de sidste par gange, men lige nu kunne han komme i tanke om andre, mere interessante ting. Og dog, når hun endelig fik mørkelverne, som hun ønskede, ville hun ikke længere bo i Paggeija og han ville ikke længere have nogen til at skaffe ham våben.
Hans blik gled over hende et øjeblik.
"Macaria er ikke glad for dig, efter din opførsel, nej. Men jeg skal nok prøve at overbevise hende om at være sød...Hvis du også er det" svarede han afslappet. Hans hånd gled over en eller anden fremmed ædelsten, da han ofte blev rastløs, når han intet rigtig havde at give sig til. Når det kom til stykke var sten jo ikke det mest interessante at se på. Han havde set på langt mere interessante ting, da Daelis' hunde-dyr havde kidnappet ham.
At Daelis spillede svær at nå fløj fuldstændig over hovedet på ham. Til dels fordi han ikke var typen der rigtig ville kæmpe for det, hvis det ikke bragte nogle nyttige ting med sig. Hvis hun ville lege svær at nå, måtte hun jo det. Han kunne smutte hjem til Macaria og få den samme, sjove underholdning. Og kunne sikkert også finde andre kvinder der kunne tilbyde ham lidt af hvert.
Han sendte hende et lille smil og rettede sig op fra boden, han havde lænet sig op af, før han gik om bag Daelis. I en hurtig bevægelse skubbede han hende ind mod boden, mens hans ansigt var lige ud for hendes øre.
"Jeg tror vi begge vil røre...Men..." Han talte hviskende og kunne ikke lade være med at smile lidt, da han fjernede sig fra hende igen. Han trådte væk fra hende og lod blikket glide over boden ved siden af dem, der solgte nogle støvede bøger.
"Hvis du ikke er interesseret, finder jeg bare nogle andre at hygge mig med" kommenterede han og var allerede på vej over for at kigge på bøgerne, som om Daelis ikke længere var interessant for ham.

[Deleted]

Daelis mærkede hvordan Zean trykkede hende ind imod boden med sin krop. Det fik hende til at gispe, men hun gjorde ikke modstand. Støttede blot sine arme imod bordet. I ædelstenene kunne hun spejle deres ansigter. Den flabede, fedtede måde han smilte til hende. Hun kunne lide det. Hun kunne lide brutaliteten i det. I sit bryst kunne hun mærke hvordan hendes hjerte sprang et par slag over. Forrådt. Hendes krop stejlede baglæns imod Zeans krop i svar til hvordan han lænede sig krævende ind over hende, og hun nød det. Faktisk i sådan en grad at hun kiggede efter ham, næsten betuttet over hvordan han fjernede sig fra hende igen. Og nok også i længere tid end hun egentlig havde ønsket sig det.
Hun fulgte ham langsomt, og da hun passerede ham bumpede hun sin runde hofte ind imod ham, men hendes blik hvilede ikke længere end korte kontakt hos ham. Hvis der var nogen der kendte meget til Zean kunne det se forkert ud, når nu han lige var blevet gift.
Med en hvisken hvislede hun: ”Oh, jeg kan være YDERST sød, når jeg ønsker at være det. Det er ingen hemmelighed, Zean. Jeg er altid sød. Nogle gange er jeg sødere end andre, og ved du hvad jeg tror? Åh, nej. Det gør du ikke, det tror jeg ikke du vil - min kære. For du ved – og jeg ved, at du ved i sandhed at det jeg giver dig ikke er noget du vil kunne finde hos hvilken som helst kvinde. Som kunst. – Hvis hos nogen anden kvinde over hovedet. Du vil kunne ligge med hvilken som helst skøge i byen, og du vil stadig ikke føle dig mæt, som da du var hos mig. Lyv nu ikke, for din krop viderebragte alt der var at fortælle. Du vil ikke føle det samme sus. Gå bare, men du vil tørste efter mig. – Så jeg synes du burde gøre dig meget umage, min lille dreng… for at vise mig det. Eller dehydrer.”
En tyk bog blev åbnet og hun førte den ned foran sine hænder, så den skyggede for hendes egentlige gøre, og den anden søgte ind under hans kappe og klemte Zeans bule stramt, mens hun sendte ham et meget sigende blik og lusket smil.
Der var ikke mange mørkelverkvinder der kunne finde på at mænge sig med andre racer. Alene det gjorde Daelis eksotisk for mange, og hun udnyttede det fuldt ud. De teknikker hun benyttede var nogen hun havde udviklet over kendskab til kroppen og lang tids erfaring. Nogle som ofte ikke var normal skik at bruge uden for elvernes samfund.
Ja, det var let at købe sig til kærlighed og nærhed, men gnister og forbindelser var noget der blev frembragt mellem to individer, og intet man bare kunne skaffe.

[Deleted]

Han var van til at få hvad han ville have, uanset om han skulle kæmpe lidt for det eller ej. Lige nu mente han ikke det var anderledes. Men han var også typen der prøvede at få tingene uden kamp, først, blot fordi det ville være nemmest for ham. Hvorfor spilde energien på det, hvis han alligevel bare kunne få det? Men tydeligvis krævede dette lidt mere af ham. Hun krævede lidt mere af ham. Et svagt smil gled over ham, da hun gik fordi ham og bumpede ind i ham på vejen. Hans blik gled helt automatisk ned til hendes nedre regioner, før de gled op mod hendes ansigt igen. Til sidst landede det på boden med disse bøger. Ikke fordi bøger var hans største interesse. Alle de bogstaver!
Desværre havde hun ret. Hun var speciel og kunne specielle ting og blot tanken gjorde ham tørstig. Hans blik gled over hende, som hun spillede kostbar og åbnede en bog foran sig. Så gled hans blik ud på folkene omkring dem, uden han rigtig så dem. I stedet steg hans blik op mod himlen og et svagt smil gled over ham. Hans blik gled over hendes hunde. De kunne godt passe sig selv et øjeblik. Han tog en hurtig beslutning. Han havde mærket hendes hånd om hans bule. Men lige nu...Lige nu måtte han først overholde noget andet han havde lært hende. Han løsnede kappen fra hans skuldre, så hans trøje, hvis ryg mere eller mindre var bar, kom til syne. Han skubbede lidt til folk, som han trådte væk fra boden.
Da han vinger brød frem og strakte sig, så lange de var, gav folk ham automatisk plads, selv det ikke var uden utilfredse grynt, hvilke Zean var ligeglad med.
Hans vinger var store og flotte, fjerene skinnede. Men...Hun kendte allerede hans vinger. I stedet slyngede han sin kappe rundt om hende, så hun nærmest var fanget og lukkede sine muskuløse arme om hendes lange, spinkle krop. I et hop og med nogle voldsomme bask, der fik folk til at flytte sig yderligere, fik han dem langsomt opad. Præcis som han havde lovet hende, var tid til en flyvetur. Han mærkede hvordan det spændte i hans muskler over den ekstra vægt, skønt hun langt fra var den tungeste han havde båret rundt på. Han sagde intet, skønt en lille latter forlod ham. Dette havde hun nok ikke regnet med. Langsomt, men sikkert, forsvandt tingene under dem og blev mindre og mindre, luften mere kølig og kold.

[Deleted]

Daelis stod sendte Zean et triumferende smil. Han svarede ikke igen, så det måtte være tegn på at han ikke kunne, og hun havde vundet den diskussion. Hun nåede kun at række ud efter en bog inden Zean pakkede hende ind i sin kappe. Det hele gik så stærkt at hun kun nåede at komme med en enkelt protesterende lyd. Var det endnu en af hans lege? Nok var Zean mørk, men han havde også et meget kådt sind på flere måder.
”Zeaaaan? Hvad er det du laver, og hvorfor kan du aldrig rulle mig ind i kapper når jeg fryser, men nu?”
Så mærkede hun Zean knuge sig ind i sine stærke arme. Kort efter satte han af fra jorden. Hun realiserede det dog først da e var et godt stykke i luften. Under dem blev folk mindre og mindre indtil de blot lignede dukker. Den ene af hendes store støvler faldt af og dumpede ned i hovedet på sælgeren af bøgerne.
Med store forskrækkede øjne kiggede hun op i Zeans ansigt og forsøgte at trykke sig ind til ham, det som den begrænsede pølseformat nu tillod hende.
Var han blevet gal? Måske passede hendes dominerende adfærd ham ikke, og nu var han blevet vred?!
”Aaaaaai! GUD, Zean! Tab mig ikke. Jeg vil ned!"
Ned var meget langt væk. Ved nærmere eftertanke.
"-NEJ. Slip mig ikke. Zean! Jeg glider. Zean! Jeg dør. - NEEEEJ! Min støvle. Gud-nej Zean, nej gud! Jeg skal nok være en sød kvinde. Jeg skal nok gøre alt hvad du siger! Nåde!”

[Deleted]

Et stort smil gled over ham. De var nået et godt stykke op, før Daelis rigtig forstod hvad der skete og pludselig blev bange. Selv elskede han at flyve, han elskede at bruge sine stærke vinger og bevæge sig igennem luften, fri for begrænsninger, som en rejse på jorden gav. Det gik så meget hurtigere og var så meget sjovere!
Som Daelis kom med protester kunne han ikke lade være ned at grine. Havde hun ikke ønsket sig at flyve? At komme med på en tur op i luften? Bangebuks. Det sjoveste var han automatisk fik sin vilje. Måske skulle han bare flyve rundt med alle, der ikke gav ham hans vilje? Skønt han tvivlede på det ville virke særlig meget på særlig mange. Flere ville nok bare nyde det og resten sætte ild til ham.
Hun gled en anelse, hvad hun nok kunne mærke. Men han kunne ikke bare slippe hende og tage bedre fast, ikke her i luften. Måske skulle han give hende et chok? Nok til at hun ville huske hvilken person Zean var og at han uden tvivl kunne være farlig at lege med. Troede hun virkelig denne flyvetur handlede om sex alene?
Han fløj længere op. Nok op, til han kunne nå at gribe hende. Så, inden hun gled helt ud mellem hans arme, slap han hende.
Det ville uden tvivl være en chokerende overraskelse for hende. Men han havde styr på det. På ingen tid ændrede han retning og fløj direkte mod jorden. Vinden legede med hans hår og tøj, da han satte farten op og indhentede Daelis. Hans arme gled rundt om hende, forfra, så hun selv kunne slå armene om ham. De var kommet faretruende tæt på jorden igen. I stedet for at have vingerne tæt ind til sig, for fartens skyld, bredte han dem ud og mærkede hvordan det hev i dem, som han sænkede deres fart, til de til sidst fløj ganske afslappet over byen. Zean var ved at blive en smule rød i kinderne af den pludselige aktivitet og kulden i luften, men det var tydeligt at se på ham at han nød det. Med et svagt grin så han ned på Daelis.
”Åh...Så du vil give mig...Alt?” drillede han hende.

[Deleted]

Himlen gav ekko, da Daelis gled ud af Zeans arme og skreg. Hun faldt igennem op til flere skyer indtil hun kunne se jorden nærme sig under hende. Vinden fik tøjet omkring hende til at flagre og panisk forsøgte hun at gribe fat i luften, som den strøg forbi hende.
Da hun igen var i – i udgangspunktet – trygge arme, sprang hendes hjerte over, for at galopere. Hårdt klamrede hun sig til Zean og kunne absolut ikke forstå hvad han grinte af. Når først hun havde genvundet kontrollen over sin vejrtrækning begyndte hun at ryste. Både arme og ben var klemt fast om ham. Hendes stemme var tør og udmattet af at skrige så højt. Zean blev prikket utilfredst på brystkassen.
”Lede, lede mandsling. Uhm, næsten alt, så kan vi snakke om det. Som civiliserede individer. Ikke mere kasten rundt med kvinder, men det er måske en fast fritidsinteresse af dine, hmm? For jeg kan ikke snakke når jeg falder sådan. Men hvis du opfører dig pænt kan det være at jeg opfylder ønsker. Jeg kan lytte til forslag.”
Under dem fløj byen og grunden af sted i et mere overskueligt tempo, og når nu hun turde rent faktisk at kigge var det egentlig… smukt. Den værste forskrækkelse havde lagt sig, og hun kunne mærke adrenalinen pumpe igennem sine årer.
”Det sus… er det sådan du føler når du flyver? Det kilder jo helt.” udbrød Daelis fascineret.

[Deleted]

Han kunne mærke hvordan hun rystede og brokkede sig, men han tog sig ikke synderligt af det. I stedet holdte han dem i luften og lod blikket glide over kaosset af folk under dem, af folk der besøgte markedet. Han kunne ikke lande midt i det hele, så i stedet satte han sig i bevægelse og fløj mod udkanten af markedet. Der ville være færre folk, så han kunne lande, uden at hans vinger blev pjusket eller folk stødte ind i dem.
”Sidste gang var vi enige om du skulle have en flyvetur. Det har du nu fået. Og se blot! Du glemte helt du ikke ville have mig” han blinkede drillende til hende. Ikke fordi hun rigtig havde noget valg, end at klamre sig til ham, for ellers kunne hun risikerer at falde ned. Han satte igen farten ned, som han nåede udkanten af markedet. Han fandt et område næsten uden folk og gik efter at lande der. De landede ganske blidt på jorden og de folk, der alligevel havde stået for tæt på, trådte automatisk til siden. Zean trak sine vinger til sig. Han lod vingerne forsvinde og greb sin kappe fra Daelis, for at slynge den rundt om sig, så han kunne holde varmen. Ganske fornøjet så han på Daelis.
”Jeg føler suset når jeg vil...Uden at ende på jorden som en pandekage” smilte han til hende og blinkede let til hende, velvidende hun kunne have været en pandekage nu, havde det ikke været for ham. Han havde jo i princippet reddet hende!...Ikke fordi hun rigtig havde været i fare. Han havde haft styr på det.
”Forslag siger du? Jeg lytter?” han truttede let med munden og lagde armene over kors.
”Eller skal vi flyve en tur mere?”